↩ Men efter 👤Julians Tid blev det endnu værre, thi da nødte Keiserne deres hedenske Undersaatter til at lade sig døbe, og fyldte saaledes Stats-Kirken med Vantroe, der enten maatte betragte den som 239 (VU) et Tugt-Huus, de sukkede efter at see nedbrudt, eller maatte arbeide paa at omskabe til et Afguds-Tempel, hvor 250der ikke spurgdes om ►Tro og Haab og Kiærlighed, men kun om Ceremonier og udvortes Handlinger. Det Sidste lykkedes, som Man veed, temmelig godt, men naar Man korser sig over Helgen-Tilbedelsen, Billed-Dyrkelsen, Skiærs-Ilden, og al den ►Afgudiskhed, der nu indstrømmede, da burde Man ikke glemme, at det stod i en naturlig og nødvendig Forbindelse med at giøre Christendom til Stats-Religion i gammel-romersk Forstand, og til en tvungen Sag i 📌det romerske Rige, saa det er kun ►underligt, at den Christne Tro ikke gik under i al den ►Afgudiskhed og Over-Tro. ►Rimeligviis vilde det i 📌Østen snart være skedt, hvis ikke den Christne Kirke havde faaet en ny 299 (US) udvortes Fiende, der ⓘ tilbagegav den endeel af sin aandelige Frihed, og det var ►Mahomedanerne; thi hvor de fik Magten, hørde Christendommen op at være Stats-Religion, Ingen dreves mere ind i Kirken, Nogle lokkedes ud af den, og derfor har den, under de i Øvrigt ugunstigste Omstændigheder, vedligeholdt sig omtrent paa samme Trin, som den, under Stats-Tvangen var nedsunket til.