↩ Uden tilbunds at kunne ►oprede det indviklede Forhold mellem Dorer og Ioner, behøve vi dog blot at vide: Spartanerne stod i Spidsen for Hine, og Athenienserne for Disse*►Herod. I. 56., saa indsee vi strax, at det maa fra Arilds-Tid have været høist forskiellige Stammer, thi Forskiellen paa Livet i 📌Sparta og 📌Athenen er saa giennemgribende, at den maa være dem ►ei i Klæderne skaaret, men i Kiødet baaret. ►Vel har Man sædvanlig udledt denne Forskiel deels af den forskiellige Lov-Givning og Stats-Forfatning, og deels af Stædernes Beliggenhed, som gjorde den Ene til et ►Borge-Leie, den Anden til en Lade-Plads, og det er et høist naturligt Indfald, naar Man seer Folks Egenheder passe med deres 338Bopæl og Dont; men det er ligefuldt en ►yderlig slet Forklaring, især i saadanne ►Fri-Stæder, som 📌Sparta og 📌Athenen. Stammerne har derfor ogsaa hver sin Halv-Gud, Dorerne ►Herakles og Ionerne ►Theseus, nemme at kiende fra hinanden, men hvis æventyrlige Baner vi her med ►Flid maae undgaae, for ei at føres vidt fra Maalet, som er at see, hvorledes den Græske Friheds-Aand, efterat have saa heltemodig forsvaret sig mod Perserne, forvandlede sig til en Hersker-Aand, og gik derved med stærke Skridt sin Undergang imøde.