↩ Hvad jeg derfor skulde kalde en god dansk Kirke-Psalmebog, maatte være En, hvori 👤Kingos Aand herskede, den gamle, enfoldige Hjertelighed levede, og vores Besindighed langt mere skinnede igjennem Valget og ►Anordningen, end bares til Skue; thi Kirken er ingen Skueplads, og skal ingen være, og skjøndt Vores, Gud skee Lov, godt kan taale Lyset, skal den dog kunne være ligesaa lystelig for de Blinde, som for de Seende, naar ►de kun have Øren til at høre med, og Hjerte til ►at elske Ham igjen, som har elsket os først, og ►sammenføier Alt hvad der hengiver sig til Ham i Kjærlighed! Al kirkelig ►Skrin-Læggelse af Dødt, er ►Papisteri, men levende Erkendelse af det Forriges Ypperlighed er ligesaavel Fordeel som Pligt, og naar Ypperligheden, som den i Ordet poetisk udtrykte, er udødelig med Tunge-Maalet, da er det vel baade en Klogskabs- og en Kjærligheds-Gjerning, saavidt mueligt, at befrie den fra vedhængende Særheder, som ere døde for os, men dog er det vor første Pligt at holde fast paa den, og ei bortkaste Ædelstenen fordi den har en Plet, der ei lader sig afslibe, uden at fordærve den. 👤Kingo har sin Styrke i en levende Opfattelse og høitidelig Fremstilling af Bibel-Historien, og, med eet Ord, i det simpelt Høitidelige, som bør være det Herskende i ►Bede-Huset for alle Folk, og som dog i vore Dage falder selv de største Skjalde vanskeligst at ramme; thi vel er det kun af private Grunde, at den i ►Kjøbstæd-Psalmebogen eftertragtede Høitidelighed blev ligesaa uægte, som Halvfemtsernes Simpelhed, men at Digte-Konsten, selv hos dens ypperste Dyrkere, i det Mindste ikke endnu ret godt kan forene de lidt ►uhandelige Elementer, der hos 👤Kingo af sig selv sammensmeltede, synes mig klart, og selv om jeg deri tog feil, saa over33gaaer Konsten dog sikkert aldrig Naturen, hvoraf følger, at 👤Kingo, som den Danske Kirkes 👤Asaph, fremdeles maa intonere, og anføre ⓘ ►Sjunge-Choret, naar der ei skal synges daarligere i det nittende end i det attende Aarhundrede, hvad jo dog baade var Synd og Skam for os selv.