↩ Jeg veed meget godt, at saadanne Hjerte-Udgydelser paa Papiret er kun til Latter eller Besvær for de fleste Læsere, og min naturlige Partiskhed for dem, hører ogsaa til den Lutherskhed, jeg aflægger; men der gives dog Tilfælde, da Man hverken af Pennens medfødte Udygtighed til at være Tunge, eller af alle de Munde der gabes med, og alle de Smile-Baand der trækkes paa, i hele Verden, maa lade sig afholde fra med Pennen at betegne hvad ei lader sig beskrive, og jeg føler, at et saadant Tilfælde er indtruffet her, saa jeg kan ikke bære det over mit Hjerte at blotte Vaaben, selv kun mod Skyggen af 👤Luther, uden høitidelig at forsikkre, jeg føler, han er saa uskyldig deri, som vi Mennesker af syndig Byrd kan være i hvad der af vor Tids hemmeligste Brøst klæber ved os, og at jeg derfor i Kirke-Historien fremdeles betragter vor heltemodige, høitoplyste, barnlige Kirke-Fader, 👤Morten 👤Luther, med den samme Beundring, Kiær 268 (VU) lighed og Grund-Enighed, som da jeg af al Magt, 439men naturligviis forgiæves, stræbde, ei at grave ham op, men at opvække ham lyslevende fra de Døde! Forsikkringen kunde derfor aldrig falde Læseren saa kiedsommelig, eller blive saa frugtesløs, at den ►jo var Skriveren nødvendig, og paa alle Læsere kan den desuden umuelig være spildt, da det er vitterligt nok, jeg hverken ødsler med min Roes til hvem jeg ei kan lide, eller ryster for at rive en Skrift-Klog ned, om han end staaer i langt større Anseelse trindt mig, end 👤Luther nu!