Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?*Maa trykkes. I 📌Kjøbenhavns Politieret d. 29de Decbr. 1830.👤Holm.
(Andet Stykke. Fortsat fra S. 164.)
✂ Vi har nu seet, at da 👤Luther reformerede i den Christne Kirkes Aand, falder Spørgsmaalet om hans Kirke-Reformations Fortsættelse sammen med det Spørgsmaal, om den Christne Kirkes Levnetsløb skal fortsættes, da dertil nødvendig hører, at Troen og Haabet skal være levende, og, naar de true med at hendøe, kraftig oplives. At ►Kirke-Døgnets ►Radicaler mene noget ganske Andet med hvad de kalde Reformationens Fortsættelse, Undergravning nemlig, og Nedbrydelse af den Christne Kirke, det have vi ingenlunde dulgt; men det kan vi naturligviis, som Christne, ikke ændse anderledes, end ved paa det Kraftigste 294 (US) at protestere derimod, i den Christne Kirkes Navn, og i Hans, som har lovet, at ►Helvedes Porte skal aldrig ►faae Magt med den, og som i atten Aarhundreder har ►stillet ►overflødig ►Borgen, baade for at det er hans Hjertens Me242ning, han dermed udtrykker, og at hos ham ►gaaer Ordet aldrig over Magten.
✂ Var nu den Christne Kirkes Forhold til de verdslige Stater, som huse den, ei under Tidens Løb blevet saa ►besynderlig indviklet, da vilde Protesten (Gjenmælet) alene gjøre Sagen klar; thi da var med den en forsvarlig ►Skilsmisse gjort mellem den Christne Kirke og dens aabenbare Fiender, og Tiden fik da at vise, om den var ►bygt paa en virkelig Klippe eller paa en Sanddynge, eller med udtrykkelige Ord: om den kunde staae sig mod Fienden eller ikke. Nu derimod er Sagen unægtelig vanskeligere, saa Kirkens Tilstand synes ligesaa fortvivlet, som de Staters, der ere fulde af ►Radicaler, som ikke vil gaae ud, da de er kloge nok til at indsee, Man langt lettere kan nedrive en Bygning, Man er i, end den Man holdes uden for, saa, dersom de Christne ikke havde en Konge, der med Rette kaldes ►den Herre ►Zebaoth eller Hærskarernes Høvding, da maatte den franske og tydske Spaadom om Kirkens Undergang ►vist nok med det Første gaae i Opfyldelse; men Tingen er, at havde de Christne ikke havt saadan en uindskrænket Konge, der ligesaa roligt kan lee ad Oprørs-Skrifter som ad ►Feide-Breve, da maatte Kirken ►aabenbar være forgaaet, længe før den kom til os, og for Christne er det derfor aldrig Spørgsmaalet, om Kirken skal blive sine indvortes, utaalelige Fiender kvit, men kun hvorsnart og hvorledes det skal skee. Herom kan nu naturligviis enhver af os lettelig giætte feil, da vor Konges 243Tanker og Veie ere saa høit over vores, som Himlen er over Jorden; men kan ingen 235 (VU) oplyst Borger med Fædrelands-Kiærlighed derfor undlade at tænke paa det Riges Redning, hvortil han hører, saa kan oplyste Christne det naturligviis ikke heller, og stort kan vi ikke giætte feil, naar vi ydmygelig men frit benytte os af den herlige Adgang, vi alle har til vor livsalige Konge, hvor vi kan sidde ved Tronens Fod, og høre ham tale om de Ting, som høre til Guds Rige; thi, som han selv saa velsignet har sagt, ►han behandler ikke sine Tjenere som Trælle, der ei maae vide hvad Herren gjør, men som Venner, hvem al den Oplysning er vel undt som de kan bære. Sligt klinger jo ►vist nok lidt mystisk, men deels er der nu engang noget saare Hemmelighedsfuldt eller Mystisk i Kiærligheden og i alle de Forhold, den skaber, saa uindskrænket kan ingen 295 (US) oplyst Mand, der ønsker ogsaa kun huuslig og ►borgerlig Lyksalighed, erklære sig mod det Hemmeligheds-Fulde, og deels vil Sagen kiendelig ►klarne sig, naar Man lægger Mærke til, at den Christne Kirke, altsaa 👤Christi Rige paa Jorden, har allerede staaet snart i to tusinde Aar, og har for al den Tid en skriftlig, velbevidnet Historie, der lader sig studere, og maa nødvendig give bedre Oplysning om Regierings-Principerne og Folke-Aanden, end nogen anden Stats-Historie, baade fordi den er sikker i et længere Tids-Rum, og fordi Riget er af en aandelig Natur.
✂ 244Fra denne Side, som er den klareste, maae vi nødvendig betragte Sagen, naar vi vil oplyse den for Andre, end hvem der selv er inde i hvad de Christne med et hemmelighedsfuldt Navn kalde de Helliges Samfund; thi Sammen-Blandingen og Forvexlingen af Tale med Verden og Tale til Troende, eller af Prædiken og historisk Undersøgelse, har allerede giort de Christne saamegen Skade, og frembragt saamegen Forvirring i Begreberne, at christelige Skrift-Kloge ret omhyggelig maae stræbe at aflægge den slemme Vane, uagtet den ►vist nok er blevet os til anden Natur. Selv har jeg saa længe og saa ►øiensynlig giort mig skyldig i hin Forvexling og Sammenblanding, at ligesom det paa den ene Side maa giøre mig ►billig mod mine Med-Skyldige, maa det paa den Anden giøre mig saa bange for min gamle Feil, at jeg let kunde falde i en Ny, ved alt for skarpt at adskille, hvad dog i en Christens timelige Liv maa hænge sammen, og ei adskilles med Grøft og Giærde, men kun med ►Skiel-Stene. Hvorvidt mig nu hændtes noget Saadant, da jeg sidst (i Afhandlingen ►om Religjons-Frihed) offentlig behandlede det vigtige Spørgsmaal om den Christne Kirkes Forhold til Staten, skal jeg lade være usagt, da det gaaer mig med endeel af 236 (VU) min forrige Skrift, som det ventelig gaaer Publicum med meer, jeg har ikke læst den for nyelig; men i alt Fald har Tiden viist, at den Oplysning, jeg deri gav, var utilstrækkelig, og da jeg dog i denne Henseende naturligviis vil strække mig saameget jeg kan, skal jeg nu stræbe at 245tale saa rolig som en Christen altid maa kunne, og saa klart som en oplyst Christen i vore Dage kan.