Grækerne.
✂ Bjerg-Kiæden 📌Balkan (►de Gamles 📌Hæmos), som mod Vesten knytter sig til 📌Alperne, og mod Østen støder til 📌det Sorte Hav, aflukker en stor Halv-Øe, der tilligemed 📌den Apenninske og 📌Pyrenæiske, er Alt hvad der af 📌Europa indtræder i Old-Tidens Historie, og denne 📌Olympiske Halv-Øe, som Man vel maa kalde den, var hverken, som 📌den Pyrenæiske, et Phønicisk Bjerg-Værk, eller, som 📌den Apenninske, et ►Kyklopisk Værk-Sted for den Romerske ►Mars, men en Bue-Gang for Menneske-Aanden, til Ærens Tempel, med Skiønhedens Alter og med alle ►Musers Vugge mellem Friheds-Støtter!
✂ Denne Halv-Øe (mellem 35 og 45 ►Gr. N. B.) begynder med 📌Romanien, hvor 📌Konstantinopel ikke blot, som Staden paa Bjerget, aabner en deilig Udsigt over 📌Asiens og 📌Europas Kyster, men minder eftertrykkelig om 📌Thrakien, som det saae ud i Perser-Tiden, da det skiønne Land, ligesom nu, var en Tumle-Plads for raae Barbarer, undtagen i 📌Byzants, og hvor Grækerne ellers havde gjort Land-Gang og ►vel ►indhegnet en ► Plante-Stad paa Kysten. Dog, ligesaalidt som 📌Konstantinopel altid har været Tyrke-Leiren 📌Istambul, ligesaalidt havde 📌Thrakien altid været Barbarernes, tidlig havde Phønicerne fra 📌Thaso og 📌Samandrachi aabnet dets Guld-Gruber, og her havde, efter Sagnet, ►Linos, ►Orpheus og ►Thamyris sjunget omkap med ►Muser og 317►bevæget Stene, saa den mest poetiske Stamme af 📌Grækenlands Indbyggere maa engang i det Mindste have ►laant Herberge i disse ►Lande-Mærker paa sin Vandring fra Asien til 📌Helikon.
✂ Herpaa følger 📌Makedonien, med 📌Pindos mod Vesten og 📌Olymp mod Syden, hvor Grækerne i Oldtiden søgde deres Guder og fandt, under 👤Philip og 👤Alexander, deres Herrer; men hvor dog i Perser-Tiden, ligesom nu, kun fandtes et Stænk Græker i en Hob af Barbarer, og her minder 📌Athos-Bjerget, nu kaldt det hellige, med 57 (VU) sine Græske Munke-Byer, sine gamle Bog-Hylder, og de eneste Klokke-Taarne i 📌det Europæiske Tyrki, os ►underlig paa eengang om Oldtid og Middel-Alder.
✂ Vestenfor, ud til 📌det Adriatiske Hav, ligger 📌Albanien eller 📌Arnaut (fordum 📌Epiros), hvor det ældste Græske Orakel fandtes, i 📌Dodone (ved 📌Gradiki ei langt fra 📌Janina), men var ►alt i Perser-Tiden forældet og omleiredes, da som nu, af 261 (US) stridbare, ►forvovne Kroppe, hvis sparsomme Blanding med Græker endnu speiler sig i de brave ►Sulioter.
✂ 📌Janiah, ►de Gamles 📌Thessalien, indsluttet af Bugten ved 📌Salonik (📌den Thermæiske), 📌Olymp, 📌Pindos og 📌Øta, kaldte Hellenerne deres Hjem-Stavn, og her havde Skue-Pladsen været, som for ►Olympens Guder, ►saa for de balstyrige ►Jetter ved 📌Pelion (📌Zagora) og 📌Ossa (📌Kissovo), med den store Val-Plads for ►Kentaurer og ►Lapither. Fra 📌Iolkos (ved 📌Volo) stak ►Argo i Søen med ►Jason og ►Orpheus for at hente ►Gylden-Skindet ved 📌det Sorte Hav, og lidt sydligere (ved 📌Zeitun) herskede ►Achil i 📌Phtiothis over sine Myrmidoner, før han uddrog til Seier og Fald ved 📌Ilion. Men ligesom nu det liflige 📌Tempe ved 📌Peneus (📌Ababa) ►fortrampes af Tyrkiske ►Kentaurer, saaledes var det ogsaa under Perserne kun i de store Old-318Sagn den Græske Aand svævede over de fede Græs-Gange og de takkede Bjerge, thi de Thessaliske Ryttere satte en Ære i at være Perser-Kongens Ride-Knegte.
✂ Da, som nu, var det altsaa først gjennem 📌Thermopylæ Man kom i den fri Luft, hvor Landet under Tyrkerne hedd 📌Livadien, men i gamle Dage 📌Lokris, 📌Phokis og 📌Ætolien mod Norden, 📌Bæotien i Midten og 📌Attika længst i Syd-Ost. I det østlige 📌Lokris, hvortil ogsaa 📌Thermopylæ blev regnet, var 📌Aulis-Havnen, hvorfra Grækerne styrede til 📌Troja, og i 📌Phokis hævede sig fordum med 📌Parnas (ved 📌Kastri og 📌Salona) det berømte 📌Delphi med Oraklet, hvoraf dog ei er mindste Spor tilbage. 📌Theben (📌Thiva) og 📌Athenen (📌Athina) har derimod ei blot beholdt deres Navne, men ogsaa Vidnesbyrd om deres forsvundne Herlighed, skiøndt de stolte Levninger af 📌Parthenon paa Slots-Bjerget (📌Akropolis) deels er skudt sammen i de sidste Krige, og deels bortførte af konstkiære Fribyttere, saa nu er der vel flere af 📌Athene-Templets Prydelser samlede i 📌London mellem de saakaldte ►Elginske Marmore end paa Stedet selv.
✂ Endelig komme vi til 📌Peloponnes (📌Morea), som kun ved den 58 (VU) smalle 📌Korinthiske Tange hænger sammen med 📌Livadien, og her laae det rige 📌Korinth, med Havne til begge Sider (østlig 📌Kenchræ og vestlig 📌Lechæ), som nu kun har Navnet og en fortryllende Udsigt tilbage. Nordvestlig derfra op til 📌Patras strakde sig 📌Achaia, og sydenfor ligger endnu det ældgamle 📌Argos, hvor Bugten bærer Navn af dens Lade-Plads 📌Nauplia (📌Napoli di Romania). Længere mod Sydvest, hvor 📌Tripoliza ragede frem paa ►Flakke-Bjerget, til 👤Ibrahim ►giæstede den med 262 (US) sine Ægypter, kaldte Man fordum Landet det lykkelige 📌Arkadien, et Navn saa udødeligt som Poesien, og paa Vest-Kysten omkring 📌Gastuni laae det lille 📌Elis, hvis Navnkundighed blev stor ved de Olympiske Lege, og ved ►den Olympiske ►Zeus af Steen, tredive 319Alen høi i Sædet, har Man sagt, og Mester-Stykket af 👤Phidias, Billed-Huggernes Konge.
✂ Sydlig ender det store Platan-Blad, som ►de Gamle ►lignede 📌Morea ved, med tre mærkværdige Tunger, hvoraf de To hørde til det klippefulde 📌Sparta eller 📌Lakedæmon, hvis berømte Hoved-Stad ved 📌Eurotas er saa aldeles forsvundet, at Somme søge dens Gruus vestenfor 📌Helos-Floden, ved 📌Misitra, Andre østenfor ved 📌Mogula, men at den Spartanske ►Kæmpe-Kraft og Ubøielighed dog ingenlunde er uddød, det har ►Mainotterne i vore Dage gyldig beviist. Den tredie Tunge, vestenfor den vilde Bjerg-Kjæde 📌Pentedaktylon (📌Taygeton) tilhørde engang Messenierne, og der laae 📌Pylos, berømt af ►Nestors Veltalenhed, tæt ved 📌Navarin, i hvis Havn Barbarernes Flaade nys som et Brænd-Offer for Grækernes Frihed gik op i Røg.
✂ ►Trindtomkring ligge Øerne, mangfoldige i Tal, og blandt de nu saakaldte 📌Ioniske mod Vesten havde 📌Ithaka (📌Thiaki) med ►Odysseus et stort Navn i de Græske Oldsagn, og 📌Korkyra (📌Korfu), befolket fra 📌Korinth, et ikke Lidet i Historien, men 📌Korkyra, som under Perser-Krigen var den næststørste Sømagt i 📌Grækenland, udelukkede sig selv af ►det skiønne Samfund, ved at lægge sine tresindstyve Snekker paa Lur ved 📌Tænaron (📌Matapan) istedenfor i Linie ved 📌Salamis *►Herod. VII. 168..
✂ Sydost for 📌Morea ligger 📌Kreta eller 📌Kandia, hvis gamle Indbyggere, just ei berømte for Sanddruhed, paastod at hos dem var ►Kronos blevet Gude-Fader til ►Zeus, ►Poseidon og ►Pluto. Saameget er imidlertid vist, at 📌Kreta var den ældste “►Dronning paa Havet” Grækerne vidste at nævne, som, efter ►Iliaden, fra sine hundrede 59 (VU) Byer sendte 80 Skibe til 📌Troja, og at den Kretensiske ►Minos, siden Over-Dommer i ►Hades, berømtes som Mønstret for Græske Lov-Givere. Desuagtet vægrede Kretenserne sig ved at staae 320Last og Brast med 📌Sparta og 📌Athenen i Perser-Tiden og skiød Skylden paa Oraklet i Delphi, altsaa paa den Græske Aand *►Herod. VII. 169., saa det var intet Under at Denne ei ret vedkiendte sig ►deres Børn, som nys blandede 263 (US) sig i Friheds-Kampen, men overlod dem til Ægypterne, de nu maae trælle for.
✂ I Bugten mellem 📌Morea og hvad Man nu kalder 📌Øst-Hellas var, foruden 📌Salamis (📌Koluri), stolt af ►Ajax ►Telamons og af 👤Themistokles 👤Neokles Søn, det berømte 📌Ægina (📌Ængia), som ►vel kun lidet forstærkede ►Diomedes Flaade paa det Trojanske ►Tog, men ►bar ved 📌Salamis Prisen ►for alle de Græske Sø-Magter, saa Bugten, før 📌den Saroniske, bærer nu med Rette 📌Ængias Navn. Tidligere end 📌Athenen, ►alt i det sjette Aarhundrede ►f. Ch., havde 📌Ægina ogsaa berømte Konstnere, hvis Roes ►vel var længe begravet, men opstod igjen med de opgravede Levninger af deres Værk, som glimre nu i 📌München under Navn af ►de Æginetiske Konst-Stykker.
✂ Østenfor, fra 📌Thermopylæ til 📌Athenen, strækker sig 📌Egripo eller 📌Negropont, fordum 📌Eubæa, berømt fra ►Iliaden ►af sine tappre ►Abanter, ved 📌Marathon ►af sine ►Eretrier, og i den sidste Kamp ►af mere Mod end Lykke, men dog omsider føiet til det ny 📌Grækenland, deelagtig i dets Haab som i dets Minder.
✂ 📌Chios (📌Skio) og 📌Samos ligge langt af Leed, ovre under 📌Asien, er nævnte der, og forstærkede ved 📌Salamis kun den Persiske Flaade, men var derefter ei sene til at falde fra, og er i den sidste Friheds-Kamp blevet saare navnkundige, 📌Samos ved sit tappre Forsvar under hele Krigen, og sin urimelige Udlevering til Tyrkerne ved Freden, og 📌Chios ved sin grændseløse Ulykke, da Tyrkerne bogstavelig slagtede det Halve af den Græske Befolkning, over Hundredetusinde, og bortførde Resten som Slaver.
✂ 321Dette var da den gamle Skue-Plads for det Græske Folke-Liv, thi ►Stæderne saavel paa 📌Lille-Asiens som paa 📌Siciliens og 📌Italiens Kyster bekiendte selv, at 📌Halv-Øen var Moder-Landet, og skiøndt baade ►Iliaden og ►Odysseen fremsprang derudenfor, udlede de dog med ►Jason og ►Agamemnon Alt derfra, og endelig har den seneste Kamp med Barbarerne, lang og blodig, beviist, at det kun er 60 (VU) her, Man endnu har meer end Moders-Maal, har Helte-Aand tilfælles med de Gamle. Begge Dele troede selv de bedst Oplyste i 📌Europa giennem flere Aarhundreder, var for længe siden uddøde, og Mange tør endnu ikke troe deres egne Øine, som vise det Modsatte, men derfor er det dog ►lige vist og vil snart, vi haabe, til Menneske-Slægtens ►uberegnelige Gavn, almindelig erkiendes, at Grækerne er en glædelig Undtagelse blandt Old-Tidens berømte Folk, saa hos deres Børn uddøde ikke Moders-Maalet men ►bisattes kun, 264 (US) daanet med dem, i ►Barbariet, og vil nu sikkert opstaae med dem igien, da baade deres Sang og Daad beviser, at Aanden var ogsaa kun indslumret, ei hensovet. Kun vil det naturligviis hverken være af de Classiske ►Steders Gruus ►den Ny-Græske Aand opstaaer, eller paa deres Gruus den opslaaer sit Paulun, thi det er kun Gienganger-Færd, men Navne som 📌Hydra og 📌Spezza vil blive 📌Koluris og 📌Ængias Medbeilerinder, og christelig oplyst vil Aanden fortsætte sin herlige ved Afguderiet fordreiede og afbrudte Bane.
✂ Hvad der nu aandelig udmærkede Grækerne i Old-Tiden, og hvad de derfor umuelig kan have laant enten af Ægypter eller Phønicer, som manglede det, var især ►den levende Følelse af, at Mennesket er “i Slægt med Guddommen.” Dette er nemlig noget ganske Andet end at enkelte Mennesker ansaaes for Gude-Sønner eller Gudernes Fortroelige, hvad der var Tilfældet hos mange andre Hednin322ger, saavelsom hos Grækerne, thi denne Tro paa et Natur-Slægtskab mellem Gud og Menneske gav hele den Græske Livs-Anskuelse et eiendommeligt Præg og en mageløs Glands. Ligesom Man nemlig saae en skjult Guddom i Mennesket, saaledes saae Man igien en skjult Menneskelighed i hele den skiønne Natur, og, uagtet alt det Skiæve og Fantastiske, der deels bestandig klæbede ved denne Livs-Anskuelse, deels efterhaanden forvirrede den, var den dog Kilden saavel til Ideen om ►et Borgerligt Selskab i sin Glands og en Skole for Livet i sin Flor, som ogsaa til de store Værker med Pen og Hugge-Jern, vi beundre, og til det store Haab om voxende ►Forklaring, der ei udartede til en barnagtig Leg med ►Skin og Bobler, før det havde gjort 📌Grækenland udødelig Ære og Menneske-Slægten ►uberegneligt Gavn! ►Vel boede nemlig Grækernes Guder paa Jorden, og havde “📌Olympen” endog været fulde 7000 Fod over Havet, vilde det dog ►vist nok været meget for lavt til en rigtig ►Zeus, ja, Grækernes Guder var Mennesker lige “ei uden Synd” hvad ►aabenbar 61 (VU) nedsætter dem endnu dybere, men de var dog med alt det langt høiere Væsner end baade ⓘ Ægypters og Phønicers, og fordi de havde deres rette Hjem i Folkets Barm og ei blot i Digternes Hjerne, saa stræbde Grækerne virkelig at ligne dem, som deres egne høieste Forestillinger om Livet, hvad aldrig med deres herlige Anlæg, kunde saa ganske mislykkes, at de ►jo gjorde nogle Kæmpe-Skridt fra 📌Tempe op ad Gude-Bjerget. ►Det er med andre, mere giængse Ord, at Grækerne der, som Man siger, idealiserede (forskiønnede) alt, de forskiønnede og 265 (US) saa ►dem selv til Guder, men ikke som Noget, de indbildte sig at være, kun som hvad de haabede for Slægtskabs Skyld at kunne forædles til, og mens dette Haab var levende hos dem, udviklede der sig ►øiensynlig i det Mindste saadanne Halv-Guder (Heroer), som 👤Homer og 👤Hesiod, 323👤Leonidas og 👤Herodot, 👤Aristid og 👤Kimon, 👤Sokrates og 👤Plato, 👤Demosthenes og 👤Alexander!
✂ Kun fra dette Stade kan vi forstaae Græker-Livet, som et stort ►Vædde-Løb om Livets Krone, hvori det faldne Menneske ►vel ligesaalidt kunde naae Maalet, som fatte det ret i Sigte, men satte dog alle sine høiere Kræfter i en levende og fri Bevægelse, som det for os kan være baade lysteligt og lærerigt at betragte, da den baade maa indskyde os en dyb Beundring af det guddommelige Konst-Værk, Skaberen i Mennesket har frembragt, og peger næsten ved hvert Skridt paa Noget, vi ere kaldte til ei at eftergiøre men at overgaae.
✂ See vi saaledes paa den Græske Stats-Forfatning, da er den ►vist nok ►alt i Perser-Tiden et Vir-Var, kun, som det synes, skikket til at frembringe en idelig Afvexling af Tøileløshed og Tyranni; men stirre vi paa Dagene ved 📌Marathon, 📌Thermopylæ og 📌Salamis og paa de store Mindes-Mærker om sin Løbe-Bane, Græker-Aanden reiste, baade før og siden; da maae vi dog nødvendig foretrække dette Vilde-Rede baade for den ►snorrette Stivhed i 📌Ægypten og den ►udregnede Travlhed i 📌Phønicien. Baade see vi nemlig midt i dette Vilde-Rede saa kiendelige Spor af en høiere Orden, at vi ei kan tvivle om, den ►jo engang fandt Sted i disse ►Lande-Mærker, og deels bærer, selv under ►Forstyrrelsen af den Græske Stats-Bygning, Aands-Kræfternes ædle Kappe-Lyst og fri Virksomhed saa herlige, mageløse Frugter, at vi ei kan finde dem for dyrekiøbte.
✂ Vil vi nu kiende ►Ideen til Grækernes Stats-Forfatning, da giør vi bedst i at betragte de Optrin af Gudernes ►huuslige Liv, som de gamle Skjalde har skildret, thi de var ►aabenbar det store Forbillede, der svæ 62 (VU) vede for Grækerne og som de kun fuskede paa i deres Stater at udtrykke, saa, medens alle forstyrrende Kræfter laae med ►Titanerne fængslede i Afgrunden, skulde alle de ædle, skiønne og velgiørende Kræfter virke 324frit, som hinandens guddommelige Medbeilere, kun løselig forbundne og læmpelig styrede af Aanden, der, som en fælles Gude-Fader svævede over dem med ►Kronidens Lynilds-Blik og Torden-Kile, men ogsaa med ►Athenes kloge Fugl og ►Hebes Nektar-Bæger. Et saadant frit og virksomt men dog i Grunden fredeligt, for 266 (US) Alle gavnligt og behageligt, Medbeiler-Forhold var det ►aabenbar, Grækerne prøvede paa at indføre i deres Stæder, og mellem alle Stæder og Stammer indbyrdes; thi de deelde sig ingenlunde i de mangfoldige smaa ►borgerlige Selskaber for at udstykke 📌Grækenland eller for at blive hinanden fremmede, men for at hver Slægt kunde, saa at sige, i sit eget Huus og sin Families Skiød friest og behageligst udvikle sine Kræfter og uddanne sine Anlæg, til at glimre og seire i det store Vædde-Løb, der skulde være det Samme for Stammerne, som de Olympiske, Pythiske og Isthmiske Lege var for ►Enkelt-Manden. Derfor havde Man fra Arilds-Tid et saakaldt Amphiktyonisk Raad, sammensat af alle Stammers ►Fuldmægtiger, som tillige var Forstandere for National-Helligdommen i 📌Delphi, og skulde forhindre Kappe-Lysten fra at udarte til fordærvelig Splid og holde Banen aaben for de Smaa som for de Store.
✂ At nu et saadant Raad i mange ►Ledd baade skulde selv være besjælet af Folke-Aanden og finde Lydighed hos de Stærkeste mod Loven i dens Navn, var ►vist nok, i vor syndige Verden, ligesaalidt at vente, som at samme Aand skulde være over alle ►Stædernes Øvrigheder og finde lydige Undersaatter nok til at beholde Magten; thi begge Dele hænge paa det Nøieste sammen, saa det er intet Under, at i Perser-Tiden, da Tyranni og Tøileløshed stred om ►Prisen allevegne, at da Amphiktyonerne kun nævnes i Forbigaaende: ved Mindes-Mærkerne om den sidste Folke-Daad og Prisen paa den Grækers Hoved, der forraadte sit Fædreneland. 325Men aldrig var dog den Folke-Daad i Perser-Krigen blevet ►øvet, og aldrig var det blevet agtet for Lands-Forræderi af en Thessalier at vise Barbarerne Vei ind til sine gamle Uvenner i 📌Phokis og deres peloponnesiske Hjelpe-Tropper, dersom ►det Græske Forbund ei før havde været anderledes i Kraft, og aldrig vilde Amphiktyonerne blevet navnkundige i 63 (VU) 📌Grækenland, dersom Steen-Støtterne ved 📌Thermopylæ havde været deres første berømmelige Værk, som det blev deres Sidste. Hvor tidlig dette Græske Stats-Raad er stiftet, lader sig ►vel ikke afgiøre, men tænkes maa det ►vist foran de første Folke-Bedrifter (►Argonauter-►Toget og Trojaner-Krigen), og dermed stemmer Sagnet overeens, der nævner ►Deukalions Søn, ►Amphiktyon, og ►Argiveren ►Akrisios, Morfader til ►Perseus, som dets Ophavs-Mænd*►Strabo IX. 420. ►Pausanias X. 8.. At det hverken 267 (US) nævnes i ►Iliaden eller ►Odysseen, giør intet til Sagen, da hvad der til Hverdags-Brug er i Alles Munde sædvanlig allermindst nævnes ved høitidelige Leiligheder, og da Raadet ikke er os vigtigt for Navnets, men for Sagens Skyld, skal vi heller lægge Mærke til, at Krigs-Raadet i Leiren ►for 📌Troja er selv det klareste Beviis paa, hvordan Grækerne ved deres Stats-Begivenheder immer tog Guderne til Mønster; thi ►Agamemnon ►Folke-Drot er ►aabenbar en ►Zeus efter Tidernes ►Leilighed, ►Thetis-Sønnen ►Achil er en ubændig ►Poseidon, ►Athenes Yndling ►Odysseus forestiller hende, og ►Nestor med de honningsøde Læber skal erstatte ►Hebe med Nektar-Bægeret, medens Udfaldet: Hellenernes Seier, dyrekiøbt med ►Achils Undergang, lærer os, hvad de ventede af Vædde-Kampen mellem deres voxende Kløgt og den ubøielige Skæbne.
✂ De Amphiktyoniske Raads-Herrer var, som sagt, ogsaa Tempel-Forstandere i 📌Delphi, og paa Oraklet der maae vi fæste vor hele Opmærksomhed; thi ligesom Grækerne 326sagde, at 📌Delphi var Jordens Navle (Middel-Punkt), hvor ►Kronidens Ravne, der (ligesom ►Odins) fløi Verden rundt, mødtes*►Strabo IX. 419–20., saaledes var det Delphiske Orakel ►aabenbar Middel-Punkten i ►Græker-Livet, ved hvis Forrykkelse det gik Opløsningen imøde. Naar Man derfor enten, med de uoplyste Theologer, paastaaer, at det i 📌Delphi, som ved alle Hedenske Orakler, bestandig gik til med Fandens Konster, eller Man, med de i deres egne Tanker Høitoplyste, giver den smukke Forklaring, at det Hele var et ►Giøgle-Spil af Luren-Dreiere, da skal Man vide, at Man derved sværter og fordømmer den Aand, der var over 📌Grækenlands ædleste Helte, ypperste Digtere, Talere og Tænkere, thi at det Delphiske Orakel, til det blev aandløst, var i Grækernes Aand, derom tillader Historien os ikke at tvivle. Vil Man derfor ei selv faae Skam og dog 64 (VU) stræbe at ramme det Rette, maa Man vel antage, at 📌Delphi og Græker-Folket, ligesaavel som 👤Sokrates, havde baade en god og en ond Genius (Dæmon), der ►droges om Herredømmet, til den Sorte omsider fik Overhaand, og at dette var i Perser-Tiden, lære vi af 👤Herodot.
✂ Medens nemlig endnu ►Pisistratiden 👤Hippias ►havde Athenienserne under Svøben, fik Spartanerne, hvad de saa end spurgde om, immer til Slutning den Formaning af ►Pythia (Præstinden), at de skulde befrie 📌Athenen, hvad de da omsider, 268 (US) for at føie Oraklet, ogsaa gjorde, skiøndt 👤Hippias var deres ►Gjæste-Ven og de frie Atheniensere deres farligste Medbeilere; men siden ymtede Man om, og Athenienserne sagde det selv, at de rige Alkmæonider, som under 👤Pisistrat og hans Sønner var landsforviste, og længdes efter Hjemmet, havde underkjøbt ►Pythia til at give det gode Raad*►Herod. V. 62–63..
✂ Det Sidste kunde nu godt være Snak, thi det var aldeles i den Græske Aand at ønske Tyranner styrtede, hvem de 327saa end plagede, og da Alkmæoniderne, som stod for Opbyggelsen af det ny 📌Apollo-Tempel i 📌Delphi, havde været saa ►runde at bruge ►Parisk Marmor, hvor de kunde sluppet med ►Porinsk, lod det sig desuden godt høre, at ►Apol kunde finde, den ene Høflighed var den anden værd; men baade viser dog det slemme Rygte, at Man i 📌Grækenland begyndte at troe, ►Pythia vidste dog imellem ret godt selv, hvad hun sagde, og formodenlig har Amphiktyonerne, som Tempel-Forstandere, da de tingede med Alkmæoniderne om Bygningen, indgaaet den hemmelige Betingelse: giennem Oraklet at ►virke hvad de kunde til 📌Athenens Befrielse. Det kunde nemlig synes et uskyldigt og ►fromt Bedrageri, hvorved kun Tyrannen tabde, medens Templet vandt i Skiønhed, 📌Grækenland i Frihed og de selv maaskee lidt i Velstand, og under saadant et smukt Skin pleier Skjelmen gierne at indsnige sig i ►smukke Folks Selskab, saa noget Sligt er der sikkert gaaet forud for den nederdrægtige Opførsel i 📌Delphi, som fandt Sted mellem Slagene ved 📌Marathon og 📌Thermopylæ.
✂ 👤Kleomenes, den foromtalte Konge i 📌Sparta, der altsaa ventelig kunde takke sin Daatter for, at han ikke selv lod sig bestikke af 👤Aristagoras, bestak nu ved sit ►Redskab 👤Kobon i 📌Delphi, Præstinden 👤Perialla, saa hun i Oraklets Navn, erklærede hans Medregent 👤Dimarit for et uægte Barn, hvorved 👤Dimarit mistede Thronen og blev 65 (VU) saa kied af 📌Grækenland, at han flygtede til 📌Persien; men siden blev det opdaget, saa 👤Kobon maatte redde sig med Flugten og 👤Perialla blev afsat *►Herod. VI. 66..
✂ Man indseer let, at om end Amphiktyonerne havde ladt 👤Perialla levende brænde og sat en Priis paa 👤Kobons Hoved, der var blevet vundet, vilde det endda varet længe, før Oraklet kunde faae Opreisning paa sin Ære, som Det ►aabenbar forbrød ved et Falskneri, der satte hver Mands Ære og 328Velfærd, alle 269 (US) Staters Rolighed og hele 📌Grækenlands Frihed rædsomt paa Spil; men da Alt løb saa læmpeligt af for de Ryggesløse, var Oraklets Indflydelse paa Stats-Anliggender uigjenkaldelig forloret.
✂ Hermed træder da Oraklet ud af Stats-Historien, og ►naar det var traadt ind deri, veed Man naturligviis ligesaalidt med Bestemthed, som hvad Aar Amphiktyonerne blev Kirke-Værger; men dog taler ►Achil i ►Iliaden om de Pythiske Tempel-Skatte, som allerede dengang meget betydelige, og i ►Odysseen synger Skjalden ►Demodok om Orakel-Svaret fra 📌Delphi, som forkyndte ►Agamemnon 📌Trojas Undergang *►Iliaden IX. 404–7. ►Odysseen VIII. 77–82., saa Grækerne ansaae ►aabenbar Oraklet for jævnaldrende med deres Folke-Liv. At for Resten det gamle Tempel i 📌Delphi brændte af i ►👤Kyri Dage, hvorpaa Alkmæoniderne for 300 Talenter opførde det Ny, melder 👤Herodot, men det er først af 👤Pausanias vi høre, baade at Korintheren 👤Spinthar var Alkmæonidernes Byg-Mester, at Templet selv i Old-Tiden ofte var blevet plyndret, og at førend de to Steen-Templer, havde Oraklet først været i en Løv-Sal af Laurbær-Træer fra 📌Tempe, derpaa i en ►underlig Kube af Bie-Vinger og Honning-Kager, som ►Apol siden forærede Nordboerne (Hyperboræerne), og saa i en ►Kaabber-Hald, som Man veed ikke ret, om smeltede eller sank i Jorden*►Herod. II. 180. ►Pausanias X. 6–7..
✂ Da lærde Folk i 👤Mark Aurels Tid var ligesaa vel oplyste som i det attende Aarhundrede, saa anmærker naturligviis 👤Pausanias, at Løv-Hytten og ►Kaabber-Hallen, det kan Man begribe, men Bie-Kuben maa man forkaste som en Fabel. Vi Lærlinger i boglig Konst fra det nittende Aarhundrede derimod, som har mærket at det er ligesaavel det Store som det Tomme, vi ikke kan begribe, vi finde alle de tre gamle ►Apollo-Templer æventyrlige, men derfor in329genlunde 66 (VU) at kimse ad, og finde især det Mellemste “af Bie-Vinger og Honning-Kager” meget smagfuldt, som det i 📌Grækenland var at vente, naar Konsten steeg; thi da bliver gierne hos alle Sang-Fugle, under Kirke-Taget som i Lunden, Vingerne bitte smaa men Tonerne søde. Vi finde altsaa i de tre snurrige Templer en kort men sindrig mythisk Orakel-Historie, saa det lignede først en Laurbær-Lund, hvor Sangen med Fuglene kom af sig selv, saa en ►konstig Indretning, hvormed Man kom Naturen til 270 (US) Hjelp►, saa Orakel-Svarene vandt i Skiønhed hvad de savnede i Dybde, og endelig en klingende Bjælde og en tonende Malm, som den Man banker paa, naar Bierne skal sværme, saa Orakel-Svarene var kun som ►Skraldet der morer gamle Kudske, blot for Erindringens Skyld.
✂ Vi kunde nu gjerne forlade 📌Delphi, uden at nævne “►Tre-Foden”, ►naar den ikke var blevet til ►et Ord-Sprog i den lærde Verden, især til at betegne Kilden, hvoraf indbildske Recensenter beruses til deres ►Magt-Sprog; men for at den nu ikke skal hevne sig paa Haand-Bogen, maae vi dog vide, at det egenlig er en trebenet Taboret, 👤Strabo sætter ►Pythia paa over en dyb Hule, hvis ►Dunster skal forestille Aanden, men ►begeistrer hende dog kun til nogle afbrudte Ord i Prosa, som en Rim-Smed, Man har i Bag-Haanden, maa pine sin ►Muse med at lodde sammen, saa der bliver Mening eller dog Klang deri*►Strabo IX. 419.. At det nemlig hverken var saadant Stymper-Værk, de gamle Græker beundrede, eller saadan en Damp-Maskine, der, i Aandens Fraværelse, drev deres Sangere, det veed vi ►udenad, og hvor den konstige Begeistring begynder, der slipper desuden den Naturlige, som dog er den Eneste, det lønner Umagen at tale om, og som netop var den, de gamle Græker, i Kraft af Natur-Slægtskabet med Guddommen, stolede paa.
✂ 330I 📌Delphi holdtes de Pythiske Lege, som oprindelig var ►Vædde-Sange, hvortil siden kom Strænge-Leg; ved 📌Korinth holdtes de Isthmiske og i 📌Argolis de Nemeiske Lege, alle berømte fra Arilds-Tid, men paa den Tid, vi med 👤Kserxes giør Grækernes Bekiendtskab, var alle andre Lege fordunklede af de Olympiske, der ogsaa sikkert var ældre end ►Iliaden, da det var dem der gjorde 📌Elis til “det hellige Land” som det kaldes af Skjalden. Det er allerede anmærket, at det var de Olympiske Leges Skyld, som holdtes i de samme Dage, at der blev ►fylket saa tyndt ved 📌Thermopylæ, men det bør strax tilføies, at da 👤Kserxes i den Anledning spurgde, hvad Prisen var, 67 (VU) de ved 📌Olympia kæmpede ►for, og fik til Svar “en Krands af Olie-Kviste,” da udbrød den ædle Perser 👤Tigranes: o, 👤Mardonius, hvad har du gjort, at du indviklede os i Krig med ►Kæmper, som tage kun Æren i Sold*►Herod. VIII. 26.! Hermed er imidlertid ogsaa Alt sagt hvad der med Sandhed kan siges til de Olympiske Leges Roes, naar de betragtes i og for sig selv, medens der med 271 (US) Føie er Meget at udsætte paa den Heftighed, hvormed Grækerne lige fra Perser-Tiden sværmede for Krandse, der som oftest smykkede ►Land-Løbere og Slags-Brødre, med hvem ingen ►Ædling skulde ønske at have meer tilfælles end høist nødvendig. Det gik Grækerne hermed, som det gaaer alle poetiske Sværmere med den Gienstand, hvori de forelske sig, de begyndte med at ►overskatte Vædde-Løbene og Styrke-Prøverne, som et ►øiensynligt træffende Billede paa den stærke Drift og stadige Kamp, som Aands-Kræfternes heldige Udvikling kræver, men glemde saa efterhaanden Sagen ►over Billedet og ►omfavnede en Sky for ►Here.
✂ Dette maa imidlertid ikke tages saaledes, som om Grækerne, selv ved de Olympiske Lege, ►over Legems-Øvelserne reent havde glemt Sjæle-Kræfterne, thi baade stod Banen dem aa331ben, og det er høist rimeligt, hvad Man fortæller, at da 👤Herodot oplæste Endeel af sin ►Historie ved de Olympiske Lege, blev Tilhørerne saa mange, at Man savnede Tilskuere paa ►Rende-Banen; men sandt og sørgeligt er det, at Legems-Øvelserne, istedenfor, som Grækerne havde smigret sig med, at forberede større Ting, snarere efterhaanden fortrængde alt Andet og blev omsider det Eneste, Man i 📌Grækenland kunde rose sig af.
✂ Hvilken Vigtighed de Olympiske Seiers-Krandse havde i alle baade Europæiske og Asiatiske Grækers Øine, derom vidner hvert Blad i deres Historie, men her maae vi især lægge Mærke til, at de paa dem grundede deres Tids-Regning, saa de tre Aar, hvori Ingen faldt, var kun som Tilgift til det, der ved Sommer-Soelhverv begyndte saa glædelig, og hele Fir-Kløveret kaldtes en ►Olympiade. Hvor tidlig Man begyndte ordenlig at optegne Seier-Herrernes Navne og derved grunde en fast og fælles Tids-Regning, er imidlertid uvist, thi 👤Herodot regner i sin ►Historie slet ikke efter ►Olympiader, og den saakaldte ►“Pariske Marmor-Krønike” som dog gaaer til Aar 91 efter 👤Alexanders Fødsel, ikke heller, saa 👤Diodor er nok den ældste Historie-Skriver, vi har, som tæller efter Hæders-Krandsene. Naar derfor de Lærde endog trættes om, i hvilket Aar af en ►Olympiade 68 (VU) gamle Ting skedte, da er det kun til Tids-Fordriv, og vi maae nøies med at vide, at den første Olympiade falder i den første Halvdeel af det Ottende Aarhundrede ►f. Ch. eller 780–70.
✂ Som det gik Grækerne med Legems-Øvelserne, gik det dem ogsaa med deres haandgribelige Konst-Værker, blandt hvilke det Allerberømteste ogsaa thronede som en ►Zeus, skabt 272 (US) af 👤Phidias, midt i ►Kredsen for de Olympiske Lege; thi de skattede dem bestandig over deres Værd og endte med ganske at forgude dem. ►Vist nok var det saare naturligt, hos et Hedning-Folk, der levede i Anskuelsen 332af Guddoms-Præget i Mennesket, baade paa Sjæl og Legeme, at de udviklede Legemets Færdigheder og forskiønnede dets Udseende paa Aandens Bekostning, men det er derfor ikke mindre sørgeligt, at see det grove Afguderi indsmigre sig hos de smagfulde Græker ved det blændende Skin af Aand, der kastede et ►glimrende Slør over dets Vederstyggelighed. Meningerne kan nemlig ►vel være deelte om, hvorvidt ►det grove Afguderi, hvorved Skabningen ►aabenbar sættes over Skaberen, er Synd mod Ham, men der kan intet Spørgs-Maal være om, at det er en stor Forsyndelse mod Menneske-Aanden, der hævner sig rædsomt ved at lade dem synke i Jorden, som kaste sig i Støvet for deres egne Hænders Gierninger. Derfor er det heller intet Under, at Græker-Aanden sluttede sin Bane ved at stemple Stenen med sit skiønne Præg, thi alle Guder maae nødvendig studse og blive som forstenede, naar Stene forgudes, og er der en Aand med i Spillet, da er den ►aabenbar paa sit Yderste, naar den giør Bauta-Stenen til sin Stat-Holder. Saadanne Bemærkninger kaldes ►vist nok tit sværmeriske og smagløse nuomstunder, da Man atter synes at ►have fortvivlet om at række meer af Aand end “Skinnet” og forguder desaarsag de smukke Billed-Støtter alt hvad Man kan; men hvem der heller vilde være en lyslevende ►Hektor, ►Achil eller ►Odysseus, end ►den Olympiske ►Jupiters forgudede Støtte, maa dog ligefuldt finde den Tid, da Billed-Huggernes Værker blive det Guddommeligste paa Jorden, ussel imod den, da Iliader og Odysseer, ►Herodotske ►Muser, ►Æschyliske Dramer, Platonske Dialoger og ►Demosthenske Taler yngle og begeistre. At endelig Grækerne, hvis høieste Drift det unægtelig var at kappes med Guderne, maatte afbryde dette store Vædde-Løb, naar deres Guder havde slaaet sig til Ro og stod som ubevægelige Støtter, i ►Viraks-Duft til Øiens-Lyst, 333det er en 69 (VU) Slutning, der ►giør sig selv og bekræftes kun alt for godt af den følgende Historie.
✂ Dog, at reise sig selv og kappes med Guderne, var for det faldne Menneske ►vist nok en Helte-Gierning, der langt oversteg hans Kræfter, og at oversee det, røbede en Hovmod, der maatte føre til et endnu dybere ►Fald, som Knæ-Faldet for Stenene ►øiensynlig var, og det havde lige fra Begyndelsen ahnet 273 (US) Græker-Aanden, at den vilde blive slaaet med Blindhed, som Sangeren ►Thamyris, der udfordrede ►Muserne til Vædde-Kamp; thi det var dens gamle Klage-Sang, at Guderne misundte og styrtede de Dødelige, naar de, berusede af Ære og Lykke, vovede at maale sig med dem. Det var derfor hverken Billedhugger-Konsten eller noget Enkelt, der hindrede Grækerne fra at naae det høie Maal, hvortil de stilede, det var Lyden ved deres Bestræbelse i det Hele, og den deraf flydende Mangel paa Kraft til den største Helte-Gierning, som dog maa lykkes, før Mennesket kan blive Guderne liig: den at overvinde sig selv, og 👤Phidias udførde kun, som Grækerne selv anmærkede, hvad ►alt 👤Homer havde spaaet.
✂ Ved dette store Navn maae vi endnu et Øieblik dvæle; thi ►vel hører ►Iliaden, ligesaavel som 👤Platos “►Republik” langt meer til Kirkens og Skolens end til Statens Historie, men Steen-Giærderne paa Aandens Ene-Mærker er en ny Opfindelse, som Oldtiden ikke vilde misunde os, og selv de levende Hegn, som opstod blandt Grækerne og giør dem Ære, kiendte Man kun lidt til under den Trojanske Krig, da Alting endnu ►laae i Fællesskab. ►Det er, ►paa anden Dansk, at naar Kirke, Stat og Skole ei meer staae i levende Vexel-Virkning, da er det forstenede Former, som Aanden har forladt, og at fremforalt et Folks Bibel eller Gude-Bog samler Alt under Eet. At nu de Homeriske Digte var Grækernes Bibel, sees maaskee klarest deraf, at 👤Strabo lægger dem til Grund for sin 334►Geographi, men er dog allerede kiendeligt nok af den Rolle, de spille i 👤Herodots ►Historie, og han har i Forbigaaende opbevaret os et Træk, der bedre end mange Ord give en levende Forestilling om deres politiske Vigtighed i 📌Grækenland. Der var nemlig, fortæller han, omtrent i ►👤Kyri Dage, en Tyran i 📌Sikyon paa 📌Peloponnes, ved Navn 👤Klisthenes, 👤Aristonyms Søn, ingenlunde berygtet for Grumhed men høilig berømt for sin Stats-Klogskab, og for det mageløse Bryllup, han ►gjorde med sin Daatter 👤Agarista, thi om den Brud var 70 (VU) der tilgavns mange Beilere, som han et heelt Aar igiennem beværtede med Giæstebud og ►Ridder-Spil, for at ►prøve Gemytter, indtil hans Valg endelig faldt paa Alkmæoniden 👤Megakles, der ved hende blev Fader til 👤Klisthenes den Yngre, 📌Athenens første berømte Folke-Leder. Samme 👤Klisthenes den Ældre stoppede nemlig blandt Andet Munden paa Rhapsoderne med deres ►Vædde-Sange i 📌Sikyon, for de Homeriske Digtes 274 (US) Skyld, som idelig berømme 📌Argos og ►Argiverne, med hvem 👤Klisthenes laae i Krig*►Herod. V. 67. VI. 126..
✂ Medens vi derfor lade de Lærde ►tvistes om, enten Prinds ►Paris virkelig stjal Dronning ►Helene og skaffede derved 📌Troja alle de Græske Konger paa Halsen, eller det kun er Digt altsammen, og atter om, enten Digtene kom hele til Verden eller i mange Stykker; tør vi nok antage med 👤Herodot, at de Homeriske Digte var omtrent 400 Aar ældre end han*►Herod. II. 53., og indsee grandt, at Borgerne i 📌Sikyon allerede 600 Aar ►f. Ch. maae have nydt en skikkelig Opdragelse, siden det kunde more dem saameget, at høre paa ►Iliaden, at den kloge Tyran var bange for Følgerne. Herved mindes vi tillige om, at enten ►Iliaden og ►Odysseen er af samme Forfatter eller ikke, og enten den ypperste Græske Digter hedd 335👤Homer eller 👤Melesigenes, eller ►hvad, saa har den gamle Sanger om Heltene ved 📌Troja og Farerne paa Havet ogsaa havt en god Opdragelse, og Andet for Øie til daglig Brug, end Barbarer og ►Nødde-Knækkere, saa det er ganske sikkert, at der over 900 Aar ►f. Ch. var et Græsk ►Borgerligt Selskab, med en Frihed og Glands, der maatte være Efterskinnet af en saadan straalende Helte-Tid, som Digtene besynge. Paa den anden Side er det ogsaa klart, at hvor Man, som i 📌Sikyon, taalde, at Tungen blev revet ud af Halsen paa 👤Homer, der har Man dog meer blot moret sig over hans Skildringer, end glødet for det Liv, der avlede dem, saa det er naturligt, at 📌Sikyon ingen Deel tog i de følgende store Begivenheder, men at derimod 📌Sparta, hvis Lovgiver (►Lykurg) skal have ført de Homeriske Digte til 📌Grækenland, og 📌Athenen, hvis Tyran (👤Pisistrat) først skal have ladet dem føre i Pennen, staae i Perser-Tiden som Græker-Aandens sidste Tilflugts-Steder, hvor den ►vel ►alt ►øiensynlig bar paa sin ►Hel-Sot, men gav dog endnu Livs-Tegn, der maae vække Beundring af dens ædle Art, og inderlig Deeltagelse i dens tunge Skæbne.
✂ 71 (VU) Førend vi imidlertid vende os til Betragtningen af den herlige Aands Døds-Kamp i 📌Sparta og 📌Athenen, maa det erindres, at, skiøndt vi ei kan giøre saaledes Rede for hvad ►Grækerne, som hvad Ebræerne laande af Ægypterne, kan vi dog slet ikke tvivle om, det ►jo var temmelig betydeligt, saavel i Henseende til det grove som til det fine ►Handelag og Haand-Arbeide, hvori vi veed, Mesterskabet kiendelig er ældst ved 📌Nilen. Paa et saa 275 (US) dant tidligt Laan henpegede da ogsaa de Græske Old-Sagn om de Ægyptiske Høvdinger: ►Kekrops og ►Erechtheos i 📌Attika og ►Danaos i 📌Argolis, hvortil vi vel tør føie ►Minos paa 📌Kreta; thi baade var han den første berømte Lov-Giver blandt Grækerne og hans 📌Labyrinth det ældste Konst-Værk som nævnes paa 336►Hellenisk Grund, hvad nødvendig maa minde os om 📌Ægypten, hvortil ogsaa efter ►den sidste Kamp 📌Kreta blev kastet, som Opgield for 📌Grækenland. Udvandringer var ►vist nok ikke i Ægypternes Smag, men ►i Hyrde-Kongernes Dage maatte de bide i et suurt Æble, hvortil Udvandringen udentvivl ogsaa hørde, da Tiden godt kan passe og Alt i Verden har havt en Aarsag, der kunde frembringe det.
✂ At nu Grækerne, tilligemed ►Septeret, ►Plov-Kieppen og Grund-Linierne i Tegne-Konsten, har faaet endeel Præste-Løgne og forgudede ►Ugle-Billeder fra 📌Ægypten, følger af sig selv, men Aands-Føde var ikke hvad de gamle Ægypter handlede med, saa ►om det end var andet end Snak, at 👤Homer havde ligesaavel været i 📌Ægypten som ►Orpheus og 👤Plato, ►blev det dog lige vist, at Digter-Aanden hverken stammede derfra eller vakdes deraf.
✂ Derimod har Phønicerne sikkert ►havt store Fortjenester af Grækernes høiere Aands-Dannelse, ►vist nok ikke ved Bogstav-Skriften, hvormed Man ►før slaaer Aanden ihjel end Man opliver den; men ved Oraklet i 📌Dodone og hvad dermed staaer i Forbindelse. At dette Orakel, med sine tre ►Norner: ►Promenia, ►Timarete og ►Nikandra, var det Ældste i hele 📌Grækenland, bevidner 👤Herodot, og efter den Maade, hvorpaa ►Achil i ►Iliaden anraaber ►den Pelasgiske Zeus, som har sit Tempel i 📌Dodone, maa Man slutte, han var af en høiere Orden end ►den Olympiske *►Iliad XVI. 233–35.. ►Vel fortalde Præstinderne paa Stedet selv 👤Herodot, at der var fløiet to sorte Duer ud fra 📌Thebe i 📌Ægypten, af hvilke den Ene kom did, satte sig paa en Bøg og ►befoel med menneskelig Røst at stifte et Orakel for 72 (VU) ►Zeus, men Ægypterne pegede dog selv paa Phønicerne *►Herod. 54–56., og forfølge vi Rækken af 📌Grækenlands gamle Sangere, 337da fører den os, med ►Orpheus og ►Linos til 📌Thrakien, hvor vi veed, Phønicerne fra 📌Taso og 📌Samandraki gik tidlig i Land og havde travlt, saa de var sikkert Vækkerne af de deilige Toner, hvorved Stenene dandsede til Byes og blev Mure omkring de 276 (US) frie, ►helleniske Borgere. Enten maa derfor det Dodoniske Orakel i 📌Epiros ogsaa have været af Phønicisk Oprindelse, eller det staaer ene, som en Ægyptisk Obelisk, henkastet paa en fremmed Kyst til et Skumpel-Skud; thi vi finde intet Spor af Ægyptisk Indflydelse fra denne Kant. Semiterne i 📌Asien, veed vi, var ►Slægtens store Propheter, og skiøndt de Homeriske Digte kom fra 📌Lille-Asiens Kyst, besynge de dog for høirøstet 📌den Balkanske Halv-Øe, som de Græske Heltes og Sangeres Moder-Skiød, til at vi kunne giætte paa Andet, og der maa da sikkert tidlig være fløiet en prophetisk Due fra 📌Asien til Bøgen ved 📌Dodone og givet de høie Orakel-Svar, der gienlyde i de dybe og ligge til Grund for de søde Toner fra 📌Hellas.