Tredie Puniske Krig.
✂ At ►Døden skal have en Aarsag, bekiende selv De, der mene, Livet ingen behøver, men at der til Døden, som til Løgnen, kan gives mangfoldige Aarsager, som tit ei er værd at nævne, medens der til Livet, som til Sandheden, kun kan tænkes en eneste, høist ►mærkelig Aarsag, det er langt fra at lægges noksom paa Hjerte, skiøndt Man, uden at have denne klare Erfarings-Sandhed stadig for Øie, er aldeles vild i det store Levnets-Løb.
✂ Medens derfor Livet hos 👤Polyb giør 📌Megalopolis til en Stor-Stad i Verdens-Historien, giør Døden i 📌Karthago denne 451 (US) gamle ►Stabel-Stad for Verdens-Handelen og Medbeilerske til Verdens-Thronen saa ubetydelig, at vi snart kunde overseet dens Undergang, naar ikke det herskende 📌Rom havde sat en i vore Øine urimelig Priis derpaa og ved en voldsom ►Forekommelse af den naturlige Død, fremkaldt et Krampe-Træk, Man til alle Tider maa finde ligesaa mærkværdigt som grueligt.
✂ Vel har vi ingen Beskrivelse over den saakaldte tredie Puniske Krig eller rettere “📌Karthagos ►Forstyrrelse,” uden af Alexandrineren 👤Appian, der levede omtrent trehundrede Aar senere og var ingen ►Hexe-Mester; men Brud-Stykkerne vi har af 👤Polybs Beretning forsikkrer os om, at 👤Appian for det Meste har ►udskrevet ham, som ikke blot var et Øien-Vidne men var tillige et Orakel for ►den anden “ Afrikaner,” der fuldførde hvad den Første havde begyndt. Netop den sidste Omstændighed maatte imidlertid giøre os lidt mistroiske, dersom Fremstillingen var til Romernes Ære, men 567da den er til deres “uslukkelige Skam,” bør vi ikke mistænke en saa ivrig Dyrker af historisk Sandhed for at have med Villie fortiet det mindste, der kunde tjene til at sætte den mærkværdige Begivenhed i sit rette Lys.
✂ Numider-Kongen 👤Massinissa, som allerede stod den første 👤Scipio bi og gjorde Gavn ved 📌Zama, var til Karthaginensernes Uheld saa seilivet, at han endnu holdt Raad med den anden 👤Scipio, og var tillige saa graadig, at det Freds-Vilkaar, hvorved de var forpligtede til at “fyldestgiøre” ham, lod sig vanskelig opfylde. Romerne kunde derfor ei let fattes Anledning til en Undergangs-Krig, naar de ønskede den, men dog var Karthaginenserne saa angest for en Saadan, at de, saasnart den truede, ►indrømmede Alt hvad 📌Rom forlangde, saa der var tilsidst ingen anden Udvei end at lade dem love, de vilde “fyldestgiøre” det umættelige 📌Rom og derved selv forpligte sig til en “Umuelighed,” som det stod Romerne frit for at give hvad Navn, de vilde. Herpaa er det, vi maae fæste vor Opmærksomhed, thi om vi end vilde skiænke 👤Massinissa og hans Numider nogen, kan vi dog ikke, da Numider kun vil sige “Nomader” eller Folk uden ►visse Værelser, og saavel de nye som de gamle Efterretninger om Tilstanden i “📌Barbariet” er saa forvirrede, at vi ikke engang kan giætte os til, hvor 👤Massinissas Hoved-Stad eller rettere Hof-Leir, 📌Kirta eller 📌Skirta, har ligget, men veed kun at 👤Strabo lægger den ►ind ad Landet til, og at 👤Massinissas Ene-Mærker tilsidst har strakt sig østenfor 📌Karthago ind i ►det Tripolitanske, thi der, ved den 📌lille Syrte 452 (US) (📌Kabes-Golf), melder 👤Polyb, de Lade-Pladser laae, han sidst stredes med 📌Karthago om*👤Polyb (►Gesandtskabs-Brudstykker) CXVIII. (►om Dyd) XXXI. ►Strabo XVII. 832.. Da han nu, som 👤Polyb siger, altid skulde have Ret, enten han havde det eller ikke, saa maatte Karthaginenserne omsider ogsaa finde 568sig i at afstaae ham saavel Byerne som den prægtig opdyrkede Om-Egn og ovenikiøbet betale ham femhundrede Talenter i Bod for det lange Afsavn. Ved denne Leilighed, siger 👤Appian, havde 👤Cato Politi-Mester staaet i Spidsen af det Romerske Gesandtskab, som afgjorde Trætten, og han havde, ved at bereise Landet og nøie undersøge alle Omstændigheder, fundet, at 📌Karthagos Stilling var endnu ikke blot misundelsesværdig men frygtelig for 📌Rom, saa efter Romer-Retten burde den uden al Skaansel ødelægges, hvad da ogsaa, fra den Dag af, skal have været Omkvædet paa alle hans Forslag i “►Raadet” hvad i al Verden de saa end ellers gjaldt*👤Plutarks ►Cato hin Gamle. ►Appian VIII. 68–69.. Vel fandt han Modsigelse, da Somme meende, det var godt for den balstyrige Almue og den forgræskede Ungdom at have Lidt, de kunde frygte for, men 👤Cato, der var seilivet som 👤Massinissa, oplevede dog med ham ►vel ikke den Dag, da 📌Karthago blev ødelagt i Bund og Grund, men dog den Krigs Begyndelse, som dermed lykkelig endtes.
✂ De formaaende Mænd i 📌Karthago dannede nemlig tre stridige Partier: et Romersk, et Numidisk og et saakaldt Patriotisk eller Pøbelagtigt, og da nu omtrent fyrretyve Borgere, som Hoved-Mænd for Numider-Partiet, dreves ud af Byen og tyede til 👤Massinissa, opkom derved en Krig, som der ►vel kom Romerske Gesandter for at afbryde, men med den hemmelige Ordre at see Tiden an, og hvis 👤Massinissa seirede, ingenlunde standse Tingenes Løb. Nu seirede han virkelig, om ikke just i et ►standende Slag, saa dog ved derpaa at udhungre den Karthaginensiske Leir og nedhugge Tropperne, som han havde lovet fri Afgang, paa Hjem-Veien, og Karthaginenserne, som havde 👤Massinissa for Portene, og hørde fra 📌Italien, at Romerne udskrev en stor Krigs-Hær, der sikkert gjaldt dem, vidste nu ikke bedre Raad, end at dømme 👤Hasdrubal og 👤Karthalo fra Livet som Hoved-Mænd 569for Krigen, og at sende et ydmygt Gesandtskab til 📌Rom med mange Undskyldninger. Da nu imidlertid “►Fædrene” erklærede, at dermed var de ingenlunde “fyldestgjorte,” bad Gesandterne ►ydmygelig om at faae at vide, hvad de da meer skulde giøre, men fik kun det korte 453 (US) og fyndige Svar “►fyldestgiøre Romerne” og paa gientagen Fore-Spørgsel: hvormed, den smukke Beskeed, at det vidste Karthaginenserne selv meget godt*►Appian VIII. 68. 70. 73–74..
✂ Hvad enten nu Karthaginenserne var lidt langsomme af ►Begreb eller de endnu krympede ►dem ved “at betroe sig” til Romerne, saa kom selv dermed ►Utikenserne dem i Forkiøbet, og da de endelig sendte Gesandter til 📌Rom med Fuldmagt til, efter Omstændighederne, at underkaste sig Alt, fandt de Krigen erklæret og Hæren afgaaet. Uden derfor at spilde noget Øieblik, overgav de sig da strax paa Naade og Unaade, hvorfor de fik Roes i “►Raadet” og den Trøst, at “►Fædrene” til Gien-Giæld skiænkede dem Frihed under deres egne Love, deres Marker og alt Løs-Øre, være sig Statens eller ►Enkelt-Mands, dog paa Vilkaar, at de inden tredive Dage sendte trehundrede adelige Børn som Gidsler til 📌Lilybæum og gjorde “hvad ►Borge-Mesterne befalede.” Glade kom nu Gesandterne hjem med den Beskeed, og skiøndt Endeel af 📌Karthagos ►Raads-Herrer fandt det betænkeligt, at Romerne ikke havde nævnt et Ord om “Byerne” men kun om Markerne og Løs-Øret, fandt Man dog, det nyttede ikke at giøre flere Spørgsmaal og sendte Gidslerne, skiøndt, som Man ►vel kan tænke, kun under megen Graad og Klage af Vedkommende, baade store og smaa. Saasnart ►Borge-Mesterne havde faaet Gidslerne og ►affærdiget dem til Rom, gik de med Flaaden til 📌Utika, hvor Karthaginensernes Gesandter efter Ordre mødte dem, for at spørge, hvad de havde Meer at befale, og fik til Svar, at de nu strax uden Svig 570maatte udlevere Alt hvad der hørde til “Vaaben og ►Værge,” og skiøndt Man ►ydmygelig gav Romerne at betænke hvad Følgerne vilde blive, adlød Man dog strængt*👤Polyb (►Gesandtskabs-Brudstykker) CXLII..
✂ Saavidt 👤Polyb, og efter denne Indledning er det aldeles i sin Orden, hvad 👤Appian melder, at da Man nu kom med alle Vaaben og Krigs-Redskaber, sagde ►Borge-Mesteren: det var smukt gjort, men lad mig nu see, I ogsaa finder jer ►kiønt taalmodig i Resten af ►Raadets Beslutning, thi, for ikke med mange Ord at spilde den kostbare Tid, kort og godt: I maae overlade os 📌Karthago, som vi har bestemt, skal ►forstyrres, men I har Lov til at flytte hvorhen I vil, naar det blot er ►firsindstyve Stadier fra Havet*►Appian VIII. 80–81..
✂ 454 (US) Det var altsaa “Fyldestgiørelsen” som Karthaginenserne havde været saa tungnemme til at fatte, uagtet Romerne dog i et heelt Aarhundrede tydelig nok havde viist, de var ikke rolige, saalænge 📌Karthago stod, og uagtet 👤Hannibal noksom havde retfærdiggjort deres Mistanke til den lumske og rige “Afrikanske Slavinde,” der aldrig kunde glemme sit “►forlorne Dronningskab,” men drømde bestandig, som et stort, faldefærdigt, men dog endnu meget betroet Handels-Huus, om “bedre Tider,” altsaa om sit “naadige Herskabs” Ødelæggelse. Fra denne ►Syns-Punkt betragtede ►Borge-Mesterne ►aabenbar Sagen paa deres Høi-Sæder, hvor Krigs-Hæren stod opstillet i to Rader, og 📌Karthagos Gesandter, ledte derimellem som til Retter-Stedet, stod ved Rebet, der som en Skranke holdt dem i ærbødig Afstand fra 📌Roms Høihed, og da nu disse “fornemme Tiggere” ved det fyndige Ord af 👤Lucius Censorinus, som ved et Torden-Slag, styrtede til Jorden, som i et Krampe-Slag fraadede, og som i Vildelse bad og græd, bandte og skiældede skifteviis, sønderrev deres Klæder og mishandlede sig selv, da saae ►Borge-Mesterne høimodig giennem 571Fingre med denne uanstændige Opførsel, der, som Skue-Spil betragtet, ei klædte dem ilde under saa fortvivlede Omstændigheder, men havde endog noget Rørende ved sig. Raseriet gik naturligviis ogsaa snart over, efterat have lokket Taarer af mangt et Romer-Øie, saa Gesandterne faldt i Stilhed, betænkde deres værgeløse og hjelpeløse Stilling og lod al Trodsighed fare, medens En af dem, ved Navn 👤Banno, i en meget ordenlig Tale udviklede de mange Grunde, der talede for at Romerne skulde skaane 📌Karthago, saasom: den gamle 👤Scipios Løfte om Romernes Venskab, Nøiagtigheden hvormed Skatterne var betalt, Ubetydeligheden af 📌Karthago efter Udleveringen af Flaade og Elephanter, Haabet Man ►aabenbar havde næret ved at modtage Gidsler og fordre Vaabnene afleverede, og endelig Romernes egen priselige Sædvane, som de naturligviis ved Overgivelsen havde bygget paa, og som det altid havde været at skaane de Byer, som godvillig overgav sig, og Taleren endte med den smukke Vending, at Byen var jo dog uskyldig, saa at om end Romerne vilde dræbe eller forflytte Indbyggerne, burde de dog skaane den gamle, berømte Stad, med de mange Templer, Stormands-Grave og stolte Mindes-Mærker*►Appian VIII. 78. 81–85.! ►Borge-Mesterne blev jo nok lidt rørt ved at tænke paa “Lykkens Ustadighed,” 455 (US) men deres mørke Mine forudsagde dog at der var ingen Naade at vente, thi, som 👤Censorinus strax svarede, det nyttede ikke at snakke mere om hvad “►Raadet” havde befalet og hvad altsaa nødvendig maatte skee og taalde ingen Opsættelse, saa den eneste Trøst han kunde give dem, var at “anføre Grunde,” som vilde være overflødigt, naar Man havde med Fiender at giøre, men kunde nok findes Umagen værdt ved en Forholds-Regel, der sigtede til “fælles Bedste,” altsaa ►vistnok ogsaa til Romernes men dog især til Karthaginensernes. Dette ►udviklede han nu ret “faderlig” som Man taler til uar572tige Børn, sigende: Havet, som I aldrig kan betragte uden at mindes eders tabte Magt og Vælde, frister eder aabenbar kun til Brøde, for at styrte eder i Ulykke, det lokkede eder til 📌Sicilien, lokkede eder til 📌Spanien, som I dog ei kunde beholde, og lokkede eder til midt under Freden at plyndre og drukne vore Kiøbmænd, hvorover I mistede 📌Sardinien. Desuden frister Havet alle Folk med sin “►Letfærdighed” til stor Begiærlighed, thi see engang til Athenienserne, hvordan det gik “op og ned” med dem, mens de var Sø-Folk, ligesom da ►“vinde og tabe” er Kiøbmands-Brug, og see, om de kunde styre deres Begiærlighed, der omsider endog strakde sig til 📌Sicilien, førend Magten reent blev taget fra dem og de fik fremmed ►Besætning! Siden derimod, da “►den lange Linie” var revet ned, hvorved de, saa at sige, blev “landfaste,” siden har de nu i ►langsommelig Tid ►havt deres “paa det Tørre,” thi en Sø-Stad er at ligne ved et Skib, der omtumles paa Bølgerne, medens derimod en Land-Stad hører, ligesom Jorden, til de “faste Eiendomme,” og lad være, at Ager-Dyrkningen kanskee ikke smider saameget af sig som Handelen, saa er det dog langt bedre at være “►i Visse end i Vove.” Derfor var ogsaa alle de gamle Konge-Sæder, baade Assyrers og Meders og Persers, lutter ►Land-Stæder, men da de ikke komme jer ved, vil jeg springe dem over, for at komme til alle de mange ►Land-Stæder her i 📌Afrika, hvor der er “Fred og ingen Fare,” og hvor I kan vælge hvilke Naboer I vil, frie for Havets Fristelser og for alle de “smertelige Erindringer,” som her bestandig maatte vækkes, deels af de nøgne Vande, hvor før eders Flaader bedækkede Havet og det rige Bytte indstrømmede i Havnen, og deels af de mangfoldige tomme Hvælvinger i eders Fæstnings-Værker, fordum fyldte med Elephanter, Rytter-Heste og allehaande Forraad! Kun Glemsel kan trøste eder over hvad I har tabt, og den kan umuelig times eder her, hvor Alting minder 573om forrige Tider og nærer Forventning om noget 456 (US) Lignende, hvorfor I heller aldrig har kunnet bare jer for at bryde Ord og Aftale. Enten drømme I altsaa endnu om Herredømmet, ønske os al Verdens Ulykke og lure paa Leilighed, og hvi skulde vi da skaane Fiender, grebne paa Gierningen, eller I har slaaet de Griller af Hovedet, vel fornøiede, som I sige, med eders Afrikanske Besiddelser, og da maae I ogsaa finde eder i at give os “►Syn for Sagn” ved at flytte fra Havet, som I har overladt os, op paa jeres “Afrikanske ►Godser” som I vil nøies med. Naar ►I græde over eders Templer og Arner, Torve og Gravsteder, da er det ogsaa kun med tørre Øine; thi det er dog vel ikke ►Skibs-Værkerne, I vil offre til, eller Murene, I vil holde Messe over, og vi skal nok ►spare baade Templer og Gravsteder, naar vi rive Resten ned, medens I jo desuden faae baade Arner og Torve og Templer igien, hvor I flytte hen, og det snart ved Vanen bliver eders kiære Hjem-Stavn, ligesom 📌Karthago blev det, da I flyttede fra 📌Tyrus. I klage nu ►vel ogsaa over, at I har saamange ►Handværks-Folk, der leve af Havet, men det har vi jo ogsaa taget i Betragtning, ved ikke at drive jer længere fra Havet end ►firsindstyve Stadier, som er en magelig Reise, der hverken kan giøre Indførselen eller Udførselen af eders Fornødenheder besværlig, og er selv hele ►tyve Stadier kortere end vi, eders Herrer, har til Havet fra vor By. Altsaa, ►flytter nu kun hen hvor I vil og ►følger frit eders Fæderne-Skikke, det var hvad vi meende med, at 📌Karthago skulde beholde sin Forfatning; thi ved “📌Karthago” forstod vi naturligviis “Jer” og ei “en vis Jord-Plet*►Appian VIII. 86–89..”
✂ Da Gesandterne kom tilbage med den Beskeed og at Man ikke engang maatte have Frist, mens Man skikkede Bud til 📌Rom, da tabde selv de gamle ►Raads-Herrer hele deres Fatning og udbrød i Vee-Klager, saa det hørdes paa Gaden, hvorpaa den sammenstimlede Pøbel brød ind, søndersleed de ►Raads-574Herrer►, som var Skyld i, Man stillede Gidsler og afvæbnede Byen, stenede Gesandterne som Ulykkes-Fugle, og ►giennemfoer saa Staden som vilde Dyr, for at kiøle Harmen i alle de Italieners Blod, der boede iblandt dem. Nogle var imidlertid dog saa besindige strax at lukke Portene og endnu samme Dag erklærede ►Raadet Krig, satte alle Slaver i Frihed og udnævnede 👤Hasdrubal, som ►vel var dømt fra Livet men stod dog i ►Marken med 20000 Mand, til Feldt-Herre udenfor Murene, medens en anden 👤Hasdrubal, en Daatter-Søn af 👤Massinissa, blev Befalings-Mand i Byen og satte strax alle Hænder i Arbeide, 457 (US) Nat og Dag, med at forfærdige Vaaben og Krigs-Redskaber. Da nu ►Borge-Mesterne ogsaa, Man veed ei, hvorfor, tøvede nogle Dage med at rykke mod Byen, fandt de den til deres store Forbauselse i temmelig god Forsvars-Stand, thi Man havde hver Dag gjort hundrede Skjolde, trehundrede Sværd, tusinde Kaste-Spyd, femhundrede Landser, og Blider saamange som mueligt*►Appian VIII. 91–94..
✂ Saaledes begyndte da den tredie Puniske Krig eller rettere 📌Karthagos treaars Beleiring, thi 👤Hasdrubal i ►Marken hører Man ikke det Mindste til, ►uden naar Romerne selv ►ledte ham op, hvor han lurede i sine Forskandsninger og faldt over Bag-Troppen naar de vendte tilbage, saa megen Uret har 👤Polyb neppe gjort ham, ved at skildre ham som et ►Fede-Svin, der knap kunde vralte afsted*👤Polyb (►Brudstykker om Dyd) XXXI.. For de Romerske ►Borge-Mestere han havde med at giøre, paa 👤Scipio nær, behøvede han imidlertid ikke at skamme sig, thi 👤Censorinus er den Eneste af Fire, vi kan ►komme ad med at nævne, og den eneste Bedrift vi veed af ham er Talen, vi hørde; medens 👤Polyb selv tilstaaer, at “i Munden” var 👤Hasdrubal en ►forsvarlig Helt, ei blot til at tygge men ogsaa 575til at tale, saa han kunde ►prægtig sige, at skulde 📌Karthago brændes, kunde han aldrig ønske sit Liig et herligere Baal.
✂ Hvad nu den anden Romerske “►Afrikaner” angaaer, da er han, som sagt, i ►Universal-Historien uadskillelig fra 👤Polyb og det er fordeelagtigt nok for hans Efter-Mæle, især da 👤Polyb sikkert er Kilden til alle vore Efterretninger om ham; men da 👤Polyb med al sin Troværdighed, dog var “►af Kiød og Blod,” maa netop disse Omstændigheder giøre os varsomme med vore Lov-Taler over 👤Scipio Æmilianus, til vi faae anden Hjemmel. Naar vi imidlertid ei bryde os om ►Frihaands-Tegninger i Historien, men holde os til “Kiends-Gierninger,” da fristes vi slet ikke til at giøre os ►udsvævende Forestillinger om 📌Karthagos Bane-Mand, thi de Bedrifter, Man tillægger ham, er ingenlunde heroiske men blot dygtige paa Romersk, og 👤Polyb roser ham ogsaa bestandig kun i Sammenligning med hans By-Mænd, blandt hvilke han nødvendig maa have glimret, siden Man ved en Undtagelse gjorde ham til ►Borge-Mester før han havde Alderen, og saae ham triumphere over 📌Karthago, som hans ►Formænd kun havde ►sovet over. Under dem, siger 👤Appian, havde 👤Scipio tjent og reddet dem af mangen Forlegenhed, hvori deres Uduelighed bragde dem, og da han nu valgdes 458 (US) til ►Borge-Mester, udtrykkelig for at indtage 📌Karthago, hvilede han ikke heller, før han vandt Seier, men havde mange Vanskeligheder at overvinde, deels fordi ►Krigs-Tugten under den lange søvnige Beleiring var reent forfaldet og deels fordi Staden gjorde fortvivlet Modstand. Da 👤Hasdrubal imidlertid, istedenfor at arbeide paa Byens Undsætning, kastede sig ind i den, indtog 👤Scipio alle de omliggende Stæder og afskar Tilførselen, saa der opkom en frygtelig Hungers-Nød, og snart var det nu Indbyggerne umueligt at forsvare de ►vidtløftige Fæstnings-Værker, saa 👤Scipio brød ind i ►Neder-Byen (📌Megara), fuld af Haver, men maatte dog en heel Uge 576kæmpe i Gaderne som førde op til Fæstningen (📌Byrsa), og Man seer, hvert Huus blev gjort ham stridigt, ligesom Fransk-Mændene i 📌Saragossa. Umenneskeligheden og Elendigheden under saadan en Vædde-Kamp mellem Ilden og Sværdet og alle de ødelæggende Kræfter, der staae til Menneskets Tjeneste, lader sig ikke beskrive, men fortjener det ei heller, da Forestillingen bliver rædsom nok ved den blotte Bemærkning, at da 📌Byrsa endelig overgav sig, fandt 👤Scipio af en Befolkning paa syv Gange Hundrede-Tusinde kun et Halvt at skiænke Livet. 👤Hasdrubal blev ved at trodse, til han sad ene i et Taarn med sin Familie og nihundrede Romerske ►Rømnings-Mænd, der ingen Naade turde vente, men at det virkelig, som 👤Polyb siger, kun var af dum Storlighed og Ligegyldighed ved Andres Lidelser, medens han selv var heelskindet og levede flot, det stadfæster sig forbausende derved, at han stjal sig fra Kone og Børn i Taarnet og tiggede 👤Scipio blot om sit eget usle Liv. Da de i Taarnet saae ham ligge for 👤Scipios Fødder og havde udstødt de grueligste Forhaanelser, indebrændte de dem selv, og at hans Kone ved den Leilighed, som en ►Furie, myrdede sine Børn, forbandede sin Mand og velsignede Romerne, anfører 👤Appian ►vel kun som et Rygte, men dog har vi 👤Polybs Hjemmel i det Mindste for en Deel deraf*👤Polyb (►Brudstykker om Dyd) XXXI. (Vat) XXXIX. 4. ►Appian VIII. 98–104. 107–9. 112–31..
✂ Saaledes, siger 👤Appian, faldt da det berømte 📌Karthago, efterat have staaet syvhundrede Aar, og i en hardtad værgeløs Tilstand hele tre Aar trodset Sværdet og Hungers-Nøden, en Skæbne, 👤Scipio ei uden Taarer kunde betragte, og, stirrende paa Ødelæggelsen, udbrød han:
✂
📌Troja-Borg med ►Himling-Kaar,
►Priams-Folk og ►Magle-Gaard,
Ogsaa eders Time slaaer!
✂ 577 459 (US) Hvad, sagde 👤Polyb, som stod hos og har selv fortalt det, hvad mener du med det? Jeg vil ikke nægte, svarede 👤Scipio, det var mit eget Fædrene-Land jeg tænkde paa og frygter for, gaaer samme Vei*►Appian VIII. 132..
✂ Da Man nu i 📌Rom havde gjort sig saa lystig som mueligt over 📌Karthagos Undergang, kom “►Ti-Mændene” over til 📌Afrika og sørgede for at Staden blev tilbunds ►forstyrret og lyste høitidelig Forbandelse over hvem der opbygde enten 📌Megara eller 📌Byrsa igien*►Appian VIII. 133–35., saa det falder vanskeligt at sige bestemt, hvor den gamle Stad har ligget, skiøndt 👤Appian, sikkert efter 👤Polyb, som baade var Øien-Vidne og en berømt Geograph, har ærlig stræbt at giøre Stedet kiendeligt*►Polyb I. 73. ►Appian VIII. 95–96.. Dog, at den laae paa Halv-Øen mellem ►Apols og ►Merkurs For-Bjerge (📌Cap Farinas og 📌Cap Bon), derom er Alle enige, og har Romerne ikke levnet os Meer i Bunden, end de selv vidste, kan det være os omtrent det Samme, hvormange Skridt den gamle By laae nordenfor 📌Tunis; men da det er sjelden, Man fra 📌Tydskland hører Roes over “Danske Øine,” vil vi dog bemærke, det skal være et Par af dem, der nys har opdaget det rette Brand-Sted, en Efterretning, der nok ogsaa snart vil stadfæste sig.
✂ Det var, siger endelig 👤Appian, i ►den 160de Olympiade (ved 140 ►f. Ch.) at 👤Scipio triumpherede over 📌Karthago og 👤Mummius over 📌Korinth, hvad ogsaa stemmer med Tallet hos 👤Pausanias, og derved lade vi det beroe, da en nøiere Bestemmelse, om den end var os muelig, ikke bragde os videre. Heller vil vi til Slutning anmærke, at ►vel kan det gierne være, en Anden har gjort den smukke Tale, 👤Censo578rinus holdt for Karthaginenserne, men at derfor kan han dog gierne have holdt den selv, og at den i alt Fald unægtelig ►paa et Haar ligner en saadan “halvstuderet Røver,” som Romeren var, da han, med Sit paa det Tørre, trøstede den skibbrudne Puniske Kræmmer med, at han maatte gierne selv kaste sig en Grav, hvor han vilde, i hele 📌Afrika. Der er for Resten gierne i enhver Tyrans, ligesom i 👤Napoleons Liv, eet stort ►Nidings-Værk, om hvilket han selv siger: det var en Forbrydelse men ingen Feil, og et Saadant er 📌Karthagos ►Forstyrrelse i Romer-Livet!