Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

53Hermed ender naturligviis Universal-Historien af Menneskets Barndom, og det er rimeligt nok, at Barndommen selv endte med en stor Barne-Streg, men før vi røre meer derved, maae vi atter, fra det urimelige Kirke-Stævne, indskyde os under Skole-Raadet, som alle Bøgers rette Værne-Thing, thi saa latterlig en Troes-Artikel til Salighed, som der lader sig giøre af dette Blad, kunde Man lede længe efter, og havde de tre velbekiendte Troes-Artikler været af det Slags, havde den Christne Kirke neppe faaet nogen Historie, end sige en saa mageløs som den nu har. Naar vi derimod indsee, at Kirken som har havt sin Ulykke med de Skrift-Kloges Bogstav-Tro, maa være glad ved, den rives ned i Bund og Grund, saa det er et reent videnskabeligt Spørgsmaal, hvad Priis vi skal sætte paa Efterretningen om 📌Babels-Taarnet, da vove vi Intet ved at paastaae, at høi Priis maae vi i alt Fald sætte paa saa god en Hjemmel for, at der virkelig har været et Grund-Sprog paa Jorden, hvoraf altsaa alle nærværende Tunge-Maal maae ansees for meer og mindre uægte Døttre. Dette er nemlig en nødvendig Hypothes, naar vi skal henføre alle Folke-Slag til een Menneske-Slægt, og Sprog-Ligheden er igien det eneste videnskabelige Beviis, vi kan tænke paa for denne Eenhed, der er ligesaa vanskelig at opvise som nødvendig at paastaae; men havde vi nu ikke havt gyldig Hjemmel for, at der oprindelig var kun eet Tunge-Maal, da havde vi rimeligviis aldrig faaet Mod til at opstille saa paradox en Forud sætning, end sige til at forsvare den, til det begyndte at lysne over Dunkelheden, som er først nu. Saalænge Man nemlig vilde forklare sig al den opkomne Forskiel af udvortes Grunde, da var Paastanden som et selvgjort Paradox latterlig, og det var jo først i Gaar vi opdagede, at et Folks Tunge-Maal er Udtrykket for dets indvortes Eiendommelighed, og fandt saaledes den videnskabelige Traad, der skal veilede os i Sprog-Labyrinthen, me54dens vi paa den anden Side neppe endnu ret har fattet den Grund-Sætning, at intet Tunge-Maal, som vi kan lære og deri udtrykke vor Tanke-Gang, kan være grund-forskielligt fra vort Eget.