↩ Hvad nu 👤Crassus angaaer, da er hans ►universal-historiske Side ►vel langt fra at være glimrende, men dog er det ►Parther-Tog, han var Hoved-Mand for, uforglemmeligt, ikke blot som det Første i sit Slags, men som en glædelig Mindelse om, at 📌Roms Magt og Lykke var dog ikke grændseløs. Dyngen af Romer-Lig mellem 📌Euphrat og 📌Tigris, som 👤Crassus skylder sin Navnkundighed, staaer nemlig for os som en blodrød Pyramide af Menneske-Kiød og Been, med et ►Borgemester-Hoved paa Toppen, der ei trænger til nogen Indskrift, for at kundgiøre, baade af hvad Art den Romerske Storhed var og hvad Ende den omsider skulde faae, og det er yderst ►mærkeligt, at noget Sligt har ahnet selv Folk i 📌Rom paa samme 493 (US) Tid. 👤Plutark fortæller nemlig, at da Tribunen 👤Atteius forgiæves havde stræbt at hindre 👤Crassus fra det ligesaa hovedløse som uretfærdige ►Tog mod Partherne, da stillede han sig i Porten, og ►lyste under en egen Slags Offring saaledes Forbandelse over ham, at han, hvad 👤Plutark ei kan noksom laste, høitidelig overgav 📌Rom i de hevnende Guders og ►Furiernes Vold*👤Plutarks ►Crassus..