XXVIII. Kirken i 📌det Romerske Rige.
✂ Herren havde sagt: ►uden Hvede-Kornet ►jordes og døer, da bliver det ►eenligt, men døer det, da bærer det megen Frugt; og det giælder baade først og sidst om Herren selv, der, ved sin Død, blev en evig ►Livs-Rod for alle sine Troende, men det giælder dog ogsaa paa mange Maade om Herrens Menighed til alle Tider, saa for den er al tilsyneladende Under-Gang kun en Over-Gang til et mangfoldigere, herligere og ►klarere Liv!
✂ Dette saaes ret ►aabenbart i Kirkens første Tid, da de jødiske og hedenske Øvrigheder stræbde med ►Ild og Sværd at udrydde Christendommen; thi jo Fleer der døde for 👤Jesu Navns Bekiendelse, desmere levende, ►høirø156stet►, og frugtbart blev Ordet om den Velsignede, desmere ►forfremmedes det i sin Udbredelse til Jorderigs yderste Grændser!
✂ Indtil 👤Stephans Mord havde Menigheden holdt sig samlet i 📌Jerusalem, og der var Ingen døbte ►uden Jøder, men under den haarde Forfølgelse ►adspredtes Menigheden til alle Sider, og ved denne Leilighed kom Troen og Daaben ei blot til Samaritanerne, men ogsaa til Hedningerne, og i 📌Antiochien, som var 📌Syriens Hoved-Stad, opkom det Navn, under hvilket de Døbte blev siden bekiendte over hele Verden, thi der var det først, de kaldtes Christne, da man derimod i 📌Jerusalem havde kaldt dem Galilæer, fordi baade Herren og hans Apostler var fra 📌Galilæa.
✂ Til 📌Antiochien kom nu ogsaa snart den ny Apostel, som Herren selv havde kaldet til at være sit Hoved-Vidne iblandt Hedningerne, 👤Paulus nemlig, og fra denne Stad af var det, han gjorde sine store ►Udvandringer, baade i 📌Asien og 📌Europa, for at udbrede Evangeliet, og grundfæste Christendommen, og hvor vidunderlig det lykkedes, see vi saavel af Apostelens ►Sende-Breve til de Menigheder, han i Herrens Navn havde ►grundet, som af den Bog, hans tro Stalbroder, Evangelisten 👤Lucas, har skrevet, fornemmelig derom, hvilken vi kalde ►Apostlernes Gierninger!
✂ 157Blot i nogle og tredive Aar efter Herrens Himmel-Fart, eller i een Menneske-Alder, blev Christendommen, trods rasende Modstand, udbredt over hele 📌det Romerske Rige, som dengang indbefattede hele den dannede Verden, men de ►Stæder, hvor Apostlerne selv opslog deres Lære-Stole, indrettede og underviiste Menigheden, var, foruden 📌Jerusalem og 📌Antiochien, især 📌Ephesus (i 📌Lille-Asien som nu kaldes 📌Natolien) 📌Korinth, (i 📌Grækenland) og Verdens-Rigets Hoved-Stad, det navnkundige 📌Rom, og medens alle hine ►Stæder ere saa godt som ►forgaaede, har dog Herren ►underlig bevaret 📌Rom, ja, ►øiensynlig sparet dette gruelige ►Pine-Sted ►for Hans troe Bekiendere, som ►►Staden paa Bjerget►, hvor Evangeliet aabenlyst har forplantet sig, Christenheden til et Vidnesbyrd, ligefra Apostlernes Dage til Nu!
✂ Af ►Pauli Brev til Romerne, seer vi, at Menigheden der var ikke stiftet af ham, og vi har ingen Grund til at tvivle om Sandheden af den gamle Efterretning, at Apostelen 👤Peder, som havde lagt Grund-Stenen til 👤Christi Kirke i Jødernes Hoved-Stad, ogsaa lagde den i Hedningernes; men af ►Apostlernes Gierninger seer vi, at 👤Paulus, mod Enden af sin store Løbe-Bane, kom til 📌Rom, vel i Lænker, men dog uden ►Tunge-Baand, 158og prædikede der i hele to Aar Evangelium for alle dem der vilde høre! Det er ogsaa en gammel troværdig Efterretning, at baade 👤Peder og 👤Paulus paa een Gang leed Martyr-Døden i 📌Rom, under Keiser 👤Nero, et af de største Afskum, Jorden har baaret, og som ikke blot ►satte sin Glæde i at pine de Christne, men i at giøre alt det Værste han kunde optænke, saa at han selv iblandt Hedningerne er bekiendt under Djævle-Navnet af Menneske-Slægtens Fiende! ►Rom. 1. ►15.
✂ Foruden 👤Lucas, havde 👤Paulus mange andre Med-Arbeidere, blandt hvilke Leviten 👤Barnabas var den Første, og de yngre Mænd 👤Timotheus og 👤Titus Apostelen ret inderlig hengivne, som vi see af hans ►Sende-Breve til dem! Dette var derimod ikke ganske Tilfældet med den skriftkloge Alexandriner 👤Apollon, som fulgde helst sit eget Hoved, og har formodenlig været En af de første Evangelister i sin Føde-By 📌Alexandrien, hvor Ingen af Apostlerne kom, og hvor vi siden finde megen Lærdom og Skrift-Klogskab, men ogsaa megen Selv-Klogskab, og kun en ubestemt, vaklende Tro paa det store Evangelium, der ei for dem som vil ►stoltelig udgrunde det, men kun for dem som barnlig vil troe derpaa, er en Guds Kraft til Salighed!