↩ Dette minder os om “den Græske Dannelse” der nu begyndte at udbrede sig i 📌Rom, og spore vi den ikke hos 👤Manius, da maae vi huske, den havde heller ikke hjemme hos ►Ætolerne, saa vi forsones lettelig med Skæbnen ved at see, hvilken fiin Romer Den ►beskar ►Achæerne i 👤Titus Flamininus. Han havde nemlig ikke blot, som Kommandant i 📌Tarent, hvor Man var kræsen paa Udtalen, lagt sig med Held efter ►Græsken, men satte virkelig sin Stolthed i, om ikke just at være, saa dog at giælde for den “Græske Friheds” Genius. Allerede før Slaget ved 📌Kynoskephale havde hans Broder 👤Lucius, der dog siden havde det Uheld for “►aabenbar Umenneskelighed” at sættes i Skamme-Krogen af 👤Cato Politi-Mester, ved Hjelp af den Romerske-Flaade, overtalt ►Achæerne til at ►skiære op med 👤Philip og havde seet igiennem Fingre med at ►Argiver og Arkader ►gjorde Afstikkere af sig, da det kom til Stykket*►Livius XXXII. 19–22. ►Appian (Brudstykker) IX. 5.. 👤Polyb var vel selv lidt urolig over, at Man kunde kalde Bruddet med 👤Philip “Troløshed,” og det er behageligt, i en Tid som hans, dog ensteds at møde saadanne Betænkeligheder, men i Øvrigt kan vist Ingen fortænke ►Achæerne i, at de byttede en saadan Herre bort som 👤Philip, naar de turde haabe virkelig at vinde ved Byttet, og skiøndt ►Ætolerne var ondskabsfulde nok til at sige: Romerne tog kun “►Bøilen af Benet” for at giøre et “►Hals-Jern” af den, saa viser dog netop det ►Hals-Jern, ►Ætolerne vandt ved at følge 👤Antiochs Fane, hvad ►Achæerne undgik ved 549at forlade 👤Philips, og 👤Polyb har sikkert Ret i, at her gjaldt Ord-Sproget “►Nød bryder alle Love”*👤Polyb (►Brudstykker om Dyd) XVII. 👤Plutarks ►Flaminin..