↩ Baade medens dette skedte og henved en halvsnees Aar, tumlede 👤Julius Cæsar sig med Galler og Germaner, og det var ikke blot 📌Roms hele Opmærksomhed, han ved sine Bedrifter søgde at fængsle, det var ►aabenbar ogsaa 625Vores; thi han beskrev det smukt udførlig selv, hvordan han af tre Millioner Mennesker han havde for sin Haand, slog den Ene ihjel og tog den Anden til Fange*👤Cæsars ►Galler-Krig. 👤Plutarks ►Cæsar.; men at han ikke døde af Kiedsommelighed mellem Barbarerne, kom dog ►aabenbar kun af, at han havde en egen Hensigt med de Tropper han ►øvede, de Penge han sankede og de Galler, han afrettede, som vi ikke kan dele med ham, og det er derfor naturligt, at vi helst springe over det Hele. I 📌Rom var det en anden Sag, thi der, hvor Man ene kaldte den en rigtig Keiser (►imperator), der havde slaaet titusind Mennesker ihjel, maatte 👤Cæsar, naar han havde slagtet en Million, i det mindste agtes værdig til et hundredaarigt Keiser-Dømme, der ogsaa virkelig blev ►Slægten som opkaldtes efter ham (►den Juliske) til Deel; men vi, som ikke har mindste Grund til ►►at give Keiseren meer end Keiserens er, maae lade 👤Cæsar i 📌Gallien nøies med den Ære han nød i 📌Rom og i “►den Latinske Skole.” Det er imidlertid ret ►mærkeligt at 👤Cæsar, ved at gaae over 📌Rhinen og ved at ►giæste 📌Britan 496 (US) nien, bereiste 📌det Romerske Riges Europæiske Grændser, paa samme Tid som 👤Crassus satte det sine Asiatiske; og skiøndt hans Galliske og Germaniske Seire kun spaaede Menneske-Slægten og 📌Norden ilde, maae vi dog nok indrømme, de var nødvendige, naar 📌Romer-Riget ikke for tidlig skulde overvældes af Barbarerne.