Grundtvig, N. F. S. Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom

Grundtvig og udgivelsen

Man kan undre sig over, hvorfor Grundtvig ikke udgav salmesamlingen i eget navn eller optrådte som medudgiver. Ud over hensynet til det sandsynlige initiativ fra 👤Hagens side kan forklaringen ligge i, at Grundtvig i 1832 stadig var usikker på sine egne evner for at skrive salmer og digte specielt til undervisningsbrug og på principperne for at forny og tilpasse gamle salmer til samtidens behov. Som reaktion på en opfordring fra 👤W.A. Wexels skriver Grundtvig i 1826: “De taler om Psalmer! ja, jeg har tænkt derpaa i mange Aar, og gjort allehaande Forsøg, men har næsten med intet været meer end øieblikkelig tilfreds” (28. august 1826; i Breve 1924-1926, bind 2, s. 128). I 1828 tvivlede han på, hvor god han var til at skrive fortællende digte med bibelsk stof til skolebrug. I “Studier til en bibelsk Rimkrønike” gav han således udtryk for, at digtene var “Studier” og “vragede Forsøg” (Grundtvig 1828c, s. 146, klik her). I den samtidige Kingoanmeldelse, der primært handlede om salmer til brug i gudstjenesten, betonede han, hvor vanskelig en opgave det var at tilpasse de gamle salmer og var henholdende med hensyn til evnen til at digte nye (Grundtvig 1828a, s. 30 f., klik her).

Her i 1832 kommer Grundtvig i diskussion med 👤Lorenz Siemonsen om, hvorvidt de gamle salmer skal forandres (Nygård 1893, s. 10; klik her). I brevvekslingen med 👤Ingemann refererer han til sine originale salmer og til sine bearbejdelser af 👤Kingos og 👤Brorsons salmer eller måske kun til bearbejdelserne som “Forsøg og en Prøve” (Grundtvig & Ingemann 1882, s. 136 f.). Der kan således stadig spores en vis personlig usikkerhed i Grundtvigs udtalelser om kvaliteten af hans egne salmer og om, hvorvidt og hvordan ældre salmer skal forandres, og om de i givet fald skal forandres både til kirke- og til skolebrug (se også Sørensen 1964, specielt s. 64-67). Måske følte han sig endnu ikke selv parat til at udgive en salmesamling. Det var først i efteråret 1836, at han begyndte at offentliggøre hæfter af Sang-Værk til den Danske Kirke.