↩ Det var 👤Cæsar, som, da han vilde være ►Borge-Mester, forligde sig med 👤Pompeius og ham med 👤Crassus, og hvad der bevægede 👤Pompeius til at indgaae denne ►mistænkelige Forbindelse, der skildte ham ved ►de Bedres Tillid og blev hans Undergang, var den urimelige Haardnakkenhed, hvormed ►Raadet, stemt af 👤Cato og 👤Lucul, vægrede sig ved at bekræfte hans Asiatiske ►Anordninger *👤Plutarks ►Cæsar og ►Pompeius. 👤Appians ►Borger-Krig II. 8–9.. Fra dette Øieblik af var 👤Pompeius imidlertid kun et Værktøi for Andre og da især for 👤Cæsar og den meer end pøbelagtige Tribun 👤Clodius, saa han træder selv kun atter frem paa den store Skue-Plads for at falde, og det endda saa ynkelig, at vi slet ikke kiende ham igien, men maae, for at hitte Rede i ham, besinde os paa, at det havde aldrig hængt rigtigt sammen med den Romerske Tapperhed og Selv-Opoffrelse. Det var nemlig ►alt fra første Færd hos ►Mængden kun en Vane, som den uophørlige Krig og strænge ►Krigs-Tugt holdt vedlige, og den Begeistring for Tyranniet, der havde udmærket de høiere Begavede, maatte nødvendig bortfalde, naar det ikke længer var “📌Rom” men sig selv, ►Enkelt-Manden vilde giøre til Tyran, da alle Trælle og Tyranner er af Naturen feige 621og laane kun af Frygten et fortvivlet Mod. Ærgierrigheden skulde da nu giøre Alt, men deels er det sædvanlig kun i Ungdommen, Man har Sind til at bringe den store Offere, og deels havde 👤Pompeius tidlig indlagt sig det største Navn, han kunde ønske, saa det var i sin Orden, at han, efter en Deel Aar at have ligget paa den lade Side, blev ligesaa feig som Romer-Hæren altid, naar ►Krigs-Tugten forfaldt.