Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Hvad der imidlertid gav Anledning til Krigen var et Udbrud af det gamle Fiendskab mellem 📌Korinth og dens Aflægger 📌Korkyra (📌Korfu), et Fiendskab saa mosgroet, at mellem dem holdtes det første Sø-Slag, Grækerne vidste af at sige, over tohundrede Aar før det, hvorved de nu vilde afgiøre deres Trætte om, hvem af dem der havde Ret til at blande sig i den Parti-Strid, der uroede 📌Epidamnus (📌Durazzo), en Plante-Stad, som Korkyræerne under en Korinthisk Høvding havde anlagt i 📌Epiros *Thukydid I. 13. 24.. Korintherne tabde Slaget, men da de rustede sig paa Ny og kaldte alle deres Bunds-Forvandte, hvoriblandt Spartanerne, til Hjelp, fandt 📌Korkyra, som svigtede i Perser-Krigen og stod ene, Spillet for voveligt, og søgde Hjelp i 📌Athenen, hvorpaa den, efter egen Tilstaaelse, ei havde andet Krav, end det Tillokkende der for 📌Grækenlands største Sømagt kunde ligge i at forbinde sig med den Næststørste, paa Veien til 📌Italien. Skiøndt nu 📌Athenen ei kunde tage 📌Korkyras Parti mod dens Moder-Stad, uden, efter Græske Begreber, at gaae mellem Bark og Træ og begunstige en unaturlig Opsætsighed, og uagtet Freds-Brud med 📌Korinth var i alle Maader en Udfordring til 📌Sparta, saa fattede dog den ellers meget fredelige 👤Perikles en urimelig Lyst til Krig, saa det var intet Under, Man giættede paa, han blot vilde give Athenienserne, som krævede ham til Regnskab for hans Huusholdning, andet at tænke paa*👤Plutarks Perikles.. 👤Perikles 352døde alt i Krigens tredie Aar, men dog førdes den til det Tiende omtrent i hans Aand, saa Athenienserne indlod sig ikke i aaben Mark med Spartanerne, men gav By-Marken til Priis, og hævnede sig ved Plyndring paa Kysten af 📌Peloponnes, hvor de endogsaa, ved at befæste 📌Pylos (📌Navarin) skaffede sig en god Havn, og efterat den Spartanske Vove-Hals 👤Brasidas og den Atheniensiske Spøge-Fugl 👤Kleon, der ene satte Liv i Spillet, paa een Gang havde bidt i Græsset ved 📌Amphipolis (📌Emboli) i 📌Makedonien, sluttede Medbeilerinderne en Fred, der aabenbar løb ud paa en venskabelig Deling af 📌Grækenland imellem sig*Thukydid IV. 3. V. 6. 10–18. Diodor XII. 323–24.. Men det var kun 👤Perikles-Tiden, eller den anden Menneske-Alder efter Slaget ved 📌Salamis, der vilde døe i Fred, og det viiste sig strax at den Ny, som 👤Alkibiades stræbde at give Navn, vilde blive krigersk for Alvor, thi denne Frænde af 👤Perikles og Discipel af 👤Sokrates, udrustet med Alt hvad hans Tids-Alder beundrede, elskede Krigen, ikke for Fredens eller for Udfaldets, men for dens egen Skyld: for den raske Bevægelse hvori den satte alle Sjæls og Legems Kræfter og det fri Spille-Rum den gav baade Livet og Indbildnings-Kraften. Blændende deilig, en Mester i alle Legems-Øvelser, tapper, vittig og veltalende, maatte 👤Alkibiades nødvendig staae for Mængden af Athenienserne, som deres Ideal, thi han var det, og hans Ærgierrighed og grændseløse Kaadhed maatte da gaae vidt, før de fandtes utilgivelige*👤Plutarks Alkibiades..