↩ I januar 1831 blev angrebene for meget for 👤H.N. Clausen, som skrev til universitetsdirektionen og beklagede sig over den nærmest lovløse tilstand, der herskede, når pamfletskrivere som 👤Lindberg kunne slippe af sted med gentagne gange at fremsætte injurierende beskyldninger imod en embedsmand og kalde ham “en Ungdomsforfører, en Meeneder, en Bestrider og Forhaaner af Christendom og Kirke” (►Clausen 1831, s. 8). Især fandt 👤Clausen det urimeligt, at sådanne ‘demagoger’ og ‘kirkelige terrorister’ (s. 27), kunne tillade sig at gentage tidligere fremsatte beskyldninger, som domstolen allerede én gang havde fundet grundløse. 👤Clausen anså det desuden for et stort problem, at en teologisk embedsmand, der blev udsat for injurier vedr. sin embedsførelse, var henvist til at føre sagen som en almindelig borgerlig injuriesag ved en ordinær domstol, som hverken kunne eller ville forholde sig til den læremæssige side af sagen. Han opfordrede derfor kancelliet til at nedsætte en fagkyndig kommission, som én gang for alle kunne afgøre, om han havde gjort brug af for stor frihed i sine akademiske undersøgelser (s. 13).