↩ Saasnart nu 👤Titus havde faaet sin Tid forlænget, søgde han Fienden, og en Morgen-Stund i taaget Veir stødte For-Tropperne ►uformodenlig paa hinanden, ved 📌Kynoskephale, som var Navnet paa nogle ►Bjerg-Aase ei langt fra 📌Pharsala (📌Saltadshe) i 📌Thessalien (📌Janiah), uden at det især var 👤Philips Mening at vove et ►Hoved-Slag her, hvor Jords-Monnet ei var ham gunstigt; men Man blev dog saalænge ved, paa begge Sider, at forstærke For-Troppen, til der var ikke Andet for end at rykke ud med hele Resten. Med sit høire Fløi gjorde nu ►vel 👤Philip raske Fremskridt, men 537saa kastede 👤Titus sig med Elephanterne, som her første Gang tjende Romerne, over hans venstre Fløi, der skulde tage de Høie, For-Tropperne havde stridtes om, og bragde det aldeles i Uorden, hvorpaa en Tribun med et Par tusind Mand, af ►sin egen Aande, faldt den høire Phalanx, der ikke var gjort til at vende, i Ryggen, og vristede derved ikke blot 👤Philip Seieren af Hænderne, men nødte ham til at ►fægte med Hælene, efterladende 8000 Liig paa Val-Pladsen og 5000 Mand i Fiendens Hænder. Da Romerne imidlertid kom tilbage til Valen og til Leiren for at plyndre, fandt de, til deres store Ærgrelse, at ►Ætolerne var kommet dem i Forkiøbet, hvorover 👤Titus maatte høre knubbede Ord, som 👤Livius dog har sprunget over i sin Oversættelse af 👤Polyb, uden engang til Giengiæld at have givet os Navnet paa den Tribun, der vandt Slaget*👤Polyb (►Brudstykker) XVII. 17–23. ►Livius XXXIII. 7–10.. Derimod har vi 👤Plutark meget at takke, thi han underretter os ikke blot om, at ►Ætolerne tilskrev ►dem Seieren og blev, til 👤Flaminins store Ærgrelse, lovsunget for det i mange Græske Viser; men han under os endog det Vers, der kom mest i Folke-Munde, saa lydende: