Grundtvig, N. F. S. En liden Bibel-Krønike for Børn og Menig-Mand



I

En liden
Bibel-Krønike
for
Børn og Menig-Mand

ved

Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Præst.

Han skabde et Minde om sine underlige Gierninger, den naadige og barmhjertige Herre!

Ps. CXI. 4.

* Anden omarbeidede Udgave.

Kjøbenhavn, 1828. Forlagt af Hofboghandler J. H. Schubothe. Trykt i det Poppske Bogtrykkerie.

III

Christelige

Forældre og Børn

kiærlig tilegnet

i

Herrens Navn

IV
V

Fortale.

For fjorten Aar siden udgav jeg en lille Bibel-Krønike, som, efter min Hensigt, skulde give de yderste Omrids af Guds Folks Historie i begge Testamenter, og skiøndt den lille Bog ei er blevet synderlig brugt, er dog Oplaget efterhaanden gaaet af. Aldrig kunde jeg agte det for Skade, at Bogen blev oplagt uforandret, thi den var skrevet ærlig, med Skrifterne stadig for Øie, og med inderlig Deeltagelse i Troen paa 👤Jesus Christus vor Herre, men jeg fandt det gavnligt at omarbeide den, fordi jeg troede, at kunne giøre den mere brugbar til Børne-Lærdom, og derved afhjelpe et Savn, andre christelige Forældre ligesaavel som jeg maatte føle, da Bogen i sin forrige Skikkelse forudsatte for meget hos de Smaa, og gav dem for lidet, medens de andre giængse Bibelhistorier, i mine Øine, fattes det Uundværligste.

VILangt er jeg fra den Mening, at nogen Lære-Bog stort, end sige da en Bibel-Krønike, kan nytte Børn, med mindre Forældrene, eller Andre i deres Sted, lade Troens levende Ord følge med, som Aanden og Nøgelen, og endnu længere er jeg fra den Indbildning, at denne Bog er uforbederlig, da jeg, tvertimod, i mange Stykker, selv finder den heel maadelig, men jeg har gjort mit Bedste, og jeg veed, at en god Lære-Bog er et Mester-Værk, som aldrig kom i stand, naar der ei blev gjort mange maadelige Forsøg, hvis Mangler først kan afhjelpes, naar Erfaringen har gjort dem kiendelige, fra hvad uforstandige Vragere kun give Navn deraf.

Det er saaledes, blandt Andet, min fulde og faste Overbeviisning, at det var en Feiltagelse af vore Fædre, baade at give hele Bibelen til Priis for deres umyndige Børn, og at ville giøre dem skrift-kloge, før de havde Forstand til at blive det; men at træffe den rette Grændse-Linie mellem den VIInødvendige eller dog høistnyttige Bibel-Kundskab, og den skadelige eller dog unyttige Bibel-Stivhed hos de Christnes Børn, anseer jeg for saa stor en Konst, at det maatte være et sandt Lykke-Træf, om min lille Bog nogenlunde betegnede Skiellet, som der, i alle Tilfælde, skulde en større Bog til at sætte!

Ligeledes er det mig soleklart, at alle christne Børn, efter Evne og Leilighed, bør giøres bekiendte med den christne Troes og Menigheds Skæbne i Verden, men her, hvor vi saa ganske skal være Frihaands-Tegnere, kan jeg ikke tænke mig noget andet Forsvar for mine Udkast, end at de har Ret til at bedømmes skaansomt, da Ingen hellere end jeg ønsker snart at see dem fordunklede af langt bedre!

Endelig maa jeg erindre, at til mine Børns Lære-Bøger ønskede jeg helst idel Rim-Krøniker, som give den letteste og livligste Bog-Læsning, men deels har vel Mange Fordom mod en bibelsk Rim-VIIIKrønike, og deels vilde den være ligesaa vanskelig at skrive, som let at læse. Føleligt vil Savnet heller ikke være, naar vi bruge vore christne Forældres prøvede Huus-Raad: at lade Børnene tidlig begynde og seent holde op at lære historiske Psalmer, som er et af de ypperste Midler til at indprænte dem Christendommen blidelig, levende, og uforglemmelig!

Og hermed rækker jeg venlig Forældre og Børn, til christelig Brug, den lille Bog i 👤Jesu Navn, troende, som Fædrene sang:

Al den Idræt,
Som begyndes i Det,
God Lykke og Fremgang faaer,
Indtil den Maalet naaer,
Saa den Gud til Ære skeer,
Gavner, glæder, meer og meer,
Modnes til et Gylden-Aar!

📌Christianshavn i Mai 1828.

N. F. S. Grundtvig.

IX

Indhold.

Første Hovedstykke.
Side
I. Verdens Skabelse 1.
II. 👤Adam og 👤Eva 3.
III. 👤Kain og 👤Abel 5.
IV. 👤Seth og 👤Enoch 6.
V. 👤Noah og Syndfloden 7.
VI. 👤Sem, 👤Cham, og 👤Japhet 10.
VII. 📌Babels-Taarnet 11.
VIII. Hedenskabet 12.
IX. 👤Abraham og 👤Loth 13.
X. 👤Isak 16.
XI. 👤Jakob med Tilnavn Israel 18.
XII. 👤Jakobs tolv Sønner 19.
XIII. 👤Joseph og hans Slægt i 📌Ægypten 23.
Andet Hovedstykke.
I. 👤Moses 27.
II. Udgangen af 📌Ægypten 31.
III. Vandringen i Ørken 33.
IV. 👤Josva 38.
V. Dommerne før 👤Samuel 41.
VI. 👤Samuel 42.
VII. Hyrdedrengen i 📌Bethlehem 46.
VIII. Philisteren 👤Goliath 48.
IX. 👤Sauls Vanvittighed og Fald 50.
X
X. Kong 👤David 56.
XI. Kong 👤Salomon 60.
XII. 👤Rhoboam og 👤Jeroboam 64.
XIII. 👤Achab og 👤Jesabel 66.
XIV. Propheterne 👤Elias og 👤Elisa 69.
XV. 📌Ninive og 📌Samaria 71.
XVI. Kong 👤Ezechias 73.
XVII. Propheterne 👤Esaias og 👤Micha 76.
XVIII. 📌Jerusalem og 📌Babylon 78.
XIX. Propheten 👤Daniel og hans Stalbrødre 80.
XX. Kong 👤Cyrus af 📌Persien 83.
XXI. 📌Det andet Tempel 86.
XXII. 👤Nehemias 88.
XXIII. Grækerne og 👤Alexander den Store 89.
XXIV. Makkabæerne 90.
XXV. Romerne og Keiser 👤Augustus 95.
XXVI. Jødernes hellige Skrift 96.
XXVII. De skriftkloge Pharisæer og Sadducæer 98.
Tredie Hovedstykke.
I. Præsten 👤Zacharias 100.
II. Jomfru 👤Marie 102.
III. Hyrderne ved 📌Bethlehem 104.
IV. Stjernekigerne fra 📌Østerleden 105.
V. Kong 👤Herodes og Barnet i 📌Bethlehem 106.
VI. Guds søn i 📌Templet 108.
VII. 👤Johannes den Døber 109.
VIII. 👤Jesus fra 📌Nazareth 110.
IX. Herrens Fristelse af Djævelen 111.
X. Herrens Discipler 113.
XI. Herrens Lærdom 115.
XI
XII. Herrens Leveregler 117.
XIII. Herrens Ordsprog 120.
XIV. Herrens Vidnesbyrd om sig selv 130.
XV. Herrens Jærtegn 131.
XVI. Herrens Fiender 134.
XVII. Den hellige Nadvere 135.
XVIII. 👤Simon Peder og 👤Judas Iskarioth 138.
XIX. Herrens Lidelse og Død 139.
XX. Herrens Opstandelse 142.
XXI. Kvinderne ved Graven 144.
XXII. Disciplerne paa Veien til 📌Emaus 145.
XXIII. Tvivleren 👤Thomas 147.
XXIV. Herrens Himmelfart 148.
XXV. Pindse-Festen 149.
XXVI. 👤Stephanus 152.
XXVII. Apostelen 👤Paulus 153.
XXVIII. Kirken i 📌det Romerske Rige 155.
XXIX. Herrens Broder 👤Jakob 159.
XXX. 📌Jerusalems Forstyrrelse 160.
XXXI. Apostelen 👤Johannes 161.
XXXII. Kirkefædrene 162.
XXXIII. Kiætterne 164.
XXXIV. 👤Konstantin den Store 166.
XXXV. Folkevandringen 169.
XXXVI. Araberne og 👤Mahomed 171.
XXXVII. Kirken mellem Skyther og Barbarer 173.
XXXVIII. Munkefaderen 👤Benedikt 175.
XXXIX. Keiser 👤Karl den Store 176.
XL. 👤Ansgar 178.
XLI. 👤Hakon Ædelsteen 180.
XLII. 👤Hildebrand eller 👤Gregor den Syvende 182.
XII
XLIII. Korstogene 184.
XLIV. Papisteriet 187.
XLV. 👤Johan Huss 189.
XLVI. Bibelen og Bogtrykkerkonsten 191.
XLVII. 👤Morten Luther 194.
XLVIII. Kirken i 📌Danmark 200.
XLIX. Den Franske Oplysning 204.
L. Den nærværende Christenhed 210.
1

Første Hoved-Stykke.

Om Patriarchernes Dage.

I. Verdens Skabelse.

Førend Bjergene blev til, og Solen skinnede paa Himlen, ja, fra Evighed af, er den levende Gud, hvem intet Menneske har seet, eller kan begribe, men som dog begriber sig selv, og aabenbarer sit Liv og sin Almagt i alle sine underlige Gierninger! Han, den levende Gud, som seer os allevegne, baade Dag og Nat, hører Alt hvad vi siger, og veed hvad vi tænker, Han er vor Herre, som vi skal adlyde, og Han er en Herre over alle Herrer, for Han har skabt baade Himlen og Jorden og Havet, med Alt hvad der er i dem, og Himlene skal blive gamle, som en Klædning, der opslides og aflægges, men tusinde Aar er for Herren som en Dag, og en Dag som tusinde Aar, thi Han er fra Evighed til Evighed baade ung og gammel, altid og evindelig Een og den Samme!

2Med Verdens Skabelse har Gud aabenbaret os, det gik saaledes til, at da Jorden var skjult, og der stod Vand overalt, da aandede Herren ud over Vandet, og sagde: bliv Lys! og saa blev det lyst, og saaledes talede Herren i sex Dage, og kaldte paa Alt hvad Han vilde, og, som sagt, saa gjort, som Han kaldte, saa kom det frem! Ved det samme Guds Ord blev da Alting til: baade Soel og Maane og Stjerner, baade Træer og Blomster og Græs, baade Fiskene i Havet, og Fuglene i Luften, og den utallige Vrimmel paa Jorden, fra Ormen der kryber, indtil Mennesket, der staaer med opreist Hoved som en Konge, og veed af sig selv at sige, og har Tunge til at tale med, som han tænker, men kan dog ei giøre Magen til det Mindste han seer, saa han maa vel sige, som de Gamle sang:

1

Op, al den Ting, som Gud har gjort,
Hans Herlighed at prise!
Det Mindste, Han har skabt, er stort,
Og kan Hans Magt bevise.

2

Gik alle Konger frem paa Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde!

3

II. 👤Adam og 👤Eva.

Det skedte paa den sjette Dag, der Jorden var beredt, og det lyste fra Himlen, da Lilierne stod i det deilige Klædebon, og udgave sødeste Lugt, og Fuglene udgave Røsten saa liflig, og al Skabningen lovede Gud i en Morgensang, da sagde Herren: lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse, og han skal regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Kvæget, og over al Jorden, og over Alt, som vrimler paa Jorden! og Gud skabte Mennesket i sit Billede, Han skabte det i Guds Billede, Mand og Kvinde skabte Han dem, og de kaldtes 👤Adam og 👤Eva. Og Gud saae Alt det, Han havde gjort, og see, det var saare godt. 1. Moseb. 1.

Saa var da Mennesket skabt i Guds Billede, skabt udaf Jorden, men med Herrens Livsaande i sig, og de vare skabte til at see Guds Herlighed i al Hans Gierning, og til at love Ham storlig, og til at voxe i Forstand paa hans underlige Ting, og leve evindelig. Og Herren plantede en Have i 📌Eden mod Østen, lystelig og deilig, og Han satte Mennesket der, til at dyrke Haven og bevogte den, og Mennesket hørde hans Røst, at Han talede, velsignede dennem og sagde: vorder 4mangfoldige og opfylder Jorden, og gjører eder den underdanig, og see, du maa frit æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt skal du ikke æde, thi paa hvilken Dag, du æder deraf, skal du døe Døden. Men Slangen var lumsk og sledsk, og sagde til Qvinden: det er ikke sandt, hvad Gud haver sagt, I skal ikke døe, naar I æde deraf, men Gud veed, at eders Øine oplades, og I blive som Han til at kjende Godt og Ondt. Og Kvinden saae at Træet var lystelig tilsyne, og et ønskeligt Træ til Forstand, saa tog hun og aad, og hun gav sin Mand, og han aad. Saa kom da Synden i Verden formedelst et Menneske, og Døden formedelst Synden, og Døden trængde igjennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle. 1. Moseb. 2–3.

Saaledes skedte da Synde-Faldet, thi det kalde vi at synde, naar man giør Gud imod, og Menneskerne mærkede, at de havde gjort Ondt, thi de skammede sig, og da de om Aftenen hørde Herrens Røst i Haven, da blev de bange, og skjulde sig bag Træerne, men Herren raabde: 👤Adam! hvor er du? og saa kom de frem, og bekjendte deres Synd, men 👤Adam skiød dog al Skylden paa 👤Eva, og 👤Eva paa Slangen, og det er med alle deres Børn, som det blev med dem, at vi har Lyst til hvad 5os er forbudt, og har derhos den slemme Vane, altid helst at skyde Skylden paa Andre, for at undskylde os selv.

Herren lod nu Menneskerne vide, at de havde selv forspildt deres Lykke paa Jorden, maatte ud af 📌Paradiset, fra Livets Træ, og æde deres Brød i deres Ansigts Sveed, indtil de døde, og blev til Jord igien, som de var taget af; men Herren, som er vidunderlig god, og haver ikke Behag i Synderens Død, men vil hjelpe ham til Livet igien, Han gav vore første Forældre en forunderlig Trøst, i det Han sagde: Kvindens Sæd skal knuse Slangens Hoved! 1. Moseb. 3.

III. 👤Kain og 👤Abel.

👤Adam og 👤Eva havde mange Børn, men deres ældste Sønner hedd 👤Kain og 👤Abel, og, skjøndt de var Brødre at nævne, lignede de dog i Grunden slet ikke hinanden. 👤Kain blev en Ager-Mand som vilde saae og høste, og 👤Abel blev en Hyrde, som heiede paa Faar og Kvæg, men den Ulighed var den mindste, thi det er den samme Gud, som lader Græs groe til Kvæget, og Korn efter Sæd til Menneskers Føde, til Brød af Jorden. Det bekjendte de ogsaa begge, thi da Høsten kom, offrede de et Tak-Offer til Gud: 👤Kain af sit Korn, og 👤Abel af sit Kvæg, men 👤Abel var taknemme6lig i sit Hjerte, og det var 👤Kain ikke, og Gud, som eier Alt og trænger ei til Gaver, Han seer kun paa Hjerte-Laget, derfor havde Han Behag i 👤Abels Offer, men ikke i 👤Kains. Derover blev 👤Kain misundelig paa sin Broder, og tænkde paa at slaae ham ihjel, og det hjalp ikke, at Herren, som veed vore Tanker, advarede ham imod Synden; thi han fik den kiær, og fattede et ondt Forsæt, og lokkede 👤Abel med sig ud paa Marken, og slog ham ihjel. Da raabde Herren til ham og sagde: hvor er din Broder, 👤Abel? men 👤Kain løi, og svarede: det veed jeg ikke, skulde jeg passe paa min Broder! Da sagde den alvidende Gud: hvad har du gjort! høirøstet for mig er din Broders Blod fra Jorden. Da sagde 👤Kain fortvivlet: min Misgjerning er større end jeg kan bære; og han vendte Herren Ryggen, og gik bort fra sine Forældre, og blev forhærdet i sin Ondskab, og døde i Synden, og efterlod Børn, der lignede ham, og var onde for Herrens Øine. 1. Moseb. 4.

IV. 👤Seth og 👤Enoch.

Herren gav vore første Forældre en anden god Søn, istedenfor 👤Abel, som den ugudelige 👤Kain slog ihjel, og han hedd 👤Seth, og 👤Adam havde mange andre Børn, baade Sønner og Døttre, som vi ikke vide Navn paa! 👤Adam blev 7gammel, men da han havde fyldt nihundrede og tredive Aar, døde han, som Herren havde sagt, fordi han havde syndet.

👤Seth døde ogsaa i en høi Alderdom, og ligesaa hans Børn efter ham, men de døde med godt Haab paa den Gud, som er god, og hvis Miskundhed varer evindelig, og det skedte med 👤Enoch, som nedstammede fra 👤Seth i femte Ledd, at da han havde levet paa Jorden i trehundrede og fem og tresindstyve Aar, og havde Gud for Øine, hvor han gik, da forsvandt han fra Jorden, og døde ikke, men forflyttedes af Gud, til et Tegn for de faldne Mennesker, paa den trøstelige Sandhed, at ligesom en Fader ynkes over sine Børn, saaledes ynkes Herren over dem, som det gjør ondt, at have syndet imod Ham, og Han aabner dem en Udvei fra Døden, som de Gamle sang:

Du tørst ei sørge, hvor du kommer hen,
Naar du af Verden skal vige,
Dig favner en tryg og fuldtro Ven,
Som dig vil aldrig svige!

V. 👤Noah og Synd-Floden.

👤Enoch havde en Søn, som hedd 👤Methusalem og som blev den ældste af alle Mennesker, thi han fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar, men i hans Døds-Aar 8kom Synd-Floden, og rev dem alle bort, som boede paa Jorden, saa der blev hverken Folk eller tilbage, undtagen de, der var med 👤Methusalems Sønne-Søn, 👤Noah, i det første Skib, man veed af at sige, og som kaldes Arken!

Hermed gik det saaledes til, at efterhaanden var 👤Kains ugudelige Slægt blevet stor og stærk, og spillede Mester i Verden, og fordærvede hardtad alle Jordens Indbyggere, saa Herren, som elsker det Gode og hader det Onde, blev meget vreed, og besluttede at ødelægge Jorden. Men Han, som er naadig og barmhjertig, vilde dog ikke reent udrydde de levende Slægter, som Han havde skabt, derfor talede Han til 👤Noah, som var en from og gudfrygtig Mand, og Herren sagde til ham, at han skulde bygge sig et stort Skib, hvori han kunde frelse baade sig og Sine, og Noget af alt det Levende som var paa Jorden. Det gjorde da 👤Noah, som Herren befoel ham, og Arken blev færdig, med Rum over Rum, og med Dæk som Tag, men med Dør og med Vindue paa, og Herren magede det saa med de Dyr og Fugle, som skulde frelses, at de fornam det Uveir, som hængde over Hovedet, og tyede, af en dunkel Drift, til Arken, Nogle af alle Slags, eet Par 9af de Fleste, og syv Par af Somme, og 👤Noah lukkede dem ind, hvor de skulde være, og han havde samlet Føde-Midler til dem, saavelsom til sig selv og sit Huus, og han gik ind i Arken, med sin Hustru, og sine tre Sønner og deres Hustruer, og Herren lukde selv til efter ham.

Saasnart det var skedt, paa den samme Dag, da begyndte det at regne, og der brød Vand op af Jorden, fra alle dens bundløse Kilder, og det blev ved at regne, et øsende Vande, i fyrretive Dage og fyrretive Nætter uafbrudt, og Vandet voxde over al Jorden, til det gik femten Alen op over de høieste Bjerge, saa Mennesker og Dyr, og alt Levende, druknede og døde!

Imidlertid var 👤Noah, med hele sin lille Verden, i Arken, og den drev med Strømmen, indtil Vandet begyndte at falde, og først i den ottende Maaned kom Arken paa Grund paa 📌Ararats Bjerge, og, eftersom den var fladbundet, og halvtredsindstyve Alen breed, og hundrede Alen lang, og tredive høi, saa stod den fast, mens Vandet faldt fra den, og da 👤Noah, i den ellevte Maaned, oplukkede sit Vindue, da saae man Bjergenes Toppe. Siden lod 👤Noah en Ravn udflyve, og den blev borte, thi den lever af Aadsel, men derpaa udsendte han en Due, og den kom snart tilbage, thi der 10var endnu ikke en Kvist hvorpaa den kunde hvile sig, og Ugen derefter udsendte han en anden Due, som ogsaa kom igien, men først om Aftenen, og med et Olie-Blad i sit Næb, og den tredie Due, som han, Ugen derefter, udsendte, den kom ei tilbage, og da tog han Dækket af Arken, og saae, at Jord-Skorpen begyndte at tørres. Omsider, da 👤Noah havde været over et Aar i Arken, da talede Gud til ham, og bød ham gaae ud, med alt det Levende som var hos ham, og det gjorde 👤Noah, og offrede Herren taknemmelig et Røg-Offer af Fugle, hvorpaa Herren velsignede ham, og sagde: saalænge Verden staaer, skal Sæd og Høst, og Sommer og Vinter, og Dag og Nat, blive ved at omvexle, og Jeg haver sat min Bue i Skyen, til et varigt Tegn for alle Slægter, at der skal aldrig meer komme Mage til Flod over Jorden! 1 Moseb. 6–9.

Og see, de Aar ere siden henrundne i Tusind-Tal, og Herren haver holdt sit Ord, saa Døgnet er deelt i Dag og Nat, og Aarstiderne skifte, og Vandet gik ei over Bjergene, og Regn-Buen glimrer i Soel-Skin, naar Vand-Skyen gaaer over Jorden.

VI. 👤Sem, 👤Cham, og 👤Japhet.

Saavidt vi kan skiønne af Bibelen, nedstammer alle Folk fra 👤Noahs tre Sønner: 11👤Sem, og 👤Cham, og 👤Japhet, og da 👤Noah spaaede om deres Afkom, bebudede han, at Semiterne skulde være Herren næst, og at Japhetiderne skulde udbrede sig over Jorden, og finde Herberge hos 👤Sem, men at Chamiterne skulde trælle for Begge. Det er da ogsaa kiendeligt nok, at den sande Guds-Kundskab har hjemme i 📌Øster-Leden, mellem 👤Sems Afkom, at 📌Europa, som man kalder Japhetidernes Hjem-Stavn, er blevet den mægtigste Verdens-Deel, og at 📌Afrika, som er blevet Chamiternes Deel, har altid været Trældommens Hoved-Sæde. 👤Noah blev nihundrede og halvtredsindstive Aar gammel, men siden aftog Menneske-Alderen, især blandt dem, som fødtes efter Floden, og nedsank snart til halvandet hundrede Aar i det Høieste!

VII. 📌Babels-Taarnet.

En Tidlang havde alle Mennesker eet Tunge-Maal og eens Tale, og det skedte, da de reiste fra 📌Østen, da fandt de en Slette og boede der, og de sagde til hverandre: velan! lader os stryge Leer til Tegl, og brænde dem vel, og de havde Tegl for Steen og Liim for Kalk, og de sagde: velan! lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse naaer indtil Himlen, og lader os giøre os et Navn, at vi ei skal adspredes til at udslettes af Jorden. Men 12da sagde Herren: velan! lad os fare ned, og blande deres Tunge-Maal, saa den Ene ei forstaaer den Andens Tale! Og det skedte, og Folkene holdt op at bygge paa Staden og Taarnet, og adspredtes trindt omkring paa Jorden, og derfor blev Staden kaldt 📌Babel, det er: Forvirring, thi der forvirrede Herren Grund-Sproget paa Folkenes Tunger. 1 Moseb. 11.

Saaledes opkom da først adskillige Tunge-Maal, men Bibelen siger os ikke hvormange, saa det er kun et løst Rygte, at det var halvfjersindstyve, men det veed vi, at de Tunge-Maal, som Folk med faste Boliger, med Kirker og Skoler, og ordenlig Øvrighed, talede, var aldrig mange, og deriblandt maae vi især lægge Mærke til det Ebraiske og Græske, hvorpaa Bibelen er skrevet, til det Latinske, som er det berømteste i Verden, til det Tydske, og til vort eget Moders-Maal, som alle høre til de ældgamle Tunge-Maal. De andre berømte Sprog i 📌Europa ere sildige Blandinger af de tre Sidste, og derpaa kiender man de gode Sprog, at de ei blot er skikkede til Hverdags-Brug, men til levende at udtrykke Alt, hvad Mennesket kan tænke paa, og tale om.

VIII. Hedenskabet.

Der er kun en eneste sand Gud, og det er Ham, som skabte os, og hele Verden; men Han 13seer paa Hjertet, og vil ikke nøies med udvortes Tjeneste og Dyrkelse, men vil frygtes og elskes og adlydes af Hjertens Grund. Derfor ere de syndige Mennesker tilbøielige til at glemme den sande og levende Gud, og i gamle Dage indbildte de sig, der var mange Guder, som raadte for de verdslige Ting og blev Folkene gunstige, naar de kun bygde dem Templer og offrede Gaver, bøiede Knæ, gjorde Løfter, og sang dem Lov-Sange, og alle disse selvgjorte Guder kalde vi Afguder, og dem der tilbede dem, kalde vi Hedninger.

De Semitiske Hedninger forgudede sædvanlig de Aander, de tænkde, der boede i Soel og Maane og Stjerner, Japhetiderne derimod deres gamle Stam-Fædre og første Helte, og Chamiterne allehaande umælende Dyr; men snart blev de Alle saa forblindede, at de tilbad deres Afguders livløse Billeder, af Sølv og Guld, af Steen og Træ, deres egne Hænders Gierninger; thi hvem der vender sig fra den sande Gud, han vender sig fra Lyset, og naar han tænker paa det Guddommelige, da er han som den der vandrer i Mørke, og famler i Blinde.

IX. 👤Abraham og 👤Loth.

Den sande Guds Kundskab vilde reent have forsvundet af Jorden, dersom Gud ikke selv 14paa overordenlig Maade havde holdt den vedlige, men det gjorde Han, baade fordi Han er Sandheds Gud, som ei kan lade Løgnen vinde Seier, og fordi Han havde store Ting i Sinde med den faldne Menneske-Slægt, som Han vilde naadelig opreise, og derfor udvalgde Herren en gudfrygtig Mand, der skulde være Stam-Fader til et eget Folk, hos hvem Herren vidunderlig vilde bevare og udvikle den guddommelige Sandhed, til Timen slog, da Herrens hemmelige Raad til Slægtens Frelse kunde klarlig aabenbares, og Lyset udskinne til Jorderigs Ender.

Det var en gudfrygtig Mand af 👤Sems Afkom, ved Navn 👤Abraham, som Herren udvalgde til sit Folks Stam-Fader, og det var omtrent halvfjerdehundrede Aar efter Synd-Floden, at Herren talede til 👤Abraham, og sagde: gak ud af dit Land, og fra din Slægt og din Faders Huus, hen til det Land, som Jeg vil vise dig! Da vil Jeg gjøre dig til et stort Folk, og velsigne dig, ja, dem som velsigne dig, vil Jeg velsigne, og dem som forbande dig, vil Jeg forbande, og i dig skal alle Jorderigs Slægter velsignes! 1 Moseb. 12.

👤Abraham troede Gud, og vandrede med Ham, og Herren førde ham til et deiligt Land, som hans Afkom skulde eie, men gav ham ikke selv en Fods-Bred deraf, og 👤Abraham var 15blevet gammel, og havde endnu ikke den Søn, som skulde arve hans Velsignelse, men han biede taalmodig paa Guds Time, og det tækkedes Herren, thi han kaldte 👤Abraham sin Ven, og giæstede ham, som en Mand sin Næste.

Det skedte nemlig en Dag, da 👤Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, og sad i Døren til sit Paulun, at der kom tre fremmede Vandrings-Mænd, og han bød dem velkommen, og vederkvægede dem, under Egen ved sit Paulun, med det Bedste, han havde, og det var Herren selv, med To af sine Engle, og Herren forkyndte 👤Abraham, at før han fyldte sine hundrede Aar, skulde Sønnen være født som han længdes efter.

Da siden de himmelske Giæster stod op, at vandre videre, og 👤Abraham fulgde dem paa Vei, da hørde han af Herren, at den Stad 📌Sodoma skulde ødelægges, for dens Indbyggeres Ugudeligheds Skyld, og 👤Abraham ynkedes over Ulykken, og han bad Herren spare Staden, hvis der fandtes halvtredsindstyve gudfrygtige Mennesker i den; ja, han blev ved at bede for Staden, at Herren vilde spare den, om der ogsaa kun fandtes ti Gudfrygtige deri, og Herren lovede ham det; men de Ti fandtes ikke, og der regnede Ild og Svovel ned fra Himlen over 16📌Sodoma og 📌Gomorra, og andre ugudelige Stæder, og ødelagde dem.

Men 👤Abraham havde en Brodersøn, ved Navn 👤Loth, som boede i 📌Sodoma, og frygtede Gud, til ham sendte Herren sine to Engle, og de ledte ham ud af Staden tidlig om Morgenen, paa den forfærdelige Dag, med hans Hustru, og begge hans Døttre, og sagde til ham; frels dig paa Bjergene, men seer eder ikke tilbage til Staden! Saaledes undgik 👤Loth Fordærvelsen, men hans Hustru saae sig tilbage, og blev forvandlet til en Salt-Støtte!

Saa gav Herren 👤Abraham en Søn som han kaldte 👤Isak, og 👤Abraham oplevede at see sine Børne-Børn, 👤Isaks Sønner, som halvvoxne Drenge, og 👤Abraham døde, da han var hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar gammel, og blev jordet i Landet, som Gud havde lovet hans Afkom, i Hulen 📌Makpela, som 👤Abraham havde kjøbt sig til Grav-Sted af Landets Indbyggere. 1 Moseb. 18. 19. 25.

X. 👤Isak.

👤Isak var Sønnen, den længe forventede, som Gud havde givet 👤Abraham, og hans Hustru 👤Sara, men det skedte, mens 👤Isak var i sin Opvext, at Herren vilde prøve sin Ven 17👤Abraham, og sagde til ham: tag nu 👤Isak, din eenbaarne Søn, som du elsker, og gak til Høi-Landet, og fremfør mig ham der til et Brænd-Offer paa et af Bjergene, som Jeg tilsiger Dig! Og 👤Abraham troede paa Guds Kjerlighed, og frygtede ham over alle Ting, og gjorde som Herren befoel ham, og det skedte da han var ene med Sønnen i Bjerg-Egnen, da sagde 👤Isak til ham: Fader! see, her er Ilden og Vedden, men hvor er Lammet til Brænd-Offeret? 👤Abraham svarede: for Offer-Lammet, min Søn! vil Herren sørge; og saa gik de tause med hinanden til Offer-Stedet, og 👤Abraham reiste et Alter, og lagde Vedden i Lave, og bandt sin Søn, og lagde ham paa Alteret, og løftede sin Haand med Offer-Kniven over 👤Isak; men da raabde Herren fra Himlen: 👤Abraham! 👤Abraham! læg ikke Haand paa Drengen, og gjør ham ingen Skade, thi nu seer Jeg, at Du frygtede Gud, og sparede ikke din Eenbaarne for mig, og fordi Du adlød mit Ord, derfor skal i din Sæd alle Folk paa Jorden velsignes! Og 👤Abraham saae sig omkring, og blev en Væder vaer, som hængte fast i en Busk ved sine Horn, og 👤Abraham gik hen og tog Væderen, og slagtede den, for sin Søn til et Brænd-Offer!

👤Isak var alle sine Dage en stille Fyr18ste, som Lammet, der gaaer til Slagter-Bænken, men Herrens Velsignelse var kiendelig over ham, saa Alle søgde hans Venskab, og han var gift med sin Frændke, 👤Rebekke, og havde to Sønner: 👤Esau og 👤Jakob, og saae en talrig Afkom, og han henslumrede omsider hundrede og firsindstyve Aar gammel, og lagdes i 👤Abrahams Grav! 1. Moseb. 22 og 35.

XI. 👤Jakob med Tilnavn Israel.

Endskiøndt 👤Isaks Sønner, 👤Esau og 👤Jakob, vare Tvillinger, saa agtedes dog 👤Esau for den Ældste, men han foragtede selv sin Førstefødsels-Ret, og solgde 👤Jakob den, og deraf fulgde, at 👤Jakob fik sin Faders bedste Velsignelse, skiøndt 👤Isak i sin blinde Alderdom havde tiltænkt 👤Esau den. Herover blev imidlertid 👤Esau misundelig, som 👤Cain, og truede med, at, naar 👤Isak døde, vilde han slaae sin Broder, 👤Jakob, ihjel! Derfor sendte Forældrene 👤Jakob langt bort, til hans Morbroder 👤Laban, og paa Veien derhen lyste Herren selv sin Velsignelse over 👤Jakob, thi det skedte en Aften, at 👤Jakob lagde sig til at sove under aaben Himmel, med en Steen til Hoved-Pude, og da lod Herren ham drømme, at han saae en Stige, som gik fra Jorden lige op til Himlen, hvorpaa Guds Eng19le vandrede, og at Herren stod paa Spidsen, talede og sagde: Jeg er Herren, din Fader 👤Abrahams Gud, og 👤Isaks Gud; det Land som du ligger paa, vil Jeg give dig og din Afkom, og den skal vorde som Støv paa Jorden, udbredt mod alle Verdens fire Hjørner, og i dig og i din Sæd skal alle Slægter paa Jorden velsignes! Da vaagnede 👤Jakob, og sagde forskrækket: her er jo Guds Huus og Himlens Porte; og om Morgenen tidlig, før han gik videre, reiste han Stenen i Veiret, hvorpaa hans Hoved havde hvilet, og overøste den med Olie, og kaldte Stedets Navn 📌Bethel, det er Guds Huus, thi han sagde: denne Steen skal vorde et Guds Huus! 1. Moseb. 25. 27. 28.

Siden kom 👤Jakob til sin Morbroder 👤Laban, og tjende ham i tyve Aar, og Herrens Velsignelse var med ham, i Alt hvad han tog sig for, og da han vendte tilbage, rørde Gud hans Broder 👤Esaus Hjerte, saa han lod sit onde Forsæt fare, og 👤Jakob havde tolv Sønner, som fik en talrig Afkom, der blev til et heelt Folk, til de tolv 📌Israels Stammer! 1. Moseb. 29–33.

XII. 👤Jakobs tolv Sønner.

👤Jakob havde tolv Sønner, ved Navn: 👤Ruben og 👤Simeon, 👤Levi og 👤Juda, 👤Isaskar og 20👤Sebulon, 👤Gad og 👤Asser, 👤Joseph og 👤Benjamin, 👤Dan og 👤Nephtali, og blandt dem Alle var 👤Joseph Faderens Yndling, og han var tillige et opvakt Hoved, som Gud havde skiænket store Sjæle-Evner, og en besynderlig prophetisk Gave til at forstaae og udtyde Drømme; men derfor blev han ilde lidt af sine Brødre, som baade misundte ham Faderens For-Kiærlighed, og stødte sig over hans forunderlige Drømme. 👤Joseph havde nemlig i sin Opvext to besynderlige Drømme, som han fortalde sine Brødre, og sagde: jeg drømde, vi var ude i Marken og bandt, og see, da reiste min Neg sig paa Roden, og eders Neger bukkede for den; og han sagde atter: jeg drømde, at baade Solen og Maanen, og elleve Stjerner de neiede for mig! Hvad! sagde hans Brødre, saa du skulde herske over os! og selv hans Fader gav ham Utak, og sagde: hvad drømmer du om! skulde baade jeg, og din Moder, og dine Brødre komme, og kaste os i Støvet for dig?

Hertil kom endnu, at Nogle af 👤Jakobs Sønner var i et slet Rygte, og det havde 👤Joseph fortalt deres Fader, hvorover de bar Nag til ham.

Nu hændte det sig engang, da 👤Jakobs ældre Sønner var paa en fraliggende Græs-Gang med Kvæget, at 👤Jakob sendte 👤Joseph 21ud til dem, for at see, hvordan de levede, og saasnart de øinede ham, sagde Nogle af dem til hverandre: see, der have vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel, og smide ham i en af Hulerne, og sige, at et vildt Dyr har ædt ham, saa faaer vi at see, hvad der bliver af hans Drømme! Da sagde 👤Ruben, som var ældst, og vilde frelse 👤Joseph, nei, lad os ikke slaae ham ihjel, men blot kaste ham ned i Hulen herhenne i Ørken! Det skedte, saa, da 👤Joseph kom, greb de fat paa ham, trak Kjortelen af ham, og smeed ham ned i Hulen, som dog var tør. Derpaa lagde de sig ned, og holdt Maaltid, og imidlertid kom der en Trop reisende Kiøbmænd, som man kalder en Karavane, forbi, med alle deres Kameler, som dertillands bruges isteden for Vogne, at læsse allehaande Kram-Vahre paa, og disse Kjøbmænd vilde til 📌Ægypten, og nu fik En af 👤Josephs Brødre, som hedd 👤Juda, det Indfald at sælge ham til Kiøbmændene, og det tækkedes Brødrene, saa de trak ham op af Hulen, og solgde ham for tyve Lodd Sølv, 👤Ruben var ikke nærværende, da 👤Joseph blev solgt, og kom siden ene til Hulen for at trække ham op, og sende ham hjem, men saae med Forskrækkelse, at han var borte; og nu tog de andre Brødre 👤Josephs Kjortel, dyppede den i Blod, 22og sendte den til deres Fader, som kiendte den strax, tænkde, at 👤Joseph var revet ihjel af et vildt Dyr, og jamrede sig ynkelig over hans Død. 1. Moseb. 37.

XIII. 👤Joseph og hans Slægt i 📌Ægypten.

📌Ægypten var i gamle Dage et meget berømt Konge-Rige, hvor Kongen, hvad han saa end ellers hedd, immer kaldtes Pharao, saa det lod som Kongen var altid den Samme, og det er et forunderligt Land, i mange Maader; men hvad vi her maae især lægge Mærke til, er, at der løber en stor Flod, som kaldes 📌Nilen, langs igiennem Landet, og den Flod troede Ægypterne, som var af 👤Chams Afkom, paa, som en Gud, thi 📌Nilen pleier hvert Aar at oversvømme Markerne paa begge Sider, hvorved de baade vandes og giødes, saa Man behøver blot at besaae dem, for at høste mange Fold; men udebliver denne Oversvømmelse, da har man Misvæxt og Uaar.

Til dette vild-fremmede Land, førde Kiøbmændene 👤Joseph, og solgde ham som en Træl til Pharaos Krigs-Øverste, som kaldtes 👤Potiphar, men da 👤Joseph baade var smuk og klog, og havde Guds Velsignelse med sig, vandt han snart sin Herres Yndest, og blev behandlet ikke som en Træl, men som en Søn af Huset, indtil 👤Potiphars Hustru fik i Sinde at 23forføre ham til Udyd; men da 👤Joseph ikke vilde giøre hendes Villie, fordi det var Synd imod Gud, saa beløi hun ham for sin Mand, og fik ham sat i Fængsel.

Saa kom da 👤Joseph i Fængsel, fordi han ikke vilde giøre Ondt, men derfor var ogsaa Gud med ham, saa han blev ved et frit Mod, og fandt Naade for Fange-Fogedens Øine, og fik, da Guds Time kom, ikke blot sin Frihed igien, men endnu langt større Magt og Ære end han drømde om.

Det hændte sig nemlig, efter to Aars Forløb, at Pharao havde en Drøm, som han blev bange for, og som Ingen af alle Hexe-Mesterne i 📌Ægypten kunde forklare Kongen, saa han fandt det rimeligt. Da traadte en af hans Hofmænd frem, som var hans Mund-Skiænk, og sagde: jeg mindes i Dag, at jeg engang faldt i Unaade hos Kongen, og kom i Fængsel, tilligemed Hofbageren, og da drømde vi i Fængselet hver sin besynderlige Drøm, og der var en Ebraisk Unger-Svend, som forklarede os vore Drømme, og det gik i alle Maader, som han spaaede, saa Bageren blev hængt, og jeg fik mit Embede igien! Da sendte Pharao Bud efter 👤Joseph, og fortalde ham sin Drøm, som var, at der først kom syv fede Kiør op af 📌Nilen, og efter dem syv magre Kiør, som aad de Fede, men blev dog ved at 24være lige magre. Dertil svarede 👤Joseph: Gud lader hermed Pharao vide, hvad Han vil giøre; thi de syv fede Kiør betyder syv frugtbare Aar, og de Magre syv Uaar, som vil fortære Overflødigheden, og frembringe Hungers-Nød; men jeg vil raade Pharao, ved sine troe Mænd, at indsamle, i de syv frugtbare Aar, Femte-Delen af hele Landets Af-Grøde, og giemme det til Uaarene, thi saa bliver der ingen Hungers-Nød. Den Forklaring og det Raad behagede Pharao særdeles, saa han ikke alene satte 👤Joseph selv til at sørge for Ind-Samlingen af Kornet, men giorde ham til sin første Minister, og befalede alle sine Under-Saatter at ære og adlyde 👤Joseph, som det var ham selv.

Dengang nu den store Mis-Væxt kom, som strakte sig meget vidt, da blev der Hungers-Nød allevegne omkring, undtagen i 📌Ægypten, hvor der var saa stort et For-Raad, at Folk fra andre Lande strømmede did, og kiøbde af 👤Joseph, som stod for det Hele. Blandt mange Andre kom da ogsaa 👤Josephs Brødre til 📌Ægypten for at kiøbe Korn, og 👤Joseph kiendte dem strax, men de kiendte ikke ham i hans Herlighed, og han gav sig ikke tilkiende, før han havde tugtet dem taalelig for deres Slethed, og prøvet deres Hjerte-Lag mod deres Fader, og deres yngste Broder 25👤Benjamin; men da han fandt, at de fortrød deres onde Gierning imod ham, og elskede deres gamle Fader, blev han meget glad, og sendte Vogne med dem hjem til det Land 📌Canaan, hvor 👤Jakob boede, for at hente baade ham og hele Slægten ned til 📌Ægypten. Den gamle 👤Jakob turde neppe troe sine egne Øine og Øren, da han hørde, at 👤Joseph levede, og saae de ægyptiske Vogne, men da han mærkede, det maatte være sandt, blev han som en Død der kommer til Live, og skyndte sig til 📌Ægypten, at see sin elskelige Søn, men han holdt dog stille ved 📌Canaans Grændse-Skiel, ved 📌Beershaba, 👤Abrahams og 👤Isaks Brønd, og offrede der Brænd-Offer til sine Fædres Gud. Da talede Herren til ham, i et Natte-Syn, og sagde: 👤Jakob, 👤Jakob! Jeg er dine Fædres Gud; far du kun ned til 📌Ægypten, og frygt ikke, thi Jeg følger med dig, og giør dig til et stort Folk, og fører dig omsider tilbage, og dine Øine skal 👤Joseph lukke!

Siden kom 👤Jakob til 📌Ægypten, med hele sin Æt: Halvfjerdsindstyve i Alt, med ham, foruden Hustruerne, og Tyendet; og Pharao gav dem et Landskab, hvor de kunde boe for dem selv, fordi deres Hyrde-Liv var Ægypterne en Vederstyggelighed, og det Landskab kaldes 📌Gosen.

26👤Jakob var hundrede og tredive Aar, da han kom til 📌Ægypten, og dengang han saae 👤Joseph, sin elskelige Søn, og hængde hulkende af Glæde om hans Hals, da sagde han: nu vil jeg gierne døe; men han levede dog endnu sytten Aar derefter, og da han laae paa sit Yderste, velsignede han alle sine Sønner, og sagde mærkelige Spaadoms-Ord om deres Afkom, og paalagde dem at begrave ham i 👤Abrahams og 👤Isaks Grav, i 📌Canaans Land. Dermed hensov han sødelig, i sine fromme Fædres Tro og Haab, og 👤Joseph førde sin Faders Lig med kongelig Pragt og Følge op til 📌Canaans Land, og jordede det i 👤Abrahams Grav-Sted, i Hulen 📌Makpela, nær ved den Stad 📌Hebron.

Da 👤Jakob var død, frygtede 👤Josephs Brødre for, at han nu vilde hævne sig paa dem, men da 👤Joseph det hørde, sagde han til dem: frygter ikke! I havde vel Ondt, men Gud havde Godt i Sinde med mig, at denne Dag skulde oprinde, og meget Folk holdes i Live!

👤Joseph blev hundrede og ti Aar gammel, og, skiøndt, han havde været en Høvding i 📌Ægypten, og kun en Hyrde-Dreng i 📌Canaan, saa tog han dog paa sit Yderste det hellige Løfte af de Efterlevende, at naar deres Fædres Gud opførde dem til Landet som Han 27havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, da skulde de tage hans Been med sig, og jorde dem der. 1. Mosb. 39–50.

Andet Hoved-Stykke.

Om den Prophetiske Kirke i det Gamle Testamente.

I. 👤Moses.

Saalænge man i 📌Ægypten mindedes 👤Joseph, havde Israeliterne gode Dage, men da han var glemt, og de formerede sig stærkt, kom der en Konge, som frygtede for de Fremmedes Mangfoldighed, og søgde ved haard Trældom efterhaanden at udrydde dem. Da det imidlertid slet ikke hjalp, gav Pharao den ugudelige Forordning, at alle Israeliternes Drenge-Børn skulde kastes i 📌Nilen, og druknes, men Gud var med Israel, og styrede det saaledes, at netop herved Israeliternes Befrielse blev underlig forberedt.

En af 👤Jakobs Sønner hedd 👤Levi, og 👤Levi avlede 👤Kahat, og 👤Kahat avlede 👤Amram, men 👤Amram avlede en Søn i de Dage, der den Befaling var udgangen, at de nyfødte 28Drenge skulde kastes i Floden, og hans Moder skjulde ham i 3 Maaneder, men der hun ikke kunde skjule ham længer, da gjorde hun en Kiste af Vidier, og lagde Drengen deri, og satte den Kiste imellem Sivet ved Bredden af Floden. Da føiede Gud det saa, at Pharaos, det er Kongens Daatter kom til det samme Sted, og som hun gik der med sine Jomfruer ved Floden, da saae hun Kisten, og lod sig den hente, og lukde den op, og der hun saae den lille grædende Dreng, da rørde Gud hendes Hjerte, og hun ynkedes over ham, og tog ham, og lod ham opamme, men der han blev større, havde hun ham hos sig, og kaldte ham 👤Moses, det er den Optagne af Vandet, og lod ham flittelig oplære i al Ægypternes Viisdom og Kundskab. Denne 👤Moses var det, Gud havde udseet til sin Tjener, til at udføre sit Folk af 📌Ægypten.

Da 👤Moses blev stor, vilde han heller være hos sit undertrykte Folk, end i Kongens Gaard, og da han engang saae en Ægypter mishandle en Israelit, slog han Ægypteren ihjel, og maatte derfor gaae i Land-Flygtighed.

👤Moses var nu i 📌Arabien, i 📌Midians Landskab, mangfoldige Aar, og han giftede sig der, og var en Hyrde, men i hans firsindstyvende Aar, der han var med Hjorden ved et Bjerg, som kaldes 📌Horeb, da saae han en 29Torne-Busk staae i lys Lue, uden dog at fortæres, og der han gik nærmere, for at betragte det underlige Syn, da talede Herren til ham, og sagde: 👤Moses, 👤Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi du staaer paa hellig Grund! Jeg er din Faders Gud, 👤Abrahams og 👤Isaks og 👤Jakobs Gud! Da skjulde 👤Moses sit Ansigt, af Undseelse for Gud, men Herren blev ved at tale til ham, og befalede ham at udføre Israels Folk fra 📌Ægypten, og føre dem til det forjættede Land. 👤Moses undskyldte sig nu vel med sin Ringhed, men Herren sagde: Jeg vil være med dig, og 👤Moses indvendte fremdeles, at, naar han sagde, Gud havde sendt ham, da vilde Folket ikke troe ham, men Herren svarede: hvad er det, du holder i Haanden? og da 👤Moses sagde, det er en Kjep, da befalede Herren ham at kaste den paa Jorden, og see, den blev til en Slange, saa 👤Moses var bange for den, indtil Herren sagde: grib den om Halen! men da vovede han det, og see, det blev en Kjep igjen! Endnu indvendte 👤Moses, at han havde hverken et klart Maal, ikke heller en flydende Tunge, som de maae have, der skal føre Ordet i Kongers Gaard, men Herren sagde til ham: hvem haver givet Mennesket Mund; hvem uden Jeg, Jehovah! saa gaae kun nu du, og jeg vil være med din Mund, og lære dig, hvad du 30skal tale! Endda vægrede 👤Moses sig, og bad Herren at sende en Anden, men da blev Herren vreed, og sagde: nu, saa kiender Jeg din Broder 👤Aaron, han er en veltalende Mand, og han skal møde dig, og du skal lægge ham Ordene i Munden, og Jeg vil være med din Mund, og med hans Mund, og lære eder, hvad I skal giøre.

Nu drog da 👤Moses tilbage til 📌Ægypten, og 👤Aaron mødte ham, som Herren havde sagt, og de kom til Israels Folk, og trøstede dem med Herrens Ord, og giorde Jær-Tegn for deres Øine, til Vitterlighed, saa Folket troede, og tilbad Jehovah, deres Fædres Gud. Men da 👤Moses og 👤Aaron kom til Pharao, og sagde: saa siger Herren, Israels Gud, lad mit Folk fare! da vilde Pharao ikke, men svarede i sin Hovmodighed: hvem er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde, den Herre, ham kiender jeg ikke, og jeg vil ikke lade Israel fare. Dog, ikke det alene, men Pharao gav ogsaa Befaling til, at Israeliterne skulde plages meer en før, saa de jamrede sig, og bebreidede 👤Moses og 👤Aaron, at de havde ophidset Pharao til reent at ødelægge dem. Da blev 👤Moses modfalden, og klagede sin Nød for Herren, men Herren sagde til ham: du skal faae at see, hvad Jeg giør ved Pharao, til han lader Folket fare, ja, til han selv uddriver dem af sit Land! 2. Moseb. 1–6.

31

II. Udgangen af 📌Ægypten.

Herren holdt Ord; thi da 👤Moses og 👤Aaron havde giort store Jær-Tegn for Pharaos Øine, saa at ogsaa alt Vandet i 📌Nilen blev til Blod, men Pharao ændsede det ikke, see, da lod Herren mange Plager komme over 📌Ægypti Land, over Markens Grøde, over Kvæget, og over Folkene, og Herren satte Skiel mellem sit Folk og Ægypterne, saa i 📌Gosen-Land, hvor Israeliterne boede, kom Ingen af Plagerne, til et Tegn for Pharao, at det var Israels Gud, som giorde alle disse Ting. Saaledes var der engang, i hele tre Dage, bælgmørkt overalt i 📌Ægypten, undtagen i 📌Gosen-Land, hvor der var lyst, og hvergang der kom en saadan Plage, da lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde, og lovede, at Folket maatte reise; men naar saa 👤Moses bad til Gud, og Plagen holdt op, da var Pharao lige haard og trodsig, indtil den sidste Plage kom, da Herren sendte Dødens Engel giennem Landet, og de døde paa een og samme Nat, alle de Første-Fødte i 📌Ægypten, fra Kongens Første-Fødte, indtil Fangens, saa der blev Sorg i Kongens Gaard, og Graad i alle Huse, undtagen i 📌Gosen-Land; thi Herren havde befalet Israeliterne at slagte et Lam i hvert Huus, og stryge Blodet deraf paa Dør-Stolperne, saa skulde Dødens Engel gaae deres Huse forbi, og ei røre dem. Lam32met skulde de stege, og spise det, staaende til Bords i deres Reise-Klæder, med deres Vandrings-Stav i Haanden, og det, sagde Herren, skulde siden, naar Han havde udført dem fra 📌Ægypten, være en aarlig Skik, og kaldes Paaske-Høitid, til et Minde om deres Redning fra Døden, og deres Befrielse fra det ægyptiske Aag.

I den samme Nat stod Pharao op i Forskrækkelse, og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, og sagde: gjører eder færdige, og gaaer ud af mit Land, Saamange som I ere, med Alt hvad I have, og tjener eders Gud, og beder godt for mig! Og alle Ægypterne skyndte paa Israels Folk, at de skulde komme snart ud af Landet, og de reiste, og toge 👤Josephs Been med sig, som han bød dem paa sit Yderste.

Det varede imidlertid ikke længe, førend Pharao fortrød, at han havde ladet Israeliterne reise, og han forsamlede sine Krigs-Folk, og sine Strids-Vogne, og satte efter dem, og naaede dem ved et stort Vand, som kaldes 📌det røde Hav. Dengang nu Israeliterne saae Pharao komme nær, med hans Vogne og Ryttere og med al hans Krigshær, da bleve de saare bange i Sindet, og knurrede mod 👤Moses, og sagde: var der ikke Grave nok i 📌Ægypti Land, siden du førde os ud til at døe i Ørken? Da sagde 👤Moses til Folket: 33frygter ikke, staaer, og seer Herrens Frelse! Herren vil stride for eder, og I, I skal tie. Og 👤Moses udstrakde sin Haand over Havet i Herrens Navn, og Herren lod Vandet bortfalde ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Muur paa deres høire og venstre Side, men der de vare komne over, og Ægypterne fulgde efter, da sagde Herren til 👤Moses: udstræk din Haand over Havet! og han gjorde saa, og Vandene faldt tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og deres Ryttere, og der blev end ikke Een levende af dem Alle.

Saaledes udfriede Herren sit Folk af Pharaos Hænder, og 👤Moses gjorde en Psalme derom, som Folket sang, og prisede Gud, som havde gjort store Ting for dem, og nedslaaet den mægtige Krigs-Hær, der sank som Steen og som Bly til Havets Bund! 2 Moseb. 7–15.

III. Vandringen i Ørken.

For at Israels Folk grandgivelig skulde see, at Herren var med dem, lod Han en Sky-Støtte vandre foran dem om Dagen, og en Ild-Støtte om Natten, og Han vilde snart ført dem til 📌Canaans Land, som Han havde 34lovet deres Fædre, 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, naar de vilde været Ham lydige, og gjort hvad Han bød dem, ved 👤Moses sin Tjener; men det vilde de ikke, og derfor maatte de vandre omkring i 📌Arabiens Ørk hele fyrretive Aar, til de vare alle døde, som uddrog voxne af 📌Ægypten, saa nær som to Mænd, 👤Josva og 👤Kaleb.

Imidlertid opholdtes Israeliterne i Ørken paa forunderlige Maader, og Herren gjorde store Tegn for deres Øine, saa Han lod Vand springe ud af en Steen-Klippe, da de tørstede, og lod Manna for Brød nedfalde til dem fra Skyerne, som Dugg om Morgenen; og det skedte, dengang de kom i 📌Sinai Ørk ved 📌Horebs Bjerg, der, hvor Herren havde talet til 👤Moses, fra den brændende Tornebusk, da talede Herren fra Bjerget, lydelig til alt Folket, med tordnende Røst, og sagde: Jeg er Jehovah, din Gud, som udfriede dig fra 📌Ægypti Land, af Trælle-Huset; du maa ikke have andre Guder end mig! Du maa ikke misbruge Jehovahs, din Guds Navn! Kom Hvile-Dagen ihu, at Du holder den hellig! Ær Din Fader, og Din Moder, saa du kan blive gammel af Dage i Landet, som Herren din Gud giver dig! Du maa ikke myrde! Du maa ikke bryde Ægteskabet! Du maa ikke stjæle! Du maa ikke vidne falskelig 35imod din Næste! Du maa ikke attraae din Næstes Huus! Du maa ikke attraae Din Næstes Hustrue, eller hans Karl eller hans Pige, eller hans Oxe eller hans Asen, eller Noget som hører Din Næste til!

Disse ere de ti Guds Bud, som ogsaa høre til de Christnes Børne-Lærdom og skal holdes til Verdens Ende, af alle dem, som frygte Herren, men Gud gav desuden Israeliterne mange andre Bud og Love, ved sin Tjener 👤Moses, som kun skulde gjælde for dem, til den store Prophet kom, som 👤Moses spaaede om, og sagde, at alle Hans Ord skulde Folket adlyde. Saalænge skulde Israeliterne ogsaa være et Folk for sig selv, med Gud til deres Konge, og 👤Moses indrettede en Helligdom, som kaldtes Tabernaklet, efter et Mønster, Gud viiste ham paa Bjerget, hvor der skulde offres Lam og Øxne og andre Dele paa Herrens Alter, og hvor Folket skulde forsamles om Paasken, og paa andre Høitider, at ære deres Gud, og høre hans Befalinger. 👤Aaron og Søn efter Fader, i hans Æt, skulde være Ypperste-Præst, til at forestaae Offringerne, og adspørge Gud om tvivlsomme Sager i Helligdommen, men hele 👤Levis Stamme, hvortil 👤Moses og 👤Aaron hørde, skulde gjøre Tjeneste ved Tabernaklet, og undervise Folket om alle Guds Bud og Befalinger, og de kaldtes Præster og Leviter.

36Hvile-Dagen var den syvende Dag i hver Uge, som skulde helligholdes, til et Minde om Herrens Hvile efter Verdens Skabelse, og de store Høitider vare, foruden Paasken, først Pindse-Festen til at offre Aarets Første-Grøde, ogsaa Løv-Salenes Høitid, naar Viin-Høsten var fuldendt, til en Takke-Fest og et bestandigt Minde om Livet under Telt i Ørken.

👤Moses kom ikke heller selv ind i 📌Canaans Land, men han levede dog, til de fyrretive Aar vare næsten til Ende, og førde Folket lige til 📌Jordans Flod, som løber østen for 📌Canaan. Og det skedte, der 👤Moses vidste, at hans Dages Tal var fuldt, da gik han frem for al Israel, og talede, og sagde til dem: jeg er i Dag hundrede og tyve Aar gammel, jeg kan ikke længere gaae ud og gaae ind for dit Ansigt, thi Herren sagde til mig: du skal ikke gaae over denne 📌Jordan, men Herren din Gud, Han gaaer over for dit Ansigt, Han skal ødelægge Folkene for dit Ansigt, og 👤Josva, han skal gaae over for dine Øine, saasom Herren haver sagt. Og 👤Moses havde talet alle Herrens Buds Ord for Israels Børn, for de Unges Øren, som vare opvoxne i Ørken, og kommet alle Herrens store Gjerninger ihu, og han havde sagt: hør Israel! Herren vor Gud, Herren er Een, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, 37og af al din Formue, og du skal elske din Næste som dig selv, og I skal elske den Fremmede, thi I have selv været fremmede i 📌Ægypti Land, og Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke dømmer efter Anseelse, og tager ei Skiænk, som skaffer Faderløse og Enker Ret, og som elsker den Fremmede, at give ham Føde og Klæde! See! jeg lægger i Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse: Velsignelse, naar I lyde Herrens, eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag, men Forbandelse, dersom I ikke lyde Herrens, eders Guds Bud, men vige af den Vei, som jeg byder eder i Dag. Og 👤Moses skrev alle Herrens Ord i en Bog, og befalede, at naar al Israels Menighed kom tilsammen hvert syvende Aar at sees for Guds Ansigt, da skulde alle Bogens Ord læses for deres Øren. Og Herren gav 👤Moses en hellig Sang i hans Hjerte, og lagde den Sangs Ord paa hans Tunge, og bød ham at tale den for Israels Øren, saa de kom den ihu, og at skrive den i Bogen, for Israels Børn, til et Vidnesbyrd, naar de forlode Herrens Veie og gik hen at tjene Afguder. Men det skedte, da 👤Moses havde fuldendt sin Gjerning og sin Tale, da gik han op paa 📌Nebo-Bjerg, som Herren befoel ham, og Herren oplod hans Øie, saa 38han beskuede 📌Canaans Land, det forjættede Land, indtil det yderste Hav, og han døde der, og Herren begrov ham.

👤Moses var hundrede og tyve Aar gammel, da han døde, og hans Syn var ikke blevet svagt, og han var i sin fulde Kraft, og Herren haver givet ham det Vidnesbyrd, at Mage til Tjener, saa taalmodig og saa tro i al sin Gierning, som han var, er ikke fundet paa Jorden. Med ham talede Herren aabenbarlig, ei som i Drømme-Syn, men som en Mand taler med sin Jævnlige, og lærde ham at skrive Sandhed om Verdens Skabelse, og om alle Patriarchernes Dage! 2 Moseb. 16. 20. 5 Moseb. 16. 31. 32. 34.

IV. 👤Josva.

👤Josva, 👤Nuns Søn, nedstammede fra 👤Joseph og hans Søn 👤Ephraim, og Gud havde befalet 👤Moses at lægge sine Hænder paa hans Hoved, og velsigne ham til sin Efter-Mand i Høvdingskabet for Israels Børn, og da 👤Moses var død, sagde Herren til 👤Josva: lav dig nu til, og gak over 📌Jordan med Folket, til det Land, som Jeg vil give dem, og Jeg vil være med dig, ligesom Jeg var med 👤Moses, saa vær du kun frimodig, der skal Ingen kunne staae sig imod dig, alle dine Leve-Dage!

Saa gik da 👤Josva over 📌Jordans Flod 39med alt Folket, og Vandet adskildte sig for dem, lige som i 📌det røde Hav, saa de kom tørskoede over, til et Tegn, at Herren vilde være med 👤Josva, lige som han var med 👤Moses.

Det var ugudelige Folk som boede i 📌Canaans Land, og Herren havde sparet dem længe, men da de ikke vilde forbedre sig, saa havde Herren nu besluttet at udrydde dem, og at give Israeliterne Landet, og til et Tegn, at det var Herren selv, som indtog Landet, befalede Han, at den første Stad de kom til, hvis Navn var 📌Jericho, skulde de kun gaae tause omkring i sex Dage, og paa den syvende Dag lade Præsterne blæse i deres Horn, saa skulde Murene styrte!

Det skedte, og der faldt stor Forskrækkelse over Landets Indbyggere, da de hørde, hvordan Jehovah streed for sit Folk, og de Konger, som vovede at drage Sværd imod 👤Josva, de faldt, og han indtog mange faste Stæder, og Saameget af Landet, som Folket kunde bebygge, og uddeelde det imellem Stammerne og deres Slægter, til evig Arv og Eie. Og det skedte efter mange Aar, der Herren havde skaffet Israel Rolighed for alle deres Fiender trindt omkring, og 👤Josva var gammel af Aars Tal, da forsamlede 👤Josva alt Folket, og han kom alle Herrens store og underlige Gjerninger ihu, dem, som Han havde gjort, fra den 40Time, der Han kaldte ad 👤Abraham sin Tjener paa hin Side Floden, og lod ham omvanke i 📌Canaans Land, indtil denne Dag, da Herren havde gjort sin Tjeners 👤Abrahams Sæd mangfoldig og stærk, og indført dem i det forjættede Land til at eie det. Og 👤Josva sagde til de Ældste og Øversterne blandt Folket: saa værer nu frimodige til at holde og gjøre alt det, som er skrevet i 👤Moses Lovbog, at I ikke vige derfra til høire eller venstre Side; da skal een Mand af eder forfølge Tusinde, thi Herren eders Gud, Han er den, som strider for eder. Men dersom I vende tilbage, og hænge ved disse øvrige Hedninger, og I gjøre Svogerskab med dem og holde Omgiængelse med dem, da skal I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke fremdeles fordrive disse Folk fra at være for eders Ansigt, men de skal blive Eder til en Strikke og til en Snare og til en Svøbe paa eders Sider, og til Torne i eders Øine, indtil I omkomme af dette det gode Land, som Herren eders Gud haver givet eder. Og 👤Josva sagde til Folkets Menighed: saa frygter nu Herren, og tjener Ham i Fuldkommenhed og Sandhed; eller, om det mishager eder, at tjene Jehovah, saa udvælger i Dag, hvilke Guder I vil tjene, jeg og mit Huus vi vil tjene Herren. Da svarede alt Folket 41og sagde: det skal være langt fra os at forlade Herren, til at tjene fremmede Guder, thi Jehovah, vor Gud, Han er den, som opførde os og vore Fædre af 📌Ægypti Land, af Trældommens Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os, paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og blandt alle de Folk, som vi have gaaet midt igjennem. Saa tjende Israel Herren, saalænge 👤Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter 👤Josva, og som vidste al Herrens Gjerning, som Han havde gjort imod Israel. Jos. 1–6. 23. 24.

V. Dommerne før 👤Samuel.

Efterat 👤Josva var død, og de Gamle, som havde seet Herrens underlige Gierninger, da glemde Mængden af Folket Jehovah, den sande Gud, som skabde Verden, og som udførde Israel af 📌Ægypten, og de gav sig til at tjene Hedningernes Afguder, som boede i Landet. Da gik det dem ilde, som 👤Moses havde spaaet, og Israeliterne bleve de samme Hedningers Trælle, hvis Guder de tilbad; men naar de saa i deres Elendighed kom ihu, at Jehovah var deres Gud, og de raabde til Ham, da opvakde Han vældige Mænd iblandt dem, som udfriede dem af deres Fienders Haand, og disse Mænd, som derpaa blev ved i deres 42Livs-Tid at være Høvdinger i Landet, de kaldtes Dommere.

De Navnkundigste af disse Dommere ere 👤Ehud og 👤Gideon, 👤Jephta og 👤Samson, og 👤Samuel, som blev den Sidste.

VI. 👤Samuel.

Tabernaklet, med Herrens Helligdom, som kaldtes Arken, stod i Byen 📌Silo, og endskiøndt Folket tilbad Afguder, og overtraadte alle de ti Guds Bud, saa blev dog Offringen, og den øvrige Kirke-Tjeneste i Tabernaklet, holdt ved lige, og 👤Aarons Ætmænd vare Ypperste-Præster. En af disse hedd 👤Eli, og han troede selv paa Gud, og levede skikkelig, men hans Sønner vare aabenbar ugudelige og ryggesløse, og dog elskede 👤Eli dem høiere end han elskede Gud; thi vel sagde han til dem, at det klædte ilde, som de førde sig op, men han nænde dog ikke engang at see suurt til dem, end sige at tugte dem.

Herren havde imidlertid bestandig en liden adspredt Flok af sande Tilbedere, og blandt dem var i 👤Elis Dage en Kvinde, ved Navn 👤Hanna, som var gift med 👤Elkana, udentvivl en Levit, som boede paa 📌Ephraims Bjerg. 👤Hanna gjorde det Løfte, at dersom Herren gav hende en Søn, vilde hun opoffre ham til Herrens Tjeneste ved Tabernaklet i 43📌Silo, og det skedte: hun fik en Søn, og kaldte hans Navn 👤Samuel, (som betyder Guds Gave) og førde ham alt som en lille Dreng op til 👤Eli, at han skulde tjene i Helligdommen.

Det var dengang længe siden, Herren havde talet til Nogen i 📌Israel; men nu skedte det, en Nat, da Drengen 👤Samuel laae i Tabernaklet, at han hørde en Røst, som kaldte paa ham, ved hans Navn, og han tænkde først, det var 👤Eli, og gik til ham, og spurgde hvad han vilde; men 👤Eli sagde: jeg kaldte ikke, gak du kun og lægg dig! Det Samme skedte anden, og tredie Gang; men da skiønnede 👤Eli, at det maatte være Herren, som kaldte paa 👤Samuel, og sagde derfor til ham: gak hen og lægg dig, men kaldes der igien, da skal du svare: tal, Herre! din Tjener hører det. Da kom Herren, og kaldte: 👤Samuel! 👤Samuel! og 👤Samuel svarede, som han var underviist, og Herren forkyndte ham, at Han vilde lade stor Straf komme over 👤Eli, og over hans Huus, fordi han saae sine Sønners Ugudelighed, og straffede dem ikke.

Om Morgenen vilde 👤Eli vide, hvad Herren havde sagt, og 👤Samuel fulgde Sandheden, skiøndt det var knapt, han turde, og som Herren havde talet, saa skedte det.

Der boede et Folk ved Havet sydvest for 44📌Israel, som kaldtes Philisterne, og det var efter Mand-Tal kun et lidet Folk, men de var modige og stærke, og Herren havde givet Israel, som ikke vilde tjene Ham trolig, i deres Haand. Der havde imidlertid nylig været en Kæmpe i 📌Israel, ved Navn 👤Samson, som havde slaaet Philister i Tusind-Tal, og nu havde Israeliterne taget Mod til sig, saa de forsamledes til en Krigs-Hær, og drog ud at strides med Philisterne, og de tænkde, at Herren, Jehovah, skulde hjelpe dem, ligesom i gamle Dage, fordi de havde taget Arken ud af Tabernaklet, og lod den bære foran sig i Slaget, men Herren vilde ikke hjelpe dem, og de leed et stort Nederlag.

👤Eli var dengang otte og halvfemtsindstyve Aar gammel, og han var bange for hvad der vilde skee, og sad uden for Stads-Porten ved 📌Silo, og ventede ængstelig paa Udfaldet. Da kom der en Flygtning fra Striden, med sønderrevne Klæder, og sagde til 👤Eli: Israel tog Flugten, Mange faldt, begge dine Sønner ere døde, og Guds Ark er taget; og da 👤Eli hørde al den Ulykke, og at Arken var faldet i Hedningernes Hænder, da faldt han baglængs ned af Stolen, og brækkede sin Hals.

Philisterne havde en Afgud, som de kaldte Dagon, og i hans Tempel satte de Jehovahs Ark, men næste Morgen laae Dagons Bil45led-Støtte paa Dør-Tærskelen med afhugget Hoved, og der kom en piinlig Sygdom over Folket i Staden, og da Philisterne flyttede Arken til en anden By, flyttede Sygdommen med, saa tilsidst satte de den paa en Vogn, og spændte et Par Kiør for Vognen, som var ikke vant til at trække, og som havde deres Kalve hjemme; men desuagtet fulgte Kiørene Veien op til 📌Israels Land, hvoraf da Philisterne sluttede, at det var Jehovah selv, som havde stridt for sin Helligdom.

Saaledes kom da Arken tilbage til 📌Israel, og 👤Samuel talede Guds Ord til Folket saa ivrig og saa idelig, at de lode Afguds-Dyrkelsen fare, hvorpaa Herren ogsaa gav dem Magt og Mod til at værge Landet, ja, slog Philisterne med Forfærdelse, saa Israel fik Fred alle 👤Samuels Dage.

Dengang imidlertid 👤Samuel blev gammel, da fik Folket Lyst til at have en Konge, ligesom Hedningerne, fordi de indbildte sig, at Kongen saa kunde forsvare dem, enten de tjende den sande Gud eller Afguderne; og det gjorde 👤Samuel meget ondt, at de ikke bedre skiønnede paa den Lykke, at have Gud selv til deres Konge; men dog gjorde 👤Samuel, efter Herrens Befaling, hvad Folket forlangde, og salvede en Mand, ved Navn 👤Saul, af 👤Benjamins Stamme, til Konge over 📌Israel.

46I Begyndelsen tjende 👤Saul Jehovah, og var lykkelig mod Landets Fiender, men han blev snart selvraadig og gienstridig, og da forkyndte 👤Samuel ham i Herrens Navn, at Riget skulde gives til en Anden, men dog beholdt 👤Saul det til sin Død, og gjorde meget Ondt! 1 Sam. 1–15.

VII. Hyrde-Drengen i 📌Bethlehem.

Der boede en Mand af 👤Juda Stamme i den lille By 📌Bethlehem, og denne Mand, hvis Navn var 👤Isai, havde otte Sønner, og nu sagde Herren til 👤Samuel: hvorlænge vil du sørge for 👤Saul, nu Jeg har forskudt ham fra at være 📌Israels Konge, fyld dit Horn med Olie, og gak hen! Jeg vil sende dig til 👤Isai den Bethlehemiter, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge. Saa gik 👤Samuel til 📌Bethlehem, til 👤Isai, og saae hans Sønner, og det skedte, der 👤Eliab den Ældste gik frem, da tænkte 👤Samuel: visselig, denne er Herrens Salvede, men Herren sagde til ham: see ikke til hans Anseelse eller Vextes Høihed, thi Jeg har vraget ham; et Menneske betragter det Øiensynlige, men Herren seer paa Hjertet. Saa ginge 👤Isais Sønner, syv udi Tal, forbi 👤Samuel, men det var ingen af dem, og 👤Samuel sagde til 👤Isai: ere de unge 47Karle her alle tilsammen? Da svarede 👤Isai: den Yngste er endnu tilbage, og see! han vogter Smaakvæget. Saa blev 👤David hentet fra Faarene, og han kom frem, og var rødmosset, med deilige Øine og faver Skikkelse, og Herren sagde: staa op, og salv ham! thi ham er det! Saa tog 👤Samuel Oliehornet og salvede ham, og Herrens Aand blev stærk over 👤David, fra den samme Dag og fremdeles; men Herrens Aand var veget fra 👤Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham. Da sagde 👤Sauls Tjenere til ham: see, en ond Aand forfærder dig, lad dog en Mand gaae frem, som forstaaer at lege paa Harpe, og det skal skee, naar han leger med sin Haand, da bliver det godt med dig, og 👤Saul sagde: ja, Kiære! seer mig om en saadan Mand! Da svarede en af de unge Karle, og sagde: see! jeg saae 👤Isais Søn, han kan godt lege, og er forstandig i Ord, og deilig, og Herren er med ham. Da sendte 👤Saul Bud, og 👤David kom, og stod for hans Ansigt, og han elskede ham saare, thi det skedte, naar Aanden var over 👤Saul, da tog 👤David Harpen og legede med sin Haand, og 👤Saul blev oplivet, og det blev godt med ham, og den onde Aand vigede fra ham. 1. S. B. 16.

48

VIII. Philisteren 👤Goliath.

Der havde fordum boet endeel Jetter, det er, uhyre store og stærke Folk, i 📌Canaan, og der var endnu en Levning af dem blandt Philisterne. Til dem hørde 👤Goliath, som var over sex Alen høi, og er blevet mere navnkundig ved sit Fald, end alle Jetter ved Seirene, de have vundet. Det skedte nemlig, engang, at 👤Saul, som saa tit, var draget ud med sin Krigs-Hær imod Philisterne, og begge Hærene stod hver paa sit Bjerg, i hinandens Paasyn, saa der var en Dal imellem dem, og 👤Goliath gik frem i Dalen, med Hjelm og Brynie, klædt i Kaabber fra Top til Taa, og han raabde pralende: see, her er en Philister, er der nu en Mand i 📌Israels Hær, som tør møde mig, da vil vi prøve Styrke, og den som vinder, hans Folk skal have vundet! Dermed satte han Skræk i 👤Saul og i hans Krigs-Hær, men da sagde 👤David til 👤Saul: min Herre lade kun ei Modet falde, din Tjener gaaer hen og slaaes med Philisteren! Nei, sagde 👤Saul, det gaaer aldrig godt, at du som er kun en Knøs endnu, vil slaaes med ham, der er en gammel Krigs-Mand! Jo, sagde 👤David, da jeg vogtede min Faders Faar, sloges jeg om et Lam af Hjorden baade med 49en Løve og med en Bjørn, og jeg fældte dem Begge, og det skal ei gaae Philisteren bedre, som har forhaanet den levende Guds Fylking! Velan! sagde 👤Saul, saa gak, og Herren være med dig!

👤David fik nu Krigs-Klæder paa, men da han vilde røre sig i dem, faldt den Dragt ham for ubevandt, saa han lagde baade Hjelm og Brynje og Sværd tilside, og bevæbnede sig kun med sin Hyrde-Stav, og med sin Slynge, hvortil han tog fem glatte Stene ved Bækken, og stak i Tasken. 👤Goliath foragtede Drengen, og sagde: er jeg en Hund, at du gaaer imod mig med Kieppe, og han bandede 👤David ved sine Guder, og sagde: kom hid, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kiød! Men 👤David svarede og sagde: du kommer til mig med Sværd og med Spyd og med Skjold, men jeg kommer til dig i den Herre Zebaoths Navn, hvem du har forhaanet; paa denne Dag skal Herren give dig i min Haand, og jeg skal slaae Dig, og tage dit Hoved af dig, og give Kroppe af Philisternes Hær til Fuglene under Himmelen, og til Dyrene paa Marken, saa alt Landet skal mærke, at der er en Gud i 📌Israel, og al denne Menighed skal kiende, at Herren ikke frelser ved Sværd og ved Spyd, thi Stri50den er Herrens, og Han skal give eder i vor Haand. Men der han dette havde sagt, da tog han en Steen, og slog med Slyngen, saa Stenen sad fast i Philisterens Pande, og han faldt paa sit Ansigt til Jorden, og 👤David fik Magt, og stod hos 👤Goliath, og uddrog Sværdet af Balgen, og huggede hans Hoved af med hans eget Sværd, og der Philisterne saae, at deres Kæmpe var død, da flygtede de, men 📌Israels Mænd forfulgte dem, og slog dem i et stort Slag, og tog deres Leir. Og det skedte, at 👤Jonathan, 👤Sauls Søn, elskede 👤David fra den samme Dag, som sin egen Sjel, men der de kom tilbage fra Philisternes Slag, da vare Kvinderne af 📌Israels Stæder udgangne mod Kongen, med Sang og med Dands, med Trommer og Strængeleeg, og Glædskabs Lyd, og Kvinderne legede paa Strænge, og sang med hverandre: 👤Saul sine Tusinde slog, og sine Titusinde 👤David; derover blev 👤Saul meget vreed, og sagde: mig gav de Tusinde, men 👤David gav de Titusinde, og med Tiden bliver endogsaa Kongeriget hans, og 👤Saul saae mistænkelig paa 👤David fra den Dag og derefter. 1 S. B. 17. 18.

IX. 👤Sauls Vanvittighed og Fald.

👤Saul havde en ond Samvittighed, derfor var 51han mistænkelig paa 👤David, om hvem det slog ham, at han var Manden, som Gud havde udseet til sit Folks Fyrste, og det stod levende for ham, at det er ligesaavel Galenskab, som det er Synd, at sætte sig op imod den Herre, som haver al Magt i Himlen og paa Jorden; derfor blev hans Tanke-Gang forvirret, og han var et ulykkeligt Menneske: snart rasende, og snart modfalden og bedrøvet, i sin Fortvivlelse. Det hjalp nu ikke længer, naar Raseriet kom over ham, at 👤David slog Harpen, thi 👤Saul stak sit Spyd efter ham, og skiøndt han gav 👤Goliaths berømte Bane-Mand sin Daatter 👤 Michal til Ægte, pønsede han dog idelig paa, at faae ham taget af Dage, saa 👤David maatte rømme Kongens Gaard, og vanke ustadig omkring i Ørken og imellem Bjergene, hvor der snart sankede sig en Flok dristige Mænd omkring ham, deels fordi en Helt som han kan aldrig fattes Følge-Svende, hvor der er Mod og Manddom, og deels fordi 👤Saul blev daglig mere mistænkelig, rasende, og blodtørstig, saa han endog stak Spyd efter sin egen Søn 👤Jonathan, fordi han elskede 👤David, thi heraf fulgde, at Mange af de ædleste og dygtigste Mænd flygtede fra 👤Sauls Aasyn, og flokkedes om 👤David.

Det var imidlertid langt fra, at 👤David 52vilde støde 👤Saul fra Thronen, og derpaa gav han mageløs klare og rørende Beviser; thi hvor tit end 👤Saul forfulgde ham med sine Krigs-Folk, satte han sig dog aldrig til Modværge, men flygtede, og da det hændte sig engang, at 👤Saul kom alene ind i en Klippe-Hule, hvor 👤David laae med alle sine Kæmper, vilde han dog ikke lægge Haand paa Herrens Salvede, men skar kun en Flig af hans Kappe, til et Kiendemærke paa hvad han kunde have gjort. Denne 👤Davids Ædelmodighed rørde 👤Saul saa stærkt, at han græd, og sagde: min Søn 👤David: du er bedre end jeg, thi du betalde Ondt med Godt, og derfor vil Gud lønne dig, saa du bliver Konge, og din Throne staaer fast; men lov mig blot, at du ikke da vil ødelægge min Afkom! Det lovede 👤David ham gjerne, og 👤Saul drog hjem med sit Krigs-Folk; men det varede dog ikke længe, før han atter drog ud efter 👤David, for at slaae ham ihjel, og da kom han igjen i 👤Davids Haand, thi 👤David havde udspeidet 👤Sauls Leir, og gik derind om Natten, med sin Søster-Søn 👤Abisai, lige ind i Skjoldborgen, hvor 👤Saul laae og sov, midt imellem sine Drabanter, og 👤Abisai vilde stukket Spydet gjennem den sovende Konge, men 👤David forbød ham det, og tog kun 👤Sauls Spyd, og en Vand-Krukke, som 53stod ved hans Hoved-Gjærde, og gik op dermed paa det næste Bjerg, og raabde med høi Røst paa 👤Abner, som var 👤Sauls Strids-Høvedsmand, og sagde til ham: see, her er Kongens Spyd, og Vand-Krukken som stod ved hans Hoved; hvorledes holder I Vagt over eders Herre! Da skammede 👤Saul sig igien, velsignede 👤David, og drog hjem, men nu var 👤David træt af det omvankende Liv i bestandig Døds-Fare, og gik frivillig i Land-Flygtighed hos Philisterne, hvor han fik en Stad paa Grændsen at beboe med sine Folk.

Aaret derefter udbrød der atter Krig mellem 👤Saul og Philisterne, og 👤Saul var saare modfalden og urolig, og lod Jehovah adspørge om Udfaldet, men fik intet Svar, og vendte sig saa i Fortvivlelse til en Kvinde, som lagde Vinn paa Kogleri og sorte Konster, og han forlangde, at hun skulde mane ham 👤Samuel op, som var død for nogle Aar siden. Alle saadanne Hexerier og Trolddoms-Konster var strængelig forbudne i Herrens Lov, og 👤Saul havde før været en haard Dommer over alle dem, som befattede sig dermed; men nu var han kommet til den Yderlighed, at han, under et fremmed Navn, søgde Oplysning i hvad han selv havde fordømt som Mørke, og det skedte ved Natte-Tid, under Hexens Manelser, at der kom 54en Skygge frem, som forbausede hende selv, og hun blev bange for sit Liv, thi hun mærkede, det var Kong 👤Saul, hun havde for sig. 👤Saul spurgde Kvinden, hvad hun saae; og Hexen svarede: jeg saae Guder opstige af Jorden, der kommer en Olding, svøbt i sin Kappe! Da tænkte 👤Saul strax, det var 👤Samuel, og bukkede sig ærbødig til Jorden, men Skyggen tiltalede ham og sagde: hvi giør du mig Uro med at gaae igien; og da 👤Saul svarede, det kom af hans Frygt for Philisterne, og af Herrens Unaade, der ei vilde svare ham, da sagde Gienfærdet: er Herren veget fra dig, og blevet din Fiende, hvi udfritter du da mig! Herren har gjort som Han sagde, og givet 👤David dit Rige, og Han vil give 📌Israels Fylking i Philisternes Haand, og du og dine Sønner skal være hos mig i Morgen!

Dagen efter stod Slaget paa 📌Gilboas Høie, og Philisterne seirede, og 👤Jonathan faldt, med flere af 👤Sauls Sønner, og Kongen selv blev saaret haardt af Bue-Skytterne, og saae, at der var ingen Redning for ham! Da sagde 👤Saul til sin Vaabendrager: drag dit Sværd ud, og stik mig ihjel dermed, at disse Hedninger ikke skal komme og have mig til Spot; men der Vaabendrageren vilde ikke, og frygtede saare for at lægge 55Haand paa Herrens Salvede, da tog 👤Saul sit Sværd, og lod sig falde derpaa, og der Vaabendrageren saae, at 👤Saul var død, da faldt ogsaa han paa sit Sværd, og døde med ham! Saa døde da 👤Saul og hans tre Sønner, og hans Vaabendrager, og alle hans Mænd tillige paa den Dag, og der Philisterne funde 👤Sauls Legeme, da afhuggede de hans Hoved, og toge hans Vaaben, og lod Bud gaae om Landet, at kundgiøre det i deres Afguders Huse, og Legemet hængte de paa en Muur, men der vare Mænd i 📌Israel, som 👤Saul havde frelst fra Vanære, og udfriet af deres Fienders Haand, de droge hen om Natten, og toge 👤Sauls og hans Sønners Legemer, og sørgede, og begrove dem under en Eeg, og 👤David sang et stort Klagemaal over dem, over 📌Israels Kæmper, og mest over 👤Jonathan, sin Hjertensven. 1 S. B. 19–31. 2 S. B. 1.

Der 👤Saul var død, da blev 👤David Konge, dog ikke over alt Folket, thi de elleve Stammer tog 👤Isboseth, 👤Sauls Søn, og gjorde ham til Konge, men 👤David regierede over sin egen Stamme, over 👤Juda Stamme, og holdt Huus i den By 📌Hebron, i 👤Calebs By, i syv Aar. Da skedte det, at 👤Isboseths Mænd slog deres egen Herre ihjel, og 👤David blev Konge over det hele Rige, 56og tog 📌Jerusalem fra Hedningerne, og boede der, og den Stad blev kaldet 👤Davids Stad, og er blevet navnkundig, fremfor alle de Stæder, som ere paa Jordens Kreds. 2 S. B. 2–5.

X. Kong 👤David.

📌Canaans Land stødte i Nord ved Bjerget 📌Libanon til de Tyriers og Zidoniers Land, som ellers kaldes 📌Phoenicien, og i Syd til 📌Arabien, men havde mod Østen 📌Jordans Flod, og mod Vesten 📌det store Hav, som vi kalde det 📌Middel-Landske, fordi det gaaer midt ind i Verden, og adskiller 📌Afrika fra 📌Europa. Over hele dette Land blev 👤David Konge, naar man undtager den smalle Strimmel ved Havet, som Philisterne beboede, og kunde i hans Dage knap forsvare; men hans Herredømme strakde sig endnu langt videre; thi østen fra 📌Jordan raadte han ei blot over 📌Gilead, som 👤Moses havde indtaget, og uddeelt til halvtredie Stamme af Israels Folk, men han indtog ogsaa 📌Syrien, ligetil den store Flod 📌Euphrat, og et Stykke af 📌Arabien til 📌det røde Hav. 👤Davids fleste Dage henrandt da under lykkelige Krige, hvortil han havde dygtige Hjelpere i sine Syster-Sønner 👤Joab og 👤Abisai, og sine andre modige Stal-Brødre fra Land-Flygtighedens 57Tid; men han glemde dog aldrig, at hvor hardt end Sværdet svinges, og hvor høit end Buen spændes, saa er dog Seieren fra Gud alene; thi 👤David var en Konge efter Herrens Sind, som kom ihu, at Manden er paa Thronen, som i Hytten, Muldets Frænde, men Riget og Magten og Æren er den Stores, som lever i al Evighed!

Herom gaaer Syn for Sagn i den saakaldte 👤Davids Psalter, eller Psalme-Bog, som staaer at læse i vor Bibel; thi hvormange hundrede Sangere der end siden have kvædet om den levende Gud, og om alle Hans underlige Gierninger blandt Menneskens Børn, saa staae de dog langt tilbage for denne Hyrde-Dreng og Harpe-Spiller paa 📌Israels Throne, og allerede deraf er det klart, han ikke løi, Manden i 📌Israel med den liflige Psalme-Tunge, da han sagde paa sit Yderste: Herrens Aand var over mig, og det var Ham, som talede med min Tunge! Dette sees imidlertid endnu grandgiveligere deraf, at hans Sang aabenbarer alle Menneske-Hjertets Dybheder, og udtrykker den faste Forvisning, at Kvindens Sæd til alle Slægters Velsignelse, som Gud havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, han skulde være en 👤Davids Søn, og reise en mageløs Throne, siddende ved Guds høire Haand, og ud58strækkende sit Spir til Jorderigs Ender, knuse Kæmper som Leer-Kar, men aande paa den faldne Slægt, som en Morgen-Dugg over slagne Enge, til Efter-Grøde i en Efter-Sommer, det undtes ham at skabe paa Jordens Kreds!

Saaledes svarede 👤Davids Sang, som 👤Davids Lykke, til hans Navn, der betyder den Elskelige, men ogsaa han var dog en syndig Mand, som han selv saa ærlig skrifter og saa vemodig beklager, og een Gang, i de fyrretive Aar, han sad paa Thronen, misbrugde han saa grovelig sin Konge-Stand og Vælde, at han brød Ægteskab, og magede det saa, at Manden, hvis Hustru han tog, kom af Dage! Vel lod han sig taalmodig tugte for Synden af Propheten 👤Nathan, og angrede den bitterlig; men Herren lod ham dog forkynde en haard og øiensynlig Straf, som skulde komme fra hans eget Huus; thi naar Guds Børn begaaer en Misgierning, da bedrøve de Hans Aand, og vanære Hans Navn for Verden, saa de Ugudelige bespotte den Hellige.

Nu havde 👤David en Søn, som han elskede, og hvis Navn var 👤Absalon, han var deilig og yndig, men falsk og lumsk, saa han fik i Sinde at støde sin gamle Fader fra Thronen, og Herren lod det lykkes til en Tid, for at aabenbare sin Vrede over 👤Davids Synd, 59saa 👤Absalon fandt Gunst og Medhold hardtad hos hele Folket, og 👤David vidste Intet deraf, førend det blev ham meldt, at 👤Absalon havde gjort sig til Konge i 📌Hebron, at hele Landet gienlød af Fryde-Raab derover, og at den ypperste Raad-Giver i 📌Israel, 👤Achitophel, hvis Ord var agtet for Klogskaben selv, han var ogsaa i Forbund med 👤Absalon! Da bad 👤David: Herre! giør 👤Achitophels Raad til Daarskab, og derpaa flygtede han fra 📌Jerusalem, med 👤Joab, 👤Abisai, og hvem der mere var igien af hans gamle Huus-Trop, der vilde leve og døe med ham; og den graahærdede Kæmpe, 👤Goliaths Bane-Mand, 📌Israels mægtige Konge, for hvis Tjenere Folkene trindtomkring bævede, han gik nu grædende, indhyllet i sin Kappe, barfodet op ad 📌Olie-Bjerget, bandet og bespottet af en Frænde til Kong 👤Saul, som hedd 👤Simei, og som 👤David ingenlunde vilde tillade sine Mænd at straffe, men sagde sagtmodig: stræber ikke min egen Søn mig efter Livet, hvad Under da, at Frænden af min Fiende bander mig!

Imidlertid holdt 👤Absalon hoverende sit Indtog i 📌Jerusalem, og 👤Achitophel gav ham blandt andre onde, men verdens-kloge Raad, ogsaa det, at sætte efter 👤David, førend hans Venner fik Tid til at samle og betænke sig; men Herren gjorde 👤Achitophels Raad til Daar60skab for 👤Absalons Øine, saa han fulgde et andet, som var at bie, til han havde hele sin Krigs-Hær paa Benene. Da 👤Achitophel saae, at hans kloge Raad blev vraget, reed han hjem, og hængde sig, og da 👤Absalon kom med hele sin Krigs-Hær til 📌Gilead, og sloges der med 👤Davids Kæmper, under 👤Joab og 👤Abisai, da blev han overvundet, og paa Flugten igiennem 📌Ephraims Skov, blev han hængende ved sit deilige lange Haar i en Eeg, hvor 👤Joab fandt ham, og giennemborede ham med sit Spyd.

Nu kappedes hele Folket om at føre 👤David tilbage til 📌Jerusalem, men han græd over 👤Absalon, og skaanede 👤Simei, og Herren lod hans Throne staae urokket til hans Døds-Dag. 2. Sam. 10–19. 22. 23.

XI. Kong 👤Salomon.

👤David havde mange Sønner, men den Yngste, 👤Salomon, havde han med Herrens Villie, bestemt til sin Efter-Mand paa Thronen, som han ogsaa blev, uden synderlig Mod-Stand, og da 👤Salomon frembragde Herren et Tak-Offer for sin Thron-Bestigelse, da havde han en underlig Drøm; thi han drømde, at Herren kom til ham, og sagde: forlang en Gave af mig, hvilken du vil! Da syndes 👤Salomon, han bad om Viisdom til rettelig at bestyre sit 61Rige, og Herren svarede: siden du hverken forlangde Rigdom, eller et langt Liv, eller dine Fienders Undergang, men kun Viisdom og Forstand, saa vil Jeg ikke alene giøre dig til den Klogeste af alle Konger, som har været og skal komme, men ovenikiøbet giver Jeg dig baade Rigdom og Ære fremfor alle samtidige Konger, og, dersom du træder i din Faders Fod-Spor, da vil Jeg ogsaa mangfoldiggiøre dine Dage! Det var en Drøm, men at den var fra Herren, det have Tiderne viist; thi 👤Salomon blev ikke blot saa berømt en Konge i sine Dage, at Man kom fra fjerne Lande til 📌Jerusalem, for at see hans Herlighed, og høre hans Viisdom, men ogsaa nu, efter henved tre Aar-Tusinders Forløb, veed man at tale om 👤Salomons Viisdom, og seer mærkværdige Prøver deraf i de Bøger af hans, som findes i Bibelen.

👤Salomons Navn betyder Freds-Fyrsten, og Herren lod ham svare til sit Navn, thi i de fyrretive Aar, han stod for Styret, nød Riget en dyb og hæderlig Fred, saa dets Fiender smigrede for ham, og denne Fred, saavelsom Rigdommen Herren gav 👤Salomon, benyttede han især til store og prægtige Bygninger, blandt hvilke 📌Templet i Jerusalem er med Rette blevet den Berømteste!

Herved maae vi komme ihu, at Taber62naklet, med Herrens Ark, stod i 📌Silo, fra 👤Josvas Dage af, indtil 👤Elis Sønner tog Arken ud af Tabernaklet, og havde den med sig i Striden, hvor den faldt i Philisternes Haand. Da Arken siden kom tilbage, havde den sit Stade paa adskillige Steder, indtil 👤David med stor Høitidelighed førde den op til 📌Jerusalem, og da han var blevet fast paa sin Throne, fattede han det Forsæt at bygge et prægtigt Tempel til Helligdommen; thi han skammede sig ved, at Herrens Ark skulde staae i en ringe Hytte, medens han boede i et prægtigt Slot. Da lod Herren ham sige, ved Propheten 👤Nathan, at det var ikke prægtige Templer, Han forlangde af sine Tilbedere, da ingen Konge kunde bygge et Huus, som var ham værdigt, men at en Søn af 👤David skulde bygge Guds Navn et bestandigt Huus, og stifte et Davids-Rige, som kunde vare evindelig. Dermed spaaede Propheten da, i Herrens Navn, om den vidunderlige 👤Davids Søn, den store Freds-Fyrste, der engang skulde komme og slutte Fred mellem Himlen og Jorden; men dog forstod 👤David det ogsaa om sin Søn 👤Salomon, og da 👤Salomon kom paa Thronen, da bygde han i syv Aar paa et prægtigt Tempel til Herrens Ark, og til den offentlige Guds-Dyrkelse, og Helligdommen selv var tredive Alen høi, tyve 63Alen breed og tresindstyve Alen lang, men der var store Ud-Bygninger eller Svaler trindtomkring, som hvilede paa egne Piller. Alt Træ-Værket var af Ceder-Træ fra Bjerget 📌Libanon, og Alteret og Lyse-Stagerne og alle Husets Prydelser var af purt Guld, og Alt var saa herligt og dyrebart, at det, paa menneskelig Viis, klarlig betegnede, at den Gud, som dyrkedes der, var en Gud over alle Guder! Men der var ingen Billed-Støtter derinde, som i Hedningernes Templer, og Billed-Værket rundtomkring paa Tempel-Væggene var kun gyldne Palmer og udsprungne Blomster; thi Jehovah havde strængelig forbudt sit Folk, at giøre nogen udhugget eller støbt Efterligning af Ham, som haver levende afbildet sig selv i Mennesket, som Han skabde i sit Billede, og efter sin Lignelse! Ikke heller tænkde den vise 👤Salomon, at Gud skulde boe i dette Tempel, som en Mand i sit Huus; thi da han høitidelig indviede det til Herrens Tjeneste, da sagde han aabenlydt for alt Folkets Øren: mon Gud skulde virkelig have sin Bopæl paa Jorden! see! Himlene hist og Himlenes Himle, de rumme Ham ikke, end sige det Huus, jeg her haver bygget; men, 📌Israels Gud! lad dine Øine kun vogte paa Huset, om hvilket du sagde: mit Navn det skal være derinde, saa at Du hø64rer de Bønner, som bedes af Hjertet for Huset! Det hørde Herren i Himlen, og en Sky fyldte Huset, ja, Herrens Herlighed fyldte det, og alt Folket fornam, at Han var visselig tilstæde. 2 Sam. 7, og 1 Kong. 6–8.

Dog, med al sin vidunderlige Viisdom blev 👤Salomon et advarende Exempel paa, hvad han selv siger, at det er Hjertet, som frem for Alt maa bevares, da Livet har sit Udspring deraf; thi paa sine gamle Dage blev han haard imod sine Undersaatter, og lod sig bøie af hedenske Kvinder til at vandre paa Hedningers Viis, og tilbede for Afguder, som er en Vederstyggelighed for Herren. Da blev Herren vreed paa 👤Salomon, og sagde til ham: efterdi du ikke haver holdet min Pagt og mine Skikke, som Jeg haver budet dig, da vil Jeg visselig tage Riget fra dig, og give din Tjener det, dog ikke i dine Dage, for 👤Davids din Faders Skyld: af din Søns Haand vil Jeg rive det, dog ikke det ganske Rige, een Stamme vil Jeg give din Søn, for 👤Davids min Tjeners Skyld, og for 📌Jerusalems Skyld, som Jeg haver udvalgt. 1 Kong. 11.

XII. 👤Rhoboam og 👤Jeroboam.

Da 👤Salomon var død, skulde hans Søn, 👤Rhoboam, været Konge efter ham, men da 65Folket begiærede det Løfte af ham, at han skulde lette deres Byrder, svarede han dem hjerteløst, efter unge Galningers Raad: min Fader pidskede, men jeg vil tampe; hvorover de ti Stammer blev saa forbittrede, at de raabde: hvad har vi da med 👤David at skifte, ei er vor Arv med 👤Isais Søn! Israel! drag til din Hjem-Stavn! 👤David! pas selv paa dit Huus! Og de tog sig en Mand af 👤Ephraims Stamme, ved Navn 👤Jeroboam, 👤Nebaths Søn til deres Konge, saa 👤Rhoboam beholdt kun de to Stammer: 👤Juda og 👤Benjamin.

Saaledes blev da Folket adskildt, og Riget sønderrevet, og 👤Rhoboams Deel, med 📌Jerusalem til Hoved-Stad, kaldtes 📌Juda-Riget, men 👤Jeroboams Deel, hvori snart 📌Samaria blev Hoved-Staden, beholdt Navn af 📌Israels Rige, og Kongerne over disse to Halv-Riger laae hardtad bestandig i Krig med hinanden, og Landet blev en Val-Plads for sine egne Indbyggere, og Folket blev til Spot og til Rov for Hedningerne, efter Sandhedens Ord: hvert Rige, som bliver ueens med sig selv, skal forgaae!

Lykkeligst var dog de to Stammers Rige, thi hos dem var Herrens Helligdom, med Præster og Leviter, som bevarede den sande Guds Kundskab, og hos dem var 👤Davids Huus, 66som havde Løfte paa Ham, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes! 1 Kong. 12.

XIII. 👤Achab og 👤Jesabel.

I de ti Stammers eller 📌Israels Rige begyndte Afguderiet egentlig med Skilsmissen; thi 👤Jeroboam var hvad Verden kalder en politisk eller statsklog Fyrste, og tænkde, det var en farlig Sag at lade Folket gaae op til 📌Jerusalems Tempel, i hans Fiendes Rige, at offre og tilbede, derfor indrettede han en egen Kirke-Tjeneste, med Præster, som han gjorde selv af de Ringeste i Landet, og som han gav Leve-Brød, og skiøndt det ogsaa skulde være Jehovah, han vilde have dyrket, begyndte han dog i alle Maader med en vitterlig Overtrædelse af Herrens Lov, thi han opreiste to Guld-Kalve: En i 📌Bethel, og En i 📌Dan, og sagde til Folket: see her dine Guder, som udførde dig af 📌Ægypten!

Vel gjorde Herren aabenbar 👤Jeroboams Klogskab til Daarlighed, thi han var neppe blevet kold i sin Grav, før den Throne faldt, han med saamegen Verdens-Klogskab havde befæstet; hans Søn 👤Nadab blev myrdet i et Oprør, og hele hans Slægt udryddet til sidste Mand; men naar man først har begyndt at dyrke den sande Gud som en Afgud, da kommer man snart til at dyrke virkelige 67Afguder, som Afguds-Dyrkelsen passer til, og dette skedte ret aabenbart i 📌Israel under Kong 👤Achab, der var en Søn af 👤Omri, som i et nyt Oprør var blevet Konge, og havde bygt 📌Samaria!

👤Achab var nemlig gift med 👤Jesabel, en hedensk Prindsesse fra 📌Zidon, og et Afskum af en Kvinde, og hun indførde ikke alene den Zidoniske Afgud Baals Dyrkelse i Landet, men lod myrde alle dem hun kunde overkomme af Jehovahs Propheter og Prædikanter, saa Herrens Navn var nær ved at glemmes i Landet.

Dog, Jehovah viiste ogsaa her, at Han er den Al-Mægtige, med hvem kun de ulægelige Daarer prøve Styrke, fordi de skal kiendes og beskiæmmes; thi Han opreiste i de samme Dage, midt imellem Afguds-Alterne, en stor og mageløs Prophet, ved Navn 👤Elias, som var baade 👤Jesabel og hendes Afgud meget for stærk, og herliggjorde med store Jær-Tegn Jehovahs Navn for alt Folkets Øine, saa de maatte falde paa deres Ansigt, og bekiende, at Jehovah ei blot var Gud, men Gud alene.

Efter mange onde Gierninger begik 👤Achab ogsaa, efter 👤Jesabels Raad, den himmelraabende Synd: at kiøbe falske Vidnesbyrd mod En af sine Undersaatter, som hedd 68👤Naboth, og at lade ham stene, for at kunne tilegne sig 👤Naboths Vin-Gaard, som Kongen havde faaet Lyst til; men da 👤Achab nu med Hjertens Glæde gik og betragtede Vin-Gaarden, see da stod Propheten 👤Elias pludselig for ham, og spaaede i Herrens Navn, at hvor Hundene havde slikket 👤Naboths Blod, der skulde de ogsaa slikke 👤Achabs, og 👤Jesabel skulde Hundene æde midt i Staden, ja, at al 👤Achabs Slægt skulde deles mellem Hundene i Staden og Rov-Fuglene paa Marken! Det giennemrystede den gamle Synder, ja kastede ham i Støvet som et Torden-Slag, saa han sønderrev sine Klæder, og ydmygede sig dybt for Jehovah; desaarsag lod Herren ikke Ulykken komme i hans Dage, men det gik dog, som 👤Elias spaaede; thi da 👤Achab var skudt i Krigen, og Man skyllede hans blodige Strids-Vogn ved 📌Samaria, da slikkede Hundene hans Blod, hvor de havde slikket 👤Naboths, og i hans Søns, 👤Jorams, Dage, da kom Ulykken pludselig over 👤Achabs Huus. Da gjorde 👤Jehu, 👤Nimsi Søn, Opstand, og udryddede hele 👤Achabs Slægt, og da 👤Jehu holdt sit Indtog, stod den gamle 👤Jesabel i Vinduet, sminket og smykket, men hun blev styrtet ned paa Gaden, og Hundene aad hende, medens 👤Jehu sad til Bords, saa da han, efter Maaltidet, vilde lade hende begrave, 69var kun Hoved-Panden, og Fod-Bladene, og Haand-Fladerne tilbage! 1 Kong. 16. 21. 22. 2 Kong. 9.

Saadant var 👤Jesabels Endeligt, som gjorde Ondt med Latter, og bød den Almægtige Trods, og hendes Navn er blevet til et Skiælds-Ord indtil denne Dag, for hvilket selv de værste Kvinder grue!

XIV. Propheterne 👤Elias og 👤Elisa.

Navnet Prophet betyder en sand Spaa-Mand, eller en Sand-Siger om det Tilkommende, og af saadanne Propheter opvakde Gud Mangfoldige blandt 👤Israels-Folk, men kun Nogle af dem gav Han Magt til at giøre Mirakler eller underlige Jær-Tegn, til Beviis paa, at det var Guds Ord, de talede, og En af disse var 👤Elias, hvis Mage, siden 👤Moses døde, ei var seet i 📌Israel. Det skedte i hans Dage, for 👤Achabs og 👤Jesabels Ugudelighed, og Afguderiets Skyld, som Folket bedrev, at det, efter hans Spaadom, slet ikke regnede over Landet paa tredie Aar, og imidlertid opholdt Gud ham paa forunderlige Maader, saa at ogsaa Ravnene maatte, i et heelt Aar, baade Morgen og Aften, bringe ham Kiød og Brød i Ørken. Herren opvakde ogsaa, paa hans Bøn, et Menneske af Døde, og da 70👤Achabs Søn udsendte Krigs-Folk, som skulde gribe 👤Elias, da faldt der, paa hans Ord, Ild ned fra Himmelen og dræbde dem.

Ikke længe derefter blev 👤Elias legemlig optaget til Himmelen, og det skedte saaledes, at, som han gik ved 📌Jordans Flod, og talede med sin Discipel 👤Elisa, da foer ligesom en gloende Vogn med Flamme-Heste ind imellem dem, saa de adskildtes, og 👤Elisa saae ham opfare, som paa Veirets Vinger, og raabde: Fader! Fader! 📌Israels Vogn og dens Kiøre-Svend! 👤Elias lod, da han opfoer, Kappen falde, som 👤Elisa tog, og da kom Aanden over ham, som over 👤Elias, saa han ikke blot spaaede, men gjorde store Jær-Tegn, til et Vidnesbyrd for Afguds-Dyrkerne og de Vantroe i 📌Israel, at Jehovah, som de foragtede, var dog den sande Gud, og at Hans Arm var ikke forkortet, Hans Kræfter ei svækkede, som fordum udførde Folket af 📌Ægypten, og beskiæmmede Pharao med alle hans Afguder. 2 Kong. 1–2.

Dette er et af den sande Guds Kiende-Mærker, at Han opvækker sine aandeligste Redskaber i de dorskeste Tider, og giør sine underligste Gierninger midt imellem dem, som ei vil troe Hans Ord; thi Han vil kiendes 71paa Jorden, og være uskyldig i Synderes Fordærvelse!

XV. 📌Ninive og 📌Samaria.

Der løber en Flod, dybt inde i 📌Asien, fra Nord til Syd, ved Navn 📌Tigris, og ved samme Flod laae der paa den Tid en stor og ældgammel Stad, som hedd 📌Ninive, og var Hoved-Staden i de 📌Assyrers Rige. Folket i 📌Ninive var blevet saare fordærvet, og ei længe efter 👤Elisas Dage talede Herren til En af sine Propheter, til 👤Jonas fra 📌Galilæa, og sagde, at han skulde drage til 📌Ninive og spaae imod Staden, men 👤Jonas var bange for at have Skam af den Reise, og gik ombord paa et Hedning-Skib, for at flygte langt bort over Havet. Dog, den almægtige Gud kan Ingen undflye, som 👤David synger: hvor kan jeg undgaae din Aand, og hvor kan jeg undflye dit Aasyn! kunde jeg end fare paa Morgen-Rødens Vinger, did, hvor Havet slipper, saa skulde ogsaa der din Haand mig lede, din Høire mig fængsle, og det maatte 👤Jonas sande; thi Herren lod komme en flyvende Storm, saa Skibs-Folket saae Døden for Øine, og kastede Lodd, for at giætte sig til, hvem det var, der havde Ulykken med sig, og Lodden faldt paa 👤Jonas, som da ogsaa strax 72tog Skylden paa sig, og sagde: kaster kun mig overbord, saa lægger Stormen sig! Som sagt, saa gjort: de styrtede Propheten i Havet, og Stormen lagde sig, men Herren lod en Hval-Fisk sluge 👤Jonas, og, efter tre Dages Forløb, igien opkaste ham levende paa Strand-Bredden. Nu gjorde da 👤Jonas, hvad Herren befoel, og drog til 📌Ninive, og spaaede høirøstet, at om fyrretive Dage skulde Staden forgaae; men da Kongen og Folket hørde Prophetens Ord, da blev de forskrækkede, og fattede gode Forsætter, og bad Gud om Forladelse for alt det Onde, de havde gjort, og som en Fader forbarmer sig over sine Børn, saaledes forbarmer Gud sig over alle dem som frygte ham; derfor sparede han 📌Ninive, og da 👤Jonas knurrede over, at han havde Skam af sin Spaadom, da svarede Herren: skulde Jeg ikke ynkes over 📌Ninive, den store Stad, hvor der er over tolv Gange titusinde Menneske-Børn, som ei kiende Forskiel paa Høire og Venstre!

Anderledes gik det i 📌Samaria, thi der havde Herren advaret Kongerne og Folket mangfoldige Gange, ved 👤Elias og 👤Elisa, og ved mange andre Propheter, men de fremturede i Ugudeligheden, saa Børnene blev immer værre end Forældrene, og deraf kom det, at da 📌Assyriens Konger uddrog fra 📌Ninive 73da fik de Magt over 📌Israel, og En af dem som hedd 👤Salmanassar, ødelagde 📌Samaria og bortførde Folket i Trældom. Jon. 1–4. 2 Kong. 17.

XVI. Kong 👤Ezechias.

Medens i 📌Samaria den ene Konge-Stamme efter den Anden opkom og forgik, vedblev 👤Davids Æt, efter Herrens Ord, at herske i 📌Jerusalem, og omendskiøndt Afguderiet ogsaa brød ind i 📌Juda-Riget, blev det dog aldrig der saa almindeligt, og Endeel af Kongerne stræbde alvorlig at træde i deres Stam-Fader 👤Davids priselige Fod-Spor. Blandt disse var 👤Ezechias, som regjerede i 📌Jerusalem, da 📌Samaria blev ødelagt, og 📌Israels-Rige forstyrret; men Assyrerne vilde nu være Ene-Herrer i Landet, og da 👤Ezechias ikke vilde tjene Andre end Gud i Himmelen, blev han hjemsøgt af 👤Salmanassars Søn 👤Senacherib, som med en frygtelig Krigs-Hær oversvømmede Landet, og beleirede 📌Jerusalem! 👤Senacherib stolede paa sin Hærs Mangfoldighed, og talede stolte og bespottelige Ord imod Gudernes Gud, og lod sige til 👤Ezechias: hvad stoler du vel paa! Kongen af 📌Assyrien vil forære dig to tusinde Heste, hvis du kan skaffe dig Ryttere til dem, og, kan du ikke engang det, hvorledes vil du da holde Stand mod 74den Ringeste af mine Fyrster! Vil du sige, du stoler paa din Gud, da see, om Nogen af de andre Folks Guder har kunnet frelse sit Land fra Kongerne i 📌Assyrien, og hvorledes skulde da Jehovah kunne frelse 📌Jerusalem fra mig! Saa talede Kongens Tjener af 📌Assyrien, og saa skrev han til 👤Ezechias, men 👤Ezechias tog Brevene og læste dem, og gik op i Herrens Huus, og udbredte dem for Herrens Ansigt, og bad, og sagde: Herre! du 📌Israels Gud i din Høihed! du er den eneste Gud over Alting paa Jorden! Du, du gjorde Himlen og Jorden, Herre! saa bøi dine Øren og hør! Herre, oplad dine Øine, og see! og hør paa 👤Senacheribs Ord, som bespotter den levende Gud, Herre! ja, sandt er at sige, 📌Assyriens Konger de have ødelagt Hedningernes Lande, og opbrændt deres Guder med Ild, fordi det var ikke Guder, men det var Stene og Træ, Gjerning af Menneskehænder; men Herre, vor Gud! du, Kiære! frels du os af hans Haand, at alle Riger paa Jorden maae kiende, at du, Jehovah! Du kun allene er Gud. Og der var en Prophet i 📌Juda i de samme Dage, ved Navn 👤Esaias, han sendte Bud til Kongen, og lod sige: Saa siger Herren, 📌Israels Gud, Jeg haver hørt hvad du bad til mig mod 📌Assyriens Konge, og hør nu det Ord, som Herren har talet imod ham: 75Jeg kjender din Bolig, din Udgang og Indgang, og at du raser imod mig; efterdi du da raser imod mig, og løfter dig høit imod 📌Israels Gud, og dit Bulder kom op for mit Øre, saa vil Jeg lægge min Krog i din Næse, og mit Bidsel i din Mund, og føre dig bort paa den Vei, ad hvilken du kom; thi det Overblevne af 📌Juda skal end faae sig Rødder forneden, og frembære Frugter foroven, ja! denne Stad vil Jeg vogte og frelse for min Skyld, og saa for 👤Davids, min Tjeners. Og det skedte i den samme Nat, at Herrens Engel udfoer, og slog i de Assyriers Leir hundrede og fem og firsindstyve Tusinder, og der de stode op, aarle om Morgenen, da vare alle disse døde Kroppe; saa drog 👤Senacherib bort, og vendte tilbage, og blev udi 📌Ninive, det var hans den store Stad, og det skedte, der han tilbad i sin Afguds Huus, da sloge hans Sønner ham med Sværd, og han faldt, og 📌Jerusalem stod, og 👤Ezechias sad paa sin Throne deri, til et Tegn for Menneskens Børn, at Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver Han Naade, og salig er den Mand, som forlader sig paa Herren, og sætter sit Haab til 📌Israels Gud! Nu var det ogsaa snart forbi med 📌Ninives Herlighed, thi Kongerne af 📌Medien og 📌Babylon, som havde skattet til Kongerne af 📌Assyrien, gjorde 76Opstand, og havde Lykken med sig, saa 📌Ninive blev ødelagt, og reiste sig aldrig siden, efter det Ord som 👤Nahum, En af 📌Israels Propheter, spaaede over den stolte Stad, da den stod i sin høieste Glands! 2 Kong. 18. 19.

XVII. Propheterne 👤Esaias og 👤Micha.

Blandt de Propheter, som levede under Kong 👤Ezechias, er især 👤Esaias og 👤Micha merkværdige; thi uagtet Herren dengang paa saa vidunderlig en Maade frelste 📌Jerusalem, saa spaaede de dog Begge Stadens og Rigets Undergang; men forkyndte derhos en vidunderlig Trøstens og Opreisningens Tid, da den store Fyrste af 👤Davids Sæd skulde komme, og stifte et stort Guds Rige paa Jorden, hvori mange Hedninger skulde indlemmes, og lære at kiende Jehovah: 📌Israels Gud!

Saaledes siger 👤Micha, til dem der bygge paa 📌Zion med Blod, og paa 📌Jerusalem med Uret, at fordi Dom og Prædiken og Prophetie er fal som Kram, derfor skal 📌Zion lægges under Ploven, 📌Jerusalem blive til en Vogter-Hytte, og Tempel-Bjerget til en Skov-Høi! Men Propheten lægger til, at i de sidste Dage skal Herrens Bjerg kneise over alle Bjerge, og bestiges af Hedningers Mangfoldighed, som søge til 👤Jakobs Kirke, hvor Loven udgaaer fra 📌Zion, og Herrens Ord 77fra 📌Jerusalem, og endelig priser han 📌Bethlehem, den lille By i 📌Juda, hvorfra der skal udgaae en Høvding i 📌Israel, hvis Udspring er af Begyndelsen, fra Evighedens Dage, hvis mange Brødre skal føies til Israels-Børn, og hvis guddommelige Hyrde-Stav skal prises med hans Hjord til Jorderigs Ender!

I samme Tone taler Propheten 👤Esaias, om den skarpe Tugt og den evige Trøst; men ligesom hans prophetiske Taler ere langt flere, saa havde de ogsaa en egen Deilighed, og udbrede sig med en Glands, som Morgen-Rødens, over det tilkommende Gylden-Aar, da Maanen skal skinne som Solen, og Solen skinne syvfold, som med syv Dages Lys, naar Bindet skal løses fra alle Hedningers Øine, saa de skue Herrens Herlighed, naar Ørken skal blomstre som en Rose, de Blinde faae Syn, og de Døve faae Hørelse, den Halte springe som Hjorten, og den Maalløse istemme Fryde-Sange; ja, naar Herrens Igienløste skal vende sjungende tilbage til 📌Zion, hvor evig Glæde omsvæver dem, og Sukket bortflyer, med al Angest og Sorg! Det skal nemlig skee, naar Han kommer, der er et Skud af 👤Isais Stub, og en Blomst fra hans Rod, og paa Hvem Guds Aand hviler, som Viisdommens, Kraftens og Fromhedens Aand, thi See! siger Propheten, en Jomfru er frugt78sommelig, og føder en Søn, hans Navn skal være Immanuel; (Gud med os) da skal det store Lys opgaae for dem som boe i Dødens Skygges Land, thi da er et Barn os født, og en Søn os givet, paa hvis Skuldre Majestæten hviler, og med hvis Herredom der leirer sig en evig Fred om 👤Davids Throne! Mich. 3. 4. 5. Esa. 1. 2. 7. 9. 11. 25. 30. 35.

XVIII. 📌Jerusalem og 📌Babylon.

📌Babel, eller 📌Babylon, laae ved Floden 📌Euphrat, som løber fra Nord til Syd, mellem 📌Jordan og 📌Tigris, og det var den navnkundige Stad, hvor Tunge-Maalene forvirredes, da Menneskene efter Synd-Floden vilde bygt et Taarn, der kunde naae til Skyerne. Medens 👤Ezechias levede, var 📌det Babyloniske Rige meget ubetydeligt, men dog forkyndte Propheten 👤Esaias ham, at hans Ætmænd skulde være Kammer-Tjenere hos 📌Babels Konger, og al 📌Jerusalems Herlighed blive deres Rov. Det skedte da ogsaa, inden hundrede Aars Forløb, thi allerede under 👤Manasse, en vanartig Søn af den fromme 👤Ezechias, tog Ondskab og Afguderi saaledes Overhaand i Landet, at Herren lod udraabe ved sine Tjenere, Propheterne, at nu skulde 📌Jerusalem maales med 📌Samarias Alen, 79og 👤Davids Huus veies paa 👤Achabs Huses Vægt, ja, nu skulde 📌Jerusalem blive saa tom, som et Fad, man afvisker, og hvælver paa Kant. Det forsinkede vel, men afvendte ikke Fordærvelsen, at 👤Manasses Sønne-Søn, den fromme Kong 👤Josias, af ganske Hjerte traadte i 👤Davids Fod-Spor, og haandhævede Mose-Loven, og bekæmpede Afguderiet, thi end ikke sine egne Sønner kunde han frelse fra den Ugudelighed, der nu som en rivende Strøm bemestrede sig baade Høie og Lave, og i disse hans Sønners Dage kom Straffen, og opfyldte Propheternes Trudsel, og Straffen kom fra 📌Babel, hvor Chaldæerne, et Semitisk Folk, imidlertid havde stiftet et nyt Rige, som under den seierrige 👤Nebukadnezar blev det mægtigste i hele 📌Asien.

Den første Gang 👤Nebukadnezar kom til 📌Jerusalem, overgav den daværende Konge 👤Jechonias sig godvillig til ham, og blev tilligemed over titusinde af de Ædleste bortført til 📌Babel, men da 👤Zedechias, som saa blev Konge, siden gjorde Opstand mod 👤Nebukadnezar, og forsvarede sig haardnakket til det Yderste, da blev 📌Jerusalem forstyrret, 📌Templet lagt i Aske, hele Folket adsplittet, og Riget ødelagt.

I denne ulykkelige Tid levede og spaaede Propheten 👤Jeremias, som selv blev saare mis80handlet af de vantroe Præster, og de ugudelige Høvdinger, fordi han talede Sandhed, i Herrens Navn, om Rigets Undergang, men ihvorvel det var denne Prophets tunge Skæbne daglig at see, hvorledes Ondskaben modnedes, og Ødelæggelsen nærmede sig, indtil han saae sin Spaadom frygtelig opfyldt, paa Staden i Aske, og Kongen i Lænker, saa forkyndte han dog paa det Bestemteste at kun i halvfjerdsinstyve Aar skulde Herrens Folk tjene 📌Babels Konge, og derpaa komme tilbage til deres Land, og synge med Fryd paa 📌Zions Høie, saa al deres Sorg forvandledes til Glæde! 2 Kong. 21–25. Jer. 25. 29–31.

XIX. Propheten 👤Daniel og hans Stalbrødre.

Vi har endnu en Psalme, som skal være af Propheten 👤Jeremias, og som ret levende udtrykker, hvor sørgmodige de Bedste af Folket var i deres Land-Flygtighed, og den begynder saaledes:

Ved 📌Babylons Floder
Vi sørgende sad,
Og græd for vor Moder:
📌Den hellige Stad;
Lod Harperne hænge,
Med springende Strenge,
I Pilenes Top!

81Herren glemde imidlertid ingenlunde at trøste sit Folk; thi Han opvakde to store Propheter midt iblandt dem: 👤Ezechiel og 👤Daniel, som klarlig forkyndte ei blot Udfrielsen af det Babyloniske Fangenskab, men ogsaa Vederkvægelsens herlige Dage, naar alle Guds Forjættelser skulde opfyldes, til evig Glæde for dem som havde bevaret Hans Bud, og biet taalmodig efter Ham. Jehovah aabenbarede tillige sin Herlighed for Hedningernes Øine, saa de maatte bekiende Hans Storhed, og Han ophøiede 👤Daniel i Kongens Gaard, til en Talsmand og en Støtte for sit Folk.

Dengang nemlig 👤Nebukadnezar første Gang havde indtaget 📌Jerusalem, og bortført de Ædleste med Kong 👤Jechonias, da befalede han sin Huus-Hofmester 👤Aspenas at udvælge endeel smukke og vittige Unger-Svende af de Bortførte, som kunde oplæres i al Chaldæernes Vidskab og boglige Konst, og blandt disse var 👤Daniel, 👤Hanania, 👤Misael, og 👤Asaria, Alle af 👤Juda Stamme. Herren velsignede deres Flid, saa de gjorde store Fremskridt i Kundskab og Indsigt, men 👤Daniel især gav Herren Forstand paa at udtyde Syner og Drømme, ligesom 👤Joseph, og derefter skedte det, at 👤Nebukadnezar havde en Drøm, som han om Morgenen ei kunde hu82ske, men som dog svævede dunkelt for ham, og ængstede ham, saa han truede alle de Chaldæiske Bog-Lærde med Døden, hvis de ei kunde sige ham baade hvad han havde drømt, og hvad det skulde betyde. Begge Dele tog 👤Daniel sig paa, med Tillid til den alvidende Gud, og Kongen hørde nu med stor Forundring sin halvglemte Drøm af 👤Daniels Mund, med Udtydningen derpaa, og det var en mærkværdig Drøm der havde store Ting at betyde; thi 👤Daniel sagde til Kongen: du laae og tænkde paa Frem-Tiden, og da lod Han som aabenbarer Hemmeligheder dig see en stor Billed-Støtte, hvis Hoved var af Guld, men Armene og Brystet af Sølv, Bugen og Lænderne af Kaabber, Benene af Jern, og Fødderne af Jern og af Leer sammenblandet, og du saae derefter en Steen, der selv rev sig løs, og knuste Billed-Støtten, og voxede til en Klippe, som fyldte hele Verden! Dette var din Drøm, og den betyder, at dit Rige er det Første af fire stormægtige Riger, som skal opkomme efter hinanden, og være at ligne ved Guld og Sølv, Kaabber og Jern, saa det fjerde Rige skal være haardt som Jernet, der overvælder og udhamrer Alt, men ligesom du saae Leer og Jern sammenblandede i Fod-Stykket, saaledes skal Svaghed og Styrke blandes, og 83Riget deles som Tæerne, og Stenen betyder et Rige, som Himlens Gud vil oprette, som sønderknuser alle Verdens-Rigerne, og varer selv evindelig!

Da 👤Nebukadnezar hørde dette, bukkede han sig dybt for 👤Daniel, og sagde: sandelig, eders Gud er en Gud over alle Guder, siden du kunde aabenbare denne Hemmelighed, og 👤Daniel blev en Høvding i Kongens Gaard, og hans Stalbrødre: 👤Hanania, 👤Misael og 👤Asaria, blev høie Embeds-Mænd i Landet.

Alligevel holdt 👤Nebukadnezar ikke op at dyrke Afguder, og da han lod opreise en Billed-Støtte paa 📌Dura-Sletten, tresindstyve Alen høi, og sex Alen breed, som alle Folk paa en vis Dag skulde knæle for, at tilbede, da vilde 👤Daniels Stal-Brødre det ingenlunde, hvorover Kongen blev rasende vred, og lod dem kaste i en gloende Ovn; men i det han sad og saae derpaa, da blegnede han, og sagde til sine Hofmænd: det var jo tre Mænd vi lod binde, og kaste i Ovnen, og see, der gaaer jo nu Fire derinde, og den Fjerde seer ud som en Guds Søn! Da kaldte 👤Nebukadnezar Mændene ud af den gloende Ovn, og de kom, uskadte og usvedne, og Kongen bekiendte, at der var ingen anden Gud til end deres Gud, og befa84lede, at Ham skulde alle Rigets Indbyggere tilbede!

Saaledes ærede Jehovah sit Navn og sine Tjenere for Hedningernes Øine, og 👤Daniel oplevede 📌Babylons Fald; thi det skedte, da 👤Nebukadnezar var død, og 👤Daniel sat til Side, da sad 👤Balthasar, 📌Babels Konge, en Aften-Stund over Borde, og gjorde sig lystig med alle sine Venner og store Mænd, og i sin hovmodige Kaadhed lod han hente Guld-Skaalerne, som 👤Nebukadnezar havde taget ud af 📌Herrens Tempel i 📌Jerusalem, og af dem blev der nu drukket Viin over Kongens Bord, med Lov-Sange til alle 📌Babels Afguder; men da kom der en Haand tilsyne, lige for Lyset og for Kongens Øine, som skrev nogle Ord paa Væggen, som Ingen kunde læse, og den forsvandt. Da blegnede Kongen og bævede, og lod alle de Boglærde kalde, og lovede, at hvem der kunde læse og udtyde den Skrift, skulde klædes i Purpur, med en Guld-Kiæde om sin Hals, og være den tredie Mand efter Kongen i Magt og Vælde; men der var Ingen, som kunde læse Skriften, saa Kongen gruede saare. Det hørde Dronningen i Fruer-Buret, og hun stædtes ind for Kongen, og nævnede 👤Daniel, som en Mand, der havde de hellige Guders Aand, og var prøvet i 👤Nebukadnezars Dage, 85at han kunde aabenbare alle Hemmeligheder, og 👤Daniel blev hentet, og da Kongen kom med sine gyldne Løfter, svarede 👤Daniel: behold du selv din Skiænk, og giv en Anden Æren; men Skriften skal jeg læse, og udtyde den for Kongen! Saa læste 👤Daniel Skriften: Mene, Mene, Tekel, Upharsin, og udlagde den saaledes, at talte vare Rigets Dage, Kongen veiet og fundet for let, og hans Herredømme givet til hans Fiender: Meder og Perser! 👤Balthasar holdt alligevel sit Ord, og ophøiede 👤Daniel, men i den samme Nat blev Kongen dræbt, og Staden taget! Dan. 1–5.

XX. 👤Kong Cyrus af 📌Persien.

Da Herren, ved Propheten 👤Esaias, forkyndte 📌Babylons Fald, da talede Han underlige Ord om en Kong 👤Cyrus, som vel ikke kiendte Jehovah, men skulde dog see sig nævnet af Jehovahs Propheter, og være et Redskab i Hans Haand saavel til at tugte 📌Babel, som til at udfrie 📌Israels Folk, saa det hedd til 📌Jerusalem: du skal opbygges, og til 📌Templet: du skal grundes! Esa. 44–47.

Nu skedte det, over hundrede Aar derefter, at Perserne, som hidtil var et ubetydeligt Bjerg-Folk, kom under deres Konge 👤Cyrus til at spille Mester i 📌Asien, dem var det, som, tilligemed Mederne, indtog 📌Babylon, og 86i sit første Regjerings-Aar lod 👤Kong Cyrus et Brev udgaae over hele sit Rige, hvoraf Indholden var: Herren, Himmelens Gud, haver givet mig alle Riger i Landet, og Han har befalet mig, at bygge Sig et Huus i 📌Jerusalem, som er i 📌Juda, hvem er iblandt eder, som er af Hans Folk, Herren Hans Gud være med ham, og han drage op! Saa droge de da hen, alle de, hvis Hjerte Herren rørde, med 👤Serubabel, som var en Sønnesøn af 👤Jechonias, og den ganske Forsamling var To og Fyrgetive Tusinde, Tre Hundrede og Tresindstive, og 👤Cyrus gav dem alle de Kar, som vare tagne af Herrens Huus, og hver, som vilde, gav af sin Formue til Herrens Gierning og Hans Huses Bygning. Esd. 1.

XXI. 📌Det andet Tempel.

I det andet Aar efter at 👤Juda Børn, som nu kaldtes Jøder, vare komne tilbage til 📌Canaan, da lagde de Grund-Volden til et nyt Tempel, paa Gruset af det Gamle, som Kong 👤Salomon bygde; men det gik i Lang-Drag med Arbeidet, saa Templet blev først færdigt mange Aar derefter. Dette kom først deraf, at de Hedninger som 📌Assyriens Konger havde sendt hen at boe i de ti Stammers Land, som kaldte sig Samaritaner, og havde blandet Jehovahs Dyrkelse med deres Hedenskab, de 87vilde nu have Tempel og Guds-Tjeneste tilfælles med Jøderne, og da Jøderne vægrede sig derved, og der var kommet en ny Konge i 📌Persien, da udvirkede Samaritanerne en Forordning hos ham, som forbød Jøderne at fuldføre Templet. Den Konge døde snart, men Jøderne lode dog Arbeidet hvile, og tænkde immer, at den rette Tid var endnu ikke kommet, indtil Herren straffede dem, ved Propheten 👤Haggai, og sagde: I siger, det er endnu ikke betimeligt at bygge Herrens Huus, som om det kunde være betimeligt, at I boer i hvælvede Sale, medens mit Huus ligger i Gruset! Nei, gaaer op paa Bjerget, fælder Træer, og bygger paa Huset; da skal det tækkes mig, og min Herlighed skal aabenbares! Da skammede de sig, baade 👤Serubabel og Folket, og tog Mod til sig, og lagde Haand paa Værket, og det lykkedes, og skiøndt de Ældste, som havde seet Kong 📌Salomons Tempel, sukkede over, at det Ny var som ingen Ting derimod, saa trøstede Herren dem dog snart med de Ord, ved Propheten 👤Haggai, at 📌det andet Tempels Herlighed skulde alligevel blive større end det Førstes, ved Hans Komme, som de Bedste længdes efter! Esd. 3–6. Hag. 1. 2.

88

XXII. 👤Nehemias.

Der var en Jøde, ved Navn 👤Nehemias, som var blevet en mægtig Mand hos Kongen af 📌Persien, og var han Mund-Skænk, men da han spurgde den Tidende fra 📌Jødeland, at 📌Jerusalem laae, uden Mure, aaben for sine Fiender, og at Jøderne vare underkuede af Samaritanerne og deres Hjelpere, da gik det ham nær til Hjerte, og han bad Gud om Naade for Kongens Ansigt, og han bad Kongen om Forlov til at besøge sit Folke-Færd i 📌Jerusalem, og opbygge Stadens-Mure. Gud rørde ogsaa Kongens Hierte, saa han sagde Ja, og 👤Nehemias kom til 📌Jerusalem, med Kongens aabne Brev, som en Fyrste i Landet, og begyndte at bygge. I Førstningen drev Jødernes Fiender kun Spot dermed, og sagde: springer en Ræv over disse Mure, da river han dem ned; men da de saae, at Arbeidet gik rask fra Haanden, da lagde de Raad op imod 📌Jerusalem, og imod 👤Nehemias, og kom dog ingen Vei dermed, thi Herren var med 👤Nehemias, saa han lod sig hverken forskrække, eller besnære, men stod som en Mand, og gik klogelig til Værks, og lod Hælvden af sit unge Mandskab staae under Vaaben fra Morgen til Aften, mens de Andre arbeidede, indtil Muren var færdig, og Portene hængte, og Sta89den sikker. Da faldt Modet paa alle Jødernes Fiender, saa de lod dem være i Fred; thi nu kjendte de Hans Haand, som boer i det Høie, og giør hvad han vil, som i Himmelen saa og paa Jorden! Neh. 1–6.

XXIII. Grækerne og 👤Alexander den Store.

Der ligger et Land sydost i 📌Europa, som hedder 📌Grækenland, og der boede Hedninger i gamle Dage, som blev berømte i Verden, og er det endnu, for deres deilige Viser og Sange, for deres kloge Tanker, og de mange mandelige Gierninger, og konstige Ting, som de gjorde, hvorom der er skrevet mangfoldige Bøger, baade paa deres eget og paa fremmede Sprog. Disse Græker fik omsider en Konge over sig, som de kaldte 👤Alexander den Store, og han var en vældig Krigs-Mand, og havde Lykken med sig, saa han sloges i 📌Asien med den Persiske Konge, der dog havde Krigs-Folk i hundrede Tusind-Tal, og 👤Alexander med sin Haand-Fuld Græker vandt Seier, og fik Over-Haand, saa Perserne mistede Herredømmet, og blev, tilligemed alle de andre bekiendte Folk i 📌Asien, selv Grækernes Undersaatter. 👤Alexander kom ogsaa til 📌Jerusalem, og var meget vreed paa Staden, fordi den var blevet Perserne tro, 90men da 👤Jaddua, som dengang var Ypperste-Præst, gik ham imøde, i sin Tempel-Klædning, i Spidsen for Stadens Indbyggere, og bad om Fred; da rørde Gud den stolte Konges Hjerte, saa han bøiede sig for Jehovah, og sparede Staden, og viste Jøderne megen Yndest.

👤Alexander levede imidlertid kun kort, og strax efter hans Død opløstes det store Rige, han havde oprettet, ved Uenighed imellem hans fornemste Generaler, og medens En af disse, 👤Ptolomæus, stiftede et nyt Rige i 📌Ægypten, stiftede en Anden, 👤Seleukus, sig et i 📌Syrien, og der var siden idelig Krig imellem de Ægyptiske og Syriske Konger, især om 📌Jødeland, der følgelig maatte skifte Herrer, saa tit som Krigs-Lykken vendte sig. Længe viste imidlertid de nye Konge-Slægter megen Skaansel mod 📌Jerusalem, Ærbødighed for 📌Templet der, og Agtelse for Jøderne, som nu i alle Stæder fik lige Borger-Ret med Grækerne, og udgjorde især en stor Deel af Indbyggerne i de tvende nye Hoved-Stæder, som siden ere blevne meget navnkundige, 📌Alexandrien nemlig i 📌Ægypten, og 📌Antiochien i 📌Syrien! Joseph. XI. 8. XII. 1. 3. 6.

XXIV. Makkabæerne.

De Syriske Konger havde omsider faaet Overhaand i 📌Jødeland, og En af disse, ved 91Navn 👤Antiochus, udplyndrede Templet, og vilde tvinge Jøderne til at bryde Mose-Loven, og at offre til Afguderne. De Ugudelige iblandt Jøderne gjorde gierne hvad Kongen vilde, og Andre gjorde det af Frygt for Spot og Skade, men dog blev Mange deres Fædres Gud og Loven troe, og vilde heller lade Livet, end falde fra den sande Gud, og knæle for Afguder. Blandt disse var ikke blot en gammel Skrift-Klog, ved Navn 👤Eleasar, som ved sin standhaftige Død for Guds Sandhed gav et lysende Exempel for de Unge, men der var ogsaa en Kvinde, en Moder med sine syv Sønner, som alle taalde Døden uden Frygt, og opmuntrede hinanden til Bestandighed, med den trøstelige Vished, at deres Gud var baade god og almægtig, og vilde engang opreise deres Legeme af Jorden, som de nu opoffrede for en god Samvittighed, og til den levende Guds Ære, som gav Mennesket Liv og Aande, og som gav 👤Abrahams Folk sine hellige Bud, med Løfte paa evig Velsignelse!

Snart opvakde Herren da ogsaa en Befrier for sit undertrykte Folk og for sin vanærede Helligdom, og Hjelpen kom, som det sædvanlig er Guds Maade, fra en Side, hvor man ventede den mindst.

Der var nemlig en lille By i 📌Jødeland ved Navn 📌Modin, og der boede en gudfrygtig 92Mand, en Præst ved Navn 👤Mattathias, med sine fem Sønner, og han saae de Gudsbespottelser, som skedte i 📌Juda og 📌Jerusalem, og han sagde: Gud bedre mig! hvorfor er jeg født til dette, at see mit Folks og 📌den hellige Stads Fordærvelse, og at sidde stille, da den gives i Fiendernes Haand, og Helligdommen i de Fremmedes Haand, og see! vore hellige Ting, og vor Deilighed og vor Herlighed er ødelagt, og Hedningene have vanhelliget dem, hvorefter skulle vi da længere leve? og han med sine Sønner sønderrev deres Klæder, og sørgede saare. See da kom de Mænd ogsaa til 📌Modin, som skulde tvinge Folket til at offre paa Afguders Altre, og de fristede 👤Mattathias, og det var forgiæves, men der en jødisk Mand for Alles Øine gik frem at offre paa Alteret, da blev 👤Mattathias nidkiær i Aanden, og han blev hastig efter Retten, og løb frem, og slagtede ham ved Alteret, og den Kongens Mand, som nødte dem til at offre, ihielslog han i den samme Time, og kastede Altret omkuld, og raabte over Staden med høi Røst, og sagde: hver, som er nidkiær efter Loven, og holder Pagten, han drage ud efter mig. Saa flyede han og hans Sønner paa Bjergene, og forlode hvad de havde i Staden, og der sankedes til dem de Vældige, Stærke af Israel, hver, som godvillig holdt ved 93Loven, og der de havde faaet en Hær, da sloge de Syndere i deres Vrede, og uretfærdige Mænd i deres Hastighed, og nedbrøde Afguders Altre, og forfulgte Hofmodigheds Børn, og den Handel lykkedes ved deres Haand, thi den var af Herren. Og der 👤Mattathias Time kom, at han skulde døe, da sagde han til sine Sønner: nu Børn! værer nidkiære for Loven, og vover eders Liv for Fædrenes Pagt, kommer vore Fædres Gierninger ihu, som de gjorde i deres Slægter, og betænker det saa, Slægt efter anden, at alle de, som haabede paa Herren, ere ikke blevne afmægtige, og frygter ikke for en syndig Mands Ord, thi hans Herlighed skal komme til Skarn og Orme. Og han satte sin Søn, 👤Judas Maccabæus, den Vældige, til Krigsøverste, og sin anden Søn, den forstandige 👤Simon, til Raadgiver, og han velsignede dem, og blev lagt til sine Fædre. Saa førte 👤Judas og hans Brødre Herrens Krig, og han var uforsagt paa Stridens Dag, og saae ikke til sin Hobs Ringhed, thi han sagde: der er ingen Forskjel for Gud i Himlen derpaa, at frelse ved mange eller ved faa; thi Seier i Krig kommer ei af Hærens Mangfoldighed, men Størken er af Himmelen, vi stride for vores Sjæle og vore Rette. Og Herren gav de Syriske Stridsmænd i sine 94Tieneres Vold, og 👤Judas fik Magt, og drog op til 📌Jerusalem, og rensede Helligdommen, og holdt Høitid med Glæde, og med Lovsang til den Gud, som hjelper i Nød og frelser af Angest, som er nær hos alle dem, der kalde paa Ham i Sandhed, som giør hvad de Gudfrygtige begiære, som hører deres Skrig, og hielper dem. Og det var Kong 👤Antiochus, han havde hørt om en Stad i 📌Persialand, som havde et Tempel, og som var herlig med Rigdom, Sølv og Guld, og han drog op at berøve den, men Bymændene stode hardt imod, og han flydde, og der han drog hjemad til 📌Babylon, da hørde han Tidende om alt Det, 👤Judas havde gjort i 📌Jødeland og i 📌Jerusalem, da blev han forfærdet og saare beklemt, og faldt paa Sengen, og Sorg fortærede ham, og han kom ihu alt det Onde, han havde bedrevet, og hans Bespottelse mod Helligdommen, og han omkom ynkelig med Bedrøvelse i det fremmede Land.

Vel faldt 👤Judas omsider i et Slag, og Krigen førdes med foranderlig Lykke, men Jøderne beholdt dog Frihed til at tjene deres Fædres Gud, og En af Makkabæerne, 👤Johannes Hyrkanus, 👤Simons Søn, undertvang endog Edomiterne eller Idumæerne, som nedstammede fra 👤Jakobs Broder 95👤Esau; men han misbrugde sin Lykke, i det han tvang Idumæerne til, udvortes at dyrke Jehovah, skiøndt de ikke troede paa Ham, og Jøderne misbrugde deres Frihed til indbyrdes Krig og Feide, hvorved de i Romerne fik nye og strænge Herrer! 1. Makk. 1–4. 2. Makk. 6. 7. Joseph. XII. 7–19. XIII. 17.

XXV. Romerne og Keiser 👤Augustus.

📌Det Persiske Rige var større end 📌det Babyloniske, og 📌det Græske Rige under 👤Alexander var igien større end 📌det Persiske; men 📌det Romerske Rige blev dog det Allerstørste, og var det fjerde Rige, som 👤Daniel spaaede om, at det skulde være ligesom Jern og Staal, til at udhamre og knuse alt Andet.

Dette Rige havde sit Navn af en Stad, der hedder 📌Rom, og ligger sydvestlig i 📌Europa, i det Land 📌Italien, og er endnu en stor og navnkundig Stad, og Folket i 📌Rom var fra Først af kun en Haand-Fuld Røvere, og andre Løs-Giængere, men blev siden en Blanding af allehaande Italienske Stammer, og havde Lykken med sig, saa de indtog ikke blot hele 📌Italien, men efterhaanden baade 📌Grækenland, 📌Syrien, 📌Ægypten, og alle Landene omkring 📌Middel-Havet, som dengang udgjorde hele den egenlige Folke-96Verden, hvor der var ordenlige Byer og Riger!

Vel havde Jøderne, ligefra 👤Judas den Makkabæers Tid, holdt Venskab med Romerne, men det var Romernes gamle Vane, ved den første gode Leilighed at opkaste sig til Herrer over deres saakaldte Venner, og da nu to Brødre af Makkabæernes Slægt stredes om Thronen i 📌Jerusalem, kom den Romerske General 👤Pompeius derhen, for at bilægge Trætten, men gjorde det saaledes, at Jøderne herefter maatte kiende Romerne for deres Herskab, og skatte til dem.

Der var imidlertid en Idumæer, ved Navn 👤Antipater, som med Guld og Smiger saaledes vandt de Romerske Høvdingers Gunst, at han temmelig uindskrænket beherskede 📌Jødeland, og hans Søn 👤Herodes blev endelig gjort til Konge i 📌Jerusalem, af den berømte 👤Augustus, som paa denne Tid opkastede sig til Keiser i 📌Rom. Joseph. XIV. 1–26. XV. 10.

XXVI. Jødernes hellige Skrift.

👤Moses beskrev i Lov-Bogen, ikke allene Israels Udgang af 📌Ægypten, med Vandringen og Lov-Givningen i Ørken, men ogsaa, ved særdeles guddommelig Bistand, Verdens Oprindelse, Menneskets Synde-Fald, Synd-97Floden, og Herrens Førelser med sit Folks Stam-Fædre: 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob. Siden fortsattes Israeliternes Historie fra 👤Moses til 👤Nehemias af ubekiendte Forfattere, blandt hvilke dog 👤Josva og 👤Samuel udentvivl har været. Endelig efterlod baade 👤David, og mange af Propheterne i 📌Juda-Riget egne Bøger, fulde af Herrens Ord og Aabenbaringer, og derfor inddeelde Jøderne paa 👤Christi Tid deres hellige Skrift i Mose-Lov, Propheterne og Psalmerne.

Alle disse Bøger, saavelsom Nogle af 👤Salomon, vare skrevne paa Ebraisk, som Israeliternes Moders-Maal, og paa dette deres Grund-Sprog have vi endnu alle disse Bøger, som vi med eet Ord kalde det Gamle Testamente, men da det Græske Sprog, efter 👤Alexander den Stores Tid, ogsaa i 📌Asien blev det almindelige Bog-Sprog, og da 📌Alexandrien, som nu blev den Græske Lærdoms Sæde, var stærkt bebygget af Jøder, saa blev ogsaa Jødernes hellige Skrift oversat paa Græsk, og dette Værk er endnu til, under Navn af de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Oversættelse. Lov-Bogen blev oversat kort efter 👤Alexanders Tid, men om det Øvrige veed vi kun, at det længe før 👤Christi Dage var til paa Græsk, og heri 98spore vi Guds besynderlige Forsyn, som saaledes baade aabnede Hedningerne Adgang til sand Guds Kundskab, og banede Veien for Christendommen, som skulde beskrives og mest udbredes paa det Græske Sprog. Joseph. XII. 2.

XXVII. De skriftkloge Pharisæer og Sadducæer.

Hos intet af alle Oldtidens Folk var Bog-Læsning saa almindelig, og Skrift-Klogskab eller Videnskabelighed saa udbredt, som hos Jøderne; thi de havde en hellig Skrift lige fra 👤Moses Tid, som idelig voxde, og som hele Præste-Stammen skulde være hjemme i; ja det var udtrykkelig befalet, at Loven skulde høirøstet oplæses i hele Folkets Paahør.

Under Fangenskabet i 📌Babel, da Folket levede adspredt i Hedningernes Stæder, uden Tempel og ordenlig Guds-Tjeneste, har man sikkert begyndt med at indrette egne Huse til Forsamling om Sabbathen, og disse Huse, som kaldtes Synagoger, vare siden hellige Samlings-Steder, ligesom vore Kirker, hvor der blev bedet, og oplæst Stykker af Loven og Propheterne, med Formanings-Taler til Folket.

Da der nu i flere Aarhundreder: fra 99Bygningen af 📌det andet Tempel, indtil Keiser 👤Augusti Dage, ikke opstod nogen ny Prophet, eller skedte noget Tillæg til den hellige Skrift, saa blev de Skrift-Kloge, eller Bog-Lærde, Folkets eneste Lærere, og de skattede, læste og fortolkede naturligviis Skrifterne, eftersom de havde Tro og Forstand til.

Iblandt disse Skrift-Kloge er især to Partier blevet navnkundige: Pharisæerne og Sadducæerne, som lige fra de første Makkabæers Tid, bestreed hinanden, med bittert Fiendskab.

Pharisæerne gjaldt for de Hellige, thi baade antog de hele Skriften for guddommelig, priste Jehovahs underlige Gierninger, og drev paa en strængere Levemaade, og flittigere Guds-Dyrkelse, end selv Loven foreskrev, og disse stod i mest Anseelse hos Folket, som de ogsaa trøstede, baade med at forkynde Opstandelsen fra de Døde, og med at nære Forventningen om den guddommelige Befrier, den store 👤Davids Søn, eller Messias, det er: Christus, som Herren ved Propheterne havde Lovet sit Folk.

Sadducæerne var derimod ligesaadanne Folk, som de der nu kalde sig selv de Oplyste; thi de ringeagtede Propheterne, antog kun Loven for hellig, talede stolte Ord om deres egen Styrke og Fornuft, og vilde In100tet vide af de Dødes Opstandelse, eller Guds Dom, men indbildte sig, det gjaldt kun om at slippe ustraffet og uskiæmmet giennem Verden, da Alt havde Ende med Døden! Joseph. XIII. 9. 18. XVIII. 2.

Men medens de Bog-Lærde kivedes om Skrifterne, var Tiden kommet, da Jehovah klarlig vilde opfylde sit det gode Ord, som Han havde talet til 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, til 👤Moses, 👤David, og alle Propheterne; og medens Sadducæerne haardnakket paastod, der var ingen Engle til, da udsendte Gud sin Engel, til at forkynde det Gamle Testamentes Fuldendelse, og det Ny Testamentes Begyndelse!

Tredie Hoved-Stykke.

Om den Apostoliske Kirke i det Ny Testamente.

I. Præsten 👤Zacharias.

Under alle Omskiftelser var Præstedømmet dog blevet hos 👤Aarons Æt, og nu skedte det, under Kong 👤Herodes, at da en gammel gudfrygtig Mand iblandt Præsterne, ved Navn 101👤Zacharias, en Dag forrettede sit Embede inde i Templets Helligdom, da saae han, med Forskrækkelse, at der stod en Guds Engel ved Alteret; men Engelen talede til ham, og sagde: frygt ikke, 👤Zacharias! du er bønhørt, og din Hustru, 👤Elisabeth, skal blive Moder til en Søn, som du skal kalde 👤Johannes, og Guds Aand skal være over ham fra Barnsbeen, som over 👤Elias, saa ved ham skal Mange af 📌Israels Børn omvendes til Herren, deres Gud, Vantroen vige for ret Forstand, og Herrens Folk forberedes! Da 👤Zacharias imidlertid tvivlede, og forlangde et Tegn paa, at det skulde virkelig skee, da straffede Engelen ham, og sagde: jeg er Guds Tjener, Gabriel, udsendt til dig med denne glædelige Tidende, men siden du ikke troer mig paa Ordet, skal du være stum, til det skeer, som jeg sagde!

👤Zacharias kom nu maalløs ud af Templet, til Folkets Forbauselse, og han var stum, indtil Sønnen blev født, efter Engelens Ord; men da man trættedes om, hvad Barnet skulle hedde, da tog 👤Zacharias en Tavle, og skrev derpaa, at Barnet skulde hedde 👤Johannes, og strax blev hans Tungebaand løst, saa han talede lydelig, og Guds Aand kom over ham, saa han spaaede om de store Ting, som nu skulde skee paa Jorden, og sagde 102iblandt Andet: du, Barnlille! skal kaldes den Høiestes Prophet, thi du skal være Herrens For-Løber, og bane ham Veien, og give Folket Forstand paa Frelsningen, som skeer ved Syndernes Forladelse, af Guds inderlige Barmhjertighed, og ved Morgen-Røden fra det Høie, som er oprundet til Lysning for os i Mørket og i Dødens Skygge-Dal, til at styre vore Trin paa Fredens Vei! Luc. 1.

II. Jomfru 👤Marie.

Førend 👤Johannes endnu var født, aabenbarede Engelen Gabriel sig for en Jomfru af 👤Davids Æt, som hedd 👤Marie, og boede i den lille By 📌Nazareth, hvor hun var forlovet med en Tømmer-Mand, som hedd 👤Joseph, og nedstammede ligeledes fra Kong 👤David. Engelen velsignede 👤Marie, og forkyndte, at hun skulde blive Moder til en Søn, hvis Navn hun skulde kalde 👤Jesus, og han, sagde Engelen, skal være stor, og kaldes den Høiestes Søn, og Gud Herren skal give ham hans Fader 👤Davids Throne, og han skal regiere over 👤Jakobs Huus evindelig! Men, sagde 👤Marie, forundret, hvorledes det? jeg er jo ikke gift. Den Hellig-Aand, svarede Engelen, skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge 103dig; derfor skal ogsaa dit hellige Foster kaldes Guds-Søn! Da sagde 👤Marie, troende, see, jeg er Herrens Tjenerinde; det times mig efter dit Ord!

Der var spaaet, at 👤Christus skulde fødes i 📌Bethlehem, i 📌Davids Stad, og, for at det kunde skee, magede Herren det saa, at den Romerske Keiser 👤Augustus befoel, der i dette Aar skulde giøres Mand-Tal over alle 📌Jødelands Indbyggere, og at de skulde møde i deres Fædrene-Byer, for der at indføres i Mand-Tallet. Desaarsag maatte 👤Joseph og 👤Marie reise op til 📌Bethlehem, til deres Stam-Fader 👤Davids By, og da der ikke var Rum i Værelserne til dem, maatte de tage Natte-Ly i en Stald.

Her, i Stalden, blev Verdens Frelser, Guds Søn, 👤Jesus Christus, født ved Natte-Tide, og hans Moder svøbde ham, og lagde ham i en Krybbe! Luc. 1. 2.

Til Minde herom holde de Christne aarlig, ved Vinter-Soelhvervs Tid, naar Dagene atter begynde at længes, en glædelig Fest, som vi Nordiske Folk kalde Julen, og da sang de Gamle:

1

Et Barn er født i 📌Bethlehem,
📌Bethlehem;
Thi glæder sig 📌Jerusalem!
Halleluja, Halleluja!

2

104Han lagdes i et Krybbe-Rum,
Krybbe-Rum;
Uden Ende er Hans Herredom!
Halleluja, Halleluja!

og ydermere sang vore sidste Fædre:

1

O Herre! al Verdens Skaber god!
Hvor est Du kommen i stor Armod!
Paa Hø og Straa ligger her Du ned
For Oxe og Asen i Uselhed!
Var Verden end dobbelt saa vidd og lang,
Den var dog Dig en Seng vel trang,
Og Dig ikke værd, var den end fuld
Af Ædel-Stene, Perler og Guld!

III. Hyrderne ved 📌Bethlehem.

I den Nat, da 👤Jesus blev født, var der nogle Hyrder i Nærheden af 📌Bethlehem, som under aaben Himmel holdt Vagt over deres Hjord, og med Eet blev de omstraalede med Herrens Herlighed, og hans Engel stod hos dem, og sagde: frygter ikke! thi det er den glædelige Tidende for hele Folket, jeg har at melde eder, at i Dag er eders Frelser, den Herre 👤Christus, født i 📌Davids Stad, og det skal være eder Kiende-Mærket, at han ligger som et Svøbelse-Barn i en Krybbe! I samme Øieblik blev der fuldt af Engle hos dem, og de sang med Fryd om Hans Herlighed, som boer i det Høie, om Freden, 105Han skabde paa Jorden, og om Naaden, Mennesket fandt for hans Øine!

Saasnart dette Syn var forsvundet, skyndte Hyrderne sig til 📌Bethlehem, hvor de fandt Barnet i Krybben, hos 👤Marie og 👤Joseph, og fortalde, hvad der var dem aabenbaret, og derpaa gik de tilbage til deres Hjord, med Lov-Sang til Gud for Alt hvad de havde seet og hørt! Luc. 2.

IV. Stjerne-Kigerne fra 📌Øster-Leden.

Nogen Tid efterat 👤Jesus var født, fik Kong 👤Herodes i 📌Jerusalem, og alle hans Tilhængere, en stor Forskrækkelse, thi der kom Fremmede tilbyes i et forunderligt Ærende; og det var Stjerne-Kigere fra 📌Øster-Leden, som kom, og spurgde: hvor er han at finde, den nyfødte Jødernes Konge; hvis Stjerne vi have opdaget i 📌Østen, og komme derfor nu at tilbede ham? 👤Herodes lod strax alle Hoved-Stadens Præster og Skrift-Kloge sammenkalde, for at udfritte af dem, hvor 👤Christus skulde fødes, og fik da at vide, at, efter Spaadommene, skulde det være i 📌Bethlehem. Derpaa havde han en hemmelig Samtale med Stjerne-Kigerne, hvorved han paa det Nøieste underrettede sig om Tiden, naar Stjernen var kommet tilsyne, og gjorde den Aftale med dem, at, hvis de fandt Bar106net i 📌Bethlehem, skulde de melde ham det, for at ogsaa han kunde komme hen og tilbede Det!

Nu reiste da Stjerne-Kigerne videre til 📌Bethlehem, men da de kom did, var Stjernen der alt, og stod over Huset, hvor Barnet var inde, og ved Synet deraf blev de Reisende sjæleglade, gik ind, fandt Barnet med Hans Moder 👤Marie, faldt paa Knæ, og tilbad ham, og offrede ham Gaver: Guld, Røgelse, og Myrrha! De vendte imidlertid ikke tilbage til 👤Herodes, men reiste, efter en Aabenbaring i Drømme, hjem ad en anden Vei. Math. 2.

Disse Stjerne-Kigere kalde de Christne, efter et gammelt Sagn, de hellige tre Konger, og indtil vore sidste Fædres Tid helligholdt alle de christnede Hedning-Stammer aarlig en Dag, til et glædeligt Minde om disse de første Hedninger, som tilbad 👤Jesus Christus.

V. Kong 👤Herodes, og Barnet i 📌Bethlehem.

Idumæeren 👤Herodes, var et af de falskeste, mistænkeligste, og mest blodtørstige Umennesker, man kiender, havde paa det Grusomste udryddet Makkabæer-Slægten, og hør107de aldrig saasnart tale om den store Konge-Søn herovenfra, før han fattede det ligesaa latterlige som ugudelige Forsæt at myrde ham i Svøbet. Derfor udfrittede han Stjerne-Kigerne om hans Fødsels-Tid, og da han mærkede, de ikke kom tilbage, greb den Hjerteløse til det fortvivlede Raad, at lade myrde alle Børn paa to Aar, og derunder, i 📌Bethlehem og dens Om-Egn! Men iblandt dem var 👤Jesus ikke; thi saasnart Stjerne-Kigerne vare afreiste, havde den alvidende Gud, ved en Engel, aabenbaret 👤Joseph i Drømme, den Fare, som truede, og befalet ham, strax at flygte til 📌Ægypten med Barnet og 👤Marie.

Der staaer ikke skrevet, hvorlænge 👤Joseph var i 📌Ægypten, men kun, at Herrens Engel, efter nogen Tids Forløb, igien aabenbaredes for 👤Joseph i Drømme, og sagde: tag Barnet og hans Moder, og reis tilbage til 📌Israels Land, thi de er nu døde, som stode Barnet efter Livet! Saa reiste 👤Joseph til 📌Nazareth, og boede der, og Barnet voxde, under Guds Velbehag, kraftig i Aanden, og fyldtes med Viisdom. Math. 2. Luc. 2.

Saaledes frelstes da Barnet i 📌Bethlehem, men Kong 👤Herodes døde gruelig, som han havde levet, fortvivlet over Smerterne, som søndersleed hans Indvolde, og over den Tanke, at hans Døds-Dag vilde være en Glæ108des-Dag for hele Landet. Det sidste stræbde han vel at forhindre, ved den Befaling, at saasnart han var død, skulde man myrde en Mængde fornemme Jøder, som han havde sat i Fængsel blot for det Samme; men hans Efterlevende gav tvertimod alle disse Fanger strax deres Frihed, og gjorde saaledes Uhyrets Døds-Dag dobbelt glædelig. Joseph. XVII. 8. 10.

VI. Guds Søn i 📌Templet.

De ypperste Skrift-Kloge holdt ligesom en Høi-Skole i 📌Jerusalems Tempel, og da 👤Jesus var tolv Aar gammel, tog 👤Joseph og 👤Marie ham med sig op til 📌Jerusalem, hvor de aarlig, efter Loven, helligholdt Paaske-Festen; men da de reiste hjem, blev 👤Jesus i 📌Templet, dog uden deres Vidende; thi de tænkde, han var fulgt med Nogle af deres Bekiendtere fra 📌Nazareth. Da de imidlertid ikke fandt ham, vendte de tilbage til 📌Jerusalem, at lede ham op, og fandt ham omsider, den tredie Dag, i 📌Templet, siddende midt i en Samtale med de Skrift-Kloge, som alle faldt i Forundring over Dybden baade i hans Spørgsmaal og Giensvar! Forbauset over at finde ham i dette Selskab, sagde 👤Marie til ham: Søn! hvordan kunde du nænne det! vi have ledt saa ængstelig efter dig! Hvorfor lede efter mig 109svarede 👤Jesus, kunde I ikke nok vide, jeg maatte være hos min Faders! de forstod ham dengang ikke, men han stod op, fulgde hjem med til 📌Nazareth, og, skiøndt hans Viisdom voxde i Dage-Tal, saa var han dog lige ydmyg, og yndelig for Alle. Luc. 2.

VII. 👤Johannes den Døber.

👤Zacharias og 👤Elisabeths Søn 👤Johannes var fra Barns-Been en prophetisk Gaade, og følde sig, ligesom 👤Elias, kun hjemme, naar han var ene med Gud i Ørken! Han smagede, efter Engelens Bud, aldrig Viin, eller anden stærk Drik, men Aanden var stærk over ham, og af Aandens Drift fremtraadte han, henimod tredive Aar gammel, ved 📌Jordans Færge-Steder, som en prophetisk Prædikant: en Tordner mod al Synd og Falskhed, men en Trøster for alle dem, som frygtede Gud, og forventede Frelseren! Det var dengang Nyt i 📌Jødeland, thi i langsommelig Tid havde Folket kun hørt Pharisæer og Sadducæer, som vel vidste hvad der stod skrevet, men havde hverken Sind eller Tunge til at føre Ordet: Guds Ord, som er Liv og Aand; og derfor mylrede der nu omkring 👤Johannes i Ørken af allehaande Folk, baade gode og slette, som vilde høre ham, der førde det levende Ord i Aandens Kraft, med Propheternes Tunge. 110Da han nu ogsaa klarlig forkyndte, at Timen var for Haanden, da Guds store Forjættelser skulde opfyldes, og da han døbde alle dem, som bekiendte deres Synder, til Borgere i det himmelske Rige, som skulde nu bradt oprettes paa Jorden; saa blev det snart en almindelig Formodning, at han selv var 👤Christus, Frelseren, som skulde komme; men da de Store i 📌Jerusalem omsider ved et høitideligt Gesandtskab forelagde ham Spørgsmaalet derom, da sagde han reent ud, at han var ikke 👤Christus, men kun den Røst i Ørken, som Propheterne havde spaaet, skulde bane Herrens Vei. Jeg døber vel med Vand, sagde 👤Johannes, men efter mig kommer min Over-Mand, hans Skoe-Baand er jeg ikke værdig til at løse, og Han skal døbe med den Hellig-Aand og Ild! Math. 3. Marc. 1. Luc. 3. Joh. 1. 3.

VIII. 👤Jesus fra 📌Nazareth.

Vi veed Intet om 👤Jesus fra hans tolvte Aar, til hans Tredivte, da han kom til 📌Jordans Flod, for at lade sig døbe af 👤Johannes! Denne vidste endnu ikke, at 👤Jesus var den 👤Christus, der skulde komme, men han vidste dog Nok, til at forundres over 👤Jesu Begiæring, og sagde: kommer Du til mig, jeg som kunde selv behøve at døbes af Dig! Da imidlertid 👤Jesus forsikkrede 👤Johannes, 111at det skulde saa være, fandt han sig deri, og saa snart 👤Jesus steeg op af Vandet, see, da aabnede Himmelen sig over ham, og Guds Aand nedsvævede som en Due over ham, og der kom en Røst fra Himmelen, saa lydende: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem Jeg finder Velbehag! Da forstod 👤Johannes, at 👤Jesus var Verdens Frelser, thi det var ham aabenbaret: Den, paa hvem du seer Aanden neddale, ham er det, som døber med den Hellig-Aand! Math. 3. Joh. 1.

IX. Herrens Fristelse af Djævelen.

Efter sin Daab fordybede 👤Jesus sig i den vilde Ørk, hvor han fastede i fyrretive Dage, og fyrretive Nætter, og da han derpaa følde Hunger, fremstillede Guds og Menneskets Fiende, som vi kalde Djævelen, sig for ham, fristede ham, og sagde: er du Guds Søn, da giør med et Ord disse Stene til Brød! Men 👤Jesus svarede ham kun: der staaer skrevet: Mennesket lever, ei af det blotte Brød, men af hvert Ord, som udgaaer af Guds Mund!

Derpaa tog Djævelen ham med sig til 📌den hellige Stad, og stillede ham paa Tempel-Svalen, og sagde: er du Guds Søn, da styrt dig ned; thi der staaer jo skrevet, at Han vil beskikke sine Engle til at bære dig paa Hæn112derne, saa du ikke skal støde din Fod paa Steen! Men 👤Jesus svarede blot: der staaer ogsaa skrevet: du maa ikke friste Herren, din Gud!

Derpaa tog Djævelen ham med sig op paa et himmelhøit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger, med samt deres Herlighed, og sagde til ham: alt dette vil jeg give dig, naar du vil knæle og tilbede mig! Da sagde 👤Jesus til ham: pak dig, Satan! thi der staaer skrevet: du skal tilbede Herren, din Gud, og dyrke Ham alene!

Da veeg Djævelen fra 👤Jesus, men Guds Engle var ved Haanden, og besørgede hans Nødtørft. Math. 4.

Disse underlige Ting er os fortalde, for at vi skal vide, at 👤Jesus er den Kvindens Sæd, den Menneskens Søn, der stod, hvor 👤Adam faldt, og knuste Hovedet paa den gamle Slange, der forførde Mennesket, saa vi skal betragte 👤Jesus, som vor anden Stam-Fader, den anden 👤Adam, hos hvem Menneske-Slægten kan vinde meer, end den har tabt, og finde 📌Paradiset midt i Ørken; thi hvor det onde er borte, og Guds Engle omleire Menneskens Børn, saa de Intet savne, men glæde sig for Guds Ansigt, der er i Grunden altid et 📌Paradiis!

113

X. Herrens Discipler.

Efter sin Daab og Fristelse, begyndte 👤Jesus sin store Vandring, trindtomkring i 📌Jødeland, helbredte kiærlig alle de Syge, der kom til ham, og talede Guds Ord, med en Kraft og en Myndighed, og dog tillige med en Jævnhed, Mildhed og Sødhed, som nødvendig maatte henrive alle dem, der ikke selv forhærdede sig imod Sandheds Røst, og Kiærligheds Kluk; thi saaledes havde aldrig noget Menneske talet, saaledes havde Ingen i klare og levende Ord aabenbaret baade Guds og Menneskets hemmelige Raad, og dybe Ting. Derfor strømmede ogsaa Folket til ham, i Tusind-Tal, hvor han vandrede, for at høre hans livsalige Ord; men de der fulgde ham stadig, i det Mindste til en Tid, kun dem kalde vi hans Discipler eller Lærlinger, og iblandt dem udvalgde han igien Tolv, som han kaldte sine Apostler eller Sende-Bud; thi dem havde han nærmest om sig, og gav dem særdeles Underviisning, fordi de skulde være hans overordenlige Vidner og Sende-Bud til alle Jordens Folke-Færd.

Blandt disse tolv Apostler maae vi igien særdeles lægge Mærke til Tre, som Han selv udmærkede, nemlig 👤Simon, hvem han gav Til-Navnet 👤Petrus eller Klip114pe-Manden, og 👤Zebedæi Sønner: 👤Johannes og 👤Jakob, som han kaldte Boanerges eller Torden-Børnene, ligesom da ogsaa 👤Johannes havde den mageløse Ære at kaldes Herrens kiæreste Discipel!

Disse Tre vare af Handtering Fiskere, da Herren antog dem til sine Discipler, og de laae dengang med deres Skibe tæt under Landet, paa den 📌Galilæiske Sø. 👤Jesus stod paa Strand-Bredden, omringet af en stor Folke-Stimmel, som vilde høre Guds Ord, men han traadte ned i 👤Simons Skib, og bad ham lægge lidt ud fra Landet, thi han vilde sidde frit paa Skibet, medens han talede til Folket. Det gjorde 👤Simon ogsaa, og Herren talede saalænge som han vilde, men da Han var færdig, sagde Han til 👤Simon: roe nu ud paa Dybet, og fang Fiske! Mester! svarede 👤Simon, vi har fisket hele Natten, til ingen Nytte; men, siden Du siger det, vil jeg dog udkaste Garnet! Som sagt, saa gjort, og Fiske-Fangsten blev saa stor, at 👤Simon maatte vinke ad 👤Zebedæi Sønner, som var i det andet Skib, for at faae Hjelp, og begge Skibene fik fuld Ladning, snart mere end de kunde bære!

Herover blev 👤Simon saa forbauset, at han faldt paa Knæ for 👤Jesus, og sagde: Herre! gaae fra mig, thi jeg er en syndig 115Mand; men 👤Jesus svarede: nei, følger I kun med mig! Jeg vil giøre eder til Folke-Fiskere! Da forlod de strax alle Ting og fulgde med ham! Luc. 5. Math. 4.

XI. Herrens Lærdom.

Naar Herren talede til Folket om hvad der skeer i Aandens usynlige Verden, da brugde han Lignelser, det vil sige: han lignede det Guddommelige og Usynlige ved noget Synligt og Menneskeligt, saa det kunde blive levende og fatteligt for dem, men sine Discipler forklarede han Lignelserne, naar de bad ham derom, og hvad Menneskene skal troe og giøre, for at tækkes Gud, og blive salige, det sagde han uden alle Omsvøb, og indprentede sine Tilhørere det paa alle muelige Maader.

Saa elskede Gud Verden, at Han hengav sin eenbaarne Søn, for at hver den som troer paa ham, skal ikke gaae forloren, men have det evige Liv! disse Herrens Ord udsige i et kort Begreb det Ny i Hans Lærdom; thi det er alle rette Menneskers Frygt, at de ved Synden har tabt Guds Kiærlighed, og det er deres dybe Sorg, at Døden bortriver dem og deres Kiære, hvis Hjertes Lyst var at leve evindelig! Det er derfor det Ny Testamentes velsignede Hemmelighed, at Guds eenbaarne Søn blev Menneske i 👤Jesus Christus, og 116døde for os, paa det vi kan leve evindelig med ham, i den Herlighed, han havde hos Faderen, førend Verdens Grundvold blev lagt, og denne ligesaa glædelige som vidunderlige Forandring, lærde 👤Jesus, skeer med de Mennesker, som troe paa ham, naar de i den hellige Daab gienfødes af Vand og Aand til Guds elskelige Børn.

Det følger af sig selv, at naar 👤Jesus er Guds eenbaarne Søn, at der da er en Gud Fader, og at hvem der ikke troer paa den Gud som skabde Himmelen og Jorden, kan heller ikke antage Nogen for hans Søn; men det var ikke blot Troen paa 👤Abrahams, og 👤Isaks, og 👤Jakobs Gud, Herren bekræftede, nei, han stadfæstede høitidelig alle de Ord, som 👤Moses og Propheterne havde talet i Jehovahs Navn, som den eneste sande Guds Ord, og knyttede saaledes det Ny Testamente uopløselig til det Gamle, saa det Ny Testamente er slet ikke Andet, end en guddommelig Forklaring af det Gamle, og en glædelig Opfyldelse af alle Dets store Spaadomme og Forjættelser, hvorfor ogsaa Aabenbaringen om 👤Jesus Christus kaldes med eet Ord Evangelium, det er: et glædeligt Budskab fra Himlen, som giver det troende Menneske Lys og Liv til evig Trøst.

👤Jesus Christus lærde da, ligesom 👤Moses og Propheterne, at vi skal elske Gud over 117alle Ting, og elske vor Næste som os selv, og at kun denne kiærlige Forening med Gud giør Mennesket salig; men 👤Jesus lærde os tillige, at det kun er ved Troen paa ham, det syndige Menneske kan finde Naade hos Gud, udfries fra Syndens Herredømme, og vinde Magt til at elske Ham igien, som elskede os først; og denne Tro paa 👤Jesus af 📌Nazareth, som Guds og Jomfru 👤Maries Søn, og som den mageløse Guddoms-Mand, der i Aand og Sandhed stifter evig Fred og kiærlig Forbindelse mellem den Himmelske Fader og Menneske-Slægten, denne Tro er det, som giør de Christne til et eget Folk, kiendeligt fra alle Andre paa Jordens Kreds!

XII. Herrens Leve-Regler.

Hvadsomhelst I vil, at Menneskene skal giøre mod eder, det Samme skal I giøre mod dem!

Gaaer ind igiennem den snevre Port, thi til Fordærvelse er Porten vidd, og Veien breed, men Livets Vei er smal, og Porten snever. Math. VII. 12–14.

Lader Eders Lys skinne for Menneskene, saa de kan see eders gode Gierninger, og prise eders Fader, som er i Himmelen! Math. V. 16.

Elsker eders Fiender, ønsker godt over dem, som ønske ondt over eder, giører 118vel mod dem, som eder hade, og beder for dem som fornærme og forfølge eder, saa I kan være eders Himmelske Faders Børn, som lader sin Soel opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige! Math. V. 44.

Naar du giver Almisse, da lad ikke din venstre Haand vide, hvad din Høire giør, saa din Gavmildhed skjuler sig, thi da vil din Fader, som seer i Løn, betale aabenlyst! Math. VI. 4.

Vaager og beder, at I ikke skal falde i Fristelse! Math. XXVI. 41.

Naar du giør din Bøn, da gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beed til din Fader, som er i det Skjulte! Math. VI. 6.

Sanker eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortærer, og Tyve bryde ind og stjæle, men sanker eder Skatte i Himlen, hvor hverken Rust og Møl fortærer, eller Tyve brække ind og stjæle! Math. VI. 19.

Spørger ikke ængstelig: hvad skal vi æde, og hvad skal vi drikke, og hvad skal vi klæde os med, som kun er lutter hedenske Spørgsmaal; thi eders Himmelske Fader veed, at I have alt Saadant behov, og naar I kun fremfor Alt attraae Guds Rige, og hvad der er Ret for Ham, da faaer I alt Saadant i Tilgift! Math. VI. 31. VI. 33.

119Hvad jeg siger Eder i Hemmelighed, det gientager aabenlyst, og hvad jeg hvidsker eder i Øret, udraaber det paa Svalerne, og frygter ikke for dem, der ei kan slaae Sjælen men kun Legemet ihiel! Math. X. 27. 28.

Sælges ikke to Spurve for en Hvid, og dog falder end ikke en af dem til Jorden, eders Fader uadspurgt, og selv eders Hoved-Haar er alle talte! Frygter da kun ikke! I er Meer end mange Spurve, og Enhver som vil være mig bekiendt for Mennesker, den vil ogsaa jeg være bekiendt for min Fader i Himlene; men hvem der fornægter mig for Menneskene, den vil ogsaa Jeg fornægte for min Fader i Himlen! Math. X. 29–33.

Dette er kun Faa af de mangfoldige rene, og vise Leve-Regler, 👤Jesus gav sine Tilhørere; men alle hans Bud kan indbefattes i de to store Bud: elsk Herren din Gud af Hjertens Grund, og af alle Kræfter; og elsk din Næste som dig selv! thi Kiærlighed er Fuldkommenheds Baand, og Lovens Fylde, og hvad man ikke giør af Kiærlighed, det gjør man ikke af Hjertet, og dog seer Gud alene paa Hjertet, thi Gud Fader er Kiærligheden selv, saa at, om vi havde saa stærk en Tro, at vi kunde flytte Bjerge, om vi havde Engle-Klogskab, om vi gav alt vort Gods til de Fattige, og lod os levende brænde for Sandheds Be120kiendelse, men havde dog ingen Kiærlighed, da var vi dog ikke den Herres sande Discipler, som vidner: derpaa skal mine Discipler kiendes, at de have indbyrdes Kiærlighed! Joh. 13. 1. Cor. 13.

XIII. Herrens Ordsprog.

Ord-Sprog kalde vi med et Fælles-Navn alle korte og fyndige Tanke-Sprog, der lade sig anvende paa mange Tilfælde, og kan tiltale Alle, skiøndt Alle ei forstaae dem lige godt, og Herrens Ord-Sprog skulde alle Christne tidlig indprænte sig, og idelig betænke. De mest i Øine Faldende er disse!

Held de Sørgende, thi de skal trøstes! Math. V. 4.

Held dem, som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skal mættes! Math. V. 6.

Held de Barmhjertige, thi dem skal times Barmhjertighed! V. 7.

Held de Rene af Hjertet, thi de skal see Gud! V. 8.

Mister Saltet sin Kraft, hvormed skal det da saltes! V. 13.

Staden paa Bjerget kan ikke skjules! V. 14.

Man tænder ikke Lys, for at sætte det under Laag, men i en Stage! V. 15.

121Du skal ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke giøre eet Haar hvidt eller sort! Math. V. 36.

Eders Ja være Ja, og Eders Nei være Nei, thi jo meer der kommer til, des værre det er! V. 37.

Hvor Skatten er, vil Hjertet være! VI. 21.

Øiet er Legemets Lys! VI. 22.

See til, at du ikke tager Mørket i dig for Lys, ellers bliver Mørkheden stor! VI. 23.Luc. XI. 35.

Ingen kan tjene to Herrer! Math. VI. 24.

Er ikke dog Sjælen meer end Føden, og Legemet end Klæden! VI. 25.

Hvem af jer kan, med al sin Bekymring, sætte en Alen til sin Vext! VI. 27.

Bekymres aldrig for i Morgen; Dag haver Ondt nok med sin egen Deel! VI. 34.

Med den Skieppe I udmaale, skal eder igien maales! VII. 2.

Hvi seer du Splinten i din Broders Øie, men ei Bjelken i dit Eget! VII. 3.

Giver ei Hundene det Hellige, og kaster ei Perler for Svin! VII. 6.

Beder, saa skal eder gives! Leder, saa skal I finde! Banker paa, saa skal der lukkes op! VII. 7.

122Hvem vil give sin Søn en Steen, naar han beder om Brød, eller en Snog, naar han beder om Fisk! Math. VII. 9.

Vogter eder for dem i Faare-Klæder, som indvortes ere glubende Ulve! VII. 15.

Voxer der Vin-Druer paa Tjørne, eller Figen paa Tidsler! VII. 16.

Det gode Træ bær gode Frugter, og det Raadne bær Slette! VII. 17.

Det Træ som ikke bær god Frugt, skal hugges om, og lægges til Ilden! VII. 19.

Lad de Døde begrave deres Døde! VIII. 22.

Ikke de Sunde, men kun de Syge, har Læge behov! IX. 12.

Man skal ikke sætte en ny Klud paa et gammelt Klædebon! IX. 16.

Høsten er stor, men Arbeiderne ere faa! IX. 37.

Giver for Intet, hvad I har faaet for Intet! X. 8.

En Arbeider er sin Føde værd! X. 10.

Værer snilde som Slanger, men troskyldige som Duer! X. 16.

Discipelen er ikke over Mesteren, eller Tjeneren over Herren! X. 24.

Intet er skjult, som jo skal opdages, og Intet er hemmeligt, som jo skal aabenbares! X. 26.

123Hvo som haver Øren at høre med, han høre! Math. XI. 15.

Splidagtige Riger forgaae, og splidagtige Huse forfalde! XII. 25. Luc. XI. 17.

Hvem kan gaae ind i Kæmpens Huus, og tage hans Vaaben, uden først at binde den Stærke! XII. 29.

Af Hjertets Overflødighed taler Munden! XII. 34.

I sit Huus og Hjem er Propheten ringeagtet! XIII. 57.

Ikke hvad der kommer ind i Munden, men hvad der kommer ud af den, giør Mennesket ureent! XV. 11.

Naar Blind leder Blind, falde Begge i Graven! XV. 14.

Hver Urt som ikke den himmelske Fader har plantet, skal med Rod oprykkes! XV. 13.

Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige! XVIII. 3.

Hvem der fornedrer sig selv som et lidet Barn, det er den Største i Himmeriges Rige! XVIII. 4.

Der maa skee Forargelse, men vee det Menneske, som giver den! XVIII. 7.

Det er bedre at gaae eenøiet ind i de Levendes Land, end at have to Øine, og kastes i Ild-Svælget! XVIII. 9.

124Hvad Gud har sammenføiet, skal Mennesket ikke adskille! Math. XIX. 6.

Der er kun een God, og det er Gud! XIX. 17.

Et Reeb gaaer lettere giennem et Naale-Øie, end en Rig ind i Guds Rige! XIX. 24.

For Gud er Alting mueligt! XIX. 26.

Mange som ere de Første, skal blive de Sidste, og de Sidste de Første! XIX. 30.

Mange ere kaldte, men Faa er udvalgte. XX. 16.

Giver Keiseren det som Keiserens er, og Gud, det som Guds er! XXII. 21.

Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes! XXII. 32.

I maae ikke kalde eder Vei-Ledere, thi 👤Christus er den eneste Vei-Leder! XXIII. 10.

Hvem der ophøier sig selv, skal fornedres, men hvem der fornedrer sig selv, skal ophøies! XXIII. 12.

Jo længere Bøn for et Syns Skyld, des haardere Dom! XXIII. 14.

Hvem der sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne, og ved Ham som sidder paa den! XXIII. 22.

Hvor Aadselet er, forsamles Ørnene! XXIV. 28.

Aanden er fyrig, men Kiødet skrøbeligt! XXVI. 41.

125Sværd-Tægt giør Mand-Slæt! XXVI. 52.

For Menneskets Skyld blev Hvile-Dagen til, og Mennesket ikke for Hvile-Dagen! Marc. II. 27.

Hvordan kan Satan fordrive sig selv! III. 23.

Alle Ting er den Troende muelige! IX. 23.

Hvem der ikke er imod os, er med os! IX40.

Læge! læg dig selv! Luc. IV. 23.

Giver! saa skal eder gives! VI. 38.

Hvi kalder I mig Herre, og giør dog ikke hvad jeg siger! VI. 46.

Hvem Lidet tilgives, elsker lidet! VII. 47.

Menneskens Søn er ikke kommet for at fordærve Menneske-Sjælene, men for at frelse dem! IX. 56.

Glæder eder ikke saameget over, at Aanderne ere eder underdanige, som over at eders Navne ere skrevne i Himlen! X. 20.

Held dem som høre Guds Ord og giemme derpaa! XI. 28.

Han som gjorde det Udvendige, gjorde Han ikke ogsaa det Indvendige! XI. 40.

Man lever ikke af det Gods man har tilovers! XII. 15.

Giører eder Punge, som ikke opslides! XII. 33.

Den Tjener som veed sin Herres Villie, 126men stræber dog ei at rette sig derefter, skal have mange Hugg! Luc. XII. 47.

Hos hvem Meget er givet, skal Meget søges! XII. 48.

Løser ikke Enhver om Hvile-Dagen sin Oxe og sit Asen, og fører dem til Vands! XIII. 15.

Hvem der er tro i det Smaa, er ogsaa tro i det Store! XVI. 10.

Hvem der er uretfærdig i det Smaa, er ligesaa i det Store! XVI. 10.

Før skal Himmel og Jord forgaae, end et eneste Ledd af Loven bortfalder! XVI. 17.

Hvem der ikke vil høre 👤Moses og Propheterne, overtales ikke heller, om Nogen staaer op fra de Døde! XVI. 31.

Hvem takker Tjenere for, at de giør hvad de skal! XVII. 10.

Guds Rige kommer ikke med Bram! XVII. 20.

Hvem der vil frelse sig selv, gaaer til Grunde, men hvem der opoffrer sig selv, faaer det evige Liv! XVII. 33. Math. X. 39. Joh. XII. 25.

Hvem er mest: den der sidder tilbords, eller den der opvarter! Luc. XXII. 27.

Spares ei engang det grønne Træ, hvad bliver der da af med det Tørre! XXIII. 31.

Aand har ikke Kiød og Been! XXIV. 39.

127Kun hvem der bliver høibaaren, kan see Guds Rige! Joh. III. 3.

Hvem der ei fødes af Vand og Aand, kan ikke indgaae i Guds Rige! III. 5.

Kiød føder Kiød, og Aand føder Aand! III. 6.

Ingen kan fare op til Himmelen, uden hvem der foer ned fra Himmelen! III. 13.

Hvem der giør Ondt, skyer Lyset; men hvem der gjør Sandhed, søger det! III. 20.

Gud er en Aand, derfor skal man tilbede Ham i Aand og Sandhed! IV. 24.

Den Ene saaer, og den Anden høster! IV. 37.

Ligesom Faderen opvækker Døde, og giør dem levende, saaledes giør og Sønnen levende hvem han vil! V. 21.

Faderen selv dømmer Ingen, men haver skudt al Dom til Sønnen! V. 22.

Hvem der ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen! V. 23.

Lærlinger af Gud skal Alle være! VI. 45.

Himmel-Brødet er det, som man æder og bliver udødelig af! VI. 50.

Det er Aand som opliver, Kiød nytter ikke! VI. 63.

Dømmer ikke efter Udseende! VII. 24.

Hvem der er reen, kaste den første Steen! VIII. 7.

128Sandheden skal giøre eder frie! Joh. VIII. 32.

Hvo som giør Synd, er Syndens Træl! VIII. 34.

Ei Trællen, men kun Sønnen, bliver evig i Huset! VIII. 35.

Var I 👤Abrahams Børn, da gjorde I 👤Abrahams Gierninger! VIII. 39.

Naar Djævelen siger Løgn, da taler han af sin egen Aande, thi han er selv dens Fader! VIII. 44.

Hvem der er af Gud, har Øre for Guds Ord! VIII. 47.

Ærer jeg mig selv, det har jeg ingen Ære af! VIII. 54.

Natten kommer, da Ingen kan arbeide! IX. 4.

Var I blinde, da var I undskyldte! IX. 41.

Hyrden gaaer igiennem Dørren ind i Faare-Huset, og hvem der gaaer andre Veie, er en Tyv og en Røver! X. 1.2.

Hjorden følger Hyrden, fordi den kiender ham paa Røsten! X. 4.

Tyv kommer kun for at stjæle, at myrde, og fordærve! X. 10.

Hyrden kommer for at Hjorden skal leve, og have overflødigt! X. 10.

Den gode Hyrde opoffrer sig selv for 129Hjorden, men Leie-Svenden flygter, naar Ulven kommer! Joh. X. 11.

Der skal være een Hjord, og een Hyrde! X. 16.

Kan du troe, da skal du see Guds Herlighed! XI. 40.

Dersom ei Hvede-Kornet synker i Jorden og døer, da bliver det eenligt, men døer det, da bærer det megen Frugt! XII. 24.

Vandrer imens det er lyst! XII. 35.

Hvem der vandrer i Mørke, veed ei hvor han gaaer! XII. 35.

Hvem der er badet, behøver kun at vaske Fødderne, saa er han ganske reen! XIII. 10</