📌Sparta og 📌Athenen.
✂ Uden tilbunds at kunne ►oprede det indviklede Forhold mellem Dorer og Ioner, behøve vi dog blot at vide: Spartanerne stod i Spidsen for Hine, og Athenienserne for Disse*►Herod. I. 56., saa indsee vi strax, at det maa fra Arilds-Tid have været høist forskiellige Stammer, thi Forskiellen paa Livet i 📌Sparta og 📌Athenen er saa giennemgribende, at den maa være dem ►ei i Klæderne skaaret, men i Kiødet baaret. ►Vel har Man sædvanlig udledt denne Forskiel deels af den forskiellige Lov-Givning og Stats-Forfatning, og deels af Stædernes Beliggenhed, som gjorde den Ene til et ►Borge-Leie, den Anden til en Lade-Plads, og det er et høist naturligt Indfald, naar Man seer Folks Egenheder passe med deres 338Bopæl og Dont; men det er ligefuldt en ►yderlig slet Forklaring, især i saadanne ►Fri-Stæder, som 📌Sparta og 📌Athenen. Stammerne har derfor ogsaa hver sin Halv-Gud, Dorerne ►Herakles og Ionerne ►Theseus, nemme at kiende fra hinanden, men hvis æventyrlige Baner vi her med ►Flid maae undgaae, for ei at føres vidt fra Maalet, som er at see, hvorledes den Græske Friheds-Aand, efterat have saa heltemodig forsvaret sig mod Perserne, forvandlede sig til en Hersker-Aand, og gik derved med stærke Skridt sin Undergang imøde.
✂ Kun for at see, hvorledes disse Herre-Nykker, der klæde intet Folk godt, men dem særdeles ilde, som sværme for Frihed, 277 (US) havde udviklet sig, kaste vi et Blik paa 📌Spartas og 📌Athenens tidligere Bane, og see da strax, at Man ved den “laurbærkrandsede” 📌Eurotas, hvor 📌Sparta laae, ►alt længe havde sunget for Børnenes Vugge om Herredømmet i 📌Grækenland. Spartanerne i Perser-Tiden var nemlig, efter Alles Sigende, et ganske andet Folkefærd end dem der fulgde ►Menelaos til 📌Troja, og havde et Par ►Menneske-Aldere senere, under ►Herakliden ►Aristodem eller hans Sønners Anførsel, taget Staden og Landet med væbnet Haand og gjort dem af de gamle Indbyggere, der ei udvandrede, om end ei alle til saadanne Slaver, som Heloterne var, saa dog til underdanige Tjenere. Den Spartanske Frihed var altsaa lige fra Begyndelsen et ►Herre-Væsen, hvis Besiddere slet ikke lignede hvad vi kalde Borgere, men en Skare af Middel-Alderens strænge Riddere, der havde ►opslaaet deres Bopæl i en Stad istedenfor paa adspredte Borge, lod Bønderne trælle og Borgerne ►skatte, mens de selv fulgde Jæger-Hornet og ►Luren. Dog var Spartanerne, med alt det, da vi lære at kiende dem, hverken raae eller vilde, men adstadige, ordknappe, ærekiære, ►tarvelige, og hjemme hos dem selv beskedne og retfærdige ►Bymænd, og denne egne Dannelse tilskrev Man ►Herakliden 339►Lykurg, der, efter Slægt-Registrene hos 👤Herodot, optraadte som Lov-Giver ►tre Menneske-Aldere efter ►Aristodem og elleve førend 👤Leonidas, hvormed det ganske stemmer, hvad 👤Thukydid vidner, at i hans Tid var den Spartanske Forfatning 400 Aar gammel*►Herod. I. 65. VII. 204. ►Thukydid I. 18.. Somme sagde, ►Lykurg havde faaet sin Stats-Klogskab i 📌Delphi, hvor Oraklet forgudede ham, men Spartanerne selv sagde, han lærde den paa 📌Kreta, og 👤Herodot fandt Adskilligt i hans ►Indretninger, der mindede ham om 📌Ægypten, som er naturligt, hvis ►Minos stammede derfra*►Herod. I. 65. VI. 60.. Saameget er ogsaa klart, at ikke blot de enkelte Love og ►Indretninger, som vi finde dem hos 👤Herodot og 👤Ksenophon, har et fremmed Præg, men at 📌Sparta i det Hele staaer saa eensom og fremmed i 📌Grækenland, at det vel endnu længe vil være en Gaade for de Klogeste. Et besynderligt Fællesskab hardtad om Alt, blind Lydighed hos de Undergivne, strængt Ansvar for de Befalende, og almindelig Ophøielse af Loven over Lysten og af Æren over Livet, det er Grund-Trækkene, Man har givet os, og at det endnu i Perser-Tiden var dermed alvorlig meent, viser ikke blot Standhaftigheden ved 📌Thermo 278 (US) pylæ, men maaskee endnu meer hvad 👤Herodot i den Anledning fortæller om Spartaneren 👤Aristodem. Han var nemlig fraværende den store Morgen, enten ladt tilbage ►for Øien-Svaghed eller udsendt i et Ærende, men hans ►Stalbroder ►Eurytos, som var under samme Omstændigheder, fandt dog Leilighed til at naae Val-Pladsen og dele Skæbne med Heltene, og derfor blev 👤Aristodem ikke blot ved sin Hjemkomst til 📌Sparta skyet som en Spedalsk, men selv da han ved 📌Platæa havde ►fægtet som en Løve, vilde dog Spartanerne ei hædre hans Minde, fordi, sagde de, han streed ikke for Æren, men søgde kun Døden 340for at undgaae Skammen*►Herod. VII. 229–31. IX. 71.. Ogsaa var 📌Sparta den eneste Stad i 📌Grækenland, hvor Konge-Værdigheden vedligeholdt sig efter Helte-Tiden og forebyggede det Tyranni, der ellers allevegne udrugedes af Tøileløshed; thi Kongerne i 📌Sparta, immer, lige siden ►Aristodems Tvillinger, to ad Gangen, holdt hinanden i Skak og nøiedes sædvanlig med den Magt og Ære Loven hjemlede dem, medens paa den anden Side deres Oppassere (►Ephorerne) vogtede sig for uden høieste Nødvendighed at giøre Brug af deres Overmagt og kalde Konger til Regnskab*►Herod. VI. 52. 56–59. 👤Ksenophons ►Spartanske Statsforfatning..
✂ Man indseer imidlertid let, at naar ikke en særdeles Gudsfrygt og Menneske-Kiærlighed var ►Drive-Fieren, kunde fribaarne, kraftige ►Naturer umuelig ret længe finde sig i den daglige Indskrænkning paa alle Sider, uden at søge Erstatning, og den finde ►høihjertede ►Kæmper altid i Bedrifter, som kundgiøre deres Overlegenhed og udbasune deres Priis. Indtil Perser-Tiden havde alligevel Spartanernes Ærgierrighed og Herske-Syge indskrænket sig til 📌Peloponnes og maa selv der have holdt sig mere ►i Skranker, end Man skulde troe, siden alle Græker fandtes villige til at lade dem staae for Styret mod Barbarerne, men denne Hæders-Post var alt for høi og slibrig til, at 📌Spartas ►Kæmper, efter Dagene ved 📌Thermopylæ og 📌Platæa, ei skulde snuble paa den, saa det havde allerede da været forbi med den Græske Frihed, hvis den ikke i Athenienserne havde havt stærke og naturlige ►Bundsforvandte.
✂ Athenienserne dannede allerede derved en Modsætning til Spartanerne, at de var deres Lands oprindelige Indbyggere, ja var, efter Alles Sigende, de eneste Græker, som aldrig havde flyttet, før de indskibede sig med den huusvilde Frihed til 📌Salamis, hvor de, som Skjaldene sang, bygde den 341et prægtigt 279 (US) Tempel*►Herod. I. 56. VII. 161.. ►Vel kalder Historie-Skriveren 👤Thukydid, ⓘ denne Fasthed i Sædet et Held, Athenienserne blot kunde takke den magre Jord-Bund for, som Ingen misundte dem, men det beviser kun, at denne Atheniensiske Borger var en Thraker af meer end Byrd; thi naar et Folk med saa store Kræfter, som Athenienserne har lagt for Dagen, ►vel af ►Giæster ►give saadanne Sværme, som 📌Milet og de andre Ioniske ►Aflæggere paa 📌Asiens Kyst, men sidder selv fast mellem nøgne Bjerge, da har det dog sikkert en dybere Grund, end at Ingen vil, hvad snarere Ingen kan, fordrive dem*►Thukydid I. 2.. Heller maatte Man sige, de havde fattet en ►underlig Ungdoms-Kiærlighed til Hav-Bugterne og Oliven, som vi til Bæltene og Bøgen, thi Stadens Old-Sagn begynde med at ►Poseidon og ►Pallas Athene trættedes om, hvem af dem, den skulde opkaldes efter, og skiøndt ►Athene vandt Seier, fandtes dog i Templet paa Borgen, som Jordens Søn ►Erechtheos bygde og Perserne brændte, Havet afbildet ved Siden ad det levende Olie-Træ, som efter Branden gav et nyt Skud til Gudindens Ære*►Herod. VIII. 55.. ►Vist nok er dette en Poetisk Anskuelse, der først bliver giennemgribende, naar ►Poseidon og ►Athene, ligesaavel som Havet og Olie-Grenen, er Billeder for os paa Bedrifternes Glands og Fredens Velsignelse, men hvem der kommer til 📌Athenen uden Poetisk Anskuelse, kunde ogsaa boe der i tusinde Aar og blev dog aldrig mere hjemme, end Tyrken, som nys flyttede derfra, uden at have tænkt paa, hvad det var, 👤Phidias fordum afbildede paa 📌Parthenon, end sige da, hvad der ►begeistrede ham dertil. Dette var, blandt Andet, som 👤Pausanias vidner, og som ►Stumperne endnu stadfæste, den samme Vædde-Strid mellem ►Poseidon og ►Athene, ved Siden ad 342Gudindens Fødsel, der ►foer i Harnisk ud af sin Olympiske Faders Hjerne*►Pausanias I. 24.. 📌Attika var heller ingenlunde saa stifmoderlig begavet af Naturen, som Man af 👤Thukydids Tanke-Gang maatte slutte, thi foruden dets Oliven var dets Figener og Honningen fra 📌Hymettos berømte over hele 📌Grækenland, og i 📌det Lauriske Sølv-Værk havde den lille Stat i sin Ungdom en stor Indtægts-Kilde, som endnu strakde til at bygge de Skibe, der seirede ved 📌Salamis *►Herod. VII. 144. ►Strabo IX. 399.; og da nu tillige ►Ordsproget 280 (US) om de fede Græs-Gange og de grove Oxer► idelig stadfæster sig, havde Athenienserne Intet at misunde de fleste ►Bæoter.
✂ Hvor det nu ikke er en Skare indvandrede Strids-Mænd, der skal have deres Frihed, paa de Indfødtes Bekostning, men Indbyggerne selv, der ønske at nyde den, for at fryde sig ved Livet og udvikle alle dets underfulde Kræfter, der maa naturligviis Alting indrettes langt anderledes end i 📌Sparta, og Tilstanden langt mere ligne et bølgende Hav end en Bjerg-Kiæde, saa det er intet Under, at det allerede før Perser-Krigen gik temmelig broget til i 📌Athenen; men det er et stort Under, at denne Fri-Stad, som ►alt glimrer i ►Iliaden, var blevet saa gammel og fødte endnu saadanne Børn, som dem, vi møde ved 📌Marathon og 📌Salamis, paa ►Torvet og i Bue-Gangene. Efter Sagnet var det nemlig Folke-Helten selv, ►Theseus, ►Poseidons Søn, der skiænkede Folket den Frihed, han selv med Livs-Fare vandt i Kampen mod ►Mino-Tauros paa 📌Kreta, for hvem 📌Athenens blomstrende Ungdom var før et blodigt Offer. Neppe misforstaaer Man Mythen, naar Man tænker, det var 📌Kretas ►Sømagt, den Ældste i 📌Grækenland, der opslugde 📌Athenens Ungdom, til Helten fra 📌Phaleros gav den sit Bane-Saar, men det være dermed, og med hans Leve-Tid før ►Agamemnon og med 343hans Stats-Indretninger, som det vil, saa er det dog ►lige vist, at 📌Athenen fra Arilds-Tid, først under Konger, til ►Kodros, og siden under Archonter (►Høvdinger), havde været en mageløs Fri-Stad, ►underlig giæstmild, kun holdt i Orden af sin beundrede ►Høieste-Ret (📌Areopag), uden at Man har Sagn om nogen Tyran, før 👤Pisistrat i Perser-Tiden. Selv med Konge-Værdighedens Afskaffelse synes det at have hængt ►deilig sammen, thi da ►Herakliderne, kort efter det store ►Indbrud i 📌Peloponnes, rykkede mod 📌Attika, skal Oraklet have spaaet dem Seier, med mindre de fældte Atheniensernes Konge, hvorpaa ►Kodros, som vidste det, klædte sig i Pjalter og naaede sit Øiemed: med Selv-Opoffrelse at frelse Riget*►Justin II. 6.. ►Vel er Hjemmelen ikke den bedste, men at det var i ►►Kodri Dage, Dorerne første Gang hjemsøgde 📌Attika, melder dog ►alt 👤Herodot, og at de tabde Slaget, anmærker 👤Strabo, saa 👤Trogus kan nok staae til Troende i saa rimelig en Ting, som at da Thronen, ►Theseus reiste, ei længer kunde staae uden Rigets Skade, nedsteg hans ►Eftermand godvillig derfra og ►tabde sig i Mængden 281 (US) til fælles Gavn*►Herod. V. 76. ►Strabo IX. 393.. Længe vedblev Archonterne at være Konger, paa Navnet nær, saa det var først ved ►Olympiadernes Begyndelse deres Regierings-Tid indskrænkedes til ti Aar, og et Aarhundrede senere (omtrent 700 ►f. Ch.) at Archontskabet nedsank til en blot Hæders-Post, der ved aarligt Valg besattes med anseete Borgere. Nu begyndte Man at føle Trang til skrevne Love og i det Hele til en Reformation af de forældede ►Indretninger, og denne Trang var det, 👤Solon, ►Ætmand af ►Kodros, afhjalp, uden at det er nemt at sige, hvad Gammelt han brugde, og hvad Nyt han indførde. 👤Herodot nævner blot een Nyhed, som han lærde af 👤Amasis i 📌Ægypten, og det var Politi-Loven, at Enhver under Livs-344Straf skulde giøre Regnskab for, hvad han levede af; men skiøndt allerede det er et slemt Tegn, var det dog endnu et Værre, at 👤Solon, som havde taget den Eed af Athenienserne, at de skulde holde hans Love i ti Aar, fandt det raadeligst at reise udenlands saa længe, for ei maaskee at see sig nødt til selv at løse dem fra Løftet*►Herod. I. 29. II. 177.. Det Sidste viser nemlig, at ►Mængden nu begyndte at giøre sin Overmagt giældende, og ►Mængden er altid pøbelagtig, saa det Bedste, vi herefter kan vente at see, paa ►Torvet i 📌Athenen, er et mageløst Pøbel-Herskab, og at vi ikke skuffes i denne Forventning, har 👤Herodot i Fortællingen om Perser-Krigen allerede lært os.
✂ Nu var det, under en Kiv mellem 👤Megakles, Søn af den 👤Alkmæon, 👤Krøsus havde forgyldt, og en vis 👤Lykurg, at 👤Pisistrat, ►en simpel Borger-Mands Søn, greb Leiligheden til at besnakke Pøbelen, saa han fik en Liv-Vagt, ved Hjelp hvoraf han opkastede sig til Tyran, men gjorde ellers ingen Fortræd og lod Retten have sin ►Giænge *►Herod. I. 59.. Sex og Tredive Aar varede denne Underkuelse, dog ei uden Modstand, hvorved 👤Pisistrat to Gange maatte rømme og hans Søn 👤Hippark ►tilsatte Livet, og derpaa var det, Alkmæoniderne og ►Pythia formaaede Spartanerne til at uddrive den anden ►Pisistratide 👤Hippias. ►Vel fik Spartanerne siden andre Tanker og vilde ført Tyrannen tilbage i Triumph, men det forhindrede 👤Sosikles fra 📌Korinth, ved en Tale han holdt, og hvori han bad Spartanerne først indføre Tyranniet hos dem selv, før de vilde giøre andre Stæder lykkelige dermed; thi gjorde den Tale ►end intet Indtryk 282 (US) paa Spartanerne, saa gjorde den desmeer paa deres ►Bunds-Forvandte, som ingenlunde, efterat Udaaden var nævnet med sit rette Navn, vilde laane den deres Arm*►Herod. I. 60–64. V. 55–56. 62–65. 90–93..
✂ 345Nu var Alkmæoniden 👤Klisthenes enstund den heldigste Folke-Leder og efterabede sin ►Navner og kiære Mor-Fader i 📌Sikyon ved at give gamle Slægter nye Navne, men Slaget ved 📌Marathon gjorde iblandt Andet det Gavn, at ►Mængden krævede andre Mester-Stykker end glatte Ord af sine Ledere, og 👤Themistokles, som havde selv været med og ei kunde sove rolig, fordi han immer drømde om 👤Miltiades, var et ►Hoved, som gjorde 📌Athenens Pøbel udødelig Ære*►Herod. V. 66. VI. 115. 👤Plutarks ►Themistokles.. Ham var det, som overtalde dem til at bygge Skibe for ►Skatten, de var ifærd med at dele imellem sig, og at rømme Staden for Perserne; men dog maa det ikke glemmes, at paa den store Flytte-Dag stod hans adelige Medbeiler til Folkets Gunst og Ærens Krands, 👤Kimon, Søn af 👤Miltiades, ham kraftig bi; thi da Pøbelen blegnede ved det kiække Forslag, fløi 👤Kimon op til ►Athenes Tempel, offrede, som en udtjent Rytter, Gudinden sit Bidsel og sprang ombord med sine Venner*👤Plutarks ►Kimon..
✂ Med alt sit høie Mod, sit Falke-Syn og sine store Gaver var og blev 👤Themistokles dog kun en Pøbel-Helt, som tog Penge for sin ►Part, men kunde dog aldrig faae Ære nok, hvorover Pøbelen naturligviis blev gnaven og benyttede sig af sin Potteskaars-Ret (Ostrakismen) til uden videre Grund at forvise ham, og nu gjorde han, efterat have reddet 📌Grækenland og bygt 📌Athenens Mure, sig selv den Skam at gaae over til Perserne. Kun en betimelig Død, som han dog maaskee selv paakaldte, friede ham fra at ►bære Avind-Skjold mod sin udødelige Ære og sit herlige Fædreneland*👤Plutarks ►Themistokles..
✂ 👤Kimon derimod var En af de faa gamle Adels-Mænd, der, med store Evner, ei ►fandt det sin Ære for nær at tjene den herskende Pøbel, men vel at ligne den, og med ham naaede 346📌Athenen sin høieste Glands, uden at dog Æren derfor tilkommer ham alene; thi kun fordi han havde 👤Miltiades, 👤Leonidas og 👤Themistokles til Forgiængere, 👤Aristid den Retfærdige til Side-Mand, 📌Athenen til Moder og Lykken til Veninde, kom han til at høste Laurbær saa længe, saa rigelig og saa umisundt, som 283 (US) ingen Anden af 📌Grækenlands mange tappre og berømte Høvdinger.
✂ Efter Seirene ved 📌Platæa og 📌Mykale var Spartanerne, som de Europæiske Grækers Anførere, baade til Lands og Vands, tillige, under Navn af Beskyttere, Herrer over Øerne og de Asiatiske Stæder, som nu gjorde Opstand mod Perserne; men 👤Pausanias, for hvem Lykken ►spillede ved 📌Platæa, var ikke Mand for at ►bære den, og gjorde snart Spartanerne almindelig forhadte, ved ►Stolthed mod dem, der deelde hans Ære og ►Udsuelse af dem, der trængde til hans Hjelp. 👤Kimon og 👤Aristid gjorde paa samme Tid Athenienserne baade agtede og elskede, og da Man nu ovenikiøbet opdagede en hemmelig Forstaaelse mellem Perserne og 👤Pausanias, saa mistede ikke blot han, men ogsaa 📌Sparta Anførselen, og 📌Athenen kom, med ►den sex og halvfjerdsindstyvende Olympiade, til at sidde som en ►Dronning paa Havet, under hvis milde ►Septer alle Græker frydede sig*►Diodor XI. 265–67. 👤Plutarks ►Themistokles og ►Kimon.. Da var det 👤Kimon fandt Benene af ►Theseus paa Øen 📌Skyro (📌Jura) og bragde dem, efter Oraklets Bud, i Triumph tilbage til 📌Athenen, og han kom just til Byes, da der var en stor Vædde-Strid paa Skue-Pladsen, som han med sine Krigs-Kamerader, til Æres-Beviisning, fik det Hverv at dømme i, hvorved den unge 👤Sophokles vandt Prisen fra den gamle 👤Æschylos, der tog sig Krænkelsen saa nær, at han udvandrede til 📌Sicilien og kom aldrig igien. Smaating, kan Man sige, naar Man enten ikke veed, det er de to berømteste Tragedie-Skrivere i Verden, vi tale om, eller Man tænker, 347Poesi er ingen Ting; men det var i alt Fald saadanne Smaating, Athenienserne gjorde meget Væsen ad, saa det ligner dem, og det er ►mærkeligt, at den gamle 👤Kimon, ligesom de nye Konst-Dommere, satte 👤Sophokles over 👤Æschylos, skiøndt det ingenlunde beviser, de har Ret.
✂ Kort efter var det, at 👤Kimon, i Spidsen for Grækerne, erobrede hardtad hele den Persiske Flaade i 📌Kyperns Farvand, og slog samme Dag, eller Natten efter, den Persiske Krigs-Hær paa den nærliggende Kyst af 📌Lille-Asien, ved Floden 📌Eurymedon, og efter denne Tvilling-Seier, som Grækerne kaldte mageløs, havde Perserne deres gode Grunde til at skye 📌Archipelagos og den Ioniske Kyst, uden at der behøvedes nogen høitidelig Forsikkring derom, som ►den store Konge vel ogsaa 284 (US) var for stolt til at give*►Diodor XI. 273–74. XII. 293. 👤Plutarks ►Kimon.. Den saakaldte Kimonske Fred er da rimeligviis aldrig blevet sluttet, men vel blev 👤Kimons seierrige Kamp enstund afbrudt, blandt andet ved hans Forviisning fra 📌Athenen; thi uagtet alt det rige Bytte, han gjorde, ►gik igiennem rene Hænder, ja, uagtet han rev Giærdet ned om sine egne Haver, og indhegnede ►Torvet med Palmer, hvælvede skiønne Bue-Gange, holdt ►aaben Taffel og gav med begge Hænder, blev Pøbelen dog engang i saa ondt Lune, at de kradsede hans Navn paa ►Potte-Skaar, Nok til at drive ham ud som farlig for Friheden. 👤Kimon var nemlig en stor Beundrer af Spartanerne, som han endogsaa tit paa ►Torvet brugde at slaae Athenienserne med, sigende: det eller det vilde Spartanerne aldrig gjort, og han tog derfor inderlig Deel i den store Ulykke, der ramde dem, kort efter hans Tvilling-Seier, og bragde dem paa Randen af Undergang. Et grueligt Jord-Skiælv, hvorved ogsaa store Klippe-Stykker rev sig løs fra ►Femfinger-Bjerget (📌Taygeton) ødelagde nemlig Hoved-Staden, og saavel Heloterne som Messenierne greb Øieblikket til at giøre Opstand, saa 348Spartanerne saae ►dem nødt til at bede om Hjelp i 📌Athenen, hvor ►Pøbel Talerne fandt, det var en Lyst at see den store Skade-Rede ødelagt, men 👤Kimon kaldte 📌Sparta 📌Athenens Medhjelp og 📌Grækenlands umistelige Høire-Haand, som han da ogsaa fik Lov til at redde. 👤Perikles og 👤Ephialtes, greb nu Leiligheden til at sværte ham hos Pøbelen, og han blev forviist paa ti Aar, som En der havde 📌Sparta kiærere end 📌Athenen, men under Forviisningen tog han en stolt Hevn over Bagtalerne, thi da de to store Medbeilerinder var raget i Krig, og Hærene stod i Slag-Orden ved 📌Tanagra (i 📌Phokis), kom 👤Kimon og stillede sig i Rækken som Borger i 📌Athenen, og da hans Fiender end ikke undte ham denne beskedne Plads, opmuntrede han sine Venner, der kaldtes hemmelige Spartaner, til ►aabenbar at vise, de var Athenienser, hvad de da ogsaa, med 👤Kimons Rustning imellem sig, saa ivrig gjorde, at af Hundrede blev ikke Een ilive. Paa een Gang slagne af Spartanerne og dybt beskiæmmede, kaldte nu Athenienserne 👤Kimon tilbage, der strax, ved den Agtelse han nød i 📌Sparta, skaffede dem Fred, og vedblev at være Grækernes Stolthed og Persernes Skræk til sin Død, ja, som Man sagde, endnu en Maaned derefter, thi saalænge skjulde Man, efter hans Ordre, hans Død, der indtraf paa 📌Kypern, for at Flaaden uanfægtet kunde komme i Behold*►Diodor XI. 274–75. XII. 203. 👤Plutarks ►Kimon og Perikles..
✂ 285 (US) Det var, efter 👤Diodor, i ►det sidste Aar af den 82de Olympiade, eller tredive Aar efter Slagene ved 📌Salamis og 📌Platæa, 👤Kimon døde, og 👤Plutark har ►aabenbar Ret i, at han tog 📌Grækenlands Lykke i Graven med sig, ►vist nok ikke, fordi der nu blev Mangel paa store ►Hoveder og stolte Krigs-Mænd, men fordi den skiønne ►Menneske-Alder, Begeistringen for den ►Helleniske Frihed i Fare havde skabt, var nu udrundet, og den yngre ►Slægt gav dristig sine egenkiærlige Drifter Tøilen, saa det var kun til en Tumle-Plads for selvraa349dige, sig selv fortærende Kræfter, alle Konster kappedes om at pryde 📌Grækenland.
✂ Efter 👤Kimons Død blev den berømte 👤Perikles, hvis Fader 👤Ksantip var Archont det Aar, Slaget stod ved 📌Salamis, snart enevældig i 📌Athenen, og saa glimrende et Tids-Rum, som det der er opkaldt efter ham, har vel ingen Stad i Verden havt, undtagen 📌Jerusalem under 👤Salomon; thi ham selv kaldte alle Græker, ►for hans høie Tanke-Gang og hans Torden-Taler “den Olympiske,” i et Chor af Digtere ragede 👤Sophokles og 👤Euripides frem, som ►Apollos Ypperste-Præster, 👤Phidias, med en Skare af Konstnere under sig, var Stadens Byg-Mester, og 👤Perikles, for stolt til at berige sig selv med de store Skatter, der aarlig indstrømmede fra de beskyttede Stæder, øste dem ud med begge Hænder til Byens Forskiønnelse og ►Mængdens Morskab. Men ►alt i sin Ungdom havde 👤Perikles berøvet ►den hellige “Høieste-Ret” (📌Areopag) det Meste af dens Indflydelse og i sin Manddom, da de ►Bundsforvandte ingen Hjelp behøvede mod Perserne, forhøiede han deres Skatter langt over hvad 👤Aristid den Retfærdige havde udskrevet i Kampens Dage, saa det var intet Under, at han i sin Alderdom fandt ingen Ret i 📌Athenen og hos de ►Bunds-Forvandte kun hemmeligt Knur eller fnysende Harme. I hans sidste Dage udbrød den saakaldte Peloponnesiske Krig mellem 📌Sparta og 📌Athenen, til fælles Fordærvelse, og selv døde han af Pesten, efter at have oplevet al den Sorg, der kan knuse et Hjerte, og al den Ydmygelse, hvormed Pøbelen hevner sig paa sine forældede Afguder*👤Plutarks ►Perikles..
✂ Krigen, vi nævnede, kan vi nu ►vel ingenlunde, med dens berømte Historie-Skriver 👤Thukydid, der selv som ►lidt Anfører tog Deel i den, sætte høit over den Persiske, hvortil den tvertimod hører som et sørgeligt Mellem-Spil; men ►vist nok 350maa den tiltrække sig vor Opmærksomhed, som det store Selv-Mord, 286 (US) der endte den Græske Friheds Dage, og er saa nøiagtig beskrevet af Samtidige, at vi kun alt for godt see, den stod ikke til Redning. De formaaende Mænd i alle de Græske Stæder, 📌Sparta undtagen, havde længe været deelt i to modsatte Partier, hvoraf det Ene (det Aristokratiske), som havde arvet Roes og Midler, smigrede for sig selv, og det Andet (det Demokratiske), som Intet havde arvet, smigrede for ►Mængden; men saalænge begge Partier elskede Føde-Byen og Fædrenelandet, eller besjæledes af samme ►Helleniske Aand, var Kampen om Fortrinnet ingenlunde fordærvelig, men tvertimod, trods alle sørgelige Følger i det Enkelte, gavnlig for Livet og Udviklingen i det Hele. Det Samme giælder naturligviis om Modsætningen mellem 📌Sparta og 📌Athenen, som Partiernes Hoved-Stæder, thi saalænge de kun stræbde at overgaae, ei at underkue hinanden, kunde Man aldrig ønske Athenienserne en bedre Tømme paa deres Letsindighed, eller Spartanerne en bedre Spore for deres Stædighed, men naar de stræbde at ødelægge hverandre og at tilegne sig hinandens Lyder, saa den Spartanske Herske-Syge blev kaad og den Atheniensiske Kaadhed vilde giøre sig almindelig herskende, da var Aanden forsvundet og Alt ►forloret. Og denne sørgelige Opdagelse er det Man giør under den Peloponnesiske Krig, især ved Betragtningen af Spartaneren 👤Lysander og Athenienseren 👤Alkibiades, som baade gav Krigen sit eiendommelige Præg og gjorde Udslaget i den.
✂ Det er i denne Henseende yderst ►mærkeligt, hvad 👤Thukydid bevidner, at det ►alt ved Krigens Begyndelse var en almindelig Tro, at den skulde vare i tre Gange ni Aar*►Thukydid V. 26., thi en saadan Formodning kunde ene reise sig af den Følelse, at ►Parti-Hadet var nu blevet uforsonligt og Buerne saa spændte, at den Ene maatte briste, før den Anden kunde hvile. An351ledningen til Krigen var nemlig saa ubetydelig, at Man giættede selv paa de ►urimeligste hemmelige Aarsager, og der skedte Intet i de første ti Aar, der spaaede den Langvarighed, da den ►meget mere, ved Spartanernes idelige Rykken mod 📌Athenen og Atheniensernes Land-Gang paa 📌Peloponnes, lignede et Skak-Spil, der paa begge Sider var ubehageligt nok til at giøre Parterne kiede ad Legen.
✂ Hvad der imidlertid gav Anledning til Krigen var et Udbrud af det gamle Fiendskab mellem 📌Korinth og dens ►Aflægger 📌Korkyra (📌Korfu), et Fiendskab saa mosgroet, at mellem dem 287 (US) holdtes det første Sø-Slag, Grækerne vidste af at sige, over tohundrede Aar før det, hvorved de nu vilde afgiøre deres Trætte om, hvem af dem der havde Ret til at blande sig i den ►Parti-Strid, der ►uroede 📌Epidamnus (📌Durazzo), en ► Plante-Stad, som Korkyræerne under en Korinthisk Høvding havde anlagt i 📌Epiros *►Thukydid I. 13. 24.. Korintherne tabde Slaget, men da de rustede sig paa Ny og kaldte alle deres ►Bunds-Forvandte, hvoriblandt Spartanerne, til Hjelp, fandt 📌Korkyra, som svigtede i Perser-Krigen og stod ene, Spillet for voveligt, og søgde Hjelp i 📌Athenen, hvorpaa den, efter egen Tilstaaelse, ei havde andet Krav, end det Tillokkende der for 📌Grækenlands største Sømagt kunde ligge i at ►forbinde sig med den Næststørste, paa Veien til 📌Italien. Skiøndt nu 📌Athenen ei kunde tage 📌Korkyras Parti mod dens Moder-Stad, uden, efter Græske Begreber, at ►gaae mellem Bark og Træ og begunstige en unaturlig Opsætsighed, og uagtet Freds-Brud med 📌Korinth var i alle Maader en Udfordring til 📌Sparta, saa fattede dog den ellers meget fredelige 👤Perikles en urimelig Lyst til Krig, saa det var intet Under, Man giættede paa, han blot vilde give Athenienserne, som krævede ham til Regnskab for hans Huusholdning, andet at tænke paa*👤Plutarks ►Perikles.. 👤Perikles 352døde ►alt i Krigens tredie Aar, men dog førdes den til det Tiende omtrent i hans Aand, saa Athenienserne indlod sig ikke i ►aaben Mark med Spartanerne, men gav ►By-Marken til Priis, og hævnede sig ved Plyndring paa Kysten af 📌Peloponnes, hvor de endogsaa, ved at befæste 📌Pylos (📌Navarin) skaffede sig en god Havn, og efterat den Spartanske Vove-Hals 👤Brasidas og den Atheniensiske Spøge-Fugl 👤Kleon, der ene satte Liv i Spillet, paa een Gang havde bidt i ⓘ Græsset ved 📌Amphipolis (📌Emboli) i 📌Makedonien, sluttede Medbeilerinderne en Fred, der ►aabenbar løb ud paa en venskabelig Deling af 📌Grækenland imellem sig*►Thukydid IV. 3. V. 6. 10–18. ►Diodor XII. 323–24.. Men det var kun 👤Perikles-Tiden, eller den anden ►Menneske-Alder efter Slaget ved 📌Salamis, der vilde døe i Fred, og det viiste sig strax at den Ny, som 👤Alkibiades stræbde at give Navn, vilde blive krigersk for Alvor, thi denne Frænde af 👤Perikles og Discipel af 👤Sokrates, udrustet med Alt hvad hans Tids-Alder beundrede, elskede Krigen, ikke for Fredens eller for Udfaldets, men for dens egen Skyld: for den raske Bevægelse hvori den satte alle 288 (US) Sjæls og Legems Kræfter og det fri Spille-Rum den gav baade Livet og Indbildnings-Kraften. Blændende deilig, en Mester i alle Legems-Øvelser, tapper, vittig og veltalende, maatte 👤Alkibiades nødvendig staae for ►Mængden af Athenienserne, som deres Ideal, thi han var det, og hans Ærgierrighed og grændseløse Kaadhed maatte da gaae vidt, før de fandtes utilgivelige*👤Plutarks ►Alkibiades..
✂ 👤Alkibiades havde gjort Alt hvad han kunde for at hindre Fred-Slutningen, men det lykkedes ikke, thi, siger 👤Plutark, under Vaaben-Stilstanden havde den fri Handel og Vandel og de mange Giæster gjort et behageligt Indtryk paa Folk, saa de fandt, det var dog bedre at vaagne ved Hane-Gal end ved ►Lure-Gjald, og de lyttede nu gierne til Choret, der Sang:
✂
353Spindel-Væv fiin!
Slyng dig om Spyd-Stage min!
✂ Opfyldelsen af Freds-Vilkaarene fandt imidlertid sine Vanskeligheder, som 👤Alkibiades gjorde ►megen Ophævelse af, og da de Spartanske Gesandter kom til 📌Athenen med uindskrænket Fuldmagt til at jævne dem, lokkede han dem med en Meen-Eed til at modsige ►dem selv og benægte i Folke-Forsamlingen at de havde den Fuldmagt, i det han forestillede dem, at hørde Pøbelen det, vilde den ►slaae stort paa, men svor dem til, at vilde de lyde ham, skulde han staae dem ærlig bi. Herved fik han Gesandterne offenlig beskiæmmede, Pøbelen ophidset og Freden brudt, som var ham dobbelt forhadt, da den bar Navn efter hans farligste Medbeiler: den tappre, sindige og hovedrige 👤Nikias *►Thukydid V. 43–46. 👤Plutarks ►Nikias og ►Alkibiades..
✂ I de følgende fem, sex Aar var der egenlig hverken Krig eller Fred mellem 📌Sparta og 📌Athenen, thi de angreb ikke selv hinanden, og Spartanerne laae som i en Døs, men Athenienserne understøttede Pøbelen i 📌Argos og alle hvem der ellers i 📌Peloponnes vilde bryde med 📌Sparta, og hvor smaalig og hadefuld end denne ►Parti-Gang var, morede den dog naturligviis baade 👤Alkibiades og den Atheniensiske Pøbel kostelig, da der var immer noget Nyt, ingen stor Uleilighed og heller ingen Fare*►Thukydid V. 82–84. 115..
✂ Under disse Omstændigheder var det, der kom Gesandter til 📌Athenen fra 📌Ægeste (📌Agosta), en Ionisk ► Plante-Stad paa 📌Si 289 (US) cilien, og bad om Hjelp mod det Doriske 📌Syrakus (📌Siragosa), som dengang var nær ved at beherske hele Øen, og skiøndt den gamle 👤Nikias med vægtige Grunde raadte fra og sagde reent ud, det var kun 👤Alkibiades og den kaade, letsindige Ungdom, der kunde have Mod paa Sligt, 354saa havde dog 👤Alkibiades, med sin kiække Selv-Roes, sine haanlige Side-Blik til de Gamle og Adstadige, og sin uforskammede Yttring, at 📌Siciliens Erobring vilde tillige være hele 📌Grækenlands, en let Seier paa ►Torvet, og 👤Plutark fortæller, som rimeligt kan være, at hele Byen sad og maalde paa Land-Kaartet, hvorlangt der var fra 📌Sicilien til 📌Italien og til 📌Karthago; thi Atheniensernes Erobrings-Planer gik nu langt videre end deres geographiske Kundskaber, hvad, i Forbigaaende sagt, gierne er et Varsel for, at Planerne vil strande*►Thukydid VI. 25. 👤Plutarks ►Alkibiades og ►Nikias..
✂ Hvorledes det nu vilde gaaet, hvis Medbeilerne 👤Nikias og 👤Alkibiades, efter Bestemmelsen var kommet til at nappes om Magten og kappes om Æren paa 📌Sicilien, kan Ingen vide, men nu blev 👤Alkibiades, saasnart Flaaden havde ankret ved Øen, kaldt hovedkulds tilbage, som en ►arm Synder, mistænkt for at have været Mester for den store Udaad, der kort før hans Afreise var øvet, en Nat, paa alle ►Hermes-Støtterne i Byen, og dermed var ►Toget ►aabenbar aflivet, saa Athenienserne aldrig burde vente at høre Andet end Døds-Budskab fra det. Hvad de imidlertid allermindst havde ventet, var, at 👤Alkibiades, istedenfor at gaae til 📌Athenen, gik med sine kiækkeste Svire-Brødre lige til 📌Sparta, og stræbde med Raad og Daad at vise sine Medborgere, hvor sandt det var, hvad 👤Aristophanes siden lod 👤Æschylos i Underverdenen sige om ham og Athenienserne:
✂
At ►dægge Løver op, er Dumhed sær,
At drille dem, er Galmands Færd*►Thukydid VI. 27–29. 53. 60–61. 88. 👤Plut. ►Alk.!
✂ Han rødmede nemlig ikke ved høirøstet at fortælle Spartanerne, først, at det havde været hans Mening at begynde paa 📌Sicilien, lægge Veien om ad 📌Italien og 📌Karthago, og ende i 355📌Peloponnes med en Krigs-Hær af Barbarer, og dernæst, at han elskede kun det 📌Athenen, der vidste at skiønne paa hans Fortjenester, og hadede af Hjertens Grund det, der forskiød ham, saa de kunde frit betjene ►dem baade af hans vældige Arm, som de selv havde 290 (US) følt, og af hans gode Raad: at sende en Spartansk Flaade til 📌Sicilien, og ved en Fæstnings Anlæg i 📌Attika forskrække Athenienserne og hindre dem fra at forstærke deres udenlandske ►Magt *►Thukydid VI. 89–92..
✂ Hans Raad blev fulgt, og satte 👤Alkibiades en Ære i at blive navnkundig i 📌Grækenlands Historie, ligemeget om ved Daad eller Udaad, da naaede han sit Øiemed; thi ►vel var Lykken ►øiensynlig veget fra Athenienserne, allerede før 👤Gylip med Spartanske og Korinthiske Hjelpe-Tropper kom til 📌Syrakus, men med ham kom dog først deres store Ulykke, i ►det sidste Aar af den 91de Olympiade. 📌Spartas Navn og de Peloponnesiske Hjelpe-Tropper gjorde nemlig Syrakusanerne saa kiække, at de ei nøiedes med at have afslaaet Atheniensernes Angreb og nødt selv den standhaftige 👤Nikias til at ophæve Beleiringen, men fattede det udsvævende Haab aldeles at tilintetgiøre den Atheniensiske ►Krigs-Magt, da den i tre Dage nølede med Hjem-Reisen, for en Maane-Formørkelses Skyld, som ►Tegns-Udlæggeren kaldte et uheldigt Varsel. De bemandede derfor Alt hvad flyde kunde og tænkde at indspærre den fiendtlige Flaade i By-Havnen, og skiøndt det glippede, tvang de dog Athenienserne til et Hoved-Slag derinde, som, efter haardnakket Modstand, nødte Levningen af den Atheniensiske Hær til at ►lande, for, om mueligt, at slaae sig igiennem til 📌Katana. Ved et nyt Uheld blev imidlertid ogsaa denne Udvei dem afskaaret: hvem der ikke faldt, blev fanget og hvem af Fangerne der ei henrettedes med Anførerne: 👤Nikias og 👤Demosthenes, blev, uden al Barmhjertighed eller Persons Anseelse, enten sendt hen at trælle i Steen-Bruddene eller solgt 356til Slaver. Af de mange Tusinder fik kun de Faa 📌Athen at see igien, som deres Herskab ynkedes over, fordi de var Folk af Dannelse, og 👤Plutark anmærker, at Adskillige af dem, da de kom hjem, gik hen og takkede Digteren 👤Euripides, da det især var dem, der kunde Endeel af hans Vers udenad, som fandt Naade for de Sicilianske Grækers Øine, som løftede 👤Euripides til Skyerne*►Thukydid VII. ►Diodor XIII. 335–48. 👤Plut. ►Nikias..
✂ 👤Plutark fortæller, at den Første, der bragde 👤Jobs-Posten til 📌Athenen, var en Barbeer nede fra 📌Piræos (►Ny-Havn), hvem en fremmed Kunde havde talt til om Nederlaget paa 📌Sicilien, som en bekiendt Sag, og han foer afsted ind i Byen med Nyheden, da han frygtede for ellers at komme for silde, men han 291 (US) kom tids nok, thi da han ikke kunde nævne sin Hjemmel, ►blev han sat i Skrue, som en Udspreder af falske Rygter og Forstyrrer af den offenlige Rolighed, hvor han maatte ►pibe Olie, til Efterretningen saa haandgribelig bekræftede sig, at Athenienserne nødtes til at troe hvad de havde anseet for umueligt*👤Plutarks ►Nikias.. En herskende Pøbels Sønderknuselse ved slige Leiligheder er af de Ting, der ei lade sig beskrive, men det giør den Atheniensiske Pøbel Ære, at den hverken gav sig til at rase eller faldt i Fortvivlelse, men fattede Mistanke til sin egen Viisdom og udnævnede et Stats-Raad, der herefter skulde prøve alle Forslag, før de kom paa Bane i Folke-Forsamlingen. 📌Chios, 📌Samos, 📌Byzants og selv 📌Eubæa faldt imidlertid nu strax fra Athenienserne, Syrakusanerne rustede sig af alle Kræfter for paa een Gang at ►betale baade 📌Sparta og 📌Athenen deres Giæld, og Spartanerne var egenkiærlige nok til at beskiæmme 📌Grækenland og slutte Forbund med Perserne, mod Heltinden ved 📌Marathon og 📌Salamis. Trehundrede Phøniciske Skibe var ►alt underveis for at støde til den Spartanske Flaade, og alle 📌Athenens Anstrængelser 357vilde da udentvivl været ganske forgiæves, hvis ikke 👤Alkibiades havde i 📌Sparta drevet Kaadheden saa vidt, at hans Liv kom i Fare, men nu sadlede han om, flygtede til den Persiske Statholder 👤Tisafernes i 📌Lille-Asien, vandt hans Yndest, overtalde ham til at skikke Phønicerne ►Afbud, for at 📌Sparta og 📌Athenen, omtrent lige stærke, kunde, til Persernes Fordeel, ødelægge hinanden, og stræbde paa alle Maader at tilbagevinde Atheniensernes Gunst. Ogsaa heri begunstigede Lykken ham ►øiensynlig, thi da han med atten Skibe, han havde samlet paa Øerne, kom til 📌Hellespont for at støde til den Atheniensiske Flaade, fandt han den i en ►varm og tvivlsom Kamp med Spartaner og Syrakusaner, hvis seierrige Udfald da naturligviis tilskreves hans Tapperhed og Lykke*►Thukydid VIII. 1–5. 45–47. 104–108. 👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 1. 👤Plutarks ►Alkibiades.. Kronet med disse og endnu flere Laurbær, da Seieren fulgde ham, vilde Alkibiades endnu engang glimre i 📌Athenen og gjorde saa, først i ►den 93de Olympiade, da hele Byen, saa at sige, mødte ham i Havnen, havde ikke Øie for Andet, og overvældede ham med Krandse, Guld-Smykker og Lov-Taler; men hans Landings-Dag var ikke desmindre, efter Grækernes ►Regning, den ulykkeligste i hele Aaret, da Guderne stod nøgne, mens deres Tøi blev 292 (US) vasket, og Lykken sagde virkelig nu baade Athenienserne og deres Yndling Farvel*👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 4. 👤Plutarks ►Alkibiades.. Endnu samme Aar blev nemlig 👤Alkibiades afsat, fordi Flaaden, i hans Fraværelse og mod hans Ordre, havde vovet og tabt et Slag, og den Spartanske Admiral, som her vandt sin første Seier, var den 👤Lysander, som 📌Sparta ►vel maatte kalde sin Skiændsel, men 📌Athenen sin Ødelæggelse*👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 5..
✂ 👤Lysander var, efter 👤Plutarks Beretning, ►vel ingen ►Heraklide, men dog i Slægt med Kongerne, haardfør, tapper 358og ►tarvelig, som en ægte Spartaner, men umaadelig ærgierrig og herskesyg, og saa samvittighedsløs, at han intet ►sparede, som han troede, var tjenligt til hans Øiemed*👤Plutarks ►Lysander.. Udnævnt til Admiral, tog han sit Ophold i 📌Ephesus, indsmigrede sig hos Perser-Prindsen 👤Kyrus den Yngre, der just nu blev Statholder i 📌Lille-Asien, og fik derved Skibsfolkenes Hyre forhøiet og Penge Nok imellem Hænder, til at giøre sig elsket, medens han paa den anden Side tog sig vel i Agt for at vove den Ære, han vandt, da 👤Alkibiades var borte, i et Slag med ham selv, hvormeget han end dertil udæskedes. Det var derfor kun ækkel Pral, hvad han ved Aarets Ende sagde til sin ►Eftermand 👤Kallikratides: du modtager her en Flaade som behersker Havet, men skiøndt 👤Kallikratides gav ham det ypperlige Svar: seil først 📌Samos rundt (hvor den Atheniensiske Flaade laae) og mød mig i 📌Milet, da vil jeg troe dig, saa viste det sig dog strax, at den Tid var forbi, da Ædlinger som han, der ei vilde kiøbe Venskab, ei sælge Græker eller krybe for Barbarer, og ei ►vende Ryg for truende Fare, kunde giøre Lykke blandt Grækerne. 👤Kyrus gav ham Spot ►for Guld, og Alle savnede 👤Lysander, men Ingen den ædle 👤Kallikratides, som, sukkende over Fiendskabet mellem Frænder og over Venskabet med Barbarer, faldt i Slaget ved 📌Lesbos, det Sidste, i alle Maader sørgelige, Athenienserne vandt*👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 6.. 👤Kyrus og alle de ►Bundsforvandte forenede nu deres Bønner i 📌Sparta om at faae 👤Lysander igien, og skiøndt det stred mod Loven, fandt Man dog paa den Udvei, at give en Anden ►Navnet og ham Magten, medens Athenienserne henrettede deres seirende Admiraler, hvoriblandt en Søn af 👤Perikles, fordi de, hindrede af Storm, ei havde begravet deres Døde. Snart fulgde nu det meget omtalte Slag ved 📌Ægos-Potamos 293 (US) (ved 📌Dardanellerne), hvor 👤Lysander, tit udæsket, lu359rede, til han havde gjort de nybagte Admiraler trygge, og hvor 👤Alkibiades fra Strand-Bredden forgiæves advarede dem: de lod ►dem overrumple og leed et fuldstændigt Nederlag, saa det var kun nogle faa Skibe, den eneste gamle Anfører: 👤Konon, reddede og turde ei engang føre til 📌Athenen, af Frygt ►for sine Venners Skæbne, men flygtede til 📌Kypern, hvorfra han siden gik i Perser-Kongens Tjeneste*👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 7. II. 1.. Nu, i ►det sidste Aar af den 93de Olympiade (86 Aar efter Slaget ved 📌Marathon og lidt over 400 ►f. Ch.) laae da 📌Athenen værgeløs, beleiret af hele 📌Grækenlands Magt til Lands og Vands: Ingen indenfor Murene havde Ild til at opflamme Heltenes Børn, og Ingen udenfor havde Mod til at bestorme ►deres Grave, saa Hungeren var det haarde Sværd, de Beleirede overlodes til og faldt, giennem flere Maaneder, for, i Tusind-Tal, og da de Efterlevende omsider overgav sig paa Naade og Unaade, udstædte de Spartanske ►Ephorer, efter ⓘ Plutarks Beretning, følgende ►Lakoniske Ordre: ►river ►Ny-Havn (📌Piræos) og den lange Linie (Muren fra Byen til Havnen) ned, ►rømmer alle de Stæder I har besat og ►holder jer paa jeres Eget, saa skal I have Fred, naar I for Resten ►finder jer i Billighed og tager imod de Landsforviste. Hvor mange Skibe I maae holde, skal vi nok siden bestemme. Det var, ligeledes efter 👤Plutark, netop samme Aars-Dag, som da der seiredes ved 📌Salamis, at 👤Lysander holdt sit Indtog i 📌Athenen, og han var ikke blandt de Mange, der blev ømme om Hjertet, da Sangeren fra 📌Phokis istemmede Verset af 👤Euripides, som alle Tilhørerne ►anvendte paa 📌Athenen:
✂
►Agamemnons Daatter fiin!
Er den øde Boelig din?
✂ Han fandt sig kun derved opmuntret til at sende Bud efter Stads-Musikanterne og lade dem holde Takt med Horn og 360►Luur, mens hans Matroser, med Hurra-Raab, i lystig Dands rev ned paa Muren og stak Ild paa Flaaden*👤Ksenophons ►Græker-Historie II. 2. 👤Plutarks ►Lysander..
✂ Saaledes faldt 📌Athenen, og skiøndt de saakaldte tredive Tyranner, som 👤Lysander nødte ►Mængden til at vælge, blev ikke gamle, men styrtedes af fribaarne Flygtninger; skiøndt ogsaa 👤Konon, som Persisk Admiral, snart gav sin Føde-By Mure igien, og skiøndt endelig 📌Sparta fik andet at giøre end at 294 (US) give 📌Athenen Love; saa reiste dog ►“Havets Græske Dronning” sig aldrig meer, og selv det store Ry for Smag og Lærdom, der vedligeholdt sig giennem mange Aarhundreder, skyldte ►Kekrops-Byen langt mere de forrige Slægters Glands og de Følgendes Blindhed, end Nogen af de Børn, den fødte efter Murenes Fald. Dengang de styrtede, var Spotte-Fuglen 👤Aristophanes den bedste Sanger, og Spotten er aldrig saa god, at den vækker, hvad den snarere afliver: bedre Ting end Latter, og 👤Sokrates, den eneste Dommer, som, i de ulykkelige Admiralers Sag, ei vilde ►bøie Retten, for at føie Pøbelen*👤Ksenophons ►Græker-Historie I. 7. 👤Platos ►Sokratiske Apologi., han maatte drikke mangen bitter Skaal af 👤Aristophanes og hans Beundrere, før Pøbelen, kort efter de tredive Tyranners Tid, rakde ham Gift-Bægeret, som Gudernes Foragter og Ungdommens Forfører, saa det var umueligt, at de af hans Discipler, der, som 👤Plato og 👤Ksenophon, vilde bedre Ting end 👤Alkibiades, kunde i 📌Athenen have Lykken med sig. At imidlertid endnu saadanne Mænd blomstrede i den tredie ►Menneske-Alder efter Dagene ved 📌Marathon og 📌Salamis, det vidner ►vist nok om, hvilken sjelden herlig og ædel Slægt, der giennem mange Aarhundreder havde udviklet og hævet sig, før den, overmodig og vanartet, fordærvede sig selv og modnedes til Undergang, saa endnu, efter to Aartusinders Forløb, ynkes vi med Rette over Gruset, hvoraf vi ►vel veed, der aldrig meer opvoxer An361det end Skud af de Skarn-Tyder, Man pressede til 👤Sokrates, men hvorover dog svæver en huusvild Aand, vi maae ønske et anderledes deiligt Hjem end denne “►Stolkonge-Daatterens øde Boelig!”
✂ 📌Sparta havde seiret med Persiske Penge og med Helte som 👤Gylip, der, da han efter Slaget ved 📌Ægos-Potamos, sendtes hjem med Penge-Sække, stjal Noget af hver, og som 👤Lysander, der vilde bestikke baade Guder og Mennesker, for at throne som Konge paa Gruset af sit Fædrenelands beundrede Forfatning*👤Plutarks ►Lysander., saa Triumphen havde ondt ved at blive enten stor eller langvarig. Perser-Prindsen 👤Kyrus den Yngre havde nemlig, som Man kan tænke, understøttet Spartanerne mod 📌Athenen, ikke fordi han heller deelde Herredømmet i 📌Lille-Asien med dem end med Andre, men fordi han haabede ved deres Hjelp at bemægtige sig den Persiske Throne, og hvad enten han nu vandt eller tabde, var det let at forudsee, at Spar 295 (US) tanerne snart maatte slaae Haanden af de Asiatiske Græker, som de, uden Handel og ►Sømagt, umuelig i Længden kunde beskytte mod Perserne. ►Toget som 👤Kyrus gjorde mod sin Broder: 👤Artaxerxes med Tilnavn 👤Mnemon, og hvorpaa han faldt, i Nærheden af 📌Babylon, er blevet berømt blandt de Lærde, fordi Athenienseren 👤Ksenophon, der selv var med, saa smukt og omstændelig har beskrevet den besværlige Hjem-Reise af de titusinde Græske Leie-Tropper, under Spartaneren 👤Kleark *👤Ksenophons ►Feldttog. ►Diodor XVI. 405–13.; men her kan det kun nævnes i Forbigaaende, og Krigen, som dermed udbrød mellem Perser og Spartaner, er os egenlig kun ►mærkværdig for Fredens Skyld, som den Spartanske Admiral 👤Antalkidas sluttede med 👤Artaxerxes, hvorved de Asiatiske Græker overlodes til deres Skæbne og Perser-362Kongen erklæredes for den Græske Friheds Beskytter*👤Ksenophons ►Græker-Historie V. 1. ►Diodor XIV. 452. 👤Plutarks ►Artaxerxes.. Denne Skam overgik 📌Grækenland omtrent hundrede Aar efter Slaget ved 📌Marathon (i ►den 98de Olympiade), og skiøndt 👤Agisilaos sagde, at Spartanerne var ikke blevet Perser, men Perserne Spartaner, kan dog hverken denne Vending eller hans glimrende Løbe-Bane skjule for os, hvad de enstund skjulde for Grækerne: at det haltede endnu meer med 📌Spartas Vælde end med hans ►Vittighed. Selv haltede 👤Agisilaos ogsaa, og det var den stærkeste Indvending, Man i 📌Sparta gjorde mod denne Yndling af 👤Lysander, da han ikke alt for regelmæssig vilde bestige Thronen; thi der var en gammel Spaadom, som sagde:
✂
📌Sparta med det stolte Mod!
Vogt dig, trods din faste Fod,
For det halte Herredømme!
Ellers, som paa oprørt Hav,
Finder du paa Val din Grav,
Males ned i Hvirvel-Strømme!
✂ Desuagtet baade blev 👤Agisilaos Konge og aabnede sin Bane glimrende med et seierrigt Feldttog i 📌Lille-Asien mod Perserne, hvis Throne han ►vel endog havde Tanker om at styrte; men 📌Sparta havde dog i hans Dage ikke blot Skammen af ►den Antalkidiske Fred, men ogsaa den sørgelige Skæbne: at see 296 (US) fiendtlige Seiers-Tegn kneise over den, giennem sex Aarhundreder, kun med Spartanske ⓘ Laurbær krandsede 📌Eurotas *👤Plutarks ►Agisilaos.!
✂ Ulykken kom, som sædvanlig, fra den Side, Man allermindst ventede, thi den kom fra 📌Theben i 📌Bæotien, der ►vel, som ►Kadmus-Byen, ragede kongelig frem i de gamle ►Frasagn og praler i ►Iliaden med sine skiønne Mure, 363men var dog selv fra Old-Tiden mest bekiendt af sin ulyksalige Konge-Slægt og de unaturlige Brødre: ►Eteokles og ►Polynik, der ikke blot styrtede hinanden i Afgrunden, men drog en stor Helte-Skare med sig. Siden tier Rygtet hardtad ►kvær om 📌Theben, indtil Perser-Krigen, og da synes den kun at ►reise Hovedet, for at brændemærkes, tilligemed dens Tropper ved 📌Thermopylæ, til Løn for sit Venskab med Barbarerne; men desuagtet viser allerede 👤Pindar, som vandt Skjalde-Prisen ved alle de Græske Lege og var samtidig med 👤Æschylos, at der i 📌Theben har slumret og langsom i Løn, men heldig udviklet sig herlige Kræfter. At det heller hverken var Feighed eller Mangel paa Høimodighed, men Nabo-Hadet mellem dem og Athenienserne, der bragde Thebanerne til at kaste sig i Barbarernes Arme, det seer Man baade ved 📌Platæa, hvor de ►vel af alle Græker tabde mest, men sloges bedst, og fremfor Alt paa ►Torvet i 📌Theben; thi da Seier-Herrerne fra 📌Platæa omringede Byen og truede med i Bund og Grund at ødelægge den, hvis Man ikke udleverede Persernes Venner, især deres Hoved-Mænd 👤Timigenides og 👤Artaginos, da reiste 👤Timigenides sig i Forsamlingen og sagde: i Lys og ei i Løn har vi gjort fælles Sag med Perserne, ►byder derfor nu offenlig Grækerne Penge-Bod, om de dermed vil lade sig nøie, men hvis ikke, da ►udleverer os, heller end at Staden skal ødelægges! Det skedte, 👤Artaginos flygtede, men 👤Timigenides lod sig udlevere og satte i 📌Korinth Livet til for sine Venner*►Herod. IX. 66. 85–87.!
✂ At nu ogsaa kiærligt Sammenhold ►indtil Beundring udmærkede Byen, hvis Skyts-Gudinde ►Harmonia (Sam-Klang) var og hvis ►Liv-Stykke ►Fløiten spillede, det vidne ►de Gamle eenstemmig, og det stadfæstes glimrende ved det i 📌Grækenland mageløse Forhold mellem 👤Pelopidas og 👤Epaminondas, der, som 👤Plutark saa sandt og skiønt bemær364ker, langt fra at kives om Magt og Ære, ei engang kappedes om, hvem der kunde giøre mest for Fædrenelandet, men gjorde kun Begge deres 297 (US) Bedste, og ansaae hinandens Held for deres eget*👤Plutarks ►Pelopidas.. Heraf slutte vi med Rette, at ligesom Phantasien herskede i 📌Athenen og den kolde Forstand i 📌Sparta, saaledes herskede Følelsen i 📌Theben og gjorde, som den pleier, Faa berømte men langt Flere lykkelige, og de ædle, rigtbegavede ►Naturer, som 👤Pindar og 👤Korinna, 👤Pelopidas, 👤Epaminondas og ►Silde-Fødningen 👤Plutark fra 📌Chæronea, mageløse i deres Folk og Tid. Heraf kan vi ogsaa godt forklare os, hvi ►Bæoterne havde et ►slemt Ord paa sig for Dumhed; thi hjertelige Folk er gierne enten for magelige til at bryde deres Hoved eller for giæve til at glimre dermed!
✂ I den Peloponnesiske Krig havde Thebanerne holdt 📌Spartas Parti og kæmpet saa tappert, at Man sagde, netop deraf reiste sig det Nag, Spartanerne siden bar til dem; men hvad der først ►aabenbar fortørnede de Haardhjertede, var at da de, i Tyran-Tiden, forbød alle Græske Stæder at huse eller hæle Atheniensiske Flygtninger, da lagde Thebanerne tvertimod Straf paa hvem der hindrede istedenfor at hjelpe dem, der fra 📌Bæotien vilde gaae til 📌Athenen og styrte Tyranniet*►Diodor XIV. 398. 👤Plutarks ►Lysander og Pelopidas.. Spartanerne greb derfor den første, den bedste Leilighed til at bekrige 📌Theben, men fandt saadan en Modtagelse, hvor 👤Lysander faldt og 👤Agisilaos var glad, han slap nogenlunde med Æren, at de saae, der vilde ►Lykke til at fælde den ny Medbeilerske*►Ksenophon III. 4. 👤Plutarks ►Lysander og Agisilaos.. I ►den Antalkidiske Fred blev det ►vel, med bestemt Hensyn paa 📌Theben, som de ►Bæotiske Stæders Hoved, fastsat, at alle Græske Stæder, baade smaa og store, skulde være frie, og 365hvem der vilde hindre det, være fælles Fiende; men da 📌Sparta ikke selv vilde rette sig derefter, kunde derved intet Forbund danne sig mod 📌Theben. Da traf det sig saa heldig, at en Spartansk General, 👤Phæbidas, som skulde draget fredelig giennem 📌Bæotien til 📌Makedonien, blev af nogle uroelige Hoveder i 📌Theben opmuntret til at bemægtige sig Byens Fæstning 📌Kadmea, som han ogsaa gjorde, og Spartanerne ►lastede nok Værket og straffede ►Mesteren, men beholdt Rovet*👤Ksenophons ►Græker-Historie V. 2.. Under Spartanernes Vinger beherskede nu deres ►Kreaturer: 👤Archias, 👤Leontidas og 👤Philip, 📌Theben efter Tykke, men Frihedens modigste Venner, med den raske 👤Pelopidas i Spidsen, flygtede til 📌Athenen, som i det Mindste for Skams 298 (US) Skyld maatte giøre Giengiæld og huse dem, og 👤Pelopidas prøvede ikke Beskytternes Høimodighed længer end høist nødvendig; thi han havde gode Venner, og deriblandt den dybe, stille 👤Epaminondas, i Bag-Haanden, og han havde Mod til at vove det Yderste. Vove-Spillet lykkedes, Tyrannerne faldt, med Atheniensiske Hjelpe-Tropper indtoges 📌Kadmea, og nu begyndte Krigen for Alvor, til det berømte Slag ved 📌Leuktra (📌Lefka), til hele 📌Grækenlands Forbauselse, satte 📌Theben i Frihed og 📌Sparta i Fare*👤Ksenophons ►Græker-Historie V. 4. VI. 4. 👤Plutarks ►Pelopidas.. Det var i ►den hundrede og anden Olympiade, sexten Aar før 👤Alexander den Stores Fødsel, at 👤Epaminondas og 👤Pelopidas slog Spartanerne ved 📌Leuktra, saa de følde det, og her, maa Man sige, faldt ►Lykurg med Kongen af 📌Sparta, thi da Man var aldeles raadvild med de mange ►Flygtninger, som Loven dømde, afskaffede 👤Agisilaos den ►aabenbar, skiøndt han, efter Sædvane, slog det hen i Spas, sigende: Loven er ikke død, den sover kun! Snart havde 👤Agisilaos nu ogsaa ondt ved at drive Thebanerne ud af 📌Sparta, og skiøndt han baade overlevede 👤Pelo366pidas og 👤Epaminondas, der faldt med Seier og Ære, den Ene i 📌Thessalien og den Anden i 📌Peloponnes, saa vidste han dog ikke bedre at anvende sine sidste ►Kræfter, end at leie dem ud til Ægyptiske Oprørere. Saa aldeles gik nu Spartanerne i Barndom, og 👤Agisilaos døde i 📌Afrika af Alderdom, ti Aar efter Slaget ved 📌Leuktra *►Diodor XV. 506–7. 👤Plutarks ►Agisilaos.. Hermed er da i Grunden den Græske Stats-Historie sluttet, hvorfor det ogsaa var paa denne Tid, 📌Athenens mageløse Grubler, 👤Plato, skrev sin “►Republik” eller “►Stats-Konst;” thi da Græker-Aanden, der i ham, saa at sige, bød Verden Farvel, ►mistvivlede om at holde Liv i de virkelige Stater, den fordum skabde, trøstede den sig med en ►Skygge-Tegning af sit Ideal, og med den søde Drøm, at det dog maaskee engang kunde træde i Kraft og give rigelig Erstatning for det ikke nær saa Fuldkomne, som Aarene havde forældet og Skæbnen ►forstyrret. Synd var det at misunde en saadan Aand sine Drømme, og der er ►vist nok anderledes Viisdom i dem, end i den Snuhed, hvormed ►Nisse-Kongen i 📌Makedonien vidste at benytte Omstændighederne til sin øiebliklige Fordeel, men det er desuagtet ►lige vist, at naar de kraftigste og viseste ►Ædlinger, som 👤Sokrates og 👤Plato, kun leve og virke for Idealer, som ►det borgerlige Selskab, de tilhøre, umuelig kan 299 (US) omskabes efter, da er der ikke mere nogen Redning for det Folke-Liv, de, som ►udfarne Sjæle, har hævet sig over og stikle kun paa. Isteden derfor, i Stats-Historien, at udbrede os over disse “Udvandredes” Tanke-Gang og skiælde paa deres Med-Borgere, som ikke vilde lade sig ►omskabe i deres Billede og efter deres ►Lignelse, kan vi her kun nævne dem i Forbigaaende, med den Bemærkning, at det var aldeles i Naturens Orden, at de borgerlig maatte tale for døve Øren og tænke for tilkommende Slægter, da de, med al deres Viis367dom, dog ikke forstod ►den guddommelige Konst at giøre Døve hørende og Døde levende!
✂ Naar Loven sover ind, vaagner Frækheden op, hvor Borger-Retten tabes, der giælder ►Næve-Retten, og hvor Freden slipper, tager Krigen fat, saa det er intet Under at Krigs-Konsten steeg paa Folke-Livets Grav, at Tyrannerne ynglede, da Heltene uddøde, og at Penge gjorde Alt, hvor ►Størken var til Leie og Samvittigheden Røver-Kiøb. Saa snilde af Natur, saa drevne i Legems-Øvelser, og saa oplagte til Konst, som Grækerne var, maatte de ogsaa nødvendig paa en kort Tid kunne drive det vidt, og siden ►de “Titusinde” havde vakt 📌Asiens Beundring, førdes hardtad ingensteds i den bekiendte Verden nogen Krig uden Græske Leie-Tropper, saa hvem der havde nogen Snildhed og mange Penge, maatte let kunne opsvinge sig til 📌Grækenlands Herre, og havde han Mod derpaa og fik Tid dertil, turde han nok haabe at erobre hele Verden.