Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Som det gik Grækerne med Legems-Øvelserne, gik det dem ogsaa med deres haandgribelige Konst-Værker, blandt hvilke det Allerberømteste ogsaa thronede som en Zeus, skabt af 👤Phidias, midt i Kredsen for de Olympiske Lege; thi de skattede dem bestandig over deres Værd og endte med ganske at forgude dem. Vist nok var det saare naturligt, hos et Hedning-Folk, der levede i Anskuelsen 332af Guddoms-Præget i Mennesket, baade paa Sjæl og Legeme, at de udviklede Legemets Færdigheder og forskiønnede dets Udseende paa Aandens Bekostning, men det er derfor ikke mindre sørgeligt, at see det grove Afguderi indsmigre sig hos de smagfulde Græker ved det blændende Skin af Aand, der kastede et glimrende Slør over dets Vederstyggelighed. Meningerne kan nemlig vel være deelte om, hvorvidt det grove Afguderi, hvorved Skabningen aabenbar sættes over Skaberen, er Synd mod Ham, men der kan intet Spørgs-Maal være om, at det er en stor Forsyndelse mod Menneske-Aanden, der hævner sig rædsomt ved at lade dem synke i Jorden, som kaste sig i Støvet for deres egne Hænders Gierninger. Derfor er det heller intet Under, at Græker-Aanden sluttede sin Bane ved at stemple Stenen med sit skiønne Præg, thi alle Guder maae nødvendig studse og blive som forstenede, naar Stene forgudes, og er der en Aand med i Spillet, da er den aabenbar paa sit Yderste, naar den giør Bauta-Stenen til sin Stat-Holder. Saadanne Bemærkninger kaldes vist nok tit sværmeriske og smagløse nuomstunder, da Man atter synes at have fortvivlet om at række meer af Aand end “Skinnet” og forguder desaarsag de smukke Billed-Støtter alt hvad Man kan; men hvem der heller vilde være en lyslevende Hektor, Achil eller Odysseus, end den Olympiske Jupiters forgudede Støtte, maa dog ligefuldt finde den Tid, da Billed-Huggernes Værker blive det Guddommeligste paa Jorden, ussel imod den, da Iliader og Odysseer, Herodotske Muser, Æschyliske Dramer, Platonske Dialoger og Demosthenske Taler yngle og begeistre. At endelig Grækerne, hvis høieste Drift det unægtelig var at kappes med Guderne, maatte afbryde dette store Vædde-Løb, naar deres Guder havde slaaet sig til Ro og stod som ubevægelige Støtter, i Viraks-Duft til Øiens-Lyst, 333det er en Slutning, der giør sig selv og bekræftes kun alt for godt af den følgende Historie.