↩ Det var mod ►Herakliden 👤Kleomenes, 👤Aratos kaldte Makedoneren til Hjelp, og i en saadan Røver-Kule, som 📌Sparta nu var blevet, stod den unge, tappre Krigs-Mand ►vist nok som en tvetydig Person; men vilde han endt med at beskiæmme sit Navn, da var Lykken ham langt gunstigere end 👤Aratos, thi nu ►tog han Æren med sig i Graven. Det gik nemlig i 📌Sparta, som det gaaer allevegne, 508hvor Menneske-Livet engang har rørt sig kraftig, at naar Døden nærmer sig, da samler Det krampagtig sine sidste Kræfter, for at ►byde den Spidsen; men at der i 📌Sparta har været en sjelden ►Livs-Fylde, det seer Man deraf, at neppe nogensteds ►syndes Døds-Kampen saa tit forbi og fornyedes dog igien med forbausende Styrke, og det ►Allermærkeligste turde endda være, at Kampen ei endtes ved en naturlig Mathed, men afbrødes voldsomt, ved den ►ubetimelige Død, der henrev baade 👤Agis og 👤Kleomenes i deres bedste Alder. Slaae nemlig ikke alle ►Mærker feil, da spaaer Dette Stammen en ny Livs-Yttring ►i betimelig Tid, og ►Mainotternes Deeltagelse i Opstanden mod Tyrkerne er langt fra at svække Haabet om, at den nærmer sig nu med stærke Skridt. Med et saadant Haab 407 (US) kan vi roligere betragte de sidste ►Herakliders tunge Skæbne, men 👤Polyb havde ligefuldt megen Uret i at laste Historie-Skriveren 👤Phylarches, der valgde 👤Kleomenes til sin Helt, fordi hans Historie lignede en Græsk Tragedie; thi det var den nødt til, naar den skulde ligne Begivenheden*►Polyb II. 56..