↩ Den lille pjece Om den Clausenske Injurie-Sag indgik i den kirkekamp, som udspillede sig i årene efter Grundtvigs udgivelse af ►Kirkens Gienmæle mod Professor Theologiæ Dr. H. N. Clausen (1825). Efter at Grundtvig var blevet underlagt censur i 1826, blandede han sig ikke meget i den kirkepolitiske debat, men det gjorde til gengæld magister 👤J.C. Lindberg, som var fast skribent ved ►Theologisk Maanedsskrift, udgivet af Grundtvig og 👤A.G. Rudelbach i årene 1825-1828. Ligesom Grundtvig forstod han sig selv som en gammeldags luthersk kristen i opposition til tidens ‘rationalisme’. I årene 1826-1831 angreb 👤Lindberg vedvarende professor 👤H.N. Clausen og hans tilhængere for at udbrede en teologi, som ikke stemte overens med den kristne tro, sådan som den er udtrykt i kirkens bekendelsesskrifter, særligt ►Confessio Augustana. 👤Lindberg mente, at 👤Clausen tog sig for store friheder i forhold til bekendelsen, og han gjorde vedholdende opmærksom på, at selv om 👤Clausen havde vundet den borgerlige injuriesag mod Grundtvig, så havde han endnu ikke renset sig fra anklagen om, at han var en falsk lærer (om 👤Clausen og 👤Lindbergs mange sammenstød i denne periode, se ►Baagø 1958, kap. 2).