Første Puniske Krig.
✂ Man fortæller, at da 👤Pyrros maatte rømme 📌Sicilien, skal han fra Skibet have kastet et vemodigt Blik tilbage paa Øen, sigende til dem, der var omkring ham: ak, Venner! hvilken ►Fægter-Plads vi her overlade til Romere og Karthaginenser *👤Plutarks ►Pyrros., og sagde han det ikke, saa gjorde han det dog; thi nogle faa Aar efter udbrød der den første Puniske Krig, der ikke blot afgjorde 📌Siciliens Skæbne til Romernes Fordeel, men berøvede Karthaginenserne det Herredømme paa Ha 365 (US) vet, der ►vel kun var en Skygge af Phønicernes det Gamle, men gjaldt dog for Magen dertil i de vestlige Far-Vande. Det er derfor i flere Henseender et ►mærkeligt Brud-Stykke af 👤Diodors tabte Efterretninger, Man nys har fundet i 📌Vatikanet; thi det melder, at da Phønicerne, efter et Sø-Slag med Romerne, fandt det klogest ► at kiøre hjem, mens Vognen var heel, 453og underhandlede desaarsag med “den allerhøieste” (som Romerne kaldte deres ►Borge-Mester) om mindeligt Forlig, da tog ved denne Leilighed det ene Ord det Andet, saa Phønicerne kom snertende til at sige, de begreb ikke, hvor Romerne fik det Mod fra at gaae over til 📌Sicilien, da de dog ellers dengang ikke turde saameget som dyppe en Finger i Havet uden med Karthaginensernes Forlov, men da forklarede ►Borge-Mesteren dem Sagen, ved at ►udvikle, hvorlunde Karthaginenserne, med deres ►Sprel om Herredømme paa Havet, tog dem ikke i Agt for, at Romerne var Discipler, som altid overgik deres Mester *►Diodor (Vat. Brudst.) XXIII. 1.! Vel veed vi nemlig ikke, hvilke “Phønicer” her tales om, men det giør ingen Forskiel, og vel hører det just ikke til vor Børne-Lærdom, at Discipelen kan overgaae sin Mester, men det hørde ligefuldt til den Romerske ►Borge-Mesters, og at Karthaginensernes Sømandskab ogsaa var af det Slags, der lod sig lære og til Krigs-Brug overgaae af en Land-Magt, det har Romerne unægtelig beviist. Naar vi derfor vil ►klare vore Forestillinger om Karthaginenserne, da giør vi bedst i at tænke paa “Amerikanerne” som de fra Moder-Landet løsrevne Engelsk-Mænd ret ►mærkelig kalde ►dem selv; thi ligesom disse, naar det gik 📌England ilde, snart kunde blive enevældige paa 📌det Atlantiske Hav, uden dog at arve det Mindste af den ædle Høihed og aandige Storhed, der har udmærket Moder-Landets Sø-Magt, saaledes kan vi ogsaa skiønne, at Karthaginenserne var “Afrikanere” der brød ►dem kun lidt om Aand og Ære, men ►fiskede helst i rørte Vande! De vilde derfor her, ligesom hos 👤Herodot, kun blevet nævnt i Forbigaaende: i Anledning af de udvandrede ►Phokæer, de hjalp Etruskerne at fordrive fra 📌Korsika (📌Kyrnos), og af deres Angreb paa de Sicilianske Græker hvis de ikke var kommet i den skarpe ►Berørelse med Romerne 454som vi kalde de Puniske Krige, og som Man i Old-Tiden med Rette ansaae for en Kamp paa Liv og Død mellem to store Tyranner om hele Verden. Vel antager Man nuomstunder sædvanlig, at det først 366 (US) var efter Tabet af Øerne og Over-Magten paa Havet, Karthaginenserne, ligesom i Fortvivlelse, stræbde at holde sig skadesløse paa Fast-Landet; men skiøndt det er naturligt, at en Sø-Magt først griber til Øerne som det Nærmeste, kan vi dog med ►de Gamle være sikkre paa, at Sundet ved 📌Messina endnu mindre vilde sat Grændser for Sø-Magtens end for Land-Magtens Erobringer, og det ligger desuden i Sagens Natur, at hvem der først begynder at erobre, bliver ved, til han støder paa uovervindelige Hindringer. Saasnart derfor en Sø-Magt stræber at indtage en eneste heel Øe, istedenfor at nøies med Havn og ►Stapel-Stad paa Kysten, da har den ligesaavel heiset ►Blod-Flaget, som en Land-Magt, naar den anmasser sig det første Nabo-Rige, og hvad der hos en Enevolds-Konge kan være en ►Flyve-Grille eller dog en Skiøde-Synd, han tager med sig i Graven, bliver hos et ►Regierings-Raad sædvanlig en fast Grund-Sætning, der ►vel efter Omstændighederne følges meer og mindre aabenbar, men opgives aldrig. Hvorlidt vi nu end kiende til Stats-Forfatningen i 📌Karthago, saa veed vi dog, fra 👤Aristoteles og 👤Polyb, at Konge-Dømme var der kun en Skygge af, medens et stort Raad af de Fornemste og Rigeste havde Magten, saa fra ►den 75de Olympiade af, da det store ►Tog, som 👤Herodot omtaler, skedte til 📌Sicilien, maatte ligesaavel 📌Karthago som 📌Rom agtes for en erobrende Stat, om vi end ikke kiendte noget til dens idelige Krige med 📌Syrakus. Det gaaer imidlertid med Tyranni, som med Alting i Verden, at for at drive det til Mesterskab, udkræves, foruden godt naturligt Anlæg, en passende Opdragelse og en bestandig Anstrængelse af alle Kræfter, saa Staten maa, som 📌Rom, ►alt fra første Færd 455være anlagt derpaa og indviet til Ulve-Guden ►Mars, den Hjerteløse, som leer, naar det gaaer ilde til, og den Umættelige, som bliver aldrig feed, saa han ved at kæmpe for Over-Magten kæmper for Alt hvad han kan vinde eller tabe. Dette var nu langt fra at være Tilfældet med 📌Karthago, anlagt til en fredelig Handels-Stad paa fremmede Kyster, hvor den endog giennem Aarhundreder skal have svaret Grund-Skat til de gamle Lods-Eiere*►Justin XVIII. 5–7., saa da den, riig og blomstrende, begyndte at erobre med Leie-Tropper, havde den egenlig Intet at vinde men Alt at tabe, og afbrød sin naturlige Bane, for at bryde sig en Ny, den hverken havde Kræfter eller Kald til at betræde. Krigen var nemlig for 📌Karthago oprindelig kun 367 (US) en Handels-Speculation, hvorved den kun meende at vove Solden til Leie-Tropperne, der ved mindste Held maatte rigelig forrente sig; men ►Mars er meget for stolt til at begunstige dem, der prutte med ham som med en Dag-Leier, og belee ham som en Praler, naar hans Bedrifter ei svare Regning i klingende Mynt; det viiste han ►alt Karthaginenserne i deres Krige med 📌Siciliens Smaa-Tyranner: 👤Gelon, 👤Dionys og 👤Agathokles, og da de desuagtet trodsig indlod sig i Krig med Romerne, hans Yndlinger af Moders-Liv og ivrigste Tilbedere fra Barns-Been, var de ►aabenbar uforbederlige og stod hverken til at raade eller til at hjelpe.
✂ Hvad nu Anledningen til den første Puniske Krig angaaer, da kan den egenlig være os ligegyldig, hvor ►den Romerske Ulv og det Sicilianske Lam mødtes ved samme Vanding; men Anledningen, Man greb, er dog ►mærkelig, fordi den klarlig viser, Man havde ikke engang Stunder til at oppebie et rimeligt Paaskud. Nogle ►Kampaner, som havde ladt sig leie af Tyrannen 👤Agathokles, fandt nemlig, efter hans Død, Leilighed til paa Hjem-Veien at bemægtige sig Græker-456Staden 📌Messina, hvis Borgere de deels slog ihjel og deels fordrev og deelde saa deres Koner og Gods imellem sig. Handelen, som var Stadens gamle Nærings-Vei, kunde imidlertid disse Mamertiner (►Martis-Sønner), som de kaldte sig, ikke fortsætte og maatte derfor gribe til det ►Fribytter-Handværk, de havde lært, hvad ikke blot skaffede dem megen ►Fortalelse blandt Naboerne, men skaffede dem tillige snart farlige Fiender paa Halsen*►Polyb I. 7. ►Diodor (Brudstykker) XXI. 21.. 👤Pyrros var den Første og allerede han bragde dem Knibe*👤Plutarks ►Pyrros., men med ham var alting dog kun ►en Overgang, og de fik godt ►Ryg-Styd af deres Frænder, som stod i Romernes Tjeneste og holdt for dem 📌Reggio besat (paa den anden Side af Sundet), men fulgde snart Mamertinernes Exempel og blev deres egne Herrer. Saasnart imidlertid 👤Pyrros var vel borte, rykkede ►Borge-Mester 👤Fabricius mod Fri-Bytterne i 📌Reggio og de der ikke faldt for hans eller for deres eget Sværd, blev halshuggede paa ►Torvet i 📌Rom, saa det aabnede ikke Mamertinerne de blideste Udsigter, og de blev snart mørkere, da 👤Hiero, en ny Tyran af den gamle Slægt, 📌Syrakus havde faaet, rykkede imod dem og vandt et afgiørende Slag, hvori selv deres Høvding, 👤Kios, fik sit Bane-Saar. De vidste da ikke bedre Raad i en Hast end at overgive Fæstningen til den Karthaginen 368 (US) siske Admiral, som just laae til Ankers ved 📌Lipari, men da de derved fik 👤Hiero af Halsen blev de anderledes tilsinds og skildte sig, Man veed ikke ret hvordan, ►ved den Karthaginensiske ►Besætning *►Polyb I. 7–11. ►Diodor (Brudstykker) XXII. 21.. Følgen blev nu vel, at Karthaginenser og Syracusaner gjorde fælles Sag imod dem, men derfor bad de Romerne, som de med Rette kaldte deres “ærede Frænder” om Hjelp, og skiøndt Disse, siger 👤Polyb, baade godt indsaae, det var Uret at hjelpe saadanne ►Skarns-457Folk► og skammede sig ved at være bedre mod dem end mod deres Egne i 📌Reggio, saa overveiedes dog alle Betænkeligheder af to vægtige Grunde: den Ene, at Karthaginenserne, ved at faae 📌Messina, havde Nøglen til 📌Italien, og den Anden, at Fattig-Folk i 📌Rom kunde høit trænge til en Krig, der var lidt at tjene ved. Folket bekræftede derfor ogsaa strax den Raad-Slutning: at ►Borge-Mester 👤Appius Claudius skulde gaae over til 📌Sicilien for at hjelpe Mamertinerne *►Polyb I. 10–11., og skiøndt Romerne paa den Tid ikke var Eiere af saameget som en Baad, satte ►de forvovne Kroppe dog over Sundet paa Kiøbmands-Skibe, de laande i 📌Tarent og andre Græske Stæder, og var heldige nok til at slippe i Havn, skiøndt de havde Karthaginenserne lige i deres Kiøl-Vand*►Polyb I. 11–12. 20..
✂ 👤Hiero blev nu strax ►forbluffet og sluttede Venskab med Romerne, som han lovede at forsyne med Levnets-Midler, og Karthaginenserne saae sig nødt til at ophæve 📌Messinas Beleiring; men da Romerne ingenlunde var kommet for at hjelpe Staden mod “Røverne,” saa gjorde det ingen videre Forandring, end at Romerne derpaa beleirede 📌Agrigent, hvor Karthaginenserne alt for mistænkelig sammendyngede Krigs-Fornødenheder, og da den lykkelig var taget og plyndret, da, siger 👤Polyb, fik Romerne høiere Tanker og fandt, det maatte vist kunne lade sig giøre at afløse Karthaginenserne paa 📌Sicilien og derved vinde betydelig*►Polyb I. 16–20..
✂ Det indsaae imidlertid Romerne strax, at skulde de drive Karthaginenserne fra 📌Sicilien, maatte de nødvendig have Krigs-Skibe, og da lykkeligviis Et af Fiendens var strandet, da det satte efter dem paa Over-Farten, tog de det til 458Mønster, bygde sig en Flaade og ►lærde sig, hedder det, bogstavelig som Land-Krabber, til at roe paa det Tørre, skiøndt det klinger sært 369 (US) om Folk, der dog boede paa Bredden af en Flod. Klodsede var naturligviis de Romerske Skibe, og Mandskabet ►ællevildt paa Søen, saa det var intet Under, at da de første Sytten blev indspærrede af Fienden i Havnen ved 📌Lipari, løb Folket i Land; men desmere Roes vandt 👤Duillius, som kort efter ►bød en stor Karthaginensisk Flaade Spidsen ved 📌Mylæ (📌Milazzo) og vandt Seier. Det gik imidlertid ganske naturligt til, thi deels foragtede Karthaginenserne Fienden og gav sig blot, ved at angribe uordenlig, og deels havde Romerne hittet paa at giøre Noget de kaldte “Ravne,” med skarpe Kløer paa, som de huggede i de fiendtlige Skibe og slog dermed Bro til brat Overgang, saa det Hele tog en landlig Vending, hvorved Sø-Folket fandt sig meget ubehagelig overrasket*►Polyb I. 20–23.. Dette var imidlertid kun Forspillet til det store Sø-Slag ved 📌Lilybæum (📌Marsala), hvor Flaaderne omtrent lige stærke, hver paa ►halvfjerdehundrede Skibe, kæmpede saa haardnakket, at kun den uberegnelige Krigs-Lykke ►syndes at giøre Udslaget til Romernes Fordeel, men hvor Seieren dog var saa fuldstændig, at de uden videre Modstand gjorde Land-Gang i 📌Afrika og satte 📌Karthago Kniven paa Struben. Efterat have tabt et Slag til Lands bad Karthaginenserne derfor om Fred, men ►Borge-Mester 👤Regulus spændte Buen for høit og forlangde Overgivelse paa Naade og Unaade, som ►ret til Pas for Folk, der hverken til Lands eller til Vands kunde forsvare deres Frihed; thi da den Afrikanske “►Dronning paa Havet,” i Staden med henved en Million Indbyggere saae sig betragtet som en ussel Italiensk Flekke, besluttede Hun at vove det Yderste. Til Lykke fandtes der nu ogsaa i den nyeste Ladning af Græske Leie-Tropper en Spartaner, 👤Ksan459tip, i hvem der stak en stor General, og da det kom for ►Raadets Øren, hvad han paastod, at det laae blot i Anførernes Uduelighed, at Karthaginenserne blev slaaede, lod de 👤Ksantip kalde og fandt hans Udvikling af Sagen saa indlysende, at de betroede ham Krigs-Hæren. Saasnart han havde bragt den i bedre Orden og vundet Tillid, bragde han den ogsaa i Slag, ikke som de forrige Anførere paa en Høi, det Romerske Fodfolk kunde tage med Storm, men i aaben Mark, hvor Elephanterne og det stærke Rytteri kunde giøre ►Beskeed, og da Romerne forsvarede sig haardnakket, blev Seieren saa fuldstændig, at, paa ►Ubetydeligt nær, hele Hæren blev tilintetgjort og ►Borge-Mesteren selv faldt i Fangenskab. Hermed var 370 (US) da 📌Karthago reddet for denne Gang, uden at dog 👤Ksantip fik synderlig Glæde af sit Mester-Stykke, thi 👤Polyb siger, han maatte være glad, han skyndte sig bort fra en Stad, hvor knap en Indfødt, end sige en Fremmed, kunde længe trodse den Misundelse, Lykken vakde; men heraf seer Man dog, han slap heelskindet, saa det maa være Bagtalelse, hvad 👤Appian melder, at Karthaginenserne skikkede ham meget stadselig hjem til 📌Sparta, men lod ham drukne underveis*►Polyb. I. 24–36. ►Diodor. (Brudstykker) XXIII. 1. 18. (Vatikanske) XXIII. 4–5. ►Appian VIII. 3–4.. Hvordan det siden gik 👤Regulus, taler 👤Polyb slet ikke om, saa hvad 👤Cicero og Andre fortælle om den Romer-Dyd, hvormed han, løsladt paa sit Æres-Ord, fraraadte baade Fred og Fangernes Udvexling, vendte tilbage til 📌Karthago og leed en forsmædelig Død, er kun slet hjemlet, og bliver slet ikke troværdigere, fordi det klinger ►rimeligt nok, thi ►Rimelighed var i 📌Rom netop et Fortrin, Poesien havde for Historien. Vist er det derimod, at nu begyndte først Krigen ret for Alvor, men det er kun alt for sandt, hvad allerede 👤Polyb anmærkede, at en udførlig Beskrivelse deraf vilde være ligesaa kiedsommelig og unyttig, som Opregnelsen, af alle de Næse-Styvere, Puf og 460Stød, to ►Baxere gav hinanden ved de Olympiske Lege, hvor Kampens endelige Udfald, som kronede Værket, var det eneste Vigtige. Og hvad nu Udfaldet angaaer, da har han igien ►aabenbar Ret i, at Krigen endes som en ►Hane-Fægtning, hvori Dyrene, selv naar de har udtømt deres Kræfter og kan ikke længer slaae med Vingerne, dog er lige arrige og tumler sig med hinanden, til den der træffer til at falde først, ►giver den Anden vundet *►Polyb I. 57–58.. Skiøndt nemlig Krigen varede i fire og tyve Aar og kostede, tolvhundrede Skibe, og utallige Liv, saa mærker Man dog hardtad hverken i Ord eller Gierning det Mindste til Mennesket, saa det synes at være ►vist nok ikke ufornuftige men fornuftige Dyr, der slaaes, ikke engang saameget om Menneskets Efterladenskab, som om Æren for at have ødelagt Mest deraf og at være den eneste frygtelige Magt. Ligesaa lærerig derfor, som Verdens-Historien her begynder at blive for hvem der studerer Dødens og Fordærvelsens Konster, ligesaa tom naturligviis for dem, der kun finde Indhold i Menneske-Livets Natur og Udviklingen af dets ædle Kræfter, saa det er virkelig kun for Krigs-Skuepladsens og Følgernes Skyld, vi her skænke Kampen meer Opmærksomhed end andre Tyre-Fægtninger 371 (US) paa de Sicilianske Græs-Gange og Slags-Maal i 📌Barbariet.
✂ ►Vel forsikkrer 👤Gellius fra Keiser-Tiden, i det ►Hakke-Mad for Romerske ►Kyllinger, som fører Navn af “Attisk ►ⓘ Kvelds-Nadver” (►Noctes Atticæ), at Oberst (Tribun) 👤Cædicius gjorde en Helte-Gierning i den Sicilianske Krig, der godt kan taale at staae ved Siden ad Spartaner-Daaden ved 📌Thermopylæ, men det kan Man nu ikke engang bilde Børn ind; thi de see strax, der er en himmelhøi Forskiel mellem “Livet” i 📌Grækenland og “Livet” paa Feldt-Fod i 📌Roms Legioner, saa Sammenligningen halter alt for meget til at naae Maalet, mens “disse Lys brænde.” Da 461👤Gellius imidlertid ikke blot beraaber sig paa en ►Politirets-Dom for sin Tro af gamle 👤Cato, men har ogsaa fundet Medhold hos mange Nye, maae vi dog vide, at bemeldte 👤Cædicius eller (siger 👤Gellius selv efter andre Kilder) 👤Laberio, eller (som vi kan see, 👤Livius har kaldt ham) 👤Calpurnius, hvad han nu hedd, kom til ►Borge-Mesteren med den Tidende at Krigs-Hæren var indspærret af Fienden, og gav ham det Raad at stille 400 Mand paa en Post, hvor de maatte falde, men rimeligviis vilde trække Fiendens hele Opmærksomhed til sig og sysselsætte ham saalænge, at ►Borge-Mesteren fik Leilighed til at smutte ud med Resten. ►Borge-Mesteren ►syndes godt om Forslaget, og Obersten tilbød sig selv at gaae i Spidsen for de Firehundrede, der ogsaa virkelig holdt dem saa brav, at ►Borge-Mesteren slap, men fandt ogsaa tilhobe Døden i Faldet, undtagen Obersten, som vidunderlig stod op igien og gjorde Tjeneste endnu i mange Aar*►Aulus Gellius III. 7. ►Livius (Udtog) XVII..
✂ Læseren kan nu selv, om han synes, sammenligne baade Offeret, den raske Røver bragde, og Alteret, han lagde det paa, med den Spartanske Opoffrelse for 📌Grækenlands Frihed; thi ►vel kommer han derved neppe til at beundre ►Politi-Mesterens Skarpsindighed, men vil klarlig see, hvad Ret der for Menneske-Aanden var at faae hos den retfærdigste Romer.
✂ Vil vi derimod i denne Krig see et udmærket Beviis paa “Romersk ►Forvovenhed,” da skal vi helst, som Phønicerne, see det deri, at de turde begynde den, skiøndt de knap kunde dyppe en Finger i det Hav, hvor Slaget egenlig skulde staae, uden med deres Forlov, som de udæskede, men 👤Polyb har dog ogsaa Ret i, at den Romerske ►Forvovenhed, der mod Mennesker hos dem var noget Hverdags, og lyk 372 (US) kedes kun alt for godt, kommer bedst for Dagen, hvor den trodsede “Havet og Himlen,” skiøndt den der blev til Dumdri462stighed og kom dem dyrt at staae. Da saaledes en Romersk Flaade paa ►halvfjerdehundrede Skibe havde vundet en glimrende Seier under 📌Afrika og derved reddet Levningerne af den Hær, 👤Regulus opoffrede, vilde ►Borge-Mesterne (👤Æmilius og 👤Fulvius) endelig ►giøre Blæst langs med Sønder-Landet paa 📌Sicilien, hvor de haabede, Stæderne skulde falde i deres Hænder af Forskrækkelse, og det nyttede slet ikke, Alt hvad Styrmændene fortalde dem, baade om Kystens ►Leilighed og den farlige Tid ►ved Orions Nedgang og Hunde-Stjernens Opgang: ►Borge-Mesterne vilde have deres Villie og fik den, men fik tillige paa Høiden af 📌Camarino en flyvende Storm, der af hele Flaaden kun levnede dem firsindstyve Skibe*►Polyb I. 37. ►Diodor (Brudstykker) XXIII. 19.. Ved forbausende Anstrængelser fik de ►vel paa et Fjerding-Aar en ny Flaade i Søen, men mistede ogsaa den i en Storm, da de vilde ►fornye deres Mynt og, uden at forstaae Sømandskab, stikke tværsover Havet fra 📌Panormos (📌Palermo) til 📌Tiber-Mundingen, og før de skulde rette dem efter Havet, opgav de heller reent Seiladsen*►Polyb I. 38–39.. De holdt sig nu ogsaa en god Stund, saavidt mueligt, paa det Tørre, men da Arbeidet der gik rask fra Haanden, og de dog ligesaalidt uden Flaade kunde faae 📌Lilybæum (📌Marsala) som de kunde lade Karthaginenserne beholde et saadant Smuthul paa Øen, maatte de i Krigens fjortende Aar til Søes igien, uden at kunne overtale sig til at lade Dumdristigheden blive hjemme, hvoraf Følgen blev, at de ikke blot mistede Endeel af Flaaden ved et forvovent Angreb paa Havnen ved 📌Trapano, men hele Resten i en Storm, som den Karthaginensiske Admiral dreiede af for, men de trodsede til den knuste dem*►Polyb I. 41. 49–54. ►Diodor (Brudstykker) XXIV. 1..
✂ Intet under, at Romerne, efterat have givet saadanne Lære-Penge, blev kiede af at være Karthaginensernes Discipler 463til Søes og vilde heller ►spille Mester til Lands; men skiøndt de i hele fem Aar taalmodig ventede paa, at 📌Lilybæum skulde falde for Bliderne, saa skedte det dog ikke, og da nu desuden den ny Karthaginensiske Feldt-Herre, 👤Hamilkar Barkas, ei blot var saa næsviis at plyndre paa 📌Italiens Kyster, men holdt selv 📌Roms Legioner paa 📌Sicilien Stangen i tre Aar, saa var der dog ikke andet for end endnu engang at friste Lyk 373 (US) ken paa Havet, og denne Gang lykkedes Vove-Stykket langt over Forventning. 👤Hamilkar havde nemlig opslaaet sin uindtagelige Leir paa Kysten mellem 📌Trapano og 📌Palermo, men svævede saa at sige i Luften, afskaaret fra 📌Lilybæum, midt imellem Romerske Fæstninger og Leire, saa ►naar Tilførselen og Udveien til Søes kunde ogsaa blive ham afskaaret, var han ►om en Hals. Det betænkde Romerne bedre end Karthaginenserne, fik i al Stilhed en Flaade bygt efter et nyt Mønster, de havde opsnappet ved 📌Lilybæum, og listede sig over til 📌Sicilien, paa en Tid, da den Karthaginensiske Flaade, ►formeentlig sikker nok fra den Side, var seilet hjem. Saasnart det imidlertid rygtedes til 📌Karthago at Romerne var blevet ►flot endnu engang, foer Admiral 👤Hanno afsted i en Hast med hvad der var for Haanden, skiøndt det var kun ubefarne Søfolk og uøvede Tropper, i det Haab, at han rakde nok Kysten, og at naar han havde bragt 👤Hamilkar de Levnets-Midler, Hæren behøvede, fik han nok der igien de Folk, han trængde til og ventelig Helten selv ombord. Han slap ogsaa lykkelig og ►vel til den lille Øe 📌Maretima (📌Hiera) ►strax vesterud, og havde næste Morgen en rask Kuling, der bar lige ind paa Kysten, han længdes efter, baade for at losse og lade; men den Romerske ►Borge-Mester 👤Lutatius havde luret paa ham hele Tiden og laae nu med klart Dæk, øvede Roerknegte og de bedste Tropper, i Veien for ham ved 📌Leuanzo (📌Ægusa), og skiøndt det var dumdristigt af ham, at ville 464krydse op mod Vinden til Slag, saa gjorde han det dog. Det lykkedes ogsaa, 👤Hanno mistede hundrede Skibe, og paa Opreisning var ikke at tænke, da 📌Karthago i de senere Aar reent havde forsømt Flaaden, saa 👤Hamilkar, som nu fik uindskrænket Fuldmagt til at underhandle med Romerne, kunde ikke faae Fred for bedre ►Kiøb end at rømme 📌Sicilien, give alle Romerske Fanger frie og i Løbet af tyve Aar at betale totusinde Talenter i Krigs-Omkostninger. ►Vel var Man i 📌Rom endnu ikke fornøiet, thi Man var aldrig vant til at slutte Fred uden at foreskrive “Overgivelse” som det første Vilkaar, men de ti Syns-Mænd, der blev sendt over til Øen, for at undersøge “Tingenes virkelige Stilling,” fandt den dog saaledes, at al den Skiærpelse, der kunde agtes for betimelig, var Forhøielse af Penge-Summen med Forkortelse af Løbe-Tiden*►Polyb I. 56–63. ►Diodor (Brudstykker) XXIV. 11.. Vi har for Resten nyelig faaet ret at vide, at Romerne virkelig vilde havt 👤Hamilkar til at ►strække Gevær, udlevere alle Rømnings-Mænd 374 (US) og reise nøgen hjem, men at da han forsikkrede dem, han vilde ►heller ligge med Æren end løbe med Skam, og de kiendte ham godt, som en ordholden Mand, saa overvandt de endelig ►dem selv til at give efter*►Diodor (Vat. Brudst.) XXIV. 4. 👤Corn. Nep. ►Hamilcar..
✂ Det var, siger 👤Polyb, i Løbet af ►den 129de Olympiade (altsaa ved 260 ►f. Ch.) den første Puniske, eller, som ►de Gamle rigtigere udtrykke sig: den Sicilianske Krig begyndte, og den var, efter samme Forfatter, beskrevet omtrent lige partisk fra begge Sider af Grækeren 👤Philinos (fra 📌Agrigent) og Romeren 👤Fabius Maler *►Polyb I. 5–14.; og det er rimeligt nok, thi Krigs-Historien har til alle Tider Endeel tilfælles med Jagt-Historier; men os kan det omtrent være ligegyldigt, da Udfaldet, hvorom det kun er os at giøre, bliver lige sikkert. Det anmærkes derfor mest kun for 465at advare Læseren for den Snare, hvori Mange nuomstunder falde, saa de indbilde sig: Verdens-Historien er usikker, fordi det tit er meget tvivlsomt, ikke blot hvormange Folk der faldt paa hver Side i et Slag, men selv, hvem der egenlig beholdt Val-Pladsen, og hvormange Slag der stod i Krigens Løb. Herom har nemlig Folkene og deres Historie-Skrivere tit været barnagtige nok til at strides, som om al historisk Sandhed stod og faldt med deres Regning, skiøndt det er soleklart, at det kan aldrig være tvivlsomt, hvem der vandt Seier i afgiørende Slag eller hvad Udfaldet blev af store Krige, medens det Smaa og Ukiendelige udelukker sig selv af de store og vigtige Begivenheders Tal.