Grundtvig, N. F. S. Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger



i

Krønike-Riim

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

ii
I

Krønike-Riim
til
Børne-Lærdom
med
Indledning og Anmærkninger

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Dage skal Dagene svare,
Og Nætter hinanden opklare!

Kjöbenhavn, 1829. Forlagt af den Wahlske Boghandling. Trykt hos C. Græbe.

II

Maa trykkes.

I 📌Kjøbenhavns Politieret, den 24de Febr. 1829.

👤H. J. Holm.

III

Fortale og Indledning.

Ingenlunde siger jeg mig fri for den Egenkiærlighed, som tilhvisker os, at hvad vi skrive, kunde i Grunden hele Verden have godt af at læse, men jeg smigrer mig dog kun med det Haab, at hvem der ellers læser mine Bøger, ei vil forsmaae disse Riim-Blade; og i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn, og for Deres, der troe som jeg: at Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og hindre Forvirringen.

Hvorvidt nu denne lille Bog kan svare til sit Øiemed, det kommer vistnok (som alt Saadant) paa en Prøve an, der først kan giøres, naar man har den; men dog maatte jeg tage meget feil, om den ikke, i en betænksom Lærers Haand, skulde yde Bekvemmeligheder, han i andre Bøger forgiæves vilde søge!

Maaskee var det bedst hermed at slutte Fortalen, men da Bogen dog er beregnet paa en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige, vil jeg heller være Nogle for vidtløftig, end maaskee netop dem for kort, der helst vilde følge mit Raad.

Det er da min Maneer, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) IVog mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke store Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlige Fremskridt, eller ogsaa kun forstaae en Historie-Bog, kan undvære, og som dog i vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret.

Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er, og, skiøndt den er nem at finde, har jeg dog bemærket, at de Fleste kun have en meget taaget Forestilling derom, og vil derfor anmærke, at Den bedst over skues fra to kiendelige Middel-Punkter, som er 📌Middel-Havet og 📌Øster-Søen, og Hint, hvis Kyster udgiøre den gamle Verdens historiske Skue-Plads, er derfor det Første man skal lære at kiende. Veed man nemlig blot, hvorledes 📌Middel-Havet ligger for de tre gamle Verdens-Dele, og hvad man kalder saavel de største Øer deri, som Landene deromkring, da veed man ogsaa, hvad det var, de gamle Stor-Folk: Perser, Græker og Romere, beilede til, og naar man derhos lægger Mærke til de asiatiske Lande fra 📌Middel-Havet til 📌Indus, da har man den geographiske For-Kundskab, som nødvendig behøves, for at følge Begivenhederne, til 📌det Vestlige Riges Undergang. Man bør imidlertid, da det ingen Sag er, strax giøres bekiendt med Landene omkring 📌Øster-Søen og 📌Kattegat, samt den store Øe i 📌Vester-Havet, for at man kan have det Hele i Sigte, og undgaae Afbrydelse. Da man kan lære Børn dette, omtrent saa tidlig som man vil, fristes man ikke til at gaae videre, før de er sadelfaste, men længere bør man heller ingenlunde bie; thi Geographi uden Historie er, historisk og menneskelig talt, en Ørk, hvori man ikke maa lade de Smaa omvanke længer end Vnødvendig, og det er derfor en dobbelt Synd, man sædvanlig begaaer, ved at trække om med dem i alle fire eller fem Verdens-Dele fra By til By, at læse Told-Ruller over ind- og udgaaende Vahre, og Mand-Tal over alle anonyme Ædere i hele Verden! Det er dobbelt Synd, thi man trætter Børnene ved at lade dem løbe efter Næsen, og lære hundrede Dele, hvoraf de ni og halvfemtsindstyve nødvendig glemmes, og man giør dem historisk talt folkesky, eller indprænter dem dog den umenneskelige Fordom, at Hoved-Sagen ved et Land er ikke hvad Folk det føder, og for hvilket Menneske-Liv det har været Skue-Pladsen, men kun hvad Byerne hedder, hvordan Jords-Monnet falder og stiger, hvilke ædendes Vahre man finder, hvad man tjener Føden med, og hvormeget vel omtrent Mandskabet og Skatterne kan beløbe sig til. At en 👤Napoleon, der ikke ændsede nogen Historie, uden sin egen, og søgde derfor kun at giøre den saa mærkværdig og daadfuld som mueligt, at han drev paa en saadan geographisk Underviisning, som baade han selv og hans Soldater kunde have godt af, det var naturligt; men at den drives ligesaa livløst, hvor den skal tjene til at udvikle dannede Mennesker og høilærde Mænd, det er saa urimeligt, at man har Ondt ved at troe, og maa nødvendig have ondt af at see det!

Dog, kun i Forbigaaende vilde jeg berøre en Uskik, der falder bort af sig selv, naar man seer Frugterne af en fornuftig Lære-Maade, og tvivler Ingen om, det var Daarskab, naar man vilde bebygge et øde Land med to Hænder, da at stikke Grunde af paa tusinde Steder, og lægge et Par Steen til Rette paa dem hver, da skulde man heller ikke tvivle om, det er bagvendt, naar man vil lære Nogen Geographi og Historie, da at adsprede hans Opmærksomhed over hele Jord-Kloden, og saa enVIten forvirre ham med Snak om Alt paa een Gang, eller sætte ham i Bolt og Jern, ved at indskrænke sig til et enkelt Folks Historie uden Hoved og Hale. For at man imidlertid ikke skal tænke eller sige, det er umueligt, ved en kort almindelig Oversigt af Universal-Historien, at lægge en forsvarlig Grundvold, vil jeg give min Hjemmegjorte til Priis, kun med det Forord, at man tager den for hvad den er: et Exempel, der viser ikke blot Mueligheden men Letheden af det Forlangte, uden at giøre mindste Krav paa Fuldkommenhed i sit Slags.

De ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, var 📌det Assyriske i 📌Asien, (med Hovedstaden 📌Ninive ved 📌Tigris) og 📌det Ægyptiske i 📌Afrika, (med Hovedstæderne 📌Thebe, 📌Memphis, og 📌Sais ved 📌Nilen) men siden blev der tre temmelig store Riger i 📌Asien: 📌det Mediske (omtrent det nuværende 📌Persien) 📌det Babyloniske (fra 📌Middelhavet til 📌Tigris) og 📌det Lydiske (som indbefattede næsten hele 📌Lille-Asien ͻ: 📌Natolien).

Alle disse tre Riger blev indtaget af et lille Bjerg-Folk, som kaldtes Perser, og boede i det nuværende 📌Farsistan. Deres Konge, 👤Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem 📌Indus og 📌Middelhavet, og hans Søn 👤Kambyses gik endnu videre og indtog 📌Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne at indtage det lille 📌Grækenland, (hvis fornemste Stæder var 📌Sparta og 📌Athenen) og Kong 👤Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage til 📌Asien paa en lille Baad.

Siden kom der en Konge i 📌Macedonien (tæt nordenfor 📌Grækenland) som hedd 👤Alexander den Store, og han fik alle Grækerne med sig over til 📌Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt hvad VIIde havde eiet, saa han blev endnu mægtigere end 👤Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend 👤Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel, nemlig 📌det Macedoniske i 📌Europa, 📌det Syriske i 📌Asien, (med Hovedstaden 📌Antiochien ved 📌Orontes) og 📌det Ægyptiske i 📌Afrika (med Hovedstaden 📌Alexandrien ved 📌Middelhavet) og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig 📌det Parthiske Østen for 📌Euphrat (med Hovedstaden 📌Ctesiphon ved 📌Tigris).

Alle disse Riger, (saanær som 📌det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne som havde hjemme i Staden 📌Rom, som ligger i den mellemste Deel af 📌Italien, og var bygt længe før 👤Cyri Tid, (af Romulus omt. 750 f. Ch.) men Romerne blev ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke før de blev store.

I 📌Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af 📌Italien. Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den Øverste; men allerede i 👤Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte allerede Romerne at tænke paa Indtagelsen af 📌Sicilien.

Paa 📌Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra 📌Phoenicien, men boede nu i 📌Nord-Afrika, i Staden 📌Carthago (omtrent hvor 📌Tunis nu ligger) og kaldtes derfor Carthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa 📌Sicilien, og allerede ved den mistede Carthaginenserne hvad de havde VIIIpaa 📌Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa 📌Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i 📌Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med 📌Carthago. Denne Krig opkom i 📌Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Carthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det en Tidlang meget farligt ud for 📌Rom; thi Carthaginensernes Anfører, 👤Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over 📌Pyrenæerne (Bjergene imellem 📌Spanien og 📌Frankerig) og over 📌Alperne (mellem 📌Frankerig, 📌Schweits og 📌Italien) og trængde ned forbi 📌Rom, men 📌Rom fik han dog ikke, og mens han var i 📌Italien, tog Romerne ikke alene 📌Spanien, men gik over til 📌Afrika, og satte Skræk i 📌Carthago. 👤Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare 📌Carthago, men blev slaaet (af Romeren 👤Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i 📌Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik 📌Carthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem.

Samme Aar (146 f. Ch.). som Romerne ødelagde 📌Carthago, indtog de ogsaa 📌Corinth (i 📌Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af 📌Macedonien og 📌Grækenland, og nu gik det rask med 📌Lille-Asien, 📌Syrien og 📌Ægypten, Alt maatte bukke, 📌Gallien (som nu hedder 📌Frankrig) indtog Romerne under 👤Julius Cæsar, og da 👤Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store 📌Middel-Hav.

Rige Folk faaer sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partherne i 📌Asien, og Germanerne i 📌Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev 📌Euphrat i 📌Asien, og 📌Rhinen i 📌Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i 📌Vesterhavet, men fik kun den sydlige IXDeel ikke den nordlige, som hedd 📌Albanien (nu 📌Skotland).

Det var under Keiser 👤August, at 👤Christus blev født i 📌Jødeland, de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele 📌det Romerske Rige; men 👤Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser 👤Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved 📌det sorte Hav, som efter ham blev kaldt 📌Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter 👤Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra 📌det sorte Hav og fra Landene omkring 📌Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i 📌det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser 👤Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: 👤Arcadius og 👤Honorius. 👤Arcadius fik den østlige Deel (📌Donau-Landene, 📌Thracien, 📌Macedonien og 📌Grækenland i 📌Europa, 📌Lille-Asien og 📌Syrien i 📌Asien, og 📌Ægypten i 📌Afrika) med 📌Konstantinopel til Hovedstad, og 👤Honorius fik den vestlige Deel (📌Italien, 📌Gallien, 📌Britannien, 📌Spanien, og 📌Nord-Afrika) med 📌Rom til Hovedstad. I 📌Rom talde man Latin, men i 📌Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man 📌det øst-romerske Rige 📌det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa 📌det Byzantinske , fordi 📌Konstantinopel hedd i gamle Dage 📌Byzants.

📌Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under 👤Attila) og førend det endnu havde staaet Xi hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring 📌Øster-Søen det imellem sig.

Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog 📌Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det 📌England; Vandaler (under 👤Genserik) tog 📌Nord-Afrika, Frankerne (under 👤Klodovig ͻ: 👤Ludvig) tog 📌Gallien, og kaldte det 📌Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under 👤Alrik) 📌Spanien, og Øst-Gotherne (under 👤Theodorik ͻ: 👤Didrik af 📌Bern) 📌Italien.

📌Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser som hedd 👤Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (👤Belisar) tog 📌Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (👤Narses) tog 📌Italien fra Øst-Gotherne, men det varede dog ikke længe, før ogsaa dette Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i 📌Asien, og kaldes Araberne.

Halv-Øen 📌Arabien (sydost for 📌Middelhavet og østenfor 📌det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men sexhundrede Aar efter 👤Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn 👤Mahomed (født i 📌Mekka) som indtog hele 📌Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kiækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end tohundrede Aar hele 📌Syrien og 📌Persien, 📌Ægypten, 📌Nord-Afrika og 📌Spanien, (siden ogsaa 📌Sicilien, 📌Sardinien og 📌Corsika) men da de saa fra 📌Spanien brød ind i 📌Frankerig, blev de slaaede af Frankerne under 👤Carl HamXImer (Martel) og det store Araber-Rige (📌Chalifatet, først med 📌Damask i 📌Syrien, og siden med 📌Bagdad ved 📌Euphrat og 📌Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mærkværdigste Folk i 📌Asien, og Frankerne i 📌Europa.

Den franske General 👤Carl Hammer, som slog Araberne (ved 📌Tours) havde nemlig en Søn som hedd 👤Pipin den Lille, og stødte 👤Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i 📌Frankerig, og hans Søn, 👤Carl, blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser 👤Carl den Store (Carl Magnus). Det Rige han stiftede var vel kun lille imod 📌det Romerske, men det var stærke og modige Folk, han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af 📌Spanien fra, (lige til 📌Ebro) dernæst Longobarderne, et nordisk Folk, som (under 👤Alboin ͻ: 👤Ælfvin) havde taget 📌Øvre-Italien fra de Græske Keisere, og truede Resten, og endelig var det Sach serne (et nordtydsk Folk), som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse Seire, da 👤Carl var Herre over 📌Frankerig, 📌Tydskland og den største Deel af 📌Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter 👤Christi Fødsel) krone til Keiser i 📌Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi 📌Frankerig og 📌Tydskland fik snart hver sin Konge, og Carolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under 👤Rolf) nedsatte sig i det vestlige 📌Frankerig (📌Normandiet) og indtog siden 📌Engeland, (under 👤Vilhelm Erobrer) samt 📌Neapel (den nederste Deel af 📌Italien) og 📌Sicilien (under 👤Robert Guiskard).

I 📌Asien blev Tyrkerne, (som havde hjemme nordenfor 📌det Caspiske Hav,) først bekiendte som Leie-XIITropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i 📌Bagdad, som de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hedd Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele 📌Natolien (📌Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage 📌Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalder vi nemlig en underlig Herrefærd fra 📌Europa til 📌Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive 📌Jerusalem, 📌Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaneres Hænder, og det var Noget man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn 👤Peter Eremit, kom hjem fra 📌Jødeland, reed paa et Asen igiennem 📌Italien, 📌Frankerig og 📌 Tydskland, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved 📌den hellige Grav (👤Christi Grav ved 📌Jerusalem), hvor 👤Jomfru Marie var kommet til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere) saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til 📌Asien, for at befrie 📌den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug 👤Gotfred af 📌Bouillon, (i 📌Nederlandene), som indtog 📌Jerusalem, (1099) og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under 👤Robert Curthos (👤Vilhelm Erobrers Søn) 👤Boemund (👤Robert Guiskards Søn) og hans Frænde 👤Tancred.

Paa samme Tid som Kors-Riget i 📌Jerusalem XIIIgik under, opstod der et hedensk Folk i det nordlige 📌Asien, som kaldes Mogolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) 👤Temudschin (omt. 1200), som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog 📌Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af 📌Tydskland, men deres Over-Magt varede ikke længe, og saa kom en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (👤Othman omt. 1300) kalder sit Herredom 📌den Ottomanniske Port . Disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan 👤Mahomed den Anden) 📌Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele 📌det Græske Keiserdom som de omtrent har endnu; men det øvrige 📌Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved 📌Donau og 📌Dnister) i Russer, Polakker, Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu med mange andre Lande ogsaa fik 📌Ungern under sig.

📌Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som 📌Nørre-Jylland) paa begge Sider af 📌Donau i 📌Syd-Tydskland, men Hertugerne der, havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt 📌Europa med Tyrkerne, og været Keisere i hele 📌det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i 📌det Østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som 👤Carl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i 📌Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske, (👤Henrik Fuglefænger og 👤Otto den Store) Frankiske (👤Henrik den Fjerde) og Schwabiske (👤Frederik Rødskiæg, og 👤Frederik den Anden) kom Kronen til det Østerrigske Huus, og af det var 👤Frederik den Tredie, som XIVregierede i 📌Tydskland, da Tyrkerne indtog 📌Konstantinopel. Hans Søn, Keiser 👤Maximilian den Første, blev Herre over alle 📌Nederlandene (Landene ved 📌Nordsøen, 📌Rhin, 📌Maas og 📌Schelde) og 👤Maximilians Sønnesøn, 👤Carl den Femte , blev tillige Herre over hele 📌det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.

Med 📌Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem 📌Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (📌Navarra og 📌Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (📌Arragonien og 📌Castilien) som næsten indbefattede hele 📌Spanien, og blev, kort efter 📌Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem 👤Ferdinand i 📌Arragon og 👤Isabella i 📌Castilien. Araberne mistede nu ogsaa 📌Granada, som var det Sidste, de eiede i 📌Spanien, og 👤Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over 📌Neapel og 📌Sicilien, men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var 📌Amerikas Opdagelse, som ogsaa skedte under 👤Ferdinand med Spanske Skibe, af den berømte Genueser 👤Christoffer Columbus. I 📌Amerika indtog Spanierne de store Riger 📌Mexiko og 📌Peru, hvor Bjergene var fulde af Guld og Sølv, og da 👤Ferdinand var sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Daatter-Søn, 👤Carl den Femte , der, efter sin Farfader 👤Maximilian, tillige blev Keiser i 📌Tydskland, og Herre over 📌Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i 📌Frankerige, (👤Frands den Første) og havde 👤Carl ikke, ved at sætte sig imod 👤Morten Luther, (som 1517 stod op imod Paven) XVgjort sig mægtige Fiender i 📌Tydskland selv, kunde det seet galt nok ud for 📌Europa, thi 👤Carl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder 👤Ferdinand var blevet Konge i 📌Ungern og 📌Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det Østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder 👤Ferdinand, som fik 📌Østerrig og Keiser-Værdigheden, og hans Søn, 👤Philip den Anden , som fik 📌Nederlandene, og 📌det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde. Vel var man endnu i hele hundrede Aar bange for det Østerrigske Huus, og 📌Frankerig fik megen Roes for sin bestandige Strid med det, men den Westphalske Fred havde neppe endt Trediveaars-Krigen, og slukket Sorgen, før man maatte grue for 📌Frankerig, der ogsaa virkelig overvældede 📌Europa og vandt (for et Øieblik) en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle 📌Roms Dage.

Fra det 11te Aarhundrede af, (da Carolingerne uddøde), har 📌Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter 👤Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, 👤Ludvig den Fjortende , var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som 📌Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Dette var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, 📌Frankerig med Rette blev en Skræk for hele 📌Europa. Der skedte nemlig (fra 1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen: Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et XVIalmindeligt Oprør, Kongen (👤Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Det var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele 📌Europa, og hardtad alle Fyrster forenede sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider giorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som giorde Ende paa den umaadelige Forvirring, hvor Alle vilde byde og Ingen vilde lyde, og denne Mand hedd 👤Napoleon Bonaparte.

👤Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa 📌Korsika, men 📌Korsika hørde nu til 📌Frankerig, og 👤Bonaparte var en ung fransk Officeer, da Revolutionen begyndte. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog til Alles Forundring hele 📌Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i 📌Østerrig, som var 📌Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til 📌Ægypten, og indtog det, men da 📌Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjelp af Russerne, indtog 📌Italien, skyndte 👤Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Consul) gik over 📌Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seier ved 📌Marengo (Aar 1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham, han gjorde sig (under Navn af 👤Napoleon den Første) til Keiser i 📌Frankerig og Konge i 📌Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i 📌Holland, en Anden i 📌Spanien, og en Tredie i XVII📌Westphalen (som var et nyt Kongerige, han oprettede i 📌Nord-Tydskland) og skiøndt især 📌Engeland og 📌 Østerrig var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham kun mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med 📌Østerrig og 📌Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.

Dog, da den Russiske Keiser, 👤Alexander den Første , ikke vilde lade sig beherske, brød 👤Napoleon med en uhyre Krigshær ind i 📌Rusland, lige til 📌Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv 📌Moskau, saa 👤Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til 📌Polen, og mistede paa denne Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til 📌Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved 📌Leipzig (1813) og forfulgt til 📌Paris, saa at sige, af hele 📌Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe 📌Elba, (vestenfor 📌Italien) og 👤Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i 📌Frankerig, men næste Aar (1815) kom 👤Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa 👤Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i 📌Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele 📌Europa rustede sig, hastede 👤Napoleon til 📌Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under 👤Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under 👤Wellington) kom XVIIIbag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved 📌Waterloo) var det forbi med 👤Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen 📌St. Helena (ved 📌Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.

Ved 👤Napoleons Fald fik 📌Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: 📌Engeland og 📌Frankerig i Vesten, 📌Østerrig i Syden, og 📌Rusland i Østen og Norden. 📌Preusen, der under 👤Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.

📌Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at 📌Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er det ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først 📌Tyrus det, (til 👤Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger 📌Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især 📌Genua, 📌Pisa, og Dronningen for dem Alle, 📌Venedig. Dette varede til Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom 📌Afrika) til 📌Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over 📌det røde Hav, 📌Alexandrien og 📌Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i 📌Amerika, bar XIXdog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog 📌Portugal, (under 👤Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra 📌Spanien, fortrængde Portugiserne i 📌Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var 📌Holland Dronning paa Havet. Endelig kom 📌Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev 📌Engeland enevældig saavel i 📌Ost-Indien som paa Havet.*Betydelig lettes Underviisningen paa begge Sider, naar man tilligemed Land-Kortet, har det historiske Kort (Tidens Strøm) for sig, men nødvendigt er det ikke, og desuden vilde det være en smal Sag, naar Folk ønskede det, at tilveiebringe et historisk Kort efter en formindsket Maale-Stok, som kunde blive godt Kiøb, og giøre samme Nytte, da de fleste Navne og Aarstal, paa et saadant Kort, er tilovers.

Omtrent i dette Omfang bør Historien, efter mine Tanker, først meddeles mundtlig, og, naar det er gjort tilgavns, mener jeg, disse Krønike-Riim, der levere Omridset til en Universal-Riimkrønike, kan være til Nytte, deels for deri at giemme, hvad man har lært, og deels for derved at føres til nærmere Bekiendtskab med de mærkværdigste Mænd og Folke-Færd! Man vil nemlig finde, at Endeel af Rimene er aldeles som Fod i Hose, medens der i Andre med Flid nævnes Endeel, der ei kan forudsættes bekiendt, men skal oplyses ved en Anmærkning, der i Hukommelsen vil følge med det Ord i Rimet, den er bundet til. For nu at lette Brugen af disse Riim med Spørgsmaals-Tegn, tilføier jeg en lille Række Anmærkninger i Bogstav-Orden, hvori jeg stræber kortelig at give de Oplysninger, de Fleste kunde ønske, og, skiøndt det med slige Giætninger er en mislig Sag, bør de dog forsøges, især da alle livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage. I Øvrigt er det mit Forsæt at udarbeide en proXXsaisk Oversigt af Universal-Historien, omtrent af samme Størrelse som 👤Joh. Müllers bekiendte fire og tive Bøger i tre Bind, hvor, saavidt mueligt, slet Intet nævnes, uden hvad der tillige fortælles efter Kilderne, saa Børnene veed hvad det er, de læser om. Hermed skulde (Fædrenelands-Historien uskadt, der bør behandles som en egen Sag) den universal-historiske Cyklus sluttes, som jeg vilde fordre giennemvandret af dem, der gaae til Høi-Skolen, og jeg tør mene, de kom der da, vel med langt færre Mænds og Byers Navne, Slægt-Registere og Aars-Tal, men ogsaa med langt bedre Beskeed om de store Handlinger og Giernings-Mænd i Tidens Løb, og med anderledes Deeltagelse i Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb, end det nu sædvanlig skeer.

Nu kan man vide, fra hvilken Side dette Forsøg skal betragtes, og hvordan det kan benyttes, men jeg er saa vant til, at Alt hvad jeg giør, skal kaldes galt, at jeg maa vente det dobbelt om et første Forsøg, der ikke blot har mange virkelige Mangler, men er vaabenløst mod hvem, der vil betragte det skiævt, enten som en Riim-Krønike, der heel igiennem skulde forstaaes af sig selv, eller som en Række historiske Digte, der skulde kunne fyldestgiøre den æsthetiske Kritik. Alt hvad jeg herom kan sige, er, at det skal være mig omtrent det Samme, hvorledes man bedømmer Bogen, naar man kun vil benytte hvad man finder brugbart; thi da Livlighed var Hoved-Sagen, maatte jeg udelade Adskilligt, der nu ikke vilde flaske sig, og meddele Resten i den Form det vilde blive livligt for mig, enten det saa var den mest eller den mindst skikkede til Hensigten. Oplever Bogen flere Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den, og jeg veed, den kan egenlig Ingen være i Veien, saalænge den er den eneste i sit Slags.

📌Christianshavn d. 27de Decbr. 1828.

N. F. S. Grundtvig.

XXI

Indhold.

Side.
I. 📌Europa, 📌Asien og 📌Afrika 1.
II. 📌Middel-Havet 2.
III. 📌Euphrat 3.
IV. 📌Nilen 4.
V. Den Assyriske Magt 5.
VI. 📌Libanon 6.
VII. 📌Jerusalem 8.
VIII. 📌Troja 13.
IX. Kong 👤Krøsus 14.
X. 📌Persepolis 15.
XI. Perser-Magten 16.
XII. 📌Grækenland 17.
XIII. 👤Alexander den Store 20.
XIV. Græker-Magten 21.
XV. 📌Antiochien 23.
XVI. 📌Alexandrien 25.
XVII. 📌Rom 27.
XVIII. Romer-Magten 31.
XIX. Keiser 👤August 39.
XX. 👤Nero 41.
XXI. 👤Vespasian 42.
XXII. 👤Constantin den Store 44.
XXIII. 📌Konstantinopel 46.
XXIV. 📌Øster-Søen 48.
XXV. Folke-Vandringen 49.
XXVI. Araberne 52.
XXII
XXVII. Frankerne 54.
XXVIII. 👤Karl den Store 56.
XXIX. Angelsachserne 58.
XXX. 👤Knud den Store 61.
XXXI. 👤Harald Haardraade 64.
XXXII. Normannerne 68.
XXXIII. 📌Tydskland 71.
XXXIV. 📌Alperne 74.
XXXV. 📌Italien 76.
XXXVI. Paven i 📌Rom 80.
XXXVII. Tyrken 83.
XXXVIII. 📌Spanien 84.
XXXIX. 📌Portugal 87.
XL. Nederlænderne 90.
XLI. Det Østerrigske Huus 95.
XLII. 👤Gustav Adolph 97.
XLIII. 👤Friedrich den Eneste 100.
XLIV. 📌Frankerig 101.
XLV. 👤Napoleon Bonaparte 107.
XLVI. 👤John Bull 113.
XLVII. 📌Engeland 115.
XLVIII. 📌Skotland 121.
XLIX. 📌Rusland 125.
L. 📌Sverrig og 📌Norge 127.
LI. 📌Danmark 128.
LII. Den Christne Tro 131.
1

I. 📌Europa, 📌Asien og 📌Afrika.

1

Den gamle Verden udgiøre vi,
Som 📌Middel-Havet er midt udi,
Og haver i Øst, i Syd og Nord,
De deiligste Lande, Man veed paa Jord,
Med en uopregnelig Blomster-Flok,
Med Cedre, med Palmer og Ranker Nok,
Med Figen, Oliven, og store Meloner,
Ranetter, Citroner, og smukke Personer!

2

Hvor Alting voxer og lever flot,
Naturligviis ikke Alt er godt,
Saa glubende Dyr, Forgift, og Snoge
Der hardtad findes i alle Kroge,
Og Fuglene, som har de favreste Fjer,
Ei synge desbedre, men skrige kun meer!
Trods Slanger, og Tigre, og stolte Løver,
Trods Mygg, og mangen en rædsom Røver,
Forgaaet endnu er ei Folk den Lyst,
At boe paa den deilige Middelhavs-Kyst;
Og stort gik det til foruden Mage
Omkring det Vand-Sted i gamle Dage!

2

II. 📌Middel-Havet.

Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg!
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især 📌Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs;
Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, paa Fransk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig vel behage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et 📌Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i 📌Vester-Leed,
3Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!

III. 📌Euphrat.

1

Mange Bække de giør en Aa,
Mange Floder et Hav og saa,
Bølge-Taarne er bygt af Blæst,
Brall af Vinde er mig en Pest;
Som ved 📌Babylon, saa ved 📌Helle,
Seer jeg immer paa det Reelle.

2

Vædde-Løber! hvor er din Priis?
Jeg har været i 📌Paradis!
Æltet blev og i mig tilforn
Mursteens-Leret til 📌Babels Taarn,
Taarne-Kæmpen i Kreds af Dværge:
Myre-Tuer med Navn af Bjerge!

3

Korn og Kæmper ei noget Sted
Voxe kunde som ved min Bredd,
Hvad der voxde ved 📌Middel-Hav,
Var kun Blomster paa 📌Babels Grav,
Var kun Kviste af mine Stubbe,
Poge smaa af den store Gubbe!

4

📌Middel-Havet sig bilder ind,
Verden hænger i Kalve-Skind,
Gaaer ei længer, end Folk i 📌Rom
Skrive kunde de overkom,
Som i Verden ei var det Hjørne,
Hvor til Forkort kom 📌Romas Ørne!

4

IV. 📌Nilen.

1

Jeg løber igiennem 📌Ægypti Land,
Men Ingen veed min Kilde,
Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,
Da gid det gaae ham ilde!

2

Jeg graver og giøder for Folk i Vaar,
Og Regn kan de undvære,
Thi blev i mangfoldige Maane-Aar
Jeg holdt som Gud i Ære!

3

Jeg gider knap øinet den dumme Strand,
Som ei er værd at nævne,
Sin Fedme den fik af mit Spilde-Vand,
Vil Æren mig ei levne!

4

De Stæder, som prunkede paa min Bredd,
De lagdes tidlig øde,
Som 📌Thebe, saa 📌Memphis, og 📌Sais med,
Dem kan mig Ingen bøde!

5

Dog kneiser endnu i min gamle Dal
De stolte Pyramider:
Saa bygged af Bjerge man Ridder-Sal
I mine gyldne Tider!

6

Urokkeligt staaer og mit Snegle-Huus,
Og spørger om sin Lige,
De Klogeste veed, det er fuldt af Gruus,
Men ei hvad det vil sige!

7

En Gaade som jeg, er den gamle Skrift
Paa Isis-Folkets Grave,
Og kun hvem der ret er med Vranghed gift,
Sig kan til Gaaden stave!

8

5Af Perser og Græker min Dal fik Skam
Af Romer-Pak deslige;
Araber og Tyrker, det Tyve-Kram,
End rives om mit Rige!

9

Ad saadanne Tyve dog leer min Thot,
Ei stjæle de hans Tanker,
Og Hieroglyphen sig hytted godt,
Selv for de fine Franker!

10

Thi bærer jeg taalig de trange Kaar,
Jeg ei formaaer at vende,
Og venter mig immer et Gylden-Aar
Endnu før Verdens Ende!

V. Den Assyriske Magt.

Det er fuldlænge siden,
Mit Bane-Saar jeg fik,
Saa det er glemt med Tiden,
Hvor vidt og bredt jeg gik.
Dog veed man nok for Resten,
Min Kreds var 📌Øster-Land,
Og Grændsen imod Vesten
Var 📌Middel-Havets Rand.
Med 📌Ninive hin store,
Var 📌Babel Hoved-Stad,
Skiøndt det er ondt at spore,
Hvor tidt de skildtes ad;
Thi mens jeg var i Aande,
Jeg blæste ad hver Pen,
Og da jeg sank i Vaande,
Saa blæste de igien,
6Og gav mig ikkun Spidser,
Som en 👤Sardanapal,
Der sad imellem Sidser,
Og spandt, som han var gal,
Til Fruer-Buret brændte,
Med Tot og Teen og Rok,
Og sandt er det, jeg endte
Kvindagtig, tosset nok!
Thi raader jeg hver Magt,
Som ikke vil fordømmes,
Med Pen at giøre Pagt,
Imens den kan berømmes!

VI. 📌Libanon.

1

Videre end Vind og Vove
Fordum bar min Ceder-Mast,
Ry der gaaer af mine Skove,
Skiøndt som Glar min Lykke brast!
Ak, ei meer paa mine Aase
Stævner Cedren rank i Sky,
Og ei meer om Snekke-Kaase
Kvæder man i Melkarths By!
📌Tyrus, 📌Tyrus! dybt begravet
Ligger du i Tidens Strøm,
Som en Steen der sank i Havet,
Som en fjantet Barne-Drøm!
Drotter dine Kiøbmænd vare,
Paa din Kyst den vilde Strand
Sølv og Guld, og Rav hint klare,
Skylled op som Havets Sand!
Dine Sange, dine Stavne
7Over Bølgerne sig svang,
Vel til alle Verdens Havne,
Som til fjerne 📌Dane-Vang!
Derfor Ørkens Skibe strømmed
Til din Kyst med Ladning svar,
Alle Kister sig udtømmed
For hvad dine Snekker bar!
Konger sig med Guld at krone
Lærde af din gyldne Stavn;
Trindt i Landene paa Throne
Med dit Purpur steeg dit Navn!

2

Men ak, see, paa Navnet nær
Som en Drøm er Alt forsvundet,
Du i Hulen tier kvær,
Knap dit Maal man har udgrundet!
Med sig tager Kiøl sit Spor,
Som dit Glas var skiør din Lykke;
Derom Speilet trindt paa Jord
Minde Kiøbe-Drotter trygge!
Nu af alt Phønicisk Stort
Stander ene jeg tilbage,
Hvad sig høit har selv ei gjort,
Daler ei som Røg saa fage!
End maaskee i Drusers Telt,
Maroniters Munke-Bure,
Fostre kan mit Skiød en Helt,
Som opreiser faldne Mure!
Meer end det formaaer den Haand,
Der, med underfulde Stave,
Har betegnet 📌Libanon
Som et Giærde for sin Have!

8

VII. 📌Jerusalem.

1

Som i Bog man vender Blad,
Vender sig min Lodd og Lykke,
Som den store Konges Stad
Staaer jeg dog i Lys og Skygge;
I Hans Haand, som Alt formaaer,
Med Hans Minde-Tegn jeg staaer!

2

Fast jeg stod paa hellig Grund,
Da sin Telt med Snore fæsted
👤Abraham i 📌Mamre-Lund,
Hvor de Himmelske ham gjæsted;
Dengang alt sit Konge-Slot
Havde i mig Fredens Drot!

3

👤Abrahams og 👤Isaks Gud
Lod sit Folk med 👤Jakob flytte
Did, hvor af de vilde Skud
👤Joseph fletted dem en Hytte;
📌Zion da, som Fiendens Rov,
Blev en Høi i Heden-Skov!

4

📌Nilen i 📌det røde Hav
Misted fage Jette-Størken,
👤Aarons brune Hyrde-Stav
Blomst og Mandler bar i Ørken,
Immer dog de Lamme Ly
Fandt i 👤Melchisedeks By!

5

Floden veeg for Herrens Ark;
Og for Helligdommens Lure
Kæmper paa 📌den slette Mark
Faldt om Kap med faste Mure;
9Guder dog af Steen og Træ
Immer fandt paa 📌Zion Læ!

6

Men de faldt fra Top og Tind,
Der han steg, den lille Kæmpe,
Hyrden efter Herrens Sind,
Født til Jette-Skryd at dæmpe;
Da annammede jeg glad
Øge-Navnet: 📌Davids Stad!

7

Kiendelig blev Herrens Haand
Selv for 📌Tyri Konges Øie,
Cedrene fra 📌Libanon
Flokkedes paa mine Høie,
Stak som Gylden-Spir i Sky
Over Helligdommens By!

8

I mit store Bede-Huus,
Med Jehovahs Ark og Alter,
Med de gyldne Manna-Kruus,
Og den himmeldybe Psalter,
Gjennemtrængt af Viisdoms-Aand,
Knælede Kong 👤Salomon!

9

Tider kom, og Tider svandt,
Skifteviis med Sorg og Glæde,
Immer 👤Davids-Ætten fandt
Dog i mig et Konge-Sæde,
Til man loved, falsk i Ord,
Hvad i Hjertet man forsvor!

10

Da for 📌Babels Skade-Ild
Sank i Aske Bede-Huset,
Under Flamme-Legen vild
Styrted jeg dermed i Gruset,
10Da kom 📌Zion under Plov,
Blev en Høi i Tjørne-Skov!

11

Stammen, i Propheters Stiil,
Før en frugtbar Drue-Moder,
Stod nu som en Græde-Piil,
Ynkelig ved 📌Babels Floder,
I dens Grene sælsom klang
Tone-Suk for 📌Zions Sang!

12

Dog vidunderlig var giemt
Frø i Pilen til en Palme,
Og i Sukket, harpe-stemt,
Slumred der en Høitids-Psalme,
Sprængde kiæk sin Klippe-Grav
Og gienlød fra Hav til Hav!

13

Aldrig mat, Jehovahs Aand
Blæsde mildt paa Tempel-Gruset;
Under 👤Serubabels Haand
Jeg stod op med Bede-Huset,
Og fornam: min Ungdoms-Priis
Klækkede kun spaadomsviis!

14

Skjøndt han tøved, dog han kom,
Helten af den høie Stamme,
Født til evigt Herredom,
Smilende ad Fiender gramme:
Konge-Keiseren i Løn,
Baade Guds og 👤Davids Søn!

15

Var end Kors hans Konge-Stol
Og hans Krone Krands af Tjørne,
Brændemærked som en Soel
Han dog 📌Roms de stolte Ørne,
11Og saa vidt, som Hav er blaat,
Knæle Folk for 📌Zions Drot!

16

Knæle maatte dybt i Gruus,
For den Drot, som raader ene,
Jeg og med mit Bede-Huus,
For vi stod som døde Stene;
Altid dog 📌Jerusalem
Er den store Konges Hjem!

17

Derfor mangen Orlogs-Stavn
Hisset fra, hvor Konger bøie
Knæ i 📌Zions Konges Navn,
Stævned efter mine Høie:
Efter Graven, hvor Han laae,
Under hvem nu Skyer gaae!

18

Glad jeg, over Tyrke-Liig,
Saae den Helt i mig indtræde,
Som med Løve-Mod i Krig
Parred Barne-Graad og Glæde,
Pløied kun det vilde Hav,
For at vogte 📌Herrens Grav!

19

Kronen, som han vraged her,
Stirrende paa Torne-Krandsen,
Sikkerlig ham smykker der,
Hvor ufalmelig er Glandsen,
👤Gotfred derfor regnes skal
Med i 📌Zions Konge-Tal!

20

Vel han sank i Graven brat,
Paa hvis Bredd han vilde bygge,
Tyrken dog, hvis Dag er Nat,
Skiælved længe for hans Skygge,
12Nys end mumled Musselmænd
Om at 👤Gotfred gik igien!

21

Før staaer han forklaret op,
Og, som Lys fordriver Mørke,
Driver dem fra 📌Zions Top,
Som kun Natten laaner Størke:
Tyrken, der sig stirred blind
Paa det halve Maane-Skin!

22

Derfor ei, som 👤Nimrods By,
Blev i Ørken jeg begravet,
Ei, som 📌Tyrus med sit Ny,
Jeg nedsank i Verdens-Havet,
Tæller end, trods bange Kaar,
Paa Hegiras Maane-Aar!

23

Han i Dag er, som i Gaar,
I hvis Haand jeg blev indtegnet,
Komme skal mit Gylden-Aar,
Skiøndt ei let det er udregnet,
Throne skal i 📌Salem vist
👤Melchisedek først og sidst!

24

Penne-Staven underfuld,
Viet ind med Guddoms-Tale,
Fundet har jeg tro som Guld,
Selv i Dødens Skygge-Dale;
Tøve kan, men komme maa
Alt hvad grandt den peger paa!

25

Staven er min Tugt og Trøst,
Er og, jordisk talt, min Ære,
Thi hvor toner vel en Røst,
13Som kan Bibel-Ordet bære!
Har, som mit, vel noget Folk,
Nyt og gammelt, slig en Tolk!

VIII. 📌Troja.

1

Knap veed de Lærde, hvor jeg laae,
Paa Blomster-Landets Kyster,
Men godt mig kiende dog de Smaa,
Fra Hektors Kæmpe-Dyster!

2

Jeg skinned kun i Morgen-Gry,
Med Barne-Øine synet,
Før Soel gik op bag Torden-Sky,
Var 📌Ilion nedlynet!

3

Dog Skjalden med sin Harpe-Leg
Min Aske Bod har givet:
Jeg i en Lignelse opsteg
Med Barne-Heltelivet!

4

Saa kæmpe end ved Priams By,
Hellener og Trojaner,
Om Helena, og Helte-Ry,
Paa klare Skygge-Baner!

5

Ja Agamemnon og Akil,
Med ædle Følge-Svende,
I Drømme deres Ridder-Spil
Fornye til Verdens Ende!

6

Og mens man kappes om, hvo bedst
Kan Sangen oversætte,
14Tilfods man fører, og tilhest,
Den gamle Kæmpe-Trætte!

IX. Kong 👤Krøsus.

De kaldte mig længe den rige Mand,
Og 📌Lydien var mit Fædrene-Land,
Og Riget mit, siden 📌Troja faldt,
Paa Halv-Øen skiøn for høiest gjaldt.
I 📌Sardes jeg havde mit høie Slot,
Og drømde, jeg var en lyksalig Drot,
For 📌Paktolus kom med Guld-Støv rød,
Og lagde sit Hoved i mit Skiød!
Dog kom der en Græker til min Gaard,
Som sagde: Konning! af gode Kaar
Sig rose Ingen saa overbrat,
Før Dagen siger: god rolig Nat!
Han var ingen Gaas, for han var graa,
Det sandede jeg, da lavt jeg laae,
Som styrtet i Hast fra Sky til Muld,
Med Lænker i Bod for alt mit Guld!
Da raabte jeg: 👤Solon! saa hedd den Mand,
Som Stormene saae over Høiheds-Stand!
Det hørde den Konge, mig overvandt,
Og spurgde mig brat, hvad i Hug mig randt,
Og der han det hørde, da blev han blød,
Gav Herre-Sæde mig til sin Død,
Da saae jeg atter, det Ord staaer fast:
Sig Lykken vender fuldtit i Hast!

15

X. 📌Persepolis.

1

Jeg var kun som en Myre-Tue,
Mod 📌Ninive og 📌Babylon,
Dog skjalv de for min spændte Bue,
Og faldt for Tiger-Skyttens Haand!

2

Ja, for min Helt, for 👤Cyrus, bøied
Sig Mure dybt, og sank i Grav,
Han alle Riger sammenføied
Fra 📌Indus til 📌det store Hav!

3

Til ham, med røden Guld i Favnen,
Om Kap da Floderne udsprang,
Med Sølv til ham sig 📌Tyrus-Stavnen
Fra 📌Gades over Bølgen svang!

4

For ham og bølged 📌Euphrats Vange,
Om 📌Haverne ved Babylon,
Og 👤Davids-Harpens Takke-Sange
Velsignede hans Konge-Haand!

5

Dog, timeligt er Alt paa Jorden,
Det var hans Glands, og det var min,
Han ramdes af en Piil fra Norden,
Jeg knustes af et Vester-Lyn!

6

For Huse nu jeg har kun Grave,
Og slukte Brande af mit Baal
Er Tavlerne med Rune-Stave
Paa Perser-Folkets glemde Maal!

16

XI. Perser-Magten.

Man maa sige hvad man vil,
Blandt de store Magter,
Som kan sige, de var til,
Forrest jeg mig agter!
I det lille 📌Farsistan
Ud jeg sprang af Fjelde;
Til det fjerne 📌Grækenland
Strakde sig min Vælde!
Mest Navnkundighed mig gav
Hvad mig lagde øde:
Tungen ved 📌det sorte Hav,
Riget ved 📌det Røde!
Dog, for Intet faaes kun Lidt,
Allerhelst ved 📌Nilen:
Der Flod-Hestene fuldtit
Skiennede, trods Milen;
Men for den uvane Tyr
Jeg forstod at tæmme,
De guddommeligste Dyr
Maae min Roes istemme!
Fik paa 📌Hellespontens Kyst,
I de græske Stæder,
Jeg en kostbar Flyve-Lyst,
Jeg den ei begræder;
Reiste i et Tjørne-Krat
Jeg en Løve-Unge,
Fandt jeg ogsaa der en Skat
I en Saga-Tunge!
Alle Magter sove hen
17Ihvor snildt de dvæle,
Jeg dog først mig skar en Pen
Til mit Efter-Mæle.
For 👤Kambyses vel mit Navn
Høre maa lidt ilde,
Staaer, med 👤Cyrus i sin Favn,
Dog iblandt de Gilde!

XII. 📌Grækenland.

1

Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!

2

End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!

3

Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til 📌Svarte-Havets Kyster!

4

Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved 📌Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!

5

Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
👤Homeros var min Hoved-Skjald,
Og 👤Herodot min Skriver!

6

18Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær 👤Sokrates og 👤Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!

7

Blandt mange Stæder, hver og een,
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde 📌Sparta og 📌Athen
Hinanden Rangen vige!

8

Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Joner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!

9

Lykurg og 👤Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men 📌Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!

10

Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!

11

Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom 👤Serxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?

12

Det saae han i det snevre Pas
Imellem 📌Oetas Bjerge:
Spartaneren 👤Leonidas
Han var min Lande-Værge!

13

19Vist ved den gamle Retter-Gang
📌Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;

14

Der overleved 📌Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er 📌Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!

15

Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!

16

Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor 📌Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund 📌Athenens Bøger!

17

Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud, den Ubekiendte!

18

Om da end Tyrken sprang i Flint;
For Skyggen af hans Maane,
Fra 📌Salonichi til 📌Corinth
Skal Dagen meer ei daane!

19

I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!

20

XIII. 👤Alexander den Store.

1

En Nisse-Konge var jeg kun,
Da Spir jeg fik at føre,
Men Andet om en liden Stund
Al Verden fik at høre!

2

Hellenerne var studse nok,
Men jeg vil ikke dølge,
Dem lærde godt mit Sværd i Flok
Min Kæmpe-Lur at følge!

3

Saa gik jeg over 📌Hellespont,
Den hele Jord at vinde,
Og at mit Sværd forstod sin Dont,
Fik Perserne at finde!

4

Jeg fældte brat i Skjolde-Læ,
De store Perser-Hære,
Saa let som man det hule Træ
Med Sav kan overskiære!

5

Jeg tæmmed Skytherne i Nord,
Jeg Hinduer hjemsøgde,
Og vandt, om ei den hele Jord,
Saa dog det største Røgte!

6

Ja, Daaden min gav Stof til fleer
End tusind Helte-Sange,
Kun Skade, at ei een 👤Homer
Jeg fandt paa Tog fuldmange!

7

Vel fulgde Een mig, hvor jeg foer,
I Fløiel jeg ham klædte,
Men ei om mig han kvad et Ord
Hvor godt jeg ham end stædte!

8

21Han var mod Den saa kold som Iis,
Der vilde ham forgude,
Opvarmedes ei til min Priis
Selv af min Hoved-Pude!

9

Thi blev jeg baade leed og kied
Af Skjalden paa det Sidste,
Og putted ham i Graven ned,
Dog i en gylden Kiste!

10

Nu ogsaa kied af Helte-Navn,
Som Alle det kan bære,
Jeg drukken tog en Sky i Favn,
Og kræved Guddoms-Ære!

11

Jeg Indtog holdt i 📌Babylon,
Alt som en Gud i Drømme,
Dog med Guld-Bægeret i Haand,
Jeg fandt, det lod sig tømme!

12

Ja, her udtømde overbrat
Jeg Dødeligheds Bæger,
Og fandt, at i den sidste Nat
Ei Drømmen vederkvæger!

13

Min Guddom sank med mig i Grav,
Mit Herredom tillige,
Dog Ry der gaaer fra Hav til Hav
Af 👤Alexanders Krige!

XIV. Græker-Magten.

1

Vestenfra jeg kom, og gik,
Som en Sky mod Solen,
Satte i et Øieblik
22Græsk paa Dronning-Stolen!
Men i Græsk er Enighed
Hvad man leder efter,
Derfor brat sig paa hver Leed
Deelde mine Kræfter!
Græsk da vel en Dronning blev
Over brede Vange,
Men med Pen og Spyd man skrev:
Kongerne blev mange!
📌Hellas kom vel under Een,
Nam dog seent at lyde,
Thi i 📌Sparta og 📌Athen
Pleied man at byde!
Ved 📌Orontes og ved 📌Nil
Reiste sig med Glimmer
Throner i den græske Stil,
Vaklede dog immer!
Ogsaa mine Stamme-Træ'r
Paa det falske Stade,
Seleucider, Ptolomæ'r,
Hyppig skifted Blade!
Skildte Fingre bøies let,
Det i korte Krige
Ørne-Kloen lærde net
📌Alexanders Rige!

2

Dog det kiendes paa min Færd:
Støvets Drot er Aanden,
Som i Munden har sit Sværd,
Vinge-Spyd i Haanden!
Støvet ei, der sank i Grav,
Aand var Rigets Stifter,
23Selv naar mat den gaaer ved Stav,
Øver den Bedrifter!
Staven er mit Spir og Spyd,
Som til Rygtet svarer,
Saa mig hylde end med Fryd
Skyther og Barbarer!

XV. 📌Antiochien.

1

Af Seleuciderne paa Jord
Jeg ene er tilbage,
Og har i Navnet kun et Spor
Af mine Glimmer-Dage;
Men det Udødelighed vandt,
Da inden mine Volde
Det store Folke-Navn oprandt,
Som Skyer fik til Skjolde!
Det bredtes vidt i Verden ud,
Herfra ved Kæmper stærke,
Som stolede paa Guders Gud,
Og fulgde Korsets Mærke!
I Spidsen gik en Helt saa from,
Fuldblodig var hans Bane,
Da bold i 📌Grækenland og 📌Rom
Han planted Korsets Fane,
Men Blodet, som i Strømme flød,
Hvor han lod Sværdet sjunge,
Det var hans eget, han udgiød,
Med Naadens Ord paa Tunge!

2

Saa bredtes ud fra Øst til Vest
Det store Navn paa Jorden,
Hvis Glands er som en Jule-Fest,
24Indskudt med Advents-Torden!
Men da fra Vesten Navnet kom
Igien til mine Mure,
Det kom fra 📌Grækenland og 📌Rom,
Med andre Sværd og Lure,
Som Aanden var af Kiød og Been,
Og Korset var af Klude,
Og Kirken var af Kalk og Steen,
Og Glandsen var en Rude!
Dog, sagtens var den Synet værd,
Den stolte Kæmpe-Skare
Af alle 📌Vestens Folke-Færd,
Som trodsed Fald og Fare,
For i den underfulde Egn,
Hvor Navnet var oprundet,
At frede kiækt om Korsets Tegn,
Som tykdes overvundet!
De Tyrker slog i Tusind-Tal,
Men Ingen de omvendte,
Saa æret mest ved deres Fald
Blev Navnet, de bekiendte!
Ja, at ei 👤Tankred, 👤Boemund,
Med Jævninger fuldmange,
Et Rige vandt paa tyrkisk Grund,
Som kunde staae og prange,
Forherliger det store Navn,
Der vrager Staal til Værge,
Kun for det bærer i sin Favn
Den Tro, Som flytter Bjerge!
Thi priser høit jeg 👤Pauli Sværd;
Ei Trang har hvo det svinger,
25For Christendom i Herrefærd,
Til Damascener-Klinger!

XVI. 📌Alexandrien.

1

Vinket op ved 📌Middel-Hav,
Med den store Konges Finger,
Over 👤Alexanders Grav
Breder end jeg Marmor-Vinger,
Og ei fattes Roes paa Blad
Ptolomæers Hoved-Stad!

2

Her man saae, i fordum Tid,
Graven for den Græske Tunge,
Hvor som Pennen med stor Flid
Vilde lært sig til at sjunge,
Hvad dog lykkedes kun slet,
Er end Fjer af Fugle-Æt!

3

Intet hændes dog omsonst,
Mindre da det sære Møde,
Da hos mig i Skrive-Konst
Græker kappedes med Jøde,
Bøgerne, som til en Fest,
Flokkedes fra Øst og Vest!

4

Her de gamle Skjalde fandt
Aaben Grav og Marmor-Kiste,
Hvor de Døden halv forvandt,
Der de maatte Livet miste;
Kvidre end paa visne Blad
Om hvad de for Maien kvad!

5

Her og Mesteren i Løn
Skabde sig en Blandings-Tunge,
26Til at tale om Hans Søn,
Dybere end Skjalde sjunge,
Før i 📌Hellas-Stemmens Klang
Smelter 📌Zions Morgen-Sang!

6

Dog, skiøndt ogsaa paa mit Bord
Pennene laae immer skaarne,
Ei jeg veed, naar Livets Ord
Kom til mig om den Eenbaarne,
Veed kun, naar med Pral og Pragt
Det hos mig blev kistelagt!

7

Prøve Konster nu igjen
Vilde Fjer af Fugle-Vinge,
Som en Hexemester-Pen
Over Ordet sig opsvinge,
Præked nu, som før den sang,
Hvæsende med Hades-Klang!

8

Pennen i en Mester-Haand,
Som for Livets Feil sig hytted,
Dødt og magtesløst om Aand,
Prækede, som Stene lytted:
Penne-Fjer af mange Gjæs
Prise end 👤Origines!

9

Af Nødvendighed en Dyd
Alle Dage giør de Døde,
Naar hos dem faaer Øren-Lyd
Christen, Hedning, Tyrk, og Jøde;
Thi giør end paa Dyden Krav
Drotten i min Tunge-Grav!

10

👤Moham-Ali som en Tyrk
Troløs slagted Mamelukker,
27For de støied i hans Ørk;
Men han slaaer kun hvem der mukker,
Undte gierne al Forstand
Marmor-Grave i sit Land!

11

Saa hos mig fra Heden-Høs
Aanden sig et Grav-Sted søger;
Immer død og magtesløs
Stod jeg mellem Kraftens Bøger,
Selv at ligne ved en Bog
Paa et uforstaaet Sprog!

12

Skal maaskee nu brat igjen,
Naar Storherrens Throne falder,
Frankernes omskaarne Pen
Skabe mig en Gravskrift-Alder,
Giøre snildt, som Gaase-Fjer,
Fugl af Frankernes 👤Homer!

XVII. 📌Rom.

1

Ene jeg blandt alle Stæder,
Som det gierne være gad,
Blev, mit Navn til evig Hæder,
Hele Verdens Hoved-Stad,
Det og kiendes end paa Haanden:
Mig troloved Verdens-Aanden!

2

Mellem mange Fiender gramme,
Fulgde jeg det gode Raad,
Romulus fik af sin Amme,
Der han pattede med Graad:
For det Lave maa man lude,
Mellem Ulve skal man tude!

3

28Derved har jeg Livet fristet
Femogtyve Hundred-Aar,
Og beholdt, hvad end jeg misted,
Immer taalelige Kaar,
Saa, kan Verden stedse vare,
Har med mig det ingen Fare!

4

Avind siger, jeg mig nærer
Kun af Lig som Ulv og Ørn,
Og i Trang paa Stene tærer,
Eller og paa mine Børn;
Undes bedst mig burde Føden,
Hvis jeg spiser kun fra Døden!

5

Sandt det er, men til min Ære,
At af Steen jeg lever nu,
Maatte Verdens Skiændsel bære,
Hvis man ei det kom ihu,
Hvilke prude Bauta-Stene
Kraft og Konst i mig forene!

6

Er det Kiærlighed, som stræber
At forbinde Alt i Glands,
For mit 📌Pantheon jeg kræver
Rettelig en Rosen-Krands,
Thi det Unge med det Gamle
Bedre kan ei Haand forsamle!

7

I 👤Augusti gyldne Dage
Ingen søgde her omsonst
Sine Guder, som neddrage
Lode sig fra Sky med Konst,
Saa der mangled kun den Ene,
For han vraged hugne Stene!

8

29Siden, da med Ræve-Bælgen
Øgedes min Løve-Hud,
Lettelig fandt hver sin Helgen,
Og en Moder til sin Gud,
Kunde hvad ham lysted tænke
Paa de gamle Gude-Bænke!

9

Naar alt Himmelsk gaaer af Mode,
Haandens Kraft og Haandens Konst,
Komme de end ei paa Fode,
Vise sig dog ei omsonst,
Men forgudes, tør jeg mene,
Helst i deres Bauta-Stene!

10

Derfor 📌Peters-Kirken vrimler,
Skiøndt man leer ad 👤Peders Stol,
Og i Kuppelen man himler,
Hævet over 📌Capitol,
Vidt paa Jord man veed at sige
Af det Konstens Himmerige!

11

Faa vel kun i 📌Vatikanet
Spørge om den gamle Tro,
Mange troe dog, de har ahnet
👤Rafael og 👤Angelo,
Søge til Madonna Magen,
Finde deilig Domme-Dagen!

12

Mellem stolte Mindes-Mærker
Af den gamle Verdens-Aand,
End i Greb paa Mester-Værker
Øver sig den snilde Haand;
Øger Fjer, naar det gelinger,
Til mit Rygtes Ørne-Vinger!

13

30Dog, hvo Andet hos mig søger,
Finder og sin gode Deel,
Thi med 📌Vatikanets Bøger
Kirken jeg afbilder heel,
Som en steentrykt Kirke-Sage,
Lige fra 👤Sanct Peders Dage!

14

Ingen end mig ret har giæstet,
For at kiende, det var her,
👤Sancte Peder blev korsfæstet,
Og 👤Sanct Povel sank for Sværd,
Saa tilvisse er min Pave
Ormen i Apostel-Grave;

15

Her, hvor 👤Neros Fakler brændte,
I en Strøm af Martyr-Blod,
Hedning-Templerne, omvendte
Under Kors til Kirke-Bod,
Tale høiere end Torden
Om det Stærkeste paa Jorden!

16

Det er derfor kun i Blinde,
Galilæerne i Nord
Ønske deres Troes Veninde
Femten Mile under Jord;
Heller skulde de mig giæste,
Giøre Bøn til fælles Bedste!

17

Naar sig vilde saa forene
Troens Bøn med Verdens Lyst,
Taalde sagtens, tør jeg mene,
End med Tiden jeg en Dyst,
Naaed, som man kan herneden,
Hvad jeg kalder Evigheden!

31

XVIII. Romer-Magten.

1

Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee!

2

Tosser det kan ei forstaae,
At, vil Verden ret man styre,
Man den først indtage maa,
Om end gode Raad er dyre;
Over Tossens Ak og Vee
Stolt mig hæver min Idee!

3

Naar en Mand, for han er stærk,
Hele Verden vil indtage,
Det er ikkun Børne-Værk,
Praleri og spildt Umage,
Blinde kun det ikke see,
Dybere laae min Idee!

4

Jeg gav Ly og Borger-Ret
Til en dygtig Røver-Bande,
Haabede med deres Æt
At indtage alle Lande,
Og paa deres klare Sprog
Giøre hele Verden klog!

5

Krybe skal man, før man gaaer,
Vil man ei paa Næsen dratte:
Først i et Par Hundred-Aar
Lærde 📌Rom sig selv at fatte;
32Til at smække Stort af Hest
Haand paa Smaat sig øver bedst!

6

Hvad der ei er vant til Tugt,
Naar det skubbes, gierne stritter,
Saa kun langsomt jeg fik Bugt
Med Etrusker og Samniter,
Var i 👤Alexanders Tid
End dermed kun godt paa Glid!

7

Kostbart er det første Skridt,
Farligt var for mig det Andet,
Thi jeg kommet var saa vidt,
At jeg maatte over Vandet,
Og i Veien laae en Blok,
Som var uforskammet nok!

8

Det var en forgiftig Ting,
📌Middel-Havets store Drage,
Glat som Aalen, snu i Spring,
Kort og godt, det var 📌Karthage,
Som med punisk Kræmmer-Aand
Fristede min Kæmpe-Haand!

9

Dog, skiøndt 👤Hannibal mig faldt
Plump med Døren ind i Huset,
Jeg tilsidst dog strøed Salt
Hvor 📌Karthago laae i Gruset,
Snildt jeg fanged Ræv med Ræv,
Edderkop i Spindelvæv!

10

Da den rette Lige-Vægt
Grækerne ei kunde ramme,
Tog jeg i min Vare-Tægt
33Deres Stæder med det Samme;
Fik, for Ømhed velbekiendt,
Riger og ved Testament!

11

Endelig den Dag oprandt,
Som taalmodig var udregnet,
Da sig 📌Middel-Havet fandt
Af mit Rige vel-indhegnet;
Men Dets lykkelige Kaar
Kosted mig syvhundred Aar!

12

Nu af Verden Alt var mit,
Som jeg agted værdt at nævne,
Til det store Kæmpe-Skridt,
Fandt hos Røverne jeg Evne;
Saa nu gjaldt det kun derom,
At forvandle Alt til 📌Rom!

13

Skal til hele Verdens Gavn
Virke Alles Egen-Nytte,
Maa sig i en Keiser-Favn
Alles Skæbne sammenknytte;
Saa mig ret forstode just
👤Sylla, 👤Cæsar og 👤August!

14

Skade kun, at hvo ei har
Nogen Jævning over Mulde,
Vorder let en Himmel-Nar,
Som det 👤Nero blev tilfulde;
Retter Alt sig efter Krumt,
Selv det Kloge synes dumt!

15

Dog, min store Verdens-Plan
Ingen 👤Nero kan forrykke,
Hæver kun 👤Vespasian,
34Som er Lyset til hans Skygge;
Vei til Kiærlighed og Had
Bedst i Høiden skilles ad!

16

Men hvad mig i Hjertet skar,
Var den Forskiel, jeg opdaged
Mellem Skythe og Barbar,
Som til Krig mig end nødsaged,
Da til Skole-Gang og Lov
Høit jeg havde Fred behov!

17

De forvovne Skythe-Børn
Ikke blot afbrød min Hvile,
Men de vingeskiød min Ørn,
I en Sky af skarpe Pile,
Saa ved 📌Euphrat og ved 📌Rhin,
Brat han glemde sit Latin!

18

Nys og fik jeg om en ,
Lønlig under 📌Nørre-Lide,
Brusende om 📌Herthas Øe,
Mylrende af Kæmper stride,
Siden jeg, desværre, fandt,
Rygtet var kun alt for sandt!

19

Dog min Plan sit Bane-Saar
Gav en Tro, som har ei Mage,
Thi den fløi som Ild i Blaar
Trindt om Land i kolde Dage,
Trodsed Ild og Sværd og Kløgt,
Og henveired Dødens Frygt!

20

Til min store Hjerte-Sorg
Den fordømde Egen-Nytte,
Hvormed jeg paa 📌Roma-Borg
35Alting vilde sammenknytte,
Og Dens Skjalde helst besang
📌Roms og Verdens Undergang!

21

Hvad jeg agted mindst paa Jord,
Fandt jeg nu dog, var det Store;
Thi jeg saae et Troens Ord,
Intet Sværd kan giennembore,
Lagt paa Baal, det gløder kun
Farende fra Mund til Mund!

22

Skulde ei jeg reent forgaae,
Med den Tro jeg maatte thinge,
Prøve, om den ei, paa Skraa,
I min Plan sig lod indbringe,
Saa den, til sit eget Gavn,
Lod mig raade i sit Navn!

23

Forbund er en farlig Sag
Med hvem stærkest er i Grunden,
Derfor end et Hoved-Slag
Vovede min Haand med Munden,
Men opgav med 👤Julian
Mat sin gamle Verdens-Plan!

24

Spiret uden Lov og Dom
Tog nu Skyther og Barbarer,
Og til Kæmper, selv i 📌Rom,
Jeg beholdt kun Præste-Skarer;
Hvor der messedes Latin,
Immer dog var Æren min!

25

Snildt jeg nu i 📌Vatikan,
Af en Franke-Drot husvalet,
Omarbeidede min Plan,
36Efter Kirke-Ritualet,
Saa bogstavelig i Pagt
Haand og Mund gav Pave-Magt!

26

Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee.

27

Altid var det Prøven værd,
Om af Præster skabes kunde,
En almægtig Romer-Hær,
Som gik aldrig meer tilgrunde,
Og som gav, for billig Priis,
Verden Pas til 📌Paradis!

28

Tosser det kun ei forstaae:
Vil en Stærk man overvinde,
Maa man der ham overgaae,
Hvor hans Størke er at finde,
Og at kun af Over-Tro
Lod sig Troen overgroe!

29

Maa man Verden giøre dum,
For den grundig at oplyse,
Vorder Veien lang og krum,
Saa Kortsynede maae gyse,
Men Ideen selv sin Vei
Baner sig, og gyser ei!

30

Classisk er, med 📌Romas Sprog,
Skriften fra 👤Augusti Dage,
Den skal giøre Verden klog,
37Men ei uden stor Umage,
Faaer man Verden ret i Stil
Efter 👤Flaccus og 👤Virgil!

31

Sammenflyde maa, engang,
Magten i en Keiser-Pave,
Som med Sværd og Gude-Rang
Holder Pøbelen i Ave,
Mens for alle kloge Folk
Han kun er Fornuftens Tolk!

32

For det store Maal at naae,
Som jeg øiner, vel tilmode,
Er mig, naar de kun forslaae,
Alle Midler lige gode:
Alle Veie gaae til 📌Rom,
Og kun een gaaer oven om!

33

Længe har den Vei mig brudt,
Som mit Hoved, saa min Bane,
Trods min Sværte og mit Krudt,
Bedst dog beed den gamle Vane,
Knap er end saavidt det bragt,
At den Vei blev ret aflagt!

34

Dog er Verden nu saa klog
Blevet paa sin egen Nytte,
At vel kun et fyndigt Sprog
Fattes, for at Alle knytte
Hvad de kalde Christendom
Kiønt til Enighed med 📌Rom!

35

Mellem Paverne til Stads
Trilling-Kronen bar de Fleste,
👤Innocens og 👤Bonifas
38Ahned af min Plan det Meste,
👤Hildebrand mig ei forstod,
Var mig dog en Kæmpe god!

36

👤Morten Luther var mig haard,
Men han tænkde, til min Lykke,
Jeg var født i Pavens Gaard,
Lod mig classisk undertrykke;
Og 👤Calvins de værste Nap
Var i Grunden Venne-Klap!

37

Jesuiterne mig har
Fremmet meer end mange Paver,
Til at giøre Sagen klar
De forened sjeldne Gaver,
Feiled, efter Munke-Skik,
Kun det høie Ørne-Blik!

38

Nys en romersk Keiser-Haand
Hævede mit Ørne-Banner,
Og imod 👤Napoleon
Kalder smaa jeg Stor-Britanner;
Men mit Pave-Keiserdom
Han paa Fransk kun drømde om!

39

Tiden skrider, Banen med,
Noget dog tilsidst maa vinde,
Verdens-Fred maa finde Sted,
Hvor end Fredegod er inde;
Hvad om han til Verden kom
Dog med Konningen af 📌Rom!

40

Jeg, med Kraft og Kløgt og Konst,
Under Korset, som paa Thronen,
Ei to tusind Aar omsonst
39Beilet har til Trilling-Kronen,
I det Mindste dog paa Een
Funkle maa dens Ædelsteen!

41

Klart er Ordet, jeg har ført,
Stor er Planen, jeg har fattet,
Fiin er Farven, jeg har rørt,
Deilig Stenen, jeg har glattet;
Alt er hans, som Gaaden veed,
Troer paa mig, og falder ned!

XIX. Keiser 👤August.

1

📌Rom, al Verdens Herskerinde,
Alle Guders Yndlings-By,
Gjorde jeg til min Slavinde,
Vandt og derved Gude-Ry!
Mangt et Huus, før jeg blev Ene,
Sank i Gruus, men jeg for Tegl
Byggede med Marmor-Stene,
Bøded saa paa alle Feil!
Mangt et Hoved maatte springe,
Ogsaa 👤Ciceros det graa,
Før jeg rigtig kunde bringe
Alt til efter mit at gaae,
Men da jeg fik Lov at raade,
Gjaldt for Retten immer Naade!

2

Mig og 👤Livia til Ære
Neppe siger Prosa Nok,
Som af 👤Livius kan lære
Hvo hans Phraser har i Flok,
Men at man mig helst bør kalde
40Gud for Alt hvad jeg bedrev,
Vidne trofast mine Skjalde
Som det ei for Intet skrev,
At, trods Avinds tomme Skvalder,
Og Sophisters Hjerne-Spind,
Digternes den gyldne Alder
Virkelig med mig gik ind,
Saa om mig og 📌Roms Poeter
Spaaed 📌Nilens syv Propheter!

3

Derfor end, af alle Skygger,
Jeg det hører med Plaseer,
At paa 👤Maro Verden bygger
Fremfor paa den graa 👤Homer,
Sluttende: trods alle Lyder,
Og hvad Momus kalder Aag,
Bugned dog den Tid af Dyder,
Da selv Digteren blev klog,
Gjorde Vers, som man giør Tøier,
Brugde Guder kun til Stads,
Var begeistret kun for Løier,
Som 👤Ovid, og som 👤Horats,
Krandsende med Tusindfryder
Bonde-Dont og Borger-Dyder!

4

Freden blev min Kiæle-Dægge,
For den kaldte mig 👤August,
Skade kun, at skarpe Egge
Huge nær saa godt ei Rust,
Jammer-Skade, at Germaner,
Tølpere i Bjørne-Skind,
Tog fra 👤Varus mine Faner,
Og forbittrede mit Sind!
41Dog, om end min Guddom halter,
Før jeg kom i Skygge-Lag,
Staaer og falder dog mit Alter
Kun med Verdens gode Smag,
Thi det staaer paa gyldne Stave
I Apollos Kiøkken-Have!

XX. 👤Nero.

1

Ikkun den er fri at nævne,
Som kan giøre hvad han vil;
Hvem der sparer paa sin Evne,
Veed ei hvad den duer til;
Derfor gjorde vel og ilde
Jeg iflæng, alt som jeg vilde!

2

Heraf følger jo tillige,
Man kan giøre Sort til Hvidt,
Saa det intet har at sige,
For hvem der kan handle frit,
Hvad han giør, naar som en Kryster
Ei han laster hvad ham lyster!

3

👤Seneca og 👤Burrhus, begge,
Lærde mig, at jeg var fri,
Ved at slaae de gamle Giække,
Jeg bestyrked dem deri;
Var det Løgn, for egen Brøde
Og for min de skulde bøde!

4

Uden Forskiel Folk og Frænder,
Som det lysted mig, jeg slog;
Guld jeg gav med begge Hænder,
Som jeg gav, jeg ogsaa tog;
42Prøved Alt hvad prøves kunde,
Som det Gode, saa det Onde!

5

Jeg og prøved Christendommen,
Deels med Staal og deels med Ild,
Prøven dog var ufuldkommen,
Thi, langt meer end Guldet gild,
Skal den (sagde 👤Sancte Peder)
Prøves i hvad bedre heder!

6

Alle Konster, alle Dyder,
Prøvede jeg i en Hast,
Prøved alle Feil og Lyder,
Had og Yndest, Roes og Last,
Prøved, som jeg nødig vilde,
Og tilsidst at fare ilde!

7

Tant det er med eget Tykke,
Støvet kun sig drømmer frit,
Ei engang en livløs Skygge
Mægted jeg at vorde kvit,
Mindre det, som, da jeg endte,
Hedere end Ild mig brændte!

XXI. 👤Vespasian.

1

📌Tibren rødmede af Blod,
Skyerne af vilde Luer,
Vaklende paa Kuglen stod
Fruen over alle Fruer,
Dronningen for Herredom:
Lykken i og over 📌Rom!

2

Ordet gik i Spaamands-Hjem,
At omtrent i mine Dage
43Skulde fra 📌Jerusalem
Lykkens Yndlinger uddrage,
Og, trods Raaderne i 📌Rom,
Vinde Verdens Herredom!

3

Trodsende paa dunkle Ord,
Som de dristig sig tilegned,
Jøderne i Harnisk foer,
Tænkde mindst, de Ord betegned
Lykken, som med Straale-Glands
Kronede min Laurbær-Krands!

4

Carmel-Guden, lønlig stor,
Uden Bram og Billed-Støtte,
Klogere det dunkle Ord
Knytted til hvad klarlig mødte,
Sanddru, sagde han, dig spaaer:
Times skal, hvad du attraaer!

5

Maatte da end 📌Capitol
Først af vilde Luer gløde,
Skabde dog min Lykke-Soel
📌Rom en liflig Aften-Røde,
Mens for 👤Titus sank i Gruus
Carmel-Gudens Bede-Huus!

6

Haard jeg var, men ei for Spot,
Ei af Lyst, men kun for Penge,
Thi de lugte immer godt,
Overstemme alle Strænge,
Guld er, hvad man saa end troer,
Over-Keiseren paa Jord!

7

Skade kun, at snart forbi
Det og skal med Rigdom være,
44Ei selv den mig kunde frie
Fra den tomme Guddoms-Ære,
Som mig Lykken, lunefuld,
Gav for alt mit Sølv og Guld!

XXII. 👤Constantin den Store.

1

Purpur-Kaaben, tit opfarvet
I sin Bærers Hjerte-Blod,
Immer ranet, sjelden arvet,
Nemt itu sig rive lod,
Den paa Ny at sammenstykke
Dertil hørde Magt og Lykke!

2

Kiæden mellem Jord og Himmel
Knyttet er med lønlig Konst,
Hos en broget Gude-Vrimmel
Søgde Mange den omsonst,
Og dog kun med Himlens Naade
Mand kan over Muldet raade!

3

Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Soel i Aften-Røden
Dalede min Fader mild,
Rakde mig, med Favnen aaben,
Rørt sin Flig af Purpur-Kaaben!

4

Derfor, da mod arge Trolde
Det, ved Verdens Hoved-Stad,
Gjaldt om Stand og Stik at holde,
Til min Faders Gud jeg bad:
Du i Løn, som raader ene,
Raad og Lykke mig forlene!

5

45Solen daled for mit Øie,
Sælsomt Straalerne sig brød,
Til et Jær-Tegn i det Høie,
Som det Seirende betød,
Vanskelig dog var at finde
Veien til i det at vinde!

6

Natten kom, og Søvnen endte
Langt, forgiæves Hoved-Brudd,
Drømmen Lys i Mørket tændte,
Til mig kom de Christnes Gud,
Sagde: see, til Seier danner
I din Haand jeg Korsets Banner!

7

Solen steg paa Himlens Bue,
Haand paa Værket var ei seen,
Brat der blev i Kors at skue,
Røden Guld med Ædel-Steen,
Hvor, paa Lykkens Løbe-Bane,
Løfted sig min Purpur-Fane!

8

Trolde sank, og Kæmper bæved,
For det store Himmel-Tegn,
Brat sig Verdens-Thronen hæved
Under mig med Engle-Hegn,
Rifterne i Purpur-Kaaben
Dækkede mit Straale-Vaaben!

9

Som den første Christne Keiser,
Er udødeligt mit Navn,
Mens 📌Konstantinopel kneiser
Over Maste-Skov i Havn,
Ja, saalænge Korset danner
Under Sky et Seiers-Banner!

10

46Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Soel i Aften-Røden
Lukked jeg mit Øie mild,
Da med Christen-Tøi i Daaben
Jeg ombytted Purpur-Kaaben!

11

Stridig Ordets Strømme rinde
Giennem Sekler ved min Grav,
Immer tvistes om mit Minde
Christendom og Hedenskab;
Men hvad hos mig vandt omsider
Seierrig for Kronen strider!

XXIII. 📌Konstantinopel.

1

Hvad 📌Tibren med sin flakke Grund,
Kun stor imellem Bække,
Er mod mit Hav og dybe Sund,
Og Baad mod Orlogs-Snekke,
Det er paa Høi af Potte-Skaar
Det stolte 📌Rom mod 📌Maglegaard,
Mod Herrens Stad paa Bjerget.

2

Jeg er og ei et Værk af 📌Rom,
Thi ved Helleners Hænder
📌Byzants med Priis til Verden kom,
Før 📌Rom fik Haar paa Tænder,
Og medens Græsk gaaer for Latin,
Er alle Dage Æren min,
Som 📌Hellas-Hovedstaden.

3

Det var den store Helgen-Drot,
Hvem Himlen skiød i Sinde,
47At reise her sit gyldne Slot,
Ved 📌Marmor-Havets Minde,
Saa Korset fik en Hoved-Stad,
For ham, der meer ei throne gad
Imellem Afguds-Bænke!

4

Her fyldte sine tusind Aar
Det store 👤Christus-Rige;
I 📌Thule selv af 📌Magle-Gaard
Man vidste godt at sige,
Thi Kæmper fra 📌det høie Nord
Det kaldte Ære størst paa Jord,
At vogte mine Volde!

5

Thi fandt i mig et Bolværk stolt,
Araber og Osmanner,
Jeg tyve Tørninger udholdt,
Med Korset i mit Banner;
I 👤Constantin den Stores By
Fandt Øiet Lys, og Vidskab Ly,
I Fimbul-Vinterdage!

6

Gud bedre mig! den grumme Tyrk
Forspildte al min Lykke,
Af 📌Paradiis at skabe Ørk,
Det er hans Mester-Stykke,
Nu, snart i fire hundred Aar,
Der trives trindt om 📌Maglegaard
Kun Haler af Hel-Heste!

7

Dog, selv i Faldet var jeg høi:
Alt som en Fugl af Reden,
Helleners Sprog og Vidskab fløi
Fra mig til 📌Vester-Leden,
48Og finde vel engang, paa Ny,
I 👤Constantin den Stores By
Høi-Skolen, de end savne!

XXIV. 📌Øster-Søen.

1

Mellem mig og 📌Kattegat,
Trindt omkring tillige,
I den stjerne-klare Nat,
Førdes Gude-Krige,
Fugle sang derom i Lund,
Saa deraf i 📌Øre-Sund
End gaaer Ry med Ære!

2

Med det store 📌Middel-Hav,
Ei tør vi os maale,
Prise dog det gyldne Rav,
Kan og Frosten taale,
Bytted ei vor Eeg og Bøg
Bort for tusind Blomster-Løg,
📌Sundet ei for 📌Strædet!

3

Smaat er kun vort Folke-Tal,
Dog slet ingen Bølge
Pløiet blev af Helt og Skjald,
I saa stort et Følge,
Ei for Verdner kom paa Valg
Bedre Navn end Kæmpe-Balg,
Det fik 📌Nørre-Leden!

4

Derfor intet 📌Rom i 📌Nord
Indgang fandt og Stade,
Men et 📌Rom kun sank til Jord
For Dets Øxe-Blade;
49Fra vor lille Verden kold
Løver kom med Herre-Skjold,
Skifted Ørnens Rede!

5

Derfor, skiøndt vor Folke-Kreds
Liden er til Skue,
Vi os finde vel tilfreds
Med vor Kæmpe-Tue,
Hvor med os i Bølge-Gang
Kappes Tunge-Maal og Sang
Over Bøg og Bjerge!

XXV. Folke-Vandringen.

1

Bisse-Læder vel i Sko
Findes alle Dage,
Selv hvor med Citronen groe
Blomster uden Mage;
Men at hele Folke-Færd
Bisse om med Spyd og Sværd,
Sjeldent er til Lykke.

2

Der, hvor Jernet groer i Fjeld,
Buerne i Skove,
Drengene i Vinter-Kveld
Feie Skridt paa Vove,
Der var Folk med Staal i Arm,
Det var Folk med Iis i Barm:
Skyther og Barbarer!

3

Volde kan, hvor Jøkler staae,
Snee-Skrid Midler ringe;
Det kan hist en Gemse-Taa,
50Her en Fugle-Vinge!
Saa i Vovehalse-Vang
Volde kan et Vink, en Sang,
Lange Kæmpe-Reiser!

4

Det var fire hundred Aar
Efter Herrens Komme,
Da i 📌Rom og 📌Maglegaard
Kraftens Tid var omme,
Riget som et Arve-Gods
Mellem Børn af 👤Theodos
Skiftet til at smuldre!

5

Da med Hunner fra Nord-Ost
👤Atle foer saa fage,
Han, som kaldte sig uroest
Selv en Lande-Plage,
Det han var med Ild og Sværd,
Dyrisk var hans Herre-Færd,
Djævelsk var hans Glæde!

6

Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd
Mark er Mande-Sæde,
Hunner faldt for Egg og Odd,
Mennesker til Glæde!
Haardt paa Haardt kun holder Styr,
Vilde nok, men dog ei Dyr,
Gother var at nævne!

7

👤Alrik, med en Flok af dem,
📌Pyrenæer-Dalen
Kaared til sit andet Hjem,
Byggede paa Valen,
51Grundede paa Romer-Gruus
Der et Gothisk Konge-Huus:
Borgen i 📌Toledo!

8

Keiser-Thronen nu i 📌Rom
Stod paa skiøre Suler,
Styrted end før 👤Thjodrik kom,
For en Flok Heruler,
Men dog kun for Gothen fiin
Hynde laae paa Gylden-Skrin:
Thronen i 📌Verona!

9

Det var Diderik af Bern,
Høvdingen for Riser,
Om hvis Navn end holde Værn
📌Nordens Kæmpe-Viser,
Skiøndt i 📌Apenniners Land
Stakket kun holdt Gothen Stand,
Sank i Romer-Gruset!

10

📌Vester-Havets Dronning-Øe
Haardt det fik at finde,
At indvandre over
Folk kan faae i Sinde,
Der kom Hengst og der kom Hors,
Med fuldsvart et Britte-Kors:
Gridske Angel-Sachser!

11

📌Gallien dog værre foer,
Der løb Alfar-Veien,
Gother gik i Hunne-Spor,
Saa kom Hurlum-Heien,
Og Burgunder, Alleman,
52Hver tog Sit, med Negl og Tand,
Holdt det, mens de kunde!

12

👤Klodovig kom sidst og bedst,
Karl var han for Hatten,
Slog fuldmangen Mand af Hest,
Tog saa hele Klatten,
Franker hedd hans Kæmpe-Trop,
Selv de brat sig kaldte op
Flaut i 📌Frankerie!

13

Saa hver Strids-Mand tog sin Part,
📌Vester-Keiserdommet,
Blev udskiftet i en Fart,
Gik som det var kommet!
Hvor 📌Karthago sank i Gruus,
👤Genserik et Konge-Huus
Reiste for Vandaler!

14

Længer paa sin Helsot bar
📌Øster-Keiserdommet,
Skiøndt med 👤Narses, 👤Belisar,
Ei til Kræfter kommet;
Selv det Bane-Saar sig gav,
Sank saa Led for Led i Grav,
Tusind Aar om Døden!

XXVI. Araberne.

1

Fra Landet ved 📌det røde Hav,
Vi gik paa lange Reiser,
Og brugde Sværd til Vandrings-Stav,
Det saae den Græske Keiser!

2

53📌Ægypten var et Bede-Sted,
For vores Karavane;
Og 📌Syrien vi toge med
Paa samme Løbe-Bane!

3

📌Nord-Afrika vi glemde ei,
Det var os vel til Maade,
Der havde vi vor Lande-Vei,
Og bygged Færge-Baade!

4

Med dem vi over 📌Strædet løb,
Vi drev for Vind og Vove,
Fik 📌Spanien for Røver-Kiøb,
Og stadsed i 📌Cordove!

5

Dog, under al den Vester-Færd,
Os 📌Østen ikke savned,
Vi maalde 📌Persien med Sværd,
Og 📌Indien os favned!

6

Det skedte Alt i hundred Aar,
Fra 👤Mahomed at regne,
Som Ørkens Sønner til en Hjord
Forsamled allevegne!

7

Hans Eftermænd Kalifer hedd,
Og hvor de os udsendte,
Med Sværd til Tro paa 👤Mahomed
Vi Hedninger omvendte!

8

Med Christne gik det ei saa redt,
De turde os fortælle,
Vi troed paa en falsk Prophet,
Derfor saa blev de Trælle!

9

54Imens vor Plov den gik saa rask,
Fra 👤Omar Seier-Fader,
Vor Hovedstad var mest 📌Damask,
Kalifer Ommijader!

10

Da deres Kæmpe-Tid var endt,
For Ny vi havde Næde,
Da var vi trætte saa omtrent,
Og satte os til Sæde!

11

Da som et 📌Babylon paa Ny
Vort 📌Bagdad kom for Orde,
Dog Lykke i 👤Al-Mansurs By
Ei Abassider gjorde!

12

👤Al-Raschid og 👤Al-Mamun vel
Paa Roes og Bøger heied,
Dog blev Kalifen snart en Træl
For Trøstere, han leied!

13

Ja, tog Seldschukerne ei Alt,
Det var, fordi paa Krykker,
Prophetens Jorde-Rige faldt
I Stumper og i Stykker!

XXVII. Frankerne.

1

📌Gallien besat vi fandt
Af hvem veed hvormange,
Men vi kom, og saae, og vandt,
Slog, og tog til Fange!

2

Med de Spanske Gother laae
Længe vi i Haaret,
55Til dem Nok at blæse paa
Gav Araber-Saaret!

3

Trods vor Mur, fuldhøi og breed,
Og vort Helte-Rygte,
Røverne fra 📌Øster-Leed
Ogsaa os hjemsøgde;

4

Men vor 👤Hammer gav dem Smæk,
Han var Lande-Værge,
Saa de snart sig skrubbed væk,
Over alle Bjerge!

5

Mange tusind Mohrer dog
Tog hos os til Takke,
Med en lille skummel Krog
I vor Galge-Bakke!

6

Merovinger kaldte sig
Dengang vore Grammer,
Kongeligst i Fred og Krig
Skinned dog vor 👤Hammer!

7

Sønne-Sønnen og af ham,
Keiser 👤Karl den Store,
Reed Araber-Skimlen tam,
Med sin Gylden-Spore!

8

Ja, til 📌Ebro godt han kom;
Over 📌Po tillige,
Hented Kronen selv i 📌Rom
Til sit Keiser-Rige!

9

Seierrigt hans Banner foer
Indtil 📌Raab for Resten,
56Og til 📌Eideren i Nord,
Eller dog saa næsten!

10

Sachserne var studse nok,
Voved tit at mukke,
Maatte med hver Steen og Stok
Dog omsider bukke!

XXVIII. 👤Karl den Store.

1

👤Carolus Magnus, Franke-Drot!
I tusind Aar tillige
En Hytte liden var dit Slot,
En Grav dit Keiser-Rige,
Men under Gylden-Krone dog
End gaaer dit Navn fra Bog til Bog,
Fra Mund til Mund paa Jorden!

2

Hvad har du gjort i gammel Tid,
Som freder om dit Minde!
Hvad togst du vel med Storm og Strid,
Som vare kan og vinde!
Hvi gløder end ved 📌Ronceval
Med Holger Danske hver en Skjald
For Keiser 👤Karl den Store?

3

Med Foden flink du stødte om
Lombardens Røver-Throne;
Med Haanden let du tog i 📌Rom
Den gamle Keiser-Krone,
Betalde Kroningen saa godt,
At Bispen blev en Kirke-Drot,
Og du hans Kirke-Værger!

4

57Araberen, saa stolt og stor,
Dit Glavind stak af Hesten,
Den vilde Kraft i Syd og Nord,
I Østen og i Vesten,
Du tæmmed med din Keiser-Vaand,
Og sønderbrød med Kæmpe-Haand
Den stive Irmin-Sule!

5

Med Sværd-Slag ingen Ridder-Stand
Der skabes i Guds Rige,
Og Blod er daarligt Vie-Vand,
Det maae vel Christne sige;
Men Ære med den Herre bold,
Som førde Lyset i sit Skjold,
Med Korset i sit Banner!

6

Ja, 👤Eginhard og 👤Alkuin!
I løfte høit med Føie
👤Carolus over 👤Constantin,
Langt bedre var hans Øie,
Han saae, det er kun Aandens Glands,
Der skabe kan en Straale-Krands
Om Korset under Bue!

7

Langt heller end til Lurens Klang,
I sine gyldne Sale,
Han lyttede til Skjaldens Sang,
Og til de Vises Tale!
Med Sværdet skar han 📌Tydsklands Pen,
Saa Dens og 👤Morten Luthers Ven,
Maa vel hans Daad ophøie!

58

XXIX. Angel-Sachserne.

1

Vikinger af Moders Liv,
Valhals rette Giæster,
Strømmed sammen vi paa Hav,
Styred saa i Vester,
Kom til 📌Bretland i en Fart,
Tog, som Kæmper, hver sin Part,
Sloges om det Hele!

2

Riger saa vi reiste syv,
Regner man det nøie,
📌Vest-Sex og 📌Nord-Humberland
Var dog Hoved-Fløie:
Hisset var den tydske Haand,
Her var 📌Nordens Kæmpe-Aand,
Sjælen i det Hele!

3

Kronen først dog havde 📌Kent,
Konge kan man være,
Skjøndt man af sit Parlament
Skiel og Skik maa lære;
Over-Huset var i Nord,
Under-Huset fra i Fjor
Stemmed for det Hele!

4

👤Ina var en 📌Vestsex-Drot,
Angler han gav Love,
👤Egbert var af samme Slægt,
Angled Alt tilhobe,
👤Alfred var en Hoved-Mand,
Ædling god var 👤Adelstan,
Sachser i det Hele!

5

59Funt og Kors, med 👤Augustin,
Fik vi fra det Fjerne:
Man af sine Side-Mænd
Mestres ikke gierne;
Heller end os christne ret,
Havde os vel ogsaa ædt
Britter i det Hele!

6

Kirken i 📌Nord-Humberland,
👤Christi, op ad Dage,
Himmelhøi og klippefast,
Hæved sig nu fage,
Døbde langs fra 📌Donaus Væld,
Over 📌Hartz og 📌Dovre-Fjeld,
📌Norden i det Hele!

7

Kloster-Skolen var og god,
Klog paa meer end Daaben:
👤Beda med sin Kirke-Bog
Bærer Viisdoms-Kaaben!
Kundskabs-Træerne ved 📌Rhin
Kiernelagde 👤Alkuin:
Manden for det Hele!

8

Falke-Syn, fra Heden-Old,
Fulgde vore Skjalde,
Mestere i Harpe-Slag
Maa dem 📌Norden kalde:
Lære-Digt og Spaadoms-Sang
Ligegodt i Øret klang,
Herlig i det Hele!

9

👤Cædmon var en Kirke-Skjald,
Kongelig i Aanden,
60Davids-Harpen sært ham faldt
Drømmende i Haanden,
Toned høit om 📌Paradis,
Toned til Jehovahs Priis,
Prægtig i det Hele!

10

Andre Sagn og Æventyr
Arved efter Brage,
Harpen kaldte, under Kors,
Heden-Old tilbage,
Bragende om Grændel Trold,
Bjovulf, Hengst, og Hnæf og Skjold,
📌Norden i det Hele!

11

Viking-Magt, som Viking-Liv,
Varer sjelden længe:
Hedninger fra Viking-Hjem
Hærged Mark og Enge,
Daad og Digter sank i Muld,
Daner tog vort Sølv og Guld,
Efterhaands det Hele!

12

Daner gik, Normanner kom,
Dybt vi sank i Dvale,
Keiseren med Douzepers
Kom da ret paa Tale,
Artus ved det runde Bord
Arved Heltene fra Nord:
Aanden i det Hele!

13

Vi til Kræfter kom igien,
Kun som Dødens Fanger,
Aanden giæsted nu og da
Enkelt Helt og Sanger,
61Dog, med Synerne vi saae,
Som i Dvale mest Den laae,
Slumred i det Hele!

14

Dvale er dog ikke Død,
Dages det derhjemme,
Fuglen vel med Fjer igien
Faaer sin gamle Stemme,
Staver sig, i Glemme-Bog,
Til vort Syn, som til vort Sprog,
Herligt i det Hele!

XXX. 👤Knud den Store.

1

Hvor smilende Kyster,
Ved Sundene smaa,
Som Broder og Syster,
Hinanden forstaae;
Hvor Hav-Fruer dandse,
Med Skovmærke-Krandse,
Paa Bølgernes Top;
Hvor Ager-Høns klukke,
For Sø-Haners Vugge,
Der voxde jeg op!

2

Som han, der paa Snekke
Kom spæd over ,
Med Odd og med Egge,
Til Dannemænds Øe,
Og vilde, hensoven,
Skrinlægges paa Voven,
Med Guld og med Rav;
Som Skjold, end paa Baaren,
62Mig vinked om Vaaren
Det vildende Hav!

3

Hvor Havelok Dane
Sin Fæste-Mø vandt,
Paa sælsomme Bane:
Hvor Guldborg han fandt,
Bag 📌Vester-Havs Bølger,
Hvor Grav-Høien dølger
Den Høvding saa bold;
Der, underlig fremmed,
Jeg syndes, var Hjemmet
For Ætten af Skjold!

4

Der lod, paa Høi-Sæde,
Med Kronen saa prud,
Jeg Skjaldene kvæde
Om 👤Store Kong Knud;
De voved at sige:
Han var i sit Rige,
Hvad Gud er i Sit,
Og Lov-Taler grove
Behage, til Hove,
De Fine for tit!

5

Jeg reiste min Throne
Ved 📌Themsen fuldnær,
Med Scepter og Krone,
Jeg satte mig der,
Tog kraftig til Or'e,
Holdt Ting med de Store,
Til Høi-Vandet kom.
I Høielofts-Sale
63 Lod Høvdinger tale
Med Skjalde derom!

6

Fra gyldne Høi-Sæde
Jeg tordnede: Flod!
Vov ikke at væde
Din Over-Mands Fod!
Fuldhøit er jeg steget,
Her staaer paa sit Eget
Min Konninge-Stol,
Tænk ei, i mit Rige
For dig jeg skal vige,
Mens Øiet seer Soel!

7

Sig høined dog Floden,
Stiltiende kvær,
Gik lukt over Foden,
Gik Knæ-Skallen nær,
Da sprang jeg fra Sæde,
Og flygted med Glæde,
Og sagde ei blot:
Kun Han eier Landet,
Hvem Veiret og Vandet
Vil kiende for Drot!

8

For Herredoms-Skiellet
Mig gjordes saa klart,
Til 📌Vindsor-Kapellet
Jeg vandred fuldsnart,
Der Helten jeg kroned,
Som Støvet udsoned
Med Aandernes Drot,
Hvis Bud over Bølge
64Al Verden maa følge,
Hvis Scepter er godt!

9

Derefter paa Thronen
Jeg, Mide i Muld,
Ei praled med Kronen
Af Demant og Guld,
Og 📌Danmark og 📌Norge,
Med Anglernes Borge,
Jeg kaldte nu Hans,
Som skabde i Skoven,
I Skyen, i Voven,
Et Speil for sin Glands!

10

I Mund-Harper sære,
Med Strænge af Guld,
Som tone til Ære
For Guder af Muld!
I Lov-Tunger snilde!
Hvi friste, forvilde
I Skjoldunger saa,
At sjelden paa Vinge
De høit sig opsvinge
Som Land-Vætter smaa?

XXXI. 👤Harald Haardraade.

1

Norge, Kæmpers Fødeland,
Var min Konge-Moder,
Spiret var en spydig Gran,
Bjørnen var min Broder,
Nattergal var mig som Giøg,
Ørn og Maage, Ravn og Høg,
65Det var mine Fugle!
Klinge-Døn paa Skjolde-Tag,
Bedre end alt Harpe-Slag,
Huged mig i 📌Thule!

2

Da en Leer-Grav var min Strand,
Spaaner mine Baade,
For mig svæved Øde-Land,
Paa en Orlogs-Flaade;
Mønstred jeg i Gry, og Kveld,
Drømmene om Fryd og Held,
Legenes Kiær-Minder,
Immer slog, paa Mørke-Blaat,
Rosen-Rødt og Lyse-Graat,
Valens Keiserinder!

3

Fyldt jeg var ei femten Aar,
Da med Hænder bolde
Bønder jeg gav Bane-Saar,
Kløved Herre-Skjolde,
Det var, da paa 📌Stiklestad
Kongen faldt for Bonde-Had,
👤Hellig-Olav blegned,
Der, med dybe Kæmpe-Saar,
Dog med bedre Konge-Kaar,
Jeg paa Valen segned!

4

Modig Mand er Lykkens Ven,
Ven er meer end Frænder,
Brat jeg leved op igien,
Faldt i gode Hænder,
Stævned over Bjerg og Dal,
Stævned over Bølgen sval,
66Did hvor Lykken vinked:
Hvor for Mænd med Helte-Kaar,
Luren klang i 📌Magle-Gaard,
Gylden-Hjelmen blinked!

5

Der jeg, som en Væring bold,
Tjende mange Dage,
Som for Æren, saa for Sold,
Ledte om min Mage:
Blaamænd meied jeg med Sværd,
Sanked Guld i Herre-Færd,
Stormed Klippe-Borge;
Sank engang i Orme-Gaard,
Klædte dog i Manddoms-Aar
Konge-Stol i 📌Norge!

6

Jeg kun loe ad Bonde-Had,
Vant til Kæmpe-Dyster,
Aved med mit Øxe-Blad
👤Einer Bue-Kryster;
Længdes mere, Aar for Aar,
Modig efter 📌Magle-Gaard,
Hvor, med Brag og Bulder,
Under Storm og staalgraa Sky,
Sværdet Vinter reed ad By,
Over Kæmpe-Skulder!

7

Da fra 📌England kom der Bud:
Jarlen krøb paa Thronen,
Bedre vel end 📌Danmarks 👤Knud,
Passed mig Guld-Kronen,
Med en Skov af Eeg og Gran
Tog jeg til 📌Nord-Humberland:
67Gammel-Norske Egne;
Drømde 👤Thord, og drømde 👤Gjord,
Drømde selv jeg fælt ombord,
Hvad var det at regne!

8

Jarler sank for Konge-Sværd,
Som det sig mon sømme,
Kæmper fyldte godt i Kær,
Blodet flød i Strømme!
📌Jorvik thinged som en Skielm;
Brynjeløs, med Skjold og Hjelm,
Reed jeg i min Kofte,
Klædt i Staal fra Taa til Top,
Konge-Jarlen med sin Trop
Mødte mig paa Tofte!

9

Slaget stod ved 📌Stanford-Bro,
Det er vel at mærke:
Normænd stod vel Een mod To,
Uden Brynje-Særke!
Purpurfarved der man saae,
Med min Kofte mørkeblaa,
Mange Brynjer hvide,
Skjold-Borg min jeg selv kun brød,
Maatte dog, som Nornen bød,
Bleg i Græsset bide!

10

Med min Lykke og min Roes,
Mellem Gran og Birke,
Slumrer jeg i 📌Nidar-Oos,
I 📌Vor Frue-Kirke!
👤Hellig-Olav, har man sagt,
Kæmped kun for Troens Magt,
68👤Harald for sin egen;
Sikkrest er det simple Ord:
Hvad end kæmpes for paa Jord,
Døden ender Legen!

XXXII. Normannerne.

1

Alle vi kom fra 📌Nørre-Leed,
Gjorde sædvanlig kort Beskeed,
Fyldte i Karolingers Tid
📌Vester-Leden med Storm og Strid;
Seiled saavidt som var blaa,
Levned ei Liv, hvor Rov vi saae!
Alle som Bier vi fløi og trak,
Surred og Alle som de og stak,
Men om en Viser flink og ferm
Flokked sig dog en rigtig Sværm,
Satte sig fast, hvor sødt det klang,
Kube sig vandt i Blomster-Vang,
Blev til et Stade, stort og stolt,
Hvor der paa Norsk er aldrig koldt,
Virkede Vox og Honning sød,
Værk til Kierte og saa til Mjød;
Sværmede rask over Bjerg og ,
Saa det blev kiendt paa mangen Øe,
Mest hvor de Blomster fandt og Ly,
Saa der blev Værk og Sværm paa Ny!

2

Viseren god heed 👤Gange-Rolv,
Gik for To af de store Tolv!
Han sig til Kube, frank og fri,
Fik 📌Bretagne og 📌Normandi,
Var vel kun Søn af en Møre-Jarl,
69Raged dog høit over Tosse-👤Karl,
Kyste ham saa med Fynd paa Fod,
At paa sit Hoved Franken stod!

3

Jarle-Kongen, som 📌Norges Drot
Turde ved 📌Jorvik byde Spot:
Lidt over syv Fod Jord i Alt,
Der sig at hvile, naar han faldt,
Meer ikke selv af 📌Engeland
Fik under Skiftet med Norman!
👤Villum Bastard den Rollung heed,
Som saa i Ring ved 📌Hastings reed,
At var end 👤Harald sadelfast,
Græsrytter dog han blev i Hast!
Ægtere var ikke Spyd og Sværd
I nogen Høvdings Herre-Færd,
(Angler det sanded tit med Sorg)
End i den Jarls fra 📌Rudeborg!

4

Prægtig nu gik Normanners Plov,
Kroner om Land man holdt for Rov,
Og hvor paa Vove løs det gik,
Immer de høiest Øine fik!
Lystig det gik over Bjerg og !
Krone har fleer end 📌Anguls Øe,
👤Robert Guiskard sig smedded sin
Hinsides 📌Alp og 📌Apennin,
Græker og Blaamand 👤Tankreds Søn
Værkstedet gav i Arbeids-Løn,
Det var 📌Neapel og 📌Sikel-Øe!
Brat over Bjerg og salten Sø
Teede sig klart, i Herre-Færd,
At endnu Lyn man smedded der:
70Trindt om 👤Tankred og 👤Boemund
Lynede Sværd i allen Stund!

5

Da var Normannen i sin Glands:
Glimrende var den Hæders-Krands,
Han, fra 📌Neapel og 📌Normandi,
Vandt under Kors paa Kæmpe-Sti!
Lykken dog er af Boble-Art,
Brister i al sin Pragt fuldsnart:
👤Robert Curthos, den Helt saa prud,
Han var Normanners Krone-Skud,
Immer dog feil derad han tog:
Kronen i 📌Jorsal han afslog,
Greb efter den i 📌Engelland,
Snubled, og faldt i Slavestand!
Med ham i Taarn, og saa i Grav,
Sank da Normanners Høvdingskab,
Vi, som en Draabe Norsk og Dansk,
Sank i et Hav af Vælsk og Fransk,
Indtil omsider 📌Normandi
Tabde endog sit Navn deri!
Dog, førend 📌Cherbourg fandt sin Grav
Midt i det tomme 📌Ærme-Gab,
Som i 📌Seine Undergang
📌Dieppe, 📌Havre og 📌Rouen,
Mestrede saa man Børn i 📌Beck,
Malede saa med Pen og Blæk,
Rimede saa om Kraftens Aar,
Og om den favre Rosen-Gaard,
At det er kiendt paa Vidskabs Sti:
Været der har et 📌Normandi!
Krønike hver, som rimer net,
71Mester 👤Vace er af din Æt;
👤Villum af 📌Lorris! din Roes du faaer,
Hvergang man nævner Rosen-Gaard,
Som en fortryllet Have skiøn,
Duftende sødt i Lys og Løn!

XXXIII. 📌Tydskland.

1

Konge-Vei gik der igiennem min Krop,
Fuldlænge, det fik jeg at finde,
Før Keiser 👤Carl slet Ingen stod op,
Som mægted mig ret at forbinde!
👤Vittekind trodsed i tredive Aar,
Han maatte omsider dog bukke,
Snart Carolinger fik knappere Kaar;
Da Sachserne turde vel mukke!
Keiserlig blev nu min Krone fuld bradt,
Men Navnet dog Magten ei skaber;
Tiest og bedst have Thronen besat
Sachser, og Franker, og Schvaber!

2

👤Otto den Store, en Sachser af Byrd,
Han vandt Longobardernes Krone;
Røver-Kiøb var den, og blev dog fulddyr,
Thi falsk er den flækkede Throne!
👤Henrik den Fjerde, en Franke saa fro,
Som ret over 📌Rom vilde raade,
Han maatte staae uden Hoser og Skoe,
Og vente paa 👤Hildebrands Naade!
Romeren listig, Lombarden og studs,
Som leged med Kryster og Tosse,
Spared end ikke for Puf eller Puds
72Den kiække, den snu 👤Barbarosse!
Han var en Schvaber, ved Benene hvid,
En Tiger mod Sachsernes 👤Løve,
Glimrende var Hohenstaufernes Tid,
Stod dog kun daarlig sin Prøve!
👤Fredrik Araber tog med sig dens Glands,
Derned, hvor ei Høvdinger bramme,
Scepteret, som endog neppe var hans,
Man jordede der med det Samme!
Siden med Kronen der stadsedes blot,
Endogsaa paa 📌Viener-Borgen,
Og nu selv Navnet af Tydskernes Drot
Er jordet med Spiret og Sorgen!
Konger og Fyrster ved 📌Donau og 📌Rhin,
Som de har lært i 📌Paris og 📌Berlin,
Opløse Forfatningens Gaade!

3

Sproget dog lever i Mund og i Bog,
Og Tydskernes Pen, tør jeg mene,
Som haver knukket de Fremmedes Aag,
Den kan vel og Hjemmet forene!
Bjerge vel syv har jeg gjort af Papir,
Slet Ingen saae Mage til Banker,
Herlig paa dem, med min Pen til mit Spir,
Jeg throner alt i mine Tanker,
Er, i Ideen, paa Bjergene syv,
📌Det Hellige Romerske Rige,
Smilende stolt ad de jordiske Kryb,
Som veed ei, hvad det har at sige!
Bøsserne alle, de store og smaa,
Hvor høit de end stemmede Braget,
Lidt til Berømmelse vilde forslaae,
73For Den, som har Krudtet opdaget;
Thi det er Den, der, i Tid som i Rum,
Har skabt hvad al Verden maa ære:
Tid gav den Tunge, som ellers var stum,
Det kan man af Seier-Værk lære;
Den lærde Tosser at prænte i Bog,
Og den lærde Bønder at stave;
Den paa sig selv gjorde Jord-Drotten klog,
Og knuste den klodsede Pave!
Altsammen Værk af den Tydske Fornuft,
Som finder i Verden ei Mage,
Spotterne sige: den lever af Luft,
Velan! det giør sorgløse Dage!
Trods, tør jeg sige, om Mage man fandt,
Til Kæmper i Tænkningens Rige,
Som min 👤Albertus, og 👤Leibnitz og 👤Kant,
Med 👤Fichte og 👤Schelling tillige!
Niflunge-Kvadet jeg finder saa boldt,
Og storladent, som Æneiden,
Og uden Føie jeg er ikke stolt
Af Digterne jeg havde siden:
Ikke at tale om 👤Luther og 👤Sachs,
Og dem, hvormed Avind mig driller,
Krandsen for Mesterskab kræver jeg strax
Til 👤Vieland, til 👤Göthe og 👤Schiller!
Kort at fortælle, og livlig og godt,
Det har jeg bestandig for Øie,
Naaer jeg det ikke, saa kommer det blot
Deraf, at jeg sigter for nøie!
Det, som en 👤Tacitus, naaede dog
Min Schveitser, til Ære for Fliden,
74Fyndigt og kort er hans filede Sprog,
Og Klarheden kommer med Tiden!

XXXIV. 📌Alperne.

1

Høie Bjerge, dybe Dale,
Stille Vande, stærke Fos,
Alt hvad deiligt er at male,
Finder Vandringsmand hos os!

2

Kiælne Kiør, uvane Tyre,
Seer man her i Flæng og Flok!
Vil for Guld man Kæmper hyre,
Her end findes immer Nok!

3

Borge stod med stolte Mure,
Fordum trindt og tæt paa Hald,
Hyrde-Horn, som Kæmpe-Lure,
Vied dem til Knald og Fald!

4

📌Habsburg var et Jarle-Sæde,
Det sig speiled stout i 📌Aar,
Vidt og bredt paa Alpe-Kiæde
Greven eied Huus og Gaard!

5

Til hver Borg, med Vold og Grave,
Vogter-Løn fra Dalen kom,
Kiør og Faar, og Hytter lave,
Var dog Hyrdens Eiendom!

6

Vidt det spurgdes mellem Fjelde:
Jarlen blev en Keiser bold!
Vogter med formegen Vælde
Fører Sværdet i sit Skjold!

7

75👤Albert var fuldstræng en Herre,
Og, som det med Svende gaaer,
👤Gesler var ti Gange værre,
Bød hver Hyrde Trælle-Kaar!

8

👤Gesler sad paa 📌Uri-Borgen,
Raabde: neier for min Hat!
Dog, fuldsnart en Nyaars-Morgen
Fulgde paa en Jule-Nat!

9

Hyrder troe fra tykke Skove
Sankedes i Maane-Skin,
Svor hinanden Tro og Love,
Borge-Fald fra Bjerge-Tind!

10

Deilig gryed Nyaars-Morgen,
Og da Aften-Klokken lød,
👤Gesler sad ei meer paa Borgen,
Rask i Grav man Volden skiød!

11

Modig, rolig, uden Mage,
Hyrde-Stav mod høien Hald,
Satte saa i gamle Dage
📌Uri, 📌Schveits, og 📌Untervald!

12

Keiser-Børn, med stolte Hære
Ærlig prøved Hyrdens Mod,
Maatte dog blandt 📌Alper lære:
Ridder faldt, hvor Hyrde stod!

13

Slægter døe, og Dage rinde,
Mange i femhundred Aar,
Dog end som et Hæders-Minde
Hytten fri i Dalen staaer!

14

76Mistet har den sin Indbygger,
Med den stærke, stille Hu,
Dog omsvæve Helte-Skygger
Sæter-Alperne endnu!

15

Hisset, hvor med Brag neddaler
Floden til et Alpe-Fos,
Glødende opstod en Maler,
Skabt for Hyrderne og os!

16

Det var Maleren 👤Johannes,
Heltene han maned frem,
Men med Pen kun Skygger dannes,
Aanden farer ei i dem!

XXXV. 📌Italien.

1

Hvor kun Træ har friske Blade,
Frugt paa Kvist, og Marv i Grene,
Hvor den tynde Over-Flade
Kun har Blomst med Farver rene,
Hvor i Kirke, som paa Gade,
Storhed har kun Bauta-Stene,
Hvor, i Hesperiders Have,
Alle Muser har kun Grave;

2

Hvor, som i de Dødes Rige,
Timer kun og Floder rinde,
Hvor kun Sti-Mænd føre Krige,
Hvor kun Silke-Orme spinde,
Hvor kun Svovel-Luer stige,
Hvor kun Slave-Lænker binde,
77Hvor kun Død og Dorskhed finder
Hundrede Med-Beilerinder;

3

Der engang, i gamle Dage,
Efter Faldet af Tyranner,
Mellem Børn af Gother strage,
Longobarder og Normanner,
Saae man Travlhed uden Mage,
Over Bog, som under Banner,
Der opstod, trods 📌Rom og Paven,
Skjaldskab, Konst og Kløgt af Graven!

4

📌Rom sig dreied snu og snedig,
📌Florents var sig selv en Gaade,
📌Pisa, 📌Genua, 📌Venedig,
Kappedes om Kram og Flaade,
Alle, hvor kun Rum var ledig,
Kappedes om Roes og Baade;
Som mod Tysker stod Latiner,
Gvelfer stod mod Gibelliner!

5

Paa hver Markeds-Dag i 📌Brügge
Steeg min Velstand og min Hæder,
Mine Sømænds Drift og Lykke
Priste 📌Nordens Hanse-Stæder!
Ædel-Steen, og Gylden-Smykke,
Indigo og Purpur-Klæder,
Bomuld, Perler og Korender,
Alt gik giennem mine Hænder!

6

Til 📌Salerno Læge-Vætten
Vinkede med Sundheds Bæger;
Fra 📌Amalfi Romer-Retten
Kom, at tæmme Tyv og Jæger,
78Der og stak, hos Nordmands-Ætten,
Naalen som mod 📌Norden peger,
Saa hos mig selv lærde Giække
Styrmands-Konst paa Borg og Snekke!

7

Dog, mit herlige 📌Athenen,
Hvor min Tunge fandt sin Tone,
📌Florens! Du er Ædel-Stenen
I min tabte Dronning-Krone!
Stolt er af din Glands Camenen,
Hilser fra sin Marmor-Throne
I dit Høie-Loft, med 👤Gjotti,
Hundreder til 👤Buonarotti!

8

Hvilken Skjald er stor som 👤Dante!
Dog end 👤Chaucer fandt sin Mester,
👤Galeazzos 👤Violante!
Mellem dine Bryllups-Giæster,
Lærde Blomster at udplante
Af mit Tempels Over-Præster:
Af 👤Boccaz og 👤Lauras Sanger,
Bod for hvem jeg aldrig fanger!

9

Var hos mig Latinus jordet,
Stod og her han op af Døde,
Her oprandt, med Romer-Ordet,
Vidskabs gyldne Morgen-Røde,
Ved hvis Kys, trods Tyrke-Mordet,
Hellens Kinder maatte gløde!
Ved det Kys forligdes glade
Æneid og Iliade!

10

Dog, hvi skal jeg, kun til Kvide,
Mindes lam min Løbe-Bane,
79Koglende ved Midnats-Tide,
Helte-Skyggerne opmane,
See dem blege giennemskride
Hallen, under Dødning-Fane,
See paa Ny min Roes nedstige
Med dem til de Dødes Rige!

11

Nei, 👤Villani! bane-saaret
Af min falske Yndlings Pile,
Ei som du, i Jubel-Aaret,
Kan ad Skyggerne jeg smile,
Og med Epheu-Krands paa Haaret,
Male dem, mens de bortile!
Kun i Glemsel, ei i Minde,
Fattig Lindring jeg kan finde!

12

Ak, 👤Colombo! ei berømme
Kan jeg Lykken, dig at føde,
Thi for dine stærke Drømme
Grusomt maa din Moder bøde:
Med dem sank i fjerne Strømme
Hendes gyldne Aften-Røde;
Efter Maane-Skin, i Kvælde,
Mørket brat brød ind med Vælde!

13

👤Ariost og 👤Tasso! Begge
Maane-Soten har I malet,
Stavet paa at sammenlægge
Fasten ret med Carnevalet!
Efter Eder har kun Giække
Mig et Øieblik hugsvalet:
Rigtig kun paa Narre-Sæde
Kan man baade lee og græde!

14

80👤Bonaparte! Lys du tændte,
Som 📌Vesuv i Vinter-Nætter,
Tryllet frem, hvor klart det brændte,
Syndes Alt hvad Stort udretter;
Men, o vee! med Afmagt endte
Sig Fortvivlelsens Idrætter,
Som, naar over Bjerge rømme
Dødninger for Lava-Strømme!

15

Ak, 📌Pompeii! dine Sale
Sjunkne under Aske-Taget,
Dine Drikke-Kar i Dvale
Kun til Gru jeg har opdaget,
De min gyldne Tid afmale,
Jordet under Bogstøv-Laget,
Vidne kun, naar frem den træder,
Om hvad haabløs jeg begræder!

16

Nys, som Niobe, jeg vilde
Mod al Pine mig forhærde,
Mig i Marmor selv afbilde,
Mageløs, med Trods-Gebærde;
Men, o vee! hvor jeg foer ilde!
Domme-Dag er nu paafærde;
Kommer, Bjerge, mig at skjule!
Selv min Kunst fordunkler 📌Thule!

XXXVI. Paven i 📌Rom.

1

Jeg var en Bisp fra Arilds-Tid,
Med Hyrde-Stav og Hue,
Men der mig Lykken syndes blid,
Jeg spændte høit min Bue!
81Af denne Verden, sagde vel
Vor Drot, er ei mit Rige,
Dog tykdes mig, med Ret og Skiel,
Man kunde ham modsige;
Thi er han alle Drotters Drot,
Skal Konger ham jo lyde,
Og i hans Navn jeg fandt for godt
Min Tøffel dem at byde!
Haardnakket var vel mangen Een,
De Fleste dog jeg bøied,
Saa Kronerne de kaldte Lehn
Af ham, sig selv ophøied!
Saa styred med min krumme Stav
Jeg Verden, paa en Maade!
I Grunden Røver-Kiøb jeg gav
Paa Himlens Gunst og Naade;
Men af de mange Bække smaa,
Som løb ved 📌Tibren sammen,
Sig danned dog en Guldstøv-Aa,
Den skummed jeg med Gammen!

2

Da bedst man lød mit Herre-Bud,
Som Drot for Christenheden,
For Graven bød jeg Leding ud
Af hele 📌Vester-Leden!
De flokkedes som Fisk i Hav,
Med Kors og Sværd og Buer,
Men før de kom til 📌Herrens Grav
De Fleste faldt som Fluer!

3

Statholder hedd jeg vel for 👤Christ,
Dog mindst af alle hued
82Mig hvem der troed paa ham hist,
Thi de mig overskued;
En saadan Karl var 👤Johan Huss,
Som stygt mig giennemhegled,
Til smukke Folk, med gyldne Blus,
Hans kaade Mund forseigled!
Ak, at ei ham i 👤Husses Spor
Et Reise-Pas blev givet,
Som piinde mig med Ukvems-Ord
Snart Sjælen ud af Livet!
Den Tigger-Munk var splittergal,
I Pennen som i Munden,
Han bandte paa, at jeg var Baal,
Og Belial i Grunden!
Paa Skrift han raabde Dag og Nat,
Men alle mine Buller,
Hvori dog skrevet stod en Klat,
Han kaldte lutter Nuller!
Han blæste ad vor Frues Krands,
Og ad 👤Sanct Peders Nøgle!
Han spyed Gift paa al min Glands,
Den ubesvorne Øgle!
Da mange Konger Spot mig bød,
Det bød mig Stor og Liden,
Dog gav mig Somme Naadsens-Brød,
Dermed jeg slider Tiden;
Men lurer immer dog i Løn
Paa Leilighed og Lykke,
Som Sætte-Konge for Guds Søn,
Lidt høiere at bygge!

83

XXXVII. Tyrken.

1

Hjemme jeg har ved 📌den Kaspiske Sø,
Gider knap levet, foragter at døe,
Veed ei, hvad Skæbnen kan nøde mig til,
Giør, naar jeg raader, dog kun hvad jeg vil.

2

Først som Bujide til 📌Bagdad jeg kom,
Naar og hvordan, jeg ei bryder mig om!
👤Mahomeds Lykke jeg kaarede der,
Men hans Kalif maatte troe paa mit Sværd!

3

Høit som Seldschuker jeg æred min Tro,
Fik dog for Frankiske Hunde ei Ro,
Til jeg bag Sky, som en ærgerlig Soel,
Skjulde mig for Mameluk og Mogol!

4

Endelig blev jeg til Større end Stort,
Det er til 📌den Ottomanniske Port!
📌Asien var med 📌Ægypten forlidt,
Alt under Solen med Rette var mit,
Derfor, med 📌Stambul, som i et Minut,
Landene tog jeg til 📌Donau og 📌Pruth!
Hundene siger, jeg Styrke og Mod
Drak som en