I. Verdens Skabelse.

✂ Førend Bjergene blev til, og Solen skinnede paa Himlen, ja, fra Evighed af, er den levende Gud, hvem intet Menneske har seet, eller kan begribe, men som dog begriber sig selv, og aabenbarer sit Liv og sin Almagt i alle sine ►underlige Gierninger! Han, den levende Gud, som seer os allevegne, baade Dag og Nat, hører Alt hvad vi siger, og veed hvad vi tænker, Han er vor Herre, som vi skal adlyde, og Han er en Herre over alle Herrer, for Han har skabt baade Himlen og Jorden og Havet, med Alt hvad der er i dem, og Himlene skal blive gamle, som en Klædning, der opslides og ►aflægges, men tusinde Aar er for Herren som en Dag, og en Dag som tusinde Aar, thi Han er fra Evighed til Evighed baade ung og gammel, altid og evindelig Een og den Samme!

✂ 2Med Verdens Skabelse har Gud aabenbaret os, det gik saaledes til, at da Jorden var skjult, og der stod Vand overalt, da aandede Herren ud over Vandet, og sagde: bliv Lys! og saa blev det lyst, og saaledes talede Herren i sex Dage, og kaldte paa Alt hvad Han vilde, og, som sagt, saa gjort, som Han kaldte, ►saa kom det frem! Ved det samme Guds Ord blev da Alting til: baade Soel og Maane og Stjerner, baade Træer og Blomster og Græs, baade Fiskene i Havet, og Fuglene i Luften, og den utallige Vrimmel paa Jorden, fra Ormen der kryber, indtil Mennesket, der staaer med opreist Hoved som en Konge, og ►veed af sig selv at sige, og har Tunge til at tale med, som han tænker, men kan dog ei ►giøre Magen til det Mindste han seer, saa han maa vel sige, som de Gamle sang:

1

✂ ►Op, al den Ting, som Gud har gjort,
Hans Herlighed at prise!
Det Mindste, Han har skabt, er stort,
Og kan Hans Magt bevise.

2

✂ Gik alle Konger frem paa Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde!

II. 👤Adam og 👤Eva.

✂ Det skedte paa den sjette Dag, ►der Jorden var beredt, og det lyste fra Himlen, da Lilierne stod i det deilige Klædebon, og ►udgave sødeste Lugt, og Fuglene ►udgave Røsten saa liflig, og al Skabningen ►lovede Gud i en Morgensang, da sagde Herren: ►lader os gjøre et Menneske i vort Billede, ►efter vor Lignelse, og han skal regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Kvæget, og over al Jorden, og over Alt, som vrimler paa Jorden! og Gud skabte Mennesket i sit Billede, Han skabte det i Guds Billede, Mand og Kvinde skabte Han dem, og de kaldtes 👤Adam og 👤Eva. Og Gud saae Alt det, Han havde gjort, og see, det var saare godt. ►1. Moseb. 1.

✂ Saa var da Mennesket skabt i Guds Billede, skabt udaf Jorden, men med ►Herrens Livsaande i sig, og de vare skabte til at see Guds Herlighed i al Hans Gierning, og til at ►love Ham ►storlig, og til at voxe i Forstand paa hans ►underlige Ting, og leve evindelig. Og Herren plantede en Have i 📌Eden mod Østen, ►lystelig og deilig, og Han satte Mennesket der, til at dyrke Haven og bevogte den, og Mennesket hørde hans Røst, at Han talede, velsignede ►dennem og sagde: ►vorder 4mangfoldige og ►opfylder Jorden, og ►gjører eder den underdanig, og see, du maa frit ►æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt skal du ikke ►æde, thi paa hvilken Dag, du ►æder deraf, skal du døe Døden. Men Slangen var lumsk og sledsk, og sagde til Qvinden: det er ikke sandt, hvad Gud haver sagt, I skal ikke døe, naar I ►æde deraf, men Gud veed, at eders Øine ►oplades, og I blive som Han til at kjende Godt og Ondt. Og Kvinden saae at Træet var ►lystelig ►tilsyne, og et ►ønskeligt Træ ►til Forstand, saa tog hun og ►aad, og hun gav sin Mand, og han ►aad. ►Saa kom da Synden i Verden formedelst et Menneske, og Døden formedelst Synden, og Døden trængde igjennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle. ►1. Moseb. 2–3.

✂ Saaledes skedte da Synde-Faldet, thi det kalde vi at synde, naar man giør Gud imod, og Menneskerne mærkede, at de havde gjort Ondt, thi de skammede sig, og da de om Aftenen hørde Herrens Røst i Haven, da blev de bange, og skjulde sig bag Træerne, men Herren raabde: 👤Adam! hvor er du? og saa kom de frem, og bekjendte deres Synd, men 👤Adam skiød dog al Skylden paa 👤Eva, og 👤Eva paa Slangen, og det er med alle deres Børn, som det blev med dem, at vi har Lyst til hvad 5os er forbudt, og har derhos den slemme Vane, altid helst at skyde Skylden paa Andre, for at undskylde os selv.

✂ Herren lod nu Menneskerne vide, at de havde selv forspildt deres Lykke paa Jorden, maatte ud af 📌Paradiset, fra Livets Træ, og ►æde deres Brød i deres Ansigts Sveed, indtil de døde, og blev til Jord igien, som de var taget af; men Herren, som er vidunderlig god, og haver ikke Behag i Synderens Død, men vil hjelpe ham til Livet igien, Han gav vore første Forældre en forunderlig Trøst, i det Han sagde: Kvindens ►Sæd skal knuse Slangens Hoved! ►1. Moseb. 3.

III. 👤Kain og 👤Abel.

✂ 👤Adam og 👤Eva havde mange Børn, men deres ældste Sønner hedd 👤Kain og 👤Abel, og, skjøndt de ►var Brødre at nævne, lignede de dog i Grunden slet ikke hinanden. 👤Kain blev en ►Ager-Mand som vilde saae og høste, og 👤Abel blev en Hyrde, som ►heiede paa Faar og Kvæg, men den Ulighed var den mindste, thi det er den samme Gud, som lader Græs groe til Kvæget, og Korn efter Sæd til Menneskers Føde, til Brød af Jorden. Det bekjendte de ogsaa begge, thi da Høsten kom, offrede de et Tak-Offer til Gud: 👤Kain af sit Korn, og 👤Abel af sit Kvæg, men 👤Abel var taknemme6lig i sit Hjerte, og det var 👤Kain ikke, og Gud, som eier Alt og trænger ei til Gaver, Han seer kun paa Hjerte-Laget, derfor havde Han Behag i 👤Abels Offer, men ikke i 👤Kains. Derover blev 👤Kain misundelig paa sin Broder, og tænkde paa at slaae ham ihjel, og det hjalp ikke, at Herren, som veed vore Tanker, advarede ham imod Synden; thi han fik den kiær, og ►fattede et ondt Forsæt, og lokkede 👤Abel med sig ud paa Marken, og slog ham ihjel. Da raabde Herren til ham og sagde: hvor er din Broder, 👤Abel? men 👤Kain løi, og svarede: det veed jeg ikke, skulde jeg passe paa min Broder! Da sagde den alvidende Gud: hvad har du gjort! høirøstet for mig er din Broders Blod fra Jorden. Da sagde 👤Kain fortvivlet: min Misgjerning er større end jeg kan bære; og han vendte Herren Ryggen, og gik bort fra sine Forældre, og blev forhærdet i sin Ondskab, og ►døde i Synden, og efterlod Børn, der lignede ham, og var onde for Herrens Øine. ►1. Moseb. 4.

IV. 👤Seth og 👤Enoch.

✂ Herren gav vore første Forældre en anden god Søn, istedenfor 👤Abel, som den ugudelige 👤Kain slog ihjel, og han hedd 👤Seth, og 👤Adam havde mange andre Børn, baade Sønner og Døttre, som vi ikke vide Navn paa! 👤Adam blev 7gammel, men da han havde fyldt nihundrede og tredive Aar, døde han, som Herren havde sagt, fordi han havde syndet.

✂ 👤Seth døde ogsaa i en høi Alderdom, og ligesaa hans Børn efter ham, men de døde med godt Haab paa den Gud, som er god, og hvis Miskundhed varer evindelig, og det skedte med 👤Enoch, som nedstammede fra 👤Seth i femte Ledd, at da han havde levet paa Jorden i trehundrede og fem og tresindstyve Aar, og havde Gud for Øine, hvor han gik, da forsvandt han fra Jorden, og døde ikke, men forflyttedes af Gud, til et Tegn for de ►faldne Mennesker, paa den ►trøstelige Sandhed, at ligesom en Fader ynkes over sine Børn, saaledes ynkes Herren over dem, som det gjør ondt, at have syndet imod Ham, og Han aabner dem en Udvei fra Døden, som de Gamle sang:

✂ Du ►tørst ei sørge, hvor du kommer hen,
Naar du ►af Verden skal vige,
Dig favner en tryg og ►fuldtro Ven,
Som dig vil aldrig svige!

V. 👤Noah og Synd-Floden.

✂ 👤Enoch havde en Søn, som hedd 👤Methusalem og som blev den ældste af alle Mennesker, thi han fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar, men i hans Døds-Aar 8kom Synd-Floden, og rev dem alle bort, som boede paa Jorden, saa der blev hverken Folk eller ►Fæ tilbage, undtagen de, der var med 👤Methusalems Sønne-Søn, 👤Noah, i det første Skib, man ►veed af at sige, og som kaldes Arken!

✂ Hermed gik det saaledes til, at efterhaanden var 👤Kains ugudelige Slægt blevet stor og stærk, og ►spillede Mester i Verden, og fordærvede hardtad alle Jordens Indbyggere, saa Herren, som elsker det Gode og hader det Onde, blev meget vreed, og besluttede at ødelægge Jorden. Men Han, som er naadig og barmhjertig, vilde dog ikke ►reent udrydde de levende Slægter, som Han havde skabt, derfor talede Han til 👤Noah, som var en from og gudfrygtig Mand, og Herren sagde til ham, at han skulde bygge sig et stort Skib, hvori han kunde frelse baade sig og Sine, og Noget af alt det Levende som var paa Jorden. Det gjorde da 👤Noah, som Herren ►befoel ham, og Arken blev færdig, med Rum over Rum, og med Dæk som Tag, men med Dør og med Vindue paa, og Herren magede det ►saa med de Dyr og Fugle, som skulde frelses, at de ►fornam det Uveir, som hængde over Hovedet, og tyede, af en dunkel Drift, til Arken, Nogle af alle Slags, eet Par 9af de Fleste, og syv Par af Somme, og 👤Noah lukkede dem ind, hvor de skulde være, og han havde samlet Føde-Midler til dem, saavelsom til sig selv og sit ►Huus, og han gik ind i Arken, med sin Hustru, og sine tre Sønner og deres Hustruer, og Herren ►lukde selv til efter ham.

✂ Saasnart det var skedt, paa den samme Dag, da begyndte det at regne, og der brød Vand op af Jorden, fra alle dens bundløse Kilder, og det blev ved at regne, et ►øsende Vande, i ►fyrretive Dage og ►fyrretive Nætter uafbrudt, og Vandet voxde over al Jorden, til det gik femten Alen op over de høieste Bjerge, saa Mennesker og Dyr, og alt Levende, druknede og døde!

✂ Imidlertid var 👤Noah, med hele sin lille Verden, i Arken, og den drev med Strømmen, indtil Vandet begyndte at falde, og først i den ottende Maaned kom Arken paa Grund paa 📌Ararats Bjerge, og, eftersom den var fladbundet, og halvtredsindstyve Alen breed, og hundrede Alen lang, og tredive høi, saa stod den fast, mens Vandet faldt fra den, og da 👤Noah, i den ellevte Maaned, oplukkede sit Vindue, da saae man Bjergenes Toppe. Siden lod 👤Noah en Ravn udflyve, og den blev borte, thi den lever af Aadsel, men derpaa udsendte han en Due, og den kom snart tilbage, thi der 10var endnu ikke en Kvist hvorpaa den kunde hvile sig, og Ugen derefter udsendte han en anden Due, som ogsaa kom igien, men først om Aftenen, og med et Olie-Blad i sit Næb, og den tredie Due, som han, Ugen derefter, udsendte, den kom ei tilbage, og da tog han Dækket af Arken, og saae, at Jord-Skorpen begyndte at tørres. Omsider, da 👤Noah havde været over et Aar i Arken, da talede Gud til ham, og bød ham gaae ud, med alt det Levende som var hos ham, og det gjorde 👤Noah, og offrede Herren taknemmelig et ►Røg-Offer af Fugle, hvorpaa Herren velsignede ham, og sagde: saalænge Verden staaer, skal ►Sæd og Høst, og Sommer og Vinter, og Dag og Nat, blive ved at omvexle, og Jeg haver sat min Bue ►i Skyen, til et varigt Tegn for alle Slægter, at der skal aldrig meer komme Mage til ►Flod over Jorden! ►1 Moseb. 6–9.

✂ Og see, de Aar ere siden henrundne i Tusind-Tal, og Herren haver holdt sit Ord, saa Døgnet er deelt i Dag og Nat, og Aarstiderne skifte, og Vandet gik ei over Bjergene, og Regn-Buen glimrer i Soel-Skin, naar ►Vand-Skyen gaaer over Jorden.

VI. 👤Sem, 👤Cham, og 👤Japhet.

✂ Saavidt vi kan skiønne af ►Bibelen, nedstammer alle Folk fra 👤Noahs tre Sønner: 11👤Sem, og 👤Cham, og 👤Japhet, og da 👤Noah spaaede om deres ►Afkom, bebudede han, at Semiterne skulde være Herren ►næst, og at ►Japhetiderne skulde udbrede sig over Jorden, og finde ►Herberge hos 👤Sem, men at ►Chamiterne skulde trælle for Begge. Det er da ogsaa ►kiendeligt nok, at den sande Guds-Kundskab har hjemme i 📌Øster-Leden, mellem 👤Sems ►Afkom, at 📌Europa, som man kalder ►Japhetidernes Hjem-Stavn, er blevet den mægtigste Verdens-Deel, og at 📌Afrika, som er blevet ►Chamiternes Deel, har altid været Trældommens Hoved-Sæde. 👤Noah blev nihundrede og ►halvtredsindstive Aar gammel, men siden aftog Menneske-Alderen, især blandt dem, som fødtes efter ►Floden, og ►nedsank snart til halvandet hundrede Aar i det Høieste!

VII. 📌Babels-Taarnet.

✂ En Tidlang havde alle Mennesker eet Tunge-Maal og eens Tale, og det skedte, da de reiste fra 📌Østen, da fandt de en Slette og boede der, og de sagde til hverandre: velan! ►lader os stryge Leer til Tegl, og brænde dem vel, og de havde Tegl ►for Steen og ►Liim ►for Kalk, og de sagde: velan! ►lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse naaer indtil Himlen, og ►lader os ►giøre os et Navn, ►at vi ei skal ►adspredes til at udslettes af Jorden. Men 12da sagde Herren: velan! lad os fare ned, og blande deres Tunge-Maal, saa den Ene ei forstaaer den Andens Tale! Og det skedte, og Folkene holdt op at bygge paa Staden og Taarnet, og ►adspredtes trindt omkring paa Jorden, og derfor blev Staden kaldt 📌Babel, ►det er: Forvirring, thi der forvirrede Herren Grund-Sproget paa Folkenes Tunger. ►1 Moseb. 11.

✂ Saaledes opkom da først adskillige Tunge-Maal, men ►Bibelen siger os ikke hvormange, saa det er kun et løst Rygte, at det var halvfjersindstyve, men det veed vi, at de Tunge-Maal, som Folk med faste Boliger, med Kirker og Skoler, og ordenlig Øvrighed, talede, var aldrig mange, og deriblandt maae vi især lægge Mærke til det ►Ebraiske og Græske, hvorpaa ►Bibelen er skrevet, til det Latinske, som er det berømteste i Verden, til det Tydske, og til vort eget Moders-Maal, som alle høre til de ældgamle Tunge-Maal. De andre berømte Sprog i 📌Europa ere sildige Blandinger af de tre Sidste, og derpaa kiender man de gode Sprog, at de ei blot er skikkede til Hverdags-Brug, men til levende at udtrykke Alt, hvad Mennesket kan tænke paa, og tale om.

VIII. Hedenskabet.

✂ Der er kun en eneste sand Gud, og det er Ham, som skabte os, og hele Verden; men Han 13seer paa Hjertet, og vil ikke nøies med udvortes Tjeneste og Dyrkelse, men vil frygtes og elskes og adlydes af Hjertens Grund. Derfor ere de syndige Mennesker tilbøielige til at glemme den sande og levende Gud, og i gamle Dage indbildte de sig, der var mange Guder, som raadte for de verdslige Ting og blev Folkene ►gunstige, naar de kun bygde dem Templer og offrede Gaver, bøiede Knæ, gjorde Løfter, og sang dem Lov-Sange, og alle disse selvgjorte Guder kalde vi Afguder, og dem der tilbede dem, kalde vi Hedninger.

✂ De Semitiske Hedninger forgudede ►sædvanlig de Aander, de tænkde, der boede i Soel og Maane og Stjerner, ►Japhetiderne derimod deres gamle Stam-Fædre og første Helte, og ►Chamiterne allehaande umælende Dyr; men snart blev de Alle saa forblindede, at de tilbad deres Afguders livløse Billeder, af Sølv og Guld, af Steen og Træ, deres egne Hænders Gierninger; thi hvem der vender sig fra den sande Gud, han vender sig fra Lyset, og naar han tænker paa det Guddommelige, da er han som den der vandrer i Mørke, og famler i Blinde.

IX. 👤Abraham og 👤Loth.

✂ Den sande Guds Kundskab vilde ►reent have forsvundet af Jorden, dersom Gud ikke selv 14paa ►overordenlig Maade havde holdt den vedlige, men det gjorde Han, baade fordi Han er Sandheds Gud, som ei kan lade Løgnen vinde Seier, og fordi Han havde store Ting i Sinde med den ►faldne Menneske-Slægt, som Han vilde ►naadelig opreise, og derfor udvalgde Herren en gudfrygtig Mand, der skulde være Stam-Fader til et ►eget Folk, hos hvem Herren vidunderlig vilde bevare og udvikle den guddommelige Sandhed, til Timen slog, da Herrens hemmelige ►Raad til Slægtens Frelse kunde klarlig aabenbares, og Lyset udskinne til Jorderigs Ender.

✂ Det var en gudfrygtig Mand af 👤Sems ►Afkom, ved Navn 👤Abraham, som Herren udvalgde til sit Folks Stam-Fader, og det var omtrent ►halvfjerdehundrede Aar efter Synd-Floden, at Herren talede til 👤Abraham, og sagde: ►gak ud af dit Land, og fra din Slægt og din Faders Huus, hen til det Land, som Jeg vil vise dig! Da vil Jeg gjøre dig til et stort Folk, og velsigne dig, ja, dem som velsigne dig, vil Jeg velsigne, og dem som forbande dig, vil Jeg forbande, og i dig skal alle Jorderigs Slægter velsignes! ►1 Moseb. 12.

✂ 👤Abraham troede Gud, og vandrede med Ham, og Herren førde ham til et deiligt Land, som hans ►Afkom skulde eie, men gav ham ikke selv en Fods-Bred deraf, og 👤Abraham var 15blevet gammel, og havde endnu ikke den Søn, som skulde arve hans Velsignelse, men han biede taalmodig paa Guds Time, og det ►tækkedes Herren, thi han kaldte 👤Abraham sin Ven, og giæstede ham, som en Mand sin ►Næste.

✂ Det skedte nemlig en Dag, da 👤Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, og sad i Døren til sit Paulun, at der kom tre fremmede Vandrings-Mænd, og han bød dem velkommen, og vederkvægede dem, under Egen ved sit Paulun, med det Bedste, han havde, og det var Herren selv, med To af sine Engle, og Herren forkyndte 👤Abraham, at før han fyldte sine hundrede Aar, skulde Sønnen være født som han længdes efter.

✂ Da siden de himmelske Giæster stod op, ►at vandre videre, og 👤Abraham fulgde dem paa Vei, da hørde han af Herren, at den Stad 📌Sodoma skulde ødelægges, for dens Indbyggeres Ugudeligheds Skyld, og 👤Abraham ynkedes over Ulykken, og han bad Herren spare Staden, hvis der fandtes halvtredsindstyve gudfrygtige Mennesker i den; ja, han blev ved at bede for Staden, at Herren vilde spare den, om der ogsaa kun fandtes ti Gudfrygtige deri, og Herren lovede ham det; men de Ti fandtes ikke, og der regnede Ild og Svovel ned fra Himlen over 16📌Sodoma og 📌Gomorra, og andre ugudelige ►Stæder, og ødelagde dem.

✂ Men 👤Abraham havde en Brodersøn, ved Navn 👤Loth, som boede i 📌Sodoma, og frygtede Gud, til ham sendte Herren sine to Engle, og de ledte ham ud af Staden tidlig om Morgenen, paa den forfærdelige Dag, med hans Hustru, og begge hans Døttre, og sagde til ham; frels dig paa Bjergene, men ►seer eder ikke tilbage til Staden! Saaledes undgik 👤Loth Fordærvelsen, men hans Hustru saae sig tilbage, og blev forvandlet til en Salt-Støtte!

✂ Saa gav Herren 👤Abraham en Søn som han kaldte 👤Isak, og 👤Abraham oplevede at see sine Børne-Børn, 👤Isaks Sønner, som halvvoxne Drenge, og 👤Abraham døde, da han var hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar gammel, og blev ►jordet i Landet, som Gud havde lovet hans ►Afkom, i Hulen 📌Makpela, som 👤Abraham havde kjøbt sig til Grav-Sted af Landets Indbyggere. ►1 Moseb. 18. 19.► 25.

X. 👤Isak.

✂ 👤Isak var Sønnen, den længe ►forventede, som Gud havde givet 👤Abraham, og hans Hustru 👤Sara, men det skedte, mens 👤Isak var i sin Opvext, at Herren vilde prøve sin Ven 17👤Abraham, og sagde til ham: tag nu 👤Isak, din eenbaarne Søn, som du elsker, og ►gak til Høi-Landet, og ►fremfør mig ham der til et Brænd-Offer paa et af Bjergene, som Jeg ►tilsiger Dig! Og 👤Abraham troede paa Guds Kjerlighed, og frygtede ham over alle Ting, og gjorde som Herren ►befoel ham, og det skedte da han var ene med Sønnen i Bjerg-Egnen, da sagde 👤Isak til ham: Fader! see, her er Ilden og Vedden, men hvor er Lammet til Brænd-Offeret? 👤Abraham svarede: for Offer-Lammet, min Søn! vil Herren sørge; og saa gik de tause med hinanden til Offer-Stedet, og 👤Abraham reiste et Alter, og lagde Vedden ►i Lave, og bandt sin Søn, og lagde ham paa Alteret, og løftede sin Haand med Offer-Kniven over 👤Isak; men da raabde Herren fra Himlen: 👤Abraham! 👤Abraham! læg ikke Haand paa Drengen, og gjør ham ingen Skade, thi nu seer Jeg, at Du frygtede Gud, og sparede ikke din Eenbaarne for mig, og fordi Du adlød mit Ord, derfor skal i din ►Sæd alle Folk paa Jorden velsignes! Og 👤Abraham saae sig omkring, og blev en Væder vaer, som hængte fast i en Busk ved sine Horn, og 👤Abraham gik hen og tog Væderen, og slagtede den, ►for sin Søn til et Brænd-Offer!

✂ 👤Isak var alle sine Dage en stille Fyr18ste, som Lammet, der gaaer til Slagter-Bænken, men Herrens Velsignelse var ►kiendelig over ham, saa Alle søgde hans Venskab, og han var gift med sin ►Frændke, 👤Rebekke, og havde to Sønner: 👤Esau og 👤Jakob, og saae en talrig ►Afkom, og han henslumrede omsider hundrede og firsindstyve Aar gammel, og lagdes i 👤Abrahams Grav! ►1. Moseb. 22 ►og 35.

XI. 👤Jakob med Tilnavn Israel.

✂ Endskiøndt 👤Isaks Sønner, 👤Esau og 👤Jakob, vare Tvillinger, saa ►agtedes dog 👤Esau for den Ældste, men han foragtede selv sin Førstefødsels-Ret, og solgde 👤Jakob den, og deraf fulgde, at 👤Jakob fik sin Faders bedste Velsignelse, skiøndt 👤Isak i sin blinde Alderdom havde tiltænkt 👤Esau den. Herover blev imidlertid 👤Esau misundelig, som 👤Cain, og truede med, at, naar 👤Isak døde, vilde han slaae sin Broder, 👤Jakob, ihjel! Derfor sendte Forældrene 👤Jakob langt bort, til hans Morbroder 👤Laban, og paa Veien derhen lyste Herren selv sin Velsignelse over 👤Jakob, thi det skedte en Aften, at 👤Jakob lagde sig til at sove under aaben Himmel, med en Steen til Hoved-Pude, og da lod Herren ham drømme, at han saae en Stige, som gik fra Jorden lige op til Himlen, hvorpaa Guds Eng19le vandrede, og at Herren stod paa Spidsen, talede og sagde: Jeg er Herren, din Fader 👤Abrahams Gud, og 👤Isaks Gud; det Land som du ligger paa, vil Jeg give dig og din ►Afkom, og den skal vorde som Støv paa Jorden, udbredt mod alle Verdens fire Hjørner, og i dig og i din ►Sæd skal alle Slægter paa Jorden velsignes! Da vaagnede 👤Jakob, og sagde forskrækket: her er jo Guds Huus og Himlens Porte; og om Morgenen tidlig, før han gik videre, reiste han Stenen i Veiret, hvorpaa hans Hoved havde hvilet, og overøste den med Olie, og kaldte Stedets Navn 📌Bethel, ►det er Guds Huus, thi han sagde: denne Steen skal vorde et Guds Huus! ►1. Moseb. 25. ►27. 28.

✂ Siden kom 👤Jakob til sin Morbroder 👤Laban, og tjende ham i tyve Aar, og Herrens Velsignelse var med ham, i Alt hvad han tog sig for, og da han vendte tilbage, rørde Gud hans Broder 👤Esaus Hjerte, saa han lod sit onde Forsæt fare, og 👤Jakob havde tolv Sønner, som fik en talrig ►Afkom, der blev til et heelt Folk, til de tolv 📌Israels Stammer! ►1. Moseb. 29–33.

XII. 👤Jakobs tolv Sønner.

✂ 👤Jakob havde tolv Sønner, ved Navn: 👤Ruben og ⓘ 👤SimeonSimeon] Rettelsesliste, Simon A, 👤Levi og 👤Juda, 👤Isaskar og 20👤Sebulon, 👤Gad og 👤Asser, 👤Joseph og 👤Benjamin, 👤Dan og 👤Nephtali, og blandt dem Alle var 👤Joseph Faderens Yndling, og han var tillige et opvakt Hoved, som Gud havde skiænket store ►Sjæle-Evner, og en ►besynderlig prophetisk Gave til at forstaae og udtyde Drømme; men derfor blev han ilde lidt af sine Brødre, som baade misundte ham Faderens For-Kiærlighed, og stødte sig over hans forunderlige Drømme. 👤Joseph havde nemlig i sin Opvext to ►besynderlige Drømme, som han fortalde sine Brødre, og sagde: jeg drømde, vi var ude i Marken og ►bandt, og see, da reiste min Neg sig paa Roden, og eders ►Neger bukkede for den; og han sagde atter: jeg drømde, at baade Solen og Maanen, og elleve Stjerner de neiede for mig! Hvad! sagde hans Brødre, saa du skulde herske over os! og selv hans Fader gav ham Utak, og sagde: hvad drømmer du om! skulde baade jeg, og din Moder, og dine Brødre komme, og kaste os i Støvet for dig?

✂ Hertil kom endnu, at Nogle af 👤Jakobs Sønner ►var i et slet Rygte, og det havde 👤Joseph fortalt deres Fader, hvorover de bar Nag til ham.

✂ Nu hændte det sig engang, da 👤Jakobs ældre Sønner var paa en ►fraliggende Græs-Gang med Kvæget, at 👤Jakob sendte 👤Joseph 21ud til dem, for at see, hvordan de levede, og saasnart de øinede ham, sagde Nogle af dem til hverandre: see, der have vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel, og smide ham i en af ►Hulerne, og sige, at et vildt Dyr har ædt ham, saa faaer vi at see, hvad der bliver af hans Drømme! Da sagde 👤Ruben, som var ældst, og vilde frelse 👤Joseph, nei, lad os ikke slaae ham ihjel, men blot kaste ham ned i ►Hulen herhenne i ►Ørken! Det skedte, saa, da 👤Joseph kom, greb de fat paa ham, trak Kjortelen af ham, og smeed ham ned i ►Hulen, som dog var tør. Derpaa lagde de sig ned, og holdt Maaltid, og ►imidlertid kom der en ►Trop reisende Kiøbmænd, som man kalder en Karavane, forbi, med alle deres Kameler, som dertillands bruges isteden for Vogne, at læsse allehaande ►Kram-Vahre paa, og disse Kjøbmænd vilde til 📌Ægypten, og nu fik En af 👤Josephs Brødre, som hedd 👤Juda, det Indfald at sælge ham til Kiøbmændene, og det ►tækkedes Brødrene, saa de trak ham op af ►Hulen, og solgde ham for ►tyve Lodd Sølv, 👤Ruben var ikke nærværende, da 👤Joseph blev solgt, og kom siden ene til ►Hulen for at trække ham op, og sende ham hjem, men saae med Forskrækkelse, at han var borte; og nu tog de andre Brødre 👤Josephs Kjortel, dyppede den i Blod, 22og sendte den til deres Fader, som kiendte den strax, tænkde, at 👤Joseph var revet ihjel af et vildt Dyr, og jamrede sig ►ynkelig over hans Død. ►1. Moseb. 37.

XIII. 👤Joseph og hans Slægt i 📌Ægypten.

✂ 📌Ægypten var i gamle Dage et meget berømt Konge-Rige, hvor Kongen, hvad han saa end ellers hedd, immer kaldtes Pharao, saa det lod som Kongen var altid den Samme, og det er et forunderligt Land, i mange Maader; men hvad vi her maae især lægge Mærke til, er, at der løber en stor Flod, som kaldes 📌Nilen, ►langs igiennem Landet, og den Flod troede Ægypterne, som var af 👤Chams ►Afkom, paa, som en Gud, thi 📌Nilen pleier hvert Aar at oversvømme Markerne paa begge Sider, hvorved de baade vandes og giødes, saa Man behøver blot at ►besaae dem, for at høste mange Fold; men udebliver denne Oversvømmelse, da har man Misvæxt og Uaar.

✂ Til dette vild-fremmede Land, førde Kiøbmændene 👤Joseph, og solgde ham som en Træl til Pharaos ►Krigs-Øverste, som kaldtes 👤Potiphar, men da 👤Joseph baade var smuk og klog, og havde Guds Velsignelse med sig, vandt han snart sin Herres Yndest, og blev behandlet ikke som en Træl, men som en Søn af Huset, indtil 👤Potiphars Hustru fik i Sinde at 23forføre ham til ►Udyd; men da 👤Joseph ikke vilde ►giøre hendes Villie, fordi det var Synd imod Gud, saa ►beløi hun ham for sin Mand, og fik ham sat i Fængsel.

✂ Saa kom da 👤Joseph i Fængsel, fordi han ikke vilde giøre Ondt, men derfor var ogsaa Gud med ham, saa han ►blev ved et frit Mod, og fandt Naade for ►Fange-Fogedens Øine, og fik, da Guds Time kom, ikke blot sin Frihed igien, men endnu langt større Magt og Ære end han drømde om.

✂ Det hændte sig nemlig, efter to Aars Forløb, at Pharao havde en Drøm, som han blev bange for, og som Ingen af alle Hexe-Mesterne i 📌Ægypten kunde forklare Kongen, saa han fandt det rimeligt. Da traadte en af hans Hofmænd frem, som var hans Mund-Skiænk, og sagde: jeg mindes i Dag, at jeg engang faldt i Unaade hos Kongen, og kom i Fængsel, tilligemed Hofbageren, og da drømde vi i Fængselet hver sin besynderlige Drøm, og der var en ►Ebraisk Unger-Svend, som forklarede os vore Drømme, og det gik i alle Maader, som han spaaede, saa Bageren blev hængt, og jeg fik mit Embede igien! Da sendte Pharao Bud efter 👤Joseph, og fortalde ham sin Drøm, som var, at der først kom syv fede ►Kiør op af 📌Nilen, og efter dem syv magre ►Kiør, som aad de Fede, men blev dog ved at 24være lige magre. Dertil svarede 👤Joseph: Gud lader hermed Pharao vide, hvad Han vil giøre; thi de syv fede ►Kiør betyder syv frugtbare Aar, og de Magre syv Uaar, som vil fortære ►Overflødigheden, og frembringe Hungers-Nød; men jeg vil raade Pharao, ved sine troe Mænd, at indsamle, i de syv frugtbare Aar, Femte-Delen af hele Landets Af-Grøde, og giemme det til Uaarene, thi saa bliver der ingen Hungers-Nød. Den Forklaring og det Raad behagede Pharao særdeles, saa han ikke alene satte 👤Joseph selv til at sørge for Ind-Samlingen af Kornet, men giorde ham til sin første Minister, og befalede alle sine Under-Saatter at ære og adlyde 👤Joseph, som det var ham selv.

✂ Dengang nu den store Mis-Væxt kom, som strakte sig meget vidt, da blev der Hungers-Nød allevegne omkring, undtagen i 📌Ægypten, hvor der var saa stort et For-Raad, at Folk fra andre Lande strømmede did, og kiøbde af 👤Joseph, som stod for det Hele. Blandt mange Andre kom da ogsaa 👤Josephs Brødre til 📌Ægypten for at kiøbe Korn, og 👤Joseph kiendte dem strax, men de kiendte ikke ham i hans Herlighed, og han gav sig ikke tilkiende, før han havde tugtet dem ►taalelig for deres ►Slethed, og prøvet deres Hjerte-Lag mod deres Fader, og deres yngste Broder 25👤Benjamin; men da han fandt, at de fortrød deres onde Gierning imod ham, og elskede deres gamle Fader, blev han meget glad, og sendte Vogne med dem hjem til det Land 📌Canaan, hvor 👤Jakob boede, for at hente baade ham og hele Slægten ned til 📌Ægypten. Den gamle 👤Jakob turde neppe troe sine egne Øine og Øren, da han hørde, at 👤Joseph levede, og saae de ægyptiske Vogne, men da han mærkede, det maatte være sandt, blev han som en Død der kommer til Live, og skyndte sig til 📌Ægypten, at see sin ►elskelige Søn, men han holdt dog stille ved 📌Canaans Grændse-Skiel, ved 📌Beershaba, 👤Abrahams og 👤Isaks Brønd, og offrede der Brænd-Offer til sine Fædres Gud. Da talede Herren til ham, i et Natte-Syn, og sagde: 👤Jakob, 👤Jakob! Jeg er dine Fædres Gud; far du kun ned til 📌Ægypten, og frygt ikke, thi Jeg følger med dig, og giør dig til et stort Folk, og fører dig ►omsider tilbage, og dine Øine skal 👤Joseph lukke!

✂ Siden kom 👤Jakob til 📌Ægypten, med hele sin Æt: Halvfjerdsindstyve i Alt, med ham, foruden Hustruerne, og Tyendet; og Pharao gav dem et ►Landskab, hvor de kunde boe for dem selv, fordi deres Hyrde-Liv var Ægypterne en Vederstyggelighed, og det ►Landskab kaldes 📌Gosen.

✂ 26👤Jakob var hundrede og tredive Aar, da han kom til 📌Ægypten, og dengang han saae 👤Joseph, sin ►elskelige Søn, og hængde hulkende af Glæde om hans Hals, da sagde han: nu vil jeg gierne døe; men han levede dog endnu sytten Aar derefter, og da han laae paa sit Yderste, velsignede han alle sine Sønner, og sagde ►mærkelige Spaadoms-Ord om deres ►Afkom, og paalagde dem at begrave ham i 👤Abrahams og 👤Isaks Grav, i 📌Canaans Land. Dermed hensov han sødelig, i sine fromme Fædres Tro og Haab, og 👤Joseph førde sin Faders Lig med kongelig Pragt og Følge op til 📌Canaans Land, og ►jordede det i 👤Abrahams Grav-Sted, i Hulen 📌Makpela, nær ved den Stad 📌Hebron.

✂ Da 👤Jakob var død, frygtede 👤Josephs Brødre for, at han nu vilde hævne sig paa dem, men da 👤Joseph det hørde, sagde han til dem: ►frygter ikke! I havde vel Ondt, men Gud havde Godt i Sinde med mig, at denne Dag skulde oprinde, og meget Folk holdes i Live!

✂ 👤Joseph blev hundrede og ti Aar gammel, og, skiøndt, han havde været en Høvding i 📌Ægypten, og kun en Hyrde-Dreng i 📌Canaan, saa tog han dog paa sit Yderste det hellige Løfte af de Efterlevende, at naar deres ►Fædres Gud ►opførde dem til Landet som Han 27havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, da skulde de tage hans Been med sig, og ►jorde dem der. ►1. Mosb. 39–50.

I. 👤Moses.

✂ Saalænge man i 📌Ægypten mindedes 👤Joseph, havde Israeliterne gode Dage, men da han var glemt, og de formerede sig stærkt, kom der en Konge, som frygtede for de Fremmedes ►Mangfoldighed, og søgde ved haard Trældom efterhaanden at udrydde dem. Da det imidlertid slet ikke hjalp, gav Pharao den ugudelige Forordning, at alle Israeliternes Drenge-Børn skulde kastes i 📌Nilen, og druknes, men Gud var med ►Israel, og styrede det saaledes, at netop herved Israeliternes Befrielse blev ►underlig forberedt.

✂ En af 👤Jakobs Sønner hedd 👤Levi, og 👤Levi ►avlede 👤Kahat, og 👤Kahat ►avlede 👤Amram, men 👤Amram ►avlede en Søn i de Dage, ►der den Befaling var ►udgangen, at de nyfødte 28Drenge skulde kastes i Floden, og hans Moder skjulde ham i 3 Maaneder, men ►der hun ikke kunde skjule ham længer, da gjorde hun en Kiste af Vidier, og lagde Drengen deri, og satte den Kiste imellem Sivet ved Bredden af Floden. Da føiede Gud det ►saa, at Pharaos, ►det er Kongens Daatter kom til det samme Sted, og som hun gik der med sine Jomfruer ved Floden, da saae hun Kisten, og lod sig den hente, og lukde den op, og ►der hun saae den lille grædende Dreng, da rørde Gud hendes Hjerte, og hun ynkedes over ham, og tog ham, og lod ham ►opamme, men ►der han blev større, havde hun ham hos sig, og kaldte ham 👤Moses, ►det er den Optagne af Vandet, og lod ham ►flittelig oplære i al Ægypternes Viisdom og Kundskab. Denne 👤Moses var det, Gud havde udseet til sin ►Tjener, til at udføre sit Folk af 📌Ægypten.

✂ Da 👤Moses blev stor, vilde han ►heller være hos sit undertrykte Folk, end i ►Kongens Gaard, og da han engang saae en Ægypter mishandle en Israelit, slog han Ægypteren ihjel, og maatte derfor gaae i Land-Flygtighed.

✂ 👤Moses var nu i 📌Arabien, i 📌Midians ►Landskab, mangfoldige Aar, og han giftede sig der, og var en Hyrde, men i hans firsindstyvende Aar, ►der han var med Hjorden ved et Bjerg, som kaldes 📌Horeb, da saae han en 29Torne-Busk staae i lys Lue, uden dog at fortæres, og ►der han gik nærmere, for at betragte det ►underlige Syn, da talede Herren til ham, og sagde: 👤Moses, 👤Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi du staaer paa hellig Grund! Jeg er din Faders Gud, 👤Abrahams og 👤Isaks og 👤Jakobs Gud! Da skjulde 👤Moses sit Ansigt, af Undseelse for Gud, men Herren blev ved at tale til ham, og befalede ham at udføre ►Israels Folk fra 📌Ægypten, og føre dem til det forjættede Land. 👤Moses undskyldte sig nu vel med sin Ringhed, men Herren sagde: Jeg vil være med dig, og 👤Moses indvendte fremdeles, at, naar han sagde, Gud havde sendt ham, da vilde Folket ikke troe ham, men Herren svarede: hvad er det, du holder i Haanden? og da 👤Moses sagde, det er en Kjep, da befalede Herren ham at kaste den paa Jorden, og see, den blev til en Slange, saa 👤Moses var bange for den, indtil Herren sagde: grib den om Halen! men da vovede han det, og see, det blev en Kjep igjen! Endnu indvendte 👤Moses, at han havde hverken ►et klart Maal, ikke heller ►en flydende Tunge, som de maae have, der skal føre Ordet i ►Kongers Gaard, men Herren sagde til ham: hvem haver givet Mennesket Mund; hvem uden Jeg, ►Jehovah! saa gaae kun nu du, og jeg vil være med din Mund, og lære dig, hvad du 30skal tale! ►Endda vægrede 👤Moses sig, og bad Herren at sende en Anden, men da blev Herren vreed, og sagde: nu, saa kiender Jeg din Broder 👤Aaron, han er en veltalende Mand, og han skal møde dig, og du skal lægge ham Ordene i Munden, og Jeg vil være med din Mund, og med hans Mund, og lære eder, hvad I skal giøre.

✂ Nu drog da 👤Moses tilbage til 📌Ægypten, og 👤Aaron mødte ham, som Herren havde sagt, og de kom til ►Israels Folk, og trøstede dem med Herrens Ord, og giorde ►Jær-Tegn for deres Øine, til Vitterlighed, saa Folket troede, og tilbad ►Jehovah, deres ►Fædres Gud. Men da 👤Moses og 👤Aaron kom til Pharao, og sagde: ►saa siger Herren, ►Israels Gud, lad mit Folk ►fare! da vilde Pharao ikke, men svarede i sin Hovmodighed: hvem er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde, den Herre, ham kiender jeg ikke, og jeg vil ikke lade ►Israel ►fare. Dog, ikke det alene, men Pharao gav ogsaa Befaling til, at Israeliterne skulde plages meer en før, saa de jamrede sig, og bebreidede 👤Moses og 👤Aaron, at de havde ophidset Pharao til ►reent at ødelægge dem. Da blev 👤Moses modfalden, og klagede sin Nød for Herren, men Herren sagde til ham: du skal faae at see, hvad Jeg giør ved Pharao, til han lader Folket ►fare, ja, til han selv uddriver dem af sit Land! ►2. Moseb. 1–6.

II. ►Udgangen af 📌Ægypten.

✂ Herren holdt Ord; thi da 👤Moses og 👤Aaron havde giort store ►Jær-Tegn for Pharaos Øine, saa at ogsaa alt Vandet i 📌Nilen blev til Blod, men Pharao ændsede det ikke, see, da lod Herren mange Plager komme over ►📌Ægypti Land►, over Markens Grøde, over Kvæget, og over Folkene, og Herren satte Skiel mellem sit Folk og Ægypterne, saa i 📌Gosen-Land, hvor Israeliterne boede, kom Ingen af Plagerne, til et Tegn for Pharao, at det var ►Israels Gud, som giorde alle disse Ting. Saaledes var der engang, i hele tre Dage, bælgmørkt overalt i 📌Ægypten, undtagen i 📌Gosen-Land, hvor der var lyst, og hvergang der kom en saadan Plage, da lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde, og lovede, at Folket maatte reise; men naar saa 👤Moses bad til Gud, og Plagen holdt op, da var Pharao lige haard og trodsig, indtil den sidste Plage kom, da Herren sendte Dødens Engel giennem Landet, og de døde paa een og samme Nat, alle de Første-Fødte i 📌Ægypten, fra ►Kongens Første-Fødte, indtil Fangens, saa der blev Sorg i ►Kongens Gaard, og Graad i alle Huse, undtagen i 📌Gosen-Land; thi Herren havde befalet Israeliterne at slagte et Lam i hvert Huus, og stryge Blodet deraf paa Dør-Stolperne, saa skulde Dødens Engel gaae deres Huse forbi, og ei røre dem. Lam32met skulde de stege, og spise det, staaende til Bords i deres Reise-Klæder, med deres Vandrings-Stav i Haanden, og det, sagde Herren, skulde siden, naar Han havde udført dem fra 📌Ægypten, være en aarlig Skik, og kaldes Paaske-Høitid, til et Minde om deres Redning fra Døden, og deres Befrielse fra det ægyptiske Aag.

✂ I den samme Nat stod Pharao op i Forskrækkelse, og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, og sagde: ►gjører eder færdige, og ►gaaer ud af mit Land, Saamange som I ere, med Alt hvad I have, og ►tjener eders Gud, og ►beder godt for mig! Og alle Ægypterne skyndte paa ►Israels Folk, at de skulde komme snart ud af Landet, og de reiste, og toge 👤Josephs Been med sig, som han bød dem paa sit Yderste.

✂ Det varede imidlertid ikke længe, førend Pharao fortrød, at han havde ladet Israeliterne reise, og han forsamlede sine ►Krigs-Folk, og sine Strids-Vogne, og satte efter dem, og naaede dem ved et stort Vand, som kaldes 📌det røde Hav. Dengang nu Israeliterne saae Pharao komme nær, med hans Vogne og Ryttere og med al hans Krigshær, da bleve de saare bange i Sindet, og knurrede mod 👤Moses, og sagde: var der ikke Grave nok i ►📌Ægypti Land►, siden du førde os ud til at døe i Ørken? Da sagde 👤Moses til Folket: 33►frygter ikke, ►staaer, og ►seer Herrens Frelse! Herren vil stride for eder, og I, I skal tie. Og 👤Moses udstrakde sin Haand over Havet i Herrens Navn, og Herren lod Vandet ►bortfalde ved et stærkt ►Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og ►Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Muur paa deres høire og venstre Side, men ►der de vare komne over, og Ægypterne fulgde efter, da sagde Herren til 👤Moses: udstræk din Haand over Havet! og han gjorde ►saa, og Vandene faldt tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og deres Ryttere, og der blev end ikke Een levende af dem Alle.

✂ Saaledes udfriede Herren sit Folk af Pharaos Hænder, og 👤Moses gjorde en Psalme derom, som Folket sang, og prisede Gud, som havde gjort store Ting for dem, og nedslaaet den mægtige Krigs-Hær, der sank som Steen og som Bly til Havets Bund! ►2 Moseb. 7–15.

III. Vandringen i Ørken.

✂ For at ►Israels Folk grandgivelig skulde see, at Herren var med dem, lod Han en Sky-Støtte vandre foran dem om Dagen, og en Ild-Støtte om Natten, og Han vilde snart ført dem til 📌Canaans Land, som Han havde 34lovet deres ►Fædre, 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, naar de vilde været Ham lydige, og gjort hvad Han bød dem, ved 👤Moses sin ►Tjener; men det vilde ⓘ dede] GV, det A ikke, og derfor maatte de vandre omkring i 📌Arabiens Ørk hele ►fyrretive Aar, til de vare alle døde, som uddrog voxne af 📌Ægypten, ►saa nær som to Mænd, 👤Josva og 👤Kaleb.

✂ Imidlertid ►opholdtes Israeliterne i Ørken paa forunderlige Maader, og Herren gjorde store Tegn for deres Øine, saa Han lod Vand springe ud af en Steen-Klippe, da de tørstede, og lod Manna for Brød nedfalde til dem fra Skyerne, som Dugg om Morgenen; og det skedte, dengang de kom i 📌Sinai Ørk ved 📌Horebs Bjerg, der, hvor Herren havde talet til 👤Moses, fra den brændende Tornebusk, da talede Herren fra Bjerget, lydelig til alt Folket, med tordnende Røst, og sagde: Jeg er ►Jehovah, din Gud, som udfriede dig fra ►📌Ægypti Land►, af Trælle-Huset; du maa ikke have andre Guder end mig! Du maa ikke misbruge ►Jehovahs, din Guds Navn! Kom Hvile-Dagen ihu, at Du holder den hellig! Ær Din Fader, og Din Moder, saa du kan blive gammel af Dage i Landet, som Herren din Gud giver dig! Du maa ikke myrde! Du maa ikke bryde Ægteskabet! Du maa ikke stjæle! Du maa ikke vidne ►falskelig 35imod din Næste! Du maa ikke attraae din Næstes Huus! Du maa ikke attraae Din Næstes Hustrue, eller hans Karl eller hans ►Pige, eller hans Oxe eller hans ►Asen, eller Noget som hører Din Næste til!

✂ Disse ere de ti Guds Bud, som ogsaa høre til de Christnes Børne-Lærdom og skal holdes til Verdens Ende, af alle dem, som frygte Herren, men Gud gav desuden Israeliterne mange andre Bud og Love, ved sin ►Tjener 👤Moses, som kun skulde gjælde for dem, til den store Prophet kom, som 👤Moses spaaede om, og sagde, at alle Hans Ord skulde Folket adlyde. Saalænge skulde Israeliterne ogsaa være et Folk for sig selv, med Gud til deres Konge, og 👤Moses indrettede en Helligdom, som kaldtes Tabernaklet, efter et ►Mønster, Gud viiste ham paa Bjerget, hvor der skulde offres Lam og ►Øxne og andre Dele paa Herrens Alter, og hvor Folket skulde forsamles om Paasken, og paa andre Høitider, at ære deres Gud, og høre hans Befalinger. 👤Aaron og Søn efter Fader, i hans Æt, skulde være Ypperste-Præst, til at forestaae Offringerne, og adspørge Gud om tvivlsomme Sager i Helligdommen, men hele 👤Levis Stamme, hvortil 👤Moses og 👤Aaron hørde, skulde gjøre Tjeneste ved Tabernaklet, og undervise Folket om alle Guds Bud og Befalinger, og de kaldtes Præster og Leviter.

✂ 36Hvile-Dagen var den syvende Dag i hver Uge, som skulde helligholdes, til et Minde om Herrens Hvile efter Verdens Skabelse, og de store Høitider vare, foruden Paasken, først ►Pindse-Festen til at offre Aarets Første-Grøde, ogsaa ►Løv-Salenes Høitid, naar Viin-Høsten var fuldendt, til en Takke-Fest og et bestandigt Minde om Livet under Telt i Ørken.

✂ 👤Moses kom ikke heller selv ind i 📌Canaans Land, men han levede dog, til de ►fyrretive Aar vare næsten til Ende, og førde Folket lige til 📌Jordans Flod, som løber østen for 📌Canaan. Og det skedte, ►der 👤Moses vidste, at ►hans Dages Tal var fuldt, da gik han frem for ►al Israel, og talede, og sagde til dem: jeg er i Dag hundrede og tyve Aar gammel, jeg kan ikke længere gaae ud og gaae ind ►for dit Ansigt, thi Herren sagde til mig: du skal ikke gaae over denne 📌Jordan, men Herren din Gud, Han gaaer over ►for dit Ansigt, Han skal ødelægge Folkene ►for dit Ansigt, og 👤Josva, han skal gaae over ►for dine Øine, saasom Herren haver sagt. Og 👤Moses havde talet alle Herrens Buds Ord for ►Israels Børn, for de Unges Øren, som vare opvoxne i Ørken, og kommet alle Herrens store Gjerninger ihu, og han havde sagt: hør ►Israel! Herren vor Gud, Herren er Een, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, 37og af al din ►Formue, og du skal elske din Næste som dig selv, og I skal elske den Fremmede, thi I have selv været fremmede i ►📌Ægypti Land►, og Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den ►forfærdelige Gud, som ikke dømmer efter Anseelse, og tager ei ►Skiænk, som skaffer Faderløse og Enker Ret, og som elsker den Fremmede, at give ham Føde og Klæde! See! jeg lægger i Dag ►for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse: Velsignelse, naar I lyde Herrens, eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag, men Forbandelse, dersom I ikke lyde Herrens, eders Guds Bud, men vige ►af den Vei, som jeg byder eder i Dag. Og 👤Moses skrev alle Herrens Ord i en Bog, og befalede, at naar ►al Israels Menighed kom ►tilsammen hvert syvende Aar at sees for Guds Ansigt, da skulde alle Bogens Ord læses for deres Øren. Og Herren gav 👤Moses en hellig Sang i hans Hjerte, og lagde den Sangs Ord paa hans Tunge, og bød ham at ►tale den for ►Israels Øren, saa de kom den ihu, og at skrive den i Bogen, for ►Israels Børn, til et Vidnesbyrd, naar de forlode Herrens Veie og gik hen at tjene Afguder. Men det skedte, da 👤Moses havde fuldendt sin Gjerning og sin Tale, da gik han op paa 📌Nebo-Bjerg, som Herren ►befoel ham, og Herren ►oplod hans Øie, saa 38han beskuede 📌Canaans Land, det forjættede Land, indtil det yderste Hav, og han døde der, og Herren ►begrov ham.

✂ 👤Moses var hundrede og tyve Aar gammel, da han døde, og hans Syn var ikke blevet svagt, og han var i sin fulde Kraft, og Herren haver givet ham det Vidnesbyrd, at Mage til ►Tjener, saa taalmodig og saa tro i al sin Gierning, som han var, er ikke fundet paa Jorden. Med ham talede Herren ►aabenbarlig, ei som i Drømme-Syn, men som en Mand taler med sin ►Jævnlige, og ►lærde ham at skrive Sandhed om Verdens Skabelse, og om alle Patriarchernes Dage! ►2 Moseb. 16. ►20. ►5 Moseb. 16. ►31. 32. ►34.

IV. 👤Josva.

✂ 👤Josva, 👤Nuns Søn, nedstammede fra 👤Joseph og hans Søn 👤Ephraim, og Gud havde befalet 👤Moses at lægge sine Hænder paa hans Hoved, og velsigne ham til sin ►Efter-Mand i ►Høvdingskabet for ►Israels Børn, og da 👤Moses var død, sagde Herren til 👤Josva: ►lav dig nu til, og ►gak over 📌Jordan med Folket, til det Land, som Jeg vil give dem, og Jeg vil være med dig, ligesom Jeg var med 👤Moses, saa vær du kun frimodig, ►der skal Ingen kunne staae sig imod dig, alle dine Leve-Dage!

✂ Saa gik da 👤Josva over 📌Jordans Flod 39med alt Folket, og Vandet adskildte sig for dem, lige som i 📌det røde Hav, saa de kom tørskoede over, til et Tegn, at Herren vilde være med 👤Josva, lige som han var med 👤Moses.

✂ Det var ugudelige Folk som boede i 📌Canaans Land, og Herren havde sparet dem længe, men da de ikke vilde forbedre sig, saa havde Herren nu besluttet at udrydde dem, og at give Israeliterne Landet, og til et Tegn, at det var Herren selv, som indtog Landet, befalede Han, at den første Stad de kom til, hvis Navn var 📌Jericho, skulde de kun gaae tause omkring i sex Dage, og paa den syvende Dag lade Præsterne blæse i deres Horn, saa skulde Murene styrte!

✂ Det skedte, og der faldt stor Forskrækkelse over Landets Indbyggere, da de hørde, hvordan ►Jehovah streed for sit Folk, og de Konger, som vovede at drage Sværd imod 👤Josva, de faldt, og han indtog mange ►faste ►Stæder, og Saameget af Landet, som Folket kunde ►bebygge, og uddeelde det imellem Stammerne og deres Slægter, til evig Arv og Eie. Og det skedte efter mange Aar, ►der Herren havde skaffet ►Israel ►Rolighed for alle deres Fiender trindt omkring, og 👤Josva var gammel af ►Aars Tal, da ►forsamlede 👤Josva alt Folket, og han kom alle Herrens store og ►underlige Gjerninger ihu, dem, som Han havde gjort, fra den 40Time, ►der Han kaldte ►ad 👤Abraham sin ►Tjener paa hin Side Floden, og lod ham ►omvanke i 📌Canaans Land, indtil denne Dag, da Herren havde gjort sin ►Tjeners 👤Abrahams ►Sæd mangfoldig og stærk, og indført dem i det forjættede Land ►til at eie det. Og 👤Josva sagde til de Ældste og ►Øversterne blandt Folket: saa ►værer nu frimodige til at holde og gjøre alt det, som er skrevet i 👤Moses Lovbog, ►at I ikke vige derfra til høire eller venstre Side; da skal een Mand af eder ►forfølge Tusinde, thi Herren eders Gud, Han er den, som strider for eder. Men dersom I vende tilbage, og hænge ved disse øvrige Hedninger, og I ►gjøre Svogerskab med dem og holde Omgiængelse med dem, da skal I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke fremdeles fordrive disse Folk ►fra at være for eders Ansigt, men de skal blive Eder til en Strikke og til en Snare og til en Svøbe paa eders ►Sider, og til Torne i eders Øine, indtil I ►omkomme af dette det gode Land, som Herren eders Gud haver givet eder. Og 👤Josva sagde til Folkets Menighed: saa ►frygter nu Herren, og ►tjener Ham i Fuldkommenhed og Sandhed; eller, om det mishager eder, at tjene ►Jehovah, saa ►udvælger i Dag, hvilke Guder I vil tjene, jeg og mit Huus vi vil tjene Herren. Da svarede alt Folket 41og sagde: det skal være langt fra os at forlade Herren, ►til at tjene fremmede Guder, thi ►Jehovah, vor Gud, Han er den, som ►opførde os og vore ►Fædre af ►📌Ægypti Land►, af Trældommens Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os, paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og blandt alle de Folk, som vi have gaaet midt igjennem. ►Saa tjende ►Israel Herren, saalænge 👤Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter 👤Josva, og som ►vidste al Herrens Gjerning, som Han havde gjort imod ►Israel. ►Jos. 1–6. ►23. 24.

V. Dommerne før 👤Samuel.

✂ Efterat 👤Josva var død, og de Gamle, som havde seet Herrens ►underlige Gierninger, da glemde ►Mængden af Folket ►Jehovah, den sande Gud, som skabde Verden, og som udførde ►Israel af 📌Ægypten, og de gav sig til at tjene Hedningernes Afguder, som boede i Landet. Da gik det dem ilde, som 👤Moses havde spaaet, og Israeliterne bleve de samme Hedningers Trælle, hvis Guder de tilbad; men naar de saa i deres Elendighed kom ihu, at ►Jehovah var deres Gud, og de raabde til Ham, da opvakde Han vældige Mænd iblandt dem, som udfriede dem af deres Fienders Haand, og disse Mænd, som derpaa blev ved i deres 42Livs-Tid at være Høvdinger i Landet, de kaldtes Dommere.

✂ De Navnkundigste af disse Dommere ere 👤Ehud og 👤Gideon, 👤Jephta og 👤Samson, og 👤Samuel, som blev den Sidste.

VI. 👤Samuel.

✂ Tabernaklet, med Herrens Helligdom, som kaldtes Arken, stod i Byen 📌Silo, og endskiøndt Folket tilbad Afguder, og overtraadte alle de ti Guds Bud, saa blev dog Offringen, og den øvrige ►Kirke-Tjeneste i Tabernaklet, holdt ved lige, og 👤Aarons ►Ætmænd vare Ypperste-Præster. En af disse hedd 👤Eli, og han troede selv paa Gud, og levede skikkelig, men hans Sønner vare ►aabenbar ugudelige og ryggesløse, og dog elskede 👤Eli dem høiere end han elskede Gud; thi vel sagde han til dem, at det klædte ilde, som de ►førde sig op, men han nænde dog ikke engang at see suurt til dem, end sige at tugte dem.

✂ Herren havde imidlertid bestandig en liden ►adspredt Flok af sande Tilbedere, og blandt dem var i 👤Elis Dage en Kvinde, ved Navn 👤Hanna, som var gift med 👤Elkana, udentvivl en Levit, som boede paa 📌Ephraims Bjerg. 👤Hanna gjorde det Løfte, at dersom Herren gav hende en Søn, vilde hun opoffre ham til Herrens Tjeneste ved Tabernaklet i 43📌Silo, og det skedte: hun fik en Søn, og kaldte hans Navn 👤Samuel, (som betyder Guds Gave) og førde ham ►alt som en lille Dreng op til 👤Eli, at han skulde tjene i Helligdommen.

✂ Det var dengang længe siden, Herren havde talet til Nogen i 📌Israel; men nu skedte det, en Nat, da Drengen 👤Samuel laae i Tabernaklet, at han hørde en Røst, som kaldte paa ham, ved hans Navn, og han tænkde først, det var 👤Eli, og gik til ham, og spurgde hvad han vilde; men 👤Eli sagde: jeg kaldte ikke, ►gak du kun og lægg dig! Det Samme skedte anden, og tredie Gang; men da skiønnede 👤Eli, at det maatte være Herren, som kaldte paa 👤Samuel, og sagde derfor til ham: ►gak hen og lægg dig, men kaldes der igien, da skal du svare: tal, Herre! ►din Tjener hører det. Da kom Herren, og kaldte: 👤Samuel! 👤Samuel! og 👤Samuel svarede, som han var underviist, og Herren forkyndte ham, at Han vilde lade stor Straf komme over 👤Eli, og over hans Huus, fordi han saae sine Sønners Ugudelighed, og straffede dem ikke.

✂ Om Morgenen vilde 👤Eli vide, hvad Herren havde sagt, og 👤Samuel fulgde Sandheden, skiøndt det var knapt, han turde, og som Herren havde talet, ►saa skedte det.

✂ Der boede et Folk ved Havet sydvest for 44📌Israel, som kaldtes Philisterne, og det var efter Mand-Tal kun et lidet Folk, men de var modige og stærke, og Herren havde givet ►Israel, som ikke vilde tjene Ham ►trolig, i deres Haand. Der havde imidlertid nylig været en ►Kæmpe i 📌Israel, ved Navn 👤Samson, som havde slaaet Philister i Tusind-Tal, og nu havde Israeliterne taget Mod til sig, saa de forsamledes til en Krigs-Hær, og drog ud at strides med Philisterne, og de tænkde, at Herren, ►Jehovah, skulde hjelpe dem, ligesom i gamle Dage, fordi de havde taget Arken ud af Tabernaklet, og lod den bære foran sig i Slaget, men Herren vilde ikke hjelpe dem, og de leed et stort Nederlag.

✂ 👤Eli var dengang otte og halvfemtsindstyve Aar gammel, og han var bange for hvad der vilde skee, og sad uden for Stads-Porten ved 📌Silo, og ventede ængstelig paa Udfaldet. Da kom der en Flygtning fra Striden, med sønderrevne Klæder, og sagde til 👤Eli: ►Israel tog Flugten, Mange faldt, begge dine Sønner ere døde, og Guds Ark er taget; og da 👤Eli hørde al den Ulykke, og at Arken var faldet i Hedningernes Hænder, da faldt han ►baglængs ned af Stolen, og brækkede sin Hals.

✂ Philisterne havde en Afgud, som de kaldte ►Dagon, og i hans Tempel satte de ►Jehovahs Ark, men næste Morgen laae ►Dagons Bil45led-Støtte paa Dør-Tærskelen med afhugget Hoved, og der kom en ►piinlig Sygdom over Folket i Staden, og da Philisterne flyttede Arken til en anden By, flyttede Sygdommen med, saa tilsidst satte de den paa en Vogn, og spændte et Par ►Kiør for Vognen, som var ikke vant til at trække, og som havde deres Kalve hjemme; men desuagtet fulgte ►Kiørene Veien op til 📌Israels Land, hvoraf da Philisterne sluttede, at det var ►Jehovah selv, som havde stridt for sin Helligdom.

✂ Saaledes kom da Arken tilbage til 📌Israel, og 👤Samuel talede Guds Ord til Folket saa ivrig og saa ►idelig, at de ►lode Afguds-Dyrkelsen fare, hvorpaa Herren ogsaa gav dem Magt og Mod til at værge Landet, ja, slog Philisterne med Forfærdelse, saa ►Israel fik Fred alle 👤Samuels Dage.

✂ Dengang imidlertid 👤Samuel blev gammel, da fik Folket Lyst til at have en Konge, ligesom Hedningerne, fordi de indbildte sig, at Kongen saa kunde forsvare dem, enten de tjende den sande Gud eller Afguderne; og det gjorde 👤Samuel meget ondt, at de ikke bedre skiønnede paa den Lykke, at have Gud selv til deres Konge; men dog gjorde 👤Samuel, efter Herrens Befaling, hvad Folket forlangde, og salvede en Mand, ved Navn 👤Saul, af 👤Benjamins Stamme, til Konge over 📌Israel.

✂ 46I Begyndelsen tjende 👤Saul ►Jehovah, og ►var lykkelig mod Landets Fiender, men han blev snart selvraadig og gienstridig, og da forkyndte 👤Samuel ham i Herrens Navn, at Riget skulde gives til en Anden, men dog beholdt 👤Saul det til sin Død, og gjorde meget Ondt! ►1 Sam. 1–15.

VII. Hyrde-Drengen i 📌Bethlehem.

✂ Der boede en Mand af 👤Juda Stamme i den lille By 📌Bethlehem, og denne Mand, hvis Navn var 👤Isai, havde otte Sønner, og nu sagde Herren til 👤Samuel: hvorlænge vil du sørge ►for 👤Saul, nu Jeg har forskudt ham fra at være 📌Israels Konge, fyld dit Horn med Olie, og ►gak hen! Jeg vil sende dig til 👤Isai den ►Bethlehemiter, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge. Saa gik 👤Samuel til 📌Bethlehem, til 👤Isai, og saae hans Sønner, og det skedte, ►der 👤Eliab den Ældste gik frem, da tænkte 👤Samuel: visselig, denne er Herrens Salvede, men Herren sagde til ham: see ikke til hans ►Anseelse eller ►Vextes Høihed, thi Jeg har vraget ham; et Menneske betragter ►det Øiensynlige, men Herren seer paa Hjertet. Saa ►ginge 👤Isais Sønner, syv udi Tal, forbi 👤Samuel, men det var ingen af dem, og 👤Samuel sagde til 👤Isai: ere de unge 47Karle her alle tilsammen? Da svarede 👤Isai: den Yngste er endnu tilbage, og see! han vogter Smaakvæget. Saa blev 👤David hentet fra Faarene, og han kom frem, og var rødmosset, med deilige Øine og ►faver Skikkelse, og Herren sagde: staa op, og salv ham! thi ham er det! Saa tog 👤Samuel Oliehornet og salvede ham, og Herrens Aand ►blev stærk over 👤David, fra den samme Dag og fremdeles; men Herrens Aand var veget fra 👤Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham. Da sagde 👤Sauls ►Tjenere til ham: see, en ond Aand forfærder dig, lad dog en Mand ►gaae frem, som forstaaer at ►lege paa Harpe, og det skal skee, naar han ►leger med sin Haand, da bliver det godt med dig, og 👤Saul sagde: ja, Kiære! ►seer mig om en saadan Mand! Da svarede en af de unge Karle, og sagde: see! jeg saae 👤Isais Søn, han kan godt ►lege, og er forstandig i Ord, og deilig, og Herren er med ham. Da sendte 👤Saul Bud, og 👤David kom, og stod for hans Ansigt, og han elskede ham saare, thi det skedte, naar Aanden var over 👤Saul, da tog 👤David Harpen og ►legede med sin Haand, og 👤Saul blev oplivet, og det blev godt med ham, og den onde Aand ►vigede fra ham. ►1. S. B. 16.

VIII. Philisteren 👤Goliath.

✂ Der havde fordum boet endeel ►Jetter, ►det er, uhyre store og stærke Folk, i 📌Canaan, og der var endnu en ►Levning af dem blandt Philisterne. Til dem hørde 👤Goliath, som var over sex Alen høi, og er blevet mere navnkundig ved sit Fald, end alle ►Jetter ved Seirene, de have vundet. Det skedte nemlig, engang, at 👤Saul, som saa tit, var draget ud med sin Krigs-Hær imod Philisterne, og begge Hærene stod hver paa sit Bjerg, i hinandens Paasyn, saa der var en Dal imellem dem, og 👤Goliath gik frem i Dalen, med Hjelm og Brynie, klædt i ►Kaabber fra Top til Taa, og han raabde pralende: see, her er en Philister, er der nu en Mand i 📌Israels Hær, som tør møde mig, da vil vi prøve ►Styrke, og den som vinder, hans Folk skal have vundet! Dermed satte han Skræk i 👤Saul og i hans Krigs-Hær, men da sagde 👤David til 👤Saul: min Herre ►lade kun ei Modet falde, ►din Tjener gaaer hen og slaaes med Philisteren! Nei, sagde 👤Saul, det gaaer aldrig godt, at du som er kun en Knøs endnu, vil slaaes med ham, der er en gammel Krigs-Mand! Jo, sagde 👤David, da jeg vogtede min Faders Faar, sloges jeg om et Lam af Hjorden baade med 49en Løve og med en Bjørn, og jeg fældte dem Begge, og det skal ei gaae Philisteren bedre, som har forhaanet den levende Guds ►Fylking! Velan! sagde 👤Saul, saa ►gak, og ►Herren være med dig!

✂ 👤David fik nu ►Krigs-Klæder paa, men da han vilde røre sig i dem, faldt den Dragt ham for ►ubevandt, saa han lagde baade Hjelm og Brynje og Sværd tilside, og bevæbnede sig kun med sin Hyrde-Stav, og med sin Slynge, hvortil han tog fem glatte Stene ved Bækken, og stak i Tasken. 👤Goliath foragtede Drengen, og sagde: er jeg en Hund, ►at du gaaer imod mig med Kieppe, og han ►bandede 👤David ved sine Guder, og sagde: kom hid, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kiød! Men 👤David svarede og sagde: du kommer til mig med Sværd og med Spyd og med Skjold, men jeg kommer til dig i den ►Herre Zebaoths Navn, hvem du har forhaanet; paa denne Dag skal Herren give dig i min Haand, og jeg skal slaae Dig, og tage dit Hoved af dig, og give Kroppe af Philisternes Hær til Fuglene under Himmelen, og til Dyrene paa Marken, saa alt Landet skal mærke, at der er en Gud i 📌Israel, og ►al denne ►Menighed skal ►kiende, at Herren ikke frelser ved Sværd og ved Spyd, thi Stri50den er Herrens, og Han skal give eder i vor Haand. Men ►der han dette havde sagt, da tog han en Steen, og slog med Slyngen, saa Stenen sad fast i Philisterens Pande, og han faldt paa sit Ansigt til Jorden, og 👤David fik ►Magt, og stod hos 👤Goliath, og uddrog Sværdet af Balgen, og huggede hans Hoved af med hans eget Sværd, og ►der Philisterne saae, at deres ►Kæmpe var død, da flygtede de, men 📌Israels Mænd forfulgte dem, og slog dem i et stort Slag, og tog deres Leir. Og det skedte, at 👤Jonathan, 👤Sauls Søn, elskede 👤David fra den samme Dag, ►som sin egen Sjel, men ►der de kom tilbage fra ►Philisternes Slag, da vare Kvinderne ►af 📌Israels ►Stæder ►udgangne mod Kongen, med Sang og med Dands, med Trommer og ►Strængeleeg, og ►Glædskabs Lyd, og Kvinderne ►legede paa Strænge, og sang med hverandre: ►👤Saul sine Tusinde slog, og sine Titusinde 👤David►; derover blev 👤Saul meget vreed, og sagde: mig gav de Tusinde, men 👤David gav de Titusinde, og med Tiden bliver endogsaa Kongeriget hans, og 👤Saul saae ►mistænkelig paa 👤David fra den Dag og derefter. ►1 S. B. 17. 18.

IX. 👤Sauls ►Vanvittighed og Fald.

✂ 👤Saul havde en ond Samvittighed, derfor var 51han ►mistænkelig paa 👤David, om hvem det slog ham, at han var Manden, som Gud havde udseet til sit Folks Fyrste, og det stod levende for ham, at det er ligesaavel ►Galenskab, som det er Synd, at sætte sig op imod den Herre, som haver al Magt i Himlen og paa Jorden; derfor blev hans Tanke-Gang forvirret, og han var et ulykkeligt Menneske: snart ►rasende, og snart modfalden og bedrøvet, i sin Fortvivlelse. Det hjalp nu ikke længer, naar ►Raseriet kom over ham, at 👤David ►slog Harpen, thi 👤Saul stak sit Spyd efter ham, og skiøndt han gav 👤Goliaths berømte Bane-Mand sin Daatter 👤ⓘ MichalMichal] GV, Michol A til Ægte, pønsede han dog idelig paa, at faae ham taget af Dage, saa 👤David maatte rømme ►Kongens Gaard, og vanke ►ustadig omkring i Ørken og imellem Bjergene, hvor der snart sankede sig en Flok dristige Mænd omkring ham, deels fordi en Helt som han kan aldrig fattes Følge-Svende, hvor der er Mod og Manddom, og deels fordi 👤Saul blev daglig mere ►mistænkelig, rasende, og blodtørstig, saa han endog stak Spyd efter sin egen Søn 👤Jonathan, fordi han elskede 👤David, thi heraf fulgde, at Mange af de ædleste og dygtigste Mænd flygtede fra 👤Sauls Aasyn, og flokkedes om 👤David.

✂ Det var imidlertid langt fra, at 👤David 52vilde støde 👤Saul fra Thronen, og derpaa gav han mageløs klare og rørende Beviser; thi hvor tit end 👤Saul forfulgde ham med sine ►Krigs-Folk, satte han sig dog aldrig til Modværge, men flygtede, og da det hændte sig engang, at 👤Saul kom alene ind i en Klippe-Hule, hvor 👤David laae med alle sine ►Kæmper, vilde han dog ikke lægge Haand paa Herrens Salvede, men skar kun en Flig af hans Kappe, til et Kiendemærke paa hvad han kunde have gjort. Denne 👤Davids Ædelmodighed rørde 👤Saul saa stærkt, at han græd, og sagde: min Søn 👤David: du er bedre end jeg, thi du betalde Ondt med Godt, og derfor vil Gud lønne dig, saa du bliver Konge, og din Throne staaer fast; men lov mig blot, at du ikke da vil ødelægge min ►Afkom! Det lovede 👤David ham gjerne, og 👤Saul drog hjem med sit ►Krigs-Folk; men det varede dog ikke længe, før han atter drog ud efter 👤David, for at slaae ham ihjel, og da kom han igjen i 👤Davids ►Haand, thi 👤David havde udspeidet 👤Sauls Leir, og gik derind om Natten, med sin Søster-Søn 👤Abisai, lige ind i ►Skjoldborgen, hvor 👤Saul laae og sov, midt imellem sine Drabanter, og 👤Abisai vilde stukket Spydet gjennem den sovende Konge, men 👤David forbød ham det, og tog kun 👤Sauls Spyd, og en Vand-Krukke, som 53stod ved hans Hoved-Gjærde, og gik op dermed paa det næste Bjerg, og raabde med høi Røst paa 👤Abner, som var 👤Sauls ►Strids-Høvedsmand, og sagde til ham: see, her er Kongens Spyd, og Vand-Krukken som stod ved hans Hoved; hvorledes holder I Vagt over eders Herre! Da skammede 👤Saul sig igien, velsignede 👤David, og drog hjem, men nu var 👤David træt af det ►omvankende Liv i bestandig Døds-Fare, og gik frivillig i Land-Flygtighed hos Philisterne, hvor han fik en Stad paa Grændsen at beboe med sine Folk.

✂ Aaret derefter udbrød der atter Krig mellem 👤Saul og Philisterne, og 👤Saul var saare modfalden og urolig, og lod ►Jehovah adspørge om Udfaldet, men fik intet Svar, og vendte sig saa i Fortvivlelse til en Kvinde, som ►lagde Vinn paa► Kogleri og ►sorte Konster, og han forlangde, at hun skulde mane ham 👤Samuel op, som var død for nogle Aar siden. Alle saadanne Hexerier og Trolddoms-Konster var strængelig forbudne i Herrens Lov, og 👤Saul havde før været en haard Dommer over alle dem, som befattede sig dermed; men nu var han kommet til den Yderlighed, at han, under et fremmed Navn, søgde Oplysning i hvad han selv havde fordømt som ►Mørke, og det skedte ved Natte-Tid, under Hexens ►Manelser, at der kom 54en ►Skygge frem, som forbausede hende selv, og hun blev bange for sit Liv, thi hun mærkede, det var Kong 👤Saul, hun havde for sig. 👤Saul spurgde Kvinden, hvad hun saae; og Hexen svarede: jeg saae Guder opstige af Jorden, der kommer en Olding, svøbt i sin Kappe! Da tænkte 👤Saul strax, det var 👤Samuel, og bukkede sig ærbødig til Jorden, men ►Skyggen tiltalede ham og sagde: hvi ►giør du mig Uro med at gaae igien; og da 👤Saul svarede, det kom af hans Frygt for Philisterne, og af Herrens Unaade, der ei vilde svare ham, da sagde Gienfærdet: er Herren veget fra dig, og blevet din Fiende, hvi udfritter du da mig! Herren har gjort som Han sagde, og givet 👤David dit Rige, og Han vil give 📌Israels ►Fylking i Philisternes Haand, og du og dine Sønner skal være hos mig i Morgen!

✂ Dagen efter stod Slaget paa 📌Gilboas Høie, og Philisterne seirede, og 👤Jonathan faldt, med flere af 👤Sauls Sønner, og Kongen selv blev saaret haardt af Bue-Skytterne, og saae, at der var ingen Redning for ham! Da sagde 👤Saul til sin Vaabendrager: drag dit Sværd ud, og stik mig ihjel dermed, ►at disse Hedninger ikke skal komme og have mig til Spot; men ►der Vaabendrageren vilde ikke, og frygtede saare for at lægge 55Haand paa Herrens Salvede, da tog 👤Saul sit Sværd, og lod sig falde derpaa, og ►der Vaabendrageren saae, at 👤Saul var død, da faldt ogsaa han paa sit Sværd, og døde med ham! ►Saa døde da 👤Saul og hans tre Sønner, og hans Vaabendrager, og alle hans Mænd tillige paa den Dag, og ►der Philisterne ►funde 👤Sauls Legeme, da afhuggede de hans Hoved, og toge hans Vaaben, og lod Bud gaae ►om Landet, ►at kundgiøre det i deres Afguders Huse, og Legemet hængte de paa en Muur, men der vare Mænd i 📌Israel, som 👤Saul havde frelst fra Vanære, og udfriet af deres Fienders Haand, de droge hen om Natten, og toge 👤Sauls og hans Sønners Legemer, og sørgede, og ►begrove dem under en Eeg, og 👤David sang et stort ►Klagemaal over dem, over 📌Israels ►Kæmper, og mest over 👤Jonathan, sin Hjertensven. ►1 S. B. 19–31. ►2 S. B. 1.

✂ ►Der 👤Saul var død, da blev 👤David Konge, dog ikke over alt Folket, thi de elleve Stammer tog 👤Isboseth, 👤Sauls Søn, og gjorde ham til Konge, men 👤David regierede over sin egen Stamme, over 👤Juda Stamme, og ►holdt Huus i den By 📌Hebron, i 👤Calebs By, i syv Aar. Da skedte det, at 👤Isboseths Mænd slog deres egen Herre ihjel, og 👤David blev Konge over det hele Rige, 56og tog 📌Jerusalem fra Hedningerne, og boede der, og den Stad blev kaldet 👤Davids Stad, og er blevet navnkundig, ►fremfor alle de ►Stæder, som ere paa ►Jordens Kreds. ►2 S. B. 2–5.

X. Kong 👤David.

✂ 📌Canaans Land stødte i Nord ved Bjerget 📌Libanon til de ►Tyriers og ►Zidoniers Land, som ellers kaldes 📌Phoenicien, og i Syd til 📌Arabien, men havde mod Østen 📌Jordans Flod, og mod Vesten 📌det store Hav, som vi kalde det 📌Middel-Landske, fordi det gaaer midt ind i Verden, og adskiller 📌Afrika fra 📌Europa. Over hele dette Land blev 👤David Konge, naar man undtager den smalle Strimmel ved Havet, som Philisterne beboede, og kunde i hans Dage knap forsvare; men hans Herredømme strakde sig endnu langt videre; thi østen fra 📌Jordan raadte han ei blot over 📌Gilead, som 👤Moses havde indtaget, og uddeelt til halvtredie Stamme af ►Israels Folk, men han indtog ogsaa 📌Syrien, ligetil den store Flod 📌Euphrat, og et Stykke af 📌Arabien til 📌det røde Hav. 👤Davids fleste Dage henrandt da under ►lykkelige Krige, hvortil han havde dygtige Hjelpere i sine Syster-Sønner 👤Joab og 👤Abisai, og sine andre modige Stal-Brødre fra Land-Flygtighedens 57Tid; men han glemde dog aldrig, at hvor ►hardt end Sværdet svinges, og hvor høit end Buen spændes, saa er dog Seieren fra Gud alene; thi 👤David var en Konge efter Herrens Sind, som kom ihu, at Manden er paa Thronen, som i Hytten, ►Muldets Frænde, men Riget og Magten og Æren er den Stores, som lever i al Evighed!

✂ Herom gaaer Syn for Sagn i den saakaldte 👤Davids Psalter, eller ►Psalme-Bog, som staaer at læse i vor ►Bibel; thi hvormange hundrede Sangere der end siden have kvædet om den levende Gud, og om alle Hans ►underlige Gierninger blandt Menneskens Børn, saa staae de dog langt tilbage for denne Hyrde-Dreng og Harpe-Spiller paa 📌Israels Throne, og allerede deraf er det klart, han ikke løi, Manden i 📌Israel med den liflige Psalme-Tunge, da han sagde paa sit Yderste: Herrens Aand var over mig, og det var Ham, som talede med min Tunge! Dette sees imidlertid endnu grandgiveligere deraf, at hans Sang aabenbarer alle Menneske-Hjertets ►Dybheder, og udtrykker den faste Forvisning, at ►Kvindens Sæd til alle Slægters Velsignelse, som Gud havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, han skulde være en 👤Davids Søn, og reise en mageløs Throne, siddende ved Guds høire Haand, og ud58strækkende sit ►Spir til Jorderigs Ender, knuse ►Kæmper som Leer-Kar, men aande paa den ►faldne Slægt, som en Morgen-Dugg over ►slagne Enge, til ►Efter-Grøde i en Efter-Sommer, det undtes ham at skabe paa ►Jordens Kreds!

✂ Saaledes svarede 👤Davids Sang, som 👤Davids Lykke, til hans Navn, der betyder den Elskelige, men ogsaa han var dog en syndig Mand, som han selv saa ærlig skrifter og saa vemodig beklager, og een Gang, i de ►fyrretive Aar, han sad paa Thronen, misbrugde han saa ►grovelig sin ►Konge-Stand og ►Vælde, at han brød Ægteskab, og magede det ►saa, at Manden, hvis Hustru han tog, kom af Dage! Vel lod han sig taalmodig tugte for Synden af Propheten 👤Nathan, og angrede den bitterlig; men Herren lod ham dog forkynde en haard og ►øiensynlig Straf, som skulde komme fra hans eget Huus; thi naar Guds Børn begaaer en Misgierning, da bedrøve de Hans Aand, og vanære Hans Navn for Verden, saa de Ugudelige bespotte den Hellige.

✂ Nu havde 👤David en Søn, som han elskede, og hvis Navn var 👤Absalon, han var deilig og ►yndig, men falsk og lumsk, saa han fik i Sinde at støde sin gamle Fader fra Thronen, og Herren lod det lykkes ►til en Tid, for at aabenbare sin Vrede over 👤Davids Synd, 59saa 👤Absalon fandt Gunst og Medhold hardtad hos hele Folket, og 👤David vidste Intet deraf, førend det blev ham meldt, at 👤Absalon havde gjort sig til Konge i 📌Hebron, at hele Landet gienlød af Fryde-Raab derover, og at den ypperste Raad-Giver i 📌Israel, 👤Achitophel, hvis Ord var agtet for Klogskaben selv, han var ogsaa i Forbund med 👤Absalon! Da bad 👤David: Herre! giør 👤Achitophels Raad til Daarskab, og derpaa flygtede han fra 📌Jerusalem, med 👤Joab, 👤Abisai, og hvem der mere var igien af hans gamle ►Huus-Trop, der vilde leve og døe med ham; og den ►graahærdede ►Kæmpe, 👤Goliaths Bane-Mand, 📌Israels mægtige Konge, for hvis ►Tjenere Folkene trindtomkring bævede, han gik nu grædende, indhyllet i sin Kappe, barfodet op ad 📌Olie-Bjerget, ►bandet og bespottet af en Frænde til Kong 👤Saul, som hedd 👤Simei, og som 👤David ingenlunde vilde tillade sine Mænd at straffe, men sagde sagtmodig: stræber ikke min egen Søn mig efter Livet, hvad Under da, at Frænden af min Fiende ►bander mig!

✂ Imidlertid holdt 👤Absalon hoverende sit Indtog i 📌Jerusalem, og 👤Achitophel gav ham blandt andre onde, men verdens-kloge Raad, ogsaa det, at sætte efter 👤David, førend hans Venner fik Tid til at samle og ►betænke sig; men Herren gjorde 👤Achitophels Raad til Daar60skab for 👤Absalons Øine, saa han fulgde et andet, som var at bie, til han havde hele sin Krigs-Hær paa Benene. Da 👤Achitophel saae, at hans kloge Raad blev vraget, reed han hjem, og hængde sig, og da 👤Absalon kom med hele sin Krigs-Hær til 📌Gilead, og sloges der med 👤Davids ►Kæmper, under 👤Joab og 👤Abisai, da blev han overvundet, og paa Flugten igiennem 📌Ephraims Skov, blev han hængende ved sit deilige lange Haar i en Eeg, hvor 👤Joab fandt ham, og giennemborede ham med sit Spyd.

✂ Nu kappedes hele Folket om at føre 👤David tilbage til 📌Jerusalem, men han græd over 👤Absalon, og skaanede 👤Simei, og Herren lod hans Throne staae urokket til hans Døds-Dag. ►2. Sam. 10–19. ►22. 23.

XI. Kong 👤Salomon.

✂ 👤David havde mange Sønner, men den Yngste, 👤Salomon, havde han med Herrens Villie, bestemt til sin ►Efter-Mand paa Thronen, ►som han ogsaa blev, uden synderlig Mod-Stand, og da 👤Salomon frembragde Herren et Tak-Offer for sin Thron-Bestigelse, da havde han en ►underlig Drøm; thi han drømde, at Herren kom til ham, og sagde: forlang en Gave af mig, hvilken du vil! Da ►syndes 👤Salomon, han bad om Viisdom til rettelig at bestyre sit 61Rige, og Herren svarede: siden du hverken forlangde Rigdom, eller et langt Liv, eller dine Fienders Undergang, men kun Viisdom og Forstand, saa vil Jeg ikke alene giøre dig til den Klogeste af alle Konger, som har været og skal komme, men ovenikiøbet giver Jeg dig baade Rigdom og Ære ►fremfor alle samtidige Konger, og, dersom du træder i din Faders Fod-Spor, da vil Jeg ogsaa ►mangfoldiggiøre dine Dage! Det var en Drøm, men at den var fra Herren, det have Tiderne viist; thi 👤Salomon blev ikke blot saa berømt en Konge i sine Dage, at Man kom fra fjerne Lande til 📌Jerusalem, for at see hans Herlighed, og høre hans Viisdom, men ogsaa nu, efter henved tre Aar-Tusinders Forløb, veed man at tale om 👤Salomons Viisdom, og seer ►mærkværdige Prøver deraf i de Bøger af hans, som findes i ►Bibelen.

✂ 👤Salomons Navn betyder Freds-Fyrsten, og Herren lod ham svare til sit Navn, thi i de ►fyrretive Aar, han stod for Styret, nød Riget en dyb og hæderlig Fred, saa dets Fiender smigrede for ham, og denne Fred, saavelsom Rigdommen Herren gav 👤Salomon, benyttede han især til store og prægtige Bygninger, blandt hvilke 📌Templet i Jerusalem er med Rette blevet den Berømteste!

✂ Herved maae vi komme ihu, at Taber62naklet, med Herrens Ark, stod i 📌Silo, fra 👤Josvas Dage af, indtil 👤Elis Sønner tog Arken ud af Tabernaklet, og havde den med sig i Striden, hvor den faldt i Philisternes Haand. Da Arken siden kom tilbage, havde den sit ►Stade paa adskillige Steder, indtil 👤David med stor Høitidelighed førde den op til 📌Jerusalem, og da han var ►blevet fast paa sin Throne, ►fattede han det Forsæt at bygge et prægtigt Tempel til Helligdommen; thi han skammede sig ved, at Herrens Ark skulde staae i en ringe Hytte, medens han boede i et prægtigt Slot. Da lod Herren ham sige, ved Propheten 👤Nathan, at det var ikke prægtige Templer, Han forlangde af sine Tilbedere, da ingen Konge kunde bygge et Huus, som var ham værdigt, men at en Søn af 👤David skulde bygge Guds Navn et bestandigt Huus, og stifte et ►Davids-Rige, som kunde vare evindelig. Dermed spaaede Propheten da, i Herrens Navn, om den vidunderlige 👤Davids Søn, den store Freds-Fyrste, der engang skulde komme og slutte Fred mellem Himlen og Jorden; men dog forstod 👤David det ogsaa om sin Søn 👤Salomon, og da 👤Salomon kom paa Thronen, da bygde han i syv Aar paa et prægtigt Tempel til Herrens Ark, og til den offentlige Guds-Dyrkelse, og Helligdommen selv var tredive Alen høi, tyve 63Alen breed og tresindstyve Alen lang, men der var store Ud-Bygninger eller ►Svaler trindtomkring, som hvilede paa egne Piller. Alt Træ-Værket var af Ceder-Træ fra Bjerget 📌Libanon, og Alteret og Lyse-Stagerne og alle Husets Prydelser var af purt Guld, og Alt var saa herligt og dyrebart, at det, paa menneskelig Viis, klarlig betegnede, at den Gud, som dyrkedes der, var en Gud over alle Guder! Men der var ingen Billed-Støtter derinde, som i Hedningernes Templer, og ►Billed-Værket rundtomkring paa Tempel-Væggene var kun gyldne Palmer og udsprungne Blomster; thi ►Jehovah havde strængelig forbudt sit Folk, at giøre nogen udhugget eller støbt Efterligning af Ham, som haver levende afbildet sig selv i Mennesket, som Han skabde i sit Billede, og ►efter sin Lignelse! Ikke heller tænkde den vise 👤Salomon, at Gud skulde boe i dette Tempel, som en Mand i sit Huus; thi da han høitidelig indviede det til Herrens Tjeneste, da sagde han ►aabenlydt for alt Folkets Øren: mon Gud skulde virkelig have sin Bopæl paa Jorden! see! Himlene hist og Himlenes Himle, de rumme Ham ikke, end sige det Huus, jeg her haver bygget; men, 📌Israels Gud! lad dine Øine kun vogte paa Huset, om hvilket du sagde: ►mit Navn det skal være derinde, saa at Du hø64rer de Bønner, som bedes af Hjertet for Huset! Det hørde Herren i Himlen, og en Sky fyldte Huset, ja, Herrens Herlighed fyldte det, og alt Folket ►fornam, at Han var visselig tilstæde. ►2 Sam. 7, og ►1 Kong. 6–8.

✂ Dog, med al sin vidunderlige Viisdom blev 👤Salomon et advarende Exempel paa, hvad han selv siger, at det er Hjertet, som frem for Alt maa bevares, da Livet har sit Udspring deraf; thi paa sine gamle Dage blev han haard imod sine Undersaatter, og lod sig bøie af hedenske Kvinder til at ►vandre paa Hedningers Viis, og ►tilbede for Afguder, ►som er en Vederstyggelighed for Herren. Da blev Herren vreed paa 👤Salomon, og sagde til ham: efterdi du ikke haver holdet min Pagt og mine Skikke, som Jeg haver ►budet dig, da vil Jeg visselig tage Riget fra dig, og give ►din Tjener det, dog ikke i dine Dage, for 👤Davids din Faders Skyld: af din Søns Haand vil Jeg rive det, dog ikke det ganske Rige, een Stamme vil Jeg give din Søn, for 👤Davids min ►Tjeners Skyld, og for 📌Jerusalems Skyld, som Jeg haver udvalgt. ►1 Kong. 11.

XII. 👤Rhoboam og 👤Jeroboam.

✂ Da 👤Salomon var død, skulde hans Søn, 👤Rhoboam, været Konge efter ham, men da 65Folket begiærede det Løfte af ham, at han skulde lette deres Byrder, svarede han dem hjerteløst, efter unge Galningers Raad: min Fader pidskede, men jeg vil tampe; hvorover de ti Stammer blev saa forbittrede, at de raabde: hvad har vi da med 👤David at ►skifte, ►ei er vor Arv med 👤Isais Søn! ►Israel! drag til din Hjem-Stavn! 👤David! pas selv paa dit Huus! Og de tog sig en Mand af 👤Ephraims Stamme, ved Navn 👤Jeroboam, 👤Nebaths Søn til deres Konge, saa 👤Rhoboam beholdt kun de to Stammer: 👤Juda og 👤Benjamin.

✂ Saaledes blev da Folket adskildt, og Riget sønderrevet, og 👤Rhoboams Deel, med 📌Jerusalem til Hoved-Stad, kaldtes 📌Juda-Riget, men 👤Jeroboams Deel, hvori snart 📌Samaria blev Hoved-Staden, beholdt Navn af 📌Israels Rige, og Kongerne over disse to Halv-Riger laae hardtad bestandig i Krig med hinanden, og Landet blev en Val-Plads for sine egne Indbyggere, og Folket blev til Spot og til Rov for Hedningerne, efter Sandhedens Ord: ►►hvert Rige, som bliver ueens med sig selv, skal forgaae►!

✂ Lykkeligst var dog de to Stammers Rige, thi hos dem var Herrens Helligdom, med Præster og Leviter, som bevarede den sande Guds Kundskab, og hos dem var 👤Davids Huus, 66som havde Løfte paa Ham, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes! ►1 Kong. 12.

XIII. 👤Achab og 👤Jesabel.

✂ I de ti Stammers eller 📌Israels Rige begyndte Afguderiet egentlig med ►Skilsmissen; thi 👤Jeroboam var hvad Verden kalder en politisk eller statsklog Fyrste, og tænkde, det var en farlig Sag at lade Folket gaae op til 📌Jerusalems Tempel, i hans Fiendes Rige, ►at offre og tilbede, derfor indrettede han en egen ►Kirke-Tjeneste, med Præster, som han ►gjorde selv af de Ringeste i Landet, og som han gav Leve-Brød, og skiøndt det ogsaa skulde være ►Jehovah, han vilde have dyrket, begyndte han dog i alle Maader med en vitterlig Overtrædelse af Herrens Lov, thi han opreiste to Guld-Kalve: En i 📌Bethel, og En i 📌Dan, og sagde til Folket: see her dine Guder, som udførde dig af 📌Ægypten!

✂ Vel gjorde Herren ►aabenbar 👤Jeroboams Klogskab til ►Daarlighed, thi han var neppe blevet kold i sin Grav, før den Throne faldt, han med saamegen Verdens-Klogskab havde befæstet; hans Søn 👤Nadab blev myrdet i et Oprør, og hele hans Slægt udryddet til sidste Mand; men naar man først har begyndt at dyrke den sande Gud som en Afgud, da kommer man snart til at dyrke virkelige 67Afguder, som Afguds-Dyrkelsen passer til, og dette skedte ret aabenbart i 📌Israel under Kong 👤Achab, der var en Søn af 👤Omri, som i et nyt Oprør var blevet Konge, og havde bygt 📌Samaria!

✂ 👤Achab var nemlig gift med 👤Jesabel, en hedensk Prindsesse fra 📌Zidon, og et Afskum af en Kvinde, og hun indførde ikke alene den ►Zidoniske Afgud ►Baals Dyrkelse i Landet, men lod myrde alle dem hun kunde overkomme af ►Jehovahs Propheter og Prædikanter, saa Herrens Navn var nær ved at glemmes i Landet.

✂ Dog, ►Jehovah viiste ogsaa her, at Han er den Al-Mægtige, med hvem kun de ulægelige Daarer prøve Styrke, fordi de skal kiendes og beskiæmmes; thi Han ►opreiste i de samme Dage, midt imellem Afguds-Alterne, en stor og mageløs Prophet, ved Navn 👤Elias, som var baade 👤Jesabel og hendes Afgud meget for stærk, og herliggjorde med store ►Jær-Tegn ►Jehovahs Navn for alt Folkets Øine, saa de maatte ►falde paa deres Ansigt, og bekiende, at ►Jehovah ei blot var Gud, men Gud alene.

✂ Efter mange onde Gierninger begik 👤Achab ogsaa, efter 👤Jesabels Raad, den himmelraabende Synd: at kiøbe falske Vidnesbyrd mod En af sine Undersaatter, som hedd 68👤Naboth, og at lade ham stene, for at kunne tilegne sig 👤Naboths Vin-Gaard, som Kongen havde faaet Lyst til; men da 👤Achab nu med Hjertens Glæde gik og betragtede Vin-Gaarden, see da stod Propheten 👤Elias pludselig for ham, og spaaede i Herrens Navn, at hvor Hundene havde slikket 👤Naboths Blod, der skulde de ogsaa slikke 👤Achabs, og 👤Jesabel skulde Hundene æde midt i Staden, ja, at al 👤Achabs Slægt skulde deles mellem Hundene i Staden og Rov-Fuglene paa Marken! Det giennemrystede den gamle Synder, ja kastede ham i Støvet som et Torden-Slag, saa han sønderrev sine Klæder, og ydmygede sig dybt for ►Jehovah; desaarsag lod Herren ikke Ulykken komme i hans Dage, men det gik dog, som 👤Elias spaaede; thi da 👤Achab var skudt i Krigen, og Man skyllede hans blodige Strids-Vogn ved 📌Samaria, da slikkede Hundene hans Blod, hvor de havde slikket 👤Naboths, og i hans Søns, 👤Jorams, Dage, da kom Ulykken pludselig over 👤Achabs Huus. Da gjorde 👤Jehu, 👤Nimsi Søn, Opstand, og udryddede hele 👤Achabs Slægt, og da 👤Jehu holdt sit Indtog, stod den gamle 👤Jesabel i Vinduet, sminket og smykket, men hun blev styrtet ned paa Gaden, og Hundene aad hende, medens 👤Jehu sad til Bords, saa da han, efter Maaltidet, vilde lade hende begrave, 69var kun ►Hoved-Panden, og ►Fod-Bladene, og Haand-Fladerne tilbage! ►1 Kong. 16. ►21. 22. ►2 Kong. 9.

✂ Saadant var 👤Jesabels Endeligt, som gjorde Ondt med Latter, og bød den Almægtige Trods, og ►hendes Navn er blevet til et Skiælds-Ord indtil denne Dag, for hvilket selv de værste Kvinder grue!

XIV. Propheterne 👤Elias og 👤Elisa.

✂ Navnet Prophet betyder en sand Spaa-Mand, eller en Sand-Siger om det Tilkommende, og af saadanne Propheter opvakde Gud Mangfoldige blandt ►👤Israels-Folk, men kun Nogle af dem gav Han Magt til at giøre Mirakler eller ►underlige ►Jær-Tegn, til Beviis paa, at det var Guds Ord, de talede, og En af disse var 👤Elias, hvis Mage, siden 👤Moses døde, ei var seet i 📌Israel. Det skedte i hans Dage, for 👤Achabs og 👤Jesabels Ugudelighed, og Afguderiets Skyld, som Folket bedrev, at det, efter hans Spaadom, slet ikke regnede over Landet paa tredie Aar, og ►imidlertid ►opholdt Gud ham paa forunderlige Maader, saa at ogsaa Ravnene maatte, i et heelt Aar, baade Morgen og Aften, bringe ham Kiød og Brød i Ørken. Herren opvakde ogsaa, paa hans Bøn, et Menneske af Døde, og da 70👤Achabs Søn udsendte ►Krigs-Folk, som skulde gribe 👤Elias, da faldt der, paa hans Ord, Ild ned fra Himmelen og dræbde dem.

✂ Ikke længe derefter blev 👤Elias legemlig optaget til Himmelen, og det skedte saaledes, at, som han gik ved 📌Jordans Flod, og talede med sin Discipel 👤Elisa, da foer ligesom en gloende Vogn med Flamme-Heste ind imellem dem, saa de adskildtes, og 👤Elisa saae ham opfare, som paa ►Veirets Vinger, og raabde: Fader! Fader! 📌Israels Vogn og dens ►Kiøre-Svend! 👤Elias lod, da han opfoer, Kappen falde, som 👤Elisa tog, og da kom Aanden over ham, som over 👤Elias, saa han ikke blot spaaede, men gjorde store ►Jær-Tegn, til et Vidnesbyrd for Afguds-Dyrkerne og de Vantroe i 📌Israel, at ►Jehovah, som de foragtede, var dog den sande Gud, og at Hans ►Arm var ikke forkortet, Hans Kræfter ei svækkede, som fordum udførde Folket af 📌Ægypten, og beskiæmmede Pharao med alle hans Afguder. ►2 Kong. 1–2.

✂ Dette er et af den sande Guds Kiende-Mærker, at Han opvækker sine aandeligste Redskaber i de dorskeste Tider, og giør sine ►underligste Gierninger midt imellem dem, som ei vil troe Hans Ord; thi Han vil kiendes 71paa Jorden, og være uskyldig i Synderes ►Fordærvelse!

XV. 📌Ninive og 📌Samaria.

✂ Der løber en Flod, dybt inde i 📌Asien, fra Nord til Syd, ved Navn 📌Tigris, og ved samme Flod laae der paa den Tid en stor og ældgammel Stad, som hedd 📌Ninive, og var Hoved-Staden i de 📌Assyrers Rige. Folket i 📌Ninive var blevet saare fordærvet, og ei længe efter 👤Elisas Dage talede Herren til En af sine Propheter, til 👤Jonas fra 📌Galilæa, og sagde, at han skulde drage til 📌Ninive og spaae imod Staden, men 👤Jonas var bange for at have Skam af den Reise, og gik ombord paa et Hedning-Skib, for at flygte langt bort over Havet. Dog, den almægtige Gud kan Ingen undflye, som 👤David synger: hvor kan jeg undgaae din Aand, og hvor kan jeg undflye dit Aasyn! kunde jeg ►end fare paa Morgen-Rødens Vinger, did, hvor Havet ►slipper, saa skulde ogsaa der din Haand mig lede, din Høire mig ►fængsle, og det maatte 👤Jonas sande; thi Herren lod komme en ►flyvende Storm, saa Skibs-Folket saae Døden for Øine, og kastede Lodd, for at giætte sig til, hvem det var, der havde Ulykken med sig, og Lodden faldt paa 👤Jonas, som da ogsaa strax 72tog Skylden paa sig, og sagde: ►kaster kun mig overbord, saa lægger Stormen sig! Som sagt, saa gjort: de styrtede Propheten i Havet, og Stormen lagde sig, men Herren lod en Hval-Fisk sluge 👤Jonas, og, efter tre Dages Forløb, igien opkaste ham levende paa Strand-Bredden. Nu gjorde da 👤Jonas, hvad Herren ►befoel, og drog til 📌Ninive, og spaaede ►høirøstet, at om ►fyrretive Dage skulde Staden forgaae; men da Kongen og Folket hørde Prophetens Ord, da blev de forskrækkede, og ►fattede gode Forsætter, og bad Gud om Forladelse for alt det Onde, de havde gjort, og ►►som en Fader forbarmer sig over sine Børn, saaledes forbarmer Gud sig over alle dem som frygte ham►; derfor sparede han 📌Ninive, og da 👤Jonas knurrede over, at han havde Skam af sin Spaadom, da svarede Herren: skulde Jeg ikke ynkes over 📌Ninive, den store Stad, hvor der er over tolv Gange titusinde Menneske-Børn, som ei kiende Forskiel paa Høire og Venstre!

✂ Anderledes gik det i 📌Samaria, thi der havde Herren advaret Kongerne og Folket mangfoldige Gange, ved 👤Elias og 👤Elisa, og ved mange andre Propheter, men de fremturede i Ugudeligheden, saa Børnene blev immer værre end Forældrene, og deraf kom det, at da 📌Assyriens Konger uddrog fra 📌Ninive 73da fik de Magt over 📌Israel, og En af dem som hedd 👤Salmanassar, ødelagde 📌Samaria og bortførde Folket i Trældom. ►Jon. 1–4. ►2 Kong. 17.

XVI. Kong 👤Ezechias.

✂ Medens i 📌Samaria den ene Konge-Stamme efter den Anden opkom og forgik, vedblev 👤Davids Æt, efter Herrens Ord, at herske i 📌Jerusalem, og omendskiøndt Afguderiet ogsaa brød ind i 📌Juda-Riget, blev det dog aldrig der saa almindeligt, og Endeel af Kongerne stræbde alvorlig at træde i deres Stam-Fader 👤Davids ►priselige Fod-Spor. Blandt disse var 👤Ezechias, som regjerede i 📌Jerusalem, da 📌Samaria blev ødelagt, og 📌Israels-Rige ►forstyrret; men Assyrerne vilde nu være Ene-Herrer i Landet, og da 👤Ezechias ikke vilde tjene Andre end Gud i Himmelen, blev han hjemsøgt af 👤Salmanassars ►Søn 👤Senacherib, som med en frygtelig Krigs-Hær oversvømmede Landet, og beleirede 📌Jerusalem! 👤Senacherib stolede paa sin Hærs ►Mangfoldighed, og talede stolte og bespottelige Ord imod Gudernes Gud, og lod sige til 👤Ezechias: hvad stoler du vel paa! Kongen af 📌Assyrien vil forære dig to tusinde Heste, hvis du kan skaffe dig Ryttere til dem, og, kan du ikke engang det, hvorledes vil du da holde Stand mod 74den Ringeste af mine Fyrster! Vil du sige, du stoler paa din Gud, da see, om Nogen af de andre Folks Guder har kunnet frelse sit Land fra Kongerne i 📌Assyrien, og hvorledes skulde da ►Jehovah kunne frelse 📌Jerusalem fra mig! ►Saa talede Kongens ►Tjener af 📌Assyrien, og ►saa skrev han til 👤Ezechias, men 👤Ezechias tog Brevene og læste dem, og gik op i Herrens Huus, og udbredte dem for Herrens Ansigt, og bad, og sagde: Herre! du 📌Israels Gud i din Høihed! du er den eneste Gud over Alting paa Jorden! Du, du ►gjorde Himlen og Jorden, Herre! saa bøi dine Øren og hør! Herre, ►oplad dine Øine, og see! og hør paa 👤Senacheribs Ord, som bespotter den levende Gud, Herre! ja, sandt er at sige, 📌Assyriens Konger de have ødelagt Hedningernes Lande, og opbrændt deres Guder med Ild, fordi det var ikke Guder, men det var Stene og Træ, ►Gjerning af Menneskehænder; men Herre, vor Gud! du, Kiære! frels du os af hans Haand, at alle Riger paa Jorden maae kiende, at du, ►Jehovah! Du kun allene er Gud. Og der var en Prophet i 📌Juda i de samme Dage, ved Navn 👤Esaias, han sendte Bud til Kongen, og lod sige: ►Saa siger Herren, 📌Israels Gud, Jeg haver hørt hvad du bad til mig mod 📌Assyriens Konge, og hør nu det Ord, som Herren har talet imod ham: 75Jeg kjender din Bolig, ►din Udgang og Indgang, og at du raser imod mig; efterdi du da raser imod mig, og ►løfter dig ►høit imod 📌Israels Gud, og dit Bulder kom op for mit Øre, saa vil Jeg lægge min Krog i din Næse, og mit Bidsel i din Mund, og føre dig bort paa den Vei, ad hvilken du kom; thi ►det Overblevne af 📌Juda skal ►end faae sig Rødder forneden, og frembære Frugter foroven, ja! denne Stad vil Jeg vogte og frelse for min Skyld, og saa for 👤Davids, min ►Tjeners. Og det skedte i den samme Nat, at Herrens Engel ►udfoer, og ►slog i de Assyriers Leir hundrede og fem og firsindstyve Tusinder, og ►der de stode op, aarle om Morgenen, da vare alle disse døde Kroppe; saa drog 👤Senacherib bort, og vendte tilbage, og blev udi 📌Ninive, det var hans den store Stad, og det skedte, ►der han tilbad i sin Afguds Huus, da ►sloge hans Sønner ham med Sværd, og han faldt, og 📌Jerusalem stod, og 👤Ezechias sad paa sin Throne deri, til et Tegn for Menneskens Børn, at ►►Gud staaer de Hoffærdige imod►, men de Ydmyge giver Han Naade, og ►►salig er den Mand, som forlader sig paa Herren►, og sætter sit Haab til 📌Israels Gud! Nu var det ogsaa snart forbi med 📌Ninives Herlighed, thi Kongerne af 📌Medien og 📌Babylon, som havde ►skattet til Kongerne af 📌Assyrien, gjorde 76Opstand, og havde Lykken med sig, saa 📌Ninive blev ødelagt, og reiste sig aldrig siden, efter det Ord som 👤Nahum, En af 📌Israels Propheter, spaaede over den stolte Stad, da den stod i sin høieste Glands! ►2 Kong. 18. 19.