Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Nu skulde da 👤Hannibal, efter sexten Aars Ophold i 📌Italien, giæste 📌Afrika, der vel var hans Fædrene-Land, men ham dog nu mere fremmed end 👤Scipio, og, skal vi troe 👤Livius, da blev han fnysende vreed, og skiældte stygt paa Raadet i 📌Karthago, der nu, efter lang Glemsel, kun huskede paa ham for at føre ham i Ulykke; men det er formodenlig kun Romerens egne Betænkninger, som dog ei engang veed, enten der til Afskeed stod et stort Slag mellem Borge-Mesteren og Busse-Manden eller ikke*Livius XXX. 19–20.. Det er i alt Fald, som allerede 👤Polyb har anmærket, kun et Romersk Æventyr, Alt hvad 👤Fabius Maler, og Resten efter ham, fortalde om Fiendskabet i 📌Karthagos Raad mod 👤Hannibal og hans Italienske Tog *Polyb III. 8–9., ligesom da Ro merne selv er umistænkelige Vidner om, at 👤Hannibal fik al den Understøttelse fra 📌Karthago, Lykken vilde unde ham, og at hans Broder 👤Mago stod endnu til hans Tjeneste i det Genuesiske, da de Begge hjemkaldtes. Da 👤Hannibal imidlertid, Aaret efter Seiren ved 📌Cannæ, ei engang ved at gaae løs paa den blottede Hoved-Stad, kunde bringe Borge-Mesterne til at ophæve Beleiringen for 📌Capua *👤Polyb (Brudstykker) IX. 3–9., havde han rimeligviis forlænge siden opgivet Haabet om varige Erobringer i 📌Italien, og vilde kun see, om han ved den dog immer besværlige Puniske Indkvartering kunde bringe Romerne til at finde sig i Billighed. I det Mindste havde han, siden 👤Hasdrubals Fald, gaaet blot forsvarsviis tilværks og i de sidste to Aar trukket sig tilbage i Øster-Krogen af 📌Kalabrien ved 📌Krotone (📌Cotrone) og 📌det Laciniske Forbjerg (📌Cap Co489lonne), hvor 👤Livius siger, han iblandt Andet fordrev Tiden med at reise et Alter i den Laciniske Junos Tempel, med en lang Græsk og Punisk Indskrift om alle sine Helte-Gierninger, som maa være den, 👤Polyb ensteds beraaber sig paa*Polyb III. 33. Livius XXVIII. 46.. Han skrev altsaa paa sit Testamente, da 👤Scipio forlangde 📌Afrika til sin Provinds, saa det er ganske rimeligt, det giøs lidt i ham, da han seilede hjem, og Man under 📌Afrika fortalde ham, at en “forfalden Grav-Høi” var det Sø-Mærke, Man styrede efter*Livius XXX. 25., og vist er det, at han havde faaet sin Fornøielse af Krig med “Romerne,” siden han forlangde en Samtale med 👤Scipio, for, om mueligt, at undgaae et Slag. Man seer let, at en nøiagtig Beretning om denne Samtale vilde være mere værd end Beskrivelsen af mange Slag; men da en Saadan ei er faldet i vor Lodd, maae vi dog være glade ved, at have de Taler, Grækeren lagde Feldt-Herrerne i Munden, da det aabenbar er dem, Latineren igien har udpyntet saa smagløst, at Man maatte fristes til at ansee det Hele for hans eget Arbeide. Ilde, lader 👤Polyb da 👤Hannibal sige, at vi ikke paa begge Sider har fulgt Naturens Vink og ladet os nøie, den Ene med 📌Italien og den Anden med 📌Lybien; men da vi nu, forblindede, har kæmpet saalænge om 📌Sicilien og 📌Spanien, til vi satte vort eget Fædrene-Land paa Spil, saa lad os dog nu, om mueligt, forsone Guderne, lade Nidet fare og ei mere friste den ustadige Lykke, der leger med os som med Børn! Du, 👤Publius, som hidtil var hendes Skiøde-Barn, har vel ondt ved at troe mig, men speil dig dog engang i mit Exem pel og betænk, at han, der nu indlægger et godt Ord hos dig til sit Fædrene-Lands Redning, er den samme 👤Hannibal, som, efter Slaget ved 📌Cannæ, spillede Mester i 📌Italien, slog Leir kun fyrretive Stadier fra 📌Rom 490og beraadte sig paa, hvad han vilde giøre med eders By-Mark! Vær nu derfor ikke overmodig, men tænk menneskelig, saa du foretrækker “det største Gode og det mindste Onde;” thi hvilket fornuftigt Menneske vil hovedkulds styrte sig i en saadan Fare, som her truer, da hverken du eller dit Fædrene-Land kan vinde synderligt ved at seire, men kan ved et Nederlag tabe hele Herligheden. Jeg tilbyder eder nemlig, med eet Ord, Alt hvad vi hidtil har kæmpet om: 📌Sicilien, 📌Sardinien, 📌Spanien og alle Øerne mellem 📌Italien og 📌Afrika, med den Overbeviisning, at derved sørges bedst for 📌Roms Ære og for 📌Karthagos Sikkerhed i Tidens Længde!