↩ Forgiæves kæmpede 📌Karthago for sit tabte Herredømme og omsider for sin Tilværelse, og kun med maadeligt Held ►Achæerne for den Græske Frihed, saa det allerede for Sjeldenhedens Skyld maa behagelig overraske os, at dog endnu ensteds paa Jorden en Kamp for ►Fædres Efterladenskab kronedes med Seier, og meget ►afgudiske maatte vi være blevet, om vi skulde nægte Ebræerne vor Deeltagelse, fordi ►Fæderne-Loven, de skattede høiere end Livet og modig forfægtede mod 📌Asiens Tyranner, hverken var givet i det Delphiske Orakels eller i ►Nisse-Dronningen ►Egerias men i den Guds Navn, der skabde Himlen og Jorden og skabde ► Mennesket i sit Billede. Selv naar vi troede, at denne Gudernes Gud ei havde mere Deel i Mose-Loven, end 👤Moses den Store i Guddommen, og selv naar 📌Palæstina ei var os bekiendt som Christendommens Vugge, selv da maatte det være os et opløftende Syn, et heelt Aar-Tusinde efter den mageløse Lov-Givers Død, at see hans svare, heltemodige Kamp, for den sande Guds alt Afguderi udelukkende Dyrkelse, kronet med det mest forbausende Held. Altid maatte vi her see en glimrende Stadfæstelse paa Viismands-Ordet af 👤Polyb, at “Sandheden” 579►aabenbar er almægtig, da den aldrig kan have saa Meget imod sig eller fordunkles saalænge, at den ►jo ►uformodenlig af sig selv bryder frem og overvælder Løgnen; thi endtes det store Forsøg paa at skabe en “►Kirke-Stat” for alle Guders Gud, trods 👤Davids Psalmer og Propheternes Torden-Taler, med Templets Fald, Folkets Opløsning og ►den Babyloniske Udlændighed, da forklarer Intet uden Sandheds Almagt det Sær-Syn, at ikke blot 📌►Jehovah-Templet reiste sig igien, men at den ringe Flok, der sankede sig omkring det, og vovede knap at blande sig i Striden, Syrer og Ægypter førde om deres Land, at de dog ei blot havde Villie men ogsaa Mod og Kraft til at hævde deres Aands-Frihed og den Lovs Hellighed, deres ►Fædre, da den straalede i sin høieste Glands, oprørde sig imod. At 👤Polyb virkelig beundrede dette Sær-Syn, tør vi ►vel ikke paastaae, da de Ord af ham om 📌Jerusalem og Templet, som 👤Joseph anfører, ei nu findes i Brudstykkerne af hans Værk*👤Josephs ►Old-Skrift XII. 3., men dog kan det neppe have undgaaet hans Opmærksomhed, da han var nøie bekiendt 461 (US) med de Syriske Anliggender, og levede i 📌Rom da Jødernes Gesandter første Gang ►indstædtes for “►Raadet” og lod sig indskrive i dets ►Venne-Tal, saa, fattedes alligevel ►Makkabæer-Daaden et Blad i hans Verdens-Historie, da var det kun en Mangel, der saameget mindre kunde have Indflydelse paa Vores, som den har beskrevet sig selv bedre end han eller nogen samtidig Græker formaaede. Vel kan vi her ikke udbrede os over den saakaldte “►Første Makkabæernes Bog,” eller over den Græske Skrive-Konst blandt Ebræerne, da dette Særsyn hører langt mere til Kirkens og Skolens end til Statens Historie, men vi kan dog heller ikke her lade ubemærket, at Ebræerne var det Eneste af Old-Tidens Folk, der saaledes bemægtigede sig det 580Græske Sprog, at det traadte i deres gamle Anskuelses og ►Folke-Livs Tjeneste, og at ►Første Makkabæernes Bog, skrevet vel omtrent hundrede Aar før 👤Christi Fødsel, er saa livlig og ►trohjertig, at Man maa kalde den en lille “►Hellenistisk Mose-Bog.” Dette hænger nemlig paa det Nøieste sammen med ►Makkabæer-Daaden, thi ogsaa den er ►hellenistisk, og ligner langt mere en Græsk Friheds-Kamp end “►►Jehovahs Krige,” saa det er klart, at Ebræerne, medens deres egen Aand ligesom slumrede, har med mageløst Held stræbt at tilegne sig Grækernes, forsaavidt den vilde rette sig efter deres hellige, ubrødelige Lov.