↩ 471 379 (US) Saaledes stod Sagerne, da 👤Hamilkar gik over til 📌Spanien, hvor han i ni, og hans Frænde 👤Hasdrubal siden i otte Aar, igien hvervede Leie-Tropper og snart ►opirrede, snart forlokkede Barbarerne, hvad baade kunde blive meget farligt for Naboerne og styrte 📌Karthago selv i den Afgrund, det nys kun med Nød og Neppe, tildeels ved 📌Roms Høimodighed, havde undgaaet. Da det nu desuden var en betænkelig Sag med det “📌Ny-Karthago” (📌Karthagena) 👤Hasdrubal anlagde, ikke blot nordenfor 📌Middel-Havet, men, ret som paa Trods, lige over mod 📌Italien, saa var det naturligt, at Romerne følde sig kaldede til at styre det Uvæsen, og kvæle i Fødselen hvad der kunde giøre megen Ulykke og blandt Andet skaffe Verden to Karthagoer for Eet; men da de for Øieblikket havde Nok at giøre med Gallerne og maatte nødvendig ►være paa det Rene med dem, før de kunde tage sig kraftig af Ibererne, saa maatte de, indtil videre, nøies med at snakke godt for 👤Hasdrubal og faae ham til at love, han vilde ikke gaae over 📌Ebro *►Polyb II. 1–13.. Det gjorde han nu ►vel ikke heller, men 👤Hamilkars Søn, 👤Hannibal, som blev hans ►Eftermand, og havde givet sin Fader det ugudelige Løfte “aldrig at være Romeren god,” han gik dog baade over 📌Ebro og indtog, trods Romernes udtrykkelige Forbud, 📌Sagunt, der ►vel just ikke stod i Forbund med Romerne, men havde dog forlangt deres Hjelp, og var den eneste ►Vaaben-Plads, de kunde giøre Regning paa, naar Omstændighederne tillod dem at tage sig af 📌Spanien *►Polyb III. 6–17. ►Livius XXI. 1–9. 11–15. ►Appian VI. 3–12.. Det tillod imidlertid ikke blot men krævede Omstændighederne netop nu, da Krigen med Gallerne var lykkelig endt, ikke uden Gudernes ►øiensynlige Bistand, der med udmærket Gunst optog det tunge Offer, de ellers ligesaa menneskekiærlige 472som gudfrygtige Romere “efter ►Sibyllas Spaadom,” maatte bringe, ved at begrave to Græker og to Galler, En af hvert Kiøn, levende paa ►Øxen-Torvet, og da Karthaginenserne nu ovenikiøbet vægrede dem ved at udlevere 👤Hannibal, den store Misdæder, og sagde trodsig til 👤Fabius, at han maatte give dem, hvad han vilde “Krig eller Fred,” saa gav Romeren dem naturligviis Krig, hvoraf han havde Lommen fuld*►Livius XXI. 17–18. XXII. 57. 👤Plutarks ►Marcellus.. Det er en hadefuld Skildring, men det skal den ogsaa være og det er Romernes egen, naar Man blot undtager den Oplysning, at de ikke stod i Forbund med 📌Sagunt, som er undsluppet deres Lov-Taler 380 (US) 👤Appian, og Vinket om “►Vaaben-Pladsen,” som deres Græske Ven, 👤Polyb, lidt skielmsk har lagt til. For Resten maae vi fuldelig give denne vor bedste Vei-Viser i 📌Roms Historie Ret i, at det var Børne-Streger paa begge Sider, at snakke om 📌Sagunts Indtagelse, som om det var “Aarsagen” til Krigen, da det jo ►aabenbar var dens “Begyndelse,” eller at kives om, hvem der havde brudt Freden og Forbundet, thi det havde jo Romerne, ved at bemægtige ►dem 📌Sardinien, gjort for længe siden, saa Karthaginenserne burde have sagt: det maatte vi rigtig nok ikke blot taale, men betale jer for, da vi var i Nød, men vi fraskrev os derved ingenlunde Ret til at hevne Skade, naar vi kunde*►Polyb III. 6–15. 28–30..