↩ Vi forlod 👤Mithridat, da han kiøbde Fred af 👤Sylla, men denne Hæders-Mand havde naturligviis intet andet Begreb om Fred end Vaaben-Stilstand, saa han fandt det overflødigt at give Sort paa Hvidt for, hvad der fulgde af sig selv, naar han stak Sværdet i Skeden. Deraf fulgde imidlertid, at Tropperne der blev i 📌Asien ansaae sig ►fuldelig berettigede til at røve og plyndre hvor der var mest at hente, uden at bryde sig om Grændse-Pæle, og da 👤Mithridat saae, han slet ikke kunde faae, hvad han kaldte Fred, og havde desuden slet intet imod en Krig, naar 486 (US) den kunde ►svare Regning, blev det ulykkelige 📌Lille-Asien ved at være en Tumle-Plads og et Rov for Krigs-Folket paa begge Sider, uden at Man i 📌Rom brød sig synderlig derom, saa at selv 👤Luculs ►Tog var egenlig kun en Privat-Sag, hvorved han ventede at giøre sin Lykke, ligesom en Spanier ved at ►gaae til 📌Amerika eller en Engelsk-Mand ved at ►gaae til 📌Ostindien. Han gjorde den ogsaa virkelig, ved saaledes at plyndre Stæderne i 📌Pontos og 📌Armenien, at han kom hjem som en Millionær og lærde Folk i 📌Rom, hvad det var at leve paa en stor Fod; thi denne ►Syllaner var endnu langt stivere i Græsken end hans Herre og havde en anderledes fiin Smag, saa han stræbde at forbinde den Østerlandske Pragt og Overdaad med hele den Græske Dannelse og giøre sit Huus paa een Gang til en Samlings-Plads for Alt hvad der glimrede og smagde godt og klædte kiønt*👤Plutarks ►Lucullus. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 64–90.. I denne Henseende er 👤Lucul, som havde et prægtigt Bibliothek og var en stor Velynder af lærde Folk, en ganske ►mærkelig Mand, men da han i 📌Asien havde ført Krigen, som han selv sagde, paa 613egen Regning og Risico, saalænge til Tropperne, som slet ikke fandt deres ►Regning derved, opsagde ham al Huldskab og Troskab, kan Man dog virkelig ikke fortænke “►Raadet” i, at de gav ham 👤Pompeius til ►Efter-Mand, som, hvordan han end ellers tænkde, dog havde en videre ►Syns-Kreds og et høiere Maal for sin Ærgierrighed, end at skrabe Penge sammen og saa leve flot.