►No. 34.
✂ Mel. Nu velan, vær frisk tilmode.
✂
534
(GSV1)
Som den gyldne Soel frembryder
Gjennem den kulsorte Sky,
Og sin Straale-Glands ►udskyder,
Indtil ►Mørk' og Mulm maae flye:
►►Saa min 👤Jesus af Sin Grav,
Af ►det dybe Dødens Hav,
Opstod herlig fra de Døde
I en Paaske-Morgen-Røde►.
✂
Tak, o store Seier-Herre!
Tak, o Livsens Himmel-Helt,
Som ei Døden kunde ►spærre
I det helved-mørke ►Telt!
Tak, fordi at op Du stod,
Og ►fik Døden under Fod!
Ingen Tunge kan den Glæde
Med tilbørlig ►Lov ►udkvæde!
✂
Jeg kan ►finde i mit Hjerte,
At min Sjæl har Trøst deraf,
Som kan lindre al min Smerte,
111►Naar jeg mindes kun Din Grav,
535
(GSV1)
Hvor med Engle-Vagt Du laae,
Tændte Lys i mørke ►Vraa,
Og stod op med Kraft og Ære►:
Hvad kan større Glæde være!
✂
Snubler jeg paa glatte Veie,
Synker jeg i Armod ned,
Ligger jeg paa Syge-Leie,
►Vaandes jeg i Usselhed,
Ligger jeg ►fortrængt, forhadt,
Og af Verden ►slet forladt,
Skal jeg ►Huus i Graven tage,
O, der er dog Haab tilbage!
✂
Synd og Død og ►alle Pile,
Som af Satan skydes kan,►
Ligge brudte ved Din Hvile,
Udi Gravens mørke Land!
Der ►begrov Du dem, og gav
Mig ►en sikker ►Trøste-Stav►,
At, til Din ►Opreisnings Ære,
►Jeg skal Seiers-Palmen bære!
✂
112Søde 👤Jesu, giv mig Naade
Ved Din gode Hellig-Aand,
At jeg ►saa min Gang kan ►raade,
Og veiledes ved Din Haand,
At jeg ei skal ►falde hen
Udi Dødens ►Svælg igjen,
Hvoraf Du engang mig ►rykte,
►Der Du Døden undertrykte!