↩ 👤Krøsus selv blev fanget og 👤Kyrus lod anrette et Baal til ham og fjorten Lydiske Drenge, enten fordi han vil259de offre dem, eller for at see, om Nogen af de Guder, 👤Krøsus var bekiendt for saa ivrig at dyrke, kunde redde ham fra Ilden. Da gientog 👤Krøsus tre Gange lydelig 👤Solons Navn, og skiøndt han nødig vilde sige, hvad han meende dermed, kom det dog ud, da Man satte hardt ind paa ham, og da 👤Kyrus fik det at høre, bevægede Tanken om Lykkens Luner ham ►vel til Medlidenhed, men Baalet var allerede tændt og lod sig ikke slukke, før en pludselig Skyl-Regn kom til Hjelp, og det var, efter ►Lydernes Sigende, Frugten af en Bøn, 👤Krøsus i sin Nød gjorde til ►Apol. ⓘ 👤Krøsus blev nu løst af sine Lænker, og da 👤Kyrus, foruden god Behandling, tilbød ham en ►særdeles ►Naades-Beviisning, som han selv maatte bestemme, forlangde han blot Lov til at skikke Græker-Guden (►Apol) sine Lænker, med det Spørgsmaal: om det var Gude-Lov i 📌Grækenland at betale Godt med Ondt? Den Tilladelse gav 👤Kyrus ham med stor Fornøielse, og Lænkerne saavelsom Bebreidelsen blev ogsaa rigtig bragt til 📌Delphi, men ►Nornen (►Pythia) vidste godt at forsvare Guden, deels med den 216 (US) ubøielige Skæbne, som Ingen kunde forandre, og deels med den Bemærkning, at det var 👤Krøsus der havde bedraget sig selv, baade ved at tænke, den store Throne der skulde styrte, umuelig kunde være hans egen, og ved at tage Ordet om ►Mulen paa Medernes Throne saa ►grovt, at det ei faldt ham ind, at 👤Kyrus, som Frugten af et ulige Ægteskab mellem den Mediske Prindsesse og en Persisk Undersaat, kunde ogsaa kaldes en ►Mule *►Herod. I. 86–88. 91..