↩ Der løber en Flod, dybt inde i 📌Asien, fra Nord til Syd, ved Navn 📌Tigris, og ved samme Flod laae der paa den Tid en stor og ældgammel Stad, som hedd 📌Ninive, og var Hoved-Staden i de 📌Assyrers Rige. Folket i 📌Ninive var blevet saare fordærvet, og ei længe efter 👤Elisas Dage talede Herren til En af sine Propheter, til 👤Jonas fra 📌Galilæa, og sagde, at han skulde drage til 📌Ninive og spaae imod Staden, men 👤Jonas var bange for at have Skam af den Reise, og gik ombord paa et Hedning-Skib, for at flygte langt bort over Havet. Dog, den almægtige Gud kan Ingen undflye, som 👤David synger: hvor kan jeg undgaae din Aand, og hvor kan jeg undflye dit Aasyn! kunde jeg ►end fare paa Morgen-Rødens Vinger, did, hvor Havet ►slipper, saa skulde ogsaa der din Haand mig lede, din Høire mig ►fængsle, og det maatte 👤Jonas sande; thi Herren lod komme en ►flyvende Storm, saa Skibs-Folket saae Døden for Øine, og kastede Lodd, for at giætte sig til, hvem det var, der havde Ulykken med sig, og Lodden faldt paa 👤Jonas, som da ogsaa strax 72tog Skylden paa sig, og sagde: ►kaster kun mig overbord, saa lægger Stormen sig! Som sagt, saa gjort: de styrtede Propheten i Havet, og Stormen lagde sig, men Herren lod en Hval-Fisk sluge 👤Jonas, og, efter tre Dages Forløb, igien opkaste ham levende paa Strand-Bredden. Nu gjorde da 👤Jonas, hvad Herren ►befoel, og drog til 📌Ninive, og spaaede ►høirøstet, at om ►fyrretive Dage skulde Staden forgaae; men da Kongen og Folket hørde Prophetens Ord, da blev de forskrækkede, og ►fattede gode Forsætter, og bad Gud om Forladelse for alt det Onde, de havde gjort, og ►►som en Fader forbarmer sig over sine Børn, saaledes forbarmer Gud sig over alle dem som frygte ham►; derfor sparede han 📌Ninive, og da 👤Jonas knurrede over, at han havde Skam af sin Spaadom, da svarede Herren: skulde Jeg ikke ynkes over 📌Ninive, den store Stad, hvor der er over tolv Gange titusinde Menneske-Børn, som ei kiende Forskiel paa Høire og Venstre!