Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?

Naar vi nu vil kiende de Bog-Lærde i den gamle Christenhed, da maae vi gaae til 📌Alexandrien i 📌Ægypten, hvor ogsaa det Arianske Kiætteri, som foranledigede Lande-Modet i 📌Nicæa, først var opkommet. Vel var Menigheden i 📌Alexandrien ingen Apostolisk Plantelse, og det er kun et løst Sagn der giør Evangelisten 👤Marcus til dens Stifter, hvorfor Kirken der, som Man kan see af 👤Eusebs Kirke-Historie, i de to første Aarhundreder spillede en saa høist ube428tydelig Rolle; men 📌Alexandrien havde, næsten ligesiden 👤Alexander den Stores Tid, med sin uhyre Bog-Samling, været Bog-Ormenes Himmerig, og heraf fulgde, deels, at de alexandrinske Christne vilde blive de boglærdeste, og deels, at de Christnes Kirke-Bog vilde i 📌Alexandrien giøre mest Opsigt. Her var det da først Christendommen kom i egenlig Berørelse og Vexel-Virkning med den gammel-græske og jødiske Videnskabelighed, hvad der gik saavidt, at Man tidt har ondt ved at finde Forskiel paa Tanke-Gangen hos de to samtidig berømte Skole-Mestre i 📌Alexandrien: 👤Ammonius Saccas og 👤Clemens, skjøndt den Første gjaldt for en Hedning, og den Sidste for en Christen. En fælles Lærling af Begge var da ogsaa 👤Origines, det store Lærdoms Vidunder, som i det tredie christelige Aarhundrede gjorde umaadelig Opsigt baade blandt Christne og Hedninger, og, medens vi gierne lade det staae ved sit Værd, om han eengang lod sig true til legemlig at giøre Røgelse for Afguderne, er det indlysende, at han utallige Gange aandelig og frivillig strøede Virak for den hedenske Viisdoms-Gudinde, og indførde en saa luftig og vilkaarlig Skrift-Fortolkning, at Man efter den kan bevise Alt og Intet af Bibelen. Endnu før 👤Origines døde, besteg en af hans berømteste Discipler, 👤Dionysius, Bispe-Stolen i 📌Alexandrien, og naar Man af 👤Eusebs Kirke-Historie seer, hvilket Orakel denne gamle Ræv var for hele den østlige eller græske Christenhed, da undrer Man sig ikke længer over Arianismen, over Lande-Modet 429i 📌Nicæa, hvor Biskopperne gav en hedensk Keiser Forsædet, som Pontifex Maximus, eller over Noget af de mange Vidnesbyrd om et opfarvet Hedenskabs Indbrud i Øster-Leden.