👤Kyrus.
✂ Efter 📌Ninives Fald var der i 📌Asien kun tre anseelige Riger: 📌Medien, 📌Babylon, og 📌det Lydiske paa Halv-Øen eller i 📌Natolien, som Man har for Skik at kalde 📌Lille-Asien, og de holdt enstund Fred med hinanden, efterat den store Soel-Formørkelse ved høilys Dag havde forskrækket baade 👤Kyaxares i 📌Medien og 👤Alyattes i 📌Lydien, som just i det Øieblik holdt et af deres mange ►Feldt-Slag, og til ydermere Forsikkring om godt 206 (US) Naboskab var den Mediske Kron-Prinds 👤Astyages blevet gift med 👤Alyattes Daatter 👤Arine. Om denne 👤Astyages som derpaa besteg sin Faders Throne, og beklædte den i 35 Aar, veed Man Intet at fortælle, før de Drømme, han havde om sin Daatter 👤Mandane, at af hendes Skiød udsprang en Flod som oversvømmede og en Viin-Stok som overskyggede hele 📌Asien, og disse Drømme forklarede ►Magierne saaledes, at 👤Astyages blev bange, og ei alene giftede 👤Mandane med en Mand af Middel-Standen, Perseren 👤Kambyses, men befalede endog sin Minister 👤Harpagus at dræbe hendes nyfødte Søn. Selv vilde 👤Harpagus ikke udføre det grusomme Bud, men overlod det til Kongens ►Fæhyrde ►Mitradates, der havde sin ►Handel paa Bjergene nordenfor 📌Ægbatana, op imod Havet, og hvem 247nu 👤Harpagus ►befoel at udsætte Barnet i den vildeste Bjerg-Egn, hvor det snarest kunde omkomme. ►Mitradates havde imidlertid en Frille ved Navn ►Spaka, med hvem han levede i et Slags Ægteskab, og hun overtalde ham til at udsætte hendes dødfødte Dreng istedenfor Prindsen, hvem hun beholdt og ►fødte op, og da nu ►Spaka paa Persisk er en Tæve, saa har Man deraf gjort den Snak at 👤Kyrus blev ►født op af en Hund. Han voxde nu op som Hyrdens Søn, til han var ti Aar gammel, men da blev Hemmeligheden røbet ved et besynderligt Tilfælde; thi da 👤Kyrus engang gik paa Gaden og legede med de andre Drenge, gjorde de ham for Spøg til deres Konge, hvorpaa han satte Nogle af dem til at bygge Huse, gjorde Andre til sine Drabantere, ►En til Kongens Øie og En til hans Øre, og gav, kort sagt, Enhver sin Bestilling. En fornem Meders Søn gjorde ved denne Leilighed ikke sin Pligt, og ham pidskede 👤Kyrus uden al Barmhjertighed, hvorover han beklagede sig hos sin Fader ►Artambares og denne igien hos 👤Astyages, som fik det Indfald selv at ville see den dumdristige Hyrde-Dreng, men hørde ham med Forundring kiækt forsvare, hvad han havde gjort, som en retfærdig Konge mellem Drengene. Saavel herved, som ved nøie at betragte Prindsens Ansigts-Træk, fattede 👤Astyages Mistanke, truede ►Mitradates til at bekiende Sandheden, straffede 👤Harpagus med at lade ham uvidende spise sin egen Søn, og sendte Prindsen hjem til hans Forældre i 📌Persien, da ►Magierne forsikkrede ham, der var nu ingen Fare, da 👤Kyrus ►alt som Dreng havde været Konge, hvorved Drømmen var gaaet i Opfyldelse*►Herod. I. 74. 107–22..
✂ 207 (US) Da nu 👤Kyrus blev voxen, kom der en Dag en Skytte til ham og hilsde fra 👤Harpagus, her var en Hare til ham, som han endelig maatte selv skiære op i Hemmelighed, og i Haren laae der et Brev, hvori 👤Harpagus, for at ►styre 248sin Hevn► paa 👤Astyages, raadte 👤Kyrus til at giøre Opstand med Perserne, og lovede selv tilligemed Mange af de Store i 📌Medien at gaae over til ham. Det smagde 👤Kyrus, han skrev sig selv en Kongelig Bestalling som General i 📌Persien, og befalede alle Mand af de tre fornemste Stammer: Pasargaderne nemlig, hvortil hans egen Familie Achæmeniderne hørde, Maraphierne og Maspierne, at forsamle sig hver med sin Tjørne-Kniv. Da de nu kom, gav 👤Kyrus dem det Dag-Værk at rydde en Strækning paa atten, tyve Stadier, begroet med Torne, men bød dem tillige Dagen efter til Giæst i deres Pynt. For at beværte dem godt, slagtede 👤Kyrus alle sin Faders Gieder, Kiør og Faar, og da Giæste-Budet var endt, spurgde han Perserne, hvad der ►hugede dem bedst: Livet i Dag eller det i Gaar? Da de nu alle med een Mund gav det Svar, at derimellem var saa lidt Forlig som mellem Himmerig og Helvede, lovede han dem saadanne kronede Dage, ►naar de vilde giøre Opstand mod 👤Astyages og staae som Mænd. Perserne, som længe havde knurret over det Mediske Aag, sagde strax Ja, og da 👤Astyages var saa forblindet at betroe 👤Harpagus Anførselen over den Krigs-Hær, han skikkede mod 👤Kyrus, blev Følgen, at Endeel gik over og Resten tog Flugten. ►Vel stillede nu 👤Astyages sig selv i Spidsen for en ny Krigshær, men han tabde Slaget og faldt i Fangenskab, hvor han ►vel beholdt Liv og Fred, men ikke Kronen. Mens 👤Astyages sad i Fængsel, havde han imidlertid en ►mærkelig Samtale med 👤Harpagus, hvori denne erindrede ham om ovenmeldte gruelige Maaltid og spurgde ham bidende: hvordan Lænkerne smagde; men 👤Astyages søgde ganske rolig at bevise ham, at han havde baaret sig baade dumt og slet ad, dumt, ved at spille Kronen i Hænderne paa en Anden, istedenfor at tage den selv, og slet, ved at giøre de uskyldige Meder til Persernes Slaver*►Herod. I. 123–30..
✂ 249👤Herodot siger selv, at der ►alt i hans Dage var tre forskiellige Sagn om hvordan 👤Kyrus blev Konge og Perserne Herrer i 📌Asien, saa det kunde aldrig undre os, om Et af dem lød saa ►fabelagtig som dette, men da Grækeren lægger til at han følger en fjerde Fortælling af nogle Perser, der ikke lagde an paa at udsmykke Begivenheden men at stille den i sit rette Lys, og 208 (US) da han synes at have havt eens Hjemmel for hvad han melder om alle de Mediske Konger, maae vi ►billig forundre os over, at hvad der begynder saa troværdig, ender saa utroelig*►Herod. I. 95–109.. Alt Andet fraregnet, er der neppe nogensinde fortalt en ►urimeligere Ting, end at en Konge, der, som det udtrykkelig hedder om 👤Astyages, var uden mandlig Afkom, skulde reent gaae fra Samlingen over en Drøm, der spaaede hans Daatter-Søn Kronen, og er derfor ikke hele Snakken indsmuglet i 👤Herodots ►Museum, maa Man vel slutte, det har ingen Perser været men en Meder, som her førde Ordet og giennemgik ærlig den Mediske Tid men snublede ved Overgangen til den Persiske, og fortalde et Æventyr, der ►vel ikke var nogen Udsmykkelse men dog en Forklædning af Sandheden.
✂ Dog, saadanne Tanker og Mistanker maae være saa vel grundede som de vil, saa hjelpe de os dog ikke til en bedre Fortælling; thi skar vi det ►urimelige bort, da fik vi kun et Digt, vi selv havde gjort, istedenfor Noget, der dog er en Historie om hvad Man, efter den gamle Bog, i 📌Persien fortalde Grækeren om 👤Kyrus, og som ventelig er et Billed-Sprog, hvorunder Mederen mere dulgde end krænkede Sandheden.
✂ Vi maae altsaa ►lade Fortællingen staae ved sit Værd, ved Siden ad Mythen om ►Parsondas, der ved Hjelp af Parther og ►Skyther bragde Mederne i Knibe, og hvis Søn det da formodenlig er, der ►opfødes af ►Mitradates og ►Spaka paa de nordlige Bjerge, og alt hvad vi 250kan giøre, er at tilføie 👤Ksenophons Beretning om 👤Kyrus, som, hvis den er digtet, passer saameget bedre i Selskabet.
✂ 👤Kyrus, siger 👤Ksenophon, var en Søn af 👤Kambyses, Kongen i 📌Persien, og en Daatter-Søn af Kong 👤Astyages i 📌Medien, hvem han besøgde med sin Moder, da han var tolv Aar gammel, og morede kostelig, ved alle sine vittige Anmærkninger over den Mediske Overdaadighed, der i hans Øine stak latterlig af mod den Persiske ►Tarvelighed, hvori han var ►opfødt. 👤Astyages fik Lyst til at beholde ham hos sig, og, til hans Moders Forundring, var 👤Kyrus ogsaa strax villig til at blive, fordi, som han sagde, han i 📌Medien, hvor der var anderledes Heste og Ride-Baner end i 📌Persien, havde mærket, han var en daarlig Rytter, og vilde dog nødig i nogen Ting staae tilbage for Andre. Da hans Moder imidlertid spurgde ham, hvem der saa skulde lære ham Retfærdighed, svarede han rask: den kan 209 (US) jeg, og gav til Grund, at da en stor Dreng med en ►stakket Kofte havde nødt en lille Dreng med en lang ►Kjole til at bytte med sig, havde Læreren sat ham til Dommer, men tugtet ham følelig, fordi han dømde at Drengene skulde hver beholde den Klædning, der passede dem bedst. Du var, sagde Læreren nemlig, ikke sat til Dommer over, hvem den lange ►Kjole passede bedst, men hvem den tilhørde med Rette, og hvad han fortjende som havde ranet den. Hvad jeg for Resten trænger til, sagde 👤Kyrus, vil nok min Bedste-Fader lære mig, og da Moderen indvendte, det vilde komme ham dyrt at staae i det fri 📌Persien, hvis han i 📌Medien nemmede den Lærdom at ville, som Konge, have Meer end hele Folket, da anmærkede Drengen vittig, at Ingen bedre end en ►Enevolds-Herre kunde lære Andre, altsaa ogsaa ham, at nøies med Lidt.
✂ 👤Kyrus opholdt sig nu ved det Mediske Hof, til han var femten, sexten Aar, elsket af Alle og inderligst af sine Jævnaldrende, og gav til Slutning glimrende Prøver paa sin 251Tapperhed, ved et Streif-Tog, Assyrerne gjorde ind i 📌Medien, men derpaa hjemkaldtes han af sin Fader, for at underkaste sig de Øvelser, hvorved Man i 📌Persien udvikledes til Manddom, og her forblev han i Stilhed, indtil hans Morbroder 👤Kyaxares, som fulgde 👤Astyages paa den Mediske Throne, kaldte Perserne til Hjelp mod Assyrerne, der havde væbnet hele 📌Asien imod ham, og, udnævnt til Feldt-Herre, indtraadte nu 👤Kyrus paa den Løbe-Bane, han saa glimrende fuldendte*👤Ksenophons ►Kyropædi. I. 2–5..
✂ Med denne Forestilling om ►👤Kyri ►Opkomst, der i det Mindste er baade den smukkeste og rimeligste, der i de gamle Efterretninger findes Spor af, og med den Bemærkning, at 👤Herodot ogsaa kalder Babylonierne Assyrer, og melder om deres Forbund med ►Lyderne mod 👤Kyrus, gaae vi atter denne vor bedste Ven i Møde, som Fiendens List kun for et Øieblik nødte os til at forlade.
✂ Hvorledes nu 👤Kyrus kronede sit Værk med at indtage 📌Babylon, har vi allerede hørt, men Krigen med ►Lyderne var det som grundede hans Over-Magt, og den hører da i dobbelt Henseende til Hoved-Begivenhederne i Verdens-Historien; thi derved begyndte ►aabenbar Vexel-Virkningen mellem Perser og Græker, hvis store Følger for Menneske-Slægtens Udvikling det ►vel er mueligt at ►overskatte, men umueligt at oversee.
✂ For Tydeligheds Skyld maae vi dog først kaste et Blik paa 210 (US) den store Halv-Øe mellem 📌det Sorte Hav, 📌Archipelagus og 📌Middel-Havet, som Romerne kaldte 📌Lille-Asien og Tyrkerne kalde 📌Natolien, uden at Indbyggerne selv, saavidt vi veed, nogensinde har kunnet enes om saa meget, som blot at give sig selv og Landet et Fælles-Navn; fordi fra Arilds-Tid var Halv-Øen deelt mellem mange forskiellige Stammer og Folke-Færd, saa 👤Herodot talde ikke mindre end Tredive. Vi maae derfor betragte 📌Lille-Asien som et stort 252►Karavanseri, med bestandigt Rykind og Rykud, og sammenligne bedst Tilstanden der ved ►👤Kyri Tid med 📌Italiens Tilstand før den Franske Revolution, da Man havde ondt ved at tælle ►Herskaberne, og fandt kun forældede Spor af den store Sø-Fart og Konst-Flid, som her engang havde blomstret, ja, det berømte Lykiske Orakel i 📌Telmesse, der sang nu paa det sidste Vers, svarer end ikke ilde til det gamle 📌Vatikan med den ledeløse Pave-Stol.
✂ Halv-Øen strækker sig for Resten over 200 Mile fra Øst til Vest, og ligger under en mildere Himmel-Egn end 📌Italien (mellem 34 og 41 ►Gr. N. B.), men 📌Taurus og 📌Anti-Taurus fra 📌Armenien fylde baade den sydlige og nordlige Deel med Bjerge, og selv i Midten var det fra Arilds-Tid kun vestenfor 📌Halys-Floden, som nu hedder 📌Kizil-Ermak, der fandtes synderlig Dyrkning og bekiendte Riger. Her laae først 📌Phrygien, som i ældgamle Dage skal have behersket Halv-Øen, og var bekiendt af sine fine Græs-Gange, som ►de Angoriske Geeder nu betræde, men var dog mest navnkundig af sine Konger, ►Midas med det meget Guld og med de lange Øren, og ►Gordius Plovmand, der slog den berømte Knude, som 👤Alexander overhuggede. Det ►Phrygiske Konge-Huus uddøde imidlertid netop nu, med to ulykkelige Unger-Svende, blandt hvilke ►Adrast af Van-Vare dræbde sin Broder og siden i Fortvivlelse sig selv, og Riget var faldet i Hænderne paa Nabo-Kongen mod Vesten, 👤Krøsus nemlig, som derved udstrakde sit ►Spir til 📌Halys. Hans eget Folk, Lydierne var i Øvrigt meer bekiendt for Kiælenskab end Tapperhed, og selv 👤Herodot siger, at hardtad det Mærkværdigste i Landet var Guld-Støvet, som Floden 📌Paktolus, der giennemstrømmede Hoved-Staden 📌Sardes, førde med sig fra 📌Tmolus-Bjerget; men foruden denne Guld-Grube havde 👤Krøsus en Anden: i Karavan-Handelen som 📌Sardes var Middel-Punkten for, og endnu en Tredie: i de Græske ►Sta253pel-Stæder► paa Kysten, som maatte ►skatte til ham, saa han havde nemt ved at fremtrylle store Krigs-Hære af haardføre Bjerg-Boer, immer tilfals for klingende Mynt.
✂ 211 (US) Egenlig var hele Vest-Kysten ligesom besaaet med Græske ► Plante-Stæder, og En af de Sydlige, 📌Halikarnas, har i ►Universal-Historien faaet en udmærket Navnkundighed ved at være 👤Herodots Fødeby, men de rige og berømte Søstæder 📌Ephesus, 📌Milet og 📌Phokæa laae dog i Midten, lidt syden og nordenfor 📌Smyrna, paa de Lydiske Grændser.
✂ I de samme fem Aarhundreder, som den Assyriske Over-Magt varede, skal 📌Lydien have været behersket af ►Heraklider, som regnede sig i Slægt med ►Bel og ►Ninus, men siden havde ►Merimnaderne regieret, hvis Stam-Fader 👤Gyges besteg Thronen ved Snig-Mord paa den sidste ►Heraklide 👤Kandaules, men begik det kun til sit eget Livs Redning, hvorfor det Delphiske Orakel erklærede, at det først skulde hævnes paa den femte ►Merimnade *►Herod. I. 7. 12–15..
✂ Om Sønnen og Sønne-Sønnen af 👤Gyges (👤Ardys og 👤Sadyattes) veed Man intet ►Mærkværdigt, undtagen at de næsten uafbrudt fortsatte Krigen, som allerede 👤Gyges havde begyndt med 📌Milet, den frugtbare Moder til berømte ► Plante-Stæder, især ved 📌det Sorte Hav. Uagtet nu ►Milesierne i denne Krig leed to berømte Nederlag, et paa deres egne Ene-Mærker og et i 📌Lydien, var dog selv den fjerde ►Merimnade, 👤Alyattes, der turde maale sig med den Mediske 👤Kyaxares, ingen Elsker af at opholde sig længe ad Gangen i 📌Milets Nabolag, men drog kun ud een Gang hver Sommer ►med flyvende Faner og klingende Spil, for i en Hast at ødelægge Sæden i By-Vangen. Et saadant Streif-Tog endte omsider Krigen, thi da Lydierne en Sommer stak en ►Lykke i Brand, tog Ilden for sig selv og lagde ►Athenes Tempel i Aske, hvad 👤Alyattes i ►Førstningen ►vel ikke synderlig ænd254sede, men da han kort efter faldt i en svær Sygdom og spurgde det Delphiske Orakel om Raad, erklærede Præstinden, at han fik intet Orakel-Svar, før ►Athenes Tempel var opbygt igien. For at faae Lov til at bygge Templet, traadte nu 👤Alyattes i Underhandlinger med ►Milesierne, og Enden blev at han sluttede Venskab med dem, bygde ►Athene to Templer for Eet og fik saa sin Helbred igien*►Herod. I. 16–22..
✂ Saasnart derimod 👤Krøsus, den femte ►Merimnade, besteg Thronen, begyndte han strax Krig med 📌Ephesus, og siden, under allehaande Paaskud, med hele Rækken af de Græske Sø-Stæder, som han ogsaa undertvang og gjorde skatskyldige; men 212 (US) det Forsæt han havde fattet, derfra at gaae videre og bemægtige sig Øerne, opgav han dog, paa ►Forestilling, Somme sige af ►Bias fra 📌Priene og Andre af 👤Pittakus fra 📌Mytilene. En, hvilken det nu var, af disse To, kom nemlig til 📌Sardes, just da 👤Krøsus laae midt i sine ►Rustninger, og fortalde, paa Spørgsmaal om Nyt fra 📌Grækenland, at Øboerne hvervede titusinde Ryttere for at angribe 📌Sardes. Da nu 👤Krøsus svarede, at de vilde være hans Lydiske Ryttere usigelig velkomne, anmærkede den Anden, at de Lydiske Skibe udentvivl vilde være Øboerne ligesaa velkomne, og det slog 👤Krøsus, saa han holdt inde med sine ►Rustninger og sluttede Venskab med Øboerne*►Herod. I. 26–27.. Derimod undertvang han efterhaanden baade ►Phryger, Bithyner, Paphlagoner og alle Folkene vestenfor 📌Halys, undtagen Lykier og Kilikier, imellem de sydlige Bjerge, og derved blev han Nabo til Perserne, hvis Erobringer ►alt strakde sig lige til Flodens østlige Bredd*►Herod. I. 28. 72..
✂ Landet østenfor 📌Halys hedd dengang 📌Kappadokien, som, Man veed ikke naar, var indtaget af Mederne, 255men allerede af Beliggenheden maatte Man slutte, at Disse ►alt i Forveien havde bemægtiget sig Mellem-Landet, den høie ►Armeniske Fjeld-Slette, der mod Syden og Norden har uoverstigelige Mure i 📌de Tauriske Bjerge, men skraaer ned til 📌Persien og til 📌Natolien, saa den baade fra Østen og Vesten er tilgiængelig.
✂ Nu, da 👤Krøsus var paa Spidsen af sin Lykke, fik han et Besøg af 📌Athenens vise Lov-Giver 👤Solon, hvem han lod indføre i sit Skat-Kammer og vise al sin Herlighed, og spurgde derpaa, under smigrende Lov-Taler, den Vidtbereiste, hvem der var det lykkeligste Menneske, han kiendte? Athenienseren 👤Tellus, sagde 👤Solon, thi han levede i Stadens bedste Dage, havde ædle og kiække Sønner, saae Børne-Børn af dem alle, og faldt seirende i et Slag for sit Fædreneland. Men saa næst efter ham da, sagde 👤Krøsus, halv stødt, og ventede dog nu at høre sit eget Navn, men da 👤Solon deristeden nævnede to ►Argivere, da forgik Taalmodigheden ham, saa han sagde reent ud: Giæst fra 📌Athenen! sætter du da min Lykke saa lavt, at den ei engang kan maale sig med ►Borger-Mænds? 👤Solon undskyldte sig ►vel med, at Høihed, efter Erfaringens Vidnesbyrd, vakde lettelig Gudernes Misundelse, og at i denne foranderlige Verden Ingen bør prises lykkelig, før han ligger i sin Grav; men dermed for 213 (US) sonede han dog ingenlunde 👤Krøsus, som tvertimod afskedigede ham kort og koldt, og ►syndes, det var kun maadelig bestilt med hans Viisdom, der intet Øie havde for det ►Nærværende, men raabde immer paa at see til Enden*►Herod. I. 29–30..
✂ Dog, de fortørnede Guder vilde, som det synes, ei længer taale, at 👤Krøsus skulde drømme sig det lykkeligste Menneske, thi kort efter 👤Solons Afreise saae han i Drømme, hvordan Ulykken som et Kaste-Spyd hængde over hans Søns Hoved. Kun forgiæves stræbde han ogsaa at undvige Skæbnen, ved at 256holde Sønnen 👤Atys hjemme og forvare alle Spyd, thi da Mysierne forlangde ham til Anfører paa Jagten efter en stor ►Vild-Basse, som ødelagde deres Sæd, vilde Prindsen ikke lade sig forholde, og Ulykkes-Fuglen ►Adrast, til hvis Varetægt 👤Krøsus betroede ham, blev selv af Van-Vare hans Bane-Mand paa Jagten*►Herod. I. 34. 36–43..
✂ I to Aar sørgede 👤Krøsus over sin Søn, men glemde derpaa Sorgen ►over Persernes voxende Magt, som han fandt det nødvendigt at sætte Skranker, medens han ogsaa havde megen Lyst til at indtage 📌Kappadokien og dermed blive Herre over hele Halv-Øen. Han gik imidlertid saa forsigtig til Værks, at han først satte alle de berømte Orakler paa Prøve, lige fra det i 📌Delphi til det Ammonske i 📌Libyen (📌Afrika), for siden af det Orakel, han fandt sanddru, at faae Svar om Krigens Udfald. Da nu det Delphiske og det Thebanske Orakel var de eneste, han fandt, stod Prøve, skikkede han dem kostbare Foræringer og lod forespørge, om han skulde stifte Forbund mod Perserne og bekrige dem, hvortil begge Orakler svarede, at, gjorde han det, da styrtede en mægtig Throne, og de raadte ham til Forbund med dem der ►bar Prisen blandt Grækerne. Med dette Svar var 👤Krøsus ►vel fornøiet, men spurgde dog, for en Sikkerheds Skyld, endnu det Delphiske Orakel om hans Rige skulde blive gammelt, og fik til Svar:
✂
Sidder en ►Mule paa Medernes Throne,
Flygt da paa Steenvei med Fødderne ømme!
►Stræb, ►Lyder! skynd dig, og stands ei ►for Skam
*►Herod. I. 46. 48. 52–55. 73.!
✂ Nu meende da 👤Krøsus, han var sikker i sin Sag, og lagde sig ret paa Kundskab om, hvem der var de Mægtigste i 📌Græken 214 (US) land, for at gjøre sig dem til Venner. Han hørde da strax, at for Dorerne stod Spartanerne og for Ionerne Athenienserne i Spidsen, men han hørde tillige at 257👤Pisistrat nyelig havde berøvet 📌Athenen sin Frihed, men at 📌Sparta derimod nys havde seierrig endt en farlig Krig, og derfor anholdt han nu der, som hos de ypperste Græker, om Forbund og Venskab. Lakedæmonierne, som fandt sig smigrede ved at agtes for de Ypperste, var ogsaa strax villige til at indgaae Forbund med 👤Krøsus, der desuden før havde viist dem særdeles Opmærksomhed, ved at forære dem Guld til en Billed-Støtte, de havde Bud i 📌Sardes for at kiøbe, og til Giengield sendte de ham nu en ►Kaabber-Kiedel paa trehundrede ►Kander, med Billed-Værk om Randen, men han fik den aldrig; thi den landede paa 📌Samos, enten den saa, som Spartanerne paastaae, blev ranet af Samierne, eller, som Disse forsikkre, solgt af Overbringerne, da de hørde, hvordan det var gaaet 👤Krøsus *►Herod. I. 56. 58. 65. 69–70..
✂ Denne Herre havde nemlig ►imidlertid styrtet sig selv i Ulykke, og kun forgiæves havde den kloge ►Lyder 👤Sandanes fraraadt ham Vove-Spillet og sagt: Gud skee Lov, at Perserne ikke angribe os, thi vi har Meget at tabe men Intet at vinde hos et Folk, der kun gaaer med Peltse og Skind-Buxer, maae nøies med smal Kost og drikker Vand som vi drikker Viin. 👤Krøsus gik over 📌Halys, enten paa en Bro han slog, eller, som Ordet gaaer i 📌Grækenland, ved et ►Konst-Stykke af 👤Thales fra 📌Milet, som afledte Floden, og i en Haande-Vending indtog han det bedste Stykke af 📌Kappadokien, som er det, der ligger oppe ved 📌det Sorte Hav, men her, i 📌Pteria (📌Pontus), kom det til et stort Slag mellem ham og 👤Kyrus, der varede en heel Dag og kostede meget Blod, uden dog at være afgiørende. 👤Krøsus fandt sig imidlertid for svag til at fortsætte Kampen og trak sig tilbage til 📌Sardes, i den Tanke, at da Seieren havde været tvivlsom, lod 👤Kyrus ham nok være i Fred om Vinteren, saa han fik Tid til at 258trække Forstærkning til sig, baade fra 📌Babylon, fra 📌Ægypten og fra 📌Sparta, hvormed han da næste Sommer vilde aabne Feldt-Toget. Han ►aftakkede desaarsag sine Leie-Tropper, skikkede Bud til sine ►Forbundne om Forstærkning, med fem Maaneders Varsel, og satte sig rolig til Sæde, men blev dog snart forskrækket over et Jærtegn, der skedte i Egnen om 📌Sardes, hvor der paa een Gang mylrede af Slanger, som Hestene stimlede sammen og aad. Han sendte strax Bud til ►Tegns-Udlæg 215 (US) gerne► i 📌Telmesse, for at faae at vide hvad det skulde betyde, men før Budene kom igjen med den Beskeed, at Slangerne betød Lands-Folket og Hestene en fremmed Krigs-Hær, havde han ►alt faaet Syn for Sagn; thi saasnart 👤Kyrus hørde at 👤Krøsus havde ►aftakket sine Tropper, besluttede han at komme bag paa ham, og, om mueligt, indtage 📌Sardes, før den blev undsat. ►Vel studsede han et Øieblik, ved Synet af det berømte Lydiske Rytteri, der udbredte sig paa Sletten, for at dække Hoved-Staden, men han hittede dog snart paa et godt Raad, ved at oprette et eget Slags Rytteri paa Kameler og stille dem i Spidsen, thi Hestene, der ikke kan taale at lugte Kameler, dreiede ►paa Timen af for dem, saa ►Lyderne maatte springe af Sadlen og stride til Fods, hvormed de snart kom til Kort og trak sig tilbage ►inden Voldene. Da 📌Sardes var stærk befæstet, haabede 👤Krøsus ►vel endnu at kunne forhale Tiden, til han fik Hjelp, hvorom han nu sendte Iil-Bud til sine ►Bunds-Forvandte, men den længste Frist blev fjorten Dage; thi da 👤Kyrus havde udlovet en Belønning til den der først besteg Muren, vovede en ►Marder 👤Hyroades sig op, hvor den var steilest og derfor ubevogtet, men hvor han dog havde seet en ►Lyder klavre ned og hente sin Hjelm, Fleer fulgde efter, Muren blev forladt og Staden taget*►Herod. I. 71. 75–81. 84..
✂ 👤Krøsus selv blev fanget og 👤Kyrus lod anrette et Baal til ham og fjorten Lydiske Drenge, enten fordi han vil259de offre dem, eller for at see, om Nogen af de Guder, 👤Krøsus var bekiendt for saa ivrig at dyrke, kunde redde ham fra Ilden. Da gientog 👤Krøsus tre Gange lydelig 👤Solons Navn, og skiøndt han nødig vilde sige, hvad han meende dermed, kom det dog ud, da Man satte hardt ind paa ham, og da 👤Kyrus fik det at høre, bevægede Tanken om Lykkens Luner ham ►vel til Medlidenhed, men Baalet var allerede tændt og lod sig ikke slukke, før en pludselig Skyl-Regn kom til Hjelp, og det var, efter ►Lydernes Sigende, Frugten af en Bøn, 👤Krøsus i sin Nød gjorde til ►Apol. ⓘ 👤Krøsus blev nu løst af sine Lænker, og da 👤Kyrus, foruden god Behandling, tilbød ham en ►særdeles ►Naades-Beviisning, som han selv maatte bestemme, forlangde han blot Lov til at skikke Græker-Guden (►Apol) sine Lænker, med det Spørgsmaal: om det var Gude-Lov i 📌Grækenland at betale Godt med Ondt? Den Tilladelse gav 👤Kyrus ham med stor Fornøielse, og Lænkerne saavelsom Bebreidelsen blev ogsaa rigtig bragt til 📌Delphi, men ►Nornen (►Pythia) vidste godt at forsvare Guden, deels med den 216 (US) ubøielige Skæbne, som Ingen kunde forandre, og deels med den Bemærkning, at det var 👤Krøsus der havde bedraget sig selv, baade ved at tænke, den store Throne der skulde styrte, umuelig kunde være hans egen, og ved at tage Ordet om ►Mulen paa Medernes Throne saa ►grovt, at det ei faldt ham ind, at 👤Kyrus, som Frugten af et ulige Ægteskab mellem den Mediske Prindsesse og en Persisk Undersaat, kunde ogsaa kaldes en ►Mule *►Herod. I. 86–88. 91..
✂ De Asiatiske Græker tilbød nu strax at underkaste sig paa samme Vilkaar, som de havde staaet under 👤Krøsus, men 👤Kyrus, som, i Begyndelsen af Krigen, forgiæves havde søgt at lokke dem til Frafald, vilde nu Intet høre om Betingelser, og svarede dem med Fabelen om en Fløite-Spiller, 260som først prøvede med sin skiønne Konst at lokke Fiskene til sig, men da det ikke vilde lykkes, greb til Garnet, og sagde saa til dem, da de laae og sprellede: ja, nu er det bag efter, hvorfor sprang I ikke da jeg fløitede! Da Grækerne imidlertid dog ikke vilde overgive sig paa Naade og Unaade, stræbde de at sætte sig i Forsvars-Stand, ►saa nær som ►Milesierne, med hvem 👤Kyrus traadte i Forbund, og skiøndt Spartanerne, som anraabtes om Hjelp, ingen Opoffrelse vilde giøre, skikkede de dog en fornem Mand, ved Navn 👤Lakrines, som Gesandt til 📌Sardes og gav 👤Kyrus at forstaae, at hvis han øvede Fiendtligheder mod Nogen af de Græske Stæder, fik han med dem at bestille. Men hvem er da egenlig de Spartaner, der ►slaae saa stort paa, sagde 👤Kyrus til nogle Græker, som stod hos, og da han hørde, hvor stort deres Rige var, bad han dem hilse hjemme, at levede han længe nok dertil, skulde han nok lære dem at glemme Andres Ulykke ►over deres egen. Han ansaae imidlertid Krigen med de Græske Sø-Stæder for en Smaating, det ikke var Umagen værdt at opholde sig efter, især da baade 📌Babylon og 📌Ægypten, 📌Baktrien og 📌Skythien, hvor han endelig maatte selv være med, stod endnu tilbage. Han begav sig derfor paa Hjem-Veien til 📌Ægbatana, men kom dog ikke langt, før han hørde, at ►Lyderne i Forening med Grækerne havde gjort Opstand og beleirede 📌Sardes, saa han fandt det nødvendigt, at skikke Mederen 👤Mazares med en Hær imod dem. Allerede Rygtet derom var imidlertid Nok til at adsplitte ►Lyderne, og den eneste ►Mærkværdighed ved deres Hoved-Mand 👤Paktys, er, at han, efterat Have flygtet fra Sted til Sted, omsider blev skammelig solgt til 👤Kyrus, af ►Chioterne, for nogle Agre paa Fast- 217 (US) Landet. Grækerne forsvarede sig ►vel desuagtet mandelig, men maatte dog ogsaa snart bukke under for Mederen 👤Harpagus, eller rømme Landet, som Tilfældet var med ►Teierne, der gik til 📌Thrakien og anlagde 📌Abdere, og med 261de før saa mægtige og berømte ►Phokæer. De Sidste benyttede den ene Dags Frist, 👤Harpagus under Beleiringen undte dem, til at indskibe sig med Alt hvad de havde, og da ►Chioterne, af Brød-Nid, ikke vilde sælge dem nogle Holme at beboe, satte de ►Kaasen til 📌Korsika (📌Kyrnos), hvor de havde en ► Plante-Stad, men løb dog først ind til 📌Phokæa og nedsablede den Persiske ►Besætning. Siden, efter et stort Søslag med Karthaginenser og Tyrrhener (Etrusker), hvori de af tresindstyve Skibe mistede Fyrretive, maatte de søge nye Bopæle og fandt først Hvile i 📌Elea (📌Castellamare della Bucca) i Oenotrernes Land (📌Principato Citra)*►Herod. I. 76. 141. 43. 52–55. 60. 64–68..
✂ Den ►nærmeste Bemærkning herved er, at de nyere Historikere sædvanlig lade de huusvilde ►Phokæer søge Havn i 📌Marseille, hvad ogsaa falder meget naturligt, da ⓘ 📌Marseille, efter 👤Strabos, 👤Justins og Fleres Vidnesbyrd, var en gammel ►Phokæisk Koloni, der først satte Skik paa Gallerne, men der er nok slet Ingen af ►de Gamle, der fører de ►Phokæer, Perserne fordrev, længere end 👤Herodot, saa de nyere Lærde har selv gjort Resten af Reisen for dem paa Land-Kaartet*►Justin XLIII. 3. ►Strabo. IV. 179..
✂ Hvorvidt Æoler og Dorer tog Deel i denne Ionernes Ulykke, er et ►Spørgsmaal, men da vi under 👤Kserxes støde paa en Dronning 👤Artemisia i 📌Halikarnas, som regierer over de fleste Dorer, maae vi nok slutte, at disse, deres gamle Konge-Stamme troe, har bukket for Overmagten og bevaret Freden.
✂ Betragte vi endelig hele Fortællingen om denne ved sine Følger saa vigtige Begivenhed, da mindes vi ►vel, ikke blot ved de kiødædende Heste, om, at den er et Sagn, opskrevet hundrede Aar efter Indtagelsen af 📌Sardes, men har dog al Grund til at takke ►den Asiatiske Græker for det Hele, paa 262Menneske-Offringen nær, der neppe har fundet Sted uden i et Græsk Æventyr, som Perser-Hadet satte i Omløb, ligesom da ogsaa 👤Herodot selv, i Anledning af 👤Kambyses, bemærker ⓘ hvor ugudeligt det var i Persernes Øine at besmitte saa høi en Helligdom som Ilden med Dødninge-Been, og ved en anden Leilighed vidner han udtrykkelig at Perserne aldrig brugde Ild ved deres Offringer*►Herod. I. 132. III. 16..
✂ 218 (US) Efter 📌Babylons Indtagelse, som fulgde lige oven paa den Lydiske Krig, fortæller 👤Herodot ►endnu om 👤Kyrus, at han førde Krig med den Massagetiske Dronning 👤Tomyris østenfor 📌det Kaspiske Hav, hvor han, efter ni og tyve Aars Regiering, fandt sin Død paa Val-Pladsen og fik, med sit afhuggede Hoved i et Blod-Kar, som Dronningen sagde, sin Blod-Tørst lædsket; men han tilføier meget forsigtig, at dette er den af de mange Beretninger om Heltens Endeligt, der synes ham rimeligst*►Herod. I. 204–14.. Hvor ►urimelige nu de andre Beretninger, han hørde, har klinget i hans Øre, kan vi ►vistnok ikke afgiøre; men hørde han blandt Andre den, vi finde hos 👤Ksenophon, maa ►Urimeligheden blot have stukket deri, at den gamle Græker fandt, saa blid en Død var for god til en Persisk Despot.
✂ 👤Ksenophon beretter nemlig, at et Aar efter 📌Babylons Indtagelse gjorde 👤Kyrus det store ►Tog, hvorpaa Man siger han indtog 📌Ægypten og alt ►Mellemværende, men at derpaa slog han sig til Ro, opholdt sig om Vinteren i 📌Babylon, om Foraaret i 📌Susa og to Maaneder om Sommeren i 📌Ægbatana, men besøgde dog ogsaa jævnlig sin Persiske Føde-Stavn, og da han kom der, syvende og sidste Gang i sin Regierings-Tid, gammel og bedaget, da drømde han en Nat, at der stod en meer end menneskelig Skikkelse for ham og sagde: ►lav dig nu til at giæste Guderne! Dagen efter 263besørgede han derfor en høitidelig Offring paa Bjerg-Toppene og takkede Guderne ►lydelig, saavel for alle Lykkens Gaver, som ogsaa fordi han havde undgaaet at hovmode sig af sin Magt og Vælde. Derpaa, da han fandt sig svag, gik han til Sengs ►beskikkede sit Huus, formanede sine Sønner til Gudsfrygt, Mildhed og indbyrdes Kiærlighed, og henslumrede dermed sødt i Udødelighedens glade Haab, som han paa sit Yderste levende udtrykde*👤Ksenophons ►Kyropædi. VIII. 6–7.!
✂ Om dette nu er sandt, kan Ingen af os sige, men at det er smukt, kan vi alle see, og at 👤Kyrus er død paa Sotte-Seng i 📌Persien, siden han, efter mange Vidnesbyrd, laae begravet i 📌Pasargade, maae Alle finde rimeligt, og at han, der gjaldt for Perser-Idealet, maa kiendelig være kommet det nærmest, slutte vi med Føie, saa der er ingen Grund til at mistroe Beretningen.
✂ Med denne Græske Frihaands-Tegning af 👤Kyrus, i Livet og i Døden, maae vi i det Hele lade os nøie, fordi vi intet Bedre 219 (US) har, men eet Træk, der aldeles er undgaaet Grækernes Opmærksomhed, og hvorom de formodenlig paa den Tid ei engang hørde tale, maae vi dog nødvendig ihukomme, da det angaaer de 📌Zions Børn, som ►Universal-Historiens Aand ►vel nu ►syndes at have glemt, men hævede dog igien med 👤Christus høit over 📌Grækenlands Børn og over ►Olympens Guder.
✂ I sit første Regierings-Aar, siger nemlig Ebræernes hellige Skrift, lod Perser-Kongen ved sit aabne Brev giøre Alle vitterligt, at Himlens Gud, som gav ham alle Jordens Riger, havde paalagt ham at bygge Sig et Tempel i 📌Jerusalem i 📌Jødeland, hvorfor han herved opfordrede alle de Overblevne af samme Guds Tilbedere til at reise til 📌Jerusalem og opbygge Templet igien for 📌Israels Gud. Kongen opmuntrede ogsaa i Brevet de Bortførtes Naboer og ►Kyndinger til at være 264dem, der vilde vende tilbage, behjelpelige, med Bidrag til Bekostningen paa Reisen og paa Bygningen, og alle Karrene af Sølv og Guld, som 👤Nebukadnezar havde ranet fra 📌Templet i Jerusalem, dem lod Kongen nu ved sin Skat-Mester 👤Mithradates udtage af Skat-Kammeret i 📌Babylon og udlevere til Jøde-Forstanderen 👤Sesbazar ►efter Vægt. Da reiste sig alle de ypperste ►Huus-Fædre ►af Juda og Benjamin, med Præster og Leviter, Saamange som Guds Aand vakde, og de tiltraadte Hjem-Reisen, under Anførsel af 👤Zorobabel, 👤Sealthiels Søn, og Ypperste-Præsten 👤Josva, 👤Jozedeks Søn, og de var i Alt 42360 foruden deres Tyende. Saaledes kom da 📌Israel tilbage til sit Land, og paa Løvsalenes Høitid forsamledes de Alle i 📌Jerusalem og bygde Herren et Alter, offrede og ►holdt Hellig efter Mose-Loven. Siden handlede de med dem i 📌Tyrus og 📌Sidon, og gav dem deels Penge, deels Olie og Føde-Vahre for Ceder-Træ fra 📌Libanon, som de skulde fælde og føre ned til 📌Jaffa, og i det andet Aar efter Hjem-Komsten, i den anden Maaned, lagde 👤Zorobabel og 👤Josva Grund-Stenen til ►Jehovahs Tempel, i hele Folkets Nærværelse, og skiøndt Nogle af Præsterne og andre Oldinger, som havde seet det forrige Tempel, brast i Graad og hulkede, saa tabde den Lyd sig dog i det høie Fryde-Raab som Mængden istemde, og i Basunernes Klang som hørdes langt borte*►Esdra 1–3..
✂ 👤Joseph veed hertil intet ►Mærkeligt at ►lægge, undtagen at 👤Kyrus følde sig bevæget til dette usædvanlige Skridt, ved det 👤Daniel viiste ham Spaadommen desangaaende hos 👤Esaias, og 220 (US) da han ingen Hjemmel anfører, er det maaskee kun en Giætning af ham selv, der er rimelig nok til at falde Enhver ind, som troer, at Spaadommen var til og at 👤Daniel oplevede ►👤Kyri Thron-Bestigelse*👤Josephs ►Oldskrift. XI. 1..
✂ Vi have da heller Intet at tilføie, uden at den krono265logiske Nøiagtighed, hvormed de Lærde have stræbt at bestemme hin ►mærkelige Thron-Bestigelse, Indtagelsen af 📌Sardes, ►👤Kyri Døds-Aar og deslige, vilde været temmelig overflødig, om den end kunde tjent til Andet end at spilde Tid og Flid paa Umueligheder; thi det er os nok at vide, 👤Kyrus sad paa Thronen midt i det Sjette Aarhundrede ►f. Ch. Var imidlertid 👤Herodots og 👤Diodors ►Regninger nøiagtige paa et Haar, da blev 👤Kyrus Konge med ►den 55de Olympiades Begyndelse, uden at dog 560 ►f. Ch. blev meer end et Middel-Tal, da Ingen kan sige bestemt fra hvilket Aar mellem 780 og 770 Man skal begynde Olympiade-►Regningen.