XXXIII. 📌Tydskland.
✂
Konge-Vei gik der igiennem min Krop,
►Fuldlænge, det fik jeg at ►finde,
Før Keiser 👤Carl slet Ingen stod op,
Som mægted mig ret at ►forbinde!
👤Vittekind trodsed i tredive Aar,
Han maatte omsider dog bukke,
Snart Carolinger fik knappere Kaar;
Da Sachserne turde vel mukke!
Keiserlig blev nu min Krone ►fuld bradt,
►Men Navnet dog Magten ei skaber;
Tiest og bedst have Thronen besat
Sachser, og Franker, og ►Schvaber!
✂
👤Otto den Store, en Sachser af Byrd,
Han vandt Longobardernes Krone;
Røver-Kiøb var den, og blev dog ►fulddyr,
Thi ►falsk er den flækkede Throne!
👤Henrik den Fjerde, en ►Franke saa fro,
Som ret over 📌Rom vilde raade,
►Han maatte staae uden Hoser og Skoe,
Og vente paa 👤Hildebrands Naade!
Romeren listig, ►Lombarden og studs,
Som leged med Kryster og Tosse,
Spared end ikke for Puf eller ►Puds
72Den ►kiække, den snu 👤Barbarosse!
Han var ►en Schvaber, ved Benene hvid,
►En Tiger mod Sachsernes 👤Løve,
►Glimrende var Hohenstaufernes Tid,
Stod dog kun daarlig sin Prøve!
👤Fredrik Araber tog med sig dens Glands,
Derned, hvor ei Høvdinger ►bramme,
Scepteret, som endog neppe var hans,
Man jordede der med det Samme!
Siden med Kronen der stadsedes blot,
Endogsaa paa 📌Viener-Borgen,
Og nu selv Navnet af Tydskernes Drot
Er jordet med ►Spiret og Sorgen!
Konger og Fyrster ved 📌Donau og 📌Rhin,
Som de har lært i 📌Paris og 📌Berlin,
Opløse Forfatningens Gaade!
✂
Sproget dog lever i Mund og i Bog,
Og Tydskernes Pen, tør jeg mene,
Som haver ►knukket de Fremmedes Aag,
Den kan vel ►og Hjemmet forene!
►Bjerge vel syv har jeg gjort af Papir,
Slet Ingen saae Mage til Banker,
Herlig paa dem, med min Pen til mit ►Spir,
Jeg throner ►alt i mine Tanker,
Er, i Ideen, paa ►Bjergene syv,
📌Det Hellige Romerske Rige,
Smilende stolt ad de jordiske Kryb,
Som veed ei, hvad det har at sige!
Bøsserne alle, de store og smaa,
Hvor høit de end stemmede Braget,
Lidt til Berømmelse vilde forslaae,
73For Den, som har Krudtet opdaget;
Thi det er Den, der, i Tid ►som i Rum,
Har skabt hvad al Verden maa ære:
►Tid gav den Tunge, som ellers var stum,
Det kan man af ►Seier-Værk lære;
Den lærde Tosser at ►prænte i Bog,
Og den lærde Bønder at stave;
Den paa sig selv gjorde Jord-Drotten klog,
Og knuste den klodsede Pave!
Altsammen Værk af den Tydske Fornuft,
Som finder i Verden ei Mage,
Spotterne sige: ►den lever af Luft,
Velan! det ►giør sorgløse Dage!
Trods, tør jeg sige, om Mage man fandt,
Til ►Kæmper i Tænkningens Rige,
Som min 👤Albertus, og 👤Leibnitz og 👤Kant,
Med 👤Fichte og 👤Schelling tillige!
►Niflunge-Kvadet jeg finder saa boldt,
Og storladent, som ►Æneiden,
Og uden Føie jeg er ikke stolt
Af Digterne jeg havde siden:
Ikke at tale om 👤Luther og 👤Sachs,
Og dem, hvormed Avind mig driller,
Krandsen for Mesterskab kræver jeg strax
Til 👤Vieland, til 👤Göthe og 👤Schiller!
Kort at fortælle, og livlig og godt,
Det har jeg bestandig for Øie,
Naaer jeg det ikke, saa kommer det blot
Deraf, at jeg sigter for nøie!
Det, som en 👤Tacitus, naaede dog
Min Schveitser, til Ære for Fliden,
74Fyndigt og kort er hans filede Sprog,
Og Klarheden kommer med Tiden!