Grundtvig, N. F. S. Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger

Læreplaner og læringsmål

✂ Verdenshistorie var et hovedemne i de lærde skoler, der forberedte drenge fra 10 til 16 år til universitetet. Grundtvigs metode til at undervise i verdenshistorie gik ud på gradvist at øge kompleksiteten og i detaljegraden, hvilket stemte overens med både anbefalingerne fra 1805 og 1816 og med samtidens lærebøger (►Brendecke 2007, s. 496 f.). Grundtvigs tredelte læreplan sammenlignes i det følgende med de nævnte læreplaner:

• Læreren begyndte med en mundtlig fremlæggelse af de “store Omskiftelser Verden har lidt” i historisk tid (►Grundtvig 1829a, s. IV). Oversigten på side VI til XIX i ►Krønike-Riim er lige så kort som lignende indledninger i verdenshistorien (f.eks. ►Strass 1803b). Grundtvigs kombination af historie og geografi passede godt til den lærde skole, hvor kort og tidstavler også var i brug (►Kofod 1816, s. 423).
• Krønikerimene udgjorde Grundtvigs andet trin, der gentog kendt stof og tilføjede nyt med uddybende anmærkninger (►Grundtvig 1829a, s. XIX). Elevernes selvstændige læsning og recitering af Grundtvigs digte kan sammenlignes med brugen af mundtlige oplæg i den statslige ►Underviisnings-Plan fra 1805 (►Berg 2018, s. 218 f.). 👤Kofod anbefalede også et udvalg af “Begivenheder, der fængsle Phantasien” (►1816, s. 418). Hans samling af ►Historiens vigtigste Begivenheder, fragmentarisk fremstillede for Begyndere (1808) minder om Grundtvigs ►Krønike-Riim, for så vidt de begge præsenterede små afrundede helheder.
• Grundtvigs tredje og mest omfattende trin var “en prosaisk Oversigt af Universal-Historien” i tre bind (►Grundtvig 1829a, s. XIX f.). Denne ►Haandbog i Verdens-Historie var længe undervejs. Også her fremhævedes den “mundtlige Meddelelse, der ene kan giøre Underviisningen frugtbar” (►Grundtvig 1833-1856, bind 1, s. XI). Et nyt og alment anerkendt læringsmål i denne fase var forståelsen af større sammenhænge. Mens Grundtvig fandt sammenhængen i sin spekulative historiefilosofi, gik reformplanerne i dybden med periodisering, internationale forbindelser og en sammenligning af samtidige udviklingsstadier. I det sidste år skulle eleverne forberedes til den omfattende afgangsprøve i paratviden om årstal og kongerækker.

✂ Grundtvigs læreplan adskiller sig hovedsageligt fra de tidligere reformplaner gennem den høje grad af mundtlighed og den anden fases poetiske præg. De nævnte reformer blev dog kun realiseret af få prestigefyldte skoler. Landets øvrige lærde skoler fastholdt det traditionelle terperi. Med hensyn til disse skoler har Grundtvig helt ret i at karakterisere sin plan, som “en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige” (►Grundtvig 1829a, s. III).

Poesi og historie

✂ De lærde skoler var blevet reformeret grundlæggende i 1775 og 1805-1809. I kølvandet på reformerne havde flere foreslået at give digte en større plads i historieundervisning med tre formål. For det første kunne det være “en behagelig Afvexling” at recitere og synge om vigtige begivenheder (►Kofod 1816, s. 421). For det andet gjaldt historieskrivning endnu som en kunst, så her øvede man også den gode stil og højnede elevernes smag for den hjemlige og fremmede litteratur (►Kofod 1816, s. 431 f.). For det tredje skulle historieundervisningen fremme patriotismen hos de kommende embedsmænd og demonstrere dyders og lasters betydning for rigernes fremgang og forfald (►Feldbæk 1992, s. 290-297). Ifølge 👤Kofod var undervisningen i fædrelandshistorien blevet beriget af 👤Rahbeks samling ►Danske og Norske historiske Mindesange fra 1810, og han ønskede sig “en Samling for de andre store Begivenheder i Historien, skiøndt dette vilde have adskillige Vanskeligheder” (►Kofod 1816, s. 422; 👤Rahbeks samling er beskrevet i indledningen til “Kommer hid, I Piger smaae!”, afsnit 6.1).

✂ Der var altså interesse for historiske digte, men mangel på brugbare læsebøger. Grundtvigs ►Krønike-Riim egnede sig i førsteudgaven kun til recitering, og digtene blev først mere sangbare i andenudgaven fra 1842 (►Bugge 1978, s. 42 f.).

✂ Værkets særpræg ligger både i den uvante rimkrønikestil og i Grundtvigs historiesyn. Hertil hører hans syn på poesiens forhold til historie. Ved opslagsordet “Poesi” beskrev Grundtvig begrebets etymologi og væsen og gav derefter sin definition: “det er Skabelse af Billed-Legemer, hvori det Aandelige, som er usynligt i sig selv, kan betragtes i en Lignelse med Liv og Lyst” (►Grundtvig 1829a, s. 157). At det åndelige kunne bestå “deels af den hele Histories og deels af de enkelte Tiders og Slægters Aand”, slog han fast i en tidligere programmatisk artikel (►Grundtvig 1816b, s. 240). En anden artikel forklarede to yderligere præmisser: At danskerne af alle folk havde størst sans for historie, og at denne sans blev udtrykt i folkeviser og rimkrøniker (►Grundtvig 1816a, s. 24). Opgaven for ►Krønike-Riim var dermed at ramme rimkrønikestilen og finde de sindbilleder, der bedst indfangede folkeslagenes ånd og sammenfattede deres historie.

✂ Denne tilgang til poesi og historie er kompleks, men også veldokumenteret og udforsket (►Lundgreen-Nielsen 1965, s. 58 f., 171-176; ►Auken 2005, s. 511-518). Inden udgivelsen af ►Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst i 1832 var Grundtvigs mest konsekvente udredning af poesiens betydning for historien en utrykt afhandling fra 1822, der først blev trykt længe efter hans død med en oplysende indledning. Deraf fremgår også betydningen af den billedrige angelsaksiske digtning (►Grundtvig 1985; ►Vind 1999, s. 124-133).

✂ Eksempler fra tre digte illustrerer ‘sindbilledsprogets’ brug i 1829. At den sande poetiske kerne står over faktuel pålidelighed ses bl.a. i digtet om “Knud den Store” og det umulige i at stoppe tidevandet. Dette er et af flere krønikerim om grænserne for jordisk magt, men Grundtvig betegner senere beretningen om 👤Knud den Store som et smukt sagn og intet mere (►Grundtvig 1833-1856, bind 2, s. 298). Sagnet om ►Skefs fødsel på 👤Noas Ark anså Grundtvig på lignende vis for et faktuelt helt “forfeilet”, men alligevel rammende “Grund-Billede” på Englands forbindelse til havet. England indså selv dette træk af sin folkeånd “i Speilet [...] paa skyhøi Bølge” (►Grundtvig 1829a, s. 116). Spejlingen i havet er hos Grundtvig et typisk billede på en historisk-poetisk erkendelse af grundlæggende, åndelige sandheder (►Toldberg 1950, s. 61-67). Målet med erkendelsen var forstand på menneskehedens åndelige udvikling gennem dets levnedsløb, verdenshistorien: “Livets Speil er Levnets-Løbet,/ Viisdom er Forstand derpaa” (►Grundtvig 1829a, s. 121). Derudover skal læserne af ►Krønike-Riim erkende, at en slumrende folkeånd kan vækkes. I 1828 var den igangværende Græske Frihedskrig beviset par excellence, og “Grækenland” proklamerer således i strofe 15: “jeg staaer op af Døde!” (►Grundtvig 1829a, s. 19). Grundtvigs historisk-poetiske program havde også folkelig vækkelse til formål, og dette program skelnes fra andre historikeres spildte forsøg på at fremmane de afdøde heltes ånder, skyggerne (s. 76, 79, 164).

✂ Grundtvig slutter sin fortale ved at betegne ►Krønike-Riim som “den eneste i sit Slags” (s. XX). Dette er korrekt i fortalens snævre danske sammenhæng. Man bør dog nævne den omfattende brug af rim i mange tyske lærebøger i verdenshistorie. De blev bl.a. skrevet af pietistiske forfattere ud fra samme hensyn til elevernes fantasi og hukommelse (►Steiner 2008, s. 177, 234). Grundtvig nævner ikke den pietistiske parallel, men han har formentlig senest lært den at kende i begyndelsen af 1828. En dansk lærer fra den pietistiske brødremenighed, 👤Niels Johannes Holm, udgav i Norge et læredigt på dansk, hvor Jerusalem i 46 strofer genfortæller sin historie og derigennem bibelhistorien. 👤Holm opfordrede i den trykte tilegnelse samtidig Grundtvig til at udgive en hel rimet fortælling af 👤Jesu liv og sendte ham bogen med en personlig tilegnelse. I fortalen berettede 👤Holm desuden, at han også “i Verdenshistorie” lod “baade Personer og Byer fortælle deres Skjebne paa Riim” (►Holm 1827, s. 2 f., ►Holdt 1937, s. 105, 201-203, 362).

Middelalderens rimkrøniker

✂ Grundtvigs verdenshistorier inddrog alle digtningens historie, og hans afhandling fra 1822 afklarede forholdet mellem de to discipliner (►Grundtvig 1985). I ►Krønike-Riim fremhæves ikke blot den angelsaksiske digtning, men også rimkrønikerne. Rimkrønikegenren spores tilbage til 👤Waces ►Roman de Brut og ►Roman de Rou fra midten af 1100-tallet (►Grundtvig 1829a, s. 164 f.). Grundtvig nævner også 👤Hans Sachs’ mestersange (s. 73, 160), og han værdsætter det skotske epos ►The Bruce (1376) af 👤John Barbour mere end de i udlandet langt bedre kendte værker af 👤Walter Scott og den fiktive skjald 👤Ossian (s. 121 f., 149, 154 f.). Lovprisningen af middelalderlige rimkrøniker udbygges i ►Haandbog i Verdens-Historien (►Grundtvig 1833-1856, bind 2, s. VIII, 220 f., 280, 283, 376).

Den danske Rimkrønike

✂ Grundtvig havde efter eget udsagn i 1834 læst ►Den danske Rimkrønike over 200 gange, tiere end selv ►Bibelen (►Toldberg 1954, s. 60). Han skrev i al fald ofte om værket, senest i 1826. Den stilistiske inspiration slår både igennem i monologerne og i metrikken.

Bogmarkedet

✂ Købernes reaktion spores gennem genoptryk og illustreres af pæne avisomtaler den 17. marts 1829 i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (s. 350) og ►Morgenbladet i Norge (s. 4). Inden årets udgang var prosaindledningen udkommet separat under titlen ►Historisk Børne-Lærdom, ledsaget af Grundtvigs tidstavle, ►Tidens Ström (►Grundtvig 1829b hhv. ►1829c). Disse to læremidler blev reviderede og genoptrykt hhv. syv og fem gange i Grundtvigs levetid. Til sammenligning blev krønikerimene kun udgivet én gang til, i 1842. Det viser klart, at læserne foretrak den enkle prosa frem for den komplicerede digtning.

Børnenes og huslærernes dom

✂ Grundtvig udpeger i en utrykt fortale til førsteudgaven “Børnene selv” til “de eneste Recensenter, jeg frygter, og for hvis Dom jeg ydmyg bøjer mig” (►Grundtvig 1875, s. X). Grundtvig var begyndt at afprøve rimene på sin ældste, seksårige søn, 👤Johan, og lillebroren 👤Svend på fire. Troen på, at “livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage” blev ganske vist opfyldt af den poetisk anlagte 👤Svend (►Grundtvig 1829a, s. XIX). Prisen var stille læsning i timevis, udenadslære og lussinger, hvis sønnerne ikke huskede lektien (►Johansen & Høirup 1983, s. 143-148).

✂ Hjemmeundervisningen bredte sig blandt Grundtvigs venner, som beskrevet i indledningen til Historisk Børne-Lærdom (afsnit 7.1). Huslærerne vurderede imidlertid krønikerimene meget forskelligt. 👤Ludvig Christian Müller så sig ikke i stand til at undervise ud fra dem (►Grundtvig 1920, s. 7, 24, 185). 👤Christian Sigfred Ley var derimod begejstret for “Billederne af For-Tidens Menneske-Liv”. Digtenes “slaaende Danske Ord” var nemme at huske, og selv hvis de små på dette undervisningstrin ikke begreb “tiende Parten af hvad de lærer [...] saa vil Alt med Tiden klare sig for dem, og hver nyde som han næmmer” (►Ley 1835, sp. 744).

To akademiske anmeldelser

✂ De to akademiske anmeldelser gennemgås ikke kronologisk, men efter deres virkning. Den korte anmeldelse fra midten af 1830 var mest positiv, men havde mindst indflydelse på Grundtvig og samtiden.

✂ Anmelderen i ►Dansk Litteratur-Tidende fandt, at forfatterens hensigt om at forkaste udenadslære var prisværdig, og at digtoplæsning var et godt alternativ (►“[Anmeldelse af] Krønike-Riim [...]” 1830, s. 375). Han bifaldt det tredelte mål, om at “skildre Fortiden” således, at man “paa eengang underholde Phantasien” med livlige scener, “røre Hjertet og vække Begejstring” gennem de ædle skikkelser, og endeligt “interessere og oplyse Forstanden” ved forklaring af begivenhedernes sammenhænge og indflydelse på folkeslagene (s. 370). Den skolekyndige anmelder uddybede terperiets skadelige virkninger. “[D]e unge Mennesker forberedes mere til een og anden Examen, end for Livet” (s. 371), og de “gjentoge mechaniskt hvad der intet Indtryk havde gjort paa deres Indbildningskraft” (s. 372).

✂ Grundtvigs udførsel af ideen fik et betinget bifald. “[D]e fleste af disse Riim ville være fornøielige for opvakte Børn at læse, lette at lære og vanskelige at glemme, forudsat at de kunne bringes til nogenlunde at forstaae deres mangfoldige Hentydninger” (s. 374). Denne forudsætning var desværre ikke opfyldt. I den nuværende form ville børn, “selv under en dygtig Mands Veiledning”, næppe fatte hentydningerne (s. 375).

✂ En mere kritisk anmeldelse udkom i ►Maanedsskrift for Litteratur, der er blevet betegnet som et meget akademisk tidsskrift, skrevet af professorer for de intellektuelle (►Jørgensen 1994, s. 56). Med 22 sider har anmeldelsen af ►Krønike-Riim den typiske længde, som tillod dybdegående gennemgange, der skulle højne læsernes kritiske sans for bl.a. de litterære genrers forskellige kvaliteter.

✂ Den pseudonyme anmelder 👤F.C. Petersen var professor i klassisk filologi med speciale i græsk. Hovedpunkterne i hans bedømmelse var:

✂ 1) at Krønike-Rimene indeholde skiønne Digte og skiønne Enkeltheder; 2) at deres Aand, Behandling og Form ogsaa i poetisk Henseende har mange og betydelige Mangler; 3) at de til Brug for Børne-Lærdom, og overhovedet som Underviisnings- og Dannelses-Bog for Ungdommen, ere et mislykket Arbeide (►[Petersen] 1829, s. 245 f.).

✂ Det er værd at påpege tre træk ved dommene i punkt 2. Fejlene i digtenes ånd skyldtes “Forfatterens fordomsfulde Eensidighed” (s. 230), og 👤Petersen så sig kaldet til at irettesætte tendentiøse skildringer (f.eks. det nyere syn på forholdet mellem græsk og latinsk digtning, s. 238). Mønstret kendes fra reaktionerne på Grundtvigs tidligere verdenshistorier (se f.eks. indledningen til Krønikens Gienmæle). For det andet diskuteredes problemet i at “frembringe et Værk, der i Indhold og Form skulde være historisk-poetisk tillige” (s. 231). “Historie og Poesie bidrage begge til Ungdommens Dannelse, og den ene understytter den andens Virksomhed; men de bør virke hver for sig, og hver paa sin Maade” (s. 232). Fordelene ved en “simpel historisk Fortælling” (s. 236) fremførte 👤Petersen i kommentarer til Grundtvigs dunkle passager. Ved formen beklagede 👤Petersen især den overdrevne brug af gamle vendinger og ordsprog samt de “urigtige og uskiønne” versemål (s. 243). Han vedkendte dog, at de faste læsere sikkert “ville mene at Forfatterens Stiil har en af sine skiønneste Prydelser i de her nævnte Mangler” (s. 243).

Sammenfatning og udblik

✂ Modsat 👤F.C. Petersen tog anmelderen i Dansk Litteratur-Tidende altså godt imod ideen om en rimet lærebog i historie. Anmelderne var enige i kritikken af de mange dunkle hentydninger, og de satte begge den æstetiske værdi for voksne læsere langt over den pædagogiske værdi for børn.

✂ I 1832 stødte grundtvigianernes interesse i krønikerimenes holdninger og deres tålmodighed med dens pædagogiske mangler sammen med den akademiske afvisning af begge. Sammenstødet skyldtes en ansøgning om tilladelse til at grundlægge en lærd skole, der anvendte ►Krønike-Riim i undervisningen. Den statslige direktion sendte ansøgningen til bedømmelse hos universitetets professorer, bl.a. 👤F.C. Petersen og andre medlemmer fra redaktionen af ►Maanedsskrift for Litteratur. 👤J.N. Madvig forkastede denne “poetiserende”, yderst subjektive fremstilling, og 👤H.C. Ørsted advarede, at:

✂ Grundtvigs Krønikeriim [...] ikke kunne andet end indpræge i Ungdommen falske Forestillinger over Menneskeslægtens Udvikling, en Feil som deres poetiske Fortjenester ikke hæver. Enhver, som ikke er enig med Grundtvig i at holde de mange herlige Mænd, han udskjælder, for Gudsfornægtere, aandeligt Blinde o. s. v., kan umueligen ønske at hans historiske Fremstillinger skulde bibringes Ungdommen (citeret i ►Heilesen 1972, s. 33).

✂ Grundtvig overså den positive anmeldelse i ►Dansk Litteratur-Tidende, og afslaget i 1832 blev meddelt ham uden professorernes skriftlige bedømmelser. Han kendte dog 👤Petersens anmeldelse fra 1829 og hæftede sig ved dens bestemte afvisning af digtenes pædagogiske værdi (jf. citat i ►Grundtvig 1875, s. LIV). Det er ikke undersøgt, hvorvidt afvisningerne i 1829 og 1832 var en medvirkende årsag til Grundtvigs pludselige interesse i voksenundervisningen, som han fra 1836 beskrev i sine højskoleskrifter. I al fald adresserede han ikke sine ►Krönike-Riim fra 1842 til børn, men til ungersvenden og voksne læsere.