Skabelsen.
►No. 1.
✂ Mel. Fader vor udi Himmerig.
✂
►Op al den Ting, som Gud har gjort,
Hans Herlighed at prise!
Det Mindste, Han har skabt, er stort,
Og ⓘ
kan Hans Magt bevise.
✂
Gik alle Konger frem paa Rad
I deres Magt og Vælde,
De mægted' dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde.
✂
2Ja, alle Engles store Kraft,
Som Himmel-Scepter føre,
Har ingen Tid den Evne havt
Det mindste Støv at gjøre.
✂
Det mindste Græs jeg undres paa
I Skove og i Dale,
Hvor skulde jeg den Viisdom faae,
Om det kun ret at tale!
✂
Hvad ►vil jeg da begynde, naar
Jeg ►lidet gjennemkiger,
Hvor mange Folk, der gik og gaaer
I alle Verdens Riger!
✂
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle Skove vrimle,
De mange ►Fugle-Sving, der skeer
Op under Herrens Himle!
✂
Hvad skal jeg sige, naar jeg gaaer
Blandt Blomsterne i Enge,
Naar Fugle-Sangen sammenslaaer
Som tusind' Harpe-Strænge!
✂
3Hvad skal jeg sige, naar mit Sind
I ►Havets dybe Grunde
Kun dog saa lidt kan ►kige ind,
Og seer saa mange ►Munde!
✂
Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høit jeg kan, ►opkige,
Og vende alle Tanker til
Det ►blanke Solens Rige!
✂
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor Stjerne-Flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer
Og op til Himlen vinker!
✂
Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til Gud i Aanden farer,
Og seer den store Kjæmpe-Trop
Af blide Engle-Skarer!
✂
►Hvad skal jeg sige? — Mine Ord
Vil ikke meget sige►:
O Gud, hvor er Din Viisdom stor,
►Din Godhed, Kraft og ►Rige►!
✂
4O, ►priser Gud paa denne Jord,
Hver, som har Sands og Tunge,
Og ►al den Deel, i Himlen boer,
Vor Skabers ►Lov skal sjunge!
✂
O, ►stemmer alle Folk paa Jord
Med Fryde-Toner sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen ►svare: Amen!
►No. 2.
✂ Mel. Fryd Dig, Du 👤Christi Brud.
✂
21
(GSV2)
►Den Luft, hvori vi gaae,
Den Jord, vi trine paa,
►Den Muur af Hav og Bække,
Det stjernepynted' ►Dække
Blev fyldt med Godt og Glæde►
Til 👤Adams ►Herresæde.
✂
22
(GSV2)
►Da saae man Jordens Land
Udi sin ►Jomfrustand;►
Da saae man intet Andet,
Paa Landet og i Vandet,
5Paa Klipper og i Dale,
End skjønne ►Brude-Sale.
✂
►Men, hvor var 👤Adam da!►
Hvor skulde komme fra
►Den Herre til sit Rige,
Og Thronen at bestige,
Hvo skal den Rigdom raade,
Det var den store Gaade!
✂
Hvor var den Herre, hvor!
►Der laae et Stykke Jord,
En Haandfuld Sand Gud ►kaldte
Til Riget at forvalte►,
Et Støv-Gran fik den Ære
Al Verdens ►Spiir at bære.
✂
►Saa er det Guds Maneer,
Naar man kun Mangel seer,
Da veed Han Raad at finde,
Langt over ►alle Sinde,
Ja, der en Redning henter,
Hvor man det mindst forventer.
✂
6Ei Solens Glands, ei Guld,
►Men kun et Stykke Muld
Han tager og det vender
I Sine Almagts-Hænder,
Strax er en Bolig færdig►,
Den store Mester værdig.
✂
23
(GSV2)
►Saa blæser Gud derpaa,
Det kan saa vel forslaae,
Livs-Aanden er Hans egen►,
►Thi ►bli'r Han ei forlegen,
►Hans Aande er Hans Stempel,
Giør ►Støvet til Guds Tempel►!
✂
Her staaer da 👤Adam nu
Med Gud i Sjæl og ►Hu!
Hvorhen hans Øie ►kiger,
Saa seer han sine Riger,
►Al Jorden til sin ►Pleie►,
Og Himlen til sin Eie.
✂
►Saasnart et Dyr han saae,
Strax kunde han forstaae
7►Dets Art, Natur og Evne,
Og det derefter ►nævne►,
Han kunde ►gjennemkige
Naturens hele Rige.
✂
Han ledte ei ►om Guld,
I ►Skiød af Vand og Muld,
Han fandt, med Aandens Sands,
I Barmen Himmel-Glands,
Den var ham meer alene
End Guld og Ædel-Stene!
✂
Vor Herres Magt og ►Priis
Det var hans 📌Paradiis,
Hans ►Leie, Gang og ►Sæde
Var fuld af Fred og Glæde,
Han havde, kort at sige,
Paa Jord et Himmerige.
✂
24
(GSV2)
O Gud, ►saa 👤Adam gik
Paa Jord, med Engle-Blik,
Nu gaae vi anderledes,
Saa Jorden maatte ►kjedes
8Vort syndig' ►Støv at bære,
At huse og at ►nære.
✂
Men, Gud skee Lov og ►Priis,
Et bedre 📌Paradiis,
End det, som blev fordærvet,
Os 👤Jesus har ►forhvervet,
En Himmel uden Fare:
O, gid vi der kun vare!
Patriarcherne.
►No. 3.
✂
Kain pløied' rask i Vaar,
Tænkte paa det Næste,
Abel gik og vogted' Faar,
Tænkte paa det Bedste!
✂
Begge, takkende i Høst
Gud for Vinter-Føde,
Offrede med Lovsangs-Røst
Hver sin Første-Grøde!
✂
9Kain offrede sin Neeg,
Abel Dægge-Lammet,
Kains Tak var Tunge-Leeg,
Abels Hjerte flammed'!
✂
Herren saae af Himlen ned,
Straalen kyssed' Lammet,
Kain blegned' harm og vred,
Skulde rød sig skammet!
✂
Kain! Kain! sagde Gud,
Hvi den mørke Mine?
Synd i Mørke ruges ud,
Dages brat til Pine!
✂
Avind banker, vogt dig vel!
Er hun først derinde,
Hun er Dronning, du er Træl,
Faaer det bedsk at finde!
✂
Abel gik og vogted' Faar,
Skued' Solen dale,
Kain gav ham Bane-Saar
Under Venne-Tale!
✂
10Kain! Kain! sagde Gud,
Hvor er nu din Broder,
Du gik med paa Marken ud:
Sønnen af din Moder?
✂
Skarnet svared': ei veed jeg,
Derpaa tør jeg sværge,
Hvorhen Abel drog sin Vei,
Var og ei hans Værge!
✂
Løgner! sagde Herren god,
Udaad har du øvet,
Raaber ei din Broders Blod
Lydt til mig fra Støvet!
✂
Bandsat være Jorden nu,
For hun drak det Dyre!
Bandsat, fremfor Jorden, du,
Fuleste Uhyre!
✂
Hvor du pløier, Klinte groe
Meer end Byg og Hvede!
Trindt paa Jord om Sjæle-Ro
Du forgjæves lede!
✂
11Huh! det brænder mig som Ild
Hvinede den Fule,
Fare maa jeg fra Dig vild,
Hvor jeg mig kan skjule!
✂
Uden Anger, uden Bod,
Kain gik til Grunde,
Flygtende fra Gud til Nod;
Han var af den Onde!
✂
Abel slumrer sødt i Løn,
Gud ei glemmer Sine,
Haabets Lund er immer-grøn,
Der er ingen Pine!
✂
Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Adam fik af Gud, i Seth,
Broder til den Døde!
✂
Ukrudt yngler mest paa Jord,
Modnes først og falder:
Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!
✂
12Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured' paa sin Ære!
✂
Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth, paa Jord en fremmed Gjæst,
Nøi'des med en Hytte!
✂
Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!
✂
Dræbte Ord han dødning-bleeg
Læmped' efter Klangen,
Sønnen læmped' Strænge-Leeg,
Efter Dødning-Sangen!
✂
Spille-Manden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaaben-Smed,
Tændte Krigens Flammer!
✂
13Broder-Par i Herre-Færd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!
✂
Ikke saa om Sæd af Seth,
Folk i Fugle-Sale,
Om den stille Hyrde-Æt
Sjunge Nattergale!
✂
Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned' efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!
✂
Fremmed for al Høiheds-Leeg
Den Guds Børne-Stamme,
I sit mindste Skud dog steeg
Did, hvor Stjerner bramme!
✂
Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagte dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!
✂
14Himmelkjær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.
✂
Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derfor sødt om Sommer-Nat
Sjunge Nattergale!
Synd-Floden.
►No. 4.
✂
Naar Nat udvælder,
Fra sorten Sky,
Og Maanen kvælder,
Til Morgen-Gry,
Mens Gode blunde,
Har travlt de Onde,
For Lyset skye!
✂
15Da voxer Vingen
Paa al Udyd!
“Nu seer mig Ingen,”
Det er dens Fryd,
Den har i Mørke
Sin Rod og Styrke,
Sit Skryll og Skryd.
✂
Dog, i det Høie
Der boer en Drot,
Med aabent Øie
For Ondt og Godt,
Og Lys, til Lykke,
Er uden Skygge
I Herrens Slot!
✂
Han saae fra Himlen
Med Lynilds-Blik,
Paa Kjæmpe-Vrimlen,
Med Kains-Skik:
Trods Jordens Herre,
Fra Ondt til Værre
De fremad gik!
✂
16Da falske Kvinder
For Diser gik,
Med Rosen-Kinder,
Og Tjørne-Blik,
Med runde Lemmer,
Og klingre Stemmer,
Og Skjøge-Nik!
✂
De Tryllerinder
Fra Kains By,
Som Sole blinder
De Hyrder blye,
Hvor de indtage,
Kun Domme-Dage
For Støvet grye!
✂
Fra Gude-Sønner,
Som ei sig bør,
Da lyde Bønner
Til Trolde-Mø'r,
Da Jetter fødes,
Og Jorden ødes,
Og Fromhed døer!
✂
17Fra Hytten stiger
Et Kjæmpe-Kuld,
Som efterhiger
Kun Glands af Muld,
Gjør Bjerg af Dale,
Og tækker Sale
Med røden Guld!
✂
Med Niddings-Værker,
Mod Gud og Ret,
De Mindes-Mærker
Sig reise tæt,
Som bedst de mægte,
De Kuld uægte
Af Gude-Æt!
✂
Men Han deroppe,
Hvis Skamler staae
Paa Bjerge-Toppe
Og Skyer graae,
Han høres sværge:
Brat over Bjerge
Skal Bølger gaae!
✂
18Omsonst for Døve
Kun Ordet spaaer,
Dog vil Jeg tøve
I hundred' Aar,
Og grandt dernede
Om Anger lede,
Til Timen slaaer!
✂
Men, Kjæmper bolde!
Hvad end I tro'r,
Ei har til Trolde
Jeg skabt Min Jord,
Da, dybt begravet,
Den steeg af Havet,
Alt paa Mit Ord!
✂
Jeg før den sænker,
Med Blomst og Træ,
Fuldlavt da bænker
Jeg Folk og Fæ,
Kun Faa besinde,
Hvor Fugle finde
Da Kvist og Læ!
✂
19Dog, hør, du Gæve,
Min Enochs Søn!
Vil høit du svæve
Med Mig i Løn,
Bygg lavt ved Bølge,
Til dig med Følge,
Mens Bøg er grøn!
✂
Ja, skil med Egge
Nu Træ fra Bark,
Og bygg en Snekke,
Og kald den Ark,
Og digt den nøie,
Til rask at pløie
Min Vinter-Mark!
✂
Mens Kjæmper bukke,
Og Folk uddøe,
Mens Bjerge dukke
I dyben Sø,
Paa Stjerne-Strømme
Skal Arken svømme,
Som Verdens-Øe!
✂
20Naar Jorden hærges,
Fra Øst til Vest,
Med dig skal bjerges
Fuldmangen Gjæst,
Fra Bjerg' og Dale,
I Bølge-Sale,
Paa Havets Hest!
✂
De Kjæmper trygge,
Med spodske Smiil,
See Noah bygge
Sin Ark med Iil,
Blandt Færreds-Snekker
En sær Tre-Dækker,
I Kjæmpe-Stiil!
✂
Fuldbreed som Hvalen,
Men længer dog,
(Trehundred' Alen)
Det var den Kaag,
Med Dør paa Boven,
Med Glugg foroven,
Paa Kiste-Laag!
✂
21Ei længer tøve
I Skov, paa Mark,
Nu Lam og Løve,
Men gaae til Ark
Med Kvæg og Hjorte,
Hvor ei mon skorte
Paa Straa og Bark!
✂
Med Nattergale,
Som aldrig før,
Med Spurv og Svale,
Fra Hald i Nør,
Sig Ørne sanke,
Med Neb de banke
Paa Arke-Dør!
✂
De randt saa fage,
Med Travlhed stor,
De Løbe-Dage,
Til selv ombord
Gik Enochs Frænde,
Med Sønner trende:
Farvel nu Jord!
✂
22De Kjæmper trygge,
Trods Heltens Iil,
Blev ved at bygge
I Bjerge-Stiil,
Mens Møer milde
Holdt Bryllups-Gilde
Med spodske Smiil!
✂
Seer I, histoppe,
Nu seiler han
Paa Fjelde-Toppe,
Den fromme Mand!
Da ruller Torden,
Da revner Jorden,
Med Brag paa Stand!
✂
Nu Himlens Sluser
Oplades brat,
Og Havet bruser
I bælgmørk Nat,
Og Roser blegne,
Og Kjæmper segne,
Med Suk fuldmat!
✂
23Snart over Vandet,
I Morgen-Gry,
Der sees ei Andet,
End kulsort Sky,
Og Kjæmpe-Kroppe,
Og Klippe-Toppe,
Og Noahs By!
✂
Synd-Floden levner
Ei Plet af Land,
I Sky nu stævner
Den vilde Strand,
Ad steile Stræder,
Paa Klippe-Kjæder,
Som over Sand!
✂
Saa leged' Hvalen
Med Klipper graae,
At femten Alen
De under laae,
Som høiest gro'de,
Og nødigst lode
Sig overgaae!
✂
24Vel mødt, i Strande,
Her over Sky;
Saa stærke Vande
Da kvad paa Ny;
I firti Døgne,
Og alle søgne,
De blev saa krye!
✂
De Smaa-Fisk glade,
Ved Sky fuldtæt,
Da hævned' Skade
Paa Maagers Æt,
Ja fik i Tale,
Trods høie Sale,
Selv Ørne let!
✂
Da Orme-Hæren,
Med Kuld paa Kuld,
Var stolt af Æren
At boe i Muld,
Da holdt de Gilde,
Saa høit de vilde,
Da fik de Huld!
✂
25Sig Kæmper høie,
I Konge-Dyb,
Da maatte bøie
For Madik-Tyv!
Da kunde fare,
Trods Hjort og Hare,
Det mindste Kryb!
✂
Dog, under Dække,
En Verden tryg
Bar Noahs Snekke
Paa Bølgens Rygg,
Med Kæmpe-Gange,
Og bedre Sange
End Surr af Mygg!
✂
Der otte Sjæle,
Trods Bølge-Brag,
Med Mund og Mæle,
Sad under Tag
Af Rør fuldgode,
Som randt af Rode
Den sjette Dag!
✂
26Ja, Borg hin prude,
Skjøndt bygt fuldsnart,
Som Gud gav Rude
Af Speil-Glas klart,
Og ingenlunde
Lod gaae tilgrunde,
Var vel forvart!
✂
Af Muld kun bygget,
Den er dog bold,
Staaer overskygget
Af Herre-Skjold,
Er væn til Skue
Paa Blomster-Tue,
Fra Old til Old!
✂
Med Seier-Værket,
Som evig gaaer,
Bag Planke-Værket,
Den stod et Aar,
Som Støv for Dommen,
Paa Afgrunds-Flommen,
Med bange Kaar!
✂
27Trods brede Skygger
Fra Mørkheds Land,
Den Borgs Indbygger,
Paa vilden Strand,
I Glands dog sidder,
Med Fugle-Kvidder
Om Konge-Stand!
✂
For Drot ham kjender,
Trods bange Kaar,
Dog Ørn som Ænder,
Og Ulv som Faar,
Mens Natter-Galen
I Skygge-Salen
Hans Liv-Vers slaaer!
✂
Og Gud forglemmer,
Paa Bølgen blaa,
Ei Lærke-Stemmer,
Ei Spurven graa,
End sige Muldet,
Hvor Himmel-Guldet
I Grube laae!
✂
28Nei, Han som stilled'
I Mand paa Fod
Sit eget Billed'
Med Kjød og Blod,
Drot af Guds Naade,
Han vilde raade
Paa Vaanden Bod!
✂
Hør, Vinden suser
Nu Dag og Nat,
Og Himlens Sluser
Sig lukke brat,
For Væld franeden,
For Bundløsheden
Er Pind og sat!
✂
Sig Bølgen kaster,
Og segner mat,
Stor-Vragets Master
Nu dages brat,
Og Arken strander,
Og Verden lander
Paa Ararat!
✂
29Sin Glugg oplader,
Med stille Sind,
Den Folke-Fader,
Paa Fjelde-Tind,
Vil Sandhed vide,
Slet ikke lide
Paa Hjerne-Spind!
✂
Val-Ravnen, skaaret
For Tunge-Baand,
Har Drotten kaaret,
Og sat paa Haand:
Vær snar paa Vinge
Mig Bud at bringe,
Om Jord har Vaand!
✂
Sin Herre sviger
Dog sorten Ravn,
Med Flid undviger
Han Glugg og Stavn,
Rødsokket gynger
Paa Aadsel-Dynger
Han uden Savn!
✂
30Da randt i Sinde
Den Drot saa prud,
End var derinde
Det bedste ⓘ
Bud;
Mod Himmelbuen
Da svang sig Duen
Af Gluggen ud!
✂
Snart favned' Arken
Den Fugl saa spag,
Som savned' Marken,
Med Træ og Tag,
Paa Bjerge-Toppe
Og Liig at hoppe,
Var ei dens Sag!
✂
En Uge lænter
Den Drot saa prud,
Og sikkert venter
Han bedre Bud,
Med Turtel-Duen,
Som svang mod Buen
Af Glugg sig ud!
✂
31For Fugl i Lunde
Og Mand i Bur,
Eens ingenlunde
Gaae Soel og Uhr,
Saa Dag for Due
Var kort paa Tue,
Men lang i Skuur!
✂
Med Aften-Svalen,
I Soelbjergs-Lag,
Til Bølge-Salen,
Med Gopher-Tag,
Kom dog fra Lunde,
Med Nyt i Munde,
Den lange Dag!
✂
Luk op foroven!
Her er et Brev,
Som Gud i Skoven
Om Vaaren skrev,
Af Kæmpe-Bogen
Til ham i Kaagen
Et Blad jeg rev!
✂
32Saa Aften-Røden
I Arke-Stad
Om Efter-Grøden
Udraabte glad,
Da Fugl fra Lunde
Med Mai i Munde
Paa Gluggen sad!
✂
Oliven-Bladet
Fra grønne Lund,
I Aande-Badet
Af Due-Mund,
Paa speilkar Skive!
Hvem kan beskrive
Den Aften-Stund!!
👤Abraham.
►No. 5.
✂
104
(VU9)
43
(GSV2)
►Abraham sad i 📌Mamre Lund,
Han var en ►Hyrde-Konning,
►Salvet af Gud med egen Mund,
Og 👤Sara hed hans Dronning.
✂
33
44
(GSV2)
►Riig paa Kameler, Kjør og Faar,
Det var den Drot med Ære,
Gammel derhos, ►snart hundred' Aar:
Og, hvis skal det saa være!
✂
►Gud havde sagt: “Jeg sandelig
Vil ►i Din Æt velsigne
►Menneskens Kjøn paa Jorderig!”►
Og, Løgn kan Ham ei ►ligne!
✂
👤Abraham sukked' dog i Løn:
►“Til Graven brat vi stunder,
Føder mig 👤Sara nu en Søn,
Det er et stort Vidunder!”►
✂
►Dagen var heed, men ►Herrens Ven
Sad svalt i Ege-Skygge;
Hisset da kom tre Vandrings-Mænd►,
At ønske ham til Lykke!
✂
►Gjæstmild er ►og den ►Hyrde-Drot,
Vil Reisen dem forsøde,
Byder dem til sit grønne Slot,
At hvile sig ►af Møde►!
✂
34►Herren det var med Engle to,
De ►lod sig det behage,
Hyrden at gjæste, ►som var tro,
Og ►Jordens Brød at smage.
✂
105
(VU9)
►Herren da siger til sin Ven,
►Alt som Han bryder Brødet:
“Naar om et Aar vi sees igjen,
Har 👤Sara Søn paa Skjødet!”►
✂
45
(GSV2)
►👤Sara hun stod bag Dør og loe,
►Saa faldt det hende ⓘ
fremmedt►;
👤Abraham ►tog det Ord med Tro,
Hans Haab ham ei beskiæmmed'!
✂
►Ordet udgik af Kongens Mund,
Som ►haver Alt at raade►,
►👤Abraham sad i 📌Mamre Lund,
Med Sønnen af Guds Naade►!
👤David og 👤Goliath.
►No. 6.
✂
👤Goliath
Drog fra 📌Gath,
For paa 👤Saul at lægge Skat,
35Stamped' mod
Fjeld og Flod,
Med sin alenlange Fod.
►To Mand høi,
Fire ►drøi
►Op paa 📌Socho Top han fløi►.
Skjoldet var,
Som han bar,
Synes mig, Kameel for ►svar.
►Han ►tog paa:
“O! I Smaae
►Bedre bag jer Stude laae,
End gaae her,
►I Gevæhr,
De Philisters Helt saa nær.
Har I Lyst,
Mod i Bryst,
Til at vove ►Kæmpe-Dyst?
Hid en Mand,
At vi kan
►Trækkes om hverandres Land►!
►To Gang' tre
Uger, see!
Har I ►drukket nu min Spee►!
►👤Saul og ►hver
36I hans Hær
Ryster jo, som Løv paa Træ'r►!
►Seer Du vel,
📌Isra-el,
Du er de Philisters ⓘ
Træl!”►
✂
👤David kom,
Saae sig om:
“Hvad vil denne store Vom!
►Tør du Drot
Bruge Spot
Mod den ►Herre Zebaoth?
Trods din ►Bram,
►Jette ►gram,
Jeg dig snart vil gjøre tam!
►Ravne-Trop,
Æd du op
Denne Guds-Bespotters ⓘ
Krop!”►
✂
►Kjæmpen vred
Om sig bed,
Fraaden flød i Skjægget ned:
“Er jeg een
►Gnave-Been,
►Mens du bruger Stok og ⓘ
Steen!”►
37👤David bad:
“Herre, lad
Det nu lykkes!” Dermed glad
►Gjør et hvast
Slynge-Kast, —
Stenen sad i Panden fast!
Kjæmpen faldt►,
Slaget gjaldt,
Som en Million var ►kvalt!
►Jorderig
►Rørte sig
Ved Guds ►Folkes Fryde-Skrig:
👤Davids Seiers-Sang
(Efter ►den 151de Dav. Ps.)
►No. 7.
✂
►Mellem Brødre kaldt den Lille,
Og derhjemme yngst af Aar,
38Vandrede i Vang jeg stille,
Vogtede min Faders Faar►!
✂
►Pønsende jeg gik og snitted',
Fingernem, med Lyst til Sang,
Paa en ►Strænge-Leeg jeg hitted':
Harpe ►sær med Orgel-Klang►!
✂
►Til min Herre i det Høie
Hvem mon haver det fortalt?
Skjult er Intet for Hans Øie,
►Men Hans Øre mærker Alt►!
✂
►Engelen, som Han udsendte,
Tog mig fra min Faders Faar,
Salved' mig til Stort at vente:
►Krone-Guld i Kongens Gaard►!
✂
106
(VU9)
►Var de smukke, var de høie,
Brødrene til Pogen ►kræng,
Naade fandt dog for Guds Øie
Kun den lille Hyrde-Dreng►!
✂
39►Siden voved' jeg at møde
►Jetten baade lang og breed,
Han ved sine Guder døde
Banded' mig i Helved' ned►!
✂
►Sværdet af hans egen Skede
164
(GSV2)
Trak jeg dog og fældte ham,
Livet mistede den Lede,
📌Israel afstrøg sin Skam►!
Kong 👤Manasse.
►No. 8.
✂ Mel. ►Rind nu op i 👤Jesu Navn.
✂
Er der Nogen, som vil see
Alle Synders Røver-Kule,
Alle Lysters Slange-Hule,
Fordum ►sine Tiders Vee,
Som dog blev et evigt Minde
Om Guds søde Naade-Favn,
O, da er jeg her at finde,
Jeg, 👤Manasse er mit Navn.
✂
40Har man udi noget Land,
Gjennem hele Verdens Rige,
►Vidst om saadan En ►at sige,
Saadan en forhærdet Mand!
►Hedninger, som Gud har drevet
Fra mit ►Folkes Ansigt bort,
Aldrig har saa ilde levet,
Som 👤Manasse haver gjort.
✂
►Staale-hærdet var mit ►Mod,
Kunde mig i Hjertet fryde,
►Naar jeg saae min Stad at flyde
Af uskyldigt Mande-Blod►;
Alle Grændser, ►Maal og Maade
Mine Synder overgik,
►Tænker nu, jeg fik dog Naade,
Jeg, 👤Manasse, Naade fik!
✂
►Hvad ►min Fader ►kasted' hen
Af den Afgud ►Baalims ►Høie►,
►Bygde jeg for hver Mands Øie
Mod vor Herre op igjen►,
41Gik i Satans ►Baand og Lænke,
Under Vredens ►svare Dom,
Hvordan kan I troe og tænke,
At 👤Manasse dog ►undkom?
✂
►►Der jeg kom i megen Nød,
►Der jeg sad i ►Baand og Lænke,
Da begyndte jeg at tænke
Paa mit Liv og paa min Død,
Da Samvittigheden ►krysted'
Hjertet med sin Kæmpe-Haand,
Saa det knust mig laae i Brystet,
Ynket af ►nedslagne Aand►.
✂
►Hvad jeg da ►for Angest led,
Det er meer end jeg kan sige;
Gud skee Lov i Himmerige,
Som min Jammer ene veed,
Som mig rev med Hænder stærke
Ud af Døds og ►Mishaabs Favn,
Og sin Naades Kjende-Mærke
Satte paa 👤Manasse Navn►!
✂
42Ingen ►tænke nu, fordi
Jeg har fundet Himlens ►Ynde,
At ►paa Naade man kan synde,
Og for Straffen dog gaae fri;
Hvo Guds Naade vil misbruge
Til at synde frækt og trygt,
Ham ►vist ►Svælget skal opsluge,
Som ►indskjød 👤Manasse Frygt!
✂
Hvo der af mig lære vil,
Lære Naaden høit at skatte,
Lære Naaden ret at fatte,
Mens der ►end er Naade til;
Sukke, bede, raabe, skrige
Om Guds Naade ret at faae,
►Gjøre Vold paa Himmerige,
Som da jeg i Støvet laae!
✂
O, hvor er vor Gud dog mild!
Ei til Trodsighed at taale,
►Dertil har Han Lynets Straale
Og ►en evig Lue-Ild;
42Men, vil Nogen sig omvende,
Faaer han Naade ►vist og sandt,
Naade, uden Maal og Ende,
Naade, som 👤Manasse fandt.
✂
Derfor vil jeg raabe ud
Mod de fire Verdens Hjørner:
O, I Folk, som ►Gud fortørner,
Saadan sød og naadig Gud,
►Vender om, at Han kan vise
Eder Naadens søde Favn,
►Vender om, at I kan prise
Med 👤Manasse Herrens Navn!
📌Israel i Udlændigheden.
(Efter ►den 137te 👤Davids Psalme ►.)
►No. 9.
✂
99
(VU9)
50
(GSV1)
►Ved 📌Babylons Floder
Vi sørgende sad,
Og græd for vor Moder,
📌Den hellige Stad►,
44►Lod Harperne hænge,
51
(GSV1)
Med ►springende Strænge,
I Pilenes Top►!
✂
►Da ►maned' for Sange
Os ►Kæmper med Flid,
Som tog os til Fange,
Og førte os hid,
Med Gammen og Glæde
De bad os at kvæde
📌Jerusalems Sang►!
✂
►Ak, hvad skal vi sjunge!
Kan, Herre, Din Sang
Faae Tone paa Tunge
I Fjendernes Vang!
Udlændigheds Dage
Til Suk og til Klage
Kun røre vort Sind►!
✂
►O, kunde jeg glemme,
📌Jerusalem, dig,
►Min Høire sig glemme,
►Henvisne paa mig►!
45Og, mens jeg dig mindes,
O 📌Zion, der findes
Kun Sorg i min Sang!
✂
Ja, hvad skal jeg kvæde,
Og komme ihu!
►Min høieste Glæde,
O 📌Zion, er du!
Vil Andet jeg sjunge,
Da voxer min Tunge
Til Ganen mig fast►!
✂
►►Du huske, o Herre,
📌Jerusalems ►Dag!
52
(GSV1)
►Da Ondt gjordes værre
►Til 👤Edoms Behag!
Da lød det: o ►jevner!
O ►sletter! o ►levner
Ei Steen over Støv►!
✂
100
(VU9)
►O 📌Babylons ►Daatter,
Med ►kvidefuldt ►Kaar,
Den Tanke mig ►gotter:
Din ►Time den ►slaaer!
46Du undgaaer det ikke,
►Den Skaal at uddrikke,
Du skjænked' for os►►!