LI. 📌Danmark.
✂
Er jeg lav, og er jeg lille,
►Mine Bække smaa,
Medens Klipper stande stille,
Kappes til en Aa►!
Høiere end Skytter stærke,
Stige kan den svage Lærke!
Dybere end ►Kæmper hugge,
Kan ►og Barnet dukke!
✂
►Danmark, deiligst Vang, og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
Kaldtes jeg af voxne Drenge,
Og af Piger smaa,
Under ►Nyn i grønne Skove,
Under Kvad paa blanken Vove,
129Om min 👤Dane-Bod hin feire:
Kongens Viv i 📌Leire!
✂
Om end, i ►mit Skygge-Rige,
Riim fra Heden-Old,
Aldrig ret sig lod forlige,
Om min ►Dan og ►Skiold;
►Immer dog han er min egen,
Drotten, slumrende paa ►Negen,
Vugget mild paa Orlogs-Snekke,
►Inden Skjolde-Vægge!
✂
Ei jeg praler af min ►Frode,
►Brammer ei med ►Rolv,
Kjender Helte nok saa gode,
Som hans ►Kæmper tolv;
Glad jeg dog, i ►Bjarke-Maalet,
Hører Klang af Meer end Staalet,
Som, med ►Fredegodes Minde,
Vare kan og vinde!
✂
Om, paa 📌Øster-Søens Kyster,
►Vingeslagne Aand,
Hørde Graad af bedre ►Syster,
Over ►Phaeton,
Derom tvistes maae de Lærde,
Lavt som jeg er ►og mit Giærde,
📌Danmark Taareperle-Hjemmet
Blev dog aldrig fremmed!
✂
Om de ►fredegode Sjæle,
Andensteds i ►Vraa,
Fandt et bedre Efter-Mæle,
Under Skyer blaa,
130End i mine grønne Skove,
Derom tør ei Kamp jeg love,
Vist dog i et kiærligt Minde
Leved de herinde!
✂
►Hrodgars Kvad i Ridder-Salen,
Konge-Riim fra 📌Soer,
►Sagas Røst i ►Jøkul-Dalen,
Skovens Fugle-Chor,
Tone, over ►Skjoldung-Grave
Tolke godt de ►Rune-Stave,
👤Saxo snildt, med ►Romer-Prenen,
►Prak i Kampe-Stenen!
✂
►Mellem mange grønne Grave
Har man Venner faa►,
Og med Penne-Fjer til Stave,
Maa man varlig gaae,
Sagtens blev jeg lidt tilbage,
►Fremfor i de gamle Dage,
Dog endnu ►jeg Bølge-Heste
Rider med de Bedste►!
✂
Seiles kan der mange Mile,
Mens paa een man gaaer,
Lov man har til sig at hvile,
Medens Vinden staaer!
Derfor, Gutter, ud med Snekken,
Overalt, ja selv i Bækken!
►Blade-Skib med Penne-Master
Der kun Daaren laster!
✂
Solen seer man allevegne,
Maanen ligesaa,
131Sky sig over alle Egne
Hvælver dyb og blaa,
Himlen, som i dybe Strande,
Speiler sig i flakke Vande,
Og hvor ei er Væld og Rende,
Der er Verdens Ende!
✂
Derfor, selv paa vilden Hede,
Hvor en Hytte stod,
Immer, uden langt at lede,
Hitter man en Flod,
Seilbar for den ►sære Snekke,
Der sig folde kan og strække,
Er som Rummet og som Tiden,
Baade stor og liden!
✂
Om den sang de gamle Skjalde,
Som de kunde bedst,
Pleied den ►og tit at kalde
►Odins Ride-Hest!
Hest paa Hav, og ►Kiøl paa Klipper,
Ligegodt, naar ei den glipper;
Her dog skal den Bølgen flække,
Som en ►Blade-Snekke!