↩ Allerede i 👤Konstantins Dage saae Man, hvilken Forvirring der nu truede, da Christendommen skulde være Stats-Religion, og staae under Keiserens Formynderskab, thi da en Præst i 📌Alexandrien, ved Navn 👤Arius, med stort Bifald udbredte en ny ►Lærdom, efter hvilken 👤Christus ikke egenlig skulde være Guds Søn, men kun en 169►Over-Engel, da blev det ikke længer betragtet som en reen ►Kirke-Sag, men som en ►Stats-Sag, der skulde afgiøres ved Hoffet, og drage ►borgerlig Straf efter sig, for dem, der ikke vilde kalde det den rette Christendom eller Orthodoxi, som Keiseren behagede at stemple dertil. Snart blev nu 👤Arius og hans Tilhængere, og snart hans Modstandere, erklærede for Kiættere og Statsforbrydere, og paa det store Lande-Mode i 📌Nicæa indførde Keiseren og Bisperne den Uskik, at skrive en ny Troes-Bekiendelse, som skulde være klarere end den Apostoliske ved Daaben, og de nødte alle ►Lærere, som ikke vilde agtes for Kiættere, til at underskrive den. Hermed var Dørren aabnet for alle muelige Vildfarelser, thi nu skrev Keiserne christelige Troes-Bekiendelser, ligesom de skrev Forordninger, forkastende i Dag, hvad de antog i Gaar, og for ►Lande-Freds og Leve-Brøds Skyld skrev de fleste Bisper næsten altid under, hvad Keiserne vilde, saa det blev ►sædvanlig de bedste Christne, der nu maatte ►hedde Kiættere og Freds-Forstyrrere.