Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Grundtvigs Værker

↩

Den Romerske Revolution.

✂ Naar en Røver-Bande, der kun for sin egen Fordeels Skyld holdt Mands-Tugt, har gjort den største Fangst, Nogen af dem drømde om, da er det naturligt, at de slaaes om Byt592tets Deling; thi enhver Forbindelse i et vist Øiemed ophører jo af sig selv, naar Hensigten er opnaaet. Det kan derfor aldrig undre os, at ►Naturen ogsaa i 📌Rom gik over Optugtelsen, saasnart der ikke længer var nogen udvortes Magt, Man frygtede, eller noget Gods i fremmed Vold, Man kun ved fælles Kræfter turde haabe at vinde, saa vi kan neppe kalde det indbyrdes Slags-Maal i Røver-Kulen en “Borger-Krig,” og kan endnu mindre give 📌Asiens Guld og Grækernes Dannelse Skyld for at have forvandlet de Romerske “Dyds-Mønstre” til “►alle Lasters Trælle.” Vi skulde ikke engang fralægge os en saa ►urimelig Betragtning af Romer-Livets jevne Udvikling i Røver-Naturens Orden, ►naar denne Betragtning ikke var blevet “►Classisk” i 📌Rom, da Man beilede til Skin af Græsk Dannelse, og derved blevet gængs overalt, hvor Romersk Dannelse fik Overhaand, altsaa i hele ►den ny Verden.

✂ Men, skiøndt vi baade kan og skal sige dette reent ud, maae vi dog ikke vente at kunne ►skrive Folk den Opmærksomhed og Ærbødighed fra, som vi fraskrive Romerne Ret til, og maae derfor tilføie, at hvad enten nu 📌Roms Laster og Uhyrer efter den tredie Puniske Krig er en naturlig Ting eller “et stort Mirakel,” og hvad enten Slags-Maalene paa det Romerske Thing-Sted (📌Forum), ved 📌Pharsalo, 📌Philippi og 📌Actium, skal hedde Borger-Krige eller ikke, saa er det dog “væmmelige” Ting, Man ei bør have mere med at giøre end høist nødvendigt. At de nu er aldeles uadskillelige fra “Roms Historie,” det følger af sig selv, men Roms Historie er dog, Gud skee Lov! ingen forsvarlig Haand-Bog i Universal-Historien, saa i denne har vi kun med 📌Rom at giøre, forsaavidt hele Verden kom under det Romerske Aag, og Alt hvad der da ingen Forandring giør i 📌Roms Forhold til Verden i det Hele, det vedkommer os her ikke heller, men maa overlades til 📌Roms og den Romerske Literaturs 593Velyndere, der naturligviis har Lov til, med 👤Livius og alle de “Latinske Classiker” at glemme hele Verden ►over 📌Rom og hele Menneske-Slægten over “Borgerskabet,” Klammerierne, Blod-Badene og Dyriskheden der.

✂ Den “Romerske Revolution” som begyndte med ►Gracherne, kort efter 📌Karthagos Ødelæggelse, og endtes, efter et Aarhundredes Forløb, under Keiser 👤Augustus, vedkom nu aabenbar kun Verden udenfor 📌Rom og 📌Italien, forsaavidt den derved blev enten meer eller mindre bebyrdet, thi Trælle maae altid, ved Talen om ►Herre-Skifte og nye Regierings Former, spørge, med Æselet i Fabelen, om “Byrden” derved bliver større eller mindre, og bliver den eens, maae de finde det aldeles ligegyldigt, uden forsaavidt det kan more dem et Øieblik at see Tyrannerne selv tage Gladiatorernes Rolle, som de ellers helst overlod til Slaverne, og forsaavidt de tør haabe derved omsider at faae Hevn over dem og Has paa dem. Heri maae vi nødvendig sympathisere med Grækerne, men der kan heller neppe være nogen Tvivl om, at jo de og alle dannede Folk, der ikke blandede sig i 📌Roms Anliggender, vandt meget ved at 📌Rom fik et Herskab, der ingen Fristelse havde til ►end mere at udsuge, pine og plage de Fremmede, men mange Grunde til at skaane dem, for des friere at kunne bruge Øxen i 📌Rom, hvor Tyrannen fandt sine Medbeilere og Alt hvad det var Umagen værdt at kaldes Bøddel og Blod-Hund for. Frem for Alt er det indlysende, at da 📌Janus-Templet siden ►Numas Dage saagodt som aldrig havde været lukket, maatte Freden, som hele den dannede Verden en heel ►Menneske-Alder nød under Keiser 👤Augustus, være en Vederkvægelse for alt Godt, der ►fuldelig berettiger hans Regiering til i Stats-Historien at kaldes, “en gylden Tid” for alle de Romerske Slaver, altsaa for hele “Menneske-Slægten” i ►den gamle Verden, der 594ingenlunde frivillig ►gik under Aaget, men trællede, saalænge den tjende det Romerske Uhyre. Da nu tillige “Kirke-Historiens” gyldne Tid, uden at flyde af 👤Augusts Forgudelse, dog indtraf ►med det Samme og var paa mange Maader betinget af Verdens daværende Tilstand, saa seer Man let, at Menneske-Aanden, for sin egen Fordeels Skyld, maa skiænke den Romerske Revolution en Opmærksomhed, hvorpaa dens Helte og Begivenheder i og for sig selv ei have mindste retmæssigt Krav; men deraf følger ogsaa, at de, efter “►Spydstage-Retten” maae finde dem i at behandles, som 📌Roms “►Fædre og Helte” behandlede 👤Perseus og 👤Jugurtha, hvem de skiænkede al muelig Opmærksomhed, til de fik deres Riger og Skatte, men overlod dem saa til ►Utøi og Fortvivlelse*►Diodor (Brudstykker) XXXI. 4. 👤Plutarks ►Æmilius og ►Marius.. Til en saadan “fornem” og lidt grusom Behandling af 📌Roms “Kløver-Blade” (►Triumvirer) og ►Enevolds-Herrer nødes vi desuden af flere Grunde, deels for at spare den kostbare Tid og Flid til hvad der fortjener dem, og deels fordi 👤Polyb forlader os; thi ►vel har vi ogsaa Græker efter ham, men hverken forstod de saaledes at giøre 📌Roms Historie frugtbar, ei heller var de samtidige, saa de er for det Meste kun Oversættere fra Latin, og med den “Latinske Historie” maa Man nødvendig giøre kort Proces, naar Man ikke vil drukne i den. Det er nemlig, som Man strax opdager, ingenlunde en omhyggelig Udvikling og Forbindelse af Begivenhederne, der giør den vidtløftig, thi i den Henseende er Skiødesløsheden og Magerheden umiskiendelig, men det er Talerne, som Skribenten extemporerer, og det er ►Frihaands-Tegningerne af Heltens Bedrifter og Misgierninger, Dyder og Lyder, eller rettere ►Skygge-Tegninger af Retter-Gangen paa “►Raad-Stuen og By-Thinget,” hvorved Folk og Begivenheder naturligviis stilles i det Lys, der synes ►Raad, Pøbel eller ►Lov-Trækkere det fordeelagtigste for Øieblikket, uden Spørgsmaal 595om, hvad “Sandhed” har derimod at indvende, eller hvor ►uefterrettelig og selvmodsigende den Historie bliver, der sammensættes af saadanne Ledd. Hvor nu Historie-Skriverne, som de Romerske, betragte dem selv ei blot som Dommere i de Dødes Rige, der ►raade for om Heltene skal faae deres ►Triumph, men som ►Plutoner, der har Ret til at skabe Alt i Skygge-Riget efter eget Tykke, der møde vi nødvendig blandt mange andre Uleiligheder den, at være indskrænkede til Kredsen af Skribentens klare Forestillinger, og da de Romerske Skribenter slet ikke har noget Begreb ►uden om Romere og rene Barbarer, blive disse under alle Omstændigheder vort eneste Selskab. Derfor er det nu almindelig bekiendt, at Verdens-Historien saae gruelig ud, da den næsten udelukkende bearbeidedes efter Latinske Kilder, men da Romerne naturligviis var heldigere i at skildre sig selv end andre Folk, saa vilde vi, uagtet Eensformigheden her til en vis Grad var uundgaaelig, dog være istand til at kiende Forskiel, naar Historie-Skriveren, istedenfor bestandig at skildre sig selv i forskiellige Stillinger havde ladt Personerne skildre dem selv, men nu er det Sidste en saa sjelden Undtagelse, at vi for det Meste slet ikke giennem “►Latiner-Brillen” kan see, hvad Forskiel der egenlig var paa de Folk, undtagen at den Ene var Tribun og den Anden Consul, den Ene sloges med 👤Jugurtha og den Anden med 👤Mithridat, den Ene levede først og saa kom den Anden. Hertil maatte vi da selv i 📌Roms Historie indskrænke os, forsaavidt Personerne ei selv er Skribenter, naar vi ikke over Historie-Skriverens saakaldte smukke Tanker og Tale-Maader, reent vilde glemme Hoved-Sagen, og i ►Universal-Historien, hvor vi kun har alt for meget med 📌Rom at giøre, maae vi da nødvendig, hvad de Romerske Stor-Mænd angaaer, overlade det til deres naturlige Børn, der har arvet ►vel ikke deres Magt men dog deres Billeder (►imagines), at sørge for ►deres Ihukommelse og skildre dem efter Naturen.

✂ 596Skulde der ellers være Nogen af Revolutions-Mændene, vi kunde ønske for deres egen Skyld at kiende nøiere, maatte det være ►Gracherne, men skiøndt vi nok kan skimte, at disse Daatter-Sønner af ►den ældre “Afrikaner” og Svogre til den Yngre, ei var af dem, Man til ►Hverdags-Brug mødte paa ►Thinget, er det os dog umueligt giennem den tykke Sky af ►Røgelse og ►Svovel-Damp, der indhyller dem, tydelig at see, hvad de ►førde i deres Skjold. Selv var de gamle Adels-Mænd, Sønner af 👤Cornelia, der til en høi Alderdom synes at have levet som en Dronning i 📌Rom, almindelig yndet og beundret, men kun som ►Almue-Tribuner træde de hovedkulds ind paa Skue-Pladsen; Svogeren, 👤Polybs 👤Scipio, siges at have frydet sig ved den Ældres Mord og at være forgivet med den Yngres Vidende, og selv hvordan 👤Cornelia betragtede sine ulykkelige Sønners Færd og Skæbne, derom har Man kun stri dige, lige uhjemlede Efterretninger. Hvem der nu kun læser Historie til Tids-Fordriv eller for at afsige Domme over de Døde, kan finde Snakken artig nok og fryde sig ved, at enten han frikiender eller fordømmer ►Gracherne, eller, for at gaae en gylden Middel-Vei, giør begge Dele, har han “Classisk” Medhold, men hvem der spørger om Sammenhæng og sund Forstand, maa strax ►fortvivle om at finde dem i saadanne Beretninger. Vi maae da holde os til de nøgne Kiends-Gierninger: at først 👤Tiberius og siden hans yngre Broder 👤Cajus Grachus foreslog, at de Rige skulde, mod nogenlunde Erstatning, ►udlægge de Fattiges Agre, som de mod Loven havde revet til sig og at de Penge, 📌Rom arvede tilligemed Riget efter Kongen i 📌Pergamo, skulde anvendes til at skaffe de fattige Borgere ►Avlings-Redskaber og ►Besætning, men at endeel af “►Fædrene,” med en 👤Scipio Nasica i Spidsen, i den Anledning aabnede Slags-Maalet paa ►Thing-Stedet, der hidtil var helligt, med at slaae 👤Tiberius og nogle hundrede af hans Tilhængere ihjel og smide dem i 📌Tiberen, hvorpaa fulgde et 597ligedant Optrin med 👤Cajus, der ►aabenbar vilde hevne Skade, uden dog at ynde ►Næve-Retten *👤Appians ►Borger-Krige I. 7–27. 👤Plutarks ►Tiberius og Cajus Grachus..

✂ ►Vist nok vilde det være et stort Vidunder, om ►Gracherne blot af Medynk over de Fattige ►drev paa Jord-Delingen, og det var i alt Fald intet Under at Romerne fandt det utroeligt, men 👤Tiberius anførde ogsaa som en Hoved-Grund, at den Vrimmel af Slaver, hvormed de Rige drev deres Jorde, var en farlig Befolkning, medens “Gaard-Mændene,” der daglig blev færre, var Kiernen af Krigs-Hæren, og Man hører ikke, at Nogen modsagde Sandheden af hans rystende Skildring, da han sagde: de vilde Dyr har Leier og ►Grave, men de der bar Vaaben og satte Livet paa Spil for deres Fædrene-Land, de har hverken Huus eller Hjem og ►maae see til om de kan leve af Luften og Soel-Skin, saa med dem ►spiller Feldt-Herren Giæk, naar han beder dem kæmpe for Arne og Grav-Høi, som ikke En iblandt Hundrede har! Under alle Omstændigheder er det ogsaa klart, at et ►Raad, der, for at stoppe saadan en Mund, indførde ►Næve-Retten paa ►Thinget, var modent til at ►komme under Pidsken, og at en ►Almue, der ►krøb i et Muse-Hul for nogle ►Raads-Herrer med Knipler og Stole-Been, var saa ►slavisk, at hverken kunde nogen ►Grachus frigiøre eller nogen 👤Nero ►forkue den, saa det er ganske troeligt, at 👤Cajus, ophidset af Tu sinder, som en Gladiator, men hjulpet af Ingen, da det gjaldt, paa sit Yderste ønskede sine Lands-Mænd et “evigt Slaveri” som det, de var skabt til.

✂ Efter dette “mindelige Forlig” bygde ►Raadet et Tempel for “►Enigheds-Gudinden” som naturligviis blev til Spot for hvem der kunde Græsk, men vi vil gribe Leiligheden til at bemærke, at det var ægte Romersk, thi naar Man først har gjort baade Sandhed, Retfærdighed, 598Enighed og alle Dyder til Gudinder, at offre til engang imellem, da følger det af sig selv, at Man efter saa gruelig en Forbrydelse mod En af dem, til Bod bygger hende et splinternyt Tempel, hvor Man kan offre ►paa ny Regning.

✂ ►Raden at rase var nu aabenbar ogsaa til Pøbelen, saa det er i sin Orden at ►Raadet teer sig ligesaa ►slavisk, da Pøbelen faaer en haandfast og ►forvoven Anfører, og det var 👤Cajus Marius, Byes-Barn med 👤Cicero fra 📌Arpino (ved 📌Garigliano). Denne raa ►Campaner ►svang sig op ved Tapperhed og stræng ►Krigs-Tugt, blev, ►paa Trods mod ►Raadet, valgt til ►Borge-Mester af ►Almuen, blev rigere ved at triumphere over 👤Jugurtha end alle de, der havde ladet sig bestikke af Numideren, og vandt udødelig Ære ved at ødelægge de Cimbrer og Teutoner, for hvilke 📌Rom havde skiælvet og mange Legioner ►vendt Rygg. Havde alle Romere endnu været lige saa raae som han, da vilde selv denne Helte-Gierning ei gjort ham ►mærkværdig for os; thi enten Verden beherskedes af Romerske eller Kymriske Barbarer, kunde være os det Samme; men da han, der broutede af sin Foragt ei blot for Græker-Sproget og Boglig Konst men selv for “Reenlighed,” som han regnede til blotte ►Fruentimmer-Netheder, var en Undtagelse, maae vi kalde det en stor Lykke, at denne Barbar befriede 📌Italien fra sine fremmede Medbeilere i Hundredtusind-Tal, som, havde de faaet Magten, ►aabenbar vilde ødelagt hele den dannede Verden*►Borgemester-Talen i ►den Jugurthinske Krig hos 👤Sallust. 👤Plutarks ►Marius.. Uagtet vi derfor ei kan tage mindste Deel i Teutonernes Nederlag ved 📌Aix i 📌Provence eller Cimbrernes ved 📌Vercelli i 📌Piemont (omtrent 100 f. Chr.), maae vi dog skiænke ham, der triumpherede over begge disse Bjørne-Flokke, den Opmærksomhed at følge ham til Jorden, skiøndt han ligger som en ►Blod-Hund i sin Grav. Ved med ►Flid at trække Krigen ud, blev han 599►Borge-Mester sex Aar i Træk, men saasnart der blev Fred, lod ►Raadet ham dog godt mærke, han var som “►en Ugle mellem Krager” og han, der baade manglede al Dannelse, ►gned paa sine ►Grunker, og var selv blandt Pøbelen en Fremmed i Byen, kunde da slet ikke trives, med mindre Man fik en dygtig Krig, som nu var en sjelden Lykke. Opstanden af de Italienske ►Bunds-Forvandte fører ►vel Navn af den “Marsiske Krig” og beskrives frygtelig, men skiøndt Man i 📌Rom havde det Mundheld, at over ►Marserne, som boede i 📌Abruzzo omkring 📌Celano-Søen (📌Lacus Fucinus), over og uden dem kunde Ingen triumphere, er det dog klart, at Krig med Smaa-Kiøbstæderne i 📌Italien var kun en “Børne-Leg” for 📌Rom, og 👤Marius havde ovenikiøbet den Ærgrelse, at en Anden slog ►Marserne bedre end han*👤Appians ►Borger-Krig I. 46..

✂ Denne Anden var Adels-Manden 👤Cornelius Sylla, der allerede i den Numidiske Krig havde drillet 👤Marius, og blev nu, som ►Borge-Mester, udnævnt til Feldt-Herre i den eneste Krig, en Romer endnu kunde vente at høste betydelig Ære og Fordeel af, nemlig den Mithridatiske, hvorover den gamle 👤Marius blev saa forbittret, at han, ved Hjelp af ►Almue-Tribunen 👤Sulpicius og de nu brugelige Overtalelses-Midler paa Thinge: Knipler og Dolke, fik 👤Sylla ►aftakket og sig selv udnævnt i hans Sted. Det var imidlertid et ►fortvivlet Stykke Arbeide, deels fordi det udførdes ved den “udenbyes” Pøbel og dobbelt fordi 👤Sylla stod i Spidsen for en Krigs-Hær, der frydede sig i Haabet om det “Asiatiske Bytte,” og hørde af deres Feldt-Herre, at 👤Marius sikkert vilde opløse den og ►udskrive en Ny af sine Tilhængere. Vel havde det hidtil ikke været Skik hos Romerne at ►“føre Avind-Skjold” mod Byen, men ►een Gang skal dog være den Første og 👤Syllas Tropper bad ham kun at føre an, saa skulde de nok ►giøre Beskeed, som de ogsaa virkelig gjorde og 600kunde sagtens, da det var noget Nyt, som Ingen ventede. 👤Marius maatte nu flygte og vanke om i 📌Italien, som en fredløs Mand, ►med sit Liv i sin Haand, men det var ham dog spaaet, han skulde være syv Gange ►Borge-Mester, det stolede han paa, hvilde sig lidt i 📌Afrika paa 📌Karthagos Ruiner, kom saa igien, mens 👤Sylla var borte og Byen i Oprør, og naaede virkelig, et Par Dage før han døde, at blive syvende Gang ►Borge-Mester. Før han imidlertid kom saavidt, maatte naturligviis endeel adelige Hoveder ►springe, blandt hvilke det af ►Borge-Mester 👤Octavius især er blevet ►mærkværdigt, som det Første, der stilledes til Skue paa ►Thing-Stedet, hvor det dog snart fik Selskab, thi ved sit Indtog i 📌Rom dannede 👤Marius sig en Liv- Garde af bortløbne Slaver, som ikke blot tog Hovedet af hvem han kaldte sine Fiender, men af alle dem, han ikke hilsede igien, naar de hilsede ham, og desuden af deres forrige Herrer og hvem de lystede. Det var alligevel saa langt fra at skiænke 👤Marius en rolig Søvn, at han tvertimod nu plagedes af en Søvnløshed, selv ►Drik ei kunde helbrede, og da han hørde, 👤Sylla var underveis fik han sin ►Helsot og døde, halvfjerdsindstyve Aar gammel, i ►Raseri *👤Appians ►Borger-Krig I. 55–75. 👤Plutarks ►Marius.. Siden, i ►den 174de Olympiade, da 👤Sylla kom tilbage fra 📌Asien og 📌Grækenland med sin seierrige Hær, indtog han 📌Rom som en fiendtlig By, ►opkastede sig til ►Enevolds-Herre og spillede saaledes med Folks Ære, Liv og Gods, at Romerne, som dog var godt vant baade til at see Blod, ►giøre Bytte og ►spase med Slagt-Offere, eenstemmig kaldte hans Dage, ligesom Fransk-Mændene 👤Robespjerres “Rædsels-Tiden*👤Appians ►Borger-Krig I. 84–97. 👤Plutarks ►Sylla..” 👤Sylla var imidlertid ingenlunde saadan en ►sammenvoxet Tiger og Bavian, som det nysnævnte Franske Afskum, der mere var en ►Abekat af 👤Marius, nei, denne 👤Cornelius, efter hans Samtidiges ikke uvittige Bemærkning, 601en Blanding af “Løve og Ræv,” var ►aabenbar en Romersk 👤Mirabeau, der kunde baade Latin og Græsk, skrev selv Beretninger (►Memoirer) om sit Levnets-Løb og fandtes temmelig sanddru i den Grav-Skrift, han satte sig selv, som den, der betalde “baade Ondt og Godt” med Renters Rente*👤Sallusts ►Jugurthiner-Krig. 👤Plutarks ►Sylla.. Han fortjende ogsaa ►aabenbar det Til-Navn af “📌Roms tredie Byg-Mester” som Man havde spildt paa 👤Marius; thi han gav “►Krigs-Standen,” som Man kaldte Romer-Staten, en splinterny Indretning, som dog kun var en naturlig Udvikling og blev derfor i det Væsenlige bestandig. Efter de ►tresindstyve Olympiader, Man tilskrev de “syv Konger” havde 📌Rom nu med et rundt Tal i ►hundrede Olympiader havt aarlig afvexlende ►Borge-Mestre eller deslige, og fik nu en ►Dictator (Tugte-Mester) paa ubestemt Tid, hvad Spøge-Fuglene meget rigtig kaldte Konge-Dømmets Benægtelse og Tyranniets Bekiendelse; men Navnet bliver aldrig Hoved-Sagen, med mindre det er ganske tomt, og Sagen var, at “►Borge-Mester og ►Raad” nu ligesaavel havde udtjent som “►Borgerskabet,” og maatte afløses af en ordenlig “Feldt-Herre” i Spidsen for “►Linie-Tropper og ►Lande-Værn.” Med andre Ord: Byen 📌Rom og den gamle Adel havde gjort sit Bedste ved at undertvinge hele Verden, men duede hverken til at beherske eller forsvare den; thi Raads-Herrerne var alle graadige og for det Meste feige, Almuen inden Voldene var ogsaa udmarvet og aldeles uskikket til at udgiøre Kiernen af de store Hære, der udkrævedes til Verdens-Rigets Forsvar mod Barbarerne, saa ►Konsten maatte nu komme Naturen til Hjelp, ved at oprette en “►staaende Armee” af de Modigste i alle Landene, med den Anfører i Spidsen, som “►Lykken” for Øieblikket mest begunstigede, og han foreskrev naturligviis indtil videre hele Verden Love, eller var ►Dictator paa ube602stemt Tid►. Saaledes maatte det ►Kolossalske Tyranni udvikle sig af Romer-Svøbet, naar det skulde blive varigt og hertil gjorde 👤Sylla det første ►Kæmpe-Skridt, ei ved at antage en ny Titel, men ved at indføre ►Krigs-Styr og Krigs-Ret, ved at give sine tre og tyve Legioner faste Eiendomme i 📌Italien og ved af titusinde raske Slaver at skabe en ny Borger-Klasse i 📌Rom, de saakaldte “►Cornelier;” thi ►vel var det kun ufuldkomne Forsøg paa at danne en Kriger-Kaste og en Liv-Vagt efter Tidens ►Leilighed *👤Appians ►Borger-Krig I. 100., men han gav dog paa en meget praktisk Maade Ideen, som blot behøvede at udvikle sig, for at vise Verden en Romersk ►Minerva, i fuld Rustning, udsprunget af ►Jupiters Hjerne. Vi, som har seet Franskmændene saa mesterlig opføre den Romerske Tragedie paa den store Krigs-Skueplads, kan ►prægtig forstaae det Hele, og behøve blot at tænke “📌Engeland” borte, for i det Franske Verdens-Rige at see et livagtigt Billede af det Romerske, skiøndt Tiden viiste, det var kun et “►Theater-Maleri,” der hverken kunde taale at sees i Nærheden eller at aandes paa, naar det skulde glimre. Efterat have, som han kaldte det, renset baade 📌Rom og ►Raadet, ei blot med de ►fire og tyve Øxer, der hørde til hans Værdighed, men ved utallige, som han med et Penne-Strøg satte i Bevægelse: ved at giøre Folk i Tusind-Tal fredløse og sætte en lille Priis paa deres Hoved, fristede 👤Sylla for Resten “►Lykken,” som han for ramme Alvor havde forgudet, og nedlagde Regieringen, men Alt hvad ►Lykken da endnu kunde giøre for en saadan Vove-Hals, var at lade ham døe itide, og uagtet Romerne ei noksom kunde beundre det Held, der fulgde ham i Døden som i Livet, var Lykken dog tilsidst ikke større end at Utøi aad ham op, hvad der var saameget mærkeligere, som han under sin Dictatur i en offenlig Tale til Folket, spaaede hele Byen samme Skæbne. 603Man knurrede nemlig over, at han lod Et af sine berømteste Krigs-Redskaber uden videre slaae ihjel, fordi han, mod sin Herres udtrykkelige Forbud, søgde ►Borge-Mesterskabet, som 👤Sylla, for en ►underløbende Ordens Skyld, igien lod besætte, og i den Anledning talede Dictatoren og sagde: Romere! der var engang en Plov-Mand, som havde sin ►Nød med de “►Sexbenede” og stræbde een Gang og to Gange at rense sin Trøie, men da det ikke hjalp, smeed han den paa Ilden, og tag jer nu i Agt, at jeg ikke, efter at have renset Byen to Gange, kommer tredie Gang og giør ligesaa*👤Appians ►Borger-Krig I. 101. 👤Plutarks ►Sylla..

✂ Selv var 👤Sylla imidlertid neppe kommet rigtig paa ►Baalet, for Æslerne som vilde vise deres Tapperhed paa den døde Løve, ►naar ikke 👤Pompeius havde været, men skiøndt ogsaa han i den sidste Tid som den opgaaende Soel, stod i et spændt Forhold til “den Nedgaaende,” var han dog høimodig nok til at unde sine Fiender en smuk Lig-Begiængelse, og paa ham maae vi nu fæste Øie, som 👤Syllas nærmeste Arving, i det vi med det Samme betragte den “Mithridatiske Krig” som 👤Sylla begyndte og han fuldendte*👤Plutarks ►Sylla. 👤Appians ►Borger-Krig I. 105–6..

✂ 📌Pontos var, som bekiendt, det gamle Navn paa Nord-Kysten af 📌Lille-Asien ved 📌det Sorte-Hav, mellem 📌Sinope og 📌Trapezunt, og den første 👤Mithridat af fornem Persisk Byrd, vi her finde nævnet, blev ►opfødt hos Kong 👤Antigon i 📌Kelæne, hvor han altsaa har lært Græsk, men hvor hans Liv kom i Fare, da 👤Antigonos drømde, en Nat, han saaede Guld-Frø, der voxde deilig og lovede mange Fold, men forsvandt saa for hans Øine, medens han hørde en lille Fugl synge om, at 👤Mithridat havde høstet, hvor 👤Antigon havde saaet. 👤Demetrios Murbrækker skal, uden at røbe sin Faders Hemmelighed, have reddet sin Stal-Broders Liv, ved at skrive i Sand med sit Spyd “flygt 👤Mithridat” og 604fra denne Halv-Perser og Halv-Græker nedstammede, efter 👤Plutark, i ottende Ledd, den 👤Mithridat, der nu vovede at giøre Romerne Verdens-Riget stridigt*👤Plutarks ►Demetrios. 👤Appians ►Mythridatiske Krig 9.. Saadanne kaade ►Lapse-Streger fortjende imidlertid neppe at nævnes, ►uden i 📌Roms egen Historie, ►naar 👤Mithridat ikke derved havde givet Romerne en gavnlig Paamindelse, baade om at bringe de Asiatiske egenlig forsømte Anliggender i Orden, og om Nødvendigheden af en ordenlig Grændse-Vagt mod Barbarerne. Tingen var nemlig, at 📌Asien laae oprindelig uden for den Romerske Verden, og som kloge Tyranner var de derfor bange for at brænde sig paa den, og trevne til at befatte sig med den, saa de havde helst seet, at Seleukiderne, tilligemed de ►Pergamenske og Bithyniske Konger, ►holdte under Pidsken, kunde blevet ved at være deres ►Oppebørsels-Betjentere i de ►Lande-Mærker; men hvad enten det nu hængde ret eller galt sammen med “Testamentet,” hvorved den sidste ►Pergamenske 👤Attalos i ►Gracher-Dagene indsatte Romerne til sine Universal-Arvinger, saa kunde de dog umuelig tillade den 👤Aristonik, der kaldte sig Broder til 👤Attalos, at ►gaae i Arv med væbnet Haand, og nu fik de altsaa en “📌Asiatisk Provinds”*►Justin XXXVI. 4. 👤Plutarks ►Tib. Grachus.. Dermed var ►Lodden kastet, thi det er ikke blot naturligt, at ►hvad der først kommer i Ulvs Mund, har naaet sit Maal, men Romerne forstod ogsaa godt, at naar en Erobrer afstaaer en ►Fods-Bred af hvad der, efter ►Spydstage-Retten, er hans lovlige Eiendom, da begynder det at ►gaae Krebs-Gang med ham, og dog var Kongen i 📌Pontos saa mægtig en Nabo, at Romerne fandt det raadeligt at have ham til Ven, hvad dog umuelig kunde vare naar de vilde staae paa deres Ret. Hvordan nu siden Forholdet ►indviklede og Krigen udviklede sig mellem Romerne og Kongen i 📌Pontos, er vanskeligt at sige, da 👤Trogus, som 605her skulde giøre Gavn, er langt fra at være nogen 👤Polyb; men det kan ogsaa her være os det Samme, da det var Aarsag nok til Krig, at den sidste 👤Mithridat, som skal have regieret henved et halvt Aarhundrede, ►aabenbar vilde herske i 📌Lille-Asien, hvad Romerne umuelig kunde tillade*►Trogus hos Justin XXXVIII. 1–2. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 10–16.. Krigen udbrød desaarsag, efter 👤Appian, med ►den 173de Olympiade og var i Begyndelsen saa heldig for 👤Mithridat, at han ikke blot bemægtigede sig hele 📌Lille-Asien, men fangede de Romerske Generaler, der paa deres egen Haand havde taget sig for at tugte ham. Det gjorde naturligviis Opsigt, men skiøndt 📌Rom paa den Tid ►syndes at have Nok at giøre med sig selv og ►Marser-Krigen, ►spurgdes dog Ponterens Forvovenhed aldrig saasnart til 📌Rom, førend Man erklærede ham aaben Feide, uden at bryde sig om at Man derved for Øieblikket gav ham frit Spille-Rum*►Trogus hos Justin XXXVIII. 3.. Var nu 👤Mithridat strax gaaet lige til 📌Italien, som han kunde gjort, da Man seer han havde Magten til Søes, da havde han i det Mindste viist, han vidste, hvor Slaget skulde staae, men nu lod han derimod alle Italienere i sin ►Virke-Kreds lumskelig myrde paa een Dag, og Antallet behøvede ingenlunde at være 150000, som det dog er hos 👤Plutark, for at vise, han var en Barbarisk Tyran, der anrettede Blod-Bad ikke for Nyttens men for sin egen Fornøielses Skyld*👤Appians ►Mithridatiske Krig 17–23.. Kun forgiæves beleirede han 📌Rhodos, hvis Sø-Folk vi ved denne Leilighed see, var raske endnu, skiøndt Magten kun var ringe, og Besættelsen af 📌Grækenland viiste sig at være blot ►Vind-Mageri, saasnart 👤Sylla blot ►fik saamange Stunder, at han kom til 📌Bæotien. ►Vist nok giør det den Romerske Tapperhed kun liden Ære, at 👤Sylla ikke turde føre sine Legioner i Il606den, før han havde plaget dem saaledes med Trælle-Arbeide, at de var kiede ad Livet, men det havde lige siden den yngre “►Afrikaners” Tid været en vigtig Deel af den Romerske Krigs-Konst, og desmere Skam havde Ponter-Kongen af sine to store Krigs-Hære, der adsplittedes ved 📌Chæronea og 📌Orchomenes. ►Vel siger Man, de enstund forsvarede ►dem kiækt, men 👤Sylla skrev dog selv, at ved 📌Chæronea, hvor det gik hedest til, og Fienden var over hundredetusind Mand stærk, savnede han efter Slaget kun fjorten Stykker af Sine, hvoraf de To endda kom igien om Aftenen, saa enten har han ikke ►regnet de Fleste der faldt, eller Romerne har ikke følt hvad de fik*👤Plutarks ►Sylla. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 24–30. 41–50.. Ved denne Leilighed var det, 👤Sylla udhungrede, stormede, plyndrede, ødelagde og spottede 📌Athenen, der hidtil under 📌Roms Vinger havde været Skyggen af en Fristad, men havde nu ved Hjelp af 👤Mithridat faaet en virkelig Tyran, i Ordgyderen eller som han kaldte sig selv Philosophen 👤Aristion, hvis Forfremmelse fra Skoleholder til Stads-Tyran findes latterlig beskrevet hos 👤Athenæos, som kalder ham 👤Athenio *👤Plutarks ►Sylla. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 28. 37–39. ►Athenæos V. 47–53.. Naar vi imidlertid sige, at 👤Sylla ødelagde 📌Athenen, da menes dermed ikke at han rev Byen ned, men at han gjorde den øde og tom for Indbyggere; thi han lod slaae ned for Fode, uden Hensyn paa Kiøn og Alder, til Blodet bogstavelig oversvømmede Staden, solgde saa alle Slaverne til den Høistbydende og trøstede det Par Borgere, Sværdet tilfældigviis havde levnet, med at han vilde skiænke deres “Børne-Børn” den Frihed igien, de havde forbrudt*👤Plutarks ►Sylla. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 30–39..

✂ 👤Mithridat havde nu for det Første faaet sin Fornøielse, og 👤Sylla der i 📌Rom, hvor 👤Marius dengang 607raadte, var erklæret fredløs, havde ►tilsat baade ►den Delphiske Apols og den Olympiske Jupiters Skatte, som han overlod det til Thebanerne at erstatte, og havde ingen Flaade, 👤Sylla fandtes ikke uvillig til at slutte Fred paa taalelige Vilkaar, men viiste sig dog Romer-Navnet værdig; thi selv under saa ►betænkelige Omstændigheder vilde han ikke høre tale om Fred, med mindre 👤Mithridat betalde Gildet, udleverede strax hele sin Flaade til ham, der ikke eiede et Skib, og trak sig, som en Snegl i sit Huus, tilbage til 📌Pontos for ham, der havde hverken Huus eller Hjem. Det fandt 👤Mithridat sig imidlertid ogsaa i, og viiste sig derved ►ret som en latterlig Med-Beiler til ►Verdens-Kronen *👤Plutarks ►Sylla. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 54–58., og skiøndt Blod-Pletten fra 📌Athenen er stor nok til at vise, hvad 👤Sylla ►førde i sit Skjold, maae vi dog netop derpaa kiende, hvilken Lykke det var, at ikke Tigeren 👤Marius, med sit dødelige Fiendskab til Græker-Aanden, fik Anførselen i den Mithridatiske Krig, da næsten hele 📌Grækenland var faldet fra og vilde ►sagtens deelt 📌Athenens Skæbne, som nu dog var en Undtagelse, der især tilskreves Tyrannen 👤Aristions Spotte-Gloser fra Murene over 👤Sylla og hans Frue *👤Plutarks ►Sylla..

✂ Derfor er det ogsaa, hvad der ►hæderlig udmærker 👤Pompeius i Verdens-Historien, at han, efter 👤Syllas Død, skiøndt hørende til ►Middel-Standen (de saakaldte Riddere, ►equites) og beilende til Folke-Gunst, dog kraftig modsatte sig ►Pøbel-Partiet, saa ved ham vandt Dannelsen en afgiørende Seier over Raaheden, og en vis Borgerlig Orden Seier over den Lov-Løshed, der i 👤Marius-Tiden og under dens Efter-Veer havde ►forstyrret hele Verden. Allerede som blot Unger-Svend gjorde 👤Pompeius sig baade i 📌Italien, paa 📌Sicilien og i 📌Afrika saa uundværlig for 👤Sylla, at han selv offenlig kaldte ham “den Store” (Magnus), og fra 👤Syllas 608Død, i Midten af ►den 175de Olympiade, vogtede Alles Øine paa ham, som den eneste Høvding, hvis Tapperhed og Ærgierrighed var af mild og Menneskelig Natur. Det første han nu fik at giøre, var at tilbagevinde 📌Spanien, hvor 👤Sertorius, en udmærket ►Lykke-Frister ►af det Mariske Parti, endeel Aar ei blot havde holdt Stand men prøvet paa at skabe en ny ►Middel-Punkt for Verdens-Riget, der ►vel saae ud som et ►Abe-Spil, men kunde dog let havt til Følge, at 📌Rom ved ham og alle de Fordrevne, som han kaldte “Senatet,” havde faaet en ny Rædsels-Tid*👤Plutarks ►Pompeius og ►Sertorius. 👤Appians ►Borger-Krig 107–15..

✂ Da 👤Pompeius kom med Ære tilbage fra 📌Spanien, mødte “►Lykken” ham aabenbar underveis, da Slumpen af de oprørske Slaver, som havde huseret frygtelig i 📌Italien, løb ham i Hænderne, thi dermed fik han Æren for ogsaa at have gjort lykkelig Ende paa dette ►Ustyr, skiøndt det var 👤Crassus, den rigeste Romer, der havde slaaet og adsplittet den uhyre Trælle-Flok, der med Thrakeren 👤Spartakos i Spidsen, giennem flere Aar satte 📌Rom og hele 📌Italien i Skræk. Dog, herved maae vi dvæle et Øieblik, for at blive opmærksom paa, hvortil “►Spydstage-Retten” nødvendig fører, ►alt som Oplysningen om dens Grund-Sætninger udbreder sig, saa Alle troe, at hvad de for Øieblikket har Magt, det har de ogsaa Lov til, uden at ændse enten Med-Menneskers Ulykke, nedarvede Sæder og Skikke eller Betingelserne for et meer end dyrisk Liv. I den gamle Verden, hvor alle Tjeneste-Folk var Trælle, seer Man strax, der var samme Fare for en voldsom Opløsning af ►det Borgerlige Selskab, som i de 📌Vest-Indiske Kolonier, hvor Slaveriet har fornyet sig; men dog læse vi ikke om nogen almindelig Slave-Opstand ►uden i 📌Italien og paa 📌Sicilien, af den simple Grund, at hos Romerne, hvor selv hvad Man kaldte “►Borgerligt Selskab” var oprindelig 609grundet paa ►Næve-Retten, hvor der mylrede af Slaver fra alle Verdens Hjørner og hvor de behandledes saa umenneskelig, at selv “Dyds-Mønsteret” 👤Cato Politi-Mester broutede af, at han, som en god Huus-Holder, altid solgde sine gamle Slaver, som Man sælger ►udslæbte Heste*👤Plutarks ►Cato hin Gamle.; der maatte Man finde det høist rimeligt, at de i Fortvivlelse vilde slide sig løs og ødelægge Alt. Det er imidlertid beundringsværdigt, hvad Mennesket kan taale, naar det kun er i Dag som i Gaar og naar der hersker stræng Orden trindt omkring ham, derfor høre vi Intet om Slave-Oprør hos Romerne, saalænge Huus-Tyrannerne var kraftige, ædruelige og selv Slaver af den engang indførte Tingenes Orden; men saasnart Udsvævelser og Selv-Raadighed fik Magt med de høiere Stænder, gik det nødvendig som i en Krigs-Hær uden ►Subordination, hvor Opsætsighed og Mytteri som en Løbe-Ild forplanter sig fra Staben til Trosset. Allerede i ►Gracher-Dagene udbrød der et frygteligt Slave-Oprør i det Indre af 📌Sicilien, og under den Cimbriske Krig et endnu farligere paa Kysten, som varede i flere Aar og findes beskrevne hos Sicilianeren 👤Diodor *►Diodor (Brudstykker) XXXIV. 2–14. XXXVI. 1., saa det var store Ting at Oprørs-Luen i 📌Italien kunde kvæles til efter Rædsels-Tiden under 👤Marius og 👤Sylla. Nu derimod, da 👤Marius havde brugt Slaver til at slaae deres egne Herrer ihjel og 👤Sylla paa een Gang havde gjort titusinde Slaver (►Cornelierne) til Romerske Borgere og deres dræbte Herrers Arvinger, nu kunde et stort Oprør umuelig udeblive, saa det kunde udbryde ved tusinde Anledninger; men dog er den nærmeste Anledning ►mærkelig, thi det var den gruelige Romer-Skik at oplære Slaver i Fægte-Konsten og holde dem i Fængsel, til de ved fornemme Lig-Begængelser og andre høitidelige Leiligheder, skulde kæmpe sammen paa Liv og 610Død til Folkets Fornøielse. En af disse Gladiatorer, en Thraker ved Navn 👤Spartakos, brød nemlig ud med sine ►Stal-Brødre af ►Fægte-Skolen i 📌Capua, slog Leir paa 📌Vesuv og fik snart et saadant ►Tilløb, at han med Magt kunde skaffe sig de Vaaben, han fattedes, og møde hele Krigs-Hære; men med Sligt er det naturligviis som med et ildsprudende Bjerg, der aldrig selv bliver til en Stad, hvormange Stæder det end ødelægger, og falder sammen, naar det er udbrændt*👤Appians ►Borger-Krig I. 116–20..

✂ En anden Følge af den almindelige Stats-Opløsning, som truede al Dannelse med Undergang, var Sø-Røveriet, der ►vel lige siden Begyndelsen af de Puniske Krige havde været i Tiltagende, men var under ►den Pontiske, ved 👤Mithridats Hjelp, steget til saa frygtelig en Høide, at der mylrede paa 📌Middel-Havet af Røver-Skibe, alle Kyster var usikkre og ►Mellem-Handelen laae i sidste Aande-Dræt. Vel hyklede Sø-Røverne, efter 👤Plutarks Fortælling, dyb Ærbødighed for Romer-Navnet, saa naar de hørde, deres Fange var en Romer, bad de meget om Forladelse og kappedes om at klæde ham paa, men dog lod de ham enten dyrt betale sit Liv, eller de hængde en Trappe ud, naar de kom i rum Sø, ønskede ham Lykke paa Reisen til 📌Rom og bad ham meget høflig spadsere ned, ja, hjalp ham kraftig afsted, hvis han nølede. Derfor blev nu 👤Pompeius udnævnt til Stor-Admiral, baade den Første og den Sidste af det Slags i 📌Rom, der gjorde sig ►fortjent af Menneske-Slægten og navnkundig i dens Historie, ved hvilken Leilighed det første Gang ret viiste sig, baade at Romerne var hele den dannede Verdens Herrer og at de havde Greb paa at tee sig derefter; thi hele 📌Middel-Havets Kyst, paa 📌Ægypten nær, flere Mile op i Landet, sattes under Admiralens Befaling, tilligemed en Flaade paa femhundrede Skibe, og paa et Fjerding-Aar rensede 611👤Pompeius baade Havet og Kysterne fra 📌Herkules Støtter til Mel karths By. Det var især paa 📌Kreta og i 📌Kilikien, Sø-Røverne havde deres ►Stabel-Pladser, men kun een Gang ►bød de 👤Pompeius Brodden til Søes, ellers var hans og Romernes Navn Nok til at ►tvinge selv deres Bjerg-Fæstninger, især fordi han skaanede alle dem, der overgav sig og ►forplantede dem blot til Egne, hvor de ikke var udsat for “Havets Fristelse.” At han imidlertid ogsaa befolkede 📌Dyme, En af de gamle ►Achæer-Byer som laae øde, med Sø-Røvere, var en besynderlig Undtagelse, som vi, paa 📌Grækenlands Vegne, maae tage ham ilde op, men dog tilgive ham, paa Grund af den Lettelse det har været for hele Verden, at halvfemtsindstyve store Skibe med ►Kaabber-Snabel og 20000 fangne Røvere, foruden alle de Barker og Skielmer, der faldt i hans ►Undermænds Hænder, blev paa een Gang sat ud af ►Fart og Nærings-Vei*👤Plutarks ►Pompeius. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 91–96..

✂ Dette skedte i Slutningen af ►den 176de Olympiade (ved 70 ►f. Ch.), og derpaa udnævnedes 👤Pompeius strax til desuden at være Feldt-Herre mod 👤Mithridat og hans Sviger-Søn 👤Tigran i 📌Armenien, som ikke endnu var rigtig undertvungne*👤Appians ►Borgerkrig I. 111. ►Mithridatiske Krig 97..

✂ Om dette virkelig var en Fornærmelse ⓘ mod 👤Lucul, der ►alt havde slaaet Kongerne og var den første Romer som med en Krigs-Hær gik over 📌Euphrat og 📌Tigris, det kan vi godt begribe, var et stort Spørgsmaal i sin Tid, da Enhver regnede sin egen ►Fordeel til de umistelige Menneske-Rettigheder, men i Verdens-Historien er slige Kiævlerier saa latterlige, at de i den aldrig vilde blevet berørte, naar vi ikke havde faaet Romerne til Lære-Mestere i, hvad de selv ei havde mindste Forstand paa. Da ►Universal-Historien imidlertid for Øieblik612ket befinder sig i “Tugt-Huset,” nødes vi til at tage lidt Hensyn paa, hvad Man der kaldte Stats-Anliggender og gaae ind i den Syns-Maade, Æres-Medlemmerne af dette sluttede Selskab havde for de store Verdens-Begivenheder.

✂ Vi forlod 👤Mithridat, da han kiøbde Fred af 👤Sylla, men denne Hæders-Mand havde naturligviis intet andet Begreb om Fred end Vaaben-Stilstand, saa han fandt det overflødigt at give Sort paa Hvidt for, hvad der fulgde af sig selv, naar han stak Sværdet i Skeden. Deraf fulgde imidlertid, at Tropperne der blev i 📌Asien ansaae sig ►fuldelig berettigede til at røve og plyndre hvor der var mest at hente, uden at bryde sig om Grændse-Pæle, og da 👤Mithridat saae, han slet ikke kunde faae, hvad han kaldte Fred, og havde desuden slet intet imod en Krig, naar den kunde ►svare Regning, blev det ulykkelige 📌Lille-Asien ved at være en Tumle-Plads og et Rov for Krigs-Folket paa begge Sider, uden at Man i 📌Rom brød sig synderlig derom, saa at selv 👤Luculs ►Tog var egenlig kun en Privat-Sag, hvorved han ventede at giøre sin Lykke, ligesom en Spanier ved at ►gaae til 📌Amerika eller en Engelsk-Mand ved at ►gaae til 📌Ostindien. Han gjorde den ogsaa virkelig, ved saaledes at plyndre Stæderne i 📌Pontos og 📌Armenien, at han kom hjem som en Millionær og lærde Folk i 📌Rom, hvad det var at leve paa en stor Fod; thi denne ►Syllaner var endnu langt stivere i Græsken end hans Herre og havde en anderledes fiin Smag, saa han stræbde at forbinde den Østerlandske Pragt og Overdaad med hele den Græske Dannelse og giøre sit Huus paa een Gang til en Samlings-Plads for Alt hvad der glimrede og smagde godt og klædte kiønt*👤Plutarks ►Lucullus. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 64–90.. I denne Henseende er 👤Lucul, som havde et prægtigt Bibliothek og var en stor Velynder af lærde Folk, en ganske ►mærkelig Mand, men da han i 📌Asien havde ført Krigen, som han selv sagde, paa 613egen Regning og Risico, saalænge til Tropperne, som slet ikke fandt deres ►Regning derved, opsagde ham al Huldskab og Troskab, kan Man dog virkelig ikke fortænke “►Raadet” i, at de gav ham 👤Pompeius til ►Efter-Mand, som, hvordan han end ellers tænkde, dog havde en videre ►Syns-Kreds og et høiere Maal for sin Ærgierrighed, end at skrabe Penge sammen og saa leve flot.

✂ 👤Mithridat har vi allerede lært at kiende som en Kryster, og selv de der beundre ham mest: for de mange Sprog han kunde tale, for de mange Nederlag og al den Edder og Forgift, han ⓘ kunde taale, maae dog bekiende, han var en Barbarisk Tyran, der sloges helst og bedst med Værgeløse; men hans Sviger-Søn 👤Tigran i 📌Armenien, som kaldte sig “Kongernes Konge,” skulle vi nu først stifte Bekiendtskab med. Paa Val-Pladsen kunde det nemlig ikke skee, thi den løb han fra, førend Slaget, skiøndt han stod i Hjertet af sit eget Land med en uhyre Magt, og havde kun en halvsnees tusind Romere under 👤Lucul imod sig; men saasnart 👤Pompeius kommer paa hans Grændser, lære vi at kiende ham, thi da gaaer han uforfærdet den første Romer i Møde, der stod i Ry for Mildhed, kaster sig for hans Fødder og rækker ham sin Krone. Det fandt 👤Pompeius, var kiønt gjort, reiste ham op, satte ham ved Siden ad sig og lod ham betale tusind Talenter for ►Skyggen af den Armeniske Krone, som han fik Lov til fremdeles at bære. 👤Mithridat blev derimod ved at flygte, og 👤Pompeius satte efter ham, til han løb over 📌det Sorte og op i 📌det Asovske Hav, men did følde 👤Pompeius slet ingen Drift til at følge ham; thi ►vel var han Stor-Admiral paa 📌Middel-Havet, men betragtede dog alle andre Have som sin “naturlige Grændse,” og da han derfor havde besøgt 📌Kolchis og været nær ved at naae 📌det Kaspiske Hav, stod hans ►Hug til det 📌Middellandske og til 📌det Røde, eller med andre Ord, til 📌det Sy614riske-Rige, hvorfra 👤Tigran havde fordrevet Seleukiderne og hvortil Romerne da unægtelig, efter ►Spydstage-Retten, var de nærmeste Arvinger*👤Plutarks ►Pompeius. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 97–105.. Vel havde 👤Lucul seet rolig paa, at en Æventyrer af den gamle Konge-Slægt havde ►sat sig til Høi-Bords i 📌Antiochien, da 👤Tigran fik andet at giøre; men det kom ►aabenbar kun af, at 👤Lucul tænkde mere paa at ►mele sin egen Kage end paa at handle i 📌Roms Aand, og 👤Pompeius, som kuldkastede alle de ►Luculliske Anordninger, kunde da umuelig skaane den Allerdaarligste, men gav den saakaldte 👤Asiatiske Antiochos at forstaae, hvor ►urimeligt det var, naar 👤Tigran tabde 📌Syrien, om det da skulde tilfalde ikke Romerne, som overvandt ham, men Seleukiderne, som han havde overvundet*👤Appians ►Syriske Krig 48. 69–70..

✂ Den Sag kom ogsaa i ►Rigtighed uden Blods-Udgydelse, og 📌Seleukidernes Rige blev en Romersk Provinds, omtrent 250 Aar efter dets Oprettelse; men 👤Pompeius fandt, hvad han maaskee aldrig før havde vidst, at der var et andet lille Rige i disse Egne, der ►alt længe havde staaet i Forbund med Romerne, uden at have havt Besøg af nogen Romersk Feldt-Herre, hvad egenlig var en Uorden, og da dette lille Riges Hoved-Stad, 📌Jerusalem, vovede at lukke sine Porte for ham, sprængde han dem naturligviis, hvortil han havde saameget bedre Anledning, som 👤Hyrkan den Ældres Sønne-Sønner, 👤Hyrkan og 👤Aristobul, stredes om Herredømmet og forlangde Begge hans Hjelp. 👤Aristobul, som havde ført Konge-Titel, maatte reise med til 📌Rom for at pryde ►Triumphen, og skiøndt Templet kun blev synet, ikke plyndret, og 👤Hyrkan blev Ypperste-Præst, saa mistede Folket dog for saavidt deres Frihed, at de herefter skulde ►skatte til Romerne, hvad ►vist nok endogsaa var et Brudd paa den Form, Romerne før havde ►iagttaget, men naar vi see, at 👤Syllas Søn, 615👤Faustus, var første Mand paa 📌Jerusalems Muur, da mindes vi, at 📌Rom nu maatte selv lade sig omskabe af sine Feldt-Herrer og kunde da umuelig fritage 📌Jerusalem fra at rette sig efter dem*👤Josephs ►Oldskrift XIV. 4. 👤Plutarks ►Pompeius. 👤Appians ►Syriske Krig. 49. ►Mithridatiske Krig. 106..

✂ Dette skedte, efter 👤Joseph, med Begyndelsen af ►den 179de Olympiade, i 👤Ciceros berømte ►Consulat, og medens 👤Pompeius derpaa bekrigede Araberne, fik han den glædelige Tidende, at 👤Mithridat, under en Opstand, hans Søn 👤Pharnaces gjorde imod ham, havde selv styrtet sig i Døden, saa Seier-Herren behøvede nu blot at ordne 📌Asiens Anliggender efter eget Tykke, for at gaae til 📌Rom og holde en Asiatisk ►Triumph, der fordunklede baade den Afrikanske han holdt under 👤Sylla, og den Europæiske over 👤Sertorius. Nu at opregne alle de Herrer og Kostbarheder, som var lænkede til 👤Pompeius den Stores ►Triumph-Vogn, vilde her blive for vidtløftigt, men ►vel maae vi lægge Mærke til, deels at 👤Pompeius gav og tog baade Frihed og Kroner uden at giøre “►Raadet” i 📌Rom mindste Uleilighed, og at han var den første Romerske Triumphator, som, ved Siden ad de Stæder, han havde indtaget, opregnede dem, han havde anlagt; thi det viser baade, at 📌Rom havde faaet en ny Forfatning, og at Verden i det Mindste ikke under 👤Pompeius havde tabt derved*👤Plutarks ►Pompeius. 👤Appians ►Mithridatiske Krig 114–17..

✂ Nu, bemærker 👤Appian, fattedes Romerne, som nyelig ogsaa havde faaet 📌Kyrene ved Testament, kun 📌Ægypten, for at være enevældige trindt omkring 📌Middel-Havet *👤Appians ►Mithridatiske Krig 121. og da 👤Pompeius ►Laurbær-Green bidrog saa betydelig til at afrunde denne store Seiers-Krands, kan vi ikke skiænke hvad der under Krigen tildrog sig i 📌Rom, synderlig ⓘ Opmærksomhed, men da 616den Catilinariske ►Sammen-Rottelse dog, for 👤Ciceros og 👤Sallusts Skyld, har gjort mere Opsigt i den lærde Verden end 👤Pompeis Asiatiske Triumph, maae vi tale lidt meer derom end den fortjende. Vel kan vi ikke for nogen Priis indlade os i den bundløse Gemeenhed, der ved denne Leilighed kom for Dagen, thi den hører ikke til den store Verdens men til det lille Helvedes Historie, der ved de Romerske Classiker kun er blevet alt for tit beskrevet og vidt bekiendt; men da 👤Cicero spiller en Hoved-Rolle i ►Mordbrand-Historien, og “det Ciceronianske” unægtelig er ►Latinitetens bedste Side, kan vi dog, uden vor Skade, kaste et Blik paa 📌Rom i det Aar, 👤Pompeius indtog 📌Jerusalem.

✂ 👤Marcus Tullius Cicero, den dybeste Tænker og den største Taler i 📌Rom, hvor Man aldrig kom videre i Philosophien end til at tvivle om Alt undtagen om sin egen ►Ufeilbarhed, og kaldte det Veltalenhedens Mester-Stykke at kildre Øret og bestikke Dommeren, eller dog at kunne mesterlig snerte, sminke og sværte hvad det skulde være; denne Ridder-Søn fra 📌Arpino, som den gamle Adel kaldte nybagt (►novus homo) og de indfødte Romere Indsidderen (►inquilinus), havde ►vel ondt ved at stige, hvor Ærens Vei løb mellem ►Odd og Egge, der var ham, som de fleste Jurister, modbydelige Ting men dog blev han engang ►Borge-Mester, deels fordi det efter 👤Syllas Tid just ei havde stort at betyde, og deels fordi han var gode Venner med 👤Pompeius, hvis Parti ►stod i Fare under hans Fraværelse. Hovedet for det modsatte Parti var egenlig 👤Marcus Crassus, den Romerske 👤Krøsus; men han havde formeget at tabe til at vove Stort, saa det var den snedige, forvovne, forgiældede og ilde berygtede 👤Lucius Catilina, der tiltrak sig Alles Opmærksomhed, som ►gaaende frugtsommelig med voldsomme Planer til Omstyrtning af den ►nærværende Tingenes Orden, før 👤Pompeius kom tilbage med sin Krigs-Hær. 👤Catilina var af gammel Adel, havde 617►raset under 👤Sylla, og gjorde sig sikkert Haab om Consulatet, da den berømte Advocat, af ringe Herkomst og kun bevæbnet med Spydigheder, blev ham foretrukket, saa, omgivet som han var af alle de mest udsvævende og fortvivlede Junkere i Byen, tvivlede Ingen om, der jo var Fare for 👤Ciceros Liv og for de Fleste, hvis Magt eller Gods var værd at misunde, men Beviser manglede, og selv det, at 👤Catilina, efter i ►Raadet at være hudflettet af 👤Cicero, forlod Byen og bragde en Hær paa Benene, beviste egenlig dog ikke andet, end at han vilde ►tage sig selv til Rette, hvad under en Revolution hører til “Dagens Orden.” Ikke desmindre lod 👤Cicero strax, da han var borte, Endeel af hans gode Venner, selv ►Over-Dommeren 👤Lentulus, fængsle og paa en meget rimelig men dog, ►borgerlig og juridisk talt, løs Angivelse, erklære for Misdædere, der havde sammenrottet sig for at myrde ham og stikke Ild paa Byen, og ►mærkeligt er det immer, hvad 👤Sallust melder, at uagtet ►Raadet udlovede Belønninger derfor, indfandt sig dog ingen Vidner, ei heller ►forlodes 👤Catilina af en eneste Tilhænger. Under disse Omstændigheder kom det paa Bane i ►Raadet, hvad Man skulde giøre ved de Fængslede, og her møde vi, foruden 👤Cicero, som var Anklager, to ►mærkelige Mænd, som førde det store Ord: 👤den yngre 👤Cato nemlig, der i tredie Ledd nedstammede fra den gamle ►Politi-Mester, og 👤Julius Cæsar, som snart skulde raade ene og var ikke ►umistænkt for at være hemmelig i Led-Tog med 👤Catilina. Naar Man imidlertid er saa upartisk, som det er nemt at være mellem Romere, skal Man ikke kunne nægte, at 👤Cæsar talede som en gammel betænksom ►Raads-Herre, i det han paastod, at Ingens Brøde kunde være saa vis og ingen Fare saa stor, at Man jo, ved uden Beviis at dømme Folk fra Livet, gav et slet og yderst farligt Exempel, medens 👤Cato, der formanede ►Fædrene til, af Frygt for deres eget Liv og Gods, at fælde Døds-Dom 618over de Anklagede, ►aabenbar spillede Tyrannens Rolle, der, som 👤Cæsar meget rigtig anmærkede, gierne begynder sin “korte Proces” med Folk, som den offenlige Mening har fordømt, for siden at bruge den mod Alt hvad der er ham i Veien. Dog, 👤Catos Ord fik Magt, 👤Cicero lod Stymperne kvæle i Stilhed og havde den Triumph, derfor saavel i ►Raadet som paa Gader og Stræder, at løftes til Skyerne, som Fædrene-Landets Fader og Frelser, lutter Ting, der under en Revolution er paa sit Sted, men som kloge Folk dog neppe to, end sige henved totusinde Aar efter skulde holde Lov-Tale over; thi havde Retten og Friheden ikke bedre Venner i 📌Rom, end dem der fældte Døds-Domme efter eget Tykke og for en Sikkerheds Skyld, da var alle Tyrannerne der, som kun gjorde det Samme, jo lovlig undskyldte, og den Stat, hvis Undergang 👤Cicero og 👤Cato begræd, var da enten deres egen og deres gode Venners Stilling eller en tom Skygge. Efter alt at dømme, var der for Øieblikket heller ikke mindste Fare paa Færde for det Pompeianske Parti, uden den, som udmærkede ►Enkelt-Mænd altid ►staae i forstyrrede Tider; thi ikke en Haand løftede sig i Byen for de Henrettede, medens Alt forenede sig mod 👤Catilina, som maatte vove et Slag ved 📌Pistoja (📌Pistoria) i 📌Toskana mod en overlegen Magt og havde i det Mindste hverken Skam af sin Død eller af sit Mandskab, thi ligesaa eenstemmig som Historie-Skriverne fordømme ham, ligesaa eenstemmig vidne de, at han laae midt imellem Fienderne, og næsten alle hans Følge-Svende laae paa deres Plads, slet Ingen med ►Ryg-Saar *👤Sallusts ►Catilinariske Krig. 👤Plutarks ►Cicero. 👤Appians ►Borger-Krig II. 2–7.. Slutningen bliver da, at ►vel var 👤Catilina og hans Bande efter Samtidens Dom, afskyelige Folk, medens 👤Cicero og 👤Cato derimod var redelige Mænd; men at deels vedkommer Folks Hjerte-Lag os ligesaalidt i Stats-Historien som 619paa no gen verdslig Dom-Stol, og deels maae skikkelige Folk paa ingen Maade “►giøre Skarn Uret,” thi da er det “Gien-Giældelsens Ret,” naar det gaaer dem selv ilde. Saa smukt som det derfor var sagt af 👤Cicero til 👤Catilina, at der burde være en Muur imellem dem, af hvem den Ene vilde styre med Ord og den Anden med Sværd-Slag, saa galt var det derimod gjort, selv at nedrive denne Muur, ved at lægge voldsom Haand paa dem, der endnu ►havde Loven for sig.

✂ Dog, det er, som sagt, kun for den lærde Verdens og de urimelige, for ►det Borgerlige Selskab farlige Lov-Talers Skyld, vi her sige meer om den Catilinariske ►Sammen-Rottelse, end at en Saadan under 👤Pompeius Fraværelse havde fundet Sted og var dæmpet paa en Maade, der ►kastede Olie i Ilden og beviiste, at Man i 📌Rom trængde ►høit til en ►Enevolds-Herre og en ►staaende Armee, der kunde holde alle Partier i Tømme og frelse dem der vilde have Fred fra den daglige Frygt og Fare, hvori de alene burde svæve, der beilede til ►Jern-Septeret.

✂ Vi vende os derfor nu strax til det berømte ►Kløver-Blad eller ►Tre-Hjørningen (►triceps): 👤Pompeius, 👤Cæsar og 👤Crassus, som vi ►vel ikke kan skiænke nær al den Opmærksomhed, der blev dem til Deel, saalænge alle 📌Roms Høvdinger og Classiske Skribenter gjaldt for Hoved-Personer i Verdens-Historien, men som dog baade har en egen ►universal-historisk Side, og udgiøre, med 👤Cicero, 👤Cato, 👤Lucul og mange Andre, en Romersk ►Menneske-Alder, Man i Verdens-Historien maatte ændse, selv naar Man havde den Fornøielse at kunne pege paa en anden Hoved-Stad, hvor Kræfterne ikke var mindre, men anvendtes bedre og hvor Dannelsen var ligesaa kiendelig men anderledes ægte. Græskheden havde nu i 📌Rom vundet en glimrende Seier, som ►de Gamle meget rigtig fandt udraabt af 👤Ciceros og 👤Cæsars Lærer, 👤Apollonios Molon fra 📌Rhodos, da han blev den første 620Fremmede, som det ►tillodes at træde frem for ►Raadet uden Tolk og tale paa sit Moders-Maal, og at den strakde sig til Meer end Sproget, see vi ►vel bedst deraf, at 👤Pompeius og 👤Cæsar, der i mange Henseender svare til 👤Sylla og 👤Marius, kappedes dog, naar Omstændighederne tillod det, med hinanden i Mildhed, som deres ►Formænd i Grumhed, saa det maa ikke skrives blot paa Tilfældets men ogsaa paa Tidens Regning, at Grækernes store Beundrer og Videnskabernes ivrige Dyrker (👤Cicero) kom nu en ►Menneske-Alder senere fra samme By, som han (👤Marius), der kaldtes “deres eneste berømte Foragter*►Valerius Maximus II. 3..”

✂ Det var 👤Cæsar, som, da han vilde være ►Borge-Mester, forligde sig med 👤Pompeius og ham med 👤Crassus, og hvad der bevægede 👤Pompeius til at indgaae denne ►mistænkelige Forbindelse, der skildte ham ved ►de Bedres Tillid og blev hans Undergang, var den urimelige Haardnakkenhed, hvormed ►Raadet, stemt af 👤Cato og 👤Lucul, vægrede sig ved at bekræfte hans Asiatiske ►Anordninger *👤Plutarks ►Cæsar og ►Pompeius. 👤Appians ►Borger-Krig II. 8–9.. Fra dette Øieblik af var 👤Pompeius imidlertid kun et Værktøi for Andre og da især for 👤Cæsar og den meer end pøbelagtige Tribun 👤Clodius, saa han træder selv kun atter frem paa den store Skue-Plads for at falde, og det endda saa ynkelig, at vi slet ikke kiende ham igien, men maae, for at hitte Rede i ham, besinde os paa, at det havde aldrig hængt rigtigt sammen med den Romerske Tapperhed og Selv-Opoffrelse. Det var nemlig ►alt fra første Færd hos ►Mængden kun en Vane, som den uophørlige Krig og strænge ►Krigs-Tugt holdt vedlige, og den Begeistring for Tyranniet, der havde udmærket de høiere Begavede, maatte nødvendig bortfalde, naar det ikke længer var “📌Rom” men sig selv, ►Enkelt-Manden vilde giøre til Tyran, da alle Trælle og Tyranner er af Naturen feige 621og laane kun af Frygten et fortvivlet Mod. Ærgierrigheden skulde da nu giøre Alt, men deels er det sædvanlig kun i Ungdommen, Man har Sind til at bringe den store Offere, og deels havde 👤Pompeius tidlig indlagt sig det største Navn, han kunde ønske, saa det var i sin Orden, at han, efter en Deel Aar at have ligget paa den lade Side, blev ligesaa feig som Romer-Hæren altid, naar ►Krigs-Tugten forfaldt.

✂ Hvad nu 👤Crassus angaaer, da er hans ►universal-historiske Side ►vel langt fra at være glimrende, men dog er det ►Parther-Tog, han var Hoved-Mand for, uforglemmeligt, ikke blot som det Første i sit Slags, men som en glædelig Mindelse om, at 📌Roms Magt og Lykke var dog ikke grændseløs. Dyngen af Romer-Lig mellem 📌Euphrat og 📌Tigris, som 👤Crassus skylder sin Navnkundighed, staaer nemlig for os som en blodrød Pyramide af Menneske-Kiød og Been, med et ►Borgemester-Hoved paa Toppen, der ei trænger til nogen Indskrift, for at kundgiøre, baade af hvad Art den Romerske Storhed var og hvad Ende den omsider skulde faae, og det er yderst ►mærkeligt, at noget Sligt har ahnet selv Folk i 📌Rom paa samme Tid. 👤Plutark fortæller nemlig, at da Tribunen 👤Atteius forgiæves havde stræbt at hindre 👤Crassus fra det ligesaa hovedløse som uretfærdige ►Tog mod Partherne, da stillede han sig i Porten, og ►lyste under en egen Slags Offring saaledes Forbandelse over ham, at han, hvad 👤Plutark ei kan noksom laste, høitidelig overgav 📌Rom i de hevnende Guders og ►Furiernes Vold*👤Plutarks ►Crassus..

✂ Havde vi 👤Polybs Værk fuldstændigt, vilde vi sikkert vide ordenlig Beskeed med Stiftelsen af 📌det Parthiske Rige; thi hans Efterretning om begge 👤Antioch den Stores ►Tog i 📌Øster-Leden viser, at han baade havde Øie derpaa og Kundskab derom; men nu skimte vi hos ham kun Rigets Stifter 👤Arsakes paa Flugten for den mægtige Syrer-622Konge*👤Polyb (►Brudstykker) X. 25., og hvad Lid vi kan slaae til 👤Trogus eller 👤Justinus, som skulde raade Bod paa vort Savn, see vi kun alt for godt deraf, at han lader 👤Arsakes slaaes tappert med 👤Antiochos og allerede være den Anden paa Thronen*►Justin XLI. 5.. ►Til Lykke er det imidlertid det Vigtigste, hvad 👤Polyb forvisser os om, at de Syriske Kongers Magt endnu under 👤Antioch udstrakde sig endog til 📌Baktrien (📌Balk) og 📌Indiens Grændser, og at 📌Medien, der blev 📌det Parthiske Riges ►Middel-Punkt, var fra 👤Alexanders Tid blevet rig paa Græske Stæder*👤Polyb (►Brudstykker) X. 24. XI. 32., thi deraf følger at 📌det Parthiske Rige var nu i sin blomstrende Ungdom og havde Grækerne at takke for hvad Dannelse der fandtes, og da Parthernes eneste ►universal-historiske Side er Grændsen, de satte for Romernes Erobringer i Østen, saa er nøiere Oplysning, skiøndt den maatte findes ønskelig, dog ikke uundværlig. Endnu før den Mithridatiske Krigs Udbrud var Partherne blevet opmærksomme paa Romerne og skikkede et Gesandtskab til 👤Sylla, da han var første Gang i 📌Asien, for at see ►Leiligheden an*👤Plutarks ►Sylla., og de havde aldrig siden givet Romerne mindste Anledning til Misfornøielse, med mindre den skulde søges deri, at de ikke bad om Forlov til at ►gaae under Aaget. Da 👤Lucul i Krigen med Armener-Kongen nærmede sig deres Ene-Mærker, sluttede de Forbund med ham, og skiøndt han, under Paaskud af at de ikke meende det ærlig, havde isinde at hjemsøge dem, gav Mytteriet i hans Hær ham dog Andet at ►tage vare, og med 👤Pompeius havde de ei andet at ►skaffe, end at foreslaae ham 📌Eu phrat til Grændse-Linie, og faae til 623Svar, at ⓘ med Grændserne skulde han nok selv “►ramme det Rette”*👤Plutarks ►Lucullus og ►Pompeius..

✂ Hvad der nu egenlig bevægede den Romerske 👤Krøsus til at friste Lykken mod Partherne, er endnu vanskeligere at fatte, end hvad der bevægede den Lydiske til det Samme mod Perserne; thi hverken havde han noget Orakel-Svar derom, ►uden det af Tribunen 👤Atteius, der ikke kunde kaldes tvetydigt, ikke heller klinger det ►rimeligt, at det var alle de gode Sager, 👤Lucul bragde hjem fra 📌Øster-Leden, der lokkede den gamle Gnier til at gaae i Feldten; men dog siger 👤Plutark udtrykkelig det var Grunden*👤Plutarks ►Lucullus., og han har udentvivl Ret. Det var nemlig saa langt fra at 👤Crassus sværmede for Laurbær, at han selv i sin Ungdom maatte høre ilde af 👤Sylla for sin Feighed, og den Romerske Ulve-Natur yttrede sig kun hos ham i den umættelige Graadighed paa Gods og Penge, der kun voxde ved det “Røver-Kiøb” han fik paa Auctionerne over de Fredløses Gods i 👤Syllas Tid, og ved Alt hvad der gjorde ham saa rig, at da han havde ►tiendet til ►Hercules og brødfødt hele 📌Roms Almue i tre Maaneder, var han endnu Mand paa 70000 Talenter*👤Plutarks ►Crassus..

✂ Det maa have været et af Aarene i ►den 180de Olympiade at ►Borge-Mester 👤Crassus fik 📌Syrien til sin Provinds, plyndrede 📌Templet i Jerusalem, lod sig lede af en Araber i 📌Mesopotamien, til han, omringet af Partherne paa den vilde Hede, mistede sin kiække Søn og hardtad hele sin Krigs-Hær og lod sig endelig af Parther-Høvdingen 👤Surena lokke eller af sine opsætsige Soldater drive til et Møde, der kostede ham Livet*👤Plutarks ►Crassus. 👤Josephs ►Oldskrift XIV. 7.. 👤Plutark har fundet det ►mærkeligt, at denne Crassiske Tragedie kom til at slutte med 624ligesaadant et ►lystigt Efter-Spil, som Man i 📌Rom pleiede at opføre til Afvexling, lige ovenpaa Tragedierne, og det er virkelig i flere end een Henseende værdt at vide. Parther-Kongen 👤Herodes (👤Orodes) var i 📌Armenien, hvor han, efter et Slag havde forligt sig og gjort Svogerskab med Kong 👤Artauasdes, som var en heel Græker, og da 👤Herodes ogsaa kunde lidt Græsk, sad de just og morede ►dem ved Opførelsen af 👤Euripids “►Bachantinder” da 👤Pomaxæthres kom og lagde Hovedet af 👤Crassus for sin Herres Fødder. Skuespilleren 👤Jason fra Tralle tog da Hovedet og sagde, som ►Bachantinden i Stykket, der kommer med Hovedet af ►Pentheus:

✂ Hjorten, I see her,
Deilig Døden værd,
Bedte vi med Held
Paa det høie Fjeld!

✂ Det Indfald blev naturligviis ►beklappet, men saa under Vexel-Sangen:

✂ Hvem var Bane-Manden?
Jeg, og ingen Anden;

✂ fløi 👤Pomaxæthres til og vilde snappe Hovedet fra 👤Jason, da han ►syndes, det var hans Ære for nær, at en Anden broutede af hvad han havde gjort*👤Plutarks ►Crassus.. Det morede naturligviis Selskabet dobbelt, og skiøndt det Hele ikke røber den fineste Smag, er det dog allerede meer end Man skulde ventet, at Parther og Armener fandt Smag i en Græsk Tragedie, og Alting passer saa besynderlig, at Skæbnens poetiske Finger er umiskiendelig.

✂ Baade medens dette skedte og henved en halvsnees Aar, tumlede 👤Julius Cæsar sig med Galler og Germaner, og det var ikke blot 📌Roms hele Opmærksomhed, han ved sine Bedrifter søgde at fængsle, det var ►aabenbar ogsaa 625Vores; thi han beskrev det smukt udførlig selv, hvordan han af tre Millioner Mennesker han havde for sin Haand, slog den Ene ihjel og tog den Anden til Fange*👤Cæsars ►Galler-Krig. 👤Plutarks ►Cæsar.; men at han ikke døde af Kiedsommelighed mellem Barbarerne, kom dog ►aabenbar kun af, at han havde en egen Hensigt med de Tropper han ►øvede, de Penge han sankede og de Galler, han afrettede, som vi ikke kan dele med ham, og det er derfor naturligt, at vi helst springe over det Hele. I 📌Rom var det en anden Sag, thi der, hvor Man ene kaldte den en rigtig Keiser (►imperator), der havde slaaet titusind Mennesker ihjel, maatte 👤Cæsar, naar han havde slagtet en Million, i det mindste agtes værdig til et hundredaarigt Keiser-Dømme, der ogsaa virkelig blev ►Slægten som opkaldtes efter ham (►den Juliske) til Deel; men vi, som ikke har mindste Grund til ►►at give Keiseren meer end Keiserens er, maae lade 👤Cæsar i 📌Gallien nøies med den Ære han nød i 📌Rom og i “►den Latinske Skole.” Det er imidlertid ret ►mærkeligt at 👤Cæsar, ved at gaae over 📌Rhinen og ved at ►giæste 📌Britan nien, bereiste 📌det Romerske Riges Europæiske Grændser, paa samme Tid som 👤Crassus satte det sine Asiatiske; og skiøndt hans Galliske og Germaniske Seire kun spaaede Menneske-Slægten og 📌Norden ilde, maae vi dog nok indrømme, de var nødvendige, naar 📌Romer-Riget ikke for tidlig skulde overvældes af Barbarerne.

✂ Aarsagen til den saakaldte Borger-Krig mellem 👤Cæsar og 👤Pompeius var nu vel egenlig, at han der havde samlet friske Laurbær, mens den Andens visnede, vilde deraf drage den størst muelige Fordeel, men dertil fattedes han dog heller ingenlunde Anledning; thi “►Fædrene” hadede ham af Hjertens Grund, som en ►Lov-Taler af 👤Marius, en Smigrer for ►Almuen og en ►aabenbar Foragter af “►Raadet,” og de indbildte 626sig i den anderledes artige og ►handelige 👤Pompeius at have et Skjold, bag hvilket de trygt kunde drille og trodse Pøbel-Helten. De befalede ham derfor at nedlægge sin Post som Befalings-Mand i ►📌Gallien paa begge Sider af 📌Alperne, før hans Tid endnu var omme, og han behøvede da blot at bestikke ►Almue-Tribunen 👤Curio og giennem ham forlange den samme Selv-Fornægtelse af 👤Pompeius, saa kunde han rolig giøre de ►billigste Tilbud, uden Frygt for at tages paa Ordet. Da ►Raadet nu herved nødtes til at rykke ud med Sproget, at 👤Pompeius skulde være Alt og 👤Cæsar slet Intet betroet, da fandt han naturligviis, som han selv, ved Overgangen af den lille Flod 📌Rubicon, sagde, at “►Lodden var kastet” og rykkede ind i 📌Italien, hvor Man, tilgavns forblindet, kun var beredt paa at modtage ham vaabenløs. Saasnart Man derfor i 📌Rom fik Tidende om at 👤Cæsar havde taget 📌Rimini (📌Ariminum), og vaagnede derved af den søde Drøm om hans Angest for 👤Pompeius, da gjorde “ⓘ ►Fædrene” strax den sørgelige Opdagelse at deres Angest for 👤Cæsar var grændseløs, og at 👤Pompeius ei vidste nærmere Raad end udenfor 📌Italien. Med denne deres Helt i Spidsen flygtede de da ufortøvet fra 📌Rom til 📌Brindisi og derfra til 📌Durazzo, og denne Flugt har virkelig en ►universal-historisk Side, da det Romerske Raad (Senatet) herved i Fortvivlelse ►gav Roret op til Spot for Vind og Vove eller til hvem der fandt hos sig det Mod, de manglede*👤Plutarks ►Cæsar.. ►Vist nok haabede baade de og 👤Pompeius, at naar de blot fik Stunder til at samle en talrig Krigs-Hær i 📌Grækenland, da var Spillet vundet og Triumphen vis, men det var netop denne Indbildning, der havde skuffet alle Kongerne, som maatte ►gaae under Aaget, og over 📌Rom kunde i alt Fald ►vel en Feldt-Herre men aldrig ►Raadet, som var dens “Liv og Sjæl” triumphere. Enten maatte altsaa nu 📌Rom og 📌Italien 627ophøre at være Verdens-Rigets ►Middel-Punkt, eller ►Raadet, som ei meer turde staae Last og Brast med Byen, maatte faae en Herre over sig, som turde det, altsaa en Anden end 👤Pompeius.

✂ 👤Cæsar viiste ogsaa, han var Manden, thi han gav sig Stunder ei blot til at ordne 📌Italiens Anliggender, men ogsaa til at rense 📌Spanien, 📌Sicilien og 📌Sardinien fra ►Pompeianer, og endda overraskede han 👤Pompeius, der ikke havde ►gjort Regning paa et Vinter-Feldt-Tog. At 👤Cæsars Overgang til 📌Epiros, uden ►Vaaben-Plads og saagodt som uden Levnets-Midler, var et Vove-Stykke, skal heller Ingen nægte, men det hørde jo netop til Romernes Børne-Lærdom at “►hvo Intet vover, han Intet vinder” og Udfaldet viiste her som allevegne, at Man i Krig heller maa fattes alt Andet end Mod og Mands-Hjerte. Derved alene seirede nemlig 👤Cæsar over en Mangel, som Man troede var hans visse Undergang, over et Nederlag, der kunde blevet det, naar 👤Pompeius turde vovet Noget, og over en i alle andre Henseender vidt overlegen Styrke. Ved 📌Pharsal (ei langt fra 📌Larissa) i 📌Thessalien stod det afgiørende Slag, om hvis Enkeltheder Beretningerne ►vel lyde meget forskiellig, men om hvis Udfald, som er Hoved-Sagen, der aldrig kunde være to Meninger, især da 👤Pompeius, saasnart hans Folk kom i Knibe, krøb i Skjul, og saasnart 👤Cæsar begyndte at storme Leiren, flygtede forklædt, og det ei engang til sin Flaade ved 📌Korfu, eller sin Hær i 📌Nord-Afrika, men ►ællevild til 📌Ægypten, hvor det i et heelt Aarhundrede havde været daglig Vane at modtage ►lykkelige Fiender med aabne Arme og støde ►ulykkelige Venner Dolken i Brystet. I det ►Kabinets-Raad 👤Ptolomæos holdt, da 👤Pompeius fra ►Rheden ved 📌Pelusium, meldte ham sin Ankomst, beviiste da den umyndige Konges Lærer i Tale-Konsten, 👤Theodot fra 📌Samos 628eller fra 📌Chios, soleklart, at tog Man godt imod ham, blev 👤Cæsar vreed og viiste Man ham bort, fik Man Begges Vrede, saa der var ikke andet for at giøre, end at tage Livet af ham, thi det var Vand paa 👤Cæsars Mølle og “►den Gaas, Hovedet er af, kiækker aldrig meer.” Man fik desaarsag en Romersk ►Rømnings-Mand til at giennembore 👤Pompeius den Store bag fra, da Man satte ham i Land, huggede saa Hovedet af ham og smeed Kroppen paa Strand-Bredden, hvor En af hans frigivne Slaver, og En af hans gamle ►aftakkede Soldater, som hændelsesviis kom til, med Møie fandt Vedd til et Baal for ham, der havde triumpheret over tre Verdens-Dele, og hvor Man, efter Alexandrineren 👤Appians Beretning, satte ham et lille Minde med den Indskrift:

✂ ►Høie-Lofte maatte han ombytte
Med en snever Hytte*👤Cæsars ►Borger-Krig. 👤Plutarks ►Pompeius og ►Cæsar. 👤Appians ►Borger-Krig II. 25–86.!

✂ Det var, siger 👤Plutark, tretten Aar efter sin Asiatiske Triumph (altsaa midt i ►den 182de Olympiade) 👤Pompeius faldt, og nu besteg da 👤Cæsar Verdens-Thronen, skiøndt den ►ravede under ham, ikke fordi ►Pompeianerne var ►frygtelige med den store Flaade og med ►Ponteren 👤Pharnaces, Numideren 👤Juba og andre oprørske Slaver, som de stolede paa, men fordi hans egne Tropper gjorde sig ud til Beens og vilde nøde ham til at kiøbe deres Tjeneste i dyre Domme. Derved fik han imidlertid ►ret Leilighed til at vise, han var skabt til at byde; thi mod alle sine Venners Raad gik han midt ind imellem de Opsætsige paa 📌Mars-Marken i 📌Rom, besteg Taler-Stolen og spurgde, hvad de forlangde? Allerede dette uventede Spørgsmaal forvirrede dem, saa de raabde blot: de vilde ►aftakkes! Velan, sagde 👤Cæsar, I er ►aftakkede, men desuagtet skal I faae hvad jeg har lovet jer, naar jeg triumpherer med andre Folk! Dermed taug 629han og de stod Alle som forstenede, indtil hans Venner ►besvor ham dog at bryde den frygtelige Taushed med et ordenligt Farvel. 👤Cæsar tog da ogsaa Ordet paa Ny, men havde neppe sagt “Borgere” (►Qviriter), hvorved de tiltaldes som “►Aftakkede,” før de sønderknuste skreg, Alle med een Mund, at de fortrød hvad de havde gjort og bad bare om at blive i hans Tjeneste; og da han, istedenfor at svare, gik ned af Taler-Stolen, da skreg de endnu høiere, at han skulde blive og straffe Misdæderne. Han stod nu et Øieblik stille og besteg saa atter Taler-Stolen med de Ord: nei, jeg vil Ingen straffe, men at den “tiende Legion,” som jeg altid foretrak, har Deel i ►Ustyret, det smerter mig saa dybt, at den kan jeg ikke beholde. Imidlertid, ogsaa den skal faae hvad jeg har lovet, saasnart jeg kommer fra 📌Afrika, og naar Krigen er endt, skal I alle faae Jord, ikke Rov og Ran, til evig Splid, som 👤Syllas Følge-Svende, men Statens og mit eget Jorde-Gods, og slaaer det ikke til, da Resten kiøbt for rede Penge! Svaret var en almindelig Ju bel, undtagen af den tiende Legion, som følde sig tilintetgjort ved at ►forskydes af 👤Cæsar og bad ►ydmygelig, at han heller vilde tage ►Tiende af dem til Galgen (►decimere dem) efter ►Fædrenes Skik! Dermed var 👤Cæsar ►fornøiet, tog dem Alle til Naade og gik til 📌Afrika, hvor 👤Cato var, og hvor han altsaa maatte vente den kraftigste Modstand*👤Appians ►Borger-Krig II. 92–94..

✂ Optrinet paa 📌Mars-Marken, for hvis Beskrivelse vi maae takke 👤Appian, er os imidlertid langt vigtigere end ►Togene baade til 📌Afrika og til 📌Spanien, thi hvor haardnakkede end Slagene kan have været, og hvormegen Umage det end skal have kostet 👤Cæsar at sætte Mod i sine Legioner, saa gik det dog rask, uden at 👤Cæsar mødte en eneste Mand, der kunde nævnes som hans Med-Beiler til Over-Herredømmet. 👤Cato den Yngre, hvem vi, til Forskiel fra ►Politi-Mesteren 630fra hvem han nedstammede, kan kalde “►Addisons Cato,” var alligevel en mærkelig Mand, hvem 👤Nero ►vel kan giøre Til-Navnet “den sidste Romer” stridigt, men som virkelig var den sidste ►Kæmpe-Natur, der viiste sig begeistret for den store Idee, at hele Verden skulde lade sig beherske af 📌Rom og 📌Rom igien af ►Raadet og han var En af de faa ►Raads-Herrer, som vilde der skulde herskes med Retfærdighed. Derfor holdt han endnu, da 👤Cæsar kom til 📌Afrika, Raad i 📌Utika med Trehundrede, som han kaldte “Senatet,” medens en 👤Scipio, 👤Pompeis sidste Sviger-Fader, var Feldt-Herre, men saasnart 👤Scipio var slaaet, turde naturligviis det ►Raad der flygtede fra 📌Rom endnu mindre holde Stand i 📌Utika, saa Alt hvad 👤Cato, efterat have ►besørget dem om Bord kunde gjøre, var at redde sig selv paa en Maade, han fandt sit Liv og sin Stilling værdig. ►Utikenserne tilbød sig nu ►vel at gaae i Forbøn for ham hos 👤Cæsar, thi han var virkelig en høist agtværdig Mand, men dertil svarede han kun med et Smil: nei, jeg er selv kiendt med 👤Cæsar, læste derpaa 👤Platos Skrift om Udødeligheden og giennemborede sig derpaa selv med sit Sværd, men da han med alt sit Mod altid havde været bange for at see ►Borger-Blod, og havde altsaa ingen Øvelse kunnet faae i at bruge Sværdet, gjorde han det saa keitet, at han fik en seen og smertelig ⓘ Død. Sligt var det imidlertid Synd at lægge ham til Last, og naar Man har smidt denne ædle Mand mellem “feige, ugudelige Selv-Mordere,” hvis blinde Hedenskab knap kunde undskylde dem, da har Man kun derved viist, Man hverken havde et christeligt eller hedensk Begreb om den himmelvide Forskiel mellem en Misdæders Selv-Mord, hvorved han vil undflye sin forskyldte Straf og Skiændsel, og ►Ædlingens fortvivlede Udvei, der ei kan overleve det Eneste, han med Æren levede for, og ei synes, han kan komme til at døe værdig, ►uden for sin egen Haand. Jeg misunder dig din Død, sagde 👤Cæsar, da du der631ved har berøvet mig den Ære at skiænke dig Livet, og det er ikke engang let for os at sige, hvad en 👤Cato skulde gjort med sit Liv, naar 👤Cæsar havde skiænket ham det*👤Plutarks ►Cato den Yngre og ►Cæsar. 👤Appians ►Borger-Krig II. 95–99.. Vel er det klart nok, at 👤Cato sværmede for et Luft-Castel, thi aldrig havde ►Raadet, efter hans eget Skiøn, været længere fra at øve et retfærdigt Herredømme, og hvor bagvendt han selv, der vilde reformere Staten, tog paa Roret, havde hans aabenbare Lov-Brud under de Catilinariske Uroligheder tilstrækkelig viist, men da han først havde havt det Uheld at leve for et luftigt Ideal, vilde han dog været alt for ulykkelig, hvis han ei havde havt Mod til at døe for det.

✂ Dette see vi ►ret paa stakkels 👤Cicero, som ►vel var flygtet med 👤Pompeius, men havde slet ikke Mod til at holde Stand med 👤Cato, saa strax efter Slaget ved 📌Pharsal listede han sig tilbage til 📌Italien, hvor 👤Cæsar, som vidste at skatte hvad han selv var: en dygtig ►Vidskabs-Mand og god Taler, og som længe havde vidst, at 👤Cicero, sig selv overladt, var om ikke uskyldig, saa dog uskadelig, han ei blot benaadede men udmærkede 👤Tullius. Dette havde været i sin Orden og vilde paa ingen Maade, skiøndt det kun gjorde 👤Cæsar Ære, gjort 👤Cicero Skam, naar ikke dette ►Rør havde havt den store Svaghed at ville giælde for en Friheds-Støtte, men som 👤Catos Med-Beiler klædte det ham unægtelig kun slet at tigge, at takke og at smigre ►Enevolds-Herren for sit Liv, og som en ædel Mand klædte det ham endnu værre, da den Høimodige paa den nederdrægtigste Maade var styrtet, at trampe paa hans Grav, saa det var intet Under, at 👤Antonius bestemde og 👤Octavius solgde ham til det ynkelige Endeligt, han fik: at myrdes som en fredløs Flygtning paa sin Sotte-Seng*👤Plutarks ►Cicero..

✂ 632Herved mindes vi om 👤Cæsars Mord og om det andet ►Kløver-Blad, der naturligviis var slettere end det Første, men hvis ►Kron-Skud, 👤Cæsars Frænde, dog var klogere paa Verden og blev den meget gavnligere end han, hvorfor Keiser 👤Augustus da ogsaa til Verdens Ende vil være et Hoved-Navn i ►Universal- Historien►, medens 👤Cæsar vil jo længere jo mere komme til at staae ved en Side i 📌Mars-Templet blandt de Romerske Huus-Guder, hvor han ogsaa ret egenlig har hjemme, da han baade udregnede sin Herkomst fra ►Venus og ►Æneas, og blev formelig forgudet som 📌Roms ny Skyts-Aand, eller ►Romulus den Anden. Da 👤Cæsar imidlertid, som “►Keiser-Faderen” er ligesaa uadskillelig fra 👤August og hans Efter-Følgere, som ►Qvirinus fra ►Qviriterne, da fremdeles begge disse store Tyran-Kuld, ►Qviriterne saavelsom Keiserne, viiste hele Verden, hvor sandt det er at “►hver Djævel regierer sin Tid,” og da endelig 👤Shakspear har gjort “►Julius Cæsar” til et udødeligt Navn i Literaturens ►Universal-Historie; saa nødes vi ►vel til endnu at dvæle et Øieblik ved hans Død og Efter-Mæle.

✂ Da 👤Cæsar, efter Slaget ved 📌Pharsal, med nogle Pære-Skuder gik over til 📌Asien for at lede om 👤Pompeius, stødte han underveis paa halvfjerdsindstyve af hans Krigs-Skibe, hvormed 👤Cassius, berømt fra ►det Parthiske Tog, da han reddede Hærens Levninger, styrede samme Vei for at ophidse 👤Mithridats Søn imod 📌Rom; men langt fra at turde angribe 👤Cæsar, ansaae 👤Cassius sig for tabt, ►strøg ►paa Timen og bad om Naade, som han da ogsaa fik for Krigs-Skibene, der i 👤Cæsars Øine var langt mere værd*👤Appians ►Borger-Krig II. 87–88.. Denne 👤Cassius, der, efter Alles Vidnesbyrd, ingenlunde hadede Tyranniet, men elskede det tvertimod for høit til at unde nogen Anden end sig selv Magt til at øve det, ham var det nu, der stiftede den lumpne ►Sammen-Rottelse mod 👤Cæ633sar, der, som Fyrste, kun havde den Feil at ville herske med Sværdet uden at lade det raade; thi paa Sværdet klappede og pukkede han idelig, men lod det blive i Skeden, hvad paa een Gang maatte ►opirre de Stolte og opmuntre de Feige. Kort sagt: 👤Cæsar var, som alle hans Samtidige indrømmede, en god General og den ædleste Mand i sin Kreds, men han var baade en daarlig Tyran og en slet ►Regne-Mester, som meende, Man, uden at staae i Spidsen for en god Krigs-Hær, kan tage Verden ►med en Trumf, eller at Man kan vente samme Lydighed af “►de Aftakkede,” Man overvælder med Gods og Ære, som af de Nyhvervede, Man fører til Seier og Bytte. Da det Romerske Raad (Senatet) havde opgivet 📌Rom og siden opløst sig selv, saa 👤Cæsar fandt Verdens-Thronen tom, da skulde han ►aabenbar enten selv have sat sig paa den, omringet af en tilstrækkelig Liv-Vagt, eller han skulde overladt den til en Anden, men nu blev han staaende paa Halv-Veien, ►aftakkede sin Magts eneste Støtter, skabde et nyt ►Raad, der skulde have Skyggen af al det Forriges Magt, og overlod det til Sammes Med-Lemmer, om de vilde sætte ham paa Thronen eller lægge ham i Graven. Derom kunde de imidlertid ikke blive enige, og 👤Cassius, som for ramme Alvor vilde det Værste, seirede ►lettelig over 👤Antonius, der vilde Alting kun for Løier! Vel er nemlig den gustne Misundelse og skumle Blod-Tørst langt fra at være enten opmuntrende eller tillokkende, men begge Dele er det ædle Sværmeri hos aabne Unger-Svende, og 👤Cassius bemægtigede sig derfor klogelig sin Svoger, ►Syster-Sønnen ad 👤Cato, 👤Marcus Brutus, som sværmede for sin Mor-Broders strænge Retfærdighed og for “👤Platos ►Republik,” hvortil uheldigviis endnu kom, at ►tjenstagtige Aander førde hans Slægt-Register op til 📌Roms første ►Borge-Mester, 👤Junius Brutus, som ikke alene fordrev Konge-Slægten, men lod sine egne Sønner henrette fordi de viiste sig den hengivne. 👤Brutus 634havde ►vel været med ved 📌Pharsal paa 👤Pompeis Side, fordi 👤Cato sagde, det var den Bedste eller var dog af to onde Ting den Mindste, men virksom Deel havde han ikke taget i Kampen, deels fordi han skyede 👤Pompeius, som sin Faders Bane-Mand, og deels fordi Pennen naturligviis passede langt bedre i den “Platoniske Republikaners” Haand end Sværdet, saa det Udtog af ►Polyb, han sad og ►ilede med endnu Aftenen før Slaget ved 📌Pharsal, har sikkert været mere værdt end hans Bedrifter Dagen efter, hvorom Historien ogsaa tier, uden forsaavidt Man hører, at da 👤Cæsar stormede Leiren, listede han sig ud ad en Bag-Port og undslap til 📌Larissa, hvorfra han strax skrev et kiønt Brev til 👤Cæsar, som ikke blot tog ham til Naade, men ►behandlede ham som en ►forloren Søn, der trængde til at trøstes over sine Gienvordigheder. Desuagtet tjende 👤Brutus ikke blot 👤Cassius til Lokke-Mad og Skalke-Skjul under Forberedelserne, men blottede selv sin Dolk mod 👤Cæsar, som, da han saae 👤Brutus iblandt Snig-Morderne, tilhyllede sit Ansigt og lod sig taalmodig slagte ved 👤Pompeis Billed-Støtte, hvilken hans Smigrere havde omstyrtet men han selv reist op igien*👤Plutarks ►Cæsar og ►Brutus. 👤Appians ►Borger-Krig II. 111–18.. Dette er maaske her for megen Tale om et ►Nidings-Værk, der næsten udelukkende hører til 📌Roms Historie, men paa en Tid, da 👤Cassius har mange Brødre, vilde langt større Udskeielser være forsvarlige, naar de kunde tjene en ►sværmende Ungdom til Advarsel mod de gamle Ræve, der lokke dem til Udaad med ►glimrende Bobler, og male dem gierne, blandt Andet, en “👤Brutus” ►paa fri Haand, som det følgeværdigste Mønster i hele Verdens-Historien.

✂ ►Forvirringen i 📌Rom efter det oprørende Snig-Mord maatte være saameget større, ►som ►Raadet, med al sin Tilbøielighed til at erklære 👤Cæsar for en Tyran, alle hans Anordninger for døde og magtesløse og hans Mordere for Sta635tens Frelsere, dog ►aabenbar selv, med Alt hvad der nu kaldtes Stat, var en Skabning af ham, der ei kunde tilintetgiøre hans Værk, uden selv at gaae til Grunde. Dette ►førde 👤Antonius dem ogsaa virkelig til Gemyt, og da 👤Cæsar, i den Agt at giøre et stort ►Tog mod Partherne og vende tilbage giennem 📌Schythien og 📌Germanien, desaarsag havde udnævnt alle dem der i fem Aar skulde beklæde de høieste ►Værdigheder, vidste 👤Antonius ypperlig at kiøle “►Træ-Fædrenes” Republikanisme, ved ganske tørt at forestille dem, det var en følgelig Sag, at alle Disse maatte nedlægge deres Embeder og opgive deres ►Udsigter, naar 👤Cæsars Regiering skulde erklæres for ulovlig. Hermed afvæbnede han ►Raadet, som, efterat have bekræftet alle 👤Cæsars Anordninger, ei kunde frikiende end sige ophøie men kun benaade hans Mordere, og hvordan 👤Antonius, i sin Lig-Tale over 👤Cæsar, ophidsede ►Almuen, ved at pege vexelviis paa hans Velgierninger og hans Saar, det skal Man helst læse hos 👤Shakspear, hvis Fremstilling er saameget mere træffende, som den Romerske Veltalenhed hos Ingen af de Berømte var mere theatralsk end hos 👤Antonius *👤Appians ►Borger-Krig II. 119–48.. Følgen blev da at 👤Cæsars Mordere maatte see til at redde sig med Flugten, og efterat have ►ravet til alle Sider, maatte 📌Rom lade sig styre af 👤Antonius, 👤Lepidus og 👤Cæsars udkaarede Søn 👤Octavius, som aabnede deres Regiering med at giøre 👤Cicero og Alle, hvem de enten frygtede eller hadede, fredløse. Vel samlede 👤Cassius og 👤Brutus en talrig Krigs-Hær, hvormed de leverede 👤Antonius og 👤Octavius et Slag ved 📌Philippi i 📌Makedonien, men Ulykken var saa kiendelig over dem, at de først af Alt tabde Besindigheden og dræbde sig selv i Fortvivlelse, før der var anden Grund dertil end en ►ond Samvittighed*👤Plutarks ►Brutus og ►Antonius. 👤Appians ►Borger-Krig III.. Hvad der gjorde 👤Cæsars Lig-Begiæn636gelse overordenlig glimrende, var da ikke saameget, at hans Beundrere bygde et Tem pel til ham paa ►Torvet hvor Man brændte ham, som at hans Bane-Mænd maatte tjene ham til Gladiatorer og dræbde ei engang hinanden men sig selv.

✂ Det maa til Slutning ei forties, at ►sin Forgudelse i Almanakken fortjende 👤Julius Cæsar, ved at ►give hver Olympiade et ordenligt Skud-Aar; thi ►vel optog han denne Rettelse i Tids-Regningen efter Ægypterne *👤Appians ►Borger-Krig II. 154., og ►vel kan det være et Spørgs-Maal, om Almanakken hører nærmest til Statens eller til Literaturens Historie; men vilde Romerne kun tilegnet sig alt det Gode, der var ældre i Verden end de, da vilde de derved gjort sig langt mere fortjente af Efter-Slægten, end ved alt det Nyt, de kunde paafinde, og Almanak-Rettelsen vilde i alt Fald høre til Stats-Historien, som Varselet for den strænge Orden, de Romerske Keisere unægtelig indførde i hele deres Verden, hvorved Opløsningen af ►de Borgerlige Selskaber ►vel ingenlunde blev glædelig, men blev dog, til ►uberegneligt Gavn og til alle Slægters Forundring, taalelig.