Grundtvig, N. F. S. En liden Bibel-Krønike for Børn og Menig-Mand

XII. 👤Rhoboam og 👤Jeroboam.

Da 👤Salomon var død, skulde hans Søn, 👤Rhoboam, været Konge efter ham, men da 65Folket begiærede det Løfte af ham, at han skulde lette deres Byrder, svarede han dem hjerteløst, efter unge Galningers Raad: min Fader pidskede, men jeg vil tampe; hvorover de ti Stammer blev saa forbittrede, at de raabde: hvad har vi da med 👤David at skifte, ei er vor Arv med 👤Isais Søn! Israel! drag til din Hjem-Stavn! 👤David! pas selv paa dit Huus! Og de tog sig en Mand af 👤Ephraims Stamme, ved Navn 👤Jeroboam, 👤Nebaths Søn til deres Konge, saa 👤Rhoboam beholdt kun de to Stammer: 👤Juda og 👤Benjamin.

Saaledes blev da Folket adskildt, og Riget sønderrevet, og 👤Rhoboams Deel, med 📌Jerusalem til Hoved-Stad, kaldtes 📌Juda-Riget, men 👤Jeroboams Deel, hvori snart 📌Samaria blev Hoved-Staden, beholdt Navn af 📌Israels Rige, og Kongerne over disse to Halv-Riger laae hardtad bestandig i Krig med hinanden, og Landet blev en Val-Plads for sine egne Indbyggere, og Folket blev til Spot og til Rov for Hedningerne, efter Sandhedens Ord: hvert Rige, som bliver ueens med sig selv, skal forgaae!

Lykkeligst var dog de to Stammers Rige, thi hos dem var Herrens Helligdom, med Præster og Leviter, som bevarede den sande Guds Kundskab, og hos dem var 👤Davids Huus, 66som havde Løfte paa Ham, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes! 1 Kong. 12.