↩ Ligesom det derfor alene er ►Øiet paa hele den ►dannede Verden, der udmærker den Romerske ►Ulv og Ørn fra alle sine ►Jævnlige, og Kampen for Alt (►aut Cæsar aut nihil) der har skaffet 📌Rom en udmærket Plads i ►Universal-Historien, saaledes er og 89 (VU) saa Selv-Beherskelsen og ►Krigs-Tugten, som udsprang af den klare Indsigt i, hvad ►Lykken krævede for at krone Værket, de eneste ægte Romerske Dyder, der afnøde os Opmærksomhed. Dette indsaae allerede 👤Polyb, der, til vor Lykke, som en oplyst Græker, havde Evne til at forstaae og, som en mildt behandlet Romersk Slave, den bedste Leilighed til at betragte og beskrive Tyrannen i sin høieste Glands, da han havde nemt ved et Øieblik at ►lade ►høimodig paa Gruset af 📌Karthago og paa Asken af 📌Korinth. Derfor bemærker han meget rigtig, at den Spartanske Forfatning er den Eneste af de Græske, der lader sig sammenligne med den Romerske, og giver, som en fiin Græker, den Sidste sit fortjente Skuds-Maal, ved at give den Fortrinnet; thi han laster den Lykurgiske Forfatning paa Skrømt, fordi den ikke passede, da Spartanerne vilde opkaste sig til Herrer over hele 📌Grækenland og Voldgifts-Mænd i 📌Asien, men han laster den for ramme Alvor, fordi den med al muelig Nøisomhed, ►Tarvelighed og Retfærdighed hjemme, 446udklækkede idel Herske-Syge og Uretfærdighed mod Andre, og Rosen, han nu ►lægger paa den Romerske Forfatning, for et Folk, der, ikke ►nøiet med at beholde sit Eget og forsvare sin Frihed, tragtede efter høiere Ting, og fandt det skiønnere og priseligere at beherske alle Folk og giøre sig til hele Verdens Middel-Punkt*►Polyb. VI. 46–48., denne Roes er ingenlunde større, end 360 (US) at vi med god Samvittighed kan underskrive den, skiøndt vi, der ei længer har det Romerske Sværd over Hovedet, maae finde os kaldede til at forklare den lidt tydeligere. Alting hjemme var nemlig beregnet paa at ►den ene Kniv skulde holde den Anden i Skeden, som er den eneste Fred, der kan findes blandt Røvere, thi ►Borge-Mesterne havde ►vel hele den udøvende Magt og Raad-Mændene (Senatet) den Lovgivende, men Pøbelen for saavidt den Dømmende, at Alles Ære, Liv og Gods stod i deres Haand, og saavel Borge-Mesterne, (Consulerne) som Over-Dommeren (Prætoren) og Politi-Mesteren (Censoren) havde Almuen Ret til aarlig at vælge, og dens ►Laug-Mænd (Tribuner) kunde ikke blot omstøde enhver ►Raad-Slutning men lukke ►Raad-Stuen *►Polyb. VI. 9–16.. Fordelen var herved saa ►aabenbar paa en letfærdig, graadig, vredladen og stormende Pøbels Side, at det maatte synes umueligt, ►Røver-Staten kunde ►staae eet Aar 90 (VU) hundrede, end sige fra ►Galler til ►Mordbrands-Krigen; men, uden at miskiende det mesterlige Greb, Patricierne havde paa at benytte sig af Plebeiernes Overtro, saalænge den varede, maa dog Statens Varighed ►aabenbar især tilskrives den bestandige Krig, og den strænge ►Krigs-Tugt, som Pøbelen fandt sig i, fordi Adelen selv gik i Spidsen og gav Exemplet, og Lykken føiede, saa Krigen blev seierrig og Seirene til alle Romeres Fordeel. Denne Romerske ►Krigs-Tugt, som 👤Polyb prægtig har 447beskrevet og kunde ei noksom berømme*►Polyb. VI. 17–40., er ►vel i den nyere Tid blevet almindelig beundret og spores i Indretningen af alle Europæiske Staters Krigs-Væsen, som er en Efterligning af Romernes, men det var dog vore Dage forbeholdt i 👤Napoleons Leire, Mønstringer og Indtog, at see et virkeligt Gienskin af den Glands, som derved fordum udbredtes over 📌Roms Legioner og begeistrede selv Pøbelen for “►den store Nation” og den store Plan at giøre 📌Rom “til hele Verdens Middel-Punkt.” Man indbilder sig nemlig kun forgiæves, at have lært Romerne Krigs-Konsten af, med alle dens Hemmeligheder, fordi Man, uden anden Persons-Anseelse, end Krigen kræver, udskriver af alt tjenstdygtigt Mandskab, klæder dem eens, som høre sammen, slaaer Leir under rette Vinkler, giver stolt ►Løsen og strænge ►Krigs-Artikler, giør Vagt og runderer, uddeler Prygl og Æres-Tegn i ►Overflødighed, og tager Tiende (►decimerer) til Galgen af dem, Man ei alle kan hænge; thi ►vel er alt dette Romerske Lærdomme; men det nytter altsammen Intet, naar 361 (US) Aanden fattes, som er bestandig Krig, med Lov til Alt mod Fienden, fælles Udsigt til de høieste Værdigheder som Tapperheds Belønning, og Deel i den mageløs glimrende Udsigt til Verdens-Thronen. Denne Aand besjælede Patricierne ligefra Begyndelsen, og den udbredte sig ved Seier-Herrernes Indtog (Triumpher) og ved de Tappres Lig-Begiængelser, af hvis Lov-Taler ►Torvet gienlød, især efterat Plebeierne havde faaet Adgang til Consulatet, og 📌Italiens Undertvingelse, som for Pøbelen var hele Verdens, var for alle Romere et sikkert Pant paa hvad der stod tilbage. Den samme Aand var som et Gienfærd over Paverne og deres Legioner: Tigger-Munkene, i Middel-Alderen, der med lignende Udsigter, underkastede sig ►Kloster-Tugten, men de havde kun ►tynd Lykke, fordi den Gud, de vilde betjene ►dem af, var dem baade for klog og for stærk og 448for ægte, saa Han betjende sig kun af dem til en Tid, adspredte saa det konstige 91 (VU) Mørke, de havde ►fremkoglet ved høilys Dag, og lod dem staae nøgne til Spot og Latter. ►Vel paatog nu Skole-Mestrene sig at ►opmane den Romerske Aand af sin Classiske Grav, i en anderledes yndig Skikkelse, som den Frihedens og Oplysningens ►Genius, der beherskede Verden i 👤►Augusti gyldne Dage, og de smaa “►Latinere,” som troede paa Spøgelser og ønskede at see dem, skiøndt det giøs i dem, underkastede sig taalmodig ►Skole-Tugten, som en nødvendig Betingelse; men da saa 👤Napoleon kom, livagtig, som Man havde beskrevet den ►Genius eller ►Dæmon, da gik det, som med 👤Hamlets Aand i 👤Göthes Roman, at ►Manerne blev selv bange for ham og forsvor ►den sorte Konst, til de mærkede, det var kun en stor Skue-Spiller, der giækkedes med dem og forsvandt, da Rollen var ude. Nu ►manes der ►vel igien mangensteds paa en Frisk, men det har ►aabenbar ingen ►Art, thi naar Man undtager nogle gamle Skole-Mestere og deres udkaarede ►Efter-Mænd, troe hverken Store eller Smaa paa det Romerske Spøgelse, og finde det endnu mindre Umagen værdt at underkaste sig ►Latiner-Tugten for at besættes af Tomhedens, Trældommens og Dødens Aand, der umuelig kan findes enten saa lyslevende eller saa smagfuld klædt i den Latinske Grammatik og den Romerske Literatur, som i 📌Frankrig og 📌Italien, hvor Man spøgende indvies i dens dybeste Hemmeligheder.