Bogens udbredelse og anvendelse
✂ ►Haandbog i Verdens-Historien var oprindelig, som det fremgik af fortale og indledning til ►Krønike-Riim til Børne-Lærdom fra 1829, tænkt som en lærebog i verdenshistorie for de børn og unge, der søgte mod latinskole og universitet (►Grundtvig 1829a, s. XX; indledning til ►Historisk Børnelærdom). Også derfor var det vigtigt for Grundtvig at berette om verdenshistoriens begivenheder efter de bedste kilder, men i fortalen fra 1833 nævner han også den anden side af sin historieskrivning, “mine til Historien føiede Betragtninger” (►Grundtvig 1833, s. IX), og erkender, at disse betragtninger måske ikke fremmer formålet med en lærebog for ungdommen, idet “de lettelig kiede de Unge meer end de gavne dem, og Kiedsommelighed er et Skiær, hvorpaa den bedste Underviisning strander” (s. XII).
✂ At bogen ikke nåede sit påtænkte publikum bekræftes af 👤Begtrup, der i sin indledning fra 1907 skriver, at som Grundtvig “selv antyder i Fortalen, har de almindelige Betragtninger over Historiens Sammenhæng gjort sig saa stærkt gældende ved Siden af den ligefremme Fortælling ‘efter de bedste Kilder’, at Bogen mere har faaet Præg af en Historiens Filosofi, end af en for unge Læsere tjenlig Skolebog” (►Begtrup 1907, s. 5 f.).
✂ Heller ikke på universitetet fandt bogen udbredelse. Alene Grundtvigs bibelsk funderede historiesyn var nok til, at tidens akademiske miljø måtte afvise den som ude af trit med tiden. Historikeren 👤Christian Molbech omtalte eksempelvis ikke ►Haandbog i Verdens-Historien i sine historiefilosofiske og verdenshistoriske bøger. Værket blev heller ikke anmeldt i tidsskrifter og fik blot en kort omtale i ►Berlingske Tidende, der den 25. februar 1842 på forsiden af nummer 48 bragte forlagets lovord om “de genialske Blik i Historiens Aand, den eiendommelige Fremstilling af det kraftige, livlige Sprog”, der dog egnede sig bedre til voksne læsere end til ungdommen.
✂ Men bogen ramte et andet publikum. Fra 1830'erne begyndte den såkaldte ‘grundtvigianisme’ at tage form som en folkelig-kirkelig bevægelse, hvis ideer spredtes blandt andet gennem ugeskriftet ►Nordisk Kirke-Tidende, redigeret af Grundtvigs kampfælle 👤J.C. Lindberg. I 1833 omtalte han heri første del af ►Haandbog i Verdens-Historien som “dette mageløse Skrift – thi man barer sig vel for at opvise Mage til det, eller nogen universalhistorisk Haandbog, som kan sammenlignes med det” (►Den Nordiske Kirke-Tidende 1833, sp. 768). Og Grundtvigs huslærer, 👤C.S. Ley, anbefalede i ►Nordisk Kirke-Tidende i 1835 at bruge håndbogen i børneskolen i fortsættelse af Grundtvigs ►Tidens Ström, ►Historisk Børne-Lærdom og ►Krønike-Riim (►Ley, sp. 744, jf. også indledningen til ►Tidens Ström).
✂ Grundtvigianismen fik sit fulde gennembrud i 1860'erne. Grundtvigs tanker spredtes gennem især teologer og skolelærere og med oprettelsen af et stort antal grundtvigske fri- og højskoler over hele landet.
✂ Med inspiration fra skikkelser som friskolepioneren 👤Christen Kold og Askov Højskoles forstander fra 1865 👤Ludvig Schrøder blev ►Nordens Mythologi fra 1832 og ►Haandbog i Verdens-Historien lagt til grund for undervisningen som en slags programskrift for de grundtvigske fri- og højskoler (►Vind 1999, s. 493-505) og dermed hele den grundtvigske bevægelse. Efterspørgslen fra de grundtvigske kredse ligger bag udgivelsen af anden udgave af verdenshistorien med ►Middelalderens Historie i 1862, ►Oldtidens i 1867 og ►Nyaarstidens i 1869, hvortil Grundtvig havde føjet et meget kort tillæg om tiden 1715-1866.
✂ En tredje udgave af verdenshistorien udkom i 1907-1908 som bind 6 og 7 i den førende Grundtvigkender 👤Holger Begtrups udgivelse af ►N.F.S. Grundtvigs Udvalgte Skrifter 1-10. Da havde de fleste grundtvigske skoler dog opgivet brugen af Grundtvigs verdenshistorie. Da 👤Begtrup grundlagde Frederiksborg Højskole i 1895 fandt han, at Grundtvigs historiefilosofi og hele universalhistoriske syn var overhalet af tidens udvikling, og han opgav selv verdenshistorien i sin undervisning til fordel for danmarkshistorien (►Vind 1999, s. 505-515).