↩ Derpaa tog 👤Abraham og omskar sig selv og sin Søn 👤Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han nu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i 📌Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb 👤Abraham ind i Telten til 👤Sara og sagde: skynd dig, tag tre ►Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb 👤Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne ►lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og ►gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er 👤Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har 👤Sara sig en Søn! Det hørde 👤Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok ►bagefter! Da sagde 61Herren til 👤Abraham: hvad skal det betyde, at 👤Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er 64 (US) ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har 👤Sara en Søn! 👤Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!