↩ Af et ganske andet og langt ►mærkeligere Slags end alle Stene er det Mindes-Mærke af Old-Tidens Meder og Perser, som Fransk-Manden 👤Anquetil du Perron, i Midten af forrige 198 (US) Aarhundrede, vil have fundet i 📌Indien, og hvoraf vor Lands-Mand 👤Rask for kort Tid siden bragde det manglende Stykke til 📌Europa, og det er da den ►i Læse-Verdenen berømte ►►Zendavest, der ansees for de gamle Meders og Persers Bibel eller hellige Skrift. Da denne Bog ikke, som Ebræernes Bibel, indeholder nogen Historie om et tilsvarende Folk, men dreier sig blot, i Bønner og Fortællinger, om Lys-Guden ►Oromasdes Aabenbaringer til 👤Zerduscht, seer Man strax, den egenlig hører til Kirkens og Skolens Historie; men er dens Grund-Sprog (Zend) virkelig de gamle Meders og Persers Skrift-Sprog, og dens Indhold deres Anskuelse af Menneske-Livet, da kan den unægtelig give mange Oplysninger, som maae være særdeles velkomne i et berømt Folks Historie, der maa sammenflikkes af de Fremmedes løse Efterretninger. Endnu kan imidlertid Haand-Bogen i ►Universal-Historien ikke øse af ►►Zendavest men kun pege paa den, som en mærkværdig Gaade, der rimeligviis vil løse sig til Fordeel for vor oldhistoriske Kundskab; thi deels ►tvistes Man endnu med Grund om Bogens Ægthed, og deels er dens Grund-Sprog (Zend) ►vel endnu Kirke-Sprog hos Ild-Dyrkerne (►Gueberne), men, efter vor store Sprog-Mesters (👤Rasks) Forsikkring, selv Præsterne aldeles ubekiendt, uden forsaavidt de af den gamle Oversættelse i ►Pehlvi-Sproget, slutte sig til Meningen. Det Rette vilde været, først at udgive denne Oversættelse, som Præsterne forstaae, thi ►naar det da stadfæstede sig, hvad Man nys vil have opdaget, at ►Pehlvi-Sproget tales 237endnu af en Stamme i de Persiske Grændse-Bjerge ved 📌Tigris, da vilde Bogens Ægthed være beviist, og Oversættelsen kunne benyttes omtrent ligesom ►de Halvfjerdsindstyves af den Ebraiske Bibel. ►Pehlvi-Sproget er nemlig ►Parther-Sproget, ligesom Parsi er Skrift-Sproget under Sassaniderne, og 👤Rask har givet den vigtige Oplysning, at Navnene i Bogen, og da især ►Ormusd, ⓘ ►Ahriman og ►Mithra slet ingen Betydning har enten i Parsi eller ►Pehlvi, men have derimod ►aabenbar hjemme i Zend, som altsaa nødvendig maa være Bogens Grund-Sprog og høre til den graa Old-Tid. Selv da blev det imidlertid et ►Spørgsmaal, om ►►Zendavest oprindelig havde hjemme i 📌Persien eller, hvor den ►fandtes, i 📌Indien, og dette Spørgsmaal kunde ene besvares af de gamle Meders og Persers Historie, som den er os bekiendt af de samtidige Skrift-Folks, Ebræers og Grækers, Efterretninger. Disse vil da altid vedblive at være Hoved-Kilden til vor Kundskab, og 199 (US) naar Man, af Glæde over den gamle Bog, har glemt det, maa et saa uhistorisk Exempel, hvorfra det end kommer, lastes og ei efterlignes.