↩ Ingenlunde bør Man undres over, at de fleste Læsere i vore 67 (US) Dage ei ret selv veed, hvormeget de troe af denne forunderlige Tale, der bestandig synes at svæve mellem en poetisk Idyl og en idyllisk Historie; thi det Naturlige og Over-Naturlige, det Guddommelige og Menneskelige, som Man i vore langt mere ►anatomiske end poetiske Dage pleier saa skarpt og dødt at adskille, sammenflyder her saa let og levende for vore Øine, at Man har ondt ved at troe dem, end sige da Historien, som de Skrift-Kloge saa keitet har gjort til en Troes-Artikel. Betragte vi imidlertid med Forstands oplyste, ►det er, med videnskabelige Øine, denne deilige Skildring af 👤Abraham, den mageløse Folke-Fader, der ikke for Intet er ►kaldt Guds Ven, da see vi ogsaa et saa træffende ►Forbillede paa det Største, der udviklede sig i Tidernes Løb, at vi neppe fristes til at tvivle om, Ebræerne jo virkelig maae have havt en saadan vidunderlig Stam-Fader, af hvem 👤Christus var den ægte og 👤Mahomed den uægte Søn, saa det her, som overalt i den hellige Historie, bliver det eneste fornuftige Spørgsmaal, ikke om det er mueligt, der saa klart og glædelig har viist sin Virkelighed, men kun: paa hvad Maade Man helst skal forklare sig det. At nemlig Troen paa den høieste Gud, der skabde Himmel og Jord, og paa et virkeligt ►Samfund mellem den guddommelige og menneskelige Natur, maatte i Old-Tiden vidunderlig gribe ►en Enkelt-Mand og ligesaa vidunderlig gestalte hans og hans Afkoms Levnets-Løb, ►naar der nogensinde skulde blive et Jødedom og en Christenhed i Verden, det see vi af Hedenskabets Historie, og Spørgsmaalet er da kun, om dette var en blot Efter-Virkning hos de mest ►Poetiske Naturer af Menneskets Skabelse i Guds Billede, eller tillige, som Jøderne og de Christne har troet, en ny Virkning af Guddommen.