Grundtvig, N. F. S. En liden Bibel-Krønike for Børn og Menig-Mand

✂

I. Præsten 👤Zacharias.

✂ Under alle Omskiftelser var Præstedømmet dog blevet hos 👤Aarons Æt, og nu skedte det, under Kong 👤Herodes, at da en gammel gudfrygtig Mand iblandt Præsterne, ved Navn 101👤Zacharias, en Dag forrettede sit Embede inde i Templets Helligdom, da saae han, med Forskrækkelse, at der stod en Guds Engel ved Alteret; men Engelen talede til ham, og sagde: frygt ikke, 👤Zacharias! du er bønhørt, og din Hustru, 👤Elisabeth, skal blive Moder til en Søn, som du skal kalde 👤Johannes, og Guds Aand skal være over ham fra Barnsbeen, som over 👤Elias, saa ved ham skal Mange af 📌Israels Børn omvendes til Herren, deres Gud, Vantroen vige for ret Forstand, og Herrens Folk forberedes! Da 👤Zacharias imidlertid tvivlede, og forlangde et Tegn paa, at det skulde virkelig skee, da straffede Engelen ham, og sagde: jeg er Guds Tjener, ►Gabriel, udsendt til dig med denne glædelige Tidende, men siden du ikke troer mig paa Ordet, skal du være stum, til det skeer, som jeg sagde!

✂ 👤Zacharias kom nu ►maalløs ud af Templet, til Folkets Forbauselse, og han var stum, indtil Sønnen blev født, efter Engelens Ord; men da man trættedes om, hvad Barnet skulle hedde, da tog 👤Zacharias en Tavle, og skrev derpaa, at Barnet skulde hedde 👤Johannes, og strax blev hans Tungebaand løst, saa han talede lydelig, og Guds Aand kom over ham, saa han spaaede om de store Ting, som nu skulde skee paa Jorden, og sagde 102iblandt Andet: du, Barnlille! skal kaldes den Høiestes Prophet, thi du skal være Herrens For-Løber, og bane ham Veien, og give Folket Forstand paa ►Frelsningen, som skeer ved Syndernes Forladelse, af Guds inderlige Barmhjertighed, og ved Morgen-Røden fra det Høie, som er oprundet til ►Lysning for os i Mørket og i ►Dødens Skygge-Dal, til at styre vore Trin paa Fredens Vei! ►Luc. 1.

✂

II. Jomfru 👤Marie.

✂ Førend 👤Johannes endnu var født, aabenbarede Engelen ►Gabriel sig for en Jomfru af 👤Davids Æt, som hedd 👤Marie, og boede i den lille By 📌Nazareth, hvor hun var forlovet med en ►Tømmer-Mand, som hedd 👤Joseph, og nedstammede ligeledes fra Kong 👤David. Engelen velsignede 👤Marie, og forkyndte, at hun skulde blive Moder til en Søn, hvis Navn hun skulde kalde 👤Jesus, og han, sagde Engelen, skal være stor, og kaldes den Høiestes Søn, og Gud Herren skal give ham hans ►Fader 👤Davids Throne, og han skal regiere over 👤Jakobs Huus evindelig! Men, sagde 👤Marie, forundret, hvorledes det? jeg er jo ikke gift. Den Hellig-Aand, svarede Engelen, skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge 103dig; derfor skal ogsaa dit hellige ►Foster kaldes Guds-Søn! Da sagde 👤Marie, troende, see, jeg er Herrens Tjenerinde; ►det times mig efter dit Ord!

✂ Der var spaaet, at 👤Christus skulde fødes i 📌Bethlehem, i 📌Davids Stad, og, for at det kunde skee, magede Herren det ►saa, at den Romerske Keiser 👤Augustus ►befoel, der i dette Aar skulde ►giøres Mand-Tal over alle 📌Jødelands Indbyggere, og at de skulde møde i ►deres Fædrene-Byer, for der at indføres i Mand-Tallet. Desaarsag maatte 👤Joseph og 👤Marie reise op til 📌Bethlehem, til deres Stam-Fader 👤Davids By, og da der ikke var Rum i ►Værelserne til dem, maatte de tage Natte-Ly i en Stald.

✂ Her, i Stalden, blev Verdens Frelser, Guds Søn, 👤Jesus Christus, født ved Natte-Tide, og hans Moder svøbde ham, og lagde ham i en Krybbe! ►Luc. 1. 2.

✂ Til Minde herom holde de Christne aarlig, ved Vinter-Soelhvervs Tid, naar Dagene atter begynde at længes, en glædelig Fest, som vi Nordiske Folk kalde Julen, og da sang de Gamle:

1

✂ Et Barn er født i 📌Bethlehem,
📌Bethlehem;
Thi glæder sig 📌Jerusalem!
Halleluja, Halleluja!

2

✂ 104Han lagdes i et Krybbe-Rum,
Krybbe-Rum;
Uden Ende er Hans ►Herredom!
Halleluja, Halleluja!

✂ og ydermere sang vore sidste ►Fædre:

1

✂ O Herre! al Verdens Skaber god!
Hvor ►est Du kommen i stor Armod!
Paa Hø og Straa ligger her Du ned
►For Oxe og ►Asen i Uselhed!
Var Verden ►end dobbelt saa vidd og lang,
Den var dog Dig en Seng vel trang,
Og Dig ikke værd, var den ►end fuld
Af Ædel-Stene, Perler og Guld!

✂

III. Hyrderne ved 📌Bethlehem.

✂ I den Nat, da 👤Jesus blev født, var der nogle Hyrder i Nærheden af 📌Bethlehem, som under aaben Himmel holdt Vagt over deres Hjord, og med Eet blev de omstraalede med Herrens Herlighed, og hans Engel stod hos dem, og sagde: ►frygter ikke! thi det er den glædelige ►Tidende for hele Folket, jeg har at melde eder, at i Dag er eders Frelser, den Herre 👤Christus, født i 📌Davids Stad, og det skal være eder ►Kiende-Mærket, at han ligger som et Svøbelse-Barn i en Krybbe! I samme Øieblik blev der fuldt af Engle hos dem, og de sang med Fryd om Hans Herlighed, som boer i det Høie, om Freden, 105Han skabde paa Jorden, og om Naaden, Mennesket fandt for hans Øine!

✂ Saasnart dette Syn var forsvundet, skyndte Hyrderne sig til 📌Bethlehem, hvor de fandt Barnet i Krybben, hos 👤Marie og 👤Joseph, og fortalde, hvad der var dem aabenbaret, og derpaa gik de tilbage til deres Hjord, med Lov-Sang til Gud for Alt hvad de havde seet og hørt! ►Luc. 2.

✂

IV. ►Stjerne-Kigerne fra 📌Øster-Leden.

✂ Nogen Tid efterat 👤Jesus var født, fik Kong 👤Herodes i 📌Jerusalem, og alle hans Tilhængere, en stor Forskrækkelse, thi der kom Fremmede ►tilbyes i et forunderligt Ærende; og det var ►Stjerne-Kigere fra 📌Øster-Leden, som kom, og spurgde: hvor er han at finde, den nyfødte Jødernes Konge; hvis Stjerne vi have opdaget i 📌Østen, og komme derfor nu at tilbede ham? 👤Herodes lod strax alle Hoved-Stadens Præster og Skrift-Kloge sammenkalde, for at udfritte af dem, hvor 👤Christus skulde fødes, og fik da at vide, at, efter Spaadommene, skulde det være i 📌Bethlehem. Derpaa havde han en hemmelig Samtale med ►Stjerne-Kigerne, hvorved han paa det Nøieste underrettede sig om Tiden, ►naar Stjernen var kommet tilsyne, og gjorde den Aftale med dem, at, hvis de fandt Bar106net i 📌Bethlehem, skulde de melde ham det, for at ogsaa han kunde komme hen og tilbede Det!

✂ Nu reiste da ►Stjerne-Kigerne videre til 📌Bethlehem, men da de kom did, var Stjernen der ►alt, og stod over Huset, hvor Barnet var inde, og ved Synet deraf blev de Reisende sjæleglade, gik ind, fandt Barnet med Hans Moder 👤Marie, faldt paa Knæ, og tilbad ham, og offrede ham Gaver: Guld, Røgelse, og Myrrha! De vendte imidlertid ikke tilbage til 👤Herodes, men reiste, efter en Aabenbaring i Drømme, hjem ad en anden Vei. ►Math. 2.

✂ Disse ►Stjerne-Kigere kalde de Christne, efter et gammelt Sagn, de hellige tre Konger, og indtil vore sidste ►Fædres Tid helligholdt alle de christnede Hedning-Stammer aarlig en Dag, til et glædeligt Minde om disse de første Hedninger, som tilbad 👤Jesus Christus.

✂

V. Kong 👤Herodes, og Barnet i 📌Bethlehem.

✂ ►Idumæeren 👤Herodes, var et af de falskeste, ►mistænkeligste, og mest blodtørstige Umennesker, man kiender, havde paa det Grusomste udryddet ►Makkabæer-Slægten, og hør107de aldrig saasnart tale om den store Konge-Søn ►herovenfra, før han ►fattede det ligesaa latterlige som ugudelige ►Forsæt at myrde ham i Svøbet. Derfor udfrittede han ►Stjerne-Kigerne om hans ►Fødsels-Tid, og da han mærkede, de ikke kom tilbage, greb den Hjerteløse til det fortvivlede Raad, at lade myrde alle Børn paa to Aar, og derunder, i 📌Bethlehem og dens Om-Egn! Men iblandt dem var 👤Jesus ikke; thi saasnart ►Stjerne-Kigerne vare afreiste, havde den alvidende Gud, ved en Engel, aabenbaret 👤Joseph i Drømme, den Fare, som truede, og befalet ham, strax at flygte til 📌Ægypten med Barnet og 👤Marie.

✂ Der staaer ikke skrevet, hvorlænge 👤Joseph var i 📌Ægypten, men kun, at Herrens Engel, efter nogen Tids Forløb, igien aabenbaredes for 👤Joseph i Drømme, og sagde: tag Barnet og hans Moder, og reis tilbage til 📌Israels Land, thi de er nu døde, som ►stode Barnet efter Livet! Saa reiste 👤Joseph til 📌Nazareth, og boede der, og Barnet voxde, under Guds Velbehag, ►kraftig i Aanden, og fyldtes med Viisdom. ►Math. 2. ►Luc. 2.

✂ Saaledes frelstes da Barnet i 📌Bethlehem, men Kong 👤Herodes døde gruelig, som han havde levet, fortvivlet over Smerterne, som søndersleed hans Indvolde, og over den Tanke, at hans Døds-Dag vilde være en Glæ108des-Dag for hele Landet. Det sidste stræbde han vel at forhindre, ved den Befaling, at saasnart han var død, skulde man myrde en Mængde fornemme Jøder, som han havde sat i Fængsel blot for det Samme; men hans Efterlevende gav tvertimod alle disse Fanger strax deres Frihed, og gjorde saaledes Uhyrets Døds-Dag dobbelt glædelig. ►Joseph. XVII. 8. 10.

✂

VI. Guds Søn i 📌Templet.

✂ De ypperste Skrift-Kloge holdt ligesom en ►Høi-Skole i 📌Jerusalems Tempel, og da 👤Jesus var tolv Aar gammel, tog 👤Joseph og 👤Marie ham med sig op til 📌Jerusalem, hvor de aarlig, efter Loven, helligholdt Paaske-Festen; men da de reiste hjem, blev 👤Jesus i 📌Templet, dog uden deres Vidende; thi de tænkde, han var fulgt med Nogle af deres ►Bekiendtere fra 📌Nazareth. Da de imidlertid ikke fandt ham, vendte de tilbage til 📌Jerusalem, ►at lede ham op, og fandt ham omsider, den tredie Dag, i 📌Templet, siddende midt i en Samtale med de Skrift-Kloge, som alle faldt i Forundring over Dybden baade i hans Spørgsmaal og Giensvar! Forbauset over at finde ham i dette Selskab, sagde 👤Marie til ham: Søn! hvordan kunde du nænne det! vi have ledt saa ængstelig efter dig! Hvorfor lede efter mig 109svarede 👤Jesus, kunde I ikke nok vide, jeg maatte være ►hos min Faders! de forstod ham dengang ikke, men han stod op, fulgde hjem med til 📌Nazareth, og, skiøndt hans Viisdom voxde ►i Dage-Tal, saa var han dog lige ydmyg, og ►yndelig for Alle. ►Luc. 2.

✂

VII. 👤Johannes den Døber.

✂ 👤Zacharias og 👤Elisabeths Søn 👤Johannes var fra Barns-Been en prophetisk Gaade, og følde sig, ligesom 👤Elias, kun hjemme, naar han var ene med Gud i Ørken! Han smagede, efter Engelens Bud, aldrig Viin, eller anden stærk Drik, men Aanden var stærk over ham, og af Aandens Drift ►fremtraadte han, henimod tredive Aar gammel, ved 📌Jordans Færge-Steder, som en prophetisk Prædikant: en Tordner mod al Synd og Falskhed, men en Trøster for alle dem, som frygtede Gud, og forventede Frelseren! Det var dengang Nyt i 📌Jødeland, thi i ►langsommelig Tid havde Folket kun hørt Pharisæer og Sadducæer, som vel vidste hvad der stod skrevet, men havde hverken Sind eller Tunge til at føre Ordet: Guds Ord, som er Liv og Aand; og derfor mylrede der nu omkring 👤Johannes i Ørken af allehaande Folk, baade gode og slette, som vilde høre ham, der førde det levende Ord i Aandens Kraft, med Propheternes Tunge. 110Da han nu ogsaa klarlig forkyndte, at Timen var for Haanden, da Guds store Forjættelser skulde opfyldes, og da han døbde alle dem, som bekiendte deres Synder, til Borgere i det himmelske Rige, som skulde nu ►bradt oprettes paa Jorden; saa blev det snart en almindelig Formodning, at han selv var 👤Christus, Frelseren, som skulde komme; men da de Store i 📌Jerusalem omsider ved et høitideligt Gesandtskab forelagde ham Spørgsmaalet derom, da sagde han reent ud, at han var ikke 👤Christus, men kun den Røst i Ørken, som Propheterne havde spaaet, skulde bane Herrens Vei. Jeg døber vel med Vand, sagde 👤Johannes, men efter mig kommer min Over-Mand, hans ►Skoe-Baand er jeg ikke værdig til at løse, og Han skal døbe med den Hellig-Aand og Ild! ►Math. ⓘ 33] GV efter NT, 2 A. ►Marc. 1. ►Luc. 3. ►Joh. 1. ►3.

✂

VIII. 👤Jesus fra 📌Nazareth.

✂ Vi veed Intet om 👤Jesus fra hans tolvte Aar, til hans Tredivte, da han kom til 📌Jordans Flod, for at lade sig døbe af 👤Johannes! Denne vidste endnu ikke, at 👤Jesus var den 👤Christus, der skulde komme, men han vidste dog Nok, til at forundres over 👤Jesu Begiæring, og sagde: kommer Du til mig, jeg som kunde selv behøve at døbes af Dig! Da imidlertid 👤Jesus forsikkrede 👤Johannes, 111at det skulde ►saa være, fandt han sig deri, og saa snart 👤Jesus steeg op af Vandet, see, da aabnede Himmelen sig over ham, og Guds Aand nedsvævede som en Due over ham, og der kom en Røst fra Himmelen, ►saa lydende: Denne er min Søn, den ►Elskelige, i hvem Jeg finder Velbehag! Da forstod 👤Johannes, at 👤Jesus var Verdens Frelser, ⓘ thithi] GV, thj A det var ham aabenbaret: Den, paa hvem du seer Aanden neddale, ham er det, som døber med den Hellig-Aand! ►Math. 3. ►Joh. 1.

✂

IX. Herrens Fristelse af Djævelen.

✂ Efter sin Daab fordybede 👤Jesus sig i den vilde Ørk, hvor han fastede i ►fyrretive Dage, og ►fyrretive Nætter, og da han derpaa følde Hunger, fremstillede Guds og Menneskets Fiende, som vi kalde Djævelen, sig for ham, fristede ham, og sagde: er du Guds Søn, da giør med et Ord disse Stene til Brød! Men 👤Jesus svarede ham kun: der staaer skrevet: Mennesket lever, ei af det blotte Brød, men af hvert Ord, som udgaaer af Guds Mund!

✂ Derpaa tog Djævelen ham med sig til 📌den hellige Stad, og stillede ham paa ►Tempel-Svalen, og sagde: er du Guds Søn, da styrt dig ned; thi der staaer jo skrevet, at Han vil ►beskikke sine Engle til at bære dig paa Hæn112derne, saa du ikke skal støde din Fod paa Steen! Men 👤Jesus svarede blot: der staaer ogsaa skrevet: du maa ikke friste Herren, din Gud!

✂ Derpaa tog Djævelen ham med sig op paa et himmelhøit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger, med samt deres Herlighed, og sagde til ham: alt dette vil jeg give dig, ►naar du vil knæle og tilbede mig! Da sagde 👤Jesus til ham: pak dig, Satan! thi der staaer skrevet: du skal tilbede Herren, din Gud, og dyrke Ham alene!

✂ Da veeg Djævelen fra 👤Jesus, men Guds Engle var ved Haanden, og ►besørgede hans ►Nødtørft. ►Math. 4.

✂ Disse ►underlige Ting er os fortalde, for at vi skal vide, at 👤Jesus er den Kvindens ►Sæd, den ►Menneskens Søn, der stod, hvor 👤Adam faldt, og knuste Hovedet paa den gamle Slange, der forførde Mennesket, saa vi skal betragte 👤Jesus, som vor anden Stam-Fader, den anden 👤Adam, hos hvem Menneske-Slægten kan vinde meer, end den har tabt, og finde 📌Paradiset midt i Ørken; thi hvor det onde er borte, og Guds Engle ►omleire Menneskens Børn, saa de Intet savne, men glæde sig for Guds Ansigt, der er i Grunden altid et 📌Paradiis!

✂ 113

X. Herrens Discipler.

✂ Efter sin Daab og Fristelse, begyndte 👤Jesus sin store Vandring, trindtomkring i 📌Jødeland, helbredte kiærlig alle de Syge, der kom til ham, og talede Guds Ord, med en Kraft og en Myndighed, og dog tillige med en Jævnhed, Mildhed og ►Sødhed, som nødvendig maatte henrive alle dem, der ikke selv forhærdede sig imod Sandheds Røst, og Kiærligheds ►Kluk; thi saaledes havde aldrig noget Menneske talet, saaledes havde Ingen i klare og levende Ord aabenbaret baade Guds og Menneskets hemmelige ►Raad, og dybe Ting. Derfor strømmede ogsaa Folket til ham, i Tusind-Tal, hvor han vandrede, for at høre hans livsalige Ord; men de der fulgde ham ►stadig, i det Mindste ►til en Tid, kun dem kalde vi hans Discipler eller Lærlinger, og iblandt dem udvalgde han igien Tolv, som han kaldte sine Apostler eller Sende-Bud; thi dem havde han nærmest om sig, og gav dem ►særdeles Underviisning, fordi de skulde være hans ►overordenlige Vidner og Sende-Bud til alle Jordens Folke-Færd.

✂ Blandt disse tolv Apostler maae vi igien ►særdeles lægge Mærke til Tre, som Han selv udmærkede, nemlig 👤Simon, hvem han gav Til-Navnet 👤Petrus eller ►Klip114pe-Manden►, og 👤Zebedæi Sønner: 👤Johannes og 👤Jakob, som han kaldte ►Boanerges eller Torden-Børnene, ligesom da ogsaa 👤Johannes havde den mageløse Ære at kaldes Herrens kiæreste Discipel!

✂ Disse Tre vare af ►Handtering Fiskere, da Herren antog dem til sine Discipler, og de laae dengang med deres Skibe tæt under Landet, paa den 📌Galilæiske Sø. 👤Jesus stod paa Strand-Bredden, omringet af en stor ►Folke-Stimmel, som vilde høre Guds Ord, men han traadte ned i 👤Simons Skib, og bad ham lægge lidt ud fra Landet, thi han vilde sidde frit paa Skibet, medens han talede til Folket. Det gjorde 👤Simon ogsaa, og Herren talede saalænge som han vilde, men da Han var færdig, sagde Han til 👤Simon: roe nu ud paa Dybet, og fang Fiske! Mester! svarede 👤Simon, vi har fisket hele Natten, til ingen Nytte; men, siden Du siger det, vil jeg dog udkaste Garnet! Som sagt, saa gjort, og Fiske-Fangsten blev saa stor, at 👤Simon maatte vinke ad 👤Zebedæi Sønner, som var i det andet Skib, for at faae Hjelp, og begge Skibene fik fuld Ladning, ►snart mere end de kunde bære!

✂ Herover blev 👤Simon saa forbauset, at han faldt paa Knæ for 👤Jesus, og sagde: Herre! gaae fra mig, thi jeg er en syndig 115Mand; men 👤Jesus svarede: nei, ►følger I kun med mig! Jeg vil giøre eder til ►Folke-Fiskere! Da forlod de strax alle Ting og fulgde med ham! ►Luc. 5. ►Math. 4.

✂

XI. Herrens ►Lærdom.

✂ Naar Herren talede til Folket om hvad der skeer i Aandens usynlige Verden, da brugde han Lignelser, det vil sige: han lignede det Guddommelige og Usynlige ved noget Synligt og Menneskeligt, saa det kunde blive levende og fatteligt for dem, men sine Discipler forklarede han Lignelserne, naar de bad ham derom, og hvad Menneskene skal troe og giøre, for at tækkes Gud, og blive salige, det sagde han uden alle Omsvøb, og indprentede sine Tilhørere det paa alle muelige Maader.

✂ ►Saa elskede Gud Verden, at Han ►hengav sin eenbaarne Søn, for at hver den som troer paa ham, skal ikke gaae ►forloren, men have det evige Liv! disse Herrens Ord udsige i et kort Begreb det Ny i Hans ►Lærdom; thi det er alle ►rette Menneskers Frygt, at de ved Synden har tabt Guds Kiærlighed, og det er deres dybe Sorg, at Døden bortriver dem og deres Kiære, hvis Hjertes Lyst var at leve evindelig! Det er derfor det ►Ny Testamentes velsignede Hemmelighed, at Guds eenbaarne Søn blev Menneske i 👤Jesus Christus, og 116døde for os, ►paa det vi kan leve evindelig med ham, i den Herlighed, han havde hos Faderen, førend Verdens Grundvold blev lagt, og denne ligesaa glædelige som vidunderlige Forandring, ►lærde 👤Jesus, skeer med de Mennesker, som troe paa ham, naar de i den hellige Daab gienfødes af Vand og Aand til Guds ►elskelige Børn.

✂ Det følger af sig selv, at naar 👤Jesus er Guds eenbaarne Søn, at der da er en Gud Fader, og at hvem der ikke troer paa den Gud som skabde Himmelen og Jorden, kan heller ikke antage Nogen for hans Søn; men det var ikke blot Troen paa 👤Abrahams, og 👤Isaks, og 👤Jakobs Gud, Herren bekræftede, nei, han stadfæstede høitidelig alle de Ord, som 👤Moses og Propheterne havde talet i ►Jehovahs Navn, som den eneste sande Guds Ord, og knyttede saaledes ►det Ny Testamente uopløselig til ►det Gamle, saa ►det Ny Testamente er slet ikke Andet, end en guddommelig ►Forklaring af ►det Gamle, og en glædelig Opfyldelse af alle Dets store Spaadomme og Forjættelser, hvorfor ogsaa Aabenbaringen om 👤Jesus Christus kaldes med eet Ord Evangelium, ►det er: et glædeligt Budskab fra Himlen, som giver det troende Menneske Lys og Liv til evig Trøst.

✂ 👤Jesus Christus ►lærde da, ligesom 👤Moses og Propheterne, at vi skal elske Gud over 117alle Ting, og elske vor Næste som os selv, og at kun denne kiærlige Forening med Gud giør Mennesket salig; men 👤Jesus ►lærde os tillige, at det kun er ved Troen paa ham, det syndige Menneske kan finde Naade hos Gud, udfries fra Syndens Herredømme, og vinde Magt til at elske Ham igien, som elskede os først; og denne Tro paa 👤Jesus af 📌Nazareth, som Guds og Jomfru 👤Maries Søn, og som den mageløse Guddoms-Mand, der i Aand og Sandhed stifter evig Fred og kiærlig Forbindelse mellem den Himmelske Fader og Menneske-Slægten, denne Tro er det, som giør de Christne til et ►eget Folk, kiendeligt fra alle Andre paa ►Jordens Kreds!

✂

XII. Herrens Leve-Regler.

✂ Hvadsomhelst I vil, at Menneskene skal giøre mod eder, det Samme skal I giøre mod dem!

✂ ►Gaaer ind igiennem den snevre Port, thi til ►Fordærvelse er Porten vidd, og Veien breed, men Livets Vei er smal, og Porten snever. ►Math. VII. 12–14.

✂ ►Lader Eders Lys skinne for Menneskene, saa de kan see eders gode Gierninger, og prise eders Fader, som er i Himmelen! ►Math. V. 16.

✂ ►Elsker eders Fiender, ►ønsker godt over dem, som ønske ondt over eder, ►giører 118vel mod dem, som eder hade, og ►beder for dem som fornærme og forfølge eder, saa I kan være eders Himmelske Faders Børn, som lader sin Soel opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige! ►Math. V. 44.

✂ Naar du giver Almisse, da lad ikke din venstre Haand vide, hvad din Høire giør, saa din Gavmildhed skjuler sig, thi da vil din Fader, som seer i Løn, betale aabenlyst! ►Math. VI. 4.

✂ ►Vaager og ►beder, at I ikke skal falde i Fristelse! ►Math. XXVI. 41.

✂ Naar du ►giør din Bøn, da ►gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beed til din Fader, som er i det Skjulte! ►Math. VI. 6.

✂ ►Sanker eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortærer, og Tyve bryde ind og stjæle, men ►sanker eder Skatte i Himlen, hvor hverken Rust og Møl fortærer, eller Tyve brække ind og stjæle! ►Math. VI. 19.

✂ ►Spørger ikke ængstelig: hvad skal vi ►æde, og hvad skal vi drikke, og hvad skal vi klæde os med, som kun er lutter hedenske Spørgsmaal; thi eders Himmelske Fader veed, at I have alt Saadant behov, og naar I kun fremfor Alt attraae Guds Rige, og hvad der er ►Ret for Ham, da faaer I alt Saadant i Tilgift! ►Math. VI. 31. ►VI. 33.

✂ 119Hvad jeg siger Eder i Hemmelighed, det ►gientager aabenlyst, og hvad jeg hvidsker eder i Øret, ►udraaber det paa ►Svalerne, og ►frygter ikke for dem, der ei kan slaae Sjælen men kun Legemet ihiel! ►Math. X. ⓘ 27. 2827. 28] GV efter NT, 25. 26 A.

✂ Sælges ikke to Spurve for en Hvid, og dog falder ►end ikke en af dem til Jorden, eders Fader ►uadspurgt, og selv eders Hoved-Haar er alle talte! ►Frygter da kun ikke! I er Meer end mange Spurve, og Enhver som vil være mig bekiendt for Mennesker, den vil ogsaa jeg være bekiendt for min Fader i Himlene; men hvem der fornægter mig for Menneskene, den vil ogsaa Jeg fornægte for min Fader i Himlen! ►Math. X. 29–33.

✂ Dette er kun Faa af de mangfoldige ►rene, og vise Leve-Regler, 👤Jesus gav sine Tilhørere; men alle hans Bud kan indbefattes i de to store Bud: elsk Herren din Gud af Hjertens Grund, og af alle Kræfter; og elsk din Næste som dig selv! thi Kiærlighed er Fuldkommenheds Baand, og Lovens ►Fylde, og hvad man ikke giør af Kiærlighed, det gjør man ikke af Hjertet, og dog seer Gud alene paa Hjertet, thi Gud Fader er Kiærligheden selv, saa at, om vi havde saa stærk en Tro, at vi kunde flytte Bjerge, om vi havde ►Engle-Klogskab, om vi gav alt vort Gods til de Fattige, og lod os levende brænde for Sandheds Be120kiendelse, men havde dog ingen Kiærlighed, da var vi dog ikke den Herres sande Discipler, som vidner: derpaa skal mine Discipler kiendes, at de have indbyrdes Kiærlighed! ►Joh. 13. ►1. Cor. 13.

✂

XIII. Herrens Ordsprog.

✂ Ord-Sprog kalde vi med et Fælles-Navn alle korte og fyndige ►Tanke-Sprog, der lade sig anvende paa mange Tilfælde, og kan tiltale Alle, skiøndt Alle ei forstaae dem lige godt, og Herrens Ord-Sprog skulde alle Christne tidlig indprænte sig, og idelig ►betænke. De mest i Øine Faldende er disse!

✂ ►Held de Sørgende, thi de skal trøstes! ►Math. V. 4.

✂ ►Held dem, som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skal mættes! ►Math. V. 6.

✂ ►Held de Barmhjertige, thi dem skal times Barmhjertighed! ►V. 7.

✂ ►Held de Rene af Hjertet, thi de skal see Gud! ►V. 8.

✂ Mister Saltet sin Kraft, hvormed skal det da saltes! ►V. 13.

✂ Staden paa Bjerget kan ikke skjules! ►V. 14.

✂ Man tænder ikke Lys, for at sætte det under Laag, men i en Stage! ►V. 15.

✂ 121Du skal ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke giøre eet Haar hvidt eller ⓘ sort!sort!] GV, sort A ►Math. V. 36.

✂ Eders Ja ►være Ja, og Eders Nei ►være Nei, thi jo meer der kommer til, des værre det er! ►V. 37.

✂ Hvor Skatten er, vil Hjertet være! ►VI. 21.

✂ Øiet er Legemets Lys! ►VI. 22.

✂ See til, at du ikke tager Mørket i dig for Lys, ellers bliver ►Mørkheden stor! ►VI. 23.►Luc. XI. 35.

✂ Ingen kan tjene to Herrer! ►Math. VI. 24.

✂ Er ikke dog Sjælen meer end Føden, og Legemet end Klæden! ►VI. ⓘ 2525] GV efter NT, 26 A.

✂ Hvem af jer kan, med al sin Bekymring, sætte en Alen til sin Vext! ►VI. 27.

✂ Bekymres aldrig for i Morgen; ►Dag haver Ondt nok med sin egen Deel! ►VI. 34.

✂ Med den Skieppe I udmaale, skal eder igien maales! ►VII. 2.

✂ Hvi seer du Splinten i din Broders Øie, men ei Bjelken i dit Eget! ►VII. 3.

✂ ►Giver ei Hundene det Hellige, og ►kaster ei Perler for Svin! ►VII. ⓘ 66] GV efter NT, 4 A.

✂ ►Beder, saa skal eder gives! ►Leder, saa skal I finde! ►Banker paa, saa skal der lukkes op! ►VII. 7.

✂ 122Hvem vil give sin Søn en Steen, naar han beder om Brød, eller en ►Snog, naar han beder om Fisk! ►Math. VII. 9.

✂ ►Vogter eder for dem i Faare-Klæder, som indvortes ere glubende Ulve! ►VII. 15.

✂ Voxer der Vin-Druer paa Tjørne, eller Figen paa Tidsler! ►VII. 16.

✂ Det gode Træ ►bær gode Frugter, og det Raadne ►bær Slette! ►VII. 17.

✂ Det Træ som ikke ►bær god Frugt, skal hugges om, og lægges til Ilden! ►VII. 19.

✂ Lad de Døde begrave deres Døde! ►VIII. 22.

✂ Ikke de Sunde, men kun de Syge, har Læge behov! ►IX. 12.

✂ Man skal ikke sætte en ny Klud paa et gammelt Klædebon! ►IX. 16.

✂ Høsten er stor, men Arbeiderne ere faa! ►IX. 37.

✂ ►Giver for Intet, hvad I har faaet for Intet! ►X. 8.

✂ En Arbeider er sin Føde værd! ►X. 10.

✂ ►Værer snilde som Slanger, men troskyldige som Duer! ►X. 16.

✂ Discipelen ►er ikke over Mesteren, eller Tjeneren over Herren! ►X. 24.

✂ Intet er skjult, som ►jo skal opdages, og Intet er hemmeligt, som ►jo skal aabenbares! ►X. 26.

✂ 123Hvo som haver Øren at høre med, han ►høre! ►Math. ⓘ XI.XI.] GV efter NT, IX. A 15.

✂ Splidagtige Riger forgaae, og splidagtige Huse forfalde! ►XII. 25. ►Luc. XI. 17.

✂ Hvem kan gaae ind i Kæmpens Huus, og tage hans Vaaben, uden først at binde den Stærke! ►XII. 29.

✂ Af Hjertets ►Overflødighed taler Munden! ►XII. 34.

✂ I sit Huus og Hjem er Propheten ringeagtet! ►XIII. 57.

✂ Ikke hvad der kommer ind i Munden, men hvad der kommer ud af den, giør Mennesket ureent! ►ⓘ XV.XV.] GV efter NT, XIV. A 11.

✂ Naar Blind leder Blind, falde Begge i Graven! ►ⓘ XV.XV.] GV efter NT, XIV. A 14.

✂ Hver Urt som ikke den himmelske Fader har plantet, skal med Rod oprykkes! ►XV. 13.

✂ Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige! ►XVIII. 3.

✂ Hvem der fornedrer sig selv ►som et lidet Barn, det er den Største i Himmeriges Rige! ►XVIII. 4.

✂ Der maa skee ►Forargelse, men vee det Menneske, som giver den! ►XVIII. 7.

✂ Det er bedre at gaae eenøiet ind i de Levendes Land, end at have to Øine, og kastes i ►Ild-Svælget! ►XVIII. 9.

✂ 124Hvad Gud har sammenføiet, skal Mennesket ikke adskille! ►Math. XIX. 6.

✂ Der er kun een God, og det er Gud! ►XIX. 17.

✂ Et Reeb gaaer lettere giennem et Naale-Øie, end en Rig ind i Guds Rige! ►XIX. 24.

✂ For Gud er Alting mueligt! ►XIX. 26.

✂ Mange som ere de Første, skal blive de Sidste, og de Sidste de Første! ►XIX. 30.

✂ Mange ere kaldte, men Faa er udvalgte. ►XX. 16.

✂ ►Giver Keiseren det som Keiserens er, og Gud, det som Guds er! ►XXII. 21.

✂ Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes! ►XXII. 32.

✂ I maae ikke kalde eder Vei-Ledere, thi 👤Christus er den eneste Vei-Leder! ►ⓘ XXIIIXXIII] GV efter NT, XIII A. 10.

✂ Hvem der ophøier sig selv, skal fornedres, men hvem der fornedrer sig selv, skal ophøies! ►XXIII. 12.

✂ Jo længere Bøn for et Syns Skyld, des haardere Dom! ►XXIII. 14.

✂ Hvem der sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne, og ved Ham som sidder paa den! ►XXIII. 22.

✂ Hvor Aadselet er, forsamles Ørnene! ►XXIV. ⓘ 2828] GV efter NT, 25 A.

✂ Aanden er fyrig, men Kiødet skrøbeligt! ►XXVI. 41.

✂ 125►Sværd-Tægt giør ►Mand-Slæt! ►XXVI. 52.

✂ For Menneskets Skyld blev Hvile-Dagen til, og Mennesket ikke for Hvile-Dagen! ►Marc. II. 27.

✂ Hvordan kan Satan fordrive sig selv! ►III. 23.

✂ Alle Ting er den Troende muelige! ►IX. 23.

✂ Hvem der ikke er imod os, er med os! ►IX40.

✂ Læge! læg dig selv! ►Luc. IV. 23.

✂ ►Giver! saa skal eder gives! ►VI. 38.

✂ Hvi kalder I mig Herre, og giør dog ikke hvad jeg siger! ►VI. 46.

✂ Hvem Lidet tilgives, elsker lidet! ►VII. 47.

✂ ►Menneskens Søn er ikke kommet for at fordærve Menneske-Sjælene, men for at frelse dem! ►IX. 56.

✂ ►Glæder eder ikke saameget over, at Aanderne ere eder underdanige, som over at eders Navne ere skrevne i Himlen! ►X. 20.

✂ ►Held dem som høre Guds Ord og giemme derpaa! ►XI. 28.

✂ Han som ►gjorde det Udvendige, ►gjorde Han ikke ogsaa det Indvendige! ►XI. 40.

✂ Man lever ikke af det Gods man har ►tilovers! ►XII. 15.

✂ ►Giører eder Punge, som ikke opslides! ►XII. 33.

✂ Den ►Tjener som veed sin Herres Villie, 126men stræber dog ei at rette sig derefter, skal have mange Hugg! ►Luc. XII. 47.

✂ Hos hvem Meget er givet, skal Meget søges! ►XII. 48.

✂ Løser ikke Enhver om Hvile-Dagen sin Oxe og sit ►Asen, og fører dem til Vands! ►XIII. 15.

✂ Hvem der er tro i det Smaa, er ogsaa tro i det Store! ►XVI. 10.

✂ Hvem der er uretfærdig i det Smaa, er ligesaa i det Store! ►XVI. 10.

✂ Før skal Himmel og Jord forgaae, end et eneste ►Ledd af Loven bortfalder! ►XVI. ⓘ 1717] GV efter NT, 27 A.

✂ Hvem der ikke vil høre 👤Moses og Propheterne, overtales ikke heller, om Nogen staaer op fra de Døde! ►XVI. 31.

✂ Hvem takker Tjenere for, at de giør hvad de skal! ►XVII. 10.

✂ Guds Rige kommer ikke med ►Bram! ►XVII. 20.

✂ Hvem der vil frelse sig selv, gaaer til Grunde, men hvem der opoffrer sig selv, faaer det evige Liv! ►ⓘ XVIIXVII] GV efter NT, XVI A. 33. ►Math. X. 39. ►Joh. XII. 25.

✂ Hvem er mest: den der sidder tilbords, eller den der opvarter! ►Luc. XXII. 27.

✂ Spares ei engang det grønne Træ, hvad bliver der da af med det Tørre! ►XXIII. 31.

✂ Aand har ikke Kiød og Been! ►XXIV. 39.

✂ 127Kun hvem der bliver høibaaren, kan see Guds Rige! ►Joh. III. 3.

✂ Hvem der ei fødes af Vand og Aand, kan ikke indgaae i Guds Rige! ►III. 5.

✂ Kiød føder Kiød, og Aand føder Aand! ►III. 6.

✂ Ingen kan fare op til Himmelen, uden hvem der foer ned fra Himmelen! ►III. 13.

✂ Hvem der giør Ondt, skyer Lyset; men hvem der gjør Sandhed, søger det! ►III. 20.

✂ Gud er en Aand, derfor skal man tilbede Ham i Aand og Sandhed! ►IV. 24.

✂ Den Ene saaer, og den Anden høster! ►IV. 37.

✂ Ligesom Faderen opvækker Døde, og giør dem levende, saaledes giør ►og Sønnen levende hvem han vil! ►V. 21.

✂ Faderen selv dømmer Ingen, men haver ►skudt al Dom til Sønnen! ►V. 22.

✂ Hvem der ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen! ►V. 23.

✂ Lærlinger af Gud skal Alle være! ►VI. 45.

✂ ►Himmel-Brødet er det, som man ►æder og bliver udødelig af! ►VI. 50.

✂ Det er Aand som ►opliver, Kiød nytter ikke! ►VI. 63.

✂ ►Dømmer ikke efter Udseende! ►VII. 24.

✂ Hvem der er ►reen, ►kaste den første Steen! ►VIII. 7.

✂ 128Sandheden skal giøre eder frie! ►Joh. VIII. 32.

✂ Hvo som giør Synd, er Syndens Træl! ►VIII. 34.

✂ Ei Trællen, men kun Sønnen, bliver evig i Huset! ►VIII. 35.

✂ Var I 👤Abrahams Børn, da gjorde I 👤Abrahams Gierninger! ►VIII. 39.

✂ Naar Djævelen siger Løgn, da taler han af sin egen ►Aande, thi han er selv dens Fader! ►VIII. 44.

✂ Hvem der er af Gud, har Øre for Guds Ord! ►VIII. 47.

✂ Ærer jeg mig selv, det har jeg ingen Ære af! ►VIII. 54.

✂ Natten kommer, da Ingen kan arbeide! ►IX. 4.

✂ Var I blinde, da var I undskyldte! ►IX. 41.

✂ Hyrden gaaer igiennem Dørren ind i ►Faare-Huset, og hvem der gaaer andre Veie, er en Tyv og en Røver! ►X. 1.2.

✂ Hjorden følger Hyrden, fordi den kiender ham paa Røsten! ►X. 4.

✂ Tyv kommer kun for at stjæle, at myrde, og fordærve! ►X. 10.

✂ Hyrden kommer for at Hjorden skal leve, og have ►overflødigt! ►X. 10.

✂ Den gode Hyrde opoffrer sig selv for 129Hjorden, men ►Leie-Svenden flygter, naar Ulven kommer! ►Joh. X. 11.

✂ Der skal være een Hjord, og een Hyrde! ►X. 16.

✂ Kan du troe, da skal du see Guds Herlighed! ►XI. 40.

✂ Dersom ei Hvede-Kornet synker i Jorden og døer, da bliver det ►eenligt, men døer det, da bærer det megen Frugt! ►XII. 24.

✂ ►Vandrer imens det er lyst! ►XII. 35.

✂ Hvem der vandrer i Mørke, veed ei hvor han gaaer! ►XII. 35.

✂ Hvem der er badet, behøver kun at vaske Fødderne, saa er han ganske reen! ►XIII. 10.

✂ Tjeneren er ikke meer end Herren, og Apostelen ei meer end den der sender ham! ►XIII. 16.

✂ Uden Grenen bliver i Vin-Træet, kan den ei bære Frugt! ►XV. 4.

✂ Affaldne Grene henvisne, ►opsankes, og brændes! ►XV. 6.

✂ Ingen elsker høiere, end hvem der opoffrer sig selv for sine Venner! ►XV. 13.

✂ Ei Tjeneren, kun Vennen veed, hvad Herren giør! ►XV 15.

✂ Naar Barnet er født, glemmer Moderen sin Vaande, over den Glæde, at der er kommet et Menneske til Verden! ►XVI. 21.

✂ 130►Held dem som ikke have seet, men dog troet! ►Joh. XX. 29.

✂ Det er saligt, ►heller at give end at tage! ►Ap. Gjern. XX. 35.

✂

XIV. Herrens Vidnesbyrd om sig selv.

✂ Herren spurgde engang sine Apostler, hvem de meende, han var, og da 👤Simon Peder svarede: du er 👤Christus, den levende Guds Søn; da priste 👤Jesus ham lykkelig, og sagde: det har ikke Kiød og Blod, men min himmelske Fader aabenbaret dig! ►Math. XVI. 15–17.

✂ Saaledes bevidnede 👤Jesus høitidelig, at han var selv den ►Guds og Menneskens Søn, som skulde frelse Verden, og han udtrykde paa det Klareste sin guddommelige Eenhed med Faderen, sigende: jeg er Lyset, jeg er Sandheden, Veien og Livet, der kommer Ingen til Faderen, uden ved mig, ligesom Faderen kiender mig, saaledes kjender jeg ogsaa Faderen, og hvem der seer mig, seer ogsaa Faderen, thi Faderen og jeg vi ere Eet, og vel giør Sønnen Intet af sig selv, men Alt hvad Faderen kan giøre, kan han dog ogsaa giøre, og mig er Al-Magt givet, som i Himmelen, ►saa og paa Jorden! ►Math. XXVIII. 18. ►Joh. V. ⓘ 1919] GV efter NT, 11 A. ►ⓘ VIII.VIII.] GV efter NT, VII. A 12. ►X. 15. ►30. ►XIV. 6. ►9.

✂ Det er derfor soleklart, at dersom 👤Jesus 131ikke havde været Gud med Faderen, eller ikke kunde giøre alle dem evig salige, som af Hjertet troe og stole paa ham, da havde han været den største Løgner og Bedrager, der kunde findes under Solen; ja, havde han vidnet saaledes om sig selv, og dog ikke været Guds eenbaarne ⓘ SønSøn] GV, Søu A, da maatte han været hvad hans Fiender bespottelig kaldte ham: et Redskab for ►Beelzebub, den ►arrigste Djævel!

✂

XV. Herrens ►Jær-Tegn.

✂ Da Pharisæerne engang sagde til 👤Jesus: du vidner om dig selv, dit Vidnesbyrd er ugyldigt, da svarede han dem: staaer der ikke dog i eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er gyldigt, og hvad jeg vidner om mig selv, det bevidner Faderen med mig; og dermed meende 👤Jesus, iblandt Andet, de guddommelige Gierninger, han aabenlyst gjorde i Faderens Navn, og som vi kalde hans ►Jærtegn eller Mirakler! ►Joh. 5. og ►8.

✂ Ordet Mirakel ►bemærker imidlertid kun en Gierning, som Folk maa forundre sig over, og det er langt fra, at alle ►underlige Gierninger maae tages for guddommelige Vidnesbyrd; men dertil hører, først at de giøres i den Guds Navn, som haver skabt Himmel og Jord, og dernæst, at de aabenbare 132den samme Almagt, som hørde til at skabe Verden; thi et større Mirakel end Verdens Skabelse, kan Ingen vise os, og en anden Gud end vor Skaber maae vi ikke tilbede!

✂ Kun da, fordi 👤Jesus forkyndte den eneste sande Gud, og stadfæstede den Lov, som Skaberen skrev i vort Hjerte, kun derfor kunde han med Rette beraabe sig paa sine Mirakler, som ►Jærtegn, Vidnesbyrd om, at han var Guds Søn, og talede Sandhed, og den Gierning, han selv ►særdeles pegede paa, udkrævede ogsaa ►aabenbar guddommelig Almagt; thi det var Opvækkelsen til Live af en Død, hvis Legeme allerede var gaaet i Forraadnelse!

✂ 👤Jesus havde nemlig en Ven, ved Navn 👤Lazarus, og det ►begav sig, at 👤Lazarus døde, og 👤Jesus var ikke tilstæde, og 👤Lazarus blev begravet, og laae fire Dage i Graven, saa han ►stinkede. Da kom 👤Jesus til 📌Bethanien, til den By, hvor 👤Lazarus havde boet, til hans Søstre, 👤Maria og 👤Martha, og de græd meget, og sagde til 👤Jesus: havde du været her, da var vor Broder ikke død; men 👤Jesus svarede, og sagde til 👤Martha: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, skal leve, ►alligevel han døer, og dersom du kan troe, da skal du see Guds Herlighed. 133Men den Grav var en Hule, og en Steen laae derover, og 👤Jesus sagde: ►tager Stenen bort, og Han opløftede sine Øine ►høit, og sagde: Fader! jeg takker Dig, at Du haver hørt mig, men jeg vidste, at Du hører mig altid, men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at Du har udsendt mig; og ►der Han havde sagt Dette, raabde Han med høi Røst: 👤Lazarus, kom herud! og den Døde kom ud, bundet med ►Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug, og 👤Jesus sagde til dem: ►løser ham, og ►lader ham gaae!

✂ Det følger af sig selv, at hvem der virkelig af et Liig kan giøre et levende Menneske, han kunde ogsaa skabe Mennesket af Jordens Støv, saa ved 👤Lazari Grav ►omskinnedes 👤Jesus ►aabenbar af Guddoms-Herlighed. Derfor troede nu ogsaa Mange paa ham, og da han næste Gang kom til 📌Jerusalem, omringede Folket ham i Tusind-Tal, og ►giorde Høitid ad ham, som ad en Konge, der holder sit Ind-Tog, sang høit i Sky, og sagde: Hosianna for 👤Davids Søn! ►Lovet være Den, som kommer i Herrens Navn, den 📌Israels Konge! ►Joh. 11. og 12. ►Math. 21.

✂ 134

XVI. Herrens Fiender.

✂ 👤Jesus ►lignede engang Verden ved en Hvede-Mark, hvori Fienden, om Natten, mens Folkene sov, lumskelig saaede Klinte, og 👤Jesus forklarede selv denne Lignelse saaledes, at der er to Slags Folk i Verden, hvoraf det ene Slags er Guds, og det Andet Djævelens Børn, som ere saaledes sammenblandede indtil Verdens Ende, at Ingen, uden Gud, den Alvidende, kan ►rettelig adskille dem! Heraf forstaae vi, hvordan det var mueligt, at 👤Jesus kunde have Fiender, endskiøndt han aldrig gjorde noget Ondt, men gav de Blinde Syn, de Døve Hørelse, de Stumme Mæle, og de Døde Liv, ja gjorde vel imod Alle, og kom til Jorden med det glædelige Budskab fra sin himmelske Fader, at Han havde forbarmet sig over de syndige Mennesker, som den ømmeste Fader over ulydige Børn, og vilde giøre dem evig lykkelige, naar de kun herefter vilde være lydige og troe paa Hans eenbaarne Søn, som deres Frelser! Herover bleve alle Guds Børn glade, men den Ondes Børn blev som de var rasende, og tænkde, som 👤Herodes, kun paa, at slaae ham ihjel, som lastede Synden, hvilken de elskede over alle Ting, og vilde ingenlunde forlade. Jo klarere det blev, at 👤Jesus var Guds Søn, 135des arrigere blev hans Fiender, og da han havde opvakt 👤Lazarus fra de Døde, besluttede de fuldt og fast at udføre deres onde Forsæt! Det lykkedes dem ogsaa, men kun fordi 👤Jesus nu var færdig med hvad han først vilde giøre, og havde selv besluttet at døe, da han vidste, det var nødvendigt, naar hans Troende skulde faae det evige Liv! ►Joh. 12.

✂

XVII. Den hellige Nadvere.

✂ 👤Jesus vidste forud Alt hvad der skulde skee, og Dagen før sin Død, da han, efter Jødernes Skik, ►aad Paaske-Lammet med sine Discipler, da sagde han dem udtrykkelig, at En af dem vilde forraade ham til hans Fiender, og at de i Farens Stund vilde Alle forlade ham, men at han dog, efterat have ►hengivet sit Legeme, og udøst sit Blod, til et Forsonings-Offer for Menneskets Synder, vilde komme til dem igien, og skiænke dem en evig Glæde! Til et Pant derpaa, at hans Troende skulde have Gavn af Alt hvad han gjorde, som om det var deres egen Gierning, og at de skulde evindelig være, hvor han er, og dele hans Herlighed, da tog han Brødet, gav dem, og sagde: ►æder det! det er mit Legeme, som gives for eder! Og han rakde dem Bægeret, og sagde: ►drik136ker► Alle heraf! denne er ►det Ny Testamentes ►Kalk ►i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse! Og see, der var En af de tolv Apostler, som hedd 👤Judas Iskarioth, han ►aad ogsaa af Brødet, og drak af Bægeret, med sin guddommelige Herre og Mester; men han var af den Onde, og gik lige fra den hellige Nadvere hen til 👤Jesu ►arrigste Fiender, de ypperste Præster, og sagde til dem: hvad vil I give mig, saa vil jeg forraade ham i eders Hænder? Da blev de glade, og gav 👤Judas tredive Sølv-Penge, for at føre deres Tjenere hen, hvor 👤Jesus var, ►at de kunde gribe ham i Stilhed, om Natten, mens Folket sov!

✂ Men da 👤Judas var borte, holdt 👤Jesus en guddommelig Samtale med de Elleve, hvori han ►aabenbar sagde dem, at han nu snart gik hjem til sin himmelske Fader, hos hvem han havde Guddom-Herlighed, førend Verdens Grundvold blev lagt; men at de derfor ingenlunde skulde tabe Modet, da det netop var til deres eget, og til alle Troendes sande og evige Gavn, fordi Faderen først, naar det var skedt, kunde ret lade dem føle sin mageløse Kiærlighed, og sende dem sin Aand, der kunde og vilde komme al deres Skrøbelighed til Hjelp, veilede dem til al Sandhed, og knytte deres Hjerter med 137Kiærlighedens levende og fuldkomne, evige, Baand, til Faderen og Hans Eenbaarne!

✂ Vel var denne Tale Apostlerne for dyb og underlig, til at de kunde ret forstaae den, førend Aanden kom, og forklarede den med sin Virkning i dem; men de troede dog Herren paa hans Ord, fordi de vidste, han var Guds Søn, som hverken vilde lyve, eller kunde tage feil, og de fandt sig ►underlig trøstede ved Hans Forsikkring, at de skulde evig knyttes til deres velsignede, himmelske Ven og Mester, med et vel usynligt, men dog sandt og levende Baand, saa de i Aanden blev Eet med ham, ligesom han var Eet med Faderen, og fik det evige, salige Liv af ham, ligesom han har det af Faderen!

✂ Da Samtalen var ude, gjorde 👤Jesus sin Frelser-Bøn, ikke blot for Apostlerne, men ogsaa for alle dem, der, ved Apostlernes Ord, skulde komme til at troe paa ham, den store Bøn: at de maatte Alle, ved Aanden, blive Eet i Guds Kiærlighed, og boe hos Sønnen, med evig Glæde, i den himmelske Faders gyldne Slot! Derpaa gik 👤Jesus, efter Sædvane, som 👤Judas vidste, med de Elleve, hen i en Have, som hedd 📌Gethsemane, og blev der, til 👤Judas kom, med dem der skulde gribe ham, og da 👤Judas, for lumsk at giøre Herren kiendelig, ►kyste ham, 138da sagde 👤Jesus blot: 👤Judas! forraader du ►Menneskens Søn med et Kys!

✂ De Elleve blev bange for Døden, og flygtede, som 👤Jesus havde spaaet, men han lod sig godvillig gribe og binde, og sagde: skulde jeg ikke drikke den ►Kalk, som Faderen rakde mig! ►Math. 26. ►Joh. 13–18.

✂

XVIII. 👤Simon Peder, og 👤Judas Iskarioth.

✂ 👤Simon Peder tænkde, at han af sin egen Styrke kunde blive sin Gud og Mester tro til Enden, og derfor, da 👤Jesus spaaede, at alle Disciplerne vilde forlade ham, da sagde 👤Peder: før jeg skal forlade dig, før gaaer jeg i Døden med dig, men 👤Jesus svarede ham: vil du gaae i Døden med mig! Sandelig, siger jeg dig, før Hanen galer to Gange, fornægter du mig tre Gange! Det skedte ogsaa, thi vel skammede 👤Peder sig, efter Flugten i 📌Gethsemane, vendte om, og fulgde Herren ind til den ypperste Præst, men nægtede der tre Gange, af Frygt for Døden, at han kiendte 👤Jesus, eller var hans Discipel. Da ►goel Hanen anden Gang, og 👤Peder hørde det, og 👤Jesus saae stivt paa ham, saa han kom Ordet ihu, gik ud, og græd bitterlig!

✂ Da de ypperste Præster havde dømt 👤Jesus til Døde, da slog Samvittigheden 👤Judas, saa han gik hen til Præsterne, ka139stede Blod-Pengene fra sig, og sagde: det var en Misgierning, jeg har forraadt uskyldigt Blod! Hvad kommer det os ved, svarede de Forhærdede, det ►blive din Sag! Da gik 👤Judas i sin Fortvivlelse hen og hængde sig selv! ►Math. 26. 27. ►Joh. 18.

✂

XIX. Herrens Lidelse og Død.

✂ Der var paa den Tid en Romersk Statholder i 📌Jødeland, som hedd 👤Pontius Pilatus, og til ham kom nu Pharisæerne og de ypperste Præster med 👤Jesus, for at faae ham korsfæstet, da de ikke torde gjøre det selv. 👤Pilatus fandt, at 👤Jesus var uskyldig, og, skiøndt han var en Hedning, følde han dog godt i sin Samvittighed, at det var stor Synd at ⓘ udøseudøse] GV, ndøse A uskyldigt Blod, derfor prøvede han paa alle Maader at undvige Dommen, og at faae det forsamlede Folk til at gaae i Bøn for 👤Jesus; men da det var forgiæves, vilde han dog ikke giøre sig saamange fornemme Folk til Fiender, blot for Retfærdigheds Skyld, men dømde ►heller, som de ønskede, og han bildte sig ind, det var Retfærdighed Nok, at han toede sine Hænder i Folkets Paasyn, og sagde: jeg er reen for den Retfærdiges Blod, det ►blive eders Sag!

✂ De Romerske ►Krigs-Folk havde imid140lertid ikke blot hudflettet 👤Jesus, men i al deres Kaadhed drevet Spot med ham, saa de hængde en Purpur-Kaabe om ham, flettede en Krone af Torne, og satte paa hans Hoved, gav ham et ►Rør i Haanden til ►Spir, faldt paa Knæ for ham, og raabde med Latter: Hil være dig, du Jøde-Konge! Det fandt han sig Altsammen taalmodig i, og da de nu endelig opreiste Korset paa 📌Golgatha, og naglede ham dertil, sagde Han kun med vidunderlig Kiærlighed: Fader! tilgiv dem, thi de veed ikke selv, hvad de gjøre!

✂ Nu havde de Onde da naaet deres Ønske, saavidt som det er mueligt, at Ondskab kan lykkes, og de drev Spot med den Korsfæstede, sigende: han har hjulpet Andre, men kan ikke hjelpe sig selv; er du Guds Søn, den 📌Israels Konge, saa stig nu ned af Korset, at vi kan see det, og troe! Dertil svarede 👤Jesus Intet, men da han saae sin Moder staae ved Korset, dybt bedrøvet, og hans elskede Discipel 👤Johannes, ved hendes Side, da sagde Han til sin Moder: see, det er din Søn, og til 👤Johannes: see, det er din Moder!

✂ Der blev to Røvere korsfæstede med 👤Jesus, En paa hver Side, og den Ene spottede Herren, sigende: er du 👤Christus, da frels dig selv og os; men den Anden straffede sin Stalbroder, og sagde: til os er det Løn som 141forskyldt, men denne gjorde intet ►Uskikkeligt! Derpaa sagde han til 👤Jesus: Herre! tænk paa mig, naar Du kommer i dit Rige! Og 👤Jesus svarede: Amen! jeg forsikkrer Dig, i Dag skal du være med mig i 📌Paradis!

✂ Endelig, da 👤Jesus vidste, at Alt var ►fuldkommet, bøiede han sit Hoved, og døde med det høie Raab: Fader! i din Haand ►befaler jeg min Aand! Da var Solen formørket, og Jorden skjalv, og Klipper revnede, og Forhænget i 📌Templets Helligdom brast fra Øverst til Nederst, saa den hedenske Høvedsmand og hans ►Krigs-Folk maatte vel blegne, og udbryde: sandelig, han var retfærdig, det var en Guds Søn! ►Math. 27. ►Luc. 23. ►Joh. 19.

✂ Til en høitidelig Paamindelse om dette store Vidunder, at Guds Søn døde for os, ►paa det vi kunne leve med ham, helligholdes aarlig i Christenheden 👤Jesu Døds-Dag, som vi kalde Lang-Fredag, og paa den sang vore ►Fædre en rørende Psalme, der sluttede saaledes:

✂ Derefter 👤Jesus gav et Raab,
►Al-Fuldt af Livets store Haab,
Han sagde: Fader, i din Haand
►Befaler jeg min Sjæl og Aand!

✂ Det Ord, det Ord sig trænger ind
Udi mit Hjerte, Sjæl og Sind;
142Gid det ►og blive sidst det Ord,
Jeg tale skal paa denne Jord.

✂

XX. Herrens Opstandelse.

✂ Der var en af 👤Jesu Venner, ved Navn 👤Joseph af Arimathea, som bad 👤Pilatus om Lov til at begrave Herrens Legeme, og det fik han, men først stak dog en Romersk Soldat sit spyd i 👤Jesu Side, for at være vis paa hans Død. 👤Joseph eiede et nyt Grav-Sted, som var en ►Klippe-Huling, og der lagde han 👤Jesu Legeme, og væltede en stor Steen for Indgangen, men da Pharisæerne vidste, at 👤Jesus havde sagt, han vilde staae op igien den tredie Dag efter sin Død, saa var det nu deres Agt ret ►aabenbar at giøre ham til Løgner, derfor bad de 👤Pilatus om ►Krigs-Folk, til en Vagt ved Graven, og selv forseiglede de Lukke-Stenen.

✂ Men see, om Søndagen, i Morgen-Gryet, da skjælvede Jorden, og en Engel nedfoer i Lynilds-Dragt, bortvæltede Stenen, og satte sig paa den, og hele Vagten sank til Jorden, og daanede, men Herren opstod lyslevende af Graven, og forsvandt. ►Math 27. 28. ►Joh. 20.

✂ Derfor kalde de Christne Søndagen Herrens Dag, paa hvilken de ogsaa forsamles, i hans Navn, til offenlig Guds-Dyrkelse, og de holde desuden aarlig en stor Høitid for 143👤Jesu Opstandelse, som vi kalde Paasken, og finde deilig besjunget i vore ►Fædres Psalmer, som, naar det lyder:

1

✂ O, salig Paaske-Dag!
Nu ►har vi vundet Sag,
Lang-Fredags bittre Minde
Maa nu saa sødt hensvinde;
Thi 👤Jesus vandt med Ære,
Hans Navn velsignet ►være!

2

✂ Bort! du ►beseiglet Steen,
Som giemde 👤Jesu Been,
Du kan ham ei indlukke,
Guds Søn ei ►saa vil ►bukke,
Du ►og hans Kraft maa lære,
Hans Navn velsignet ►være!

✂ Og atter lød det saa herlig:

1

✂ Som den gyldne Soel frembryder
Giennem den kulsorte Sky,
Og sin Straale-Glands ►udskyder,
Saa at ►Mørk’ og Mulm maa flye,
►Saa min 👤Jesus af sin Grav,
Og det dybe Dødsens Hav,
Opstod ærefuld af Døde,
►Imod Paaske-Morgenrøde!

2

✂ Tak, o store Seier-Herre!
Tak, o Livsens Himmel-Helt,
Som ei Døden kund’ indspærre
I den helvedmørke ►Telt!
Tak, fordi at du opstod,
Og fik Døden under Fod!
Ingen Tunge kan den Glæde
Med tilbørlig ►Lov ►udkvæde!

✂ 144

XXI. Kvinderne ved Graven.

✂ Der var en Kvinde, ved Navn 👤Marie Magdalene, som, tillige med nogle af sine Veninder, gik til Graven Søndag-Morgen tidlig, for at balsamere Herrens Legeme, og mens de talede med hinanden om, hvordan de skulde faae den store Steen for ►Mundingen af Veien, da blev de vaer, at Graven stod aaben, og var tom. 👤Marie Magdalene løb da strax tilbage til Herrens Apostler, og fortalde det, men da de andre Kvinder stod og stirrede ind i Grav-Kamret, da saae de pludselig to ►Straale-Skikkelser, to Engle, som talede til dem og sagde: hvi leder I ►om den Levende mellem de Døde! 👤Jesus af 📌Nazareth er ikke her, Han er opstanden, som Han haver sagt, her er kun Stedet, hvor han laae!

✂ ►Imidlertid kom 👤Marie Magdalene til Apostlerne, og fortalde, at Graven var aaben og tom, og strax løb 👤Peder og 👤Johannes did, gik ind i Graven, saae ►Jorde-Tøiet liggende, ►ordenlig ►sammensvøbt, hver Deel for sig, og tvivlede da ikke længer om, at Herren var opstanden, skiøndt de ikke saae ham! Disciplene vendte derpaa tilbage, men 👤Marie Magdalene blev staaende ved Graven og græd! Og, som hun stod der, kigede hun ind i Graven, og saae to Engle i Hvidt, 145En ved Hoved-Giærdet, og En ved Been-Enden af Herrens ►Leie-Sted, og de sagde til hende: Kvinde, hvad græder du for? Fordi, sagde hun, man har taget min Herre bort, og jeg veed ikke, hvor man har lagt ham! Med det samme saae hun sig om, og saae 👤Jesus staae bag ved sig, dog uden at kiende ham, og da nu 👤Jesus sagde til hende: Kvinde, hvad græder du for, og hvem leder du efter? da tænkde 👤Marie, det var ►Urtegaards-Manden, og sagde: Herre! har du baaret ham bort, saa siig mig, hvor du har lagt ham, ►at jeg kan tage ham! Da sagde 👤Jesus: 👤Marie! Da kiendte hun Herrens Røst, vendte sig om til ham, og sagde: O, Mester! Rør mig ikke, sagde 👤Jesus, men ►gak til mine Brødre, og siig dem, at Jeg farer op til min Fader, og eders Fader, til min Gud og eders Gud! Da gik 👤Marie hen og fortalde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hvad han havde sagt hende! ►Math. 28. ►Luc. 24. ►Joh. 20.

✂

XXII. Disciplerne paa Veien til 📌Emaus.

✂ Samme første Paaske-Dag gik to af Herrens Discipler fra 📌Jerusalem ud til en Landsby som hedd 📌Emaus, og var i en dyb Samtale om Dagens forunderlige Hændelser, om 146hvilke de tænkde forskiellig, men da kom der en Mand, de ikke kiendte, og gav sig i Følge med dem, og da han hørde, at Talen var om 👤Jesus af 📌Nazareth, den Korsfæstede, og om hvorvidt man turde troe Kvinderne, som, paa Englenes Ord, forkyndte Hans Opstandelse, da skammede den Ubekiendte dem ud for deres Blindhed og Tvivlraadighed, og ►udviklede for dem, af Loven og Propheterne, at 👤Christus jo nødvendig maatte giennemgaae Lidelsen, og da aabenbares i Herlighed! Under denne Samtale kom de til 📌Emaus, og den Ubekiendte bød dem Farvel, men Disciplerne vilde ikke slippe ham, og sagde, nei, bliv nu her i Nat, thi det lakker ad Aften! Da gik Han ogsaa ind, og satte sig til Bords med dem, men i det Han lyste Velsignelsen over Brødet, brækkede og rakte dem det, da fik de Øinene op, og saae, det var Herren, og i det Samme forsvandt Han! Da sagde Disciplerne til hinanden: see, derfor glødede Hjertet i os, da han tiltalede os paa Veien, og udlagde os Skrifterne!

✂ De gik nu ►paa Øieblikket tilbage til 📌Jerusalem, og før de endnu kunde faae Apostlerne fortalt, hvad der var ►mødt dem, hørde de fra alle Munde: Herren er virkelig opstanden, 👤Simon har seet ham; og da de endelig kom til Orde, fik de neppe ►anmærket, ►hvor147lunde► de ►kiendtes ved Herren, i det Han brød Brødet, før Han pludselig stod midt iblandt dem, og sagde: ►Fred være med eder! Over dette Syn blev hele Forsamlingen saa forskrækket og forbauset, at de tænkde, det var et Gienfærd, men Herren ►straffede dem, og sagde: ►seer dog, og ►føler paa mine Hænder og mine Fødder, og ►betænker, at ►Aand er ikke, som jeg, af Kiød og Been! De turde imidlertid endnu ikke ret troe deres egne Øine, før han forlangde Mad, tog et Stykke af en stegt Fisk og af en Honning-Kage, og spiste det i deres Paasyn, og mindede dem om, at Opstandelsen paa den tredie Dag jo ikke var Andet, end hvad han for længe siden havde sagt, skulde skee, og hvad alle Propheterne havde ►betegnet! ►Luc. 24.

✂

XXIII. Tvivleren 👤Thomas.

✂ Da Apostlerne første Paaske-Dag saae Herren, var En af dem, som hedd 👤Thomas, ikke tilstæde, og da de Andre fortalde ham ►Aabenbarelsen, troede han dem ikke, men sagde: før jeg kan troe det, maa jeg først see Nagle-Gabene i hans Hænder og stikke Fingeren deri, og stikke min Haand i den aabne Side! Derved blev det, indtil næste Søndag, men da kom Herren atter ind ad lukde Dørre, og saasnart Han havde budt ►Guds Fred, sagde han til 148👤Thomas: kom nu hid med din Finger, og syn mine Hænder, og kom med din Haand, og stik i min Side, og vær ikke vantro, men trofast! Da svarede 👤Thomas, og sagde til ham: O, Du min Herre, og min Gud! Ja, 👤Thomas! sagde Herren, nu troer du, fordi du seer mig, men ►Held dem, som troe, endskiøndt de ikke see! ►Joh. 20.

✂

XXIV. Herrens Himmel-Fart.

✂ Efterat Herren, i Løbet af ►fyrretive Dage, havde aabenbaret sig paa forskiellige Steder, og havde lært Apostlerne, hvorledes de skulde forkynde og udbrede Guds Rige, da forsamlede han dem paa et Bjerg, og sagde dem Farvel, med disse Ord: mig er givet al Magt i Himlen og paa Jorden, ►gaaer derfor ud, og ►giører alle Folke-Færd til mine Discipler! ►Døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig-Aands, og ►lærer dem at holde ►hardt ved alt Det Jeg haver givet eder Befaling om! Og see, Jeg er med eder alle Dage, til Tiden fuldendes!

✂ Saa foer da Herren til Himmels, som han havde sagt, i Apostlernes Paasyn, til en Sky ►unddrog ham af Sigte, og da de blev ved at stirre efter ham, lode to Mænd i skinnende Dragt sig ►til Syne, og sagde til dem: hvi staaer I Galilæer og stirrer i Sky! Denne 149👤Jesus, som er optaget fra eder til Himlen, Han farer ned igien, ligerviis som I saae ham opfare til Himmels!

✂ Da tilbad Apostlerne Herren, og gik med Glæde til 📌Jerusalem, hvor Han havde befalet dem at bie, til de, med den Hellig-Aand, fik Kraft og Viisdom fra det Høie! ►Math. 28. ►Luc. 24. ►Ap. Giern. 1.

✂

XXV. Pindse-Festen.

✂ Herren havde i den sidste Tid talet Meget til Apostlerne om Faderens og Sandhedens Aand, den Hellig-Aand, som skulde komme over dem, naar han var opfaret, minde dem om alle hans Ord, lægge Spaadom paa deres Læber, skiænke dem himmelsk Kraft og Viisdom, og være de Troendes evige Trøster, og, skiøndt Apostlerne ei vidste ►ret, hvad det vilde sige, saa troede de dog Herren, og glædede sig i det Haab, at Han saaledes, paa en forunderlig Maade, vilde usynlig, men levende, ►kraftig og kiærlig, være med dem, ved sin Aand!

✂ Nu skedte det, tiende Dagen efter Herrens Himmel-Fart, at der hørdes en Susen i Luften, som af en ►flyvende Storm, ind i det Huus hvor Apostlerne sad, og glødende, takkede Tunger hensvævede til dem, og Aanden 150opfyldte dem, saa de udtalde Guds Under med Ild, paa fremmede Tunge-Maal.

✂ Ved det store Bulder var Folket stimlet sammen til Huset ►i Mangfoldighed, og deriblandt fremmede Jøder, allevegne fra, som vare ►komne til 📌Jerusalem, for ►Pindse-Festens Skyld, og maatte nu forundrede udbryde: er det ikke dog Galilæer tilhobe, og see, de tale dog paa alle de Sprog, som ►gaae i vore ►Føde-Stavne, langt af Leed!

✂ Da reiste 👤Peder sig op, og holdt en Prædiken for Folket om 👤Jesus Christus den Korsfæstede, hvis Sjæl, som 👤David spaaede, blev ei ►forladt i Helvede, men som sprængde Dødens Lænker, opstod seierrig af Graven, opfoer ►til Sæde ved Guds høire Haand, og udgiød nu sin Aand over sine Tjenere, for at Livets Vei skulde aabenbares paa Jorden, til ►Frelsning og Glæde for alle de Oprigtige af Hjertet!

✂ Denne 👤Peders apostoliske Prædiken gjorde et forbausende Indtryk paa Tilhørerne, saa at henved tretusinde Mennesker paa den samme Dag fandt sig bevægede til at troe paa den korsfæstede, men igien opstandne Herre, og lod sig døbe til Medlemmer af hans Menighed! ►Ap. Giern. 2.

✂ Herren havde sagt, at paa 👤Peders Troes-Bekiendelse vilde han bygge sin Kirke, 151som en Klippe-Fæstning, der kunde trodse al Helvedes Magt, og det begyndte nu ►aabenbarlig at skee; thi 👤Christi Kirke er det ►Samfund af hans troende og døbte Bekiendere, som hans Aand besjæler og opliver, og dette ►Samfund maa nødvendig betragte hin store Pindse som sin Fødsels-Dag, paa hvilken den himmelfarne, men dog aandelig nærværende Herre aabenlyst lagde ⓘ Grund-StenenGrund-Stenen] GV, Grund Stenen A til den Kirke-Bygning, som nu ►alt i mange Aarhundreder, efter hans Ord, og ved hans Aand, har staaet som en urokkelig Klippe midt i det brusende Verdens-Hav! Til en glædelig Erindring om denne store Guds Gierning i 👤Jesu Navn helligholde vi aarlig Pindse-Festen, som den tredie store Høitid, og paa den priste vore ►Fædre rettelig Guds Aand, naar de sang:

1

✂ ►O, Hellig-Aand! o, sande Gud,
Som udaf Evighed gaaer ud
Fra Faderen og fra Guds Søn►,
Du gjorde denne Fest saa skiøn,
At hele Verden fik derved
Oplysning til al Salighed!

2

✂ I Tungers brændende Gestalt
►Oppaa Apostlerne Du faldt;
Strax 👤Jesus dem paa Tungen laae,
De kunde tale og forstaae
Hvert Tunge-Maal, hvorhen de kom,
At brede ud Hans ►Herredom!

✂ 152

XXVI. 👤Stephanus.

✂ Herren havde sagt sine Discipler, at de skulde hades og forfølges mellem alle Folk, for hans Navns Skyld, og ligesom det har stadfæstet sig til alle Tider, saaledes begyndte det ►og strax at gaae i Opfyldelse, og det, uagtet Menigheden i 📌Jerusalem, med Apostlerne i Spidsen, førde saa dydigt, kiærligt og velgiørende, ja saa himmelsk et Liv, at dertil var aldrig seet Mage paa Jorden.

✂ De som gaae i Døden for 👤Jesu Navns Bekiendelse kalde vi Martyrer ►ͻ: Vidner, fordi de med Blodet beseigle deres Vidnesbyrd om Herrens guddommelige Sanddruhed, Godhed, og Kraft ►i Sine, og den første Christne Martyr hedd 👤Stephanus. Jødernes Skrift-Kloge havde ofte ►tvistet med ham om 👤Jesus, men da de ikke kunde ►staae sig for den Aand og Viisdom, som var i ham, da greb de til verdslige Vaaben, og beskyldte ham for at have talt bespottelig om 👤Moses og den offenlige Guds-Dyrkelse. Det var ham let at forsvare sig, thi han havde kun sagt, at med 👤Jesus den forjættede ►Christus begyndte et ►nyt Testamente, med en Guds Dyrkelse i Aand og Sandhed, og de Skrift-Kloge kunde ikke nægte, ►enten at 👤Moses selv havde spaaet om den store Prophet, hvis 153Ord hele Folket uindskrænket skulde lyde, eller at 👤Salomon selv, som byggede 📌Templet, udtrykkelig havde fralagt sig den Mening, at Himlens Gud skulde boe i Huse, som Mennesker bygge; men jo klarere han udlagde Sandheden, des arrigere blev dens Fiender, og da de saae hans Ansigt skinne, som en Engels, blev de rasende, slæbde ham ud af Staden, og stenede ham!

✂ Dog, 👤Stephanus vaklede ikke i sin Tro, og holdt ei op at elske sine Fiender! Han havde sagt for Retten: see, jeg seer Himmelen aaben, og ►Menneskens Søn ved Guds høire Haand, og midt under ►Steen-Haglen bekiendte han sin Tro og Tillid, bedende: Herre 👤Jesus! ►annam min Aand! men paa sit Yderste knælede han ogsaa for sine Fiender, og bad ►høirøstet: Herre! tilregn dem ikke denne Synd! Saaledes hensov han sødelig i 👤Jesu Tro og Kiærlighed, og de Christne græd ved hans Grav, men velsignede hans Fodspor! ►Ap. Giern. 6–8.

✂

XXVII. Apostelen 👤Paulus.

✂ Den Christne Menigheds bittreste Fiende i 📌Jerusalem var en ung skriftklog Pharisæer, ved Navn 👤Saulus! Med Glæde saae han 👤Stephanus bløde, og hvor han kunde opspore de Christne, som ei vilde fornægte Her154ren, fik han dem kastet i Fængsel, ja, han var end ikke fornøiet med at rase mod Troen i 📌Jerusalem, men skaffede sig Fuldmagt af den ypperste Præst til overalt hvor der var Jøder, som bekiendte 👤Jesu Navn, at lægge dem i Lænker. I dette ugudelige Ærende reiste 👤Saul nu til en By i 📌Syrien, som hedder 📌Damask, men da han kom der henimod, omstraaledes han pludselig af en Glands fra Himlen, større end Solens, og han sank til Jorden, og hørde en Guddoms Røst som sagde: 👤Saul! 👤Saul! hvi forfølger du mig? Og da han spurgde: Herre! hvem er du? da svarede Herren: Jeg er den 👤Jesus, som du forfølger, det vil være dig haardt at stampe imod Brodden! Skiælvende sagde nu 👤Saul: Herre! hvad vil du, jeg skal giøre? Og Herren svarede: staae op, og gaae ind i Byen! der skal det blive dig sagt, hvad du skal giøre!

✂ 👤Saul stod nu op, men var blind, og maatte lade sig lede ind i Byen, og var der i tre Dage, uden at ►æde eller drikke, indtil der kom en Christen til ham, som havde faaet Befaling derom af Herren i et Syn, og lagde nu Hænderne paa 👤Saul, med de Ord: Broder! den Herre 👤Jesus, som aabenbarede sig for dig paa Veien, Han sendte mig hid, for at du skal faae dit Syn igien, og fyldes med 155den Hellig-Aand! Da faldt der ligesom Skiæl fra hans Øine, og han stod op, og blev døbt, og begyndte strax at tale frit om Herren til Alle, og siden underviste Herren ham selv i en ►Aabenbarelse, om den Evangeliske Grundvold, som han skulde lægge, og denne 👤Saul blev nu til den store ►Hedning-Apostel, som, under Navnet 👤Paulus er uforglemmelig i Christenheden! ►Ap. Giern. 9. ►22. ►24. ►1. Cor. 11. ►Gal. ⓘ 1,1,] GV, l. A 11. 12.

✂

XXVIII. Kirken i 📌det Romerske Rige.

✂ Herren havde sagt: ►uden Hvede-Kornet ►jordes og døer, da bliver det ►eenligt, men døer det, da bærer det megen Frugt; og det giælder baade først og sidst om Herren selv, der, ved sin Død, blev en evig ►Livs-Rod for alle sine Troende, men det giælder dog ogsaa paa mange Maade om Herrens Menighed til alle Tider, saa for den er al tilsyneladende Under-Gang kun en Over-Gang til et mangfoldigere, herligere og ►klarere Liv!

✂ Dette saaes ret ►aabenbart i Kirkens første Tid, da de jødiske og hedenske Øvrigheder stræbde med ►Ild og Sværd at udrydde Christendommen; thi jo Fleer der døde for 👤Jesu Navns Bekiendelse, desmere levende, ►høirø156stet►, og frugtbart blev Ordet om den Velsignede, desmere ►forfremmedes det i sin Udbredelse til Jorderigs yderste Grændser!

✂ Indtil 👤Stephans Mord havde Menigheden holdt sig samlet i 📌Jerusalem, og der var Ingen døbte ►uden Jøder, men under den haarde Forfølgelse ►adspredtes Menigheden til alle Sider, og ved denne Leilighed kom Troen og Daaben ei blot til Samaritanerne, men ogsaa til Hedningerne, og i 📌Antiochien, som var 📌Syriens Hoved-Stad, opkom det Navn, under hvilket de Døbte blev siden bekiendte over hele Verden, thi der var det først, de kaldtes Christne, da man derimod i 📌Jerusalem havde kaldt dem Galilæer, fordi baade Herren og hans Apostler var fra 📌Galilæa.

✂ Til 📌Antiochien kom nu ogsaa snart den ny Apostel, som Herren selv havde kaldet til at være sit Hoved-Vidne iblandt Hedningerne, 👤Paulus nemlig, og fra denne Stad af var det, han gjorde sine store ►Udvandringer, baade i 📌Asien og 📌Europa, for at udbrede Evangeliet, og grundfæste Christendommen, og hvor vidunderlig det lykkedes, see vi saavel af Apostelens ►Sende-Breve til de Menigheder, han i Herrens Navn havde ►grundet, som af den Bog, hans tro Stalbroder, Evangelisten 👤Lucas, har skrevet, fornemmelig derom, hvilken vi kalde ►Apostlernes Gierninger!

✂ 157Blot i nogle og tredive Aar efter Herrens Himmel-Fart, eller i een Menneske-Alder, blev Christendommen, trods rasende Modstand, udbredt over hele 📌det Romerske Rige, som dengang indbefattede hele den dannede Verden, men de ►Stæder, hvor Apostlerne selv opslog deres Lære-Stole, indrettede og underviiste Menigheden, var, foruden 📌Jerusalem og 📌Antiochien, især 📌Ephesus (i 📌Lille-Asien som nu kaldes 📌Natolien) 📌Korinth, (i 📌Grækenland) og Verdens-Rigets Hoved-Stad, det navnkundige 📌Rom, og medens alle hine ►Stæder ere saa godt som ►forgaaede, har dog Herren ►underlig bevaret 📌Rom, ja, ►øiensynlig sparet dette gruelige ►Pine-Sted ►for Hans troe Bekiendere, som ►►Staden paa Bjerget►, hvor Evangeliet aabenlyst har forplantet sig, Christenheden til et Vidnesbyrd, ligefra Apostlernes Dage til Nu!

✂ Af ►Pauli Brev til Romerne, seer vi, at Menigheden der var ikke stiftet af ham, og vi har ingen Grund til at tvivle om Sandheden af den gamle Efterretning, at Apostelen 👤Peder, som havde lagt Grund-Stenen til 👤Christi Kirke i Jødernes Hoved-Stad, ogsaa lagde den i Hedningernes; men af ►Apostlernes Gierninger seer vi, at 👤Paulus, mod Enden af sin store Løbe-Bane, kom til 📌Rom, vel i Lænker, men dog uden ►Tunge-Baand, 158og prædikede der i hele to Aar Evangelium for alle dem der vilde høre! Det er ogsaa en gammel troværdig Efterretning, at baade 👤Peder og 👤Paulus paa een Gang leed Martyr-Døden i 📌Rom, under Keiser 👤Nero, et af de største Afskum, Jorden har baaret, og som ikke blot ►satte sin Glæde i at pine de Christne, men i at giøre alt det Værste han kunde optænke, saa at han selv iblandt Hedningerne er bekiendt under Djævle-Navnet af Menneske-Slægtens Fiende! ►Rom. 1. ►15.

✂ Foruden 👤Lucas, havde 👤Paulus mange andre Med-Arbeidere, blandt hvilke Leviten 👤Barnabas var den Første, og de yngre Mænd 👤Timotheus og 👤Titus Apostelen ret inderlig hengivne, som vi see af hans ►Sende-Breve til dem! Dette var derimod ikke ganske Tilfældet med den skriftkloge Alexandriner 👤Apollon, som fulgde helst sit eget Hoved, og har formodenlig været En af de første Evangelister i sin Føde-By 📌Alexandrien, hvor Ingen af Apostlerne kom, og hvor vi siden finde megen Lærdom og Skrift-Klogskab, men ogsaa megen Selv-Klogskab, og kun en ubestemt, vaklende Tro paa det store Evangelium, der ei for dem som vil ►stoltelig udgrunde det, men kun for dem som barnlig vil troe derpaa, er en Guds Kraft til Salighed!

✂ 159

XXIX. Herrens Broder 👤Jakob.

✂ Ingen af Herrens Brødre hørde til de tolv Apostler, thi da disse blev valgde, troede 👤Jesu Brødre endnu ikke paa ham, eller regnede sig blandt hans Discipler, men efter Herrens Opstandelse og Himmelfart finde vi dem iblandt hans Troende, og En af dem, 👤Jakob, med Tilnavn den Retfærdige, var siden i mange Aar Biskop hos Menigheden i 📌Jerusalem. Selv mellem Jøderne stod han i stor Anseelse, fordi han ►holdt strængt over Mose-Loven, men de ypperste Præster og Skriftkloge lagde derfor Raad op imod hans Liv, i det de afkrævede ham en ►høirøstet Bekiendelse fra Templet om, hvad han troede om 👤Jesus den Korsfæstede. 👤Jakob vægrede sig ei heller derved, men sagde med høi Røst: hvad spørge I mig om 👤Jesus, den ►Menneskens Søn, han sidder i Himlen ved Kraftens høire Haand, og skal komme i Himlens Skyer! Da styrtede de Ugudelige den Retfærdige ned, men han bad, som Herren paa Korset: Herre, Gud Fader! tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de giøre!

✂ Der findes ved ►de Apostoliske Skrifter endnu et Brev, som man har tillagt denne 👤Jakob, men det er, efter de Gamles Vid160nesbyrd, uægte, saavel som det, der tillægges hans Broder 👤Judas! ►Joh. 7. ►Ap. Gg. 1. ►Gal. 1. og 2. ►Euseb. 2. 23.

✂

XXX. 📌Jerusalems ►Forstyrrelse.

✂ Da Herren engang sad paa 📌Olie-Bjerget, nær ved 📌Jerusalem, hvorfra man kunde oversee Staden, pegede Nogle af hans Discipler paa 📌Templet, og sagde: Mester! see hvilke Stene og hvilke Bygninger! Men Herren svarede: sandelig, siger jeg eder, det skal nedbrydes, saa der ikke bliver Steen paa Steen! Saaledes spaaede Han tit om 📌Jerusalems Ødelæggelse, for Indbyggernes Vantroes og Gienstridigheds Skyld, og derfor sagde han paa Veien til Korset, til de grædende Kvinder: I 📌Jerusalems Døttre, ►græder ikke over mig, men ►græder over eder selv og eders Børn; thi see, de Dage komme, da man skal sige, ►Held de Barnløse, ja, sige til Bjergene, ►falder over os, og til Høiene, ►skjuler os! Det varede kun ogsaa nogle og tredive Aar efter denne Tale, til Ulykken kom over Staden, og Jøden 👤Josephus, som selv var Øien-Vidne dertil, har beskrevet ►Forstyrrelsen og Ødelæggelsen saa forfærdelig, at Læseren maa grue, og tænke paa Herrens Ord, at her skulde alt det uskyldige Blod, der var udgydt paa Jorden, hævnes 161paa den trodsige Slægt, der udbad sig Frelserens Korsfæstelse som en Naade af 👤Pilatus, og raabte: ►hans Blod komme over os og over vore Børn!

✂ Det var i 👤Neros sidste Dage, strax efter 👤Jakob den Retfærdiges Mord, at Jøderne gjorde Oprør imod Romerne, og forsvarede sig i 📌Jerusalem med den mest fortvivlede Haardnakkenhed, indtil Hungers-Nøden blev saa stor, at man sloges om Ligene, ja at selv Mødre slagtede deres spæde Børn, ►alt som 👤Moses havde spaaet i sin Afskeds-Tale om de sidste forfærdelige Dage. Staden blev imidlertid dog indtaget og ødelagt af 👤Titus, den romerske Høvding, 📌Templet opbrændtes, og sank i Grus, og de Jøder, som undgik det store Blod-Bad, fordi Romerne bleve trætte af at myrde, de solgdes til Slaver, og ►adspredtes mod alle Verdens Hjørner!

✂ Saaledes stadfæstedes Herrens Ord, og ►Levningerne af ►Israels Folk vanke endnu ustadige omkring paa Jorden, som levende Døde, der give den Herre og den Tro de ►forskyde et ►underligt Vidnesbyrd! ►5. Moseb. 28.

✂

XXXI. Apostelen 👤Johannes.

✂ Saavidt man veed, var 👤Johannes den Eneste af 162Herrens Apostler, som oplevede 📌Jerusalems ►Forstyrrelse, men han var ikke i Staden, thi ved Krigens Begyndelse udvandrede alle Christne fra 📌Jerusalem, hvis Time de saae, var kommet, og opslog deres Bolig paa ►hin Side 📌Jordan!

✂ 👤Johannes blev ældgammel, og i sin høie Alderdom blev han af den Romerske Keiser 👤Domitian landsforviist til den lille Øe 📌Patmus, hvor han havde det store ►Søndags-Syn om 👤Christi Kirkes Kamp og Seier, som han selv i ►Aabenbarings-Bogen har beskrevet, men han overlevede dog ogsaa den Romerske Tyran, og kom tilbage til 📌Ephesus, hvor han sødelig hensov i Herren, med hans Tro og Kiærlighed i Hjerte og paa Tunge, med hvilke han taler endnu efter Døden til alle Christne, som læse hans mageløse ►Sende-Breve, og det dyrebare Evangelium, han skrev, for at vi skal troe, at 👤Jesus er 👤Christus, Guds Søn, og troende have Livet i Hans Navn! ►Euseb. III. 5. 18. 31.

✂

XXXII. Kirke-Fædrene.

✂ Egenlig have de Christne, som Herren siger, kun een aandelig Fader, nemlig den Himmelske, men dog var det naturligt, at Menigheden kaldte Apostlerne, og de ►Lærere, 163som traadte i Apostlernes Fodspor, sine ►Fædre i 👤Christo, og efterhaanden er det blevet Skik at kalde alle ►Lærerne i Kirkens Old-Tid, som have efterladt os Skrifter om Christendommen, med eet Navn Kirke-Fædre. Det Sidste er imidlertid en aabenbar Misbrug af Ordet, thi det gik fordum, som det gaaer nu, og som 👤Paulus skriver, at selv de der bygge paa den uforanderlige apostoliske, Grundvold, bygge dog ingenlunde Alle med Guld og Sølv og Ædel-Stene, men tit med Træ, og Rør, og Straa som ei kan trodse Tiden, eller taale Ilden.

✂ Uden derfor at trættes om Navne, som er til ingen Nytte, skal man kun lægge Mærke til, at Bøgerne af de ►Lærere i Kirken, som levede nærmest ved Apostlernes Dage, og have et godt Vidnesbyrd, baade for Lærdom og Levnet, de Bøger maae nødvendig være os dyrebare, baade som Vidnesbyrd om ⓘ HerrenHerren] A, Troen Rettelsesliste, og om Ægtheden af ►det Ny Testamentes hellige Skrifter, og mellem disse Bøger er den ►mærkværdigste skrevet af en Biskop i 📌Lyon, (i 📌Frankerig) som hedd 👤Irenæus, thi han har et herligt Vidnesbyrd af alle de Gamle, og han var en Discipel af Martyren 👤Polykarp, som selv havde kiendt og hørt Apostlerne, især 👤Johannes, og som i sin høie Alderdom 164med Glæde gik i Døden for 👤Jesu Navns Bekiendelse!

✂ Denne Bog af 👤Irenæus giver os ikke alene et sikkert og trofast Vidnesbyrd om, at de fire Evangelier og ►Apostlernes Gierninger ere skrevne af 👤Mathæus, 👤Markus, 👤Lukas og 👤Johannes, men forvisser os ogsaa om ►Aabenbaringens Ægthed, og om alle 👤Pauli Breves, undtagen det til ►Philemon, som kun er et ►Venne-Brev, der ingen Grund eller Leilighed var til at nævne. Brevene af 👤Peder og 👤Johannes spore vi endelig ogsaa, paa det ►Tredie nær af 👤Johannes, der er et blot ►Venne-Brev som hiint til 👤Philemon; og de Breve vi kan see 👤Irenæus enten ikke har kiendt eller ei taget for Apostoliske, er da kun ►Jakobs, ►Judas, og det til ►Ebræerne, som hverken selv udgive sig for Apostoliske, eller have noget gyldigt Vidnesbyrd for at være det!

✂

XXXIII. Kiætterne.

✂ Herren ►lignede engang Himmeriges Rige ved en Sæde-Mand, hvis Korn tildeels faldt paa en ►slagen Lande-Vei, hvor det enten blev ►fortraadt, eller ædt af Fuglene, tildeels paa Steen-Grund, hvor det snart kom op, men kun for at visne, tildeels mellem Torne, som kvalde Planten, og kun 165tildeels i god Jord, hvor det slog Rødder, voxde og modnedes, og Herren forklarede selv, at han ved Sæden meende Guds Ord, og ved Jorden Tilhørernes Hierte, og derfor skal det ikke undre os, at 👤Christi Evangelium er frugtesløst hos Mange, som dog vil hedde Christne, eller at Nogle ondskabsfuld misbruge og fordreie det til deres egen ►Fordærvelse! Dem som nu forfalske Christendommen og fordreie det Guds Ord, der bevidner den, dem kalde vi Kiættere, men dette Ord er blevet lige saa misbrugt, som Ordet Kirke-Fædre, thi Kirkens ►selvgiorde Fædre og Værger har ikke blot ►forkjættret Mange, som de ei kunde overbevise, men selv Endeel, som holdt ►hardt ved den rette christelige Tro, og forkastede kun hvad der var lagt til i Tidens Løb, og maatte derfor ogsaa, uden Troens Skade, kunne tages fra, ja, var ei sjelden Misbrug, som havde indsneget sig i Kirken, og skulde afskaffes!

✂ Det skal man derfor komme vel ihu, at den Christelige Tro er hverken Meer eller Mindre end den Tro, vi Alle ved Daaben bekiende, paa Gud Fader, Himmelens og Jordens Skaber, paa Guds Søn, vor Herre 👤Jesus Christus, født af Jomfru 👤Marie, korsfæstet, død og ►himmelfaren, og paa den Hellig-Aand, som skiænkes os 166i 👤Christi Kirke, med Syndernes Forladelse, til Kjødets Opstandelse og det evige Liv, alt som den Apostoliske Troes Bekiendelse lyder ved Daaben i alle sine Dele! Hvem der nu vil indføre en anden Tro og Daab blandt de Christne, han er unægtelig Christendommens Fiende, og stræber han at forføre Menigheden, ved at kalde sit eget Hjerne-Spind Christendom, og ved at beraabe sig paa ►Bibelen, da er han 👤Christi falske Ven og lumske Fiende, som ►Skriften kalder en Anti-Christ, og Kirken maa udelukke af sig. Saadan En var 👤Simon Troldmand, i 📌Samarien, som vi læse om i ►Apostlernes Gierninger, og som, efter de Ældstes Vidnesbyrd, blev Stam-Fader til de gamle Anti-Christer eller Kiættere, mod hvilke det var, 👤Irenæus, til Menighedens Oplysning og Advarsel, skrev sin føromtalte herlige Bog, hvori han klarlig viser, at naar ►Bibelen ikke fordreies, stemmer den ►fuldelig overeens med den Christelige Tro, der fra Apostlernes egen Mund levende forplantedes, og bevidnedes ved Daaben, i de Menigheder, Apostlerne selv havde stiftet og indrettet!

✂

XXXIV. 👤Konstantin den Store.

✂ Efterat den Christne Tro i ►halvtredie hun167drede► Aar havde været forbudt, forhaanet og forfulgt i 📌det Romerske Rige, viste det sig ►aabenbar, at Gud var dens Stifter og Støtte, thi de Christne havde formeret sig under Keisernes skarpe Sværd, som ►Israel fordum under Pharaos Jern-Aag, og Hedningerne selv maatte tilstaae, at nu var de Christne ikke blot de dydigste, men ogsaa de klogeste, lærdeste og mægtigste Folk i hele Riget, hvad dog umuelig, uden Guds ►besynderlige Bistand og Varetægt, kunde ►timedes det stille ►Samfund, 📌Galilæas Fiskere og en jødisk Skrift-Klog, fredløse i deres eget foragtede Fæderne-Land, havde ►grundet! Det var derfor ►sagtens meest af Verdens-Klogskab, at nu En af Med-Beilerne til Keiser-Thronen, 👤Konstantin, ►aabenbar antog sig de Christnes Sag, og, da han var blevet enevældig, lod sig høitidelig, ved Daaben, optage i deres Samfund; men dog ►syndes det, efter menneskelig Regning, at være en stor Lykke for Christendommen, som hidtil havde været undertrykt, men skulde nu være herskende i hele 📌det Romerske Rige. Den lærde Biskop 👤Eusebius i 📌Cæsarea, som i de samme Dage beskrev den Christne Kirkes Historie, fra Begyndelsen til 👤Konstantin, er derfor ogsaa ligesom beruset af Glæde over denne 168verdslige Lyksalighed, og løfter den døbte Keiser til Skyerne, ja, er nær ved at forgude ham, men det beviser netop, at Menigheden i 📌det Romerske Rige var saare ►vanslægtet, og havde hardtad glemt Herrens høie Bud: ►giver Keiseren det som Keiserens er, og Gud det som Guds er! Saalænge nemlig Kirken var under Forfølgelse, fristedes Ingen til hykkelsk Bekiendelse af Troen, men dertil fristedes Mange nu, da Keiseren var døbt, og Kirken blev da fuld af blotte ►Mund-Christne, som er dens Pestilents! Hidtil havde det været let at udelukke Kiætterne af Kirken, da de ei brød sig synderlig om at regnes til den, men nu, da Embederne i den gav gode Leve-Brød og borgerlig Anseelse, værgede de sig af alle Kræfter, og hvem der kunde vinde Keiseren, gjaldt for Ret-Troende, saa man tit ei kunde være Keiserens Ven uden at blive 👤Christi Fiende!

✂ Allerede i 👤Konstantins Dage saae Man, hvilken Forvirring der nu truede, da Christendommen skulde være Stats-Religion, og staae under Keiserens Formynderskab, thi da en Præst i 📌Alexandrien, ved Navn 👤Arius, med stort Bifald udbredte en ny ►Lærdom, efter hvilken 👤Christus ikke egenlig skulde være Guds Søn, men kun en 169►Over-Engel, da blev det ikke længer betragtet som en reen ►Kirke-Sag, men som en ►Stats-Sag, der skulde afgiøres ved Hoffet, og drage ►borgerlig Straf efter sig, for dem, der ikke vilde kalde det den rette Christendom eller Orthodoxi, som Keiseren behagede at stemple dertil. Snart blev nu 👤Arius og hans Tilhængere, og snart hans Modstandere, erklærede for Kiættere og Statsforbrydere, og paa det store Lande-Mode i 📌Nicæa indførde Keiseren og Bisperne den Uskik, at skrive en ny Troes-Bekiendelse, som skulde være klarere end den Apostoliske ved Daaben, og de nødte alle ►Lærere, som ikke vilde agtes for Kiættere, til at underskrive den. Hermed var Dørren aabnet for alle muelige Vildfarelser, thi nu skrev Keiserne christelige Troes-Bekiendelser, ligesom de skrev Forordninger, forkastende i Dag, hvad de antog i Gaar, og for ►Lande-Freds og Leve-Brøds Skyld skrev de fleste Bisper næsten altid under, hvad Keiserne vilde, saa det blev ►sædvanlig de bedste Christne, der nu maatte ►hedde Kiættere og Freds-Forstyrrere.

✂

XXXV. Folke-Vandringen.

✂ Keiser 👤Konstantin den Store forflyttede sit Høi-Sæde fra 📌Rom til en Stad, nor170denfor 📌Grækenland, som efter ham blev kaldt 📌Konstantinopel, og snart blev nu 📌det Romerske Verdens Rige deelt i to Keiserdømmer, nemlig det Østlige, eller det Græske, med 📌Konstantinopel, og det Vestlige, eller det Latinske, med 📌Rom til Hoved-Stad; og det saae ud til, at, skulde Verden staae ret længe, vilde baade Christendom og Kundskaber uddøe, thi den oplyste Verdens Indbyggere var i det Hele afmægtige og udtærede, men havde trindt omkring sig raae og bomstærke Barbarer, som idelig ►foruroligede Grændserne, og truede med, snart som en rivende Strøm at oversvømme og ødelægge hele 📌Romer-Riget, med dets Kirker og Skoler, Bøger og Palladser, Pragt og Overdaadighed! Christendommen havde forsinket Ødelæggelsen, som ►alt længe truede de gamle, forfinede, fordærvede og udmarvede, ►Folke-Stammer, men de Christne blandede sig, som ►Israel fordum, efterhaanden med Hedningerne, gjorde deres Gierninger, og fik deres Dom.

✂ Den forstyrrede Tid, som nu begyndte, kalde vi Folke-Vandringens, fordi det var hele ►Folke-Stammer, der udvandrede, især fra det nordlige 📌Europa og 📌Asien, og søgde deels ►Blod og Bytte, deels nye 171Bopæle, i 📌Romer-Rigets opdyrkede og frugtbare Lande.

✂ Allerede i det femte Aarhundrede sønderreves 📌det Vestlige eller Latinske Rige, som Barbarerne saaledes deelde imellem sig, at af 📌Italien og 📌Spanien blev der to Gothiske Riger, af 📌Nord-Afrika et Vandalisk, af 📌Gallien et Frankisk (📌Frankerig) og af 📌Britannien et Angel-Sachsisk, (📌Engeland) hvor da de gamle Indbyggere for det Meste nedsank i Trældom, men for Byen 📌Rom selv, med dens Biskop, havde endog Barbarerne en ►besynderlig Ærbødighed, saa den vedblev at være en Christen Fristad, og et Mindes-Mærke om den gamle Verdens Herlighed!

✂

XXXVI. Araberne og 👤Mahomed.

✂ Der ligger en Halv-Øe ►sønderpaa i 📌Asien, som kaldes 📌Arabien, og den beboedes fra Arilds-Tid mest af ►omvankende Stammer, hvis Nærings-Vei var Krig og ►Fæ-Drift. De talede et Sprog, som ligner Jødernes, og udledte tildeels deres Herkomst fra 👤Abraham, men var dog, ligesom de andre Hedninger, Afguds-Dyrkere, indtil der, sexhundrede Aar efter 👤Christi Fødsel, ►opstod en stor Mand iblandt dem, ved Navn 👤Maho172med, som opkastede sig til Herre baade over Landet og Troen, afskaffede med Magt de hedenske Ceremonier, og nødte Araberne til at bekiende hvad han vilde have troet.

✂ Denne 👤Mahomed var en falsk Prophet, som vel bekiendte, at Verdens Skaber var den eneste sande Gud, og kaldte 👤Moses og 👤Jesus store Propheter, men vilde dog indbilde Folk, han var selv den Største, udsendt af Gud, (som han kaldte Allah) til, med Sværdet i Haanden, at forkynde den sande Tro, som han sagde, baade Jøder og Christne havde forfalsket, og han beskrev i alle Maader sin Gud saaledes, at det umuelig kunde passe paa den sande Gud, men kun paa en almægtig Djævel! Sandheden om Dom efter Døden, og om det evige Liv, forfalskede 👤Mahomed ligeledes, i det han ►lærde, at Menneskerne ikke skulde dømmes efter deres Hjerte, men kun efter deres udvortes Handlinger, saa hvem der kun havde gjort flere gode end onde Gierninger, var Himmerig vis, og skulde komme i et 📌Paradis, fuldt af alle de Fornøielser, som dyriske Mennesker sætte deres Glæde og Salighed i!

✂ Denne Over-Tro, der med sit falske Udødeligheds-Haab lokker de dødelige Syndere til sig, opflammede Araberne til at trodse alle Farer, og under 👤Mahomeds nærmeste Efter173følgere, som kaldtes Kalipher, oversvømmede de Alt hvad der i 📌Asien og 📌Africa havde hørt 📌Romer-Riget til, saa Keiseren i 📌Konstantinopel havde ondt nok ved at forsvare sin Hovedstad imod dem. Da de nu endog fra 📌Nord-Afrika gik over til 📌Spanien, og til Øerne i 📌Middel-Havet, og fæstede derved Fod i 📌Europa, saa tegnede det unægtelig til, at falsk Aandelighed og raat Hedenskab skulde række hinanden Haand til at fordærve Menneske-Slægten.

✂

XXXVII. Kirken mellem Skyther og Barbarer.

✂ De forfinede Folk kalde gierne alle dem, der ikke er det, Barbarer, men egenlig forstaae vi dog derved kun vilde Folk, der ikke føre noget menneskeligt, men kun et dyrisk Liv, da derimod nogle Folke-Færd, saasom Græker, Ægypter, Latiner og Skyther, selv i deres Hedning-Tid og i deres Raahed, følde sig i Slægt med en usynlig Gud, eftertragtede Udødelighed, og levede derfor ikke blot i det Nærværende, men ogsaa, ved Mindet, i det Forbigangne, og, ved Haabet, i det Tilkommende, som er det menneskelige Grund-Træk, der væsenlig ophøier os over Dyrene!

✂ Den gamle, først udviklede Menneske-Verden, der ►indsluttedes i 📌det Romerske Ri174ge, og saa godt som forgik med det, bestod især af ►Folke-Kredsen omkring 📌Middel-Havet; men i det nordlige 📌Europa, omkring 📌Øster-Søen, var der endnu en ►Folke-Kreds, som vi vil kalde den Skythiske, og som, med store ►Sjæle-Evner, var giemt til en senere Udvikling, hvorved det skulde ►kiendes, at ►Apostelen har Ret, naar han siger, at 👤Christus udjævner al Forskiel mellem Jøder og Græker, Skyther og Barbarer! Til denne Skythiske ►Folke-Kreds hørde baade Gother, Franker og Angel-Sachser, blandt hvilke Gotherne, ►alt førend de nedsatte sig i 📌Spanien og 📌Italien, var Halv-Christne, eller ►Arianer, og Frankerne lod sig strax døbe, da de havde indtaget 📌Gallien, saa Angel-Sachserne var de Eneste, der holdt fast ved det Skythiske Hedenskab, og vilde paa ingen Maade lade sig omvende af 📌Britanniens gamle Indbyggere, som de havde underkuet.

✂ Disse Angel-Sachser var imidlertid de ►Kongelige Skyther, som aandelig skulde gaae i spidsen for den Nordiske ►Folke-Kreds, og paa samme Tid, som 👤Mahomed ►opstod, lod de sig døbe af latinske Prædikanter, som Biskoppen i 📌Rom, 👤Gregor den Store, sendte over til dem.

✂ Hermed kan vi sige, at 👤Christi Kirke flyttede sin Skole fra 📌Middel-Havets Kyst ud 175paa den store Øe i 📌Vester-Havet, thi det var egenlig fra 📌Engeland af, at Christendommen udbredtes i 📌Tydskland og 📌Norden.

✂

XXXVIII. Munke-Faderen 👤Benedikt.

✂ I den fordærvede og forstyrrede Tid, da det Latinske ►Keiserdom var opløst, og Gotherne var 📌Italiens ►Tugte-Mestere, ►slog Mange der sig ►reent fra Verden, og levede enten i Bjerg-Huler, eller dog paa afsides Steder, uden at befatte sig med Andet, end deres egen Saligheds-Sag, og saadanne Folk kaldtes Munke og Eremiter, ►det er: de Eenlige og de Eensomme. En af Disse, ved Navn 👤Benedikt, er blevet den Navnkundigste, thi han var baade selv en christelig gudfrygtig Mand, og indrettede et ►ordenligt ►Munke-Levnet, som udbredte sig over hele 📌Italien, og over alle de Lande, hvor Latinske Prædikanter forkyndte Christendommen. De Huse hvor saadant et Selskab af ugifte Personer boede sammen, for at arbeide flittig, og dyrke deres Gud i Stilhed, langt borte fra Verdens Tummel og Fristelse, kaldtes Klostere, ►det er: Ind-Lukker, og at saadanne Indretninger paa den Tid var nødvendige, naar ikke Afguderi, Vankundighed og Laster, aldeles skulde tage Overhaand, det seer man deraf, at det ene var i Klosterne baade ►den Hellige Skrift og andre Kund176skabs-Bøger blev giemte, læste og afskrevne, ligesom ogsaa Munkene hardtad var de Eneste der vovede sig ind imellem Hedningerne, for at udbrede Christendommen, og arbeidede, ved Lære og Exempel, paa at formindske Vankundigheden, og formilde Sæderne hos Skyther og Barbarer!

✂ Det Kloster, 👤Benedikt selv stiftede, laae paa et høit Bjerg, ved Navn 📌Cassino, og det var Munke af hans Orden, som Biskop 👤Gregor, hans Levnets-Beskriver og store Beundrer, sendte til 📌Engeland, for at omvende Angel-Sachserne. Hoved-Manden for disse ►Sende-Bud hedd 👤Augustin, og deres Ærende lykkedes saa vel, at hundrede Aar derefter blev Angel-Sachseren 👤Beda berømt, som den skrift-klogeste Mand i sin Tid, medens en anden Angel-Sachser, 👤Vinfried, udbredte Chistendommen i 📌Tydskland, med saamegen Flid og Fremgang, at han fik Navn af de Tydskes Apostel!

✂

XXXIX. Keiser 👤Karl den Store.

✂ Dengang ►Mahomedanerne, som der kaldtes ►Mohrer, havde indtaget 📌Spanien, brød de derfra ind i 📌Frankerig, utallige som Græs-Hopper, og det saae ilde ud for Christenheden, men Frankerne gik dem dog dristig i Møde, og deres kiække ►Høveds-Mand, 👤Karl Martel, 177eller 👤Karl Hammer, havde Lykken med sig, saa ►Mohrerne faldt som Fluer, og de der blev tilbage, tabde Lysten til at gaae Frankerne paa Klingen! Denne 👤Karl Hammer havde en Sønne-Søn, som ogsaa hedd 👤Karl, blev Konge i 📌Frankerig, hjemsøgde ►Mohrerne midt inde i 📌Spanien selv, indtog næsten hele 📌Tydskland og 📌Italien, og blev, da man skrev lige 800 Aar efter 👤Christi Fødsel, kronet af Bispen i 📌Rom, til Romersk Keiser.

✂ Om samme Keiser 👤Karl den Store, om ►Kæmperne, ham tjende, og Seirene, han vandt, har man mange Fortællinger, som staae ikke alle til Troende, men det er ►vist nok, at han var den mægtigste Herre i sin Tid, og fik saa udødeligt et Navn, som Faa i hele den ►bekiendte Verden! I tredive Aar førde han Krig med et nord-tydsk Folk, som hedder Sachserne, og nødte dem omsider ikke blot til at ►kiende ham ►for Herre, men ogsaa til at bekiende Christendommen, og lade sig døbe, som var meget ilde gjort, thi Troen er en fri Sag, og Man maa ingenlunde true Nogen til Løgn og Hykleri, men det giør man ►aabenbar, naar man truer dem til at bekiende en Tro, de ikke har! ►Den sorte Konst, at omvende Folk med Sværd, havde Frankerne da ingenlunde lært af 👤Christus, der udsendte sine Apostler som Lam imellem Ulve, men af ►Mahomedanerne, 178hvis falske Prophet udbredte sin ►Lærdom med Sværdet i Haanden, fordi han fattedes ►Sværdet i Munden, som Sandheden haver sig selv ►forbeholden! Den fransk-arabiske Mode, som 👤Karl den Store, med saa glimrende et Held, indførde i den ny Christenhed, fik imidlertid, desværre, Overhaand, til Skam for det gode Navn, og til stor Skade for den hellige Tro, der, ved at paatvinges, kun bliver et Munds-Veir, saa det varede længe, inden Man igien fik Øinene op for den soleklare Sandhed, at med Sværdet kan vel Kirke-Gaarden, men aldrig den troende Kirke befolkes! Som Sachserne var blevet omvendte, saaledes omvendte de igien deres Naboer: ►Slaverne i 📌Holsteen, 📌Brandenborg, 📌Pommeren, og 📌Meklenborg, og den ►vanartede Geistlighed indbildte Fyrsterne, at de kunde fortjene Himmerig, ved at slagte alle de Hedninger, der ei vilde krybe til Korset, og jo Mere denne franske Christendom udbredtes, des mere uddøde den Sande!

✂

XL. 👤Ansgar.

✂ 📌Danmark og 📌Sverrig var de sidste Lande i 📌Europa, hvor Christendommen nogenlunde fik Lov til at udbrede sig selv, og ingen Lande, udenfor 📌det Romerske Rige, har heller havt en bedre Evangelist, end 📌Danmark og 📌Sverrig fik i 👤Ansgar, som var en Benediktiner-179Munk fra det gamle Kloster 📌Korvei i 📌Nord-Frankrig.

✂ Der var paa den Tid megen indvortes Uenighed i 📌Danmark, og da En af ►Nisse-Kongerne i 📌Jylland, ved Navn 👤Harald Klak, søgde Hjelp hos 👤Karl den Stores Søn: Keiser 👤Ludvig den Fromme, maatte han lade sig døbe, og tage 👤Ansgar hjem med sig, til at undervise ham og hans Folk i Christendommen. Det var en vanskelig Sag, som mødte mange Forhindringer, men 👤Ansgar havde den Tro som kan flytte Bjerge, arbeidede utrættelig, hele ►fyrretive Aar, paa at ►grunde den Christne Kirke i 📌Norden, og vandt Seier; thi tusinde Aar er nu forløbne, siden han, som en fremmed Giæst, kom hid med det glædelige Budskab, at ogsaa os er en Frelser født, den Herre 👤Christus i 📌Davids Stad, og endnu bekiende vi os til den samme Christne Tro, som vore gamle ►Fædre døbdes paa, i 📌Slesvig og i 📌Ribe, hvor 👤Ansgar, i 👤Jesu Navn, indviede de første Danske Kirker!

✂ Vel maatte de Danske Christne, nogen Tid efter 👤Ansgars Død, lide en haard Forfølgelse af Kong 👤Gorm den Gamle, som var en grum Hedning, men hans egen Dronning, 👤Thyre Danebod, var dog en christelig Fyrstinde, og 👤Gorms Søn, 👤Harald Blaatand, som var Konge over hele 📌Danmark, an180tog selv Christendommen, og Troen udbredte sig, vel langsomt, men uafbrudt. ►Sællandsfarene og de andre Øboer var endnu under 👤Haralds Søn: 👤Svenn Tveskiæg, for det Meste Hedninger, og Kong 👤Svenn var det i lang Tid selv, men i sin Alderdom blev han Christen, og overtalde de fleste ►Sællandsfarer til at lade sig døbe. Dette skedte omtrent 1000 Aar efter 👤Christi Fødsel, altsaa næsten hele tohundrede Aar efterat 👤Ansgar havde begyndt at prædike Troen i vort Fædreneland, og da 👤Svenns Søn, 👤Knud den Store tillige blev Konge i 📌Engeland, førde han mange engelske Præster til 📌Danmark, som ydermere bestyrkede og oplyste Folket i Christendommen!

✂

XLI. 👤Hakon Ædelsteen.

✂ Der var, i 👤Harald Blaatands Tid, en Norsk Konge-Søn, ved Navn 👤Hakon, som blev opfostret hos Kong 👤Athelstan, eller Ædelsteen, i 📌Engeland, og han blev siden Konge i 📌Norge, hvor han da gjorde sig megen Umage for at faae den Christne Tro indført, som han selv var oplært i, men, uagtet Normændene ellers elskede ham som en Fader, vilde de dog ingenlunde lade deres gamle Hedenskab fare, saa al hans Uleilighed var hardtad forgiæves.

✂ Siden, i 👤Svenn Tveskiægs Tid, kom der en anden Norsk Konge-Søn hjem, som i 181mange Aar, paa gammel nordisk Viis, havde flakket om paa Havet som en ►Søhane, han hedd 👤Olav Tryggesøn, var En af de ædleste Helte, Man kiendte i 📌Norden, og blev en vældig Konge over hele 📌Norge. 👤Olav havde paa sin Udenlands-Reise selv ladet sig døbe, og stræbde nu, baade med det Gode og med det Onde, at formaae alle sine Undersaatter til det Samme, hvad ogsaa lykkedes ham saa nogenlunde; thi ►søndenfjelds var Troen allerede endeel udbredt fra 📌Danmark af, og ►nordenfjelds foer han grumt afsted, saa de Fleste, skiøndt de strittede, dog faldt til Føie. Det var imidlertid, som Man kan tænke, kun slet bevendt med slig en Daab, saa Mange endog blev ligefuldt ved at offre til Afguderne, og da 👤Olav Tryggeson, kort efter, faldt, i et stort Sø-Slag med de Danske og de Svenske, tog Hedenskabet strax igien ►øiensynlig Overhaand i 📌Norge.

✂ Endelig kom, i 👤Knud den Stores Tid, en tredie Norsk Konge-Søn hjem fra Vikings-Tog, som hedd 👤Olav Haraldsøn, blev ►Enevolds-Konge, og stræbde for Alvor, ved Hjelp af engelske Præster, at christne Folket. Selv var 👤Olav ►vel grundet i sin Christendom, og meende det godt, men havde dog ogsaa tit den gale Tanke, at Troen kunde og skulde udbredes med Sværd-Slag, hvorover han blev 182meget forhadt i det ►Norden-Fjeldske, og da han tillige strængt ►handhævede Retten, skedte der en Opstand imod ham, saa han maatte ►holde Slag med sine egne Undersaatter, og satte deri Livet til. Det aabenbare Hedenskab fik han imidlertid for bestandig udryddet, og 📌Norge blev et christent Land, i samme Forstand som 📌Sachsen, og de andre Lande, hvor ►Mængden var døbt med Sværdet over Hovedet.

✂

XLII. 👤Hildebrand eller 👤Gregor den Syvende.

✂ Fra 📌Rom af var Christendommen udbredt mellem Skyther og Barbarer, og 📌Rom havde det eneste Apostoliske Bispe-Sæde i 📌Vesten, saa det var naturligt, at alle de nye Menigheder betragtede Biskoppen i 📌Rom, Apostlernes ►Eftermand, som den ►almindelige Kirke-Fader eller Pave, der skulde staae i Spidsen for ►Lære-Standen, og, efter den uforfalskede Apostoliske ►Regel, afgiøre alle Tvistigheder om den rette Tro. Da 📌Rom nu ogsaa, efter det vestlige ►Keiserdoms Opløsning, var blevet en Fri-Stad, der kun stod under sin Biskop, som Menigheden selv valgde, saa ►syndes den vestlige Christenhed lykkelig at være undgaaet det verdslige Aag, som hvilede tungt paa den Østlige, hvor Keiserne i 📌Konstantinopel hav183de opkastet sig til Lovgivere i Troes-Sager; men Kongerne i 📌Tydskland, der, som 👤Karl den Stores ►Eftermænd, gjorde Paastand paa at ►hedde Romerske Keisere i Vesten, tiltog sig efterhaanden Ret til at bestemme, ei blot hvem der skulde være Biskopper i 📌Tydskland, men ogsaa hvem der skulde være Pave i 📌Rom, og paa denne Maade vilde Kongen i 📌Tydskland blevet hele den vestlige Christenheds Herre, hvad saa meget mindre kunde gaae an, som den var deelt i mange Konge-Riger, der ikke vilde staae under Keiseren. Alt dette stod levende for en Romersk Præst, ved Navn 👤Hildebrand, med Helte-Mod og store ►Sjæle-Evner, og da han, efter Midten af det ellevte Aarhundrede, blev Biskop i 📌Rom, under Navn af 👤Gregor den Syvende, fordrede han, i Herrens Navn, at det Romerske ►Sæde skulde ►erkiendes for uafhængigt af al verdslig Magt, og at alle christelige Menigheder skulde have Lov til selv at vælge deres Biskopper, uden at Landets Fyrster maatte blande sig deri. Heraf reiste sig en langvarlig og sørgelig Strid mellem Bisperne i 📌Rom og de verdslige Fyrster, deels fordi uchristelige Konger og Keisere vilde blive ved at sælge Bispe-Stolene til de Høistbydende, eller dog besætte dem med deres Yndlinger, og deels fordi de Romerske Paver ogsaa i ►Stats-Sager vilde regiere over 184Fyrsterne. Her var da store Feil paa begge Sider, men da det var en almindelig Vildfarelse, at betragte 👤Christi Rige som en Kirke-Stat, der skulde udvides og forsvares ved verdslige Vaaben, saa maatte Paverne nødvendig synes hele Menigheden at have Ret i Grunden, skiøndt det var klart, at de idelig misbrugde deres Magt, som ►👤Christi Statholdere, til herskesyge, ærgiærrige, og andre ►aabenbar uchristelige Øiemed.

✂

XLIII. Kors-Togene.

✂ ►Mahomedanerne havde, som sagt, frataget det Græske ►Keiserdom næsten alle dets asiatiske Lande, og det var altid en sørgelig Tanke, at 📌Jødeland, som havde været Chistendommens Vugge, skulde falde i de Vantroes Hænder, og den Christne Tro undertrykkes i de Egne, hvor den mest havde blomstret, saa det var ganske naturligt, at Skyther og Barbarer, der troede paa 👤Christus, men betragtede hans Konge-Magt og Rige med hedenske Øine, kunde indbilde sig, Hans Ære krævede, at de, med Sværdet i Haanden, fordrev de Vantroe fra ⓘ HansHans] GV, hans Hans A jordiske Fæderneland, og plantede Korset over 📌den hellige Grav, hvori Hans guddommelig ►Støv havde hvilet. 👤Gregor den Syvende, hos hvem den skiæve, men ►underlig 185store og glimrende Betragtning af hele Christenheden, som eet Kirke-Rige, var blevet levende i al sin Kraft, indbød derfor ogsaa alle 📌Vestens Fyrster til et Kors-Tog, for, under hans Anførsel, at befrie 📌det hellige Land, og fordrive de Vantroe fra Christenhedens gamle Ene-Mærker. Vel blev der dengang ►Intet af, fordi enhver saadan stor Tanke fødes som et Barn, og maa have Tid til at voxe, men, en Snees Aar derefter, kom den franske 👤Peter Eremit hjem fra 📌Jødeland, giennemreed 📌Italien, 📌Frankrig, og 📌Tydskland paa et ►Asen, skildrede de østerlandske Christnes Nød, og de Vantroes Bespottelser, med levende Farver, og fortalde sin Drøm i Kirken ved 📌den hellige Grav, hvori Jomfru 👤Marie stod for ham, og gav ham det Ærende, at ►opkalde hele Christenheden til Kamp for Kongernes Konge og Korsets Ære, og nu var den Lille blevet stor, nu flokkedes Skarer i Hundredetusinde-Tal, med Kors paa Klæderne, og æventyrlige Drømme i Hjernen, som vilde Alle til 📌Jerusalem, for at udrydde Herrens Fjender, og knæle ved Hans Grav! Da nu de ►selvgjorte ►👤Christi Statholdere, Paverne i 📌Rom, tillige ►paa Mahomedansk lovede alle Vandrings-Mændene (Pillegrimene) til 📌den hellige Grav deres Synders Forladelse, og 186lovede dem alle ►Martyr-Kronen, som faldt i Strid med de Vantroe, saa er det begribeligt, at ►Mængden af Kors-Farerne lignede paa et Haar den falske Prophets Tilhængere, med hvilke de kappedes i Overtro og Grusomhed!

✂ Imidlertid er disse Kors-Tog, der ligner en Folke-Vandring fra 📌Europa til 📌Asien, ikke blot rige paa vidunderlige Tildragelser, men var ogsaa et stort Middel i Guds Haand til at standse Tyrkernes Fremgang, som truede med at oversvømme Christenheden; og Hertug 👤Gotfred af 📌Lothringen, hvem det, efter ►Mængdens Undergang, med en liden Skare lykkedes at indtage 📌Jerusalem, var En af de ædleste, christeligste Helte, man kiender. Han udraabdes ►vel til Konge i 📌Jerusalem, men vilde, som han ydmyg sagde, ei bære Guld-Kronen der, hvor Frelseren bar Torne-Kronen, og han var for god til sine Følge-Svende, derfor døde han, inden Aaret var omme, da man skrev Ellevehundrede, efter 👤Christi Fødsel, og, trods alle de Korstog der siden gjordes af Keisere og Konger, med talrige Hære, sank dog det ny Riges Magt fra hans Døds-Dag bestandig, og før man skrev Tolvhundrede, var 📌Jerusalem igien i de Vantroes Vold!