Grundtvig, N. F. S. Frederik Adolph Greve af Holstein og Wilhelmine Grevinde af Holstein fød Reventlau, den 4de Mai 1833

Sølvbrudgommen

✂ Grev 👤Holstein var en velhavende og idérig mand, hvis idealer havde rod i 1700-tallets oplysningstanker. Han havde giftet sig ind Reventlow- og Bernstorff-kredsen og delte kredsens interesse- og aktivitetsfællesskab omkring landboreformer, økonomi og de spirende nye politiske styreformer. Han forbedrede således driften på hovedgården efter sædskifteprincipper, han oprettede et hospital, dvs. en slags plejehjem, for fattige, han søgte at forbedre skolevæsenet, såvel materielt som gennem undervisningen, der rummede både praktisk, boglig og kristen oplæring. Han dannede et industriselskab, som uddelte flidspræmier til dygtige bønder (►Nielsen 1925, s. 12-18), plantede skov og anlagde frugthaver, ligesom han oprettede en låne- og sparekasse og skaffede gudelige forsamlinger fristed på godset. Dette fik dog ikke helt de religiøse eftervirkninger, han havde håbet på, men skaffede ham snarere mange bryderier med myndighederne (►Nielsen 1925, s. 19 f.).

✂ I begyndelsen af 1832 var greven blevet udnævnt til medlem af de ‘erfarne Mænds Raad’, der skulde udarbeide og nedlægge ‘allerunderdanigst Betænkning om den nærmere Regulering af den ved Anordningen af 28. Mai 1831 bebudede stænderske Institution’ (►Nielsen 1925, s. 31). De erfarne mænd var regeringens rådgivere fra hertugdømmerne i forfatningssagen (►Jensen 1931, s. 214-221). Med andre ord var 👤Holstein med til at udarbejde forordningerne omkring de rådgivende stænderforsamlinger (1832-1848).

Billedsprog

✂ Sangen rummer mange vellykkede poetiske billeder. Første strofes “Videslet” (dvs. Lejrekongens rige) inkorporerer Holsteinborg i den sjællandske forhistorie, faktisk helt tilbage til sagntiden, selv om godset ikke kan føre sin historie længere tilbage end til 1357 (►Bobé 1944, s. 650). Holsteinborg bliver et mønster på både trosudøvelse (strofe 5) og verdslig glæde (strofe 7). “Maien” i strofe 2, som er det, der plantes, gror og til sidst springer ud, bliver i løbet af sangen både til konkrete planter og religiøs eller uddannelsesmæssig afgrøde. I lyset af greveparrets mange landsbrugs- og forstmæssige tiltag bliver digtets plantemetaforer også konkrete og afspejler parrets virke. Samtidig kan kærmindernes blå farve afspejle himlens blå (strofe 7), ligesom naturens nattergalesang sætter hjemmeandagternes salmesang i perspektiv (strofe 4). Vindskibelighed og fromhed hyldes som to sider af samme sag i strofe 6.

✂ Hen mod slutningen tjener flere optativer, dvs. formuleringer i ønskemåde, til at underbygge fremtidshåbet: velsigne (strofe 8), vokse og blomstre (strofe 9) og genlyde, forklares og prise (strofe 10). Disse ord understreger brugen af vækstmetaforer i samklang med et religiøst ordforråd, som fx også findes i strofe 6.

Inspiration, metrik og melodi

✂ Sangen har ti 8-linjede strofer, der er opbygget af firfodsjamber med skiftevis mandlig og kvindelig udgang. Grundtvigs melodiangivelse er “Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme”. Denne sang, som har overskriften ►“Fødelands-Kiærlighed”, blev i sin tid skrevet af 👤Thomas Thaarup som et fædrelandsdigt (►Thaarup 1782). Både Grundtvigs og 👤Thaarups sange opererer med en relation mellem landskaber og deres indbyggere. Den metriske form med forholdsvis lange verslinjer tillader brede penselstrøg med sætningsopbygninger, der nærmer sig prosasprogets, idet omkring halvdelen af verslinjerne hos Grundtvig består af et dobbeltsyntagme, der kan fremsiges i én vejrtrækning. I ►Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng skrev Grundtvig: “👤Thomas Thaarup var maaske den eneste Navnkundige, som med digterisk Anlæg, forenede en gudelig og hjertelig Stemning” (►1812, s. 347 f.). Denne karakteristik kan uden videre føres tilbage på netop Grundtvigs sølvbryllupsdigt.