XLV. 👤Johan Huss.
✂ Der ligger et Rige østen for 📌Tydskland, som hedder 📌Bøhmen, hvor man, endnu efter Kors-Togenes Tid, holdt fast saavel ved Nadverens rette Uddeling, som ved Moders-Maalets Brug i Kirken, og netop da det lod, som de modsatte Uskikke ogsaa her havde vundet Seier, da opvakde Herren sig et trofast Vidne i den Bøhmiske Præst og Professor 👤Johan Huss.
✂ Det var omtrent da man skrev Fjortenhundrede, at denne Sandhedens uforfærdede ►Kæmpe, midt i 📌Prag, som er 📌Bøhmens Hoved-Stad, begyndte at opløfte Røsten mod Geistlighedens grove Vildfarelser, Bedragerier, og forargelige Levnet, anbefalede den hardtad ganske forsømte Bibel-Læsning, og paastod, at baade skulde Guds-Tjenesten holdes paa Moders-Maalet, og Kalken i Nadveren ►meddeles Læg-Mand. Han vandt overordenligt Bifald, og kun forgiæves stræbde hans Modstandere at binde Guds Ord, men da han blev stævnet til at møde paa det ►fornævnte Lande-Mode i 📌Costnitz, og der frimodig bekiendte Sandheden, blev han fordømt som en Kiætter, og kastet paa Baalet. Dermed uddøde imidlertid ingenlunde det Kirkens ►Gienmæle mod den tro190løse Geistlighed, som Herren havde lagt paa hans Tunge, thi, opmuntrede af den Frimodighed, hvormed han, som de gamle Martyrer, gik i Døden for Herren, og forbittrede over den himmelraabende Ugudelighed at kalde sig 👤Christi ►Tjenere, og brænde hans trofaste Vidner, reiste nu Bøhmerne sig i Tusind-Tal, til den Christelige Menigheds Forsvar mod Geistlighedens Tyranni.
✂ Mange af disse saakaldte ►Hussiter faldt ►vist nok selv i Vildfarelse, og misbrugde Magten til at hevne sig paa deres indenlandske Modstandere, men med Rette greb de til Nødværge mod de fremmede Krigshære, som Paverne udsendte til Kors-Tog imod dem, som om de var Tyrker og Hedninger, fordi de ærede 👤Christus meer, end hans ►selvgjorte ►Statholder, og Herren var ►øiensynlig deres Skjold, saa Fjendernes ►Mangfoldighed ►adspredtes for deres Ansigt som Avner for Vinden. Saaledes sørgede Herren for, at, giennem hele det femtende Aarhundrede, da Vildfarelsen havde taget Overhaand, og Guds-Tjenesten var forvansket over hele den Romerske Christenhed, stod Kirken dog i sin rette Skikkelse hos Bøhmerne, som ►►Staden paa Bjerget►, til et Vidnesbyrd for alle Folk, og til et Forvarsel om de store Ting, der nu snart skulde skee, til den Himmel-Farnes Ære, og til alle Slægters Forundring!
✂ 191De ►Hussiter som førde Ordet meer end Sværdet, og udgjorde den egenlige Menighed, kaldte Man ►Calixtiner, fordi det især var Kalken i Nadveren, hvorpaa de ingenlunde vilde give Slip, og det Navn er deres Ære, thi det er ikke for enhver herskende Vildfarelse, men kun for hvad der angriber Kirkens oprindelige Indretning, Christne maae og skal afsondre sig.