Patriarcherne.
►No. 3.
✂
Kain pløied' rask i Vaar,
Tænkte paa det Næste,
Abel gik og vogted' Faar,
Tænkte paa det Bedste!
✂
Begge, takkende i Høst
Gud for Vinter-Føde,
Offrede med Lovsangs-Røst
Hver sin Første-Grøde!
✂
9Kain offrede sin Neeg,
Abel Dægge-Lammet,
Kains Tak var Tunge-Leeg,
Abels Hjerte flammed'!
✂
Herren saae af Himlen ned,
Straalen kyssed' Lammet,
Kain blegned' harm og vred,
Skulde rød sig skammet!
✂
Kain! Kain! sagde Gud,
Hvi den mørke Mine?
Synd i Mørke ruges ud,
Dages brat til Pine!
✂
Avind banker, vogt dig vel!
Er hun først derinde,
Hun er Dronning, du er Træl,
Faaer det bedsk at finde!
✂
Abel gik og vogted' Faar,
Skued' Solen dale,
Kain gav ham Bane-Saar
Under Venne-Tale!
✂
10Kain! Kain! sagde Gud,
Hvor er nu din Broder,
Du gik med paa Marken ud:
Sønnen af din Moder?
✂
Skarnet svared': ei veed jeg,
Derpaa tør jeg sværge,
Hvorhen Abel drog sin Vei,
Var og ei hans Værge!
✂
Løgner! sagde Herren god,
Udaad har du øvet,
Raaber ei din Broders Blod
Lydt til mig fra Støvet!
✂
Bandsat være Jorden nu,
For hun drak det Dyre!
Bandsat, fremfor Jorden, du,
Fuleste Uhyre!
✂
Hvor du pløier, Klinte groe
Meer end Byg og Hvede!
Trindt paa Jord om Sjæle-Ro
Du forgjæves lede!
✂
11Huh! det brænder mig som Ild
Hvinede den Fule,
Fare maa jeg fra Dig vild,
Hvor jeg mig kan skjule!
✂
Uden Anger, uden Bod,
Kain gik til Grunde,
Flygtende fra Gud til Nod;
Han var af den Onde!
✂
Abel slumrer sødt i Løn,
Gud ei glemmer Sine,
Haabets Lund er immer-grøn,
Der er ingen Pine!
✂
Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Adam fik af Gud, i Seth,
Broder til den Døde!
✂
Ukrudt yngler mest paa Jord,
Modnes først og falder:
Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!
✂
12Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured' paa sin Ære!
✂
Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth, paa Jord en fremmed Gjæst,
Nøi'des med en Hytte!
✂
Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!
✂
Dræbte Ord han dødning-bleeg
Læmped' efter Klangen,
Sønnen læmped' Strænge-Leeg,
Efter Dødning-Sangen!
✂
Spille-Manden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaaben-Smed,
Tændte Krigens Flammer!
✂
13Broder-Par i Herre-Færd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!
✂
Ikke saa om Sæd af Seth,
Folk i Fugle-Sale,
Om den stille Hyrde-Æt
Sjunge Nattergale!
✂
Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned' efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!
✂
Fremmed for al Høiheds-Leeg
Den Guds Børne-Stamme,
I sit mindste Skud dog steeg
Did, hvor Stjerner bramme!
✂
Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagte dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!
✂
14Himmelkjær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.
✂
Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derfor sødt om Sommer-Nat
Sjunge Nattergale!