XIX. Herrens Lidelse og Død.
✂ Der var paa den Tid en Romersk Statholder i 📌Jødeland, som hedd 👤Pontius Pilatus, og til ham kom nu Pharisæerne og de ypperste Præster med 👤Jesus, for at faae ham korsfæstet, da de ikke torde gjøre det selv. 👤Pilatus fandt, at 👤Jesus var uskyldig, og, skiøndt han var en Hedning, følde han dog godt i sin Samvittighed, at det var stor Synd at ⓘ udøse uskyldigt Blod, derfor prøvede han paa alle Maader at undvige Dommen, og at faae det forsamlede Folk til at gaae i Bøn for 👤Jesus; men da det var forgiæves, vilde han dog ikke giøre sig saamange fornemme Folk til Fiender, blot for Retfærdigheds Skyld, men dømde ►heller, som de ønskede, og han bildte sig ind, det var Retfærdighed Nok, at han toede sine Hænder i Folkets Paasyn, og sagde: jeg er reen for den Retfærdiges Blod, det ►blive eders Sag!
✂ De Romerske ►Krigs-Folk havde imid140lertid ikke blot hudflettet 👤Jesus, men i al deres Kaadhed drevet Spot med ham, saa de hængde en Purpur-Kaabe om ham, flettede en Krone af Torne, og satte paa hans Hoved, gav ham et ►Rør i Haanden til ►Spir, faldt paa Knæ for ham, og raabde med Latter: Hil være dig, du Jøde-Konge! Det fandt han sig Altsammen taalmodig i, og da de nu endelig opreiste Korset paa 📌Golgatha, og naglede ham dertil, sagde Han kun med vidunderlig Kiærlighed: Fader! tilgiv dem, thi de veed ikke selv, hvad de gjøre!
✂ Nu havde de Onde da naaet deres Ønske, saavidt som det er mueligt, at Ondskab kan lykkes, og de drev Spot med den Korsfæstede, sigende: han har hjulpet Andre, men kan ikke hjelpe sig selv; er du Guds Søn, den 📌Israels Konge, saa stig nu ned af Korset, at vi kan see det, og troe! Dertil svarede 👤Jesus Intet, men da han saae sin Moder staae ved Korset, dybt bedrøvet, og hans elskede Discipel 👤Johannes, ved hendes Side, da sagde Han til sin Moder: see, det er din Søn, og til 👤Johannes: see, det er din Moder!
✂ Der blev to Røvere korsfæstede med 👤Jesus, En paa hver Side, og den Ene spottede Herren, sigende: er du 👤Christus, da frels dig selv og os; men den Anden straffede sin Stalbroder, og sagde: til os er det Løn som 141forskyldt, men denne gjorde intet ►Uskikkeligt! Derpaa sagde han til 👤Jesus: Herre! tænk paa mig, naar Du kommer i dit Rige! Og 👤Jesus svarede: Amen! jeg forsikkrer Dig, i Dag skal du være med mig i 📌Paradis!
✂ Endelig, da 👤Jesus vidste, at Alt var ►fuldkommet, bøiede han sit Hoved, og døde med det høie Raab: Fader! i din Haand ►befaler jeg min Aand! Da var Solen formørket, og Jorden skjalv, og Klipper revnede, og Forhænget i 📌Templets Helligdom brast fra Øverst til Nederst, saa den hedenske Høvedsmand og hans ►Krigs-Folk maatte vel blegne, og udbryde: sandelig, han var retfærdig, det var en Guds Søn! ►Math. 27. ►Luc. 23. ►Joh. 19.
✂ Til en høitidelig Paamindelse om dette store Vidunder, at Guds Søn døde for os, ►paa det vi kunne leve med ham, helligholdes aarlig i Christenheden 👤Jesu Døds-Dag, som vi kalde Lang-Fredag, og paa den sang vore ►Fædre en rørende Psalme, der sluttede saaledes:
✂
Derefter 👤Jesus gav et Raab,
►Al-Fuldt af Livets store Haab,
Han sagde: Fader, i din Haand
►Befaler jeg min Sjæl og Aand!
✂
Det Ord, det Ord sig trænger ind
Udi mit Hjerte, Sjæl og Sind;
142Gid det ►og blive sidst det Ord,
Jeg tale skal paa denne Jord.